5.6.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/73

1.1

EØSU hilser direktivforslaget om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer velkomment. Det anerkender, at anvendelsesområdet og definitionerne i direktivet udgør selve kernen i forslaget, og henstiller derfor følgende:

1.2

EØSU bifalder tilstræbelsen af større gennemsigtighed. Imidlertid bør metoden bag gennemsigtigheden af hensyn til klarheden være tydelig og praktisk gennemførlig og ikke overlades helt til formidlerens skøn.

1.3

EØSU går ind for elektronisk informationsspredning, men det påpeger, at der stadig er en del europæiske forbrugere, der ikke har adgang hertil, enten af eget valg eller på grund af begrænset adgang, og de bør ikke diskrimineres i forbindelse med adgang til informationer om deres pakkerejse eller mulighed for at opdatere disse oplysninger.

1.4

EØSU anbefaler, at »rimelige« annullationsgebyrer defineres mere klart, og understreger kraftigt, at 100 euro i erstatning er utilstrækkeligt og forringer de gældende forbrugerrettigheder.

1.5

EØSU mener, at det er muligt at ændre direktiv 90/314/EØF og tilpasse det til ny teknologi, uden at det er nødvendigt at forringe forbrugerbeskyttelsen.

2.1

Direktivet om pakkerejser og formidlede rejsearrangementer er en længe ventet ajourføring af pakkerejsedirektivet fra 1990. Det ajourførte direktiv indbefatter de nye digitale medier som et værktøj, der giver forbrugerne mulighed for at bestille deres ferier, og fjerner nogle forældede elementer.

2.2

Kommissionen begyndte at arbejde på revisionen af direktivet i 2007 via konsekvensanalyser, høringsprocessen og særlige interessentmøder.

3.1

Et centralt element i det ajourførte direktiv er dets anvendelsesområde og de definitioner, det indeholder. Anvendelsesområdet dækker et bredere spektrum af rejser og indbefatter:

3.2

Direktivets anvendelsesområde dækker ikke individuelle rejsearrangementer eller forretningsrejsearrangementer og opstiller andre udelukkede områder i artikel 2. I den forbindelse understreger EØSU, at udelukkelsen i henhold til artikel 2, stk. 2, litra c), på ingen måde bør berøre erhvervsdrivende eller en af deres ansatte, der køber et formidlet rejsearrangement eller en pakkerejse i arbejdsøjemed, eller en kombination af arbejde og ferie, som ikke indgår i en rammekontrakt. Derfor falder en sådan rejse i alt væsentligt ind under definitionen af pakkerejser og/eller formidlede rejsearrangementer.

3.3

Denne nye definition sikrer, at pakkerejser er et bredere koncept end blot den traditionelle pakkeferie; den indbefatter tillige mere moderne ferierejsetendenser og dækker således 23 % flere ferierejsende. Det forventes, at næsten halvdelen af de ferierejsende vil være omfattet af dette nye direktiv (46 %) (1). Mens 7 ud af 10 klassiske pakkerejser sælges i et fysisk rejsebureau, køber nogle forbrugere sådanne klassiske pakkerejser online, og der ses også stadig større brug af internettet til skræddersyede pakkerejser (2).

3.4

EØSU bifalder den nye og bredere definition af pakkerejser, som klart medtager de spørgsmål, som skræddersyede pakkerejser rejste, idet de ikke var omfattet af direktivet fra 1990 på trods af, at kunderne generelt havde det indtryk, at de var beskyttede. Efter EØSU's opfattelse er pakkerejser ikke nødvendigvis en kombination af transport og indkvartering. De er derimod en kombination af mindst to forskellige komponenter, uanset om der er tale om billeje eller ekskursioner, transport, indkvartering, sport eller andre komponenter, der indgår i ens ferie.

3.5

Definitionen af pakkerejser i artikel 3, stk. 2, omfatter et bredt spektrum af pakkerejser. EØSU er tilfreds med definitionen, men påpeger, at »andre oplysninger« i stk. 2, litra b), nummer v) i artiklen bør være de bestillingsoplysninger om kunden, der overføres, og ikke blot kreditkortoplysninger som anført i betragtning nr. 18 i præamblen. Derfor anbefaler EØSU, at de sidste to sætninger i betragtning nr. 18 i præamblen udgår. Derudover understreger EØSU, at sådanne overførsler af oplysninger ikke skal være bundet til et specifikt tidspunkt, og anbefaler derfor helt at slette ordene »senest, når bestillingen af den første ydelse bekræftes« i betragtning nr. 18 og artikel 3, stk. 2, litra b), nummer v).

3.6

EØSU påpeger, at direktivet også bør gælde for lejlighedsvise arrangører af rejsepakker, hvis ansvar og forpligtelser også bør være omfattet. Dette vil sikre, at en forbruger er beskyttet uanset hvem, der arrangerer rejsen, og det sikrer også fair konkurrence mellem pakkerejsearrangører. Derfor anbefaler EØSU, at »lejlighedsvist arrangerede pakkerejser« udgår fra betragtning 19 i præamblen.

3.7

Pakkerejser og formidlede rejsearrangementer på under 24 timer bør inkluderes i forslagets anvendelsesområde. Da varigheden er kortere, er risikoen for den erhvervsdrivende mindre, men forbrugerne kan blive konfronteret med lige så mange problemer som ved enhver anden pakkerejse. Derudover eksisterer denne grænse ikke i visse lande (3);

4.1

Formålet med forslaget er at skabe større forbrugergennemsigtighed ved at sikre, at forbrugerne er informeret om, hvilken aftale de indgår samt deres respektive rettigheder. Sigtet er at undgå gentagelse af tidligere tilfælde, hvor forbrugerne blev vildledt, fordi de troede, at de var beskyttet.

4.2

EØSU går ind for klar og mere information til forbrugerne om, hvad de går ind på. Imidlertid er det ikke så let at omsætte denne gennemsigtighed i praksis, som det ser ud, i og med at metoden for iværksættelsen heraf overlades til formidleren.

4.3

Ansvaret skal både ligge hos rejsearrangøren og formidleren, ikke kun hos rejsearrangøren. Forbrugerne har ofte ikke klarhed over, hvem der er hvem i kontraktkæden, og identificerer meget ofte formidleren som medkontrahenten. Derudover skal forbrugerne ikke være overladt til formidlerens vilje til at videresende klager. Derfor er det af afgørende betydning, at artikel 13 gennemføres korrekt.

5.1

Kravet om at genoptrykke brochurer som fastsat i 1990-direktivet er ophævet, eftersom internettet har indvarslet en ny forbrugerinformationsæra. Fjernelsen af dette krav vil give besparelser i branchen på 390 mio. EUR årligt (4). Det nye forslag kræver dog stadig, at forbrugeren får alle oplysninger på kontraktstadiet og informeres skriftligt om ændringer.

5.2

EØSU glæder sig over besparelserne i branchen og plæderer kraftigt for, at de bruges på innovation, beskæftigelse og vækst. EØSU mener dog ikke, at forbrugere, som af eget valg eller på grund af manglende ressourcer afholder sig fra at bruge internettet, må stilles dårligere i forhold til korrekt information.

6.1

EØSU understreger behovet for, at oplysninger inden aftalens indgåelse skal formidles på et varigt medium, så forbrugerne kan læse dem på et hvilket som helst tidspunkt.

6.2

Derudover accepterer EØSU, at oplysninger, såvel forud for aftalens indgåelse som i selve aftalen, kan ændres, men oplysninger vedrørende navn og adresse på udbyderen er for vigtige til, at de kan ændres, og de bør derfor ikke kunne ændres.

6.3

Større ændringer i aftalen skal kun være mulige, hvis de ikke fører til ulemper for passageren. Derudover bør forbrugerens accept af ændringer være udtrykkelig og ikke stiltiende som foreslået i artikel 9, stk. 2, litra b).

6.4

Rejsearrangørens ret til at aflyse pakken, hvis mindsteantallet af tilmeldte ikke er nået, bør udgå. Skønt den mulighed allerede eksisterer i det nuværende direktiv, er dette ikke længere berettiget, da teknologien nu gør det muligt for de erhvervsdrivende let at forudse og forvalte de risici, deres tilbud og transaktioner indebærer.

6.5

Aftalen skal være på kundens sprog.

7.1

Forbrugerne beholder ikke kun retten til at overdrage aftalen til en tredjemand, men også til at opsige aftalen i henhold til de nye bestemmelser. Hvis de afbestiller, er de forpligtede til at betale et rimeligt gebyr til rejsearrangøren til dækning af de afholdte udgifter.

7.2

EØSU støtter udvidelsen af forbrugerens ret til at aflyse før afrejsen. Det sætter dog spørgsmålstegn ved den reelle værdi af »rimelige« gebyrer, hvis forbrugeren opsiger aftalen. Direktivet bør opstille generelle principper eller regler for, hvordan man udregner den erstatning, forbrugeren skal betale. Gebyrerne må ikke være ude af proportioner eller for høje.

7.3

Derudover må forbrugeren kunne opsige aftalen af grunde, der er uforudsete og uden for hans kontrol, f.eks. sygdom eller dødsfald i familien, uden at betale erstatning, da dette er en følge af den foreslåede ret for rejsearrangøren til at aflyse i tilfælde af force majeure uden at betale erstatning.

8.1

EØSU finder erstatningen på højst 100 euro pr. nat i tre nætter for hver rejsende fuldstændigt uacceptabel. Dette modsiger arrangørens overordnede ansvar for at levere pakkerejsen ifølge aftale med forbrugeren. Det går desuden imod princippet om »fuld erstatning« for skader, som er et generelt retsprincip i alle EU-medlemsstater. Beløbsgrænsen må aldrig gælde for bevægelseshæmmede personer.

8.2

EØSU glæder sig over, at direktivforslaget specifikt indbefatter handicappedes rettigheder, jf. kapitel 4.

8.3

EØSU anbefaler Kommissionen at indsætte referencer til certificeret og standardiseret tilgængelighed i direktivets præambel, da dette ville give et rejsebureau uvurderlig information.

8.4

EØSU er enigt i, at princippet om at placere ansvaret på den rejsende for at underrette arrangøren om »deres (de rejsendes) særlige behov mindst 48 timer inden pakkerejsens begyndelse« også skal gælde handicappede. Udvalget påpeger dog, at den rejsende ofte gerne vil gøre dette, men ikke kan finde en måde at formidle disse oplysninger til arrangøren på. Derfor er det vigtigt, at fremgangsmåderne for, hvorledes sådanne underretninger skal ske, gøres klart for de rejsende (dette kan f.eks. indbefatte et særligt felt på onlinetilmeldingsskemaet).

9.1

Klageadgang er et afgørende element i forbrugerbeskyttelsen. Indtil nu har forbrugerne undertiden stået i en situation, hvor ansvarsbyrden skiftede fra den ene tjenesteudbyder til den anden, hvilket efterlod forbrugeren i en fortvivlet situation. Forslaget nævner behovet for et enkelt kontaktpunkt i tilfælde af, at noget går galt.

9.2

EØSU går ind for at forenkle forbrugerklageadgangen ved kun at have ét kontaktpunkt, når noget går galt i forbindelse med en skræddersyet pakkerejse. Dette ene kontaktpunkt skal gøres klart fra starten af drøftelserne om en aftale om en pakkeferie.

9.3

Forbrugerne skal have rimelig tid til at indgive deres klage og skal ikke tvinges til at gøre det øjeblikkeligt; på den måde vil de ikke miste deres klagerettigheder efter rejseperioden.

10.1

EØSU er klar over, at dette nye forslag vil have betragtelig indvirkning på både forbrugerne og branchen. Der er en række fordele for begge parter som anført i Kommissionens pressemeddelelser om emnet.

10.2

Det reviderede forslag vil føre til stærkere forbrugerbeskyttelse på visse områder og besparelser for branchen. På trods heraf har EØSU stadig betænkeligheder med hensyn til den korrekte formidling af oplysninger, der skal videregives til forbrugerne, samt branchens klare ansvar.

10.3

Derudover bør individuelle rejsearrangementer, selv om de ikke er omfattet af dette direktiv, ikke indebære en ringere forbrugerbeskyttelse.

11.1

EØSU bemærker, at der er et problem med juridisk fragmentering af rejse- og ferierettigheder, og at der er behov for en mere harmoniseret tilgang. Rejser og ferier dækkes ikke i den almindelige lovgivning om forbrugerrettigheder jf. direktivet om forbrugerrettigheder 2011/83. Denne udelukkelse skaber fragmentering og svag forbrugerbeskyttelse for europæiske forbrugere på rejse. Mens individuelle rejsearrangementer er dækket på anderledes vis i henhold til andre direktiver og behandles specifikt i disse direktiver, giver forskelligartetheden og rækkevidden af rettigheder i de forskellige direktiver anledning til yderligere uklarhed for den rejsende.

12.1

Forbrugerbeskyttelsen mod insolvens, som findes i forslaget, er positiv for at undgå situationer med prisgivne forbrugere, der forsøger at forholde sig til insolvens, mens de skulle nyde deres ferie. Imidlertid bør der sikres administrativt samarbejde, og de anførte kontaktpunkter skal arbejde hurtigt.

13.1

EØSU glæder sig over, at Kommissionen inden for fem år agter at fremlægge et revideret forslag for Rådet og Parlamentet om anvendelsen af dette forslag og derudover fremsætte lovforslag. EØSU understreger, at en sådan revision skal starte, så snart direktivet træder i kraft; dette vil sikre, at der foreligger et klart billede af gennemførelsen på et tidligt tidspunkt, og at det ikke vil være uhyre tidkrævende at vedtage lovforslag.

14.1

Den fuldstændige harmonisering, som Kommissionen foreslår, bør ikke føre til forringelser i den nuværende forbrugerbeskyttelse. Medlemsstaterne bør have frihed til at supplere direktivets bestemmelser og opretholde eksisterende bestemmelser på nationalt plan.

14.2

EØSU understreger, at systemet med specifikke retsmidler i tilfælde af den erhvervsdrivendes manglende levering eller dårlig levering har indvirkning på den almindelige aftaleret i medlemsstaterne, og i konsekvens heraf bør forholdet mellem forslaget og den almindelige aftaleret afklares.

15.1

Vage termer i Kommissionens forslag, f.eks. bør en væsentlig andel (artikel 2, stk. 2, litra d), "rimelig frist (artikel 9, stk. 2, litra b) og uforholdsmæssig (artikel 11, stk. 2), defineres tydeligere.

15.2

Stk. 2, litra b), nummer i), og stk. 5, litra a) i artikel 3 selvmodsigende og skal derfor afklares.

15.3

Kommissionen bør forelægge en ikke-udtømmende vejledende liste vedrørende andre turistydelser (artikel 3, stk. 1, litra d) ud over gebyrer og tidsfrister anført i artikel 10, stk. 1, og de ekstraordinære omstændigheder anført i artikel 12, stk. 3, nummer iii).