7.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 199/8


Ajourføring af referencebeløb gældende ved passage af de ydre grænser, jf. artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (EUT C 247 af 13.10.2006, s. 19, EUT C 153 af 6.7.2007, s. 22, EUT C 182 af 4.8.2007, s. 18, EUT C 57 af 1.3.2008, s. 38, EUT C 134 af 31.5.2008, s. 19, EUT C 37 af 14.2.2009, s. 8, EUT C 35 af 12.2.2010, s. 7, EUT C 304 af 10.11.2010, s. 5, EUT C 24 af 26.1.2011, s. 6, EUT C 157 af 27.5.2011, s. 8, EUT C 203 af 9.7.2011, s. 16, EUT C 11 af 13.1.2012, s. 13, EUT C 72 af 10.3.2012, s. 44)

2012/C 199/08

Offentliggørelsen af referencebeløb gældende ved passage af de ydre grænser, jf. artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), er baseret på de oplysninger, medlemsstaterne meddeler Kommissionen i overensstemmelse med artikel 34 i Schengengrænsekodeksen.

Ud over de oplysninger, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, findes der på webstedet for Generaldirektoratet for Indre Anliggender oplysninger, som ajourføres hver måned.

LIECHTENSTEIN

Erstatter de oplysninger, der er offentliggjort i EUT C 247 af 13.10.2006

Den nationale praksis i forbindelse med de vejledende beløb, som fastsættes af de nationale myndigheder med hensyn til, hvor meget en udlænding mindst skal råde over ved passage af de ydre grænser, er som følger:

 

En tredjelandsstatsborger, som selv skal afholde omkostningerne til sit ophold i Liechtenstein, skal dokumentere, at han/hun har ca. 100 CHF til rådighed pr. dag. En studerende (med et gyldigt studiekort) skal have ca. 30 CHF til rådighed pr. dag.

 

En tredjelandsstatsborger, som bor hos en privatperson, skal dokumentere, at han/hun har de fornødne midler til rådighed ved hjælp af en forsørgelsesattest (»Verpflichtungserklärung«), som værten i Liechtenstein har undertegnet. Den ansvarlige myndighed (migrations- og paskontoret) udsteder en erklæring om, at værten råder over de fornødne økonomiske midler. Forsørgelsesattesten vedrører udgifter, som ikke dækkes af myndighederne eller private udbydere af sundhedsydelser under tredjelandsstatsborgerens ophold, dvs. leveomkostninger og omkostninger i forbindelse med ulykke, sygdom og hjemrejse, og medfører accept af en uigenkaldelig betalingsforpligtelse på op til 30 000 CHF. Den person, der påtager sig forsørgelsespligten, kan være:

en myndig schweizisk eller liechtensteinsk statsborger, som er bosidende i ét af de to lande,

en myndig person i besiddelse af en opholdstilladelse (»Aufenthaltsbewilligung«)

eller en gyldig permanent opholdstilladelse (»Niederlassungsbewilligung«),

eller en juridisk enhed, der er opført i handelsregistret.

RUMÆNIEN

Erstatter de oplysninger, der er offentliggjort i EUT C 247 af 13.10.2006

Udlændingeloven (lov nr. 194/2002) fastsætter som betingelse for indrejse i Rumænien, at udlændige kan dokumentere, at de har de fornødne subsistensmidler under opholdet og de nødvendige midler til tilbagerejse til deres oprindelsesland eller til gennemrejse til et andet land, hvor de er sikret indrejse.

Med hensyn til de vejledende beløb, der kræves ved passage af de ydre grænser, kan udlændinge opnå visum til et kortvarigt ophold i Rumænien med henblik på turisme, besøg, forretning, kulturelle eller videnskabelige aktiviteter eller humanitære eller lægelige formål ved at dokumentere, at de er i besiddelse af 50 EUR pr. dag, men ikke under 500 EUR for hele perioden, eller et tilsvarende beløb i en anden valuta.

Det er muligt at opnå visum til et kortvarigt ophold i Rumænien med henblik på missioner, erhvervsmæssig transport eller sportsrelaterede aktiviteter uden at fremlægge dokumentation for at være i besiddelse af de fornødne subsistensmidler.

For tredjelandsstatsborgere, som skal være i besiddelse af visum ved passage af EU's ydre grænser, opført i bilag 1 til forordning (EF) nr. 539/2001, og for hvem invitationsproceduren finder anvendelse (1), udgør subsistensmidlerne 30 EUR pr. dag i hele opholdets varighed, og midlerne skal stilles til rådighed af den fysiske eller juridiske person, som har inviteret vedkommende.


(1)  Lande og enheder/territoriale myndigheder, der ikke anerkendes som stater af mindst én medlemsstat, og for hvem invitationsproceduren finder anvendelse, er opført i den rumænske udenrigsministers bekendtgørelse nr. 1743/2010: Afghanistan, Algeriet, Bangladesh, Kina, Tchad, Congo, Nordkorea, Egypten, Indien, Indonesien, Jordan, Iran, Irak, Libanon, Libyen, Mali, Marokko, Mauretanien, Nigeria, Pakistan, Syrien, Somalia, Sri Lanka, Sudan, Tunesien, Usbekistan, Yemen og Den Palæstinensiske Myndighed.