Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om midlertidig fravigelse fra Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet /* COM/2012/0697 final - 2012/0328 (COD) */
BEGRUNDELSE Ved mødet i Organisationen for International
Civil Luftfart (ICAO) den 9. november 2012 blev der gjort store fremskridt mod
målet om at nå en global regulering af emissioner fra luftfarten. Nærværende forslag til en afgørelse har til
formål at bidrage til denne positive udvikling og øge chancerne for et godt
resultat af ICAO-Forsamlingen i 2013 hvad angår udviklingen af en global
markedsbaseret foranstaltning og vedtagelsen af en ramme, der skal gøre det
nemmere for staterne at anvende markedsbaserede foranstaltninger på det
internationale luftfartsområde. Afgørelsen vil så at sige sætte uret i stå ved
midlertidigt at udsætte håndhævelsen af luftfartøjsoperatørernes forpligtelser
med hensyn til flyvninger ind og ud af EU under EU's emissionshandelsordning
(ETS). Dette forslag viser således EU's stærke politiske engagement i at lette
og fremme ICAO's positive konklusioner. Afgørelsen, der er en midlertidig fravigelse
fra direktivet om emissionshandelsordningen, skal sikre, at der ikke gribes ind
over for luftfartsoperatører, som ikke lever op til dette direktivs krav om
rapportering og overholdelse for flyvninger ind og ud af EU, der er opstået før
den 1. januar 2014. Betingelsen er, at de enten ikke har modtaget eller har
returneret de gratis kvoter, som de har fået tildelt til sådanne aktiviteter i
2012 til eller fra flyvepladser uden for EU og områder med nære økonomiske
forbindelser til EU og en fælles klimaforpligtelse. Ordentlig overvågning,
rapportering og verifikation af emissioner fra disse flyvninger vil blive hilst
velkommen, men manglende rapportering af sådanne emissioner vil ikke blive mødt
med sanktioner. Direktivet gælder fortsat for flyvninger
mellem flyvepladser inden for EU og områder med nære økonomiske forbindelser
til EU og en fælles klimaforpligtelse. Alle luftfartsoperatører, som har
foretaget luftfartsaktiviteter, der falder inden for direktivets område, mellem
sådanne flyvepladser i 2011 og 2012, vil følgelig skulle opfylde kravene til
overvågning, rapportering og verifikation af emissioner. Alle
luftfartsoperatører, der foretog disse flyvninger i 2012, skal inden den 30.
april 2013 returnere kvoter eller internationale kreditter med hensyn til
emissioner fra disse flyvninger. Denne afgørelse gør det muligt for ICAO at gøre
yderligere fremskridt ved næste forsamling i september 2013. Hvis der bliver
gjort klare og tilstrækkelige fremskridt ved ICAO-Forsamlingen, vil
Kommissionen fremsætte flere passende lovforslag. Artikel 25a i direktivet gør
det muligt at foretage ændringer for de luftfartsaktiviteter, som er omfattet
af krav, der opstår efter den 1. januar 2014. Luftfartsoperatører, der har til
hensigt at foretage flyvninger til og fra flyvepladser inden for EU, bør være
opmærksomme på, at hvis disse ændringer ikke bliver foretaget, vil de fra 2013
og fremefter være ansvarlige for emissioner fra flyvninger til og fra disse
flyvepladser. De gratis kvoter for emissioner i 2013, der bliver tildelt inden
februar 2013, vil ligeledes kunne ændres, hvis der vedtages foranstaltninger i
henhold til artikel 25a. Andre krav i forbindelse med de pågældende
flyvninger forbliver uændrede, og auktionsprocenten forbliver 15 % som
fastsat i direktivet. Som følge heraf vil et lavere antal luftfartskvoter blive
bortauktioneret i 2012, hvilket afspejler det forholdsmæssigt lavere antal
kvoter, som er i omløb. For at fremme de internationale drøftelser
yderligere og sikre, at EU fortsat går forrest i denne proces, er det vigtigt,
at Europa-Parlamentet og Rådet hurtigt – og ideelt set inden marts 2013 - når
til enighed om dette forslag. Kommissionen bekræfter, at den så længe
lovgivningsprocessen ikke er afsluttet, ikke vil forlange, at medlemsstaterne
håndhæver bestemmelserne om emissioner fra flyvninger til eller fra
flyvepladser uden for EU eller områder med nære økonomiske forbindelser til EU,
over for luftfartsoperatører, som enten ikke har modtaget gratis kvoter for
2012 eller har returneret disse til den rette konto. 2012/0328 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE om midlertidig fravigelse fra
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med
kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet (EØS-relevant tekst) EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget, efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1) Organisationen for
International Civil Luftfart har gjort betydelige fremskridt mod udvikling af
en global markedsbaseret foranstaltning og mod vedtagelsen af en ramme ved
ICAO-Forsamlingen i 2013, der skal gøre det lettere for staterne at indføre
markedsbaserede foranstaltninger for emissioner fra international luftfart. (2) For at fremme denne proces
bør håndhævelsen af de krav, der opstår før ICAO-Forsamlingen i 2013, for
flyvninger til og fra flyvepladser uden for EU og områder med nære økonomiske
forbindelser til EU og en fælles klimaforpligtelse[1], udskydes. Der bør derfor ikke
gribes ind over for luftfartsoperatører med hensyn til de krav til rapportering
af verificerede emissioner og den tilhørende returnering af kvoter fra
flyvninger til og fra de omtalte flyvepladser, der opstår før den 1. januar
2014 i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13.
oktober 2013 om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i
Fællesskabet[2].
Luftfartsoperatører, som fortsat ønsker at opfylde kravene, bør have mulighed
herfor. (3) For at undgå konkurrenceforvridning
bør denne fravigelse kun gælde for de luftfartsoperatører, som enten ikke har
modtaget eller har returneret alle de gratis kvoter, der er blevet tildelt for
de omtalte aktiviteter i 2012. Af samme årsag bør disse kvoter ikke tages i
betragtning, når tilladelser til at anvende internationale kreditter beregnes
inden for rammerne af direktiv 2003/87/EF. (4) Kvoter, der ikke tildeles
disse operatører, eller som bliver returneret, bør annulleres. Antallet af
kvoter til luftfarten, som bortauktioneres, skal være i overensstemmelse med
artikel 3d, stk. 1), i direktiv 2003/87/EF. VEDTAGET DENNE AFGØRELSE: Artikel 1 Uanset artikel 16 i direktiv 2003/87/EF
pålægger medlemsstaterne ikke luftfartsoperatørerne sanktioner med hensyn til
de krav, der opstår før den 1. januar 2014, i henhold til artikel 12, stk. 2a,
og artikel 14, stk. 3, i direktiv 2003/87/EF, i tilfælde hvor disse
luftfartsoperatører enten ikke er blevet tildelt gratis kvoter for 2012 for
luftfartsaktivitet til eller fra flyvepladser i lande uden for EU, der ikke er
medlem af EFTA, områder, der hører under EØS' medlemsstater, eller lande, som
har undertegnet en tiltrædelsestraktat med EU, eller er blevet tildelt kvoter
og har returneret et tilsvarende antal kvoter til medlemsstaterne til annullering. Artikel 2 Medlemsstaterne annullerer alle kvoter for
2012 for flyvninger til eller fra de flyvepladser, der er nævnt i artikel 1,
som enten ikke er blevet tildelt, eller som er blevet tildelt, men returneret
igen. Artikel 3 Kvoter, som er blevet annulleret i henhold til
artikel 2, tages ikke i betragtning, når tilladelser til at anvende
internationale kreditter beregnes inden for rammerne af direktiv 2003/87/EF. Artikel 4 Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den […]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand [1] Herunder EFTA-landene og lande, som har undertegnet en
tiltrædelsestraktat med EU, samt områder, der hører under EØS' medlemsstater. [2] EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32.