11.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 177/48

1.1

EØSU bakker op om Kommissionens initiativ under forudsætning af, at det skaber sikkerhed om kilderne til EU-retten, har forenkling og øget effektivitet som målsætning og sikrer den fulde udøvelse af beføjelserne til demokratisk kontrol samt klar og gennemsigtig information til alle berørte parter.

1.2

EØSU glæder sig over, at Kommissionen ved udarbejdelsen af nærværende forslag har taget hensyn til de forskellige forhold, som udvalget har behandlet i sine tidligere udtalelser.

1.3

Udvalget konstaterer, at Kommissionens forslag indeholder ændringer til mere end 80 retsakter, herunder forordninger og direktiver, og beklager, at det ikke er muligt at vurdere hver eneste retsakt som følge af de mange forskellige emner inden for områderne:

1.4

Udvalget henstiller til, at der foretages yderligere dybdegående vurderinger af formålet med og indholdet, omfanget og varigheden af en delegation, som skal muliggøre fuld udøvelse af den demokratiske kontrol på europæisk niveau og af de privilegier og funktioner, som EU's lovgivningsprocedure garanterer de nationale parlamenter. EØSU mener, at der bør udarbejdes en entydig definition af begreberne »ikke-væsentlig bestemmelse« og »delegerede beføjelser« under fuld hensyntagen til EU-Domstolens fortolkninger.

1.5

EØSU understreger vigtigheden af:

1.6

Udvalget understreger endnu engang, at udvalgsprocedurerne skal være så gennemsigtige som muligt og lettere at forstå for EU's borgere, navnlig dem der er direkte berørt af de pågældende retsakter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.

1.8

Endelig henstiller EØSU til, at virkningerne af anvendelsen af den nye lovramme vurderes ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af informationen.

2.1

Lissabontraktatens ikrafttræden indførte en skelnen mellem Kommissionens beføjelser til at vedtage delegerede retsakter, dvs. almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der supplerer eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt, ved hjælp af proceduren i artikel 290 TEUF (delegationsproceduren), og Kommissionens beføjelser til at vedtage såkaldte gennemførelsesretsakter, dvs. ensartede betingelser for gennemførelsen af juridisk bindende EU-retsakter, i henhold til proceduren i artikel 291 TEUF.

2.1.1

Anvendelsen af delegationsbeføjelsen er bl.a. specificeret i følgende ikke-forpligtende instrumenter:

2.2

Som EØSU mindede om i sin udtalelse fra 2008 om forskriftsproceduren med kontrol (3), ændrede Rådet allerede i juli 2006 (4) afgørelsen om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen (5), ved at tilføje en ny procedure, nemlig forskriftsproceduren med kontrol.

2.2.1

Efter denne procedure kan lovgiver modsætte sig vedtagelsen af »lovgivningslignende« foranstaltninger, dvs. foranstaltninger af generel karakter, der har til formål at ændre ikke-væsentlige elementer i en basisretsakt vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure, hvor lovgiver mener, at den foreslåede foranstaltning går videre end gennemførelsesbeføjelserne i basisretsakten, eller at den ikke er forenelig med basisretsaktens formål eller indhold, eller ikke overholder nærheds- eller proportionalitetsprincipperne.

2.2.2

Der er tale om typiske foranstaltninger under udvalgsproceduren, der reguleres af Rådets afgørelse 1999/468/EF som ændret ved afgørelse 2006/512/EF. Foranstaltningerne forpligter Kommissionen til at forelægge forslag til gennemførelsesforanstaltninger for udvalg bestående af repræsentanter fra de nationale myndigheder i overensstemmelse med de fem udvalgsprocedurer: rådgivningsproceduren, forvaltningsproceduren, forskriftsproceduren, forskriftsproceduren med kontrol og beskyttelsesproceduren. Kommissionen vedtog allerede i december 2006 de 25 pågældende forslag (6), som EØSU har afgivet udtalelse om (7).

2.3

Forskriftsproceduren med kontrol har været anvendt ved vedtagelse af gennemførelsesforanstaltninger, der ændrer ikke-væsentlige bestemmelser i lovgivningsmæssige basisretsakter. Artikel 5a i »komitologiafgørelsen« og forskriftsproceduren med kontrol har i perioden 2009-2014 været gældende som en overgangsforanstaltning, idet der skal foretages en tilpasning af de eksisterende retsakter til ordningen med delegerede retsakter via overførsel af en række forordninger, direktiver og beslutninger.

2.4

EØSU har for nylig afgivet en udtalelse (8) om to forslag til omnibusforordninger for 12 forskellige sektorer, hvori udvalget støtter initiativet, da det er »nødvendigt for en sikring af kilderne til EU-retten« og »forfølger en målsætning om forenkling og effektivitet«, men opfordrer samtidig Rådet og Parlamentet til »at udvise maksimal årvågenhed og til i detaljer at analysere samtlige de retsakter, der er berørt af denne tilpasning«, som vedrører 165 retsakter, der hidtil har været omfattet af forskriftsproceduren med kontrol, men nu hører under den nye delegationsprocedure.

2.5

EØSU henviser til sin nyligt vedtagne informationsrapport om delegationsproceduren og anbefaler, at den tages i betragtning ved læsning af denne udtalelse.

3.1

Det aktuelle forslag følger samme metode som de foregående forslag med en lovramme.

3.2

Den foreslåede lovramme dækker ændringer i 76 retsakter, især forordninger og direktiver om forskellige emner. Ligeledes med henblik på tilpasning til bestemmelserne i TEUF er det planlagt at slette visse bestemmelser i forordning (EF) nr. 66/2010 og forordning (EF) nr. 1221/2009 om miljø, i direktiv 97/70/EF om transport, i forordning (EF) nr. 1333/2008 og direktiv 2002/46/EF om sundhed og forbrugere (9) samt i Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 om humanitær bistand.

4.1

EØSU bakker op om Kommissionens initiativ under forudsætning af, at det skaber sikkerhed om kilderne til EU-retten, har forenkling og øget effektivitet som målsætning og sikrer Europa-Parlamentet og Rådet den fulde udøvelse af beføjelserne til demokratisk kontrol.

4.2

EØSU glæder sig over, at Kommissionen under udarbejdelsen af nærværende forslag har taget hensyn til de forskellige forhold, som udvalget har behandlet i sine tidligere udtalelser, men minder dog på ny om, »at artikel 290 TEUF foreskriver, at de lovgivningsmæssige retsakter udtrykkeligt skal afgrænse en delegations varighed, og at delegationerne med få undtagelser hidtil har været fastlagt for en begrænset periode, som i visse tilfælde har kunnet forlænges på grundlag af en rapport om gennemførelsen af delegationen« (10).

4.3

EØSU minder om, at Europa-Parlamentet i sin beslutning af 5. maj 2010 om beføjelsen til delegation af lovgivning selv pegede på delegationens følsomme karakter og understregede, »at hver enkelt basisretsakt udtrykkeligt og omhyggeligt skal afgrænse formålet med og indholdet, omfanget og varigheden af en delegation i henhold til artikel 290 i TEUF«: ifølge udvalget skal disse elementer ligeledes muliggøre fuld udøvelse af de privilegier og funktioner, som EU's lovgivningsprocedure garanterer de nationale parlamenter.

4.4

Desuden mener udvalget kun, at man kan tillade delegation, når det er nødvendigt »at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt« i henhold til artikel 290, og hvis der er tale om retsakter af ren udøvende art, gælder bestemmelserne i artikel 291 i TEUF, hvorimod retsakter om »de væsentlige elementer på et område« skal udelukkes fra en hver mulighed for delegation. I øvrigt mangler man stadig at lægge fast, hvad der forstås ved »ikke-væsentlige bestemmelser«, og der bør tillige foretages en nøje evaluering af, hvordan ordningen fungerer.

4.5

EØSU erindrer i den forbindelse om sine henstillinger til Kommissionen om »at justere den planlagte »samlede tilpasning« på en sådan måde, at der tages hensyn til visse basisretsakters særlige kendetegn« (11) og om at tage hensyn til EU-Domstolens fortolkninger af begreberne »ikke-væsentlig bestemmelse« og »beføjelser, som er delegeret til Kommissionen«.

4.6

EØSU understreger vigtigheden af:

4.7

Som allerede tidligere gjort gældende gentager udvalget, at »udvalgsprocedurerne, som udelukkende involverer Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og som skal forestå forvaltningen, høringen og reguleringen som følge af opfølgningen og gennemførelsen af retsakter, bør være mere transparente og lettere at forstå for alle og især de, der berøres direkte af disse retsakter« (12).

4.8

Efter EØSU's opfattelse er der behov for at vurdere virkningerne af anvendelsen af den nye foreslåede lovramme ved regelmæssigt at forelægge rapporter for Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU om effektiviteten, gennemsigtigheden og udbredelsen af brugervenlig information, der er tilgængelig for alle, om delegerede EU-retsakter, således at det bliver muligt at overvåge denne procedure, som forener regulering med egentlig gennemførelse.

4.9

EØSU gør opmærksom på, at Lissabontraktatens artikel 8A, om at beslutninger skal træffes så tæt på borgerne som muligt, også her skal finde fuld anvendelse, således at borgerne og civilsamfundet sikres fuld adgang til informationer.