6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/11

1.1

EØSU ser positivt på oprettelsen af Det Europæiske Volontørkorps for Humanitær Bistand (EVHAC) eller "EU Aid Volunteers", da det kan fremme EU-borgernes deltagelse på det humanitære område, især via civilsamfundets organisationer, såsom de specialiserede ikke-statslige organisationer (ngo'er).

1.2

Volontørkorpset bør være et middel til at fremme inddragelsen af medlemsstater, som ikke har en særligt lang tradition for løsning af humanitære opgaver. Derfor foreslår EØSU, at det overvejes at iværksætte specifikke aktioner, der kan sætte skub såvel i deltagelsen af frivillige fra disse lande som i udviklingen af sociale og humanitære organisationer i disse lande.

1.3

For at fremme folkelig opbakning til den humanitære indsats og anerkendelsen af det frivillige hjælpearbejdes rolle anbefaler EØSU også at overveje oplysnings- og bevidstgørelsestiltag om disse emner rettet mod den brede befolkning.

1.4

EØSU er enigt i og bakker op om indholdet i den europæiske konsensus om humanitær bistand, hvad angår dens mål og midler, og vil gerne give udtryk for sin overbevisning om, at humanitær bistand omfatter beskyttelse af ofre for humanitære kriser samt beskyttelse af deres værdighed og respekt for deres rettigheder.

1.5

EØSU lægger vægt på denne brede betydning af humanitær indsats, som rækker ud over den blotte ydelse af bistand, og minder om den nødvendige grundlæggende respekt for de humanitære principper om menneskelighed, upartiskhed, neutralitet og uafhængighed samt for de retsregler, der danner rammen om den humanitære indsats.

1.6

EØSU vil gerne fremhæve det frivillige arbejdes unikke karakter og påpege risikoen for, at det forveksles med andre former for arbejdsmæssig aktivitet. I disse krisetider er dette et særligt vigtigt aspekt både internt i EU og i EU's eksterne aktiviteter.

1.7

EØSU gør opmærksom på, at det forhold, at lovgivningen om frivilligt arbejde varierer fra medlemsstat til medlemsstat, kan være en hæmsko for EU Aid Volunteers.

1.8

Inddragelsen af frivillige bør altid finde sted ud fra behovet og en analyse og evaluering af situationen og af behovet hos de befolkninger, som er ramt af katastrofer eller komplekse kriser.

1.9

Forslaget til forordning (1) understreger nødvendigheden af at fastsætte fælles regler for alle faser i proceduren for de frivilliges deltagelse. EØSU er enigt heri og foreslår, at disse regler baseres på god praksis i den humanitære sektor og på allerede eksisterende kvalitetsinitiativer.

1.10

De frivillige medvirker via sociale organisationer og, i mindre udstrækning, via offentlige institutioner af civil karakter. Organisationernes kvalitet er især afgørende for, om arbejdet lykkes. EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at udvikle certificeringsmekanismer for sendeorganisationerne baseret på de erfaringer, der er opbygget på det humanitære område. Kriterierne for certificering bør – dog i en tilpasset form – også gælde for værtsorganisationerne i de berørte lande.

1.11

EØSU er af den overbevisning, at certificeringsmekanismen bør opbygges ud fra alle disse erfaringer, og at den bør gennemføres efter de vigtige kriterier om gennemsigtighed, fri konkurrence og lige muligheder samt ansvarlighed. Initiativet bør indbyde til, at ngo'er fra lande med mindre tradition på området tilslutter sig.

1.12

EØSU er overbevist om, at der ud over den teknisk-faglige uddannelse - som naturligvis er vigtig - bør lægges mere vægt på indføring i værdier, på vejledning i at vise respekt for de berørte befolkninger, på den tværkulturelle dimension, på respekt generelt samt på bistandens psykosociale aspekter, kort sagt på mange af de spørgsmål, som udgør de ikke-tekniske aspekter af det humanitære arbejde.

1.13

Hvad angår deltagelse af arbejdsgiverorganisationer, som også har erfaring med frivilligt arbejde på virksomhedsplan eller andre områder mener EØSU, at dette emne bør studeres grundigt uden at forglemme de små og mellemstore virksomheders rolle.

2.1

Skønt der er opbygget en EU-lovgivning om frivilligt arbejde, og skønt EU-institutionerne gennem flere årtier har iværksat forskellige initiativer og programmer på området, indeholder traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde kun én specifik henvisning hertil, nemlig i artikel 214, stk. 5, under kapitlet om humanitær bistand. Heri foreslås det at oprette et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, der kan danne ramme for europæiske unges fælles bidrag til de humanitære bistandsaktiviteter.

2.2

Rent bortset fra, at denne medtagelse blev mødt med undren af forskellige grunde – det er den eneste henvisning i traktaten til et frivilligt europæisk korps; det humanitære område er nok et af de mest professionelt prægede samarbejdsområder; der henvises ikke til frivilligt arbejde på andre områder, hvor man faktisk har erfaring hermed i EU, såsom ungdomsområdet, socialområdet osv. – så har EU-institutionerne faktisk lige siden Lissabontraktatens ikrafttræden arbejdet på at gennemføre dette initiativ. Kommissionen har således påbegyndt forskellige undersøgelser af gennemførligheden af dette initiativ og dets mulige indvirkning, og der er iværksat flere pilotlignende projekter for at indsamle erfaringer og udmønte dem i praksis (2). Blandt de ændringer, der er sket undervejs, kan nævnes, at initiativet har skiftet navn til "EU Aid Volunteers", og at drøftelserne har ført frem til et forslag til forordning, som kan danne rammen om gennemførelsen af initiativet.

2.3

EØSU vil gerne minde om, at frivilligt arbejde altid er indgået i mange europæiske sociale organisationers aktiviteter, og at EØSU derfor i sit arbejde har interesseret sig for dets fremme, udbredelse osv.

2.4

Samtidigt har EØSU i forskellige udtalelser givet udtryk for sine holdninger om aspekter af udviklingssamarbejdet og EU's eksterne aktiviteter med særlig vægt på aspekter relateret til dets mandat, såsom civilsamfundets rolle, arbejdsmæssige og sociale rettigheder osv.

2.5

Humanitær bistand er et af elementerne i EU's eksterne aktiviteter og er netop et af de områder, hvor det europæiske civilsamfunds deltagelse og fremtrædende rolle er tydeligst. Over 47 % af Kommissionens humanitære bistand kanaliseres via ngo'er (3), og dette svarer nogenlunde til situationen i de fleste medlemsstater. Det er desuden en af de EU-politikker, som har størst opbakning fra EU's borgere, som det fremgår af Eurobarometerundersøgelser (4).

2.6

Siden 1996 har Kommissionen med vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1275/1996 rådet over et solidt grundlag for sit humanitære arbejde, som blev suppleret med vedtagelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand. Den blev undertegnet i 2007 af de tre institutioner (Rådet, Kommissionen og Parlamentet) og opstiller de overordnede rammer for politikken for humanitær bistand. Teksten definerer den fælles vision, de politiske mål og principperne for EU's humanitære bistand og er udtryk for en vision om, at EU reagerer samlet og mere effektivt på de humanitære behov. Ligeledes defineres medlemsstaternes og de fælles institutioners rolle. Endelig definerer artikel 214 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) humanitær bistand som en selvstændig politik.

2.7

EØSU er enigt i den europæiske konsensus om humanitær bistand, når den erklærer, at "målsætningen for EU's humanitære bistand er at yde en behovsbaseret indsats i nødsituationer med det formål at bevare liv, hindre og lindre menneskelige lidelser og bevare menneskelig værdighed, hvor der opstår et behov, hvis regeringerne og de lokale aktører er overbebyrdede eller ikke kan eller vil handle. EU's humanitære bistand omfatter bistands-, nødhjælps- og beskyttelsesforanstaltninger med det formål at redde og bevare liv i humanitære kriser eller umiddelbart derefter og endvidere aktioner, der skal lette eller skabe adgang til nødstedte mennesker og uhindret formidling af bistand. EU's humanitære bistand ydes som reaktion på både menneskeskabte katastrofer (inkl. komplekse nødsituationer) og naturkatastrofer efter behov" (5). EØSU værdsætter i høj grad henvisningerne til beskyttelsen af ofrene og bevarelsen af menneskelig værdighed ud fra den betragtning, at dette åbner op for en bredere tilgang til bistanden.

2.8

Derfor understreger EØSU, at – rent bortset fra definitionerne i den humanitære folkeret, som definerer ofrenes rettigheder, eller i selve EU's retsakter, der henvises til ovenfor – opfatter nogle anerkendte humanitære organisationer såsom Læger uden Grænser den humanitære indsats som en håndsrækning fra civilsamfund til civilsamfund, fra person til person, som har til formål at bevare liv og lindre lidelse. Til forskel fra andre former for bistand sigter den ikke mod at ændre et samfund, men mod at overvinde en kritisk periode. Den forholder sig til mennesker, ikke til stater. Det organiserede civilsamfunds rolle i forhold til den humanitære indsats er af afgørende betydning.

2.9

EØSU vil gerne understrege, at begrebet humanitær bistand i de seneste tiår har udviklet sig til også at omfatte forebyggelse og risikoreduktion, støtte, beskyttelse og genopbygning efter katastrofer eller krig. Den Europæiske Union har via den europæiske konsensus om humanitær bistand været førende på dette område. Ligeledes drejer den humanitære bistand sig ikke kun om at dække behovene, men inddrager også elementer af den såkaldte "rettighedsbaserede tilgang" og stræben efter at genetablere menneskers værdighed. I forbindelse med denne tilgang, der er baseret på menneskerettigheder, kan EØSU yde unikke bidrag.

2.10

EØSU vil også gerne fremhæve, at den europæiske konsensus om humanitær bistand eller EU Aid Volunteers-initiativet kan medvirke til at skabe interesse for disse spørgsmål hos nogle medlemsstater, som ikke har nogen lang tradition for humanitær bistand, men som har et stort potentiale for at bidrage med nye visioner, dynamik og frivillige. EU Aid Volunteers-initiativet bør blandt andet bidrage til at få borgere fra hele Den Europæiske Union til at deltage i frivilligt humanitært arbejde.

2.11

EØSU hilser derfor EU Aid Volunteers-initiativet velkommen og vil gerne bidrage med sine ideer til udarbejdelsen af en forordning om dette initiativ. Her vil EØSU især beskæftige sig med de aspekter, det i kraft af sin rolle som EU-organ for høring af det europæiske civilsamfund har størst erfaring med.

3.1

EØSU er enigt i de definitioner af frivilligt arbejde, som gives i forslaget til forordning, og som er medtaget i andre udtalelser. EØSU vil gerne fremhæve det frivillige arbejdes unikke karakter og påpege risikoen for, at det forveksles med andre former for arbejdsmæssig aktivitet. I disse krisetider er dette et særligt vigtigt aspekt både internt i EU og i EU's eksterne aktiviteter. Derfor foreslår EØSU i visse tilfælde at evaluere den mulige økonomiske indvirkning af den europæiske frivillige indsats i modtagerlandene.

3.2

EØSU vil gerne understrege nødvendigheden af sammenhæng mellem lovgivningerne om frivilligt arbejde i EU og frem for alt om de frivilliges internationale indsats. EØSU gør opmærksom på, at det forhold, at medlemsstaternes lovrammer om frivilligt arbejde afviger fra hinanden, kan være en hæmsko for EU Aid Volunteers-initiativet (6).

3.3

Samtidigt er EØSU overbevist om, at et initiativ som dette bør tjene til at styrke interessen for spørgsmål vedrørende frivilligt arbejde og humanitær bistand i medlemsstater, som ikke har nogen lang tradition på området. Initiativet bør sigte mod at sætte organisationer i disse lande i stand til at deltage og tilskynde til at inddrage frivillige fra hele EU efter principper om lige muligheder. EØSU foreslår, at der træffes specifikke foranstaltninger for at fremme deltagelsen af såvel organisationer som frivillige fra medlemsstater, som hidtil ikke har deltaget i så stort omfang i løsningen af humanitære opgaver.

3.4

Skønt det oprindelige forslag i henhold til TEUF indskrænkede indsatsen til spørgsmål vedrørende humanitær bistand, drejer en stor del af de finansierede pilotprojekter og en stor del af de frivilliges opgaver sig faktisk snarere om udviklingssamarbejde, nedbringelse af katastroferisici, rehabilitering og genopbygning, afbødning, resiliens osv. EØSU anser denne tilpasning for logisk og foreslår, at det undersøges, hvorledes den frivillige indsats fremover kan udvikle sig inden for EU's udviklingssamarbejde.

3.5

Det frivillige arbejde i forbindelse med EU's humanitære bistand og udviklingssamarbejdet generelt bør være i samklang med EU-institutionernes øvrige aktiviteter, supplere dem og indarbejdes i dem. EØSU mener, at det frivillige arbejde kan være nyttigt på andre områder inden for det internationale udviklingssamarbejde, men at de frivilliges deltagelse bør tilrettelægges med varsomhed, efter forsigtigheds- og "do no harm"-principper, hvilket lægger begrænsninger for de situationer, hvor frivillige kan mobiliseres.

3.6

EØSU er derfor enigt med Europa-Parlamentet i at begrænse den mulige deltagelse af frivillige i situationer med konflikt, trusler mod sikkerheden eller komplekse nødsituationer. Støttemodtagernes, de frivilliges og personalets sikkerhed generelt, især med tanke på de scenarier, hvori det humanitære arbejde foregår, bør have højeste prioritet.

3.7

Derfor foreslår EØSU, at der arbejdes videre på definitionen af de typer projekter, som er bedst egnede til at omfatte frivillige, eller at der i det mindste fastlægges en mere præcis liste over de typer aktioner, som EU Aid Volunteers ikke bør deltage i. Humanitært arbejde er meget vidtfavnende og varieret, og man bør finde frem til de delområder, hvor det er mest hensigtsmæssigt at anvende frivilligt arbejde.

3.8

EØSU glæder sig ligeledes over, at traktatens tilgang til unges frivillige arbejde er blevet overhalet af en mere realistisk tilgang til de forskellige typer frivillige, deres nødvendige kompetencer, særlige værdier osv. EØSU mener, at der bør arbejdes på at opnå en passende ligevægt mellem kønnene i projektet.

4.1

EU-institutionerne har anlagt en forsigtig tilgang til den praktiske gennemførelse af EU Aid Volunteers-initiativet. Evalueringen af de pilotprojekter og initiativer, der er gennemført indtil dato, bør danne grundlag for tacklingen af nogle af de fremtidige udfordringer. Resultaterne af disse evalueringer bør deles med alle berørte parter, og de indvundne erfaringer bør drøftes.

4.2

Inddragelsen af frivillige bør altid finde sted ud fra behovet og en analyse og evaluering af situationen og af behovet hos de befolkninger, som er ramt af katastrofer eller komplekse kriser. Det er meget vigtigt at trække på de koordinationsmekanismer, der er til rådighed såvel i EU (COHAFA, GD ECHO) som på internationalt plan via FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA).

4.3

Ligeledes bør der fastlægges klare mekanismer for samarbejde med eksisterende specialiserede netværk i den humanitære sektor, såsom Det Internationale Forbund af Røde Kors- og Røde Halvmåne-selskaber, VOICE (frivillige organisationer for samarbejde i nødsituationer) eller Det Internationale Råd af Frivillige Bistandsorganer (ICVA).

4.4

Forslaget til forordning understreger nødvendigheden af at fastlægge fælles regler for alle faser i udsendelsen af frivillige til tredjelande. EØSU er enigt heri og foreslår, at disse regler baseres på god praksis på det humanitære område og på allerede eksisterende vigtige kvalitetsinitiativer (7).

4.5

I disse regler bør der lægges særlig vægt på spørgsmål vedrørende sikkerhed og tilvejebringelse af de nødvendige betingelser for, at de frivillige kan udføre deres arbejde og bidrage med en merværdi til de humanitære projekter.

4.6

De frivillige medvirker via sociale organisationer og, i mindre udstrækning, via offentlige institutioner af civil karakter. Institutionernes kvalitet er især afgørende for, om aktiviteterne lykkes. EØSU er enigt i, at det er nødvendigt at udvikle certificeringsmekanismer for sendeorganisationerne baseret på de erfaringer, der er opbygget på det humanitære område. EØSU foreslår således at analysere og evaluere de erfaringer, som GD ECHO har opbygget gennem partnerskabsrammeaftaler med ikke-statslige organisationer og med FN's agenturer (8).

4.7

EØSU er af den overbevisning, at certificeringsmekanismen bør opbygges ud fra alle disse erfaringer, og at dens gennemførelse bør baseres på de vigtige kriterier vedrørende gennemsigtighed, fri konkurrence og lige muligheder samt ansvarlighed. Initiativet bør indbyde til, at ngo'er fra lande med mindre tradition på området tilslutter sig. EØSU foreslår i den forbindelse, at der udformes specifikke foranstaltninger, som kan øge kendskabet til EU Aid Volunteers-initiativet og humanitær bistand generelt i de pågældende medlemsstater.

4.8

Kriterierne for certificering bør – dog i en tilpasset form – også gælde for værtsorganisationerne i de berørte lande. Foranstaltningerne til styrkelse af værtsorganisationernes kapacitet bør være en prioritet og bakkes op med teknisk, logistisk og finansiel støtte fra projektet. Initiativet kan være et instrument til støtte for partnerlandene i Syd og bidrage til styrkelsen af modtagersamfundene. EØSU har været særligt lydhør over for dette emne og vedtaget flere udtalelser på området (9).

4.9

EØSU understreger, at de institutioner, som sender og modtager frivillige, bør være civile. Dette skal sikre, at de humanitære principper og værdier bliver holdt i hævd og accepteres af de berørte befolkninger.

4.10

Hvad angår deltagelse af arbejdsgiverorganisationer, som også har erfaring med frivilligt arbejde på virksomhedsplan eller af anden art, mener EØSU, at dette emne bør studeres grundigt med henblik på at foreslå mekanismer for deres deltagelse. Under alle omstændigheder mener EØSU, at også små og mellemstore virksomheder og ikke kun de store selskaber, som råder over afdelinger for VSA (virksomhedernes sociale ansvar) eller lignende, bør tilskyndes til at spille en større rolle.

4.11

Uddannelsen af kandidater med henblik på deltagelse i EU Aid Volunteers-initiativet er afgørende for at sikre en god afvikling af aktionerne. EØSU er overbevist om, at der ud over den teknisk-faglige uddannelse – som naturligvis er vigtig – bør lægges mere vægt på indføring i værdier, på vejledning i at vise respekt for de berørte befolkninger, på den tværkulturelle dimension, på respekt generelt samt på bistandens psykosociale aspekter, kort sagt på mange af de spørgsmål, som udgør de ikke-tekniske aspekter af det humanitære arbejde. Om den humanitære indsats skiller sig ud ved noget, så er det netop denne vægt på principper og værdier, som bør være central i uddannelsen af de frivillige.

4.12

Derfor bør man trække på de organer, som allerede har erfaring på området i de forskellige medlemsstater, og på europæiske uddannelsesnetværk ikke kun på universitetsniveau, men også dem, der har rod i nonprofit-institutioner. Især bør man se nærmere på evalueringen af de uddannelsesaktioner, der er indgået i allerede gennemførte pilotprojekter. EØSU opfordrer til, at der så hurtigt som muligt indsamles eksempler på god praksis på området, der kan tjene som referenceværdier (benchmarks) for fremtidige forslag.

4.13

I forslaget til forordning overvejes det at oprette en database, som kan omfatte potentielle frivillige, der senere kan mobiliseres via de certificerede organisationer eller eventuelt Kommissionens tjenestegrene. EØSU vil gerne henlede opmærksomheden på, at der ved optagelsen af en frivillig i en organisation ikke kun bør ses på tekniske kriterier, men også på, om den frivillige passer ind i den pågældende organisation bl.a. hvad angår fælles værdier, accept af dens opgaver og mission. Om den humanitære indsats skiller sig ud ved noget, så er det netop denne vægt på principper og værdier, som bør være central i uddannelsen af de frivillige.

4.14

Iværksættelsen af EU Aid Volunteers-initiativet er en lejlighed til at udvide indsatsen for at bevidstgøre og oplyse EU-borgerne om solidaritet, nødvendigheden af at opretholde bistandsstrømme også i krisetider samt udbredelsen af universelle værdier. Som EØSU har gjort opmærksom på i andre udtalelser, drejer det sig ikke kun om aktionernes "synlighed", men også om at knytte tættere forbindelser til borgerne. Her spiller civilsamfundsorganisationerne, hvoraf mange er repræsenteret i EØSU, en grundlæggende rolle. EØSU går ind for, at disse oplysningsforanstaltninger fokuseres på de medlemsstater, som hidtil ikke har haft nogen stor tradition for humanitært arbejde.