|
6.9.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 269/5 |
Meddelelse om indledning af en antidumpingprocedure vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i Folkerepublikken Kina
2012/C 269/04
Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en klage i henhold til artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«), hvori det hævdes, at fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler og wafere) med oprindelse i (2) Folkerepublikken Kina importeres til dumpingpriser og derved forvolder EU-erhvervsgrenen væsentlig skade.
1. Klagen
Klagen blev indgivet den 25. juli 2012 af EU ProSun (»klageren«) på vegne af producenter, der tegnede sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil.
2. Den undersøgte vare
Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er fotovoltaiske moduler eller paneler og celler og wafere af den type, der anvendes i fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium. Cellerne og waferne har en tykkelse, der ikke overstiger 400 μm (»den undersøgte vare«).
Den undersøgte vare omfatter ikke følgende varetyper:
|
— |
solladere, der består af mindre end seks celler, er bærbare og leverer elektricitet til udstyr eller oplader batterier |
|
— |
fotovoltaiske produkter af tynd folie |
|
— |
fotovoltaiske produkter af krystallinsk silicium, der konstant er integreret i elektriske artikler, som ikke anvendes til energiproduktion, og som bruger den elektricitet, der produceres ved hjælp af den eller de integrerede fotovoltaiske celler af krystallinsk silicium. |
3. Påstand om dumping
Den vare, der angiveligt importeres til dumpingpriser, er den undersøgte vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 3818 00 10, ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90. KN-koderne angives kun til orientering.
Da Folkerepublikken Kina betragtes som et land uden markedsøkonomi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsatte klageren den normale værdi for importen fra Folkerepublikken Kina på grundlag af en beregnet normal værdi (produktionsomkostninger, salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger (SA&G) samt fortjeneste) i et tredjeland med markedsøkonomi, nemlig Amerikas Forenede Stater. Påstanden om dumping er baseret på en sammenligning af den således fastsatte normale værdi og eksportprisen fra fabrikken på den undersøgte vare ved salg til eksport til Unionen.
På dette grundlag er de beregnede dumpingmargener betydelige for det pågældende land.
4. Påstand om skade og årsagssammenhæng
Klageren har fremlagt bevis for, at importen af den undersøgte vare fra det pågældende land er vokset både i absolutte tal og i markedsandele.
De umiddelbare beviser, som blev fremlagt af klageren, viser, at mængden af og priserne på importen af den undersøgte vare bl.a. har haft negative virkninger for EU-erhvervsgrenens prisniveau og markedsandel, hvilket har betydelige negative følger for EU-erhvervsgrenens finansielle situation.
5. Procedure
Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at klagen er indgivet af eller på vegne af EU-erhvervsgrenen, og at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en procedure, og indleder hermed en undersøgelse, jf. grundforordningens artikel 5.
Med undersøgelsen fastslås det, om den undersøgte vare med oprindelse i det pågældende land sælges til dumpingpriser, og om dumpingimporten har påført EU-erhvervsgrenen skade. Hvis konklusionerne bekræfter dette, vil det blive undersøgt, om indførelsen af foranstaltninger vil være i strid med Unionens interesser.
Der er tegn på, at den undersøgte vare ofte omfatter komponenter og dele fra forskellige lande. Virksomheder, som eksporterer den pågældende vare fra Folkerepublikken Kina, men mener, at en del af eller endog hele eksporten ikke har toldmæssig oprindelse i Folkerepublikken Kina, opfordres til at give sig til kende i forbindelse med undersøgelsen og forelægge alle relevante oplysninger. Den undersøgte vares oprindelse vil blive undersøgt på baggrund af disse oplysninger og andre oplysninger, som er indsamlet i forbindelse med undersøgelsen. Der kan i givet fald blive vedtaget særlige bestemmelser, f.eks. på grundlag af grundforordningens artikel 14, stk. 3.
5.1. Procedure for konstatering af dumping
Eksporterende producenter (3) af den undersøgte vare fra det pågældende land opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.
5.1.1. Undersøgelse af eksporterende producenter
5.1.1.1.
a) Stikprøveudtagning
I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i det pågældende land, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af eksporterende producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning udføres i henhold til grundforordningens artikel 17.
For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksporterende producenter eller deres repræsentanter hermed om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder til Kommissionen, som der anmodes om i bilag A til denne meddelelse.
Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i Folkerepublikken Kina og alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksporterende producenter.
Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende udvælgelsen af stikprøven, ekskl. de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette inden for 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan de eksporterende producenter udtages ud fra den største repræsentative eksportmængde til Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Alle kendte eksporterende producenter, myndighederne i Folkerepublikken Kina og sammenslutninger af eksporterende producenter vil, om nødvendigt gennem myndighederne i Folkerepublikken Kina, blive orienteret af Kommissionen om, hvilke virksomheder der er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse af de eksporterende producenter, vil den sende spørgeskemaer til de eksporterende producenter, der er udvalgt til stikprøven, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter samt til myndighederne i Folkerepublikken Kina.
Alle de eksporterende producenter, der er udvalgt til at indgå i stikprøven, skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.
Det udfyldte spørgeskema skal bl.a. indeholde oplysninger om den eksporterende producents virksomheds/virksomheders struktur, virksomhedens/virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare, produktionsomkostninger, salg af den undersøgte vare på de pågældende landes hjemmemarkeder og salg af den undersøgte vare til Unionen.
Virksomheder, der var indforstået med eventuelt at indgå i stikprøven, men som ikke blev udtaget til at indgå heri, vil blive betragtet som samarbejdsvillige (»samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven«), jf. dog grundforordningens artikel 28. Den antidumpingtold, der finder anvendelse på importen fra de samarbejdsvillige eksporterende producenter, som ikke indgår i stikprøven, overstiger ikke den vejede gennemsnitlige dumpingmargen, der er fastsat for de eksporterende producenter i stikprøven, jf. dog afsnit b) nedenfor (4).
b) Individuel dumpingmargin for virksomheder, der ikke indgår i stikprøven
Samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, kan i henhold til grundforordningens artikel 17, stk. 3, anmode om, at Kommissionen fastsætter en individuel dumpingmargen for dem (»individuel dumpingmargen«). De eksporterende producenter, som ønsker at anmode om en individuel dumpingmargen, skal anmode om et spørgeskema og andre ansøgningsskemaer og indsende disse behørigt udfyldt inden for de frister, der er angivet i følgende punktum og i afsnit 5.1.2.2 nedenfor. Det udfyldte spørgeskema skal indsendes senest 37 dage efter, at de eksporterende producenter har fået meddelelse om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet. For at sætte Kommissionen i stand til at fastsætte individuelle dumpingmargener for disse eksporterende producenter i et land uden markedsøkonomi, skal det godtgøres, at de opfylder kriterierne for at blive indrømmet markedsøkonomisk behandling Kommissionen vil også undersøge, om de kan indrømmes en individuel told i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 5. Eksporterende producenter, der anmoder om en individuel dumpingmargen, bør imidlertid være opmærksomme på, at Kommissionen alligevel kan beslutte ikke at fastsætte en individuel dumpingmargen for dem, hvis f.eks. antallet af eksporterende producenter er så stort, at en sådan fastsættelse ville være urimeligt byrdefuld og hindre den rettidige afslutning af undersøgelsen.
5.1.2. Supplerende procedure i forbindelse med eksporterende producenter i det pågældende land uden markedsøkonomi
5.1.2.1.
I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skal den normale værdi i tilfælde af import fra det pågældende land fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede værdi i et tredjeland med markedsøkonomi, jf. dog bestemmelserne i afsnit 5.1.2.2 nedenfor. Kommissionen vil til det formål udvælge et passende tredjeland med markedsøkonomi. Kommissionen har foreløbigt valgt Amerikas Forenede Stater. Interesserede parter opfordres hermed til at fremsætte bemærkninger om, hvorvidt dette valg er velegnet, senest 10 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
5.1.2.2.
I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), kan individuelle eksporterende producenter i det pågældende land, som er af den opfattelse, at markedsøkonomiske vilkår gælder for dem i forbindelse med fremstilling og salg af den undersøgte vare, indgive en behørigt begrundet anmodning om markedsøkonomisk behandling. Der vil blive indrømmet markedsøkonomisk behandling, hvis vurderingen af anmodningen om markedsøkonomisk behandling viser, at kriterierne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c) (5), er opfyldt. Dumpingmargenen for de eksporterende producenter, der indrømmes markedsøkonomisk behandling, vil i det omfang, det er muligt, blive beregnet ud fra deres egen normale værdi og eksportpriser, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra b), jf. dog brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 18.
a) Markedsøkonomisk behandling
Kommissionen sender ansøgningsskemaer vedrørende markedsøkonomisk behandling til alle de eksporterende producenter i det pågældende land, som er blevet udvalgt til at indgå i stikprøven, til samarbejdsvillige eksporterende producenter, der ikke indgår i stikprøven, og som ønsker at anmode om en individuel dumpingmargen, til alle kendte sammenslutninger af eksporterende producenter og til myndighederne i det pågældende land.
Alle eksporterende producenter, der anmoder om markedsøkonomisk behandling, skal indsende et udfyldt ansøgningsskema herom senest 21 dage efter datoen for meddelelsen om, at de er udvalgt til at indgå i stikprøven, eller efter afgørelsen om ikke at udtage en stikprøve, medmindre andet er angivet.
5.1.3. Undersøgelse af ikke-forretningsmæssigt forbundne importører (6) (7)
Ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som importerer den undersøgte vare fra det pågældende land til Unionen, opfordres til at deltage i Kommissionens undersøgelse.
I betragtning af det potentielt store antal ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist kan Kommissionen begrænse antallet af ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagning udføres i henhold til grundforordningens artikel 17.
For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt med stikprøveudtagning og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle ikke forretningsmæssigt forbundne importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen. Dette skal de gøre senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet, ved at indberette de oplysninger om deres virksomhed eller virksomheder til Kommissionen, som der anmodes om i bilag B til denne meddelelse.
Kommissionen kan desuden kontakte alle kendte sammenslutninger af importører for at indhente de oplysninger, den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.
Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende udvælgelsen af stikprøven, ekskl. de oplysninger, der anmodes om ovenfor, skal gøre dette inden for 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Hvis det er nødvendigt at udtage en stikprøve, kan importørerne udtages ud fra den største repræsentative salgsmængde af den undersøgte vare i Unionen, som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Kommissionen vil oplyse alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører og sammenslutninger af importører om, hvilke virksomheder der er blevet udtaget til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af importører. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven, medmindre andet er angivet.
Det udfyldte spørgeskema skal bl.a. indeholde oplysninger om deres virksomheds eller virksomheders struktur, virksomhedens eller virksomhedernes aktiviteter i forbindelse med den undersøgte vare og salget af den undersøgte vare.
5.2. Procedure for fastsættelse af skade og undersøgelse af EU-producenter
Fastsættelse af skade sker på grundlag af positive beviser og indebærer en objektiv undersøgelse af mængden af dumpingimporten, dennes virkning på priserne på EU-markedet og den deraf følgende virkning af denne import på EU-erhvervsgrenen. For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen er blevet forvoldt væsentlig skade, opfordres EU-producenterne af den undersøgte vare til at deltage i Kommissionens undersøgelse.
I betragtning af det store antal EU-producenter, som er berørt af denne procedure, og for at afslutte undersøgelsen inden for den lovbestemte frist har Kommissionen besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skal indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve (denne proces benævnes også »stikprøveudtagning«). Stikprøveudtagningen udføres i henhold til grundforordningens artikel 17.
Kommissionen har foreløbigt udtaget en stikprøve af EU-producenter. Yderligere oplysninger findes i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter. Interesserede parter opfordres til at konsultere dossieret (ved at kontakte Kommissionen ved hjælp af kontaktoplysningerne i afsnit 5.6. nedenfor). Andre EU-producenter eller deres repræsentanter, som er af den opfattelse, at der er særlige grunde til, at de bør indgå i stikprøven, skal kontakte Kommissionen senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
Alle interesserede parter, der ønsker at afgive andre relevante oplysninger vedrørende stikprøveudtagningen, skal gøre dette senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet.
Kommissionen vil oplyse alle kendte EU-producenter og/eller EU-producentsammenslutninger om, hvilke virksomheder der er endeligt udtaget til at indgå i stikprøven.
For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den sende spørgeskemaer til de EU-producenter, som indgår i stikprøven, og til alle kendte sammenslutninger af EU-producenter. Disse parter skal indsende et udfyldt spørgeskema senest 37 dage efter datoen for meddelelsen om, at der vil blive anvendt stikprøver, medmindre andet er angivet.
I spørgeskemaet anmodes der bl.a. om oplysninger om strukturen i deres virksomhed eller virksomheder og den finansielle og økonomiske situation i virksomheden eller virksomhederne.
5.3. Procedure for vurdering af Unionens interesser
Hvis det kan godtgøres, at der forekommer dumping med deraf følgende skade, vil der i henhold til grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det vil være i strid med Unionens interesser at vedtage antidumpingforanstaltninger. EU-producenter, importører og deres repræsentative sammenslutninger, brugere og deres repræsentative organisationer og repræsentative forbrugerorganisationer opfordres til at give sig til kende senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. For at deltage i undersøgelsen skal de repræsentative forbrugerorganisationer inden for den samme tidsfrist godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den undersøgte vare.
Parter, der giver sig til kende inden for ovenstående tidsfrist, kan indgive oplysninger til Kommissionen om Unionens interesse senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, medmindre andet er angivet. Oplysningerne kan enten indgives i et frit format eller ved at udfylde et spørgeskema, der er udarbejdet af Kommissionen. I alle tilfælde vil oplysninger indgivet i henhold til artikel 21 kun blive taget i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.
5.4. Andre skriftlige bemærkninger
I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
5.5. Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester
Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt bør ske skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.
5.6. Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance
Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og korrespondance fra interesserede parter, for hvilke der anmodes om fortrolig behandling, skal forsynes med påtegningen »Limited« (8).
Interesserede parter, der indgiver oplysninger forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2. Disse sammendrag skal være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indgiver fortrolige oplysninger uden at indgive et ikke fortroligt sammendrag, der med hensyn til form og indhold opfylder kravene, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.
Interesserede parter anmodes om at indgive alle deres bemærkninger og anmodninger i elektronisk form (ikke-fortrolige bemærkninger via e-mail, fortrolige bemærkninger på cd-r/dvd) med angivelse af navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer. Fuldmagter, underskrevne certifikater og eventuelle opdateringer heraf, der ledsager ansøgningsformularer vedrørende markedsøkonomisk behandling, samt besvarelser af spørgeskemaer skal imidlertid indgives på papir, dvs. pr. post eller ved aflevering på nedenstående adresse. Hvis en interesseret part ikke kan indgive sine bemærkninger og anmodninger i elektronisk form, skal den pågældende omgående kontakte Kommissionen, jf. grundforordningens artikel 18, stk. 2. Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger om korrespondance med Kommissionen på den relevante webside på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/trade-defence
Kommissionens postadresse:
|
Europa-Kommissionen |
|
Generaldirektoratet for Handel |
|
Direktorat H |
|
Kontor: N105 08/020 |
|
1049 Bruxelles/Brussel |
|
BELGIQUE/BELGIË |
|
Fax +32 22956505 |
|
E-mail: trade-solar-dumping@ec.europa.eu |
|
trade-solar-injury@ec.europa.eu |
6. Manglende samarbejdsvilje
Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.
Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.
Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og konklusionerne af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.
7. Høringskonsulent
Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister om fortrolige oplysninger, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan arrangere en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.
En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen indgives senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.
Høringskonsulenten vil også sørge for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende bl.a. dumping, skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser. En sådan høring vil som regel finde sted senest i slutningen af den fjerde uge efter fremlæggelsen af de foreløbige konklusioner.
Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://ec.europa.eu/trade/tackling-unfair-trade/hearing-officer/index_en.htm
8. Tidsplan for undersøgelsen
Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 6, stk. 9, blive afsluttet senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. I henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 1, kan der træffes midlertidige foranstaltninger, dog senest ni måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
9. Behandling af personoplysninger
Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (9).
(1) EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.
(2) Jf. pkt. 5, sidste afsnit, hvor der findes vigtige oplysninger for virksomheder, der sender den pågældende vare til EU fra Folkerepublikken Kina, men mener, at hele eller en del af eksporten ikke har toldmæssig oprindelse i Folkerepublikken Kina.
(3) En eksporterende producent er en virksomhed i det pågældende land, som producerer og eksporterer den undersøgte vare til EU-markedet enten direkte eller gennem en tredjepart, herunder alle dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, der er beskæftiget med produktion, hjemmemarkedssalg eller eksport af den undersøgte vare.
(4) I henhold til grundforordningens artikel 9, stk. 6, ses der bort fra enhver nulmargen eller minimalmargen samt margener, der fastsættes under de omstændigheder, som er omhandlet i grundforordningens artikel 18.
(5) De eksporterende producenter skal navnlig påvise, at: i) virksomhedens beslutninger og omkostninger bestemmes som reaktion på markedssignaler og uden nogen omfattende statslig indgriben, ii) virksomhederne har ét klart sæt grundlæggende regnskaber, som revideres uafhængigt i henhold til internationale standarder for regnskabsføring, og som anvendes til alle formål, iii) ingen væsentlige fordrejninger er overført fra det tidligere ikke-markedsøkonomiske system, iv) de pågældende virksomheder sikres ved rimelig anvendelse af egnede love om konkurs og ejerforhold, der giver retlig sikkerhed og stabilitet, og v) at valutaomregninger foretages til markedskursen.
(6) Kun importører, der ikke er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, kan indgå i stikprøven. Importører, som er forretningsmæssigt forbundet med eksporterende producenter, skal udfylde bilag 1 til spørgeskemaet for disse eksporterende producenter. I henhold til artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til EF-toldkodeksen kan personer kun anses for at være indbyrdes afhængige: a) hvis den ene er medlem af direktionen eller bestyrelsen for den andens virksomhed og omvendt, b) hvis de juridisk set anses for interessenter eller kompagnoner, c) hvis de er arbejdsgiver og arbejdstager, d) hvis en af personerne direkte eller indirekte besidder, kontrollerer eller råder over 5 % eller derover af den andens aktier eller anparter med stemmeret, e) hvis en af parterne direkte eller indirekte kontrollerer den anden part, f) hvis de begge direkte eller indirekte kontrolleres af en tredjemand, g) hvis de tilsammen direkte eller indirekte kontrollerer en tredjemand, eller h) hvis de er medlemmer af samme familie. Personer anses kun for at være medlemmer af samme familie, hvis de står i et af følgende forhold til hinanden: i) mand og hustru, ii) forældre og børn, iii) brødre og søstre (hel- eller halvsøskende), iv) bedsteforældre og børnebørn, v) onkel eller tante og nevø eller niece, vi) svigerforældre og svigersøn eller svigerdatter, vii) svoger og svigerinde. (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1). I denne sammenhæng betyder »person« enhver fysisk eller juridisk person.
(7) De oplysninger, som ikke-forretningsmæssigt forbundne importører fremkommer med, kan også bruges i forbindelse med andre aspekter af denne undersøgelse end konstatering af dumping.
(8) Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51) og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen). Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).
(9) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.
BILAG A
BILAG B