15.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 388/86


BERETNING

om årsregnskabet for EU-Fiskerikontrolagenturet for regnskabsåret 2011 med agenturets svar

2012/C 388/15

INDLEDNING

1.

EU-Fiskerikontrolagenturet (herefter »agenturet«), der ligger i Vigo, blev oprettet ved Rådets forordning (EF) nr. 768/2005 (1) af 26. april 2005. Agenturets hovedopgave er at tilrettelægge den operative koordinering af medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion for at sikre en effektiv og ensartet anvendelse af bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik (2).

OPLYSNINGER TIL UNDERBYGNING AF REVISIONSERKLÆRINGEN

2.

Retten har valgt en revisionsmetode, der omfatter analytiske revisionshandlinger, direkte test af transaktioner og en vurdering af centrale kontroller i agenturets overvågnings- og kontrolsystemer suppleret med bevis opnået fra arbejde udført af andre revisorer (hvis relevant) og en analyse af ledelsens udtalelser.

REVISIONSERKLÆRING

3.

I overensstemmelse med artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Retten revideret agenturets årsregnskab (3), som omfatter »årsregnskabet« (4) og »beretningen om budgetgennemførelsen« (5) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2011, samt efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

Ledelsens ansvar

4.

Direktøren udøver funktionen som anvisnings-berettiget. På eget ansvar og inden for rammerne af de givne bevillinger gennemfører han budgettet, både med hensyn til indtægter og udgifter, i overensstemmelse med de finansielle bestemmelser for agenturet (6). Direktøren er ansvarlig for at etablere (7) en organisatorisk struktur samt interne forvaltnings- og kontrolsystemer og -procedurer, som sikrer, at der udarbejdes et endeligt årsregnskab (8) uden væsentlig fejlinformation, uanset om denne skyldes besvigelser eller fejl, og at de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet, er lovlige og formelt rigtige.

Revisors ansvar

5.

Det er Rettens ansvar på baggrund af sin revision at afgive en erklæring til Europa-Parlamentet og Rådet (9) om rigtigheden af agenturets regnskab og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

6.

Revisionen er udført i overensstemmelse med IFAC's Internationale Standarder om Revision og etiske kodekser og INTOSAI's internationale standarder for overordnede revisionsorganer. Disse standarder kræver, at Retten planlægger og udfører revisionen for at opnå høj grad af sikkerhed for, at agenturets årsregnskab er uden væsentlig fejlinformation, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige.

7.

En revision omfatter udførelse af handlinger for at opnå revisionsbevis for beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. De valgte handlinger afhænger af revisors vurdering, herunder vurderingen af risiciene for væsentlig fejlinformation i regnskabet og for, at de underliggende transaktioner i væsentligt omfang ikke opfylder kravene i Den Europæiske Unions retlige ramme, uanset om det skyldes besvigelser eller fejl. Ved vurderingen af disse risici tager revisor hensyn til den interne kontrol, som skal sikre, at der udarbejdes et retvisende årsregnskab, og de overvågnings- og kontrolsystemer, der er indført for at sikre de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, og udformer revisionshandlinger, der er passende efter omstændighederne. En revision omfatter endvidere vurdering af, om den anvendte regnskabspraksis er passende, og om de regnskabsmæssige skøn er rimelige, samt en vurdering af den samlede præsentation af regnskabet.

8.

Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for denne revisionserklæring.

Erklæring om regnskabets rigtighed

9.

Det er Rettens opfattelse, at agenturets årsregnskab (10) i alle væsentlige henseender giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2011 samt af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med dets finansielle bestemmelser og de regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har indført (11).

Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

10.

Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for agenturets årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2011, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

11.

Bemærkningerne i det følgende drager ikke Rettens erklæringer i tvivl.

BEMÆRKNINGER OM CENTRALE KONTROLLER I AGENTURETS OVERVÅGNINGS- OG KONTROLSYSTEMER

12.

Retten konstaterede, at det er nødvendigt at forbedre procedurerne for indgåelse af offentlige indkøbsaftaler. Agenturet dokumenterede ikke på tilfredsstillende vis sine overslag over kontraktværdierne i udbudsdokumenterne. Nogle af kriterierne for udvælgelse af tilbudsgivere bør være mere specifikke, så der sikres større gennemsigtighed i procedurerne.

13.

Agenturet har endnu ikke etableret passende procedurer til registrering og regnskabsføring af omkostninger med relation til internt oparbejdede immaterielle aktiver.

ANDRE BEMÆRKNINGER

14.

I forbindelse med proceduren for udpegelsen af den administrerende direktør tilsidesatte et medlem af bestyrelsen de bestemmelser, der gælder for udpegelse til nøgleposter, ved at meddele, hvilken kandidat Kommissionen agtede at stemme på.

15.

Retten konstaterede, at personaleudvælgelsesprocedurerne bør forbedres yderligere. Stillingsopslagene indeholdt ikke oplysninger om klage- og appelprocedurer. Møderne i udvælgelseskomitéen var ikke tilstrækkeligt dokumenterede, og i et tilfælde undlod ansættelsesmyndigheden uden begrundelse at følge rækkefølgen på udvælgelseskomitéens liste.

Vedtaget af Afdeling IV, der ledes af Louis GALEA, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 5. september 2012.

På Revisionsrettens vegne

Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

Formand


(1)  EUT L 128 af 21.5.2005, s. 1.

(2)  En oversigt over agenturets beføjelser og aktiviteter vises i bilaget til orientering.

(3)  Regnskabet ledsages af en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret, der giver yderligere oplysninger om budgetgennemførelsen og forvaltningen.

(4)  Årsregnskabet omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over ændringer i nettoaktiver og et resumé af væsentlige regnskabspraksis samt andre forklarende bemærkninger.

(5)  Beretningen om budgetgennemførelsen omfatter regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen og bilaget til dette regnskab.

(6)  Artikel 33 i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002 (EFT L 357 af 31.12.2002, s. 72).

(7)  Artikel 38 i forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002.

(8)  Bestemmelserne om agenturernes regnskabsaflæggelse og regnskabsføring er fastlagt i kapitel 1 og 2 i afsnit VII i forordning (EF, Euratom) nr. 2343/2002, senest ændret ved forordning (EF, Euratom) nr. 652/2008 (EUT L 181 af 10.7.2008, s. 23), og er som sådan integreret i agenturets finansielle bestemmelser.

(9)  Artikel 185, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1).

(10)  Det endelige årsregnskab er dateret den 29. juni 2012, og Retten modtog det den 05. juli 2012. Det endelige årsregnskab, som er konsolideret med Kommissionens årsregnskab, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende senest den 15. november efter det afsluttede regnskabsår. Det kan findes på http://eca.europa.eu eller http://cfca.europa.eu/.

(11)  De regnskabsregler, som Kommissionens regnskabsfører har indført, er baseret på de internationale regnskabsstandarder for den offentlige sektor (International Public Sector Accounting Standards, IPSAS), som er udgivet af International Federation of Accountants, og - i de tilfælde, hvor der ikke er en sådan standard - på International Accounting Standards (IAS)/International Financial Reporting Standards (IFRS) udgivet af International Accounting Standards Board.


BILAG

EU-Fiskerikontrolagenturet  (1) (Vigo)

Beføjelser og aktiviteter

Unionens kompetence-områder i henhold til traktaten

(Artikel 43 TEUF)

Europa-Parlamentet og Rådet fastsætter efter den almindelige lovgivningsprocedure og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg den fælles ordning for markederne for landbrugsvarer, der er nævnt i artikel 40, stk. 1, samt de øvrige bestemmelser, der er nødvendige for at virkeliggøre målsætningerne for den fælles fiskeripolitik

Agenturets beføjelser

(Rådets forordning (EF) nr. 768/2005 af 26. april 2005 ændret ved forordning (EF) nr. 1224/2009)

Mål

Ved forordningen oprettes der et EU-fiskerikontrolagentur, der skal tilrettelægge den operative koordinering af medlemsstaternes fiskerikontrol og -inspektion og bistå dem med at samarbejde med henblik på at overholde bestemmelserne i den fælles fiskeripolitik for derigennem at sikre disses effektive og ensartede anvendelse.

Opgaver

at koordinere medlemsstaternes kontrol og inspektion i forbindelse med EU's kontrol- og inspektionsforpligtelser

at koordinere anvendelsen af de nationale kontrol- og inspektionsressourcer, som de berørte medlemsstater har slået sammen i henhold til denne forordning

at bistå medlemsstaterne med at indberette oplysninger om fiskeri og kontrol og inspektion til Kommissionen og tredjemand

på sit kompetenceområde at bistå medlemsstaterne med at udføre deres opgaver og opfylde deres forpligtelser i henhold til den fælles fiskeripolitik

at bistå medlemsstaterne og Kommissionen med at harmonisere anvendelsen af den fælles fiskeripolitik i hele Unionen

at bidrage til medlemsstaternes og Kommissionens forskning i og udvikling af kontrol- og inspektionsteknik

at bidrage til koordinering af inspektøruddannelse og erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne

under iagttagelse af EU's forskrifter at koordinere operationerne til bekæmpelse af ulovligt, ikke-rapporteret og ikke-reguleret fiskeri

at bistå med en ensartet gennemførelse af kontrolordningen under den fælles fiskeripolitik, herunder især

1)

tilrettelægge den operative samordning af medlemsstaternes kontrolaktiviteter med henblik på gennemførelse af specifikke kontrol- og inspektionsprogrammer, kontrolprogrammer vedrørende ulovligt, urapporteret og ureguleret (»IUU«) fiskeri og internationale kontrol- og inspektionsprogrammer

2)

foretage inspektioner i det omfang, det er nødvendigt for at udføre agenturets opgaver.

Bemærk venligst, at efter ændringen af forordningen om oprettelse af EU-Fiskerikontrolagenturet ved Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 har agenturet blandt andet følgende beføjelser:

1)

Embedsmænd i agenturet kan udpeges til EU-kontrollører i internationale farvande

2)

Agenturet kan købe, leje eller chartre det udstyr, der er nødvendigt for at gennemføre de fælles ressourceanvendelsesplaner

3)

Ved en meddelelse fra Kommissionen eller på eget initiativ opretter agenturet en beredskabsenhed, hvis der konstateres en alvorlig risiko for den fælles fiskeripolitik

Ledelse

Bestyrelsen

Sammensætning

Sammensættes af en repræsentant for hver medlemsstat og seks repræsentanter for Kommissionen.

Opgaver

At vedtage budgettet, arbejdsprogrammet og årsberetningen. At vedtage det endelige budget og stillingsfortegnelsen. At afgive udtalelse om det endelige årsregnskab.

Den administrerende direktør

Udpeges af bestyrelsen fra en liste på mindst to kandidater, som Kommissionen forelægger.

Ekstern revision

Revisionsretten.

Intern kontrol

Kommissionens interne revisionstjeneste.

Dechargemyndighed

Parlamentet efter henstilling fra Rådet.

Agenturets disponible ressourcer i 2011 (2010)

Endeligt budget

Budget for 2011 i alt: 12,85 (11,01) millioner euro

Afsnit I - 6,04 (6,03) millioner euro

Afsnit II - 1,23 (0,96) millioner euro

Afsnit III - 5,57 (4,01 inklusive formålsbestemte indtægter på 2,60) millioner euro

Ansatte pr. 31. december 2011

53 (53) midlertidige stillinger i stillingsfortegnelsen. Besatte stillinger: 52 (52)

+ 5 (5) planlagte stillinger til kontraktansatte, heraf besatte 4 (2)

Planlagte stillinger i alt: 58 (58) Ansatte i alt: 56 (54)

Produkter og tjenesteydelser i 2011 (2010)

Operationel koordinering

Implementering af Joint Deployment Plan (JDP -fælles ressourceanvendelsesplan) for torskefiskeri i Nordsøen, Skagerrak, Kattegat og den østlige del af Den Engelske Kanal samt i de vestlige farvande (vest for Skotland og Det Irske Hav)

JDP for torskefiskeri i Østersøen

JDP for fiskeri af almindelig tun i Middelhavet og Det Østlige Atlanterhav

Implementering af JDP i NAFO-området (Organisationen for Fiskeriet i Det Nordvestlige Atlanterhav) og NEAFC-området (Organisationen for Fiskeriet i Det Nordøstlige Atlanterhav)

Støtteaktiviteter med henblik på bekæmpelse af ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri

Konsolidering af de fælles ressourceanvendelsesplaner ved fremme af en regional tilgang

Videreuddannelse af inspektører fra de medlemsstater, som deltager i de fælles ressourceanvendelsesplaner og i bekæmpelse af ulovligt, ureguleret og urapporteret fiskeri

Kapacitetsopbygning

Kortlægningsundersøgelse af de informationssystemer, der anvendes til fiskerikontrol i Den Europæiske Union

Udarbejdelse af et indikativt forslag til strukturen i og indholdet af det grundlæggende uddannelsesprogram

Udvikling af den webbaserede platform for uddannelsessamarbejde

Bistand til medlemsstaternes nationale uddannelsesprogrammer

Drift, vedligeholdelse, styrkelse og udbygning af IKT-overvågningskapacitet: fartøjsovervågningssystem (FOS), elektronisk indberetningssystem (EIS), Fishnet

Vedligeholdelse af agenturets JDP-koordineringsrum

Levering af kontraktlige tjenesteydelser med henblik på at chartre et EFCA-inspektionsfartøj

(for yderligere oplysninger henvises til agenturets arbejdsprogram for 2011)

Kilde: Agenturet.


(1)  Bemærk venligst, at agenturet pr. 1. januar 2012 skiftede navn fra »EF-Fiskerikontrolagenturet« til »EU-Fiskerikontrolagenturet«.

Kilde: Agenturet.


AGENTURETS SVAR

12.

Agenturet har indført et sæt interne procedurer til sikring af et fast grundlag for overslag over kontraktværdier, og denne proces dokumenteres. Agenturet tager dog Revisionsrettens bemærkninger til efterretning og vil forbedre dokumentationen i udbudsmaterialerne. Agenturet har også fulgt op på Revisions-rettens bemærkning om udvælgelseskriterier.

13.

Agenturet påpeger, at der er meget få interne omkostninger, der skal registreres og afskrives. Agenturet er dog p.t. i færd med at gennemgå sine administrative og operationelle aktiviteter og vil i løbet af denne proces inddrage Revisionsrettens bemærkning.

14.

De fungerende bestyrelsesmedlemmer er ikke underkastet agenturets kontrol, så den administrerende direktør er ikke ansvarlig for procedurerne.

15.

Agenturet vil medtage disse oplysninger i sine stillingsopslag og tilpasse standardformatet for referatet til Revisionsrettens forslag. Det er agenturets opfattelse, at alle de ansøgere, der er optaget på den af udvælgelseskomitéen fremlagte liste, er kvalificeret til ansættelse. I det særligt omtalte tilfælde var der to ansøgere, der havde opnået betydeligt bedre resultater end de andre. Eftersom der var meget lidt forskel på de to ansøgeres resultater, valgte ansættelsesmyndigheden den af de to ansøgere, der i sidste ende var bedst kvalificeret.