|
27.10.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 330/5 |
Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation
2012/C 330/06
Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (1) af de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af visse typer tovværk og kabler af jern og stål med oprindelse i Den Russiske Føderation (»det pågældende land«) har Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (2) (»grundforordningen«).
1. Anmodning om en fornyet undersøgelse
Anmodningen blev indgivet den 29. juni 2012 af forbindelsesudvalget for EU Wire Rope Industries (EWRIS) (»ansøgeren«) på vegne af EU-producenter, der tegner sig for over 50 % af Unionens samlede produktion af visse typer tovværk og kabler af jern og stål.
2. Den undersøgte vare
Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er tovværk og kabler af jern og stål, herunder lukkede tove, undtagen tovværk og kabler af rustfrit stål, med største tværmål over 3 mm, også forsynet med kroge (»den undersøgte vare«), som i øjeblikket tariferes under KN-kode ex 7312 10 81, ex 7312 10 83, ex 7312 10 85, ex 7312 10 89 og ex 7312 10 98.
3. Gældende foranstaltninger
De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold, som blev indført ved Rådets forordning (EF) nr. 1279/2007 (3).
4. Begrundelse for udløbsundersøgelsen
Anmodningen begrundes med, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre fortsat dumping og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.
4.1. Påstand om sandsynlighed for fortsat dumping
Påstanden om sandsynligheden for fortsat dumping er baseret på en sammenligning af hjemmemarkedsprisen og eksportprisen (ab fabrik) på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.
På dette grundlag er den beregnede dumpingmargen betydelig for det pågældende land.
4.2. Påstand om sandsynlighed for fornyet skade
Ansøgeren hævder, at det er sandsynligt, at der vil forekomme fornyet skade. Ansøgeren har fremlagt bevis for, at såfremt foranstaltningerne udløber, vil det nuværende importniveau til Unionen af den undersøgte vare fra det pågældende land formodentlig stige på grund af den uudnyttede kapacitet i det pågældende land, og da EU-markedet er attraktivt på grund af de højere priser, der kan opnås på dette marked i forhold til visse tredjelandsmarkeder. Begge disse faktorer kan medføre, at der sker en stigning i eksporten fra det pågældende land, og at eksporten sandsynligvis omdirigeres fra andre tredjelande til Unionen.
Ansøgeren påstår endelig, at skaden primært er imødegået på grund af foranstaltningerne, og at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis vil lide fornyet skade som følge af fornyet import af betydelige mængder til dumpingpriser fra det pågældende land, hvis foranstaltningerne udløber.
5. Procedure
Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige, at der indledes en udløbsundersøgelse, og indleder hermed en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.
Undersøgelsen vil afgøre, om der er sandsynlighed for, at foranstaltningernes udløb fører til fortsat eller fornyet dumping af den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land og fortsat eller fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.
5.1. Procedure for fastsættelse af sandsynligheden for fortsat dumping
Eksporterende producenter (4) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i denne fornyede undersøgelse.
5.1.1. Undersøgelse af eksporterende producenter
5.1.1.1.
a) Stikprøveudtagning
I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i Den Russiske Føderation, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning vil foregå i henhold til grundforordningens artikel 17.
For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i så fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette en række oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder til Kommissionen, jf. bilag A til denne meddelelse.
Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i Den Russiske Føderation og vil kunne kontakte alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.
Alle interesserede parter, som ønsker at indgive oplysninger, der er relevante for stikprøveudtagningen, med undtagelse af de oplysninger, hvorom der anmodes ovenfor, skal gøre dette inden for en frist på 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udvælges ud fra den største repræsentative eksportmængde af den undersøgte vare til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i det pågældende land og sammenslutninger af eksporterende producenter vil i givet fald blive orienteret af Kommissionen gennem myndighederne i det pågældende land om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil Kommissionen sende spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udvalgt til at indgå i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til det pågældende lands myndigheder.
Alle de eksporterende producenter, der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven, alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter og myndighederne i det pågældende land skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.
Spørgeskemaet skal bl.a. indeholde oplysninger om den eksporterende producents virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare, produktionsomkostninger, salg af den undersøgte vare på det pågældende lands hjemmemarked og salg af den undersøgte vare til Unionen.
Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog grundforordningens artikel 18.
5.1.2. Undersøgelse af ikke forretningsmæssigt forbundne importører (5) (6)
Ikke forretningsmæssigt forbundne importører af den undersøgte vare fra Den Russiske Føderation til Unionen opfordres til at deltage i denne undersøgelse.
I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist, kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udvælge en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning vil foregå i henhold til grundforordningens artikel 17.
For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed/virksomheder, der anmodes om i bilag B til denne meddelelse, til Kommissionen.
Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.
Alle interesserede parter, som ønsker at indgive oplysninger, der er relevante for stikprøveudtagningen, med undtagelse af de oplysninger, hvorom der anmodes ovenfor, skal gøre dette inden for en frist på 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udvælges ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og sammenslutninger af importører om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, fremsender den spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af importører. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.
I spørgeskemaet anmodes der bl.a. om oplysninger om deres virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare og om salget af den undersøgte vare.
5.2. Procedure for fastsættelse af sandsynligheden for fornyet skade
For at fastslå, om det er sandsynligt, at EU-erhvervsgrenen vil blive forvoldt fornyet skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.
5.2.1. Undersøgelse af EU-producenter
I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne udløbsundersøgelse, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen vil foregå i henhold til grundforordningens artikel 17.
Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.6. nedenfor). Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som er af den opfattelse, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Alle interesserede parter, der ønsker at indgive andre oplysninger, som er relevante for stikprøveudvælgelsen, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Kommissionen vil oplyse alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, fremsender den spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om stikprøveudtagningen, medmindre andet er angivet.
I spørgeskemaet anmodes der bl.a. om oplysninger om strukturen i deres virksomhed eller virksomheder og den finansielle og økonomiske situation i virksomheden eller virksomhederne.
5.3. Procedure for vurdering af Unionens interesser
Hvis det kan godtgøres, at der er sandsynlighed for fortsat eller fornyet dumping og skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at opretholde antidumpingforanstaltningerne. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative sammenslutninger og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist påvise, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.
Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesser senest 37 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Disse oplysninger kan indgives i frit format eller ved at udfylde et spørgeskema, som er udfærdiget af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er behørigt dokumenteret på indgivelsestidspunktet.
5.4. Andre skriftlige bemærkninger
I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Disse oplysninger med tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
5.5. Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester
Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt bør ske skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter bør en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.
5.6. Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance
Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (7).
Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, skal indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.
Interesserede parter anmodes om at indgive alle deres bemærkninger og anmodninger i elektronisk form (ikke fortrolige bemærkninger via e-mail, fortrolige bemærkninger på cd-r/dvd) med angivelse af navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer. Fuldmagter og underskrevne certifikater, der ledsager besvarelser af spørgeskemaer, eller enhver opdatering heraf skal dog indgives på papir, dvs. pr. post eller ved aflevering på nedenstående adresse. Hvis en interesseret part ikke kan indgive sine bemærkninger og anmodninger i elektronisk form, skal denne i henhold til grundforordningens artikel 18, stk. 2, omgående kontakte Kommissionen. Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger om korrespondance med Kommissionen på den relevante webside på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence
Kommissionens postadresse:
|
Europa-Kommissionen |
|
Generaldirektoratet for Handel |
|
Direktorat H |
|
Kontor: N105 08/020 |
|
1049 Bruxelles/Brussel |
|
BELGIQUE/BELGIË |
Fax +32 22985353
|
|
: |
TRADE-WIREROPES-DUMPING@ec.europa.eu TRADE-WIREROPES-INJURY@ec.europa.eu |
6. Manglende samarbejdsvilje
Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.
Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.
Hvis en interesseret part helt eller delvist undlader at samarbejde, og resultatet af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.
7. Høringskonsulent
Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister om fortrolige oplysninger, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.
En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.
Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. sandsynligheden for fortsat dumping med deraf følgende fornyet skade samt Unionens interesser.
Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/hearing-officer/index_en.htm
8. Tidsplan for undersøgelsen
Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5, blive afsluttet senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
9. Mulighed for anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3
Da denne udløbsundersøgelse indledes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, vil konklusionerne ikke medføre, at omfanget af de gældende foranstaltninger ændres, men at foranstaltningerne ophæves eller opretholdes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 6.
Hvis en interesseret part mener, at det er berettiget at foretage en fornyet undersøgelse af foranstaltningernes omfang med henblik på at muliggøre en ændring (dvs. en forøgelse eller en reduktion) af foranstaltningernes omfang, kan den pågældende part anmode om en fornyet undersøgelse i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3.
Parter, der ønsker at anmode om en sådan fornyet undersøgelse, som vil blive gennemført uafhængigt af den udløbsundersøgelse, der er nævnt i denne meddelelse, kan henvende sig til Kommissionen på ovennævnte adresse.
10. Behandling af personoplysninger
Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (8).
(1) EUT C 363 af 13.12.2011, s. 19.
(2) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.
(3) EUT L 285 af 31.10.2007, s. 1.
(4) En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.
(5) Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt; b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner; c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager; d) hvis en person direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af den andens aktier eller anparter med stemmeret; e) en af parterne direkte eller indirekte kontrollerer den anden part; f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand; g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand; eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde. (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.
(6) De oplysninger, som ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.
(7) Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
(8) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
BILAG A
BILAG B