6.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 67/1

1.1.1

I og med at den skaber beskæftigelse, producerer varer og tjenesteydelser, genererer indtægter og fortjenester og via betaling af skatter og afgifter bidrager til at finansiere samfundsmæssige behov kan den private sektor spille en central rolle i den globale fattigdomsbekæmpelse, forudsat at den respekterer de internationalt anerkendte principper for udviklingssamarbejde, og at den beskæftigelse, der skabes, lever op til ILO's dagsorden for ordentligt arbejde.

1.1.2

EØSU opfordrer til, at den private sektor i langt højere grad inddrages i udviklingsprogrammet for perioden efter 2015 og i det nye globale partnerskab. Den private sektors deltagelse i opstillingen af mål for udryddelse af fattigdom og opnåelse af en bæredygtig udvikling og en retfærdig og inklusiv vækst, som er både kvantitativ og kvalitativ, vil sætte denne sektor i stand til at bære sin del af ansvaret for opfyldelsen af målene.

1.1.3

Civilsamfundets organisationer henviser ikke kun til fordelene, men også til de risici, der er forbundet med den private sektors rolle. Derfor bør den private sektors bistand i udviklingslandene være baseret på gennemsigtighed, åbenhed i offentlige udbud, efficiens og effektive investeringer og tage udgangspunkt i, at de offentlige aktører over for alle interessenter har ansvaret for gennemførelsen af den vedtagne udviklingsstrategi. Den private sektors stigende andel af den offentlige udviklingsstøtte må ikke føre til, at de fattigste udviklingslande modtager mindre støtte.

1.2.1

I nærværende udtalelse omfatter den private sektor også den sociale sektor og består af selvstændige, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, store multinationale virksomheder, kooperativer og andre erhvervsdrivende foreninger. Den omfatter ansatte i private virksomheder og deres fagforeninger samt ikkestatslige organisationer (ngo'er), som samarbejder om private projekter. Støtten til og samarbejdet med den private sektor bør tage hensyn til de forskellige aktørers særlige forhold. I udviklingslandene findes der ligeledes en meget stor uformel privat sektor, og udviklingssamarbejdet bør bidrage til at bekæmpe det uformelle arbejde og de situationer, der tilskynder til dette.

1.2.2

Civilsamfundet bør deltage aktivt i fastlæggelsen af den private sektors rolle og i etableringen af indikatorer for den private sektors bidrag til det internationale udviklingssamarbejde. Oprettelsen af en bred platform på europæisk plan med deltagelse af alle interesserede parter vil kunne bidrage hertil.

1.2.3

Den offentlige udviklingsstøtte bør bruges som multiplikationsfaktor for ved hjælp af innovative finansieringsinstrumenter at inddrage privat kapital i de investeringer, der foretages i udviklingslandene. Den hjælp, der dermed ydes bør ledsages af klart definerede mål som skabelse af flere og bedre jobs, højnelse af produktionens kvalitet, overførelse af ledelsesknowhow i den private sektor osv.

1.2.4

Partnerskaberne mellem den offentlige og private sektor kan blive et vigtigt instrument for gennemførelsen af udviklingsstrategier, forudsat at den rette sammensætning og åben kommunikation mellem de interesserede parter på forhånd er sikret.

1.3.1

For at den private sektor kan udfylde sin rolle i udviklingen, er der behov for et gunstigt erhvervsklima i udviklingslandene, hvilket indebærer overholdelse af alment anerkendte demokratiske principper, som letter etableringen og udviklingen af virksomheder, reducerer unødigt bureaukrati, styrker gennemsigtigheden, sætter en bremser for den allestedsnærværende korruption og tiltrækker udenlandske og lokale investeringer.

1.3.2

Virksomhedernes sociale ansvar (VSA) indebærer et frivilligt initiativ fra virksomhedernes side, og at disse efterlever en etisk virksomhedskultur. Der må etableres en fast ramme for VSA på udviklingsområdet, under overholdelse af OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og andre internationalt anerkendte principper.

1.3.3

Når den private sektor skaber nye arbejdspladser, bør den respektere de grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder, herunder ILO's vigtigste konventioner. Skabelsen af nye job bør være i overensstemmelse med ILO's dagsorden for ordentligt arbejde.

1.4.1

Der må udformes programmer for udvikling af den institutionelle kapacitet i udviklingslandenes offentlige forvaltning i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter og ngo'er, som er involveret i udviklingshjælp, og det er nødvendigt at give små og mellemstore virksomheder bedre vilkår for at udøve deres aktiviteter, da det er disse virksomheder, der ligger inde med det største potentiale til at skabe beskæftigelse og mindske fattigdommen.

1.4.2

Udviklingslandenes erhvervsorganisationer må tilegne sig kompetencer, der sætter dem bedre i stand til at øve positiv indflydelse på erhvervsklimaet. Udviklingen af deres kapacitet bør støttes via aktiv deltagelse af industrilandenes partnerorganisationer. EU's eksterne hjælpeprogrammer bør derfor også finansiere den tekniske bestand, som de europæiske erhvervsorganisationer yder til deres partnere i udviklingslandene, og øge deres motivation.

1.4.3

Udviklingshjælpen bør i højere grad støtte innovative projekter og virksomhedsmodeller, som fremmer inklusion og dermed også et samfund uden barrierer, hvilket vil bidrage til at udrydde fattigdommen blandt udsatte befolkningsgrupper, herunder handicappede, kvinder og ældre.

1.4.4

Den private sektors samarbejde med ngo'er bør støttes, f.eks. ved at frivillige organisationer overfører knowhow inden for bl.a. ledelse og teknologi til lokale virksomheder. Vellykkede innovative virksomhedsprojekter fortjener øget og systematisk omtale.

1.4.5

Udviklingen af den private sektor kræver, at der ydes bredere støtte til uddannelse og tilegnelse af viden om de mest centrale teknologier, navnlig henvendt til ufaglærte.

1.4.6

EØSU opfordrer til at udvide Erasmusprogrammet for unge iværksættere til også at omfatte kandidater fra udviklingslandene eller skabe et program med lignende målsætninger og afsætte de nødvendige finansielle midler hertil.

1.4.7

Der bør navnlig sættes fokus på udvindings- og råstofindustrien, hvor der må sikres en mere stringent gennemførelse af kravene til miljøbeskyttelse, arbejdstagernes sociale vilkår og bæredygtigheden af den pågældende stats økonomiske udvikling.

1.4.8

Udviklingslandene mangler ofte strategier til udvikling af små og mellemstore virksomheder. Udviklingssamarbejdet bør i højere grad bidrage til at afhjælpe dette handicap. EU's erfaringer med støtte til små og mellemstore virksomheder bør på en målrettet og relevant måde overføres til udviklingslandene.

2.1

Kommissær Maroš Šefčovič har i et brev til EØSU's formand peget på, at Kommissionen har udarbejdet forslag til en mere effektiv inddragelse af den private sektor i det globale udviklingspartnerskab for perioden efter 2015, og har i den forbindelse anmodet om en sonderende udtalelse fra EØSU om den private sektors rolle med det mål for øje at fremskynde en intelligent, bæredygtig og inklusiv udvikling i denne periode, hvilket i øjeblikket er genstand for debat i FN.

2.2

I sin udtalelse (REX/372) (1) om Kommissionens meddelelse "Et værdigt liv for alle: Fattigdomsudryddelse og en bæredygtig udvikling i verden", har EØSU fremsat en række anbefalinger, der går ud på at inddrage civilsamfundet i udarbejdelsen, gennemførelsen og opfølgningen af målene for en bæredygtig udvikling i verden i perioden efter 2015.

2.3

Udviklingssamarbejde og eksternt samarbejde har i lang tid været genstand for behandling i EØSU's udtalelser (2), og udvalget har i kraft af egne initiativer om disse spørgsmål vedrørende AVS-landene, Euromed, Østpartnerskabet, internationale handelsforhandlinger og andre udviklingsrelaterede områder indhøstet betydelig erfaring og konkret viden på dette felt. I udarbejdelsen af denne udtalelse har udvalget gjort fuld brug af denne erfaring.

3.1

I og med at den skaber beskæftigelse, producerer varer og tjenesteydelser, genererer indtægter og fortjenester og via betaling af skatter og afgifter bidrager til at finansiere samfundsmæssige behov, kan den private sektor spille en central rolle i den globale fattigdomsbekæmpelse, forudsat at den respekterer de internationalt anerkendte principper for udviklingssamarbejde. Også efter 2015 vil den offentlige udviklingsstøtte være en vigtig katalysator for udvikling, men vil ikke i sig selv kunne udrydde fattigdommen (3).

3.2

Årtusindudviklingsmålene fastlægger ikke klart nok, hvordan målene opnås. Hertil kommer, at målene ikke er tilstrækkeligt koordinerede, og at der ikke tages hensyn til den private sektors rolle i udviklingen (4). Den private sektor må i langt højere grad inddrages i den fremtidige ramme for udviklingssamarbejde for perioden efter 2015, både som strategisk partner og drivkraft for en bæredygtig udvikling, som hviler på de tre søjler – den økonomiske, sociale og miljømæssige – der understøtter en sådan udvikling, og som tager udgangspunkt ikke kun i kvantitative, men også kvalitative indikatorer.

3.3

Civilsamfundets organisationer (5) henviser ikke kun til fordelene, men også til de risici, der er forbundet med den private sektors deltagelse i udviklingssamarbejdet. For at fjerne disse risici bør den private sektors bistand i udviklingslandene være baseret på gennemsigtighed, efficiens, effektive investeringer, åbenhed i offentlige udbud, og tage udgangspunkt i, at de offentlige aktører over for alle interessenter har ansvaret for gennemførelse af den vedtagne udviklingsstrategi.

3.4

Den private sektor består af selvstændige, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder, store multinationale virksomheder, kooperativer og andre erhvervsdrivende foreninger samt finansielle institutioner. I bredere forstand omfatter sektoren også ansatte i private virksomheder og deres fagforeninger samt ngo'er, som samarbejder om private projekter. Ud over de private virksomheder, der udøver deres aktiviteter på legal vis, findes der navnlig i udviklingslandene også en omfattende uformel privat sektor. Når der tildeles udviklingsstøtte, må der skelnes mellem disse forskellige private enheder og deres aktiviteters følger for udviklingen. Denne differentiering skal baseres på enhedernes størrelse, deres aktivitetsområde og udviklingsniveauet i den pågældende stat (mindst udviklet, mellemudviklet, i udvikling eller stadig sårbar).

3.5

Den private sektor bør sammen med civilsamfundets repræsentanter deltage i fastlæggelsen af det enkelte lands udviklingsbehov og bidrage til at opstille nye mål for bæredygtig udvikling for perioden efter 2015 med henblik på at bære sin del af ansvaret for målenes gennemførelse. Disse mål, som bør ligge i forlængelse af årtusindudviklingsmålene, skal være konkrete og målbare og omfatte følgende områder: vand, landbrug, fødevaresikkerhed, energi, transportinfrastruktur, uddannelse, sundhedssektoren, den digitale økonomi, ligestilling mellem kønnene og social lighed.

3.6

Den private sektor må anerkendes som en grundbestanddel i det nye globale udviklingspartnerskab. Det ville være ønskeligt at skabe en platform, som samler repræsentanter for EU's iværksættere og arbejdsgivere, og som også ville være åben for andre interesserede parter, herunder civilsamfundsrepræsentanter, med henblik på, at der kan føres en dialog med repræsentanter for EU-institutioner og finansielle institutioner om den private sektors deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde.

3.7

Den private sektor i donorlandene deltager i udviklingssamarbejdet som leverandør af tjenesteydelser og udstyr betalt af den offentlige udviklingsstøtte, som yder af direkte udviklingsstøtte af filantropiske grunde, inden for rammerne af fælles projekter med offentlige instanser og ngo'er, og som investor i projekter, der ud over den interesse, de har for virksomheden, også i betydelig grad gavner udviklingen. Der bør først og fremmest ydes støtte til projekter, der sigter på innovation gennem tilvejebringelse af innovationskapacitet, rådgivningstjenester og virksomhedsudklækning og -klynger i modtagerlandene. Offentlige udbud for udviklingsprojekter bør være gennemsigtige og åbne.

3.8

Den private sektors udviklingsbidrag bør endvidere virke for et samfund uden barrierer, hvilket kunne bidrage til at udrydde fattigdommen blandt risikogrupper, som f.eks. handicappede, kvinder, ældre eller dem, der midlertidigt er ramt af skader. I denne henseende kan den rammeaftale om et inklusivt arbejdsmarked, de europæiske arbejdsmarkedsparter indgik i marts 2010, tjene som inspiration til, hvordan denne målsætning kan integreres i den fremtidige udviklingsramme.

3.9

Den private sektor i udviklingslandene har brug for systematisk støtte for at kunne spille en rolle i udviklingen. Derfor stiger den andel af den offentlige udviklingsstøtte, der går til udvikling af den private sektor. Denne stigning bør dog ikke ske på bekostning af den offentlige udviklingsstøtte, der ydes til de mindst udviklede lande, som ikke vil kunne løse de mest presserende problemer uden denne støtte.

3.10

Når store multinationale virksomheder investerer i projekter af udviklingsmæssig interesse, bør lejligheden udnyttes til at inddrage små og mellemstore lokale virksomheder, såvel etablerede som nye, i den konkrete gennemførelse, da disse virksomheder derved gennem samarbejdet med partnere fra de mere udviklede lande kan erhverve sig teknisk knowhow og få adgang til de relevante nyeste teknologier. De multinationale virksomheder bør overholde de anerkendte principper, der er fastsat af FN, OECD og andre internationale organisationer (6).

3.11

Det er i små og mellemstore virksomheder, at man i udviklingslandene som i alle andre dele af verden finder det primære udviklingspotentiale, som vil kunne realiseres i kraft af mikrokreditter og gunstige lån fra europæiske og internationale udviklingsfinansieringsinstitutioner. Endvidere udgør overførsel af opsparede midler og andre finansielle midler fra emigranter en vigtig investeringskilde, og disse overførsler bør gennem incitamenter målrettes bedre til det pågældende lands udviklingsbehov.

3.12

EØSU glæder sig over de ideer, Kommissionen præsenterer i sin meddelelse "Perioden efter 2015: På vej mod en omfattende og integreret strategi for finansiering af fattigdomsudryddelse og bæredygtig udvikling" (7), og efterlyser, at den private sektor og det organiserede civilsamfund inddrages i den debat, der lægges op til om den integrerede finansieringsstrategi.

3.13

Den offentlige udviklingsstøtte bør bruges som primær multiplikationsfaktor for at inddrage privat kapital i de investeringer, der foretages i udviklingslandene. Nyskabende instrumenter kunne tjene dette formål, som f.eks. "blending" (sammenblanding af ressourcer), forskellige former for garanti og reducerede rentesatser. Ved beregningen af, hvor meget der bruges i offentlig udviklingsstøtte, bør de garantier, staten yder for investeringer i udviklingslandene, indgå. Den hjælp, der dermed ydes til privat kapital, bør ledsages af klart definerede målsætninger og indikatorer, som tager hensyn til udviklingens bæredygtighed, miljøbeskyttelse, grøn økonomi, jobskabelse, højnelse af produktionens kvalitet, overførsel af knowhow vedrørende ledelse i den private sektor osv.

3.14

Investeringerne bør i højere grad målrettes mod en styrkelse af tjenesteydelsessektoren, som f.eks. banksektoren, forsikringer, telekommunikation, transport og andre tjenesteydelser, der anvendes af virksomheder, og uden hvilke industrien og landbruget ikke vil kunne udvikle sig på sund vis. I denne sammenhæng bør staten sørge for, at der er lige konkurrencevilkår, og at investeringerne nyder en passende beskyttelse.

3.15

Partnerskaber mellem den offentlige og den private sektor kan blive et nøgleredskab ved gennemførelse af udviklingsstrategier, da de kombinerer offentlige subsidiemekanismer med private investeringsinitiativer med henblik på at tilfredsstille de endelige støttemodtageres udviklingsbehov. Hvis disse projekter skal lykkes, er det nødvendigt med gennemsigtig information og åben kommunikation med de berørte parter.

4.1

I de udviklingslande, der modtager udviklingsstøtte, er der en række grundlæggende betingelser, der skal være opfyldt, for at den private sektor kan trives og udøve sine aktiviteter med henblik på at spille sin rolle for udviklingen. Udviklingssamarbejdet bør derfor i højere grad sigte på en konstant forbedring af erhvervsklimaet, hvilket vil fremme oprettelsen af virksomheder og deres fremdrift, reducere unødigt bureaukrati, og styrke gennemsigtigheden og dermed lægge en bremse på den allestedsnærværende korruption. En styrkelse af retsstaten vil virke stimulerende på udenlandske og lokale investorer og bidrage til en diversificering af de lokale økonomier.

4.2

Tilvejebringelsen af et sundt erhvervsklima bør bygge på markedsmekanismerne, herunder økonomisk konkurrence, effektive finansmarkeder, uafhængige domstole, systematisk håndhævelse af gældende love, navnlig på handelsområdet, overholdelse af de internationale regler for handel samt overholdelse af den intellektuelle ejendomsret. Lokale kulturelle kutymer bør overholdes, for så vidt som disse ikke hæmmer den økonomiske konkurrence eller resulterer i en nytteløs fordeling af midlerne.

4.3

Virksomhedernes sociale ansvar bør inden for udviklingssamarbejdet ses som et frivilligt initiativ fra virksomhedernes side, hvor de forpligter sig til etisk virksomhedskultur. Virksomhederne vælger inden for rammerne af de internationalt anerkendte principper (8) selv, hvad der passer til deres økonomiske aktivitet. Takket være fastlæggelsen af en sådan ramme kan der sikres en fair konkurrence med de øvrige virksomheder i sektoren.

4.4

Den private sektor skaber arbejdspladser og kan dermed bidrage til at eliminere fattigdommen; det er imidlertid nødvendigt, at den samtidig respekterer de grundlæggende økonomiske og sociale rettigheder. De vigtigste ILO-konventioner (fagforeningsfrihed og overenskomstforhandlinger, forbud mod tvangsarbejde, børnearbejde og enhver form for diskriminering på arbejdsmarkedet) skal håndhæves nøje.

4.5

Skabelsen af nye arbejdspladser bør være i overensstemmelse med ILO's dagsorden for ordentligt arbejde, der foreskriver, at beskæftigelsen skal være frit valgt, at arbejdstageren skal nyde godt af social beskyttelse, at arbejdsgiveren skal overholde arbejdstagernes grundlæggende rettigheder, og at der skal etableres en social dialog. Det er vigtigt, at alle investorer og navnlig de, der trækker på offentlig udviklingsstøtte, nøje overholder disse principper, når de gennemfører deres projekter, og at de øver en gunstig indflydelse på deres partnere i denne henseende.

4.6

Programmerne for udvikling af den institutionelle kapacitet i udviklingslandenes offentlige forvaltninger bør styrke retsstatsprincipperne og bidrage til at forbedre erhvervsklimaet og øge de lokale virksomheders absorptionskapacitet. Disse programmer bør udformes i tæt samarbejde med arbejdsmarkedsparterne og de berørte ngo'er.

5.1

Virksomhedernes organisationer i donorlandene, såsom handelskamre, erhvervsforeninger og -grupperinger, arbejdsgiversammenslutninger og socialøkonomiens organisationer, bør inddrages aktivt i støtteprogrammerne for den private sektor i udviklingslandene i samtlige projektfaser. I dette øjemed bør der udformes et program til støtte for lokale organisationer for små og mellemstore virksomheder, der kunne hjælpe til, at disse virksomheder kunne indhøste erfaringer især inden for markedsføring, integrering i forsyningskæderne, certificering, logistik osv.

5.2

Erhvervsorganisationerne i udviklingslandene har brug for at tilegne sig øget kompetence for at forbedre erhvervsklimaet, styrke demokratiet i deres ledende organer, hverve nye medlemmer og kommunikere aktivt med disse. Udviklingen af deres kapacitet bør støttes via aktiv deltagelse af tilsvarende partnerorganisationer i EU. EU's eksterne bistandsprogrammer bør derfor også finansiere den tekniske bistand, som de europæiske erhvervsorganisationer yder til deres partnere.

5.3

Udviklingen af den private sektor bør omfatte uddannelsesmoduler henvendt til erhvervsdrivende, herunder praktikophold i et mere udviklet land. EØSU opfordrer til, at man undersøger muligheden for at udvide Erasmusprogrammet for unge iværksættere til også at omfatte kandidater fra udviklingslandene, eller at man etablerer et program med lignende målsætninger og afsætter de nødvendige finansielle midler til dets gennemførelse.

5.4

Der bør ydes en bredere støtte til uddannelse og udvikling af viden om de mest centrale teknologier, navnlig henvendt til ufaglærte. Der har længe været mangel på programmer på erhvervsuddannelsesområdet, idet donorlandene fortrinsvis giver stipendier vedrørende videregående uddannelser. Ikke desto mindre har den private sektor, i industrien og i andre sektorer, brug for almindelige faglige kompetencer, der erhverves som led i traditionelle lærlingeuddannelser, og en række arbejdsmæssige vaner, som er nødvendige, når man ansættes af en udenlandsk investor eller en blandet virksomhed.

5.5

Udviklingsstøtten bør i stigende grad understøtte nyskabende projekter og nye virksomhedsmodeller, der fremmer inklusion, og som skaber et bredt rum for samarbejde mellem den private sektor og ngo'er. I den forbindelse kan for eksempel nævnes udstationering af frivillige eksperter, der bistår i udviklingen af iværksætteri i udviklingslandene (9). Hvis der blev gjort mere reklame for vellykkede nyskabende og udviklingsfremmende iværksætterprojekter, ville det bidrage til en gensidig udveksling af erfaringer medlemsstaterne imellem.

5.6

Udvindings- og råstofindustrien bør være genstand for særlig opmærksomhed. Investeringsprojekter bør tage hensyn til udfordringer som f.eks. miljøbeskyttelse, arbejdstagernes sociale vilkår og udviklingens bæredygtighed. De statslige og de lokale myndigheder i modtagerlandet bør fastsætte passende rammebetingelser for hver enkelt aktivitetssektor og sikre sig, at disse bliver overholdt, navnlig med hensyn til skatteforpligtelser. Støtten burde gøre det muligt at udforme en systemisk tilgang, idet der defineres optimale regler, der begrænser den overflødige administrative byrde og forbygger korruptionens udbredelse.

5.7

Udviklingsstøtten bør fremme et bæredygtigt landbrug og lokale forarbejdningsindustrier, således at forarbejdningen af fødevarer og råstoffer kan forbedres. Landbrugere og småproducenter, der forarbejder landbrugsprodukter, bør tilskyndes til at danne sammenslutninger, ligesom de bør integreres i forsyningskæderne.