26.9.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 290/7


Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

2012/C 290/06

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen.

RESUMÉ

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

»KRAŠKI MED«

EF-Nr.: SI-PDO-0005-0532-24.03.2006

BOB ( X ) BGB ( )

Dette resumé indeholder hovedelementerne af varespecifikationen til information

1.   Medlemsstatens ansvarlige myndighed:

Navn:

Ministrstvo RS za kmetijstvo, gozdarstvo in prehrano

Adresse:

Dunajska 22

SI-1000 Ljubljana

SLOVENIJA

Tlf.

+386 14789109

Fax

+386 14789055

E-mail:

varnahrana.mkgp@gov.si

2.   Sammenslutning:

Navn:

Čebelarsko društvo Sežana

Adresse:

Brkinčeva 24

SI-6210 Sežana

SLOVENIJA

Tlf.

+386 57342667

Fax

+386 57340084

E-mail:

air.maat@siol.net

Sammensætning:

Producent/forarbejdningsvirksomhed ( X ) Andre ( )

3.   Produktets art:

Kategori 1.4.

Andre animalske produkter (æg, honning, forskellige mejeriprodukter undtagen smør, m.m.)

4.   Varespecifikation:

(resumé af kravene i henhold til artikel 4, stk. 2, i forordning (EF) nr. 510/2006)

4.1.   Navn:

»Kraški med«

4.2.   Beskrivelse:

Honning med betegnelsen »Kraški med« fremstilles af nektar, der er indsamlet af bier i Karst-regionen. De særlige plantesamfund, der ligger til grund for honningproduktionen, udspringer af de geoklimatiske forhold i regionen. Afhængigt af nektarens botaniske oprindelse fremstilles følgende typer honning i Karst-regionen:

Skovhonning: fremstilles af honningdug, som bierne indsamler fra forskellige løv- og nåletræer i skovene og de tørre områder i Karst.

Organoleptiske egenskaber

Udseende — farven er brun til mørkebrun, uklar; kan hurtigt krystallisere.

Duft — let til mellemstærk duft af harpiks, mælkebolcher og blade under nedbrydelse.

Smag og aroma — mellem til meget sød, lettere syrlig, kan have en lettere bitter smag. En vedvarende aroma af medium intensitet med toner af brændevin, karamel eller beg.

Elektrisk ledeevne: > 0,8 mS/cm.

Pollenets kendetegn

Medium til højt indhold af honningdug.

Store forekomster af pollen fra følgende planter: ægte kastanje (Castanea sativa), sumak (Cotinus coggygria), lindetræ (Tilia sp.), frugttræer (Prunus sp.), eg (Quercus sp.), mannaask (Fraxinus ornus), vintersar (Satureja montana).

Blomsterhonning: fremstilles af en blanding af nektar fra honningydende planter, urter, græsser og frugttræer.

Organoleptiske egenskaber

Udseende — lysegul til brunlig farve, ofte lettere uklar; normalt hurtig og ensartet krystallisering.

Duft — moderat til meget stærk duft af frugter, kogte frugter eller kompot og blomster.

Smag og aroma — sød til meget sød med en svag til moderat syrlighed. En lang til jævnt vedvarende aroma af moderat til høj intensitet med toner af blomster, friske og kogte frugter og karamel.

Elektrisk ledeevne: < 0,8 mS/cm.

Pollenets kendetegn

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: vrietorn (Rhamnaceae), frugttræer (Prunus sp.), uægte akacie (Robinia pseudoacacia), ægte kastanje (Castanea sativa), kællingetand (Lotus corniculatus), brombær (Rubus), mannaask (Fraxinus ornus), ahorn (Acer sp.), sumak (Cotinus coggygria), vedbend (Hedera helix).

Akaciehonning

Organoleptiske egenskaber

Udseende — meget lys, næsten ingen farve eller strågul. Altid klar, sjældent lettere opaliserende. Den fastholder sin flydende form og krystalliserer ikke.

Duft — meget let til mild duft af tomme vokstavler, frisk bivoks, akacieblomster, vaniljebolcher.

Smag og aroma — meget til kraftigt sød, ingen eller meget let syrlighed. En let og mild aroma med toner af tomme vokstavler, frisk bivoks, akacieblomster, fløde- og vaniljebolcher, friskkværnet smør og frisk halm.

Elektrisk ledeevne: < 0,8 mS/cm.

Pollenets kendetegn

Pollen fra akacietræer (Robinia pseudoacacia): ≥ 7 %.

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: sumak (Cotinus coggygria), brombær (Rubus), frugttræer (Prunus mahaleb), mannaask (Fraxinus ornus), rød kornel (Cornus sanguinea).

Lindehonning

Organoleptiske egenskaber

Udseende — lysegul til lys ravfarvet, strågul med grønne toner, kan være lettere uklar. Den krystalliserer generelt hurtigt, og krystallerne er store og grove.

Duft — mellem til stærk og frisk duft af lindeblomster, mentol, citronskal, frisk savsmuld; kan dufte lidt af lægemidler.

Smag og aroma — mellem til meget sød med en let til moderat syrlighed og svagt til meget svagt bitter, astringerende. En vedvarende og intens aroma med toner af mentol, nødder og friske urter og lindeafkog.

Pollenets kendetegn

Pollen fra lindetræer (Tilia sp.): ≥ 7 %.

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: ægte kastanje (Castanea sativa), frugttræer, (Prunus sp.) hvidkløver (Trifolium repens), ahorn (Acer sp.), vrietorn (Rhamnaceae). Lille til medium indhold af honningdug.

Kastanjehonning

Organoleptiske egenskaber

Udseende — mørkebrun eller ravfarvet med røde toner. Den forbliver generelt flydende i lang tid og krystalliseres i stor krystaller.

Duft — meget stærk og skarp duft af kastanjeblomst, vådt karton, knuste valnøddeblomster.

Smag og aroma — mellemsød, svagt syrlig og jævn til kraftigt bitter smag. Bitterheden er forholdsvist vedvarende. En meget vedvarende og stærk og intens aroma af brændt sukker, karamel, urter og malurt.

Elektrisk ledeevne: > 0,8 mS/cm.

Pollenets kendetegn

Pollen fra ægte kastanjetræer (Castanea sativa): ≥ 55 %.

Store forekomst af pollen fra følgende planter: frugttræer (Prunus sp.), lindetræ (Tilia sp.), klematis (Clematis L.).

Weichseltræhonning

Organoleptiske egenskaber

Udseende — rødlig til rødbrun farve, lettere uklar. Kan krystallisere over tiden og blive kompakt med små krystaller.

Duft — moderat til stærk intensitet med toner af kirsebærsten, brændte kirsebær og weichseltræer i blomst.

Smag og aroma — moderat til meget sød og en let til jævn syrlighed eller bitterhed. Bitterheden er forholdsvist vedvarende. En lang til jævnt vedvarende aroma, der er meget intens, med toner af bitre mandler, brændte kirsebær, kirsebærsirup og lægemidler.

Pollenets kendetegn

Pollen fra weichseltræer (Prunus mahaleb): ≥ 7 %.

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: andre frugttræer (Prunus sp.), ahorn (Acer sp.), hestekastanje (Aesculus hippocastanum), ægte kastanje (Castanea sativa), sumak (Cotinus coggygria), mannaask (Fraxinus ornus).

Honning af fuglekirsebærtræer

Organoleptiske egenskaber

Udseende — ravfarvet til orange-rød og lettere uklar. Den krystalliserer relativt hurtigt i små krystaller.

Duft — lettere udtalt duft af kirsebærblomster, mandler eller kirsebærsten.

Smag og aroma — jævn til meget sød og let til moderat syrlighed. En forholdsvist vedvarende og intens aroma med toner af modne kirsebær, kirsebærblomster og mandler.

Elektrisk ledeevne: < 0,8 mS/cm.

Pollenets kendetegn

Pollen fra fuglekirsebærtræer (Prunus avium): ≥ 5 %.

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: ahorn (Acer sp.), ægte kastanje (Castanea sativa), sumak (Cotinus coggygria), mannaask (Fraxinus ornus).

Honning af vintersar

Organoleptiske egenskaber

Udseende — lys ravfarve med toner af grøn. Den krystalliserer hurtigt i små krystaller og konsistensen er blød og fyldig.

Duft — tørrede blomster og duftende urter.

Smag og aroma — mellemsød med en let til moderat bitter smag. En lang til jævnt vedvarende aroma, der kan være meget intens, med toner af pollen, kaffe og tørrede urter.

Pollenets kendetegn

Pollen fra vintersar (Satureja montana): ≥ 3 %.

Stor forekomst af pollen fra følgende planter: lindetræ (Tilia sp.), ægte kastanje (Castanea sativa), vedbend (Hedera helix).

»Kraški med« skal ligeledes overholde følgende kriterier:

maksimalt vandindhold: 18 %

maksimalt HMF-indhold på 15 mg/kg på tidspunktet for påfyldning

samlet indhold af fruktose og glukose på mindst 45 g/100 g honning.

4.3.   Geografisk område:

Det er udelukkende honning, der er fremstillet i biernes trækområde i det udvidede Karst i Slovenien, der kan benytte sig af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Kraški med«. Området afgrænses af en linje, der løber fra Opatje selo til den slovenske grænse med Italien og derefter langs grænsen indtil Socerb. Herfra løber den langs Kraški rob indtil landsbyen Rakitovec og den kroatiske grænse, som den følger indtil landsbyen Golac. Her løber den mod landsbyerne Hrušica og Huje, gennem Ostrožno Brdo, indtil landsbyen Buje, derefter gennem landsbyerne Volče, Laže og Lozice, hvorefter den følger nordsiden af Prsunca, indtil den rammer den lille landsby Trebižani. Herfra går den gennem dalen til vandløbet Branica indtil den lille landsby Čipnje, for derefter at ramme landsbyen Lukovec og landsbyerne Škrbina, Lipa, Kostanjevica na Krasu og til sidst tilbage til Opatje selo.

Alle de nævnte lokaliteter befinder sig inden for det geografiske område.

4.4.   Bevis for oprindelse:

I fremstillingsperioden skal alle de bistader, der bruges til at fremstille »Kraški med«, befinde sig inden for det geografiske område.

Kontrol af oprindelsen af »Kraški med« foretages i flere stadier af selve biavleren, biavlsinspektøren og det uafhængige godkendelsesorgan.

For at sikre honningens sporbarhed fører biavleren et register over oplysninger vedrørende biernes trækområde, antallet af kolonier, datoen for slyngning, mængden og typen af den fremstillede honning og mængden af afsat »Kraški med«. Biavleren fører ligeledes register over sundhedsindgreb og resultater af analyser af honningen.

Sammenslutningen Čebelarsko društvo Sežana fører en sagsmappe over hver enkelt biavler, der fremstiller »Kraški med« (bistadernes placering, antal kolonier, trækperiode, dokumentation for deres føde, mængde produceret honning). Sammenslutningen Čebelarsko društvo Sežana fører også et register over de nummererede mærkater, som udleveres til de producenter af »Kraški med«, der har dokumentation for, at deres honning overholder varedeklarationen, uanset om de er medlemmer af sammenslutningen eller ej, og uden at der af den grund sker forskelsbehandling.

Inspektørerne (som er særligt uddannede og har en licens) foretager undersøgelser af de foretagender, der ønsker at anvende betegnelsen »Kraški med«, samt af honningproduktionen og påfyldning og lagring af honningen. Hvis honningen lever op til forskrifterne, udsteder inspektøren det antal mærkater, som producenten har anmodet om, afhængigt af den anmeldte mængde honning. Inspektøren fører et register over biavlerens overholdelse af normerne for biavl og de analyser, vedkommende har foretaget på stedet.

4.5.   Produktionsmetode:

Bistaderne skal være placeret inden for det geografiske område som defineret i punkt 4.3.

Honningproduktionen skal overholde god praksis for biavl, der er beskrevet i retningslinjerne for hygiejne inden for biavl, som tager udgangspunkt i principperne i HAACP-systemet, for at sikre en »Kraški med« af højeste kvalitet.

I vinterperioden må bierne fodres med sukker eller andre søde fødevarer. Lige inden eller under trækperioden må bierne ikke modtage nogen form for føde. Under trækperioden er det forbudt at behandle bierne med kemiske produkter. Bierne må ikke få føde, der indeholder medicin eller produkter mod parasitter. Der indsamles kun honning, som bierne har lavet i bistaderne. Der slynges aldrig honning fra de vokstavler, der indeholder biyngel. Under trækperioden vurderer biavleren den mængde honning, der er klar til at blive slynget. Honningen må ikke sigtes med en si med huller, der er mindre end 0,2 mm. Den indsamlede honning opbevares i en beholder, der angiver parti, dato, sted, mængde og type af den slyngede honning. Det er ikke tilladt at tørre honningen. Den krystalliserede honning kan gøres flydende ved at opvarme den, men temperaturen på den honning, som er i berøring med gryden, må ikke overstige 40 °C. Det er ikke tilladt at bruge en mikroovn til at gøre honningen flydende.

»Kraški med« kan opbevares på flere måder. Umiddelbart efter påfyldning forsegles glassene og lågene med et mærkat på en sådan måde, at glassene ikke kan åbnes, uden at mærkatet rives over.

4.6.   Tilknytning:

De typiske organoleptiske kendetegn og egenskaber ved »Kraški med« afspejler forskellige elementer, såsom de særlige geoklimatiske forhold og de plantegeografiske egenskaber i Karst-området, biavlstraditionerne og biavlernes indsats og knowhow.

Geologiske kendetegn

Hele det afgrænsede geografiske område er en kuperet kalkholdig slette med en typisk kaustisk topografi. De almindelige kaustiske forekomster findes både på overfladen (poljer, doliner, sænkninger, jordfaldshuller) og under jorden (grotter, kalkaflejringer). Området er kendt for den røde karstiske jord, også kendt som »terra rossa«. Forskellige miljømæssige faktorer (erosion, rindende vand, der fører til nedstyrtninger under jorden) medfører, at der er forholdsvis lidt jord på overfladen, og at terrænet er overvejende stenet.

Klima

I Karst-området støder det varme middelhavsklima sammen med den kolde kontinentale luft fra nordøst. Denne vind, også kendt som »bora«, er et af de mest karakteristiske meteorologiske fænomener i området. Det er en tør, kold, næsten orkanagtig vind, der kommer fra nordøst, og som opstår ved, at den kontinentale luft blæser ned mod havet. Boraen kan blæse året rundt, men oftest om vinteren, hvor den også medfører kraftige temperaturfald og tager jord med sig. Karst-området er kendetegnet ved store udsving i vejret, især om vinteren. På grund af det nærtliggende hav oplever man ofte en stor stigning i temperaturen efter dage med kraftige, iskolde bora-vinde. Selvom det regner i alle årets måneder, fører de gennemtrængelige egenskaber ved den karstiske jord ofte til tørke.

Vegetation

Den flora, der har udviklet sig i det geografiske område, er tilpasset de særlige geologiske og klimatiske forhold. Menneskets indgriben i det naturlige miljø har også haft store indvirkninger. Karst-området var oprindeligt dækket af store egeskove, som i dag næsten er helt forsvundet på grund af skovhugst, eller fordi de er blevet brændt af for at gøre plads til agerjord eller græsningsarealer. Efter at nedhugningen stoppede, og man holdt op med at holde kvæg, blev området hurtigt fra midten af forrige århundrede dækket at tør, kaustisk vækst (gmajna), som udviklede sig til græsmarker og enge samt en helt særlig flora. Karst er en af de regioner i Slovenien, der er rigest på plantearter. Faktisk findes halvdelen af den slovenske flora i dette område. Udover visse arter, der er meget sjældne og truede, finder man også mange typiske submediterrane arter.

Det tørre græsland er ofte meget tætbevokset med mange forskellige planter. En eng kan indeholde mere end 100 plantearter, som alle er typiske for Karst-området og er endemiske. Det tørre græsland blomstrer tidligt i foråret indtil sidst på sommeren. De mange forskellige planter dækker dolinerne og er således kendetegnende for det særlige miljø, der skaber et særligt lokalt klima, som ikke påvirkes af det omkringliggende miljø, og som er afgørende for vegetationen.

I skoven, på det tørre græsland og de tørre sletter vokser typiske træer og buske, såsom storbladet lind, humlebøg, eg, sortfyr, ægte kastanje, fuglekirsebær, weichseltræ, akacie, og sumak.

Området er ligeledes kendetegnet ved mange forskellige arter græs, ærteblomster og urter med mere end 35 urtearter, heriblandt især vintersar.

Menneskelige faktorer

I Karst-området er der en lang tradition for biavl. Man har bevaret nogle noter fra rektor Janko Vodopivec, som var biavler i Karst i 1892-1937. Året 1910 blev skelsættende for udviklingen af den moderne biavl i Karst ved oprettelsen af biavlersammenslutninger. Disse sammenslutninger har haft en positiv virkning på moderniseringen af biavl og anvendelsen af bistader med vokstavler i flytbare rammer.

Den store mangfoldighed i floraen og den lange tradition med biavl i det geografiske område har bidraget til at udvide biavlernes kendskab og knowhow samt til at optimere biernes trækforhold. Ved at opsætte bistaderne i særligt interessante områder hvad angår plantevækst, har det ført til en produktion af forskellige typer »Kraški med« af højeste kvalitet. Takket være klimaforholdene er »Kraški med« tør, moden og rig på mineraler. Den store og forskelligartede plantevækst og det tørre klima afspejles også i honningens fyldige og intense aroma, som adskiller »Kraški med« fra andre slags honning.

4.7.   Kontrolorgan:

Navn:

Bureau Veritas, d.o.o.

Adresse:

Linhartova 49a

SI-1000 Ljubljana

SLOVENIJA

Tlf.

+386 14757670

Fax

+386 14747602

E-mail:

info@bureauveritas.si

4.8.   Mærkning:

Den honning, der overholder kravene i varespecifikationen til »Kraški med« skal bære navnet »Kraški med« og dets logo (ses nedenfor), navnet på honningtypen, benævnelsen »zaščitena označba porekla« (beskyttet oprindelsesbetegnelse), det tilhørende fællesskabssymbol og det nationale kvalitetsmærke, producentens navn, partinummer og skriften »proizvedeno v Sloveniji« (produceret i Slovenien).

Image


(1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.