27.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 280/50


Regionsudvalgets udtalelse: »Reduktion af omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet«

2013/C 280/10

REGIONSUDVALGET

noterer sig forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, som Kommissionen fremlagde den 26. marts 2013 som led i en 10-punktsplan fremlagt i forbindelse med midtvejsevalueringen af den digitale dagsorden for Europa.

bifalder forordningsforslagets prioriteter, dvs. højhastighedsnet, anlægsarbejder, fælles udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og større effektivitet ved etableringen af ny fysisk infrastruktur samt reduktion af administrative byrder og bureaukrati; alle disse prioriteter berører områder, hvor byer og regioner samtidig er aktører, leverandører og modtagere af tjenesteydelser.

har tidligere påpeget, at der bør gennemføres foranstaltninger til rationalisering, modernisering og reduktion af de administrative byrder som et første tiltag til at nedbringe omkostningerne, rationalisere og forenkle de administrative procedurer og tjenester; det vil være med til at give erhvervslivet en ny dynamik, reducere de administrative procedurer og byrder og samtidig lette forbindelserne mellem borgerne og administrationen samt bidrage til at nedbringe de administrative omkostninger i forbindelse med virksomhedernes aktiviteter, (især aktiviteter i forbindelse med etablering af infrastruktur for højhastighedsinternetadgang) forbedre deres konkurrenceevne og stimulere deres udvikling.

minder om, at lokale og regionale myndigheder er nødt til at deltage i finansieringen af digital infrastruktur for at råde bod på manglen på private operatører i områder, der betragtes som lidet rentable, f.eks. landdistrikter. For at sikre alle borgere og geografiske områder lige adgang til de nye teknologier beder Regionsudvalget Kommissionen om at støtte de lokale og regionale myndigheders finansieringsindsats ved dels at give grønt lys for de europæiske strukturfondes medfinansiering af digital infrastruktur i alle regioner i EU, dels at anerkende, at projekter for digital udvikling af tyndtbefolkede landdistrikter har karakter af en tjeneste af almen økonomisk interesse.

Ordfører

Gabor BIHARY (HU/PSE), Medlem af forsamlingen for Budapest

Basisdokument

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation

COM(2013) 147 final

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

REGIONSUDVALGET

1.

noterer sig forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, som Kommissionen fremlagde den 26. marts 2013 som led i en 10-punktsplan fremlagt i forbindelse med midtvejsevalueringen af den digitale dagsorden for Europa;

2.

noterer med tilfredshed, at forordningsforslaget bygger på eksisterende god praksis i medlemsstaterne, men fortsat giver dem stor frihed til selv at tilrettelægge arbejdet, og at det vil fremme den nye højhastighedsnetkultur;

3.

bifalder forordningsforslagets prioriteter, dvs. højhastighedsnet, anlægsarbejder, fælles udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og større effektivitet ved etableringen af ny fysisk infrastruktur samt reduktion af administrative byrder og bureaukrati; alle disse prioriteter berører områder, hvor byer og regioner samtidig er aktører, leverandører og modtagere af tjenesteydelser;

4.

minder om, at en bredbåndsinfrastruktur med høje hastigheder er rygraden i det digitale indre marked og en forudsætning for verdensomspændende konkurrenceevne, bl.a. på e-handelsområdet. Som nævnt i meddelelsen "Akten for det indre marked II" (1) kan en stigning på 10 % i bredbåndsdækningen medføre en stigning i BNP på 1-1,5 % om året og i arbejdsproduktiviteten på 1,5 % (2). Den innovation, der kommer i virksomhederne, når de får adgang til højhastighedsnet, skaber beskæftigelse og kan give op til 2 millioner ekstra arbejdspladser frem til 2020 (3);

5.

understreger, at EU har ikke råd til at lade borgere og virksomheder i stikken uden for det geografiske område, der er dækket af denne type infrastrukturanlæg. Derfor har EU opstillet ambitiøse mål på bredbåndsområdet i den digitale dagsorden for Europa: Senest i 2013 skal alle europæere have grundlæggende bredbåndsadgang og senest i 2020 skal 1) alle europæere have adgang ved hastigheder på over 30 Mbps og 2) mindst 50 % af de europæiske husstande have et internetabonnement med en hastighed på over 100 Mbps. Det er imidlertid en forudsætning for at nå disse mål, at omkostningerne ved at udbygge infrastrukturen sænkes i hele EU;

6.

understreger — som forklaret i Regionsudvalgets hvidbog om forvaltning på flere myndighedsniveauer (4) — at det er absolut nødvendigt at koordinere EU's, medlemsstaternes og de lokale og regionale myndigheders aktiviteter og sikre fuld overholdelse af nærhedsprincippet i forbindelse med styringen af de processer, som beskrives i dette forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning, og som de dertil knyttede offentlige politiktiltag tager sigte på;

7.

gør som i tidligere udtalelser opmærksom på, at Europa er nødt til at udnytte sit fulde potentiale til at udvikle informations- og kommunikationsteknologitjenester (ikt) i den offentlige og private sektor og anvende ikt til at forbedre de tjenester, der leveres af de lokale og regionale myndigheder på områder som sundhed, uddannelse, offentlig orden, sikkerhed og sociale tjenester. De offentlig-private partnerskaber (OPP) mellem lokale og regionale myndigheder og SMV'er, som fremmes af EU, og som udvikler offentlige ikt-tjenester, kan være et udmærket udgangspunkt for opbygning af grundlæggende færdigheder og viden på lokalt niveau i hele EU (5);

8.

har tidligere påpeget, at der bør gennemføres foranstaltninger til rationalisering, modernisering og reduktion af de administrative byrder som et første tiltag til at nedbringe omkostningerne, rationalisere og forenkle de administrative procedurer og tjenester; det vil være med til at give erhvervslivet en ny dynamik, reducere de administrative procedurer og byrder og samtidig lette forbindelserne mellem borgerne og administrationen samt bidrage til at nedbringe de administrative omkostninger i forbindelse med virksomhedernes aktiviteter, (især aktiviteter i forbindelse med etablering af infrastruktur for højhastighedsinternetadgang) forbedre deres konkurrenceevne og stimulere deres udvikling (6);

9.

understreger behovet for, at Kommissionen og medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de lokale og regionale myndigheder inddrages fuldt ud og effektivt i forvaltningen af ikt-relaterede initiativer (7);

10.

noterer sig forordningsforslagets hensigt om at medvirke til at forbedre kvaliteten af informationstjenester og -produkter beregnet på forbrugerne i EU og reducere unødvendige udgifter og administrative byrder, samtidig med at det støtter det digitale indre marked og Europa 2020-strategiens målsætninger.

Bredbåndsadgang Regionsudvalget

11.

påpeger, at de lokale og regionale myndigheder er blandt de centrale aktører, som anbefalingerne vedrørende den digitale dagsorden er rettet til, navnlig hvad angår udbygningen af bredbåndsnet, og de kan bidrage afgørende til virkeliggørelsen af dagsordenen. Den nye dagsordens prioriteter på lokalt og regionalt niveau kan skabe forbedret livskvalitet, støtte borgernes sociale og økonomiske aktiviteter, stimulere den regionale udvikling og bidrage til, at offentlige tjenester og lokale virksomheder bliver mere effektive og personligt tilpassede. Regioner og byer råder over mange redskaber til at optimere udnyttelsen af dette potentiale;

12.

konstaterer med glæde, at forordningsforslaget indeholder muligheder, der i høj grad kan medvirke til at mindske den digitale kløft og realisere Europa 2020-strategiens målsætninger, samtidigt med at EU-borgernes vigtigste behov på det sociale, kulturelle og økonomiske område opfyldes (8);

13.

konstaterer, at informationssamfundet har sat kraftigt skub i de økonomiske og sociale fremskridt, og mener, at en større udbygning af bredbåndsinfrastrukturer vil fremme denne tendens; gør dog opmærksom på den lethed, hvormed indhold, der udgør en fare for unge og for grundlæggende demokratiske værdier, kan spredes, og understreger, at denne risiko kan modvirkes gennem en værdibaseret undervisning og udbredt undervisning i mediekundskab (9);

14.

minder om, at de lokale og regionale myndigheder spiller en nøglerolle, når det drejer sig om at sikre lige højhastighedsadgang til en overkommelig pris, f.eks. i regioner, hvor markedet har vist sig ude af stand til at gøre det, eller når der skal gennemføres pilotprojekter for at udjævne e-adgangskløften og udvikles nye tilgange, hvor de offentlige onlinetjenester sætter borgeren i centrum (10);

15.

gør Kommissionen opmærksom på, at det kan vise sig nødvendigt at tildele lokale og regionale myndigheder statsstøtte, der ikke skal tilbagebetales, til finansiering af bredbåndsinfrastruktur; anmoder om, at Kommissionen udarbejder regler om dette;

16.

foreslår, som i sin udtalelse om den digitale dagsorden for Europa, at finansiering og andre støtteforanstaltninger skal favorisere gennemførelsen af bredbåndsnet med åben adgang, som er baseret på en horisontal netarkitektur og en forretningsmodel, der adskiller fysisk adgang til nettet fra serviceydelser. Det eksisterende optiske fibernet bør åbnes for konkurrence (11) Konkret betyder det, at der, hvad sort fiber (dark fiber) angår, der er en form for passiv infrastruktur, bør gøres en aktiv indsats for at fremme en forretningsmodel baseret på åben adgang;

17.

mener, at man for at sikre geografisk ligevægt bør interessere sig særligt for at stimulere private investeringer i landdistrikter og tyndtbefolkede områder såvel som i regionerne i den yderste periferi, da der i forvejen er klare kommercielle argumenter for bredbånd i tætbefolkede regioner. Her kan de lokale og regionale myndigheder spille en hovedrolle ved at koordinere efterspørgslen efter bredbåndsadgang fra offentlige forvaltninger, offentlige sikkerhedsorganer, lokale skoler og sundhedsinstitutioner samt ved at nedsætte grupper på lokalt niveau (bestående af skoler, kommuner, små og mellemstore virksomheder osv.) og etablere zoner, hvor bredbåndsinfrastrukturer demonstreres for forbrugerne, samt ved at afholde kurser;

18.

minder om, at lokale og regionale myndigheder er nødt til at deltage i finansieringen af digital infrastruktur for at råde bod på manglen på private operatører i områder, der betragtes som lidet rentable, f.eks. landdistrikter. For at sikre alle borgere og geografiske områder lige adgang til de nye teknologier beder Regionsudvalget Kommissionen om at støtte de lokale og regionale myndigheders finansieringsindsats ved dels at give grønt lys for de europæiske strukturfondes medfinansiering af digital infrastruktur i alle regioner i EU, dels at anerkende, at projekter for digital udvikling af tyndtbefolkede landdistrikter har karakter af en tjeneste af almen økonomisk interesse.

Digitale tjenester og e-forvaltning Regionsudvalget

19.

understreger, at informations- og kommunikationsteknologierne, som ligger til grund for et informationssamfund for alle, bør tage hensyn til alle samfundsgruppers behov, ikke mindst de udstødningstruedes;

20.

gentager, at adgang til højhastighedsforbindelser af høj kvalitet til en rimelig pris kan være med til at lette adgangen til de tjenesteydelser, der leveres af lokale og regionale myndigheder, forbedre kvaliteten heraf og samtidig gøre det lettere for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder at markedsføre deres produkter. Det må formodes, at navnlig fjerntliggende regioner og samfund, især i EU's yderste periferi, kan drage stor fordel af en mere udbredt og hurtigere adgang til bredbåndstjenester (12);

21.

understreger, at de nye praksisformer og digitale tjenester har afgørende betydning for regionernes tiltrækningskraft og afbalancerede udvikling, og mener, at digital adgang for alle er en betingelse for en vellykket realisering af EU's mål for økonomisk, social og territorial samhørighed;

22.

anbefaler som i en tidligere udtalelse (13), at potentialet i en accelereret udbygning af nettet, takket være det foreliggende forslag til forordning, udnyttes fuldt ud i Europa med henblik på at udvikle ikt-tjenester i den offentlige og private sektor og dermed anvende ikt til at forbedre de tjenester, der leveres af de lokale og regionale myndigheder på områder som sundhed, uddannelse, offentlige indkøb, sikkerhed og sociale tjenester;

23.

anbefaler som i en tidligere udtalelse (14), at potentialet i en accelereret udbygning af nettet med det foreliggende forslag til forordning som grundlag udnyttes fuldt ud i Europa med henblik på at udvikle e-forvaltningstjenester på tværs af grænserne; anbefaler desuden, at de involverede it-projekter dækker aspekter som interoperabilitet og e-identifikation af borgere (Stork-projektet), e-signaturer, elektronisk forkyndelse af dokumenter og andre elementer af e-forvaltning, således at de behandles i en europæisk kontekst;

24.

påpeger, at det er umuligt at udnytte potentialet ved cloud computing (15), hvis man ikke snarest udbygger den infrastruktur, der er det nødvendige grundlag for denne teknologi.

Anvendelse af ikt til intelligente energinet, digitalisering og kreativt indhold Regionsudvalget

25.

understreger, at det digitale indre marked er en vigtig hjørnesten i den digitale dagsorden for Europa, som gør det muligt at skabe et voksende, vellykket og dynamisk fælles europæisk marked for skabelse og distribution af lovligt digitalt indhold og onlinetjenester og giver forbrugerne let, sikker og fleksibel adgang til digitalt indhold og markeder for tjenesteydelser (16); er derfor glad for, at det foreliggende forslag til forordning vil påvirke denne proces på to måder: fremskynde den og reducere dens omkostninger;

26.

finder det afgørende, at man samtidig med udbygningen af højhastighedsnet sikrer, at de offentlige institutioner på regionalt og lokalt niveau har den nødvendige interne kapacitet og til enhver tid råder over de økonomiske midler, der kræves til digitalisering (17);

27.

mener, at den foreslåede forordning vil få betydning for ikt-baserede tiltag (18), der skal tackle spørgsmålet om øget energieffektivitet, og for strukturelle ændringer i udnyttelsen af naturressourcer.

Adgang til eksisterende fysisk infrastruktur og gennemsigtighed Regionsudvalget

28.

bifalder forordningens mål om at maksimere synergivirkningerne mellem forskellige net, samt at den derfor ikke kun sigter mod udbydere af elektroniske kommunikationsnet, men mod alle, der ejer fysisk infrastruktur, til eksempelvis el, gas, vand og kloakering, opvarmning og transport, hvor der også kan anbringes elementer af elektroniske kommunikationsnet; udtrykker dog forbehold over for anvendelse af forordningen på kritisk infrastruktur som metrotunneller i storbyer af sikkerhedsmæssige årsager og på grund af de store udgifter, der er forbundet dermed;

29.

beklager, at teletjenesterne og teleinfrastrukturen i EU stadig er stærkt opdelt langs de nationale grænser, selv om en bredbåndsinfrastruktur med høje hastigheder er rygraden i det digitale indre marked og en forudsætning for verdensomspændende konkurrenceevne;

30.

mener — eftersom anlægsarbejderne repræsenterer størstedelen af de samlede omkostninger ved at udbygge nettene — at det er et væsentligt lovgivningsmæssigt fremskridt, at alle netoperatører får ret til at tilbyde adgang til fysisk infrastruktur (f.eks. kabelkanaler, ledningskanaler, mandehuller, gadeskabe, pæle, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner) eller til at få tilbudt en sådan adgang (til en rimelig pris og på rimelige vilkår) med henblik på installation af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation; for at sikre gennemsigtighed skal de nødvendige oplysninger herom stilles til rådighed for en central dokumentationstjeneste;

31.

gør dog opmærksom på, at man ikke bør glemme sociale mål og samhørighedsmål ved fastsættelsen af priser og afgifter.

Koordinering af anlægsarbejder Regionsudvalget

32.

konstaterer med tilfredshed, at forordningsforslaget omhandler spørgsmålet om koordinering af anlægsarbejder, især fordi disse investeringer helt eller delvis finansieres med offentlige midler; bemærker dog, at forordningsforslaget slet ikke nævner, hvad dette indebærer for de offentlige indkøb;

33.

beklager, at forordningsforslaget ikke nævner de lokale og regionale myndigheders rolle, selv om det er på deres territorium, at koordineringen af anlægsarbejder vil finde sted; anbefaler derfor Kommissionen at henvise til de lokale og regionale myndigheder i forordningen.

Udstedelser af tilladelser Regionsudvalget

34.

støtter den centrale dokumentationstjeneste rolle som et organ, der skal lette og koordinere udstedelsen af tilladelser, og mener, at den maksimale frist på seks måneder er tilfredsstillende;

35.

beklager, at forordningen ikke kommer ind på de lokale og regionale myndigheders rolle i forløbet med udstedelse af tilladelser, selv om denne procedure falder ind under de lokale myndigheders kompetenceområde; giver udtryk for sin bekymring over de store udgifter, som de lokale myndigheder ofte må tage på sig i denne forbindelse.

Bygningsinternt udstyr og adgang dertil Regionsudvalget

36.

betragter det som et væsentligt fremskridt, at imødekommelse af anmodninger om byggetilladelse er underlagt et krav om, at alle nyopførte bygninger skal være udstyret med højhastighedsforberedt bygningsintern fysisk infrastruktur, der når frem til nettermineringspunkterne;

37.

bifalder kravet om, at alle nyopførte flerfamiliehuse og hovedrenoverede flerfamiliehuse skal være udstyret med et krydsfelt, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet har adgang til, men mener, at det ville være hensigtsmæssigt at præcisere, at dette krav også gælder for investeringer i socialt boligbyggeri for at sikre adgang til bredbåndstjenester for beboere, der risikerer at blive udstødt fra det digitale samfund. I sidstnævnte tilfælde bør opfyldelsen af det opstillede mål imidlertid støttes i fuldt omfang.

Nærhedsprincippet, proportionalitetsprincippet og bedre regulering Regionsudvalget

38.

konstaterer, at de foranstaltninger, der anbefales i forslaget til forordning, i deres nuværende udformning synes at være i overensstemmelse med nærhedsprincippet. EU bør gribe ind med en reduktion af omkostningerne ved udbygning af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation for at forbedre vilkårene for det indre markeds etablering og funktion ved at fjerne de hindringer for et velfungerende indre marked, der skyldes kludetæppet af regler og administrative praksisser på nationalt og subnationalt plan, som hæmmer udviklingen og væksten i europæisk erhvervsliv, forringer Europas konkurrenceevne og skaber hindringer for investeringer og aktivitet på tværs af grænserne;

39.

mener, at de foreslåede foranstaltninger på områder med tværnationale elementer er nødvendige, da medlemsstaterne og/eller de lokale og regionale myndigheder ikke alene er i stand til hensigtsmæssigt at regulere de afgørende tværnationale elementer, og da en fuldstændig bredbåndsdækning vil styrke den territoriale samhørighed;

40.

erkender, at forordningen grundlæggende har til formål at lette og skabe incitamenter for udbygningen af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation ved at fremme fælles udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og tilvejebringe de nødvendige betingelser for større effektivitet ved etableringen af ny fysisk infrastruktur, således at det bliver billigere at udbygge sådanne net;

41.

er af den opfattelse, at de foreslåede foranstaltninger indebærer åbenlyse fordele i forhold til enkeltstående tiltag på nationalt, regionalt eller lokalt niveau, navnlig da de vigtigste foranstaltninger drejer sig om fire temaer: højhastighedsnet, anlægsarbejder, fælles udnyttelse af den eksisterende infrastruktur og en større effektivitet ved etablering af ny fysisk infrastruktur og reduktion af administrative byrder;

42.

bemærker, at en fælleseuropæisk strategi om de nævnte forhold skaber en merværdi, da det vil forhindre unødigt dobbeltarbejde og give stordriftsfordele; understreger, at denne strategi er væsentlig, da internettet, der af natur er allestedsnærværende og grænseoverskridende, er et nødvendigt redskab til at optimere informations- og kommunikationsteknologiernes økonomiske og sociale potentiale;

43.

konstaterer, at de foranstaltninger, der anbefales i forslaget til forordning, i deres nuværende udformning synes at være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. De begrænser sig til det, der er nødvendigt for at nå de opstillede mål, ved at sigte mod at mindske hindringerne for adgang til fysisk infrastruktur;

44.

bemærker, at de foreslåede omkostningsreducerende foranstaltninger i forordningen sigter mod øget samordning og gennemsigtighed og mod harmonisering af minimumsværktøj, der giver de relevante interessenter mulighed for at udnytte synergivirkninger og mindske effektivitetsmangler i udbygningen;

45.

understreger, at de foreslåede foranstaltninger ikke påtvinger en bestemt økonomisk model og giver medlemsstaterne mulighed for at vedtage mere detaljerede bestemmelser. Således kompletterer de mere de igangværende nationale initiativer, end de påvirker dem. Samtidig får medlemsstaterne mulighed for at bygge videre på deres nuværende foranstaltninger og vælge den tilrettelæggelse af eventuelle eksisterende eller nye foranstaltninger, der passer bedst til deres særlige forhold, uden at det behøver at give anledning til yderligere omkostninger;

46.

fremhæver dog, at forordningen af hensyn til retssikkerheden bør præcisere, hvilke foranstaltninger, Kommissionen vil træffe, efter at Medlemsstaterne har anmeldt fritagelsesforanstaltningerne;

47.

accepterer valget af en forordning, selv om et direktiv ville give medlemsstaterne større råderum; mener midlertidig, at hvis forordningen anvendes med tilstrækkelig fleksibilitet, vil den sikre, at midlerne til omkostningsreduktion hurtigt står til rådighed, og at den digitale dagsorden for Europa kan realiseres i det tempo, der er nødvendigt for at nå i mål planmæssigt, dvs. senest i 2020;

48.

bemærker generelt, at der i forslaget til forordning flere gange henvises til det lokale og regionale niveau i forbindelse med bedre regulering. I betragtning af de lokale og regionale myndigheders kompetencer og den grundlæggende rolle, de skal spille i udarbejdelsen og gennemførelsen af ikt-relaterede foranstaltninger(især udbygningen af højhastighedsnet), bør EU-institutionerne og medlemsstaterne regelmæssigt høre disse myndigheder i forbindelse med udarbejdelse og gennemførelse af foranstaltninger, der skal virkeliggøre den digitale dagsorden for Europa;

49.

opfordrer Europa- Kommissionen til i god tid at anmode om Regionsudvalgets udtalelse om den evalueringsrapport, der skal fremlægges 3 år efter forordningens ikrafttræden.

II.   FORSLAG TIL ÆNDRINGER

Ændringsforslag 1

Artikel 2, nyt stk. 11

Definitioner

   "kompetent nationalt tvistbilæggelsesorgan":

denne opgave varetages af den nationale tilsynsmyndighed, hvis medlemsstaten ikke har udpeget et andet kompetent organ, der er retligt adskilt fra og funktionelt uafhængigt af alle netoperatører;

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

11)

Begrundelse

Med henblik på at lette forståelsen og anvendelsen af forordningen er det hensigtsmæssigt, at der blandt definitionerne indføres en definition af det kompetente nationale tvistbilæggelsesorgan.

Ændringsforslag 2

Artikel 2, nyt stk. 12

Definitioner

   "central dokumentationstjeneste":

hvis medlemsstaten ikke har udpeget et andet kompetent organ, varetages denne opgave i hver medlemsstat af den nationale tilsynsmyndighed.

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

 

12)

Begrundelse

Med henblik på at lette forståelsen og anvendelsen af forordningen er det hensigtsmæssigt, at der blandt definitionerne indføres en definition af den centrale dokumentationstjeneste.

Ændringsforslag 3

Artikel 7, stk. 2

Bygningsinternt udstyr

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

2.   Alle nyopførte flerfamiliehuse, som der er ansøgt om byggetilladelse til efter den [Publications Office: please insert the exact date of the entry into force of this Regulation], skal i eller uden for bygningen være udstyret med et krydsfelt, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet har adgang til, og som den højhastighedsforberedte bygningsinterne infrastruktur kan tilsluttes. Denne forpligtelse gælder også ved større renoveringsarbejder på flerfamiliehuse, som der er ansøgt om byggetilladelse til efter den [Publications Office: please insert the exact date of the entry into force of this Regulation].

2.   Alle nyopførte flerfamiliehuse, herunder socialt boligbyggeri, som der er ansøgt om byggetilladelse til efter den [Publications Office: please insert the exact date of the entry into force of this Regulation], skal i eller uden for bygningen være udstyret med et krydsfelt, som udbydere af elektroniske kommunikationsnet har adgang til, og som den højhastighedsforberedte bygningsinterne infrastruktur kan tilsluttes. Denne forpligtelse gælder også ved større renoveringsarbejder på flerfamiliehuse, som der er ansøgt om byggetilladelse til efter den [Publications Office: please insert the exact date of the entry into force of this Regulation]..

Begrundelse

Meningen med dette ændringsforslag er at præcisere, at man ikke må begrænse omkostningerne til bygning af socialt boligbyggeri ved at undlade det udstyr, der er nødvendigt for tilslutning til højhastighedsnet. Dermed sikres beboerne i socialt boligbyggeri lige muligheder.

Ændringsforslag 4

Artikel 10

Kommissionens forslag

Ændringsforslag

Kommissionen forelægger senest den [Publications Office: please insert the exact date: entry into force of this Regulation + 3 years] en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning. Rapporten skal omfatte et resumé af virkningerne af de foranstaltninger, der er omfattet af denne forordning, og en vurdering af de fremskridt, der gøres med at nå målene.

Kommissionen forelægger senest den [Publications Office: please insert the exact date: entry into force of this Regulation + 3 years] en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning. Rapporten skal omfatte et resumé af virkningerne af de foranstaltninger, der er omfattet af denne forordning, og en vurdering af de fremskridt, der gøres med at nå målene. Den fremsendes til Regionsudvalget til udtalelse.

Begrundelse

Med ændringsforslaget bliver det obligatorisk at høre Regionsudvalget med henblik på en udtalelse.

Bruxelles, den 3. juli 2013.

Ramón Luis VALCÁRCEL SISO

Formand for Regionsudvalget


(1)  COM(2012) 573 final.

(2)  Booz and Company, Maximising the impact of Digitalisation, 2012.

(3)  Skøn foretaget af Kommissionen på grundlag af nationale undersøgelser (Liebenau, J., Atkinson, R., Karrberg, P., Castro, D. and Ezell, S., 2009, The UK Digital Road to Recovery; Katz R.L. et al, 2009, The Impact of Broadband on Jobs and the German Economy).

(4)  CdR 89/2009 fin.

(5)  CdR 156/2009 fin.

(6)  CdR 65/2011 fin.

(7)  CdR 283/2008 fin.

(8)  CdR 14/2010 fin.

(9)  CdR 133/2009 fin.

(10)  CdR 5/2008 fin.

(11)  CdR 104/2010 fin.

(12)  CdR 252/2005 fin.

(13)  CdR 156/2009 fin.

(14)  CdR 65/2011 fin.

(15)  CdR 1673/2012 fin.

(16)  CdR 104/2010 fin.

(17)  CdR 247/2009 fin.

(18)  CdR 254/2008 fin.