Baggrund og den institutionelle ramme

Lissabontraktaten indeholder en bestemmelse om oprettelse af et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand (artikel 214, stk. 5) – Det Europæiske Volontørkorps for Humanitær Bistand – der kan danne ramme om europæiske unges fælles bidrag til Unionens humanitære bistandsaktiviteter. Kommissionen vedtog i november 2010 en meddelelse om volontørkorpset. Rådets konklusioner og Europa-Parlamentets skriftlige erklæring blev vedtaget i 2011. Kommissionen foreslog at bevilge 210 mio. EUR til volontørkorpset under den kommende flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020.

Høring af interesserede parter

Interesserede parter, herunder de største humanitære hjælpeorganisationer og frivillige organisationer samt medlemsstaterne, har fra starten i begyndelsen af 2010 løbende været involveret i arbejdet med at oprette volontørkorpset. Der er desuden indsamlet information og ekspertviden gennem eksterne undersøgelser/evalueringer, målrettede konferencer og en offentlig online-høring.

De interesserede parter understregede gentagne gange vigtigheden af, at volontørkorpset blev efterspørgselsstyret og behovsbaseret, for at sikre en reel indvirkning på målgruppen. Volontørkorpset bør mobilisere frivillige for at afspejle de værdier, som er kernen i EU-projektet, og samtidig yde humanitær hjælp og tilpasse brugen af frivillige efter tendensen mod større professionalisme i sektoren. Visse interesserede parter foreslog desuden at skelne mellem mindre kvalificerede unge og erfarne frivillige og undlade at udsende unge til humanitære aktiviteter, hvor sikkerheden er et problem. Endelig understregedes vigtigheden af, at lokale værtsorganisationer er i stand til at sikre, at de frivilliges bidrag har en varig indvirkning på værtssamfundene.

På grundlag af resultaterne af evalueringer og høringer og for at afprøve nogle af volontørkorpsets mulige elementer iværksatte Kommissionen i to omgange pilotprojekter, som løb fra 2011 til 2013. De første erfaringer fra pilotprojekterne er blevet anvendt som udgangspunkt for denne konsekvensanalyse.

Problemdefinition og nærhedsprincippet

Nyere data viser en generel stigning i antallet af aktive frivillige i EU i løbet af de seneste ti år. En Eurobarometerundersøgelser (2010) viser, at solidaritet og humanitær bistand er det område, hvor EU-borgerne mener, at frivilligt arbejde spiller den største rolle, og 88 % af EU-borgerne støtter oprettelsen af et humanitært volontørkorps. Selv om 68 % ved, at EU finansierer humanitær bistand, føler kun 30 % af EU-borgerne sig godt informeret. Trods den stigende efterspørgsel efter frivillige til humanitære hjælpeaktioner i tredjelande beskæftiger størsteparten af de frivillige, som udsendes til lande uden for EU, sig med langsigtede udviklingssamarbejdsprojekter, ikke med humanitært hjælpearbejde.

Selv om der allerede findes en række frivilligordninger, er der fortsat store mangler og huller, som forhindrer frivilligordningerne i at udnytte det fulde potentiale til støtte for humanitært arbejde. Manglen på en systematisk og struktureret EU-tilgang til frivilligt arbejde, de markante forskelle i, hvor udbygget frivilligt arbejde er i medlemsstaterne, samt det frivillige arbejdes begrænsede synlighed hindrer frivillige aktiviteter i at udvikle sig fuldt ud i EU og begrænser folks deltagelse, selv om de har viljen eller lysten til konkret at bidrage til EU's humanitære hjælpeaktioner gennem frivilligt arbejde.

Følgende specifikke problemer er blevet påpeget: i) Der mangler en struktureret EU-tilgang til frivilligt arbejde, og der er bl.a. markant forskel på, hvor udbredt frivilligt arbejde er i de enkelte medlemsstater. ii) EU's humanitære indsats og solidaritet med mennesker i nød er ikke særlig synlig, og det betyder, at EU-borgerne ikke er bevidste om indsatsen, og at det er vanskeligt for de, som ønsker at bidrage konkret til humanitært arbejde, at blive involveret. iii) Der anvendes ikke ensartede udpegnings- og udvælgelsesmekanismer blandt medlemsstaterne, og det gør det vanskeligt at afpasse udbuddet af frivillige efter organisationernes efterspørgsel. iv) Der er ikke tilstrækkeligt mange uddannede frivillige hjælpearbejdere, hvilket betyder, at mindre erfarne sendeorganisationer i visse tilfælde udsender frivillige, der ikke har de grundlæggende færdigheder eller ikke kender de humanitære principper. v) Der mangler spidsbelastningskapacitet på det humanitære bistandsområde, hvilket skyldes det stigende antal og det større omfang af humanitære kriser og de større humanitære behov, og det betyder, at det er afgørende at øge antallet af uddannede personer, som kan udsendes i krisesituationer, hvor den lokale og internationale nødhjælpskapacitet ofte overbelastes. vi) Værtsorganisationerne mangler kapacitet til at sikre, at de frivilliges bidrag har en varig indvirkning på målgruppen.

Uden et initiativ på EU-plan vil det ikke være muligt at løse ovenstående problemer. Hvis der ikke gøres en indsats på EU-plan, vil det desuden være i strid med Lissabontraktaten, som fastsætter, at der skal oprettes et volontørkorps.

Mål

Hvis kapaciteten i EU på det frivillige område udnyttes bedre, kan det være en nyttig måde at give et meget positivt billede af EU på i verden. Det kan skabe interesse for paneuropæiske projekter til støtte for humanitært hjælpearbejde, bl.a. civilbeskyttelsesaktiviteter af humanitær karakter, ikke nødvendigvis kun gennem flere udsendelser, men også gennem bedre forberedelse. Det kan forbedre de resultater, der opnås i værtssamfundene, men også betydningen for de frivillige selv gennem udvikling af specifikke færdigheder, som er relevante for det humanitære arbejdsmarked, samt udvikling af livskompetencer såsom personlig styrke og interkulturel bevidsthed og forståelse.

Målet er således, at volontørkorpset skal være til gavn for sendeorganisationerne, de samfund, som de hjælper, de frivillige og dermed EU som helhed. Disse hensyn er blevet omsat til følgende mål:

Generelt mål

· at give udtryk for EU's humanitære værdier og solidaritet med mennesker i nød gennem fremme af et effektivt og synligt Europæisk Volontørkorps for Humanitær Bistand, som skal være et styrket EU-bidrag til den generelle indsats for at afhjælpe humanitære kriser.

Specifikke mål

at forbedre EU's evne til at yde humanitær bistand at forbedre de frivilliges færdigheder, kompetencer og arbejdsvilkår at øge synligheden af EU's humanitære værdier at opbygge kapacitet i værtsorganisationerne i tredjelande at styrke sammenhængen/overensstemmelsen blandt medlemsstaterne for at forbedre EU-borgernes muligheder for at deltage i humanitære hjælpeaktioner at styrke kriterierne for udpegning og udvælgelse af frivillige.

Operationelt mål:

· at skabe en ramme for EU-borgernes fælles bidrag til EU's humanitære bistandsaktiviteter (Lissabontraktatens artikel 214, stk. 5).

Løsningsmodeller

Uden et volontørkorps (ingen nye tiltag på EU-plan) kan det forventes, at de frivillige fortsat primært vil blive udsendt i forbindelse med langsigtet udviklingssamarbejde, og at de enkelte nationale frivilligordninger og ngo'er fortsat vil anvende deres egne udpegnings- og udvælgelsesmetoder.

Denne situation vil skabe et "uudnyttet" potentiale inden for frivilligt humanitært hjælpearbejde, bl.a. på grund af manglende kapacitet – i ngo-samfundet og hos offentlige myndigheder – til at udvikle og tilbyde relevant uddannelse. Sendeorganisationer vil således fortsat udsende frivillige, som ikke altid har de nødvendige færdigheder, uden at have undersøgt forholdene på udsendelsesstedet eller den reelle betydning af de frivilliges indsats for lokalsamfundet. Virkningen for værtsorganisationerne og lokalsamfundet vil også være begrænset og i sidste ende afhænge af værtsorganisationens ressourcer, som ofte er meget begrænsede. 

Endelig ville EU's synlighed ikke blive øget, medmindre der træffes foranstaltninger på EU-plan. Af disse årsager og i betragtning af, at der i henhold til Lissabontraktaten skal oprettes et volontørkorps (artikel 214, stk. 5), undersøges denne løsningsmulighed (ingen nye tiltag på EU-plan) ikke nærmere.

Udfordringen er at oprette volontørkorpset på en sådan måde, at det giver de størst mulige fordele (effektivitet) under hensyn til omkostningerne. Der er fundet frem til fire løsningsmodeller, som er en kombination af forskellige "moduler" (rækken af aktiviteter, som kan støttes), og som fra model til model bliver mere og mere omfangsrige:

Løsningsmodel 1 består af 1) udvikling af fælles regler for udpegning og udvælgelse af frivillige for at sikre, at de rette frivillige tiltrækkes og udvælges på en retfærdig måde, og at de har de rette kvalifikationer, og 2) udvikling af en certificeringsmekanisme for sendeorganisationer, som vil sikre et kontrolleret bevis for, at certificerede organisationer overholder EU's fælles regler.

Ud over de aktiviteter, som er omfattet af løsningsmodel 1, omfatter løsningsmodel 2: 3) støtte til uddannelse af frivillige på grundlag af humanitære hjælpeorganisationers erfaringer, erfaringer fra pilotprojekter og fra uddannelse afholdt af Kommissionen som led i civilbeskytttelsespolitikken, 4) oprettelse af et register over kvalificerede EU-frivillige, som står til rådighed med henblik på deltagelse i humanitært arbejde, således at der hurtigt kan opnås et overblik over egnede kandidater, og hvorved EU-borgerne sikres bedre adgang til at deltage i frivilligt arbejde, og 5) udvikling af fælles regler og en certificeringsmekanisme med henblik på organisering af frivillige i værtsorganisationer for at sikre, at de frivilliges færdigheder udnyttes på passende vis til gavn for lokalsamfundene.

Ud over aktiviteterne under løsningsmodel 2 omfatter løsningsmodel 3: 6) udsendelse af EU-frivillige til tredjelande, herunder "praktikpladser" for mindre erfarne frivillige som led i uddannelsen samt "almindelige" udsendelser til humanitære bistandsprojekter (med særlig vægt på forebyggelse/beredskab og genopretning), 7) kapacitetsopbygning i værtsorganisationer med henblik på at støtte gennemførelsen af de fælles regler, som udvikles under modul 5, og forbedre værtsorganisationernes kapacitet, og 8) oprettelse af et "EU-netværk for frivillige humanitære hjælpearbejdere" gennem et interaktivt websted for netværksdannelse, som giver de frivillige mulighed for at engagere sig uden at blive udsendt. Det vil blive gennemført via et eksisterende forvaltningsorgan, der har relevant erfaring med frivilligprogrammer, under Kommissionens passende tilsyn.

Løsningsmodel 4 består af samme kombination af aktiviteter som løsningsmodel 3 (alle otte moduler), men de enkelte moduler forvaltes direkte af Europa-Kommissionen, inklusive udvælgelse, uddannelse og udsendelse. En sådan tilgang til udsendelse af frivillige kan organiseres på en række måder, bl.a. i) ved tildeling af supplerende menneskelige ressourcer inden for Kommissionens tjenestegrene, ii) ved at anvende et eksisterende forvaltningsorgan til gennemførelsen (f.eks. Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur under Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur) eller iii) ved oprettelse af et nyt uafhængigt EU-volontørkorpsagentur. I betragtning af de ekstra administrative omkostninger til oprettelse af et nyt agentur i den aktuelle økonomiske situation og den mulige overlapning med eksisterende organer undersøges denne mulighed ikke nærmere i denne konsekvensanalyse.

Konsekvensanalyse

I konsekvensanalysen undersøges de vigtigste potentielle virkninger af de enkelte løsningsmodeller (inklusive virkningerne for forskellige interesserede parter) og i hvilket omfang, de enkelte løsninger opfylder de specifikke mål, og derudover gives der et overslag over omkostningerne til gennemførelse (effektivitetsvurdering) ud fra den antagelse, at de lovgivningsmæssige rammer for fuld gennemførelse med start i 2014 vedtages. Overslagene over omkostningerne til gennemførelse omfatter også forvaltningsomkostningerne, som anslås til ca. 10 % af det samlede budget, såfremt aktiviteterne forvaltes af Kommissionen, og til ca. 8 %, hvis forvaltningen uddelegeres til et eksisterende forvaltningsorgan.

Løsningsmodel 1

Løsningsmodel 1 vil skabe betingelser for øget gennemsigtighed og overensstemmelse i rekrutteringsprocesserne og i uddannelsen af frivillige i medlemsstaterne og kan tilskynde sendeorganisationer til at tilpasse deres strategier. Virkninger og synergieffekter afhænger dog af, i hvor høj grad organisationerne vil anvende de fælles regler og certificeringsmekanismerne. Med hensyn til de frivillige vil løsningsmodel 1 primært give dem mulighed for at skrive på deres cv, at de er blevet udvalgt af/har arbejdet for en certificeret organisation, og derudover vil de opnå større viden om, hvad de kan forvente af frivilligt arbejde via forskellige organisationer.

Forbedringen af EU's synlighed uden for EU vil være meget begrænset, eftersom denne løsningsmodel ikke omfatter udsendelse. Den vil af samme årsag kun have potentielle indirekte virkninger for lokalsamfundene og værtsorganisationerne.

Konklusionen er, at løsningsmodel 1's indvirkning på målene vil være begrænset og afhænge af, i hvor høj grad de fælles regler anvendes, og i hvor høj grad de frivillige organisationer tilslutter sig certificeringsmekanismerne.

Omkostningerne til gennemførelse af løsningsmodel 1 vil beløbe sig til ca. 3,5 mio. EUR i perioden 2014-2020.

Løsningsmodel 2

I forhold til løsningsmodel 1 vil løsningsmodel 2 gøre det muligt at forbedre systemerne for rekruttering af frivillige. Sendeorganisationerne vil desuden få adgang til frivillige, som har gennemgået et omfattende uddannelsesprogram, hvilket vil gøre udsendelsen af frivillige mere effektiv, nedbringe risikoen for dårligt fungerende udsendelser og gøre det lettere at kontrollere og vejlede de frivillige på stedet. Oprettelsen af et register over uddannede frivillige vil også hjælpe de rekrutterende organisationer med at finde egnede kandidater.

Denne løsningsmodel bidrager direkte til at opkvalificere de frivillige gennem uddannelse og øger deres chancer for at blive udsendt. Uddannelse og registret vil også sikre en hurtigere adgang til frivilligt arbejde, og de fælles regler for værtsorganisationerne vil hjælpe de frivillige til at maksimere deres indsats, når de udsendes, og øge deres jobtilfredshed. Løsningsmodel 2 vil også have en indvirkning på lokalsamfund og værtsorganisationer og på EU's synlighed i tredjelande, men kun hvis og når uddannede frivillige udsendes.

Løsningsmodel 2 vil forbedre de frivilliges kvalifikationer og skabe betingelser for mere effektive udsendelser og et større bidrag fra frivillige til sektoren for humanitær bistand. Der vil dog hverken være nogen garanti for, at de færdigheder, som de frivillige opnår, reelt bliver anvendt til fordel for lokalbefolkningen, eller at EU-solidariteten fremmes i tredjelande.

Omkostningerne til gennemførelse af løsningsmodel 2 vil beløbe sig til 53 mio. EUR i perioden 2014-2020.

Løsningsmodel 3

Ud over aktiviteterne under de to første løsningsmodeller omfatter løsningsmodel 3 støtte til udsendelse af frivillige til humanitære hjælpeaktioner, kapacitetsopbygning i lokale værtsorganisationer og oprettelse af et "EU-netværk for frivillige humanitære hjælpearbejdere".

Idéen er, at et eksisterende forvaltningsorgan foreslår humanitære organisationer egnede kandidater til udsendelse, hvilket vil sikre volontørkorpset en forbindelse til vigtige interesserede parter i sektoren. Kontrollen med udsendelsen forbliver hos Kommissionen og vil antage forskellige former. For det første vil kun de frivillige, som har bestået EU-uddannelseskurset og er blevet opført i volontørkorpsets register, kunne udsendes. Det vil sikre, at de frivillige, som udsendes, er rustet til at gøre en nyttig indsats. For det andet vil Kommissionen føre kontrol gennem forvaltningsorganets tilsynsfunktion, hvilket vil sikre en høj kvalitet og stor EU-synlighed under udsendelsen. For det tredje vil de værtsorganisationer, som modtager de frivillige, være forpligtet til at overholde de fælles EU-regler, som udvikles under modul 5.

Forbindelserne mellem de forskellige moduler og betingelserne for udsendelse vil være med til at sikre EU større synlighed i forbindelse med volontørkorpsets aktiviteter.

Denne løsningsmodel vil gøre det muligt for frivillige at opnå konkret erhvervserfaring i sektoren og forbedre deres kvalifikationer gennem udsendelse, hvorved de bliver mere attraktive for efterfølgende opgaver i marken og forbedrer deres fremtidige jobmuligheder, og hvorved spidsbelastningskapaciteten i den humanitære sektor samtidig øges. Det vil sandsynligvis også tilskynde EU-borgere, der ønsker at give udtryk for deres solidaritet, til at engagere sig i frivilligt arbejde og yde et konkret bidrag til den humanitære sag (bl.a. for personer, som ellers ville have haft færre muligheder). EU-netværket for frivillige humanitære hjælpearbejdere vil desuden give personer, som ønsker at starte en karriere inden for humanitær bistand, mulighed for at skabe netværk. Endelig vil denne løsningsmodel medføre kulturelle fordele, da de frivillige vil få mulighed for at lære om forskellige kulturer og levemåder.

Den direkte tilstedeværelse af og støtte fra volontørkorpset i lokalsamfundene er en central og direkte måde, hvorpå EU's solidaritet kan komme til udtryk og EU's synlighed øges, navnlig hvis det sker i kombination med passende uddannelse, som sikrer, at de frivillige yder et markant og positivt bidrag.

Løsningsmodel 3 vil ikke kun styrke den frivillige sektor og støtte frivillige i Europa; den indeholder også alle de elementer, som er nødvendige for at sikre, at frivillige reelt bidrager til humanitære hjælpeaktioner i tredjelande og dermed bidrager til den samlede virkning og kvalitet af den humanitære bistand.

Omkostningerne til gennemførelse af løsningsmodel 3 vil beløbe sig til 210 mio. EUR i perioden 2014-2020.

Løsningsmodel 4

Den omstændighed, at de enkelte moduler i denne løsningsmodel forvaltes direkte af Kommissionen, vil betyde følgende: Det vil indebære det samme kontrolniveau for Kommissionen som under løsningsmodel 3 med hensyn til kontrol af uddannelsen af frivillige og oprettelsen af et register. Hvad angår udsendelse vil Kommissionen eller agenturet kontrollere den endelige udvælgelse og placering af de frivillige, som efter udvælgelse vil blive tilknyttet humanitære bistandsprojekter i marken. Den indflydelse, som Kommissionen kan have på EU's synlighed og "markedsføringen" af volontørkorpset, vil være den samme som under løsningsmodel 3.

Løsningsmodel 4 vil betyde en ændring i forvaltningen af den finansielle støtte til frivillige i volontørkorpset sammenlignet med støtten til de hjælpearbejdere, som i dag finansieres gennem partnere i forbindelse med EU's humanitære bistand. Ændringen vil medføre yderligere administrative omkostninger til menneskelige ressourcer for Kommissionen. Kommissionens tjenestegrene forventes ikke at kunne opnå de samme effektivitetsgevinster og udføre det samme opsøgende arbejde med henblik på udsendelse af frivillige i marken, og humanitære partnerorganisationer vil sandsynligvis føle et mindre samlet "ejerskab", som kan forhindre en effektiv udsendelse og mindske incitamentet til at øge kvaliteten af det frivillige humanitære arbejde. Til opvejning heraf vil det være hensigtsmæssigt at udvikle en stærk, intern forvaltningsstruktur og daglige forbindelsesarrangementer for at sikre en god integrering af volontørkorpset i formidlingen af EU's humanitære bistand. Det må antages, at den hastighed, hvormed omfanget af volontørkorpsets aktiviteter kan vokse, vil være noget lavere med løsningsmodel 4.

I betragtning af den begrænsede "absorptionskapacitet" er det samtidig sandsynligt, at det med denne forvaltningsmetode bliver vanskeligt at levere et stigende antal udsendelsesmuligheder. Hvis antallet af udsendelser falder, vil det medføre færre fordele for værtssamfundene og for den overordnede kapacitet i sektoren. Den direkte og centraliserede forvaltning kan desuden mindske EU-borgernes muligheder for adgang til og deltagelse i frivilligt arbejde.

Hvis omkostningerne til gennemførelse af løsningsmodel 4 skal holdes inden for budgetgrænserne i den flerårige finansielle ramme for perioden 2014-2020 (210 mio. EUR), vil 60 % færre frivillige blive udsendt.

Sammenligning af løsningsmodellerne

Ved sammenligning af de fire løsningsmodeller bør der tages hensyn til, at ambitionsniveauet eller indsatsens omfang øges fra model til model, fra den minimalistiske løsningsmodel 1 til løsningsmodel 4 med direkte forvaltning. Sammenligningen af valgmulighederne er foretaget ved at vurdere, hvor meget mere de omfattende løsningsmodeller bidrager til de specifikke mål. Denne vurdering kan derefter sammenholdes med de højere omkostninger, der er forbundet med de mere omfattende løsninger. Løsningsmodellernes forskellige omfang medfører desuden forskellige risici i løbet af den faktiske gennemførelse.

Tabellen nedenfor opsummerer sammenligningen af løsningsmodellerne. Der er anvendt et karaktersystem med karaktererne +, ++ eller +++ (lille, mellem eller stor positiv virkning). Det skal bemærkes, at hvis karakteren er angivet i parentes (), betyder det, at vurderingen er forbundet med større usikkerhed (hvilket bl.a. er forbundet med de påviste risici). I tabellen er de samlede gennemførelsesomkostninger for de fire løsningsmodeller desuden angivet, således at der kan foretages en omtrentlig vurdering af omkostningseffektiviteten.

|| Reference-scenarium || Løsnings-model 1 || Løsnings-model 2 || Løsnings-model 3 || Løsnings-model 4

Specifikke mål || || || || ||

At forbedre EU's evne til at yde humanitær bistand || (+) || (+) || ++ || +++ || ++

At forbedre de frivilliges færdigheder, kompetencer og arbejdsvilkår || (+) || (+) || ++ || +++ || ++

At øge synligheden af EU's humanitære værdier || (+) || (+) || + || +++ || +++

At opbygge kapacitet i værtsorganisationerne i tredjelande || - || - || + || +++ || +++

At styrke sammenhængen blandt medlemsstaterne for at forbedre EU-borgernes muligheder for at deltage i humanitære hjælpeaktioner || - || (+) || (++) || ++ || (+)

At styrke kriterierne for udpegning og udvælgelse af frivillige || + || ++ || ++ || +++ || +++

Gennemførelsesomkostninger 2014-2020 || || 3 mio. EUR || 52 mio. EUR || 210 mio. EUR || 212 mio. EUR

Antal udsendte frivillige || - || - || - || 9 604 || 7 045

Konklusionen er, at løsningsmodel 1's indvirkning på målene vil være begrænset og afhænge af, i hvor høj grad de fælles regler anvendes, og i hvor høj grad de frivillige organisationer tilslutter sig certificeringsmekanismerne. Løsningsmodel 2 vil forbedre de frivilliges kvalifikationer og skabe betingelser for mere effektive udsendelser og et større bidrag fra frivillige i sektoren for humanitær bistand. Der vil dog ikke være nogen garanti for, at de færdigheder, som de frivillige opnår, reelt bliver anvendt til fordel for lokalbefolkningen. Løsningsmodel 3 vil ikke kun styrke den frivillige sektor og støtte frivillige i Europa; den indeholder også alle de elementer, som er nødvendige for at sikre, at frivillige reelt bidrager til humanitære hjælpeaktioner i tredjelande og dermed bidrager til den samlede virkning og kvalitet af den humanitære bistand. Løsningsmodel 4 vil medføre langt højere omkostninger og et begrænset antal udsendelsesmuligheder på grund af forvaltningsmæssige begrænsninger og indebærer, at de muligheder, som er forbundet med gennemførelse via en partnerskabstilgang, går tabt.

Derfor er løsningsmodel 3 den foretrukne løsningsmodel.

Ordninger med henblik på kontrol og evaluering

Kontrol

Programmets resultater med hensyn til målenes opfyldelse vil blive fulgt via et stående kontrolsystem. Systemet vil blive baseret på en række data, som løbende indsamles og vurderes af gennemførelsesorganet.  Kontrolsystemet vil gøre det muligt at kontrollere opfyldelsen af ordningens operationelle mål, vil give indikationer af, om de specifikke mål er blevet opfyldt, og vil vise, hvordan programmets gennemførelse kan tilpasses i lyset af de opnåede erfaringer.

Evaluering

Der foretages en midtvejsevaluering af ordningen tre år efter, at aktiviteterne reelt er blevet påbegyndt. Der forventes en endelig evaluering ved programmets afslutning. Der kan når som helst i løbet af ordningens gennemførelse iværksættes yderligere evalueringsundersøgelser af specifikke dele af ordningen, hvis det viser sig at være nødvendigt at tilpasse eller ændre en given del af ordningen.