22.2.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 52/22


Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer

2012/C 52/11

Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen.

ENHEDSDOKUMENT

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006

»CABRITO DO ALENTEJO«

EF-Nr.: PT-PGI-0005-0791-08.10.2009

BGB ( X ) BOB ( )

1.   Betegnelse:

»Cabrito do Alentejo«

2.   Medlemsstat eller tredjeland:

Portugal

3.   Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren:

3.1.   Produkttype:

Kategori 1.1.

Kød (og slagteaffald), fersk

3.2.   Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1:

Ved »Cabrito do Alentejo« (gedekid fra Alentejo) forstås de kroppe og det kød, som hidrører fra slagtningen af geder, som er registreret i fødselsregistret og afstammer af forældre, der er opført i det zootekniske register og/eller stambogen for racen »Caprina Serpentina«, eller som afstammer af en engangsparring, hvor hannen er opført i det zootekniske register og/eller stambogen for »Caprina Serpentina« og er født, opdrættet og slagtet i henhold til de fastsatte regler.

Ifølge den lokale praksis for traditionel opdræt af dyr af begge køn finder slagtningen sted, når dyrene er mellem 30 og 120 dage gamle. Kroppene, der vejer mellem 3,5 kg og 7,5 kg, har et lavt fedtindhold og en høj andel af muskelkød. Kødet er lyst rødt, mørt, saftigt og har en behagelig aroma.

3.3.   Råvarer (kun for forarbejdede produkter):

3.4.   Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse):

Cabrito do Alentejo dier hos moderdyret fra fødslen, og til de er mellem 30 og 120 dage.

Når kiddene er ca. 15 dage gamle, får de nogle fiberholdige stoffer kaldet »roedores« for at fremme udviklingen af deres fordøjelsessystem eller ganske enkelt for at underholde dem og tilfredsstille deres medfødte behov for at tygge, så de derved undgår stress. Dette foder består først og fremmest af hø af god kvalitet (saftigt og let fordøjeligt), blade fra sten- og korkeg samt andre træsorter. De får også korn i form af produkter, som udelukkende består af korn (majs, hvede, havre, rug, byg osv.), proteinafgrøder (ærter, bønner, vikke, foderfladbælg, kikært til foder osv.), kvas fra ekstraktion af solsikke, sojabønne, sukkerroer og andre biprodukter fra landbrug, gartneri og frugtavl.

Dette foder kan også indeholde små mængder fedtstoffer, karbonater og bikarbonater, fosfater og chlorider samt vallepulver og mineral- og vitamintilskud.

Dette foder tjener udelukkende som supplement til modermælken, og det udgør højst 15 % af gedekiddenes næringsbehov i diefasen.

Der er forbud mod at benytte vækstfremmende stoffer såsom anabolika, hormoner og tilsvarende produkter, uanset om disse er naturlige eller kunstige.

Vanding og fodring er altid i overensstemmelse med mindstekravene til dyrenes hygiejne og trivsel.

3.5.   Specifikke produktionsetaper, der skal finde sted i det afgrænsede geografiske område:

Produktionen finder sted i et geografisk afgrænset område, men slagtningen, opskæringen og forarbejdningen kan finde sted uden for det geografiske produktionsområde.

3.6.   Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.:

Cabrito do Alentejo kan markedsføres som hele eller halve kroppe, også emballeret, eller som følgende kropsdele: bov, rodhals, brystkasse og slag, kotelet, kølle og spiselige slagtebiprodukter. Stykkerne skal emballeres i bakker.

3.7.   Specifikke mærkningsregler:

Mærkningen skal indeholde angivelsen »Cabrito do Alentejo — BGB«, produktets logo (figur 1), BGB-logoet og navnet på certificeringsorganet.

Figur 1

Image

Image

4.   Præcis afgrænsning af det geografiske område:

Det geografiske område er på det administrative plan naturligt afgrænset til distrikterne Portalegre, Évora og Beja (undtagen »concelho« (kommunen) Sines og »freguesias« (sognene) Vila Nova de Milfontes, Langueira, Almograve og Zambujeira do Mar, der hører under Odemira »concelho«); concelhos Grândola (undtagen freguesias Carvalhal og Melides), d’Alcácer do Sal (undtagen freguesias Santa Maria do Castelo og Comporta), Santiago do Cacém (undtagen freguesia Santo André), Alcoutim (undtagen freguesia Vaqueiros); og freguesias Couço Santana do Mato, der hører under concelho Coruche, samt São Marcos da Serra, der hører under concelho Silves, og Ameixial, der hører under concelho Loulé.

5.   Tilknytning til det geografiske område:

5.1.   Det geografiske områdes egenart:

Det geografiske område, hvor dyrene fødes og opdrættes, er afgrænset til Alentejo og tilgrænsende områder, der karakteriseres ved en mager jordbund bestående af bl.a. skiferler, som er delvist nedbrudt af vejrliget, samt en stor andel græsgange i stærkt kuperede områder, hvor det ikke er muligt at benytte landbrugsmaskiner, og hvor andre arter har vanskeligt ved at overleve (på grund af græsgangenes kvalitet såvel som de vanskelige adgangsforhold).

Bedrifterne i regionen er fortrinsvis ekstensive med blandet landbrug, skovbrug og græsning. Gederne opdrættes ekstensivt og skal holdes som fritgående på udendørs arealer. Jorderne består fortrinsvis af underskov, som er typisk for Middelhavsområdet (sten- og korkeg), korndyrkningsområder (jordbrug i tørre områder), markafgrøder (foderafgrøder og naturlige eller forbedrede græsgange) og uopdyrket land.

Dette geografiske område karakteriseres ligeledes af kolde og regnfulde vintre og varme og tørre somre, hvilket ikke alene påvirker bevoksningens art i de pågældende områder, men også dens sammensætning, som varierer i årets løb. Bevoksningen består af oprindelige græsarter (Dactylis glomerata, Lolium ssp., Bromus ssp. m.fl.) og bælgfrugter (først og fremmest forskellige sorter af Trifolium og Mendicago, men også Ornithopus, Lotus, Scorpiurus, osv.), samt buskarter (forskellige sorter af Cistus, der i lokalområdet kaldes »estevas«, »sargaços«, »piorno« og »tojo«) og visse meget typiske træsorter Quercus (sten- og korkeg), som giver agern og blade. Denne bevoksning udgør ikke blot fødegrundlaget for de voksne dyr, men er også en afgørende faktor, fordi den dels ved naturlig udvælgelse påvirker egenskaberne hos de dyr, som tilpasser sig de ugunstige forhold, overlever, formerer sig og skaffer føde til deres afkom, som det er tilfældet for racen »Serpentina« og deres afkom, og dels påvirker mælkens karakteristika alt efter årstiden.

5.2.   Produktets egenart:

Ifølge konklusionerne af undersøgelser, som er foretaget af kroppe af Cabrito do Alentejo, besidder disse følgende særlige karakteristika: lys farve på grund af underhudsfedtet, der også er lyst; muskelkødet udgør 60 til 66 %, og det er mørt og saftigt; benene udgør i gennemsnit 25 %; fedtindholdet er lavere end for andre undersøgte genotyper; et betydeligt økonomisk udbytte, idet boven og nakken udgør ca. 70 % af kropsvægten. Den spiselige del, der består af muskelkød og intramuskulært fedt under huden, har et fedtindhold på 6 til 8 %.

De vigtigste fedtsyrer i fedtet af Cabrito do Alentejo er oliesyre (C18:1 cis-9), palmitinsyre (C16:0) og stearinsyre (C18:0), som udgør mere end 70 % af den samlede mængde.

Koncentrationen af konjugeret linolsyre (CLA) varierer mellem 0,34 og 0,66 % i årets løb.

5.3.   Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB):

Det geografiske områdes karakteristiske geologi, bevoksning og klimaforhold tillige med den menneskelige påvirkning afgrænser økosystemet. Disse forhold har sammen med de særlige dyreholdsmetoder i Alentejo-regionen og racens karakteristika resulteret i, at Serpentina-racens gedekød og dens afkom markedsføres som et særskilt konsumprodukt — navnlig ved højtider og andre vigtige familiebegivenheder. Cabrito do Alentejo har således allerede i lang tid (der findes skriftlige optegnelser over opskrifter på Cabrito do Alentejo fra det 16. århundrede) haft et særligt ry hos forbrugerne takket være kødets specifikke organoleptiske egenskaber og dets anerkendte gastronomiske værdi; særlig i de to årlige højtider, hvor der spises mest gedekød, dvs. jul og påske.

Ifølge den traditionelle praksis i regionen slagtes dyrene, før de er vænnet fra og begynder at drøvtygge. Kvaliteten af modermælken er derfor den vigtigste faktor for gedekroppenes kvalitet. Da moderdyrets diæt afhænger meget af produktionsområdets bevoksning, geologi og klimaforhold, og eftersom bevoksningens sammensætning varierer i årets løb, varierer CLA-koncentrationen i mælken også, og det er således muligt at skabe et gunstigt samspil mellem koncentrationen heraf i det intramuskulære fedt i kiddets kammuskel, hvilket påvirker kødets farve, smag og saftighed. I øvrigt er koncentrationen af CAL og andre fedtsyrer er altid højere hos Cabrito do Alentejo end hos de øvrige racer, hvilket afspejles tydeligt i profilen over fedtsyreindholdet året rundt i kødet fra denne race. Disse to faktorer begrunder i vidt omfang den markante efterspørgsel efter Cabrito do Alentejo fra forbrugernes side i forbindelse med de to førnævnte højtider.

Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen:

(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006)

http://www.gpp.pt/Valor/Cabrito_Alentejo_CE_MAIO2011.pdf


(1)  EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.