|
11.2.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 38/32 |
Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer
2012/C 38/15
Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 (1). Eventuelle indsigelser skal være Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen
ENHEDSDOKUMENT
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006
»ISLE OF MAN QUEENIES«
EF-Nr.: UK-PDO-0005-0855-08.02.2011
BGB ( ) BOB ( X )
1. Betegnelse:
»Isle of Man Queenies«
2. Medlemsstat eller tredjeland:
Det Forenede Kongerige
3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren:
3.1. Produkttype:
|
Klasse 1.7: |
Ferske fisk, bløddyr og skaldyr og produkter på basis heraf. |
3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1:
Isle of Man Queenies er navnet på almindelige kammuslinger (queen scallops) i farvandet omkring Isle of Man.
Den almindelige kammusling (Aequipecten opercularis) er en mellemstor kammuslingeart, et spiseligt »toskallet bløddyr« i familien Pectinidae. Skallen kan have forskellige farver, herunder gul, orange, rød, brun og lilla, og den kan vokse op til en størrelse på 90 mm i diameter. Den har ca. 19-22 brede, skinnende ribber på begge sider med adskillige koncentriske vækstringe, der løber på tværs af skallen. Queeniens kød eller krop er langt mindre end på en stor kammusling: Kødet er en cirkulær muskel i cylindrisk form med en diameter på 20 mm og en højde på 15 mm. Kødet er uigennemsigtigt/cremefarvet, og todelte, halvmåneformede orange/hvide gonader sidder fast på kroppen. Queenies kan spises med eller uden gonader.
Queenies fra Isle of Man fanges i øens territorialfarvand, hovedsageligt af fartøjer registreret på Isle of Man, dog må andre registrerede fiskerfartøjer, som har den fornødne licens, også fiske efter og lande dem på Isle of Man, hvis de ønsker dette. Efter fangsten bliver muslingerne landet og forarbejdet på Isle of Man.
Queenies sælges
|
— |
naturindpakkede, »tørre« (uden lage) |
|
— |
eller enkeltvis lynfrosset (IQF) |
|
— |
eller friske eller frosne i »halv skal« (hvor de stadig sidder fast på den ene skalhalvdel) |
|
— |
løse eller vakuumpakkede — afhængigt af kundens ønsker |
|
— |
salgbarhedsstørrelse og vægt afhængigt af kundens krav |
3.3. Råvarer (kun for forarbejdede produkter):
—
3.4. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse):
—
3.5. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område:
Queenies fra Isle of Man kan kun fanges i queenie-sæsonen, som normalt begynder 1. juni. Dette skyldes udelukkende dyrets fysiologi og den usædvanlige måde, som det fanges på. De fleste kammuslingearter høstes ved hjælp af et slags skrabevod, som skraber kammuslingerne op fra havbunden. Det usædvanlige ved fiskeriet af queenies fra Isle of Man er, at de tages ved hjælp af et let skovlvod. Dette vod udnytter queeniens flugtreaktion, idet muslingen pga. stimulering flapper op i nettet, når den forstyrres af en let kæde, der trækkes et lille stykke foran nettet. Flugtreaktionen er meget langsom ved lave vandtemperaturer, hvilket betyder, at trawlfiskeriet kun er muligt mellem juni og december, når vandtemperaturen er på sit højeste. I år med et meget koldt forår er vandtemperaturen ikke steget tilstrækkeligt før midten af juni.
Denne unikke metode til at fange Queenies betyder, at der i modsætning til kammuslinger, der skrabes op fra bunden, ikke kommer sand i skallen under fangsten. Det giver kød af en meget højere kvalitet sammenlignet med queenies, der er fanget ved skrabning, et højere kødudbytte og sikrer også, at queenies, der er for små og smides i havet igen, har en meget høj overlevelsesprocent. I modsætning hertil kan der være en meget høj dødelighed for kasserede muslinger fanget ved skrabning.
|
a) |
Queenies fanges med trawl vha. af net med maskestørrelse 80-90 mm. Fangsten vaskes og sorteres om bord på fartøjet. |
|
b) |
Quenies lægges på is eller fryses om bord på fartøjet inden for to timer efter fangsten. |
|
c) |
Fiskerfartøjerne lander deres fangst i havne i Peel, Ramsey, Douglas og Port St Mary. |
|
d) |
Queenies transporteres med overdækket lastbil og bringes til en fabrik til forædling inden for to timer fra landingen, hvor de køles natten over. |
|
e) |
Queenies forarbejdes i hånden (åbnes) den følgende dag vha. en flad metalkniv. |
|
f) |
Kødet fjernes og vaskes to gange i hånden — vasken er meget hurtig, så det undgås, at kødet optager vand. |
|
g) |
Man lader gonaden sidde. |
|
h) |
Queeniens kød vejes. |
|
i) |
De pakkes naturligt, dvs. tørre (uden lage), eller lynfryses enkeltvis ved – 35 °C. |
Trin (a-c som ovenfor)
|
d) |
Forarbejdning i hånden (åbning) vha. et fladt metalværktøj. Den ene muslingeskal kasseres sammen med gæller, mave og kappe. |
|
e) |
Kød og gonader efterlades på skallen. |
|
f) |
Lynfryses enkeltvis eller opbevares fersk. |
3.6. Særlige regler vedrørende udskæring, rivning eller emballering osv.:
—
3.7. Specifikke mærkningsregler:
—
4. Præcis afgrænsning af det geografiske område:
Isle of Man
Isle of Man queenies fiskes på større banker i Isle of Mans territorialfarvand. Dette område på 3 917 kvadratkilometer strækker sig i juridisk henseende til 12 sømil eller medianlinjen fra Isle of Mans basislinje.
5. Tilknytning til det geografiske område:
5.1. Det geografiske områdes egenart:
Den milde Golfstrøm giver varmende temperaturer og et tempereret klima. Somrene er oftest kølige med rimelig meget sol, mens vintrene er milde og fugtige med meget lidt frost og sne.
Isle of Man queenies fiskes på større banker i Isle of Mans territorialfarvand. Queenies har særlige præferencer med hensyn til levested og lever i samlede grupperinger (banker) rundt om Isle of Man. Deres relative mangel på mobilitet resulterer i bankernes forholdsvis uændrede geografiske placering. Banker kan være permanente grupperinger med en præcis placering, som er adskilt af klart markerede områder, der ikke er velegnede til kammuslinger.
Queenie-banker kan spores flere generationer tilbage på Isle of Man. Tidlige henvisninger til store bestande af almindelige kammuslinger rundt om Isle of Man findes i Marine Fauna of the Isle of Man (Moore, 1937). Der er et begrænset antal større arealer inden for det geografiske område, hvor bestanden er tilpas stor til, at kommercielt fiskeri kan lade sig gøre. Sådanne arealer eller grunde er normalt adskilt af arealer, hvor miljøet ikke er egnet til arten. Inden for hver grund er der normalt et antal regioner eller banker, som kan have et areal på adskillige km2, hvor bestanden af almindelige kammuslinger er højere end andre steder.
Vandkvalitet og temperatur
Queenie-bankerne i Isle of Mans territorialfarvand ligger i vand af høj kvalitet, både hvad angår organiske og uorganiske forurenende stoffer. Isle of Man har den længste tradition for basismålinger af havvandets kvalitet på de britiske øer. De første målinger fandt sted helt tilbage i starten 1900-tallet. Efterhånden som videnskaben har udviklet sig, er flere miljømæssige og biologiske parametre blevet målt, og i dag overvåger Isle of Mans regering mange variabler, herunder næringsstoffer, bakterier, fytoplankton og toksiner fra fytoplankton.
Isle of Man kan dokumentere vedvarende høje standarder for vandkvalitet via videnskabelige undersøgelser helt tilbage fra 1904.
Tidevandsområdet omkring Isle of Man er det største i Vesteuropa. Dette tidevandsområde kombineret med relativt lave vanddybder rundt om øen betyder, at der er usædvanligt stærkt tidevand omkring Isle of Man. Dette tidevand giver fiskere, der bruger let trawl, unikke udfordringer og betyder samtidig, at queenies fra Isle of Man har adgang til en konstant forsyning af næring fra plankton, som strømmer forbi dem og bidrager til deres hurtige vækst og spredningen på planktonlarvestadiet.
Fiskeri er et traditionelt erhverv på Isle of Man, hvor sildefiskeri var veletableret og -organiseret i 1500-tallet. Queenie-fiskeriet begyndte oprindeligt midt i 1800-tallet, da den blev brugt som madding til torskefiskeri med langliner.
I denne periode udgjorde Queenie-bankerne et frodigt spisekammer for stimer af torsk. I 1960’erne begyndte fiskere fra Isle of Man at undersøge mulighederne for queenie-fiskeri. I 1969 blev de første kommercielt fangede queenies landet i Peel, og de vandt hurtigt anerkendelse som en delikatesse.
Øens queenie-banker har enkeltvis fået navne af fiskerne, f.eks. Lower og Higher Chickens, Warts Bank og Burrow Head.
Isle of Mans fiskerflåde var oppe på ca. 60 fartøjer i 1971 med en produktion, der toppede ved ca. 7 500 ton (fanget levende vægt) på dette tidspunkt. Hovedparten af fangsten blev eksporteret direkte til USA.
5.2. Produktets egenart:
Den almindelige kammusling (Aequipecten opercularis) er en mellemstor kammuslingeart, et spiseligt »toskallet bløddyr« i familien Pectinidae. Skallen kan have forskellige farver, herunder gul, orange, rød, brun og lilla, og den kan vokse op til en størrelse på 90 mm i diameter. Queeniens kød eller krop er langt mindre end på en stor kammusling, som er en anden art. Kødet er en cirkulær muskel i cylindrisk form med en diameter på 20 mm og en højde på 15 mm. Kødet er uigennemsigtigt/cremefarvet, og todelte, halvmåneformede orange/hvide gonader sidder fast på kroppen. Når den koges, er queenien fast og glat med en kødfuld tekstur, der forbliver fugtig. Den har en unik sød smag, der er karakteristisk i forhold til andre kammuslinger, med en delikat aroma og mild smag af havet. Queenies fra Isle of Man fanges i øens territorialfarvand, hovedsageligt af fartøjer registreret på Isle Man, og efter fangsten landes, forarbejdes og pakkes de på Isle of Man.
Queenies er en hurtigtvoksende art med lang levetid; de bliver dog sjældent ældre end fem år. De når en salgbar størrelse på 55 mm inden for 2-3 år afhængigt af den tilgængelige mængde af mikroalgeføde fra vandsøjlen.
Den milde Golfstrøm giver varmende temperaturer og et tempereret klima. Queenies har særlige præferencer med hensyn til levested og lever i samlede grupperinger (banker) rundt om Isle of Man. Deres relative mangel på mobilitet resulterer i bankernes forholdsvis uændrede geografiske placering. Banker kan være permanente grupperinger med en præcis placering, som er adskilt af klart markerede områder, der ikke er velegnede til queenies.
5.3. Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB):
Kombinationen af miljømæssige faktorer — vandkvalitet, temperatur, stærkt tidevand og tilgængeligheden af velegnet næring fra plankton — betyder, at mængden af queenies i Isle of Mans territorialfarvand hele tiden er høj, og at det hurtigtvoksende kød, der produceres, er særligt saftigt. Derudover er kødindholdet i skallen højere end andre steder. Det typiske kødudbytte fra queenies fra Isle of Man er 12-14 %, det typiske udbytte andre steder er 6-8 %.
Fiskeri er et traditionelt erhverv på Isle of Man, hvor sildefiskeri var veletableret og -organiseret i 1500-tallet. Queenie-fiskeriet begyndte oprindeligt midt i 1800-tallet, da de blev brugt som madding til torskefiskeri med langliner.
I denne periode udgjorde Queenie-bankerne et frodigt spisekammer for stimer af torsk. Da fiskebestandene svandt ind i 1960’erne, begyndte fiskere fra Isle of Man at undersøge mulighederne for queenie-fiskeri. I 1969 blev de første kommercielt fangede queenies landet i Peel og vandt hurtigt anerkendelse som en delikatesse.
I begyndelsen af 1980’erne gik Isle of Man i gang med at opdyrke nye markeder i Frankrig og Spanien, hvor queenies blev solgt med gonader på produktet. Den dag i dag sælges queenies fra Isle of Man i Det Forenede Kongerige, Frankrig, Italien og Spanien. Producenterne arbejder på at få adgang til kvalitetsmarkeder på permanent basis, selvom produktionen altid vil være begrænset af bankernes naturlige produktivitet og behovet for at sikre en bæredygtig bestand i årene frem.
Isle of Mans almindelige kammusling (queen scallop) vandt prisen Billingsgate Sustainable Seafood of the Year 2011 Award ved en årligt tilbagevendende begivenhed i London med deltagelse af madanmeldere, fiske- og skaldyrsgrossister, restauratører og miljøorganisationer. Denne prestigefyldte pris uddeles, efter at finalisterne hver har givet en 20 minutters præsentation om det pågældende fiskeris bæredygtige karakter. Der findes et link til prisen på: http://www.seafoodtraining.org/celebrating_sustainable_seafood_at_billingsgate_school.htm
Isle of Man vandt prisen, da man var i stand til at demonstrere dette vha. eksterne, publicerede undersøgelser til at understøtte argumentationen om »bæredygtighed«. De samme undersøgelser har også understøttet argumentationen i Marine Stewardship Councils akkrediteringsproces for queenies fra Isle of Man. Den 20. maj 2011 blev queenie-fiskeriet på Isle of Man officielt akkrediteret af Marine Stewardship Council. Derved blev det det første kammuslingefiskeri på den nordlige halvkugle, der har fået denne akkreditering, og kun det andet i verden. Oplysninger om akkrediteringen og bedømmernes konklusioner kan findes på: http://www.msc.org/track-a-fishery/in-assessment/north-east-atlantic/isle-of-man-queen-scallop
Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen:
(Artikel 5, stk. 7, i forordning (EF) nr. 510/2006)
http://archive.defra.gov.uk/foodfarm/food/industry/regional/foodname/products/documents/isle-of-man-queenie-pdo.pdf
(1) EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12.