52012PC0024

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om fastlæggelse af den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO) til anmodningen om en WTO-undtagelse for yderligere autonome handelspræferencer tildelt Pakistan af Den Europæiske Union /* COM/2012/024 final - 2012/0008 (NLE) */


BEGRUNDELSE

1.           FORSLAGETS MÅLSÆTNING

Formålet med dette forslag er at fastlægge den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO) til anmodningen om en WTO-undtagelse med hensyn til yderligere autonome handelspræferencer tildelt Pakistan af EU, således at EU kan tilslutte sig en konsensus om vedtagelsen af en sådan anmodning om en undtagelse.

Den 14. oktober 2010 vedtog Kommissionen et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af hastende autonome handelspræferencer for Pakistan som svar på Det Europæiske Råds opfordring på mødet den 16. september 2010, efter at Pakistan var blevet ramt af ødelæggende oversvømmelser af hidtil ukendt omfang. Drøftelserne af dette forslag i Europa-Parlamentet og Rådet vil snart blive genoptaget.

For at gøre det muligt for EU at indrømme præferencer ved behandlingen af import med oprindelse i Pakistan, uden at skulle indrømme samme præferentielle behandling til lignende produkter fra alle andre WTO-medlemslande, skal WTO vedtage en undtagelse, der midlertidigt ophæver visse WTO-forpligtelser, der ellers ville være gældende. Den 18. november 2010 forelagde EU WTO en anmodning om i fornødent omfang at indrømme en undtagelse fra bestemmelserne i GATT 1994, artikel I, stk. 1 og artikel XIII, (dokument G/C/W/640) og den 26. oktober 2011 en revideret anmodning om undtagelse (dokument G/C/W/640.Rev1). Da der stadig finder bilaterale drøftelser sted om denne anmodning om undtagelse med nogle WTO-medlemmer, vil der i rette tid blive fremsendt en anden revideret anmodning om undtagelse.

2.           FORSLAGETS RETSGRUNDLAG

Ved artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er det fastsat, at når en afgørelse med retsvirkning skal træffes af et organ nedsat ved en international aftale, vedtager Rådet på forslag af Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en afgørelse om, hvilken holdning der skal indtages på Unionens vegne. Indrømmelse af en undtagelse med hensyn til forlængelse af yderligere autonome handelspræferencer tildelt Pakistan af Den Europæiske Union falder ind under denne bestemmelse, da beslutningen træffes af et organ, der er nedsat ved en international aftale (WTO's Almindelige Råd eller ministerkonference), som påvirker Den Europæiske Unions rettigheder og forpligtelser.

2012/0008 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om fastlæggelse af den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO) til anmodningen om en WTO-undtagelse for yderligere autonome handelspræferencer tildelt Pakistan af Den Europæiske Union

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207, stk. 4, første afsnit, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den Europæiske Union er i øjeblikket i gang med at vedtage lovgivning om indrømmelse af yderligere autonome handelspræferencer til fordel for Pakistan. Hvis der ikke i fornødent omfang foreligger en undtagelse fra Den Europæiske Unions forpligtelser i henhold til artikel I, stk. 1, og artikel XIII i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT 1994), vil det være nødvendigt at udvide behandlingen med yderligere autonome handelspræferencer til at omfatte alle andre medlemmer af Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det er derfor hensigtsmæssigt i fornødent omfang at søge at opnå en undtagelse fra artikel I, stk. 1, og artikel XIII i GATT 1994 i henhold til artikel IX, stk. 3, i Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen.

(2) Den Europæiske Union indsendte oprindeligt en sådan anmodning den 18. november 2010, derefter en revideret anmodning den 26. oktober 2011, og WTO's Almindelige Råd skal behandle denne.

(3) Det er derfor hensigtsmæssigt at fastlægge, hvilken holdning Den Europæiske Unions skal indtage i WTO's Almindelige Råd med hensyn til denne anmodning.

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, som Den Europæiske Union skal indtage i Det Almindelige Råd under Verdenshandelsorganisationen (WTO), skal være at godkende WTO-undtagelsen med hensyn til yderligere autonome handelspræferencer tildelt Pakistan af Den Europæiske Union.

Holdningen tilkendegives af Kommissionen.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30.1.2012.

                                                                       På Rådets vegne

                                                                                                                                              Formand