52012PC0383

Forslag til RÅDETS FORORDNING om ændring af forordning (EU) nr. 44/2012, for så vidt angår fiskerimulighederne for lodde i grønlandske farvande /* COM/2012/0383 final - 2012/0187 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           BAGGRUND FOR FORSLAGET

I Rådets forordning (EU) nr. 44/2012[1] fastsættes for 2012 fiskerimulighederne i EU-farvande og for EU-fartøjer, i visse andre farvande for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler. Fiskerimulighederne ændres som regel adskillige gange i løbet af den periode, de er fastsat for.

2.           RESULTATER AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

Ikke relevant.

3.           FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

De foreslåede ændringer tager sigte på at ændre ovennævnte forordning i henhold til følgende:

Lodde i grønlandske farvande

I henhold til artikel 5, stk. 3, i Rådets forordning (EU) nr. 44/2012 skal Kommissionen fastsætte den kvote for lodde, som er tilgængelig for Unionen i de grønlandske farvande i ICES-område V og XIV. I henhold til denne artikel og på grundlag af den tildeling, som Grønland fastsatte i fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side og den dertilhørende protokol, tildeles Unionen 7,7 % af den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for lodde i grønlandske farvande i ICES-område V og XIV. Kommissionen har modtaget meddelelse fra de grønlandske myndigheder om, at Grønland vil tildele Unionen pm tons i henhold til den andel, der angives i protokollen, for fiskeri indtil den 30. april 2013.

I forbindelse med vedtagelsen af forordning (EU) nr. 44/2012 den 17. januar 2012 fremsatte Kommissionen en erklæring vedrørende lodde, der fanges i grønlandske farvande i område V og XIV, og gav tilsagn om at indlede drøftelser med medlemsstaterne om mulig tildeling af de af Grønland tilbudte fiskerimuligheder for lodde inden for rammerne af fiskeripartnerskabsaftalen mellem EU og Grønland og i protokollen til aftalen.

I betragtning af at ingen EU-fartøjer udøvede målrettet fiskeri efter lodde i henhold til fiskeripartnerskabsaftalen med Grønland mellem 2004 og 2010, og i lyset af, at kun Danmark udøvede fiskeri inden for den ikke-tildelte kvote i 2011, foreslår Kommissionen at bruge 1998-2003 som referenceperiode for tildeling af kvoten mellem medlemsstaterne.

Med hensyn til de årlige fiskerisamråd mellem Den Europæiske Union og Norge for 2012 og navnlig Den Europæiske Unions tilsagn om at tildele Norge yderligere 20 000 tons lodde ud over den normale tildeling, så snart der igen er lodde til rådighed i grønlandske farvande, bør Unionen overføre fiskemuligheder for pm tons fra Unionens kvote.

2012/0187 (NLE)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om ændring af forordning (EU) nr. 44/2012, for så vidt angår fiskerimulighederne for lodde i grønlandske farvande

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen[2],

ud fra følgende betragtninger:

(1)       Ifølge fiskeripartnerskabsaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og den danske regering og det grønlandske landsstyre på den anden side[3] samt protokollen hertil[4] skal Unionen tildeles 7,7 % af den samlede tilladte fangstmængde (TAC) for lodde i grønlandske farvande i ICES-område V og XIV.

(2)       Ved Rådets forordning (EU) nr. 44/2012[5] blev for perioden fra 1. januar-30. april 2012 fastsat en midlertidig kvote for Unionen, hvad angår loddebestanden i disse grønlandske farvande, men der fastsattes ingen specifikke tildelinger mellem medlemsstaterne.

(3)       Den … modtog Unionen meddelelse fra de grønlandske myndigheder om, at TAC for lodde i grønlandske farvande i ICES-område V og XIV var blevet fastsat til … tons for perioden 1. maj 2012 – 30. april 2013. Unionens kvote for denne periode bør derfor fastsættes til pm tons.

(4)       Inden for rammerne af det årlige fiskerisamråd mellem Unionen og Norge har Unionen givet tilsagn om at tildele Norge en yderligere mængde på 20 000 tons lodde i grønlandske farvande i ICES-område V og XIV for 2012. Denne mængde bør tages fra den kvote, som er til rådighed for Unionen i disse farvande.

(5)       Endvidere bør Unionens kvote fordeles mellem medlemsstaterne. Eftersom ingen af Unionens fartøjer gennemførte fiskeriaktiviteter målrettet lodde inden for rammerne af fiskeripartnerskabsaftalen med Grønland mellem 2004 og 2010, og at der i 2011 kun var en medlemsstat, som udnyttede den ufordelte kvote, som var til rådighed for Unionen, bør referenceperioden for tildeling af EU-kvoten blandt medlemsstaterne være perioden 1998-2003.

(6)       Tildelingen af EU-kvoten mellem medlemsstaterne overskrider de gennemførelsesbeføjelser, der er tillagt Kommissionen ved artikel 5, stk. 3, i forordning (EU) nr. 44/2012. For at undgå at bestemmelserne deles op i henholdsvis Kommissionens og Rådets retsakter, bør Unionens kvote og fordelingen af den mellem medlemsstaterne fastsættes i denne forordning.

(7)       De fangstbegrænsninger for lodde, der indføres ved denne forordning, bør gælde fra den 1. maj 2012. En sådan anvendelse med tilbagevirkende kraft berører ikke retssikkerhedsprincippet eller princippet om beskyttelsen af berettiget forventning, idet de pågældende fiskerimuligheder endnu ikke er opbrugt. Eftersom fangstbegrænsningerne har indvirkning på de økonomiske aktiviteter og planlægningen af EU-fiskerflådens fangstsæson, bør denne forordning træde i kraft umiddelbart efter offentliggørelsen.

(8)       Forordning (EU) nr. 44/2012 bør ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1 Ændringer i forordning (EU) nr. 44/2012

Bilag IB til forordning (EU) nr. 44/2012 ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2 Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra den 1. maj 2012.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

                                                                       På Rådets vegne

                                                                       Formand

BILAG

I bilag I B til forordning (EU) nr. 44/2012 affattes oplysningerne om lodde i grønlandske farvande i ICES-område V og XIV således:

"Art: || Lodde Mallotus villosus || Område: || grønlandske farvande i V og XIV (CAP/514GRN)

Danmark || pm || ||

Det Forenede Kongerige || pm ||

Sverige || pm ||

Tyskland || pm ||

Alle medlemsstater || pm || (1) (2)

EU || pm || (3) (4) ||

TAC || Ikke relevant || ||

(1) Undtagen medlemsstater, som tildeles mere end 10 % af Unionens kvote. (2) De medlemsstater, som er tildelt en egen kvote, må ikke udnytte kvoten for alle medlemsstater, før de har udtømt deres egen kvote. (3) Hvoraf 20 000 tons tildeles Norge. (4) Der må udøves fiskeri indtil den 30. april 2013, uanset artikel 1, stk. 2, litra a), i denne forordning."

[1]               Rådets forordning (EU) nr. 44/2012 af 17. januar 2012 om fastsættelse for 2012 af fiskerimuligheder i EU-farvande og for EU-fartøjer, i visse andre farvande for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande, der er omfattet af internationale forhandlinger eller aftaler (EUT L 25 af 27.1.2012, s. 55-147).

[2]               [Henvisning til EUT].

[3]               EUT L 172 af 30.6.2007, s. 4.

[4]               EUT L 172 af 30.6.2007, s. 9.

[5]               EUT L 25 af 27.1.2012, s. 55.