7.3.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 68/30

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 om "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (COM(2011)0637 - SEC(2011)1172 - SEC(2011)1173),

—

der henviser til Rådets konklusioner vedrørende "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring" (1),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. oktober 2011 om "EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande" (COM(2011)0638),

—

der henviser til Rådets konklusioner vedrørende "EU's fremtidige tilgang til budgetstøtte til tredjelande" (2),

—

der henviser til Rådets konklusioner vedrørende udviklingsvenlig politikkohærens (3),

—

der henviser til den fælles meddelelse af 12. december 2011 med titlen 'Menneskerettigheder og demokrati i centrum for EU's optræden udadtil - en mere effektiv tilgang' (COM(2011)0886),

—

der henviser til den fælles erklæring af 20. december 2005 fra Rådet og repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer forsamlet i Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen om Den Europæiske Unions udviklingspolitik: "Den europæiske konsensus" (4),

—

der henviser til Pariserklæringen af 2. marts 2005 om bistandseffektivitet: ejerskab, harmonisering, tilpasning, resultatbaseret forvaltning og gensidigt ansvar (5),

—

der henviser til Accra-handlingsprogrammet af 4. september 2008 (6),

—

der henviser til Busan-partnerskabet for effektivt udviklingssamarbejde, som blev vedtaget den 1. december 2011 (7),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 28. februar 2007 om en "EU-adfærdskodeks om arbejdsdeling i udviklingspolitik" (COM(2007)0072),

—

der henviser til Kommissionens forslag til Rådets direktiv om en fælles ordning for beskatning af finansielle transaktioner og om ændring af direktiv 2008/7/EF (COM(2011)0594),

—

der henviser til alle de forpligtelser, som det internationale samfund har påtaget sig på udviklings- og samarbejdsområdet inden for rammerne af FN og de øvrige kompetente internationale organisationer, og som EU og medlemsstaterne har tilsluttet sig,

—

der henviser til sin beslutning af 15. juni 2010 om de fremskridt, der gøres med hensyn til opfyldelse af 2015-målene: midtvejsrevision som forberedelse til FN's møde på højt niveau i september 2010 (8),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2011 om forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde: erfaringer og fremtidsperspektiver (9),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik (10),

—

der henviser til sin beslutning af 27. september 2011 om en EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer (11),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2011 om det 4. forum på højt niveau om bistandseffektivtet (12),

—

der henviser til DAC’s peer review-undersøgelse af EU’s udviklingspolitikker og -programmer, offentliggjort den 24. april 2012 af OECD's Komité for Udviklingsbistand, (DAC) (13),

—

der henviser til sin beslutning af 5. juli 2011 om EU's budgetstøtte til udviklingslande i fremtiden (14),

—

der henviser til udtalelse fra Regionsudvalget af 16. februar 2012 (15),

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Udviklingsudvalget (A7-0234/2012),

A.

der henviser til, at fattigdomsbekæmpelse og på sigt fattigdomsudryddelse i henhold til Lissabontraktaten er hovedformålet med EU's udviklingspolitik;

B.

der henviser til, at den europæiske konsensus om udvikling, som Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet har undertegnet, er gældende EU-ret; minder om betydningen og rækkevidden af dette dokument, som sikrer den europæiske køreplan vedrørende udvikling samt de resultater og retningslinjer, der følger heraf;

C.

der henviser til, at 2015 er fristen for opfyldelse af 2015-målene;

D.

der henviser til, at dagsordenen for forandring bør tilvejebringe løsninger for en verden, der har forandret sig grundlæggende, og i hvilken kløften mellem rige og fattige i alle lande bliver større og større, navnlig i udviklingslandene;

E.

der henviser til, at globaliseringen, skønt den er en vigtig kilde til rigdom, navnlig i mellemindkomstlande, ikke i tilstrækkeligt omfang har bidraget til at mindske usikkerheden, for ikke at tale om fattigdommen, hvilket nøgternt anskueliggøres af stigningen i antallet (i absolutte tal) af sultende og underernærede i verden, herunder i mange mellemindkomstlande;

F.

der henviser til, at det af Kommissionens meddelelse fremgår, at respekt for menneskerettighederne og god regeringsførelse fortsat er forudsætninger for udvikling; der henviser til, at dette indbefatter behovet for at finde passende foranstaltninger og vilkår, der svarer til omstændighederne i det enkelte land, således at typen og niveauet af udviklingssamarbejde udformes til at passe til hvert enkelt partnerlands konkrete situation, herunder dets evne til at gennemføre reformer;

G.

der henviser til, at udviklingssamarbejde består i at fremme den menneskelige udvikling og opfyldelse af menneskers behov i alle henseender, også i kulturel henseende;

H.

der henviser til, at styrkelse af synergier og etablering af en strategisk sammenhæng mellem humanitær bistand og udviklingsbistand er en nødvendig forudsætning for at udvikle modstandskraft og igangsætte en bæredygtig udviklingsproces i skrøbelige lande eller lande, der befinder sig i en overgangsfase, hvis befolkninger er blandt de fattigste og mest sårbare;

I.

der henviser til, at et af Unionens mål i henhold til artikel 2, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union, er at fremme en bæredygtig social markedsøkonomi, og at denne tilgang også gælder for udviklingspolitikken og naboskabspolitikken;

J.

der henviser til, at gennemførelsen af udviklingspolitikken ifølge Lissabontraktaten bør være sammenhængende, og at foranstaltningerne til fremme af den økonomiske vækst i udviklingslandene først og fremmest bør bidrage til bekæmpelse af fattigdom og udstødelse, navnlig ved at skabe adgang til uddannelse og sundhedspleje;

K.

der henviser til, at det er nødvendigt at afvise ethvert forsøg på at udvide ODA-definitionen, som er beregnet til at omfatte "hele Unionen" og "ODA-plus"-tilgangene, som for nylig er blevet foreslået af Kommissionen, samt poster, der ikke vedrører bistand, som f.eks. finansielle strømme, militærudgifter, gældseftergivelse, og navnlig eftergivelse af eksportkreditter, og penge anvendt i Europa på studerende og flygtninge;

L.

minder om Kommissionens vilje til at indstille den offentlige udviklingsbistand til mellemindkomstlande inden for rammerne af differentieringen som forudset i dagsordenen for forandring;

M.

der henviser til, at gennemførelsen af Europa 2020-strategien og andre interesser i Den Europæiske Union inden for Unionens foranstaltninger udadtil, eftersom målet med dagsordenen for forandring som foreslået af Kommissionen er at styrke virkningen af den aktuelle udviklingspolitik, bør planlægges i overensstemmelse med målene for udviklingspolitikken;

N.

der henviser til, at der på internationalt plan - især inden for G20 - er et demokratisk underskud i beslutningsstrukturerne, som er baseret på en styreform, der udelukker de fattigste udviklingslande;

O.

der henviser til Kommissionens analyse af de aktuelle mangler i udviklingspolitikken (fragmentering af bistanden og overlapning, som opstår, fordi arbejdsdelingen blandt donorerne er langt fra optimal);

P.

der henviser til, at den nye dagsorden indeholder et begrænset antal prioriteter med henblik på bedre at kunne imødegå de nye udfordringer, herunder virkningen af den finansielle krise, klimaforandringerne, energiproblemerne og de tilbagevendende fødevarekriser;

1.

mener, at dagsordenen for forandring er nyskabende, idet den bl.a. fokuserer på anvendelse af budgetstøtte, kombination af gavebistand og lån samt fremme af den private sektor; mener, at anvendelsen af disse mekanismer hovedsagelig bør bidrage til at få borgerne i udviklingslandene ud af fattigdom og bistandsafhængighed samt til udbredelse og anvendelse af principperne for god administrativ og skattemæssig forvaltning;

2.

bifalder, at Rådet i sine konklusioner af 14. maj 2012 har taget hensyn til både de grundlæggende principper, der ligger bag EU's udviklingssamarbejde, og til nogle af de holdninger, Europa-Parlamentet har givet udtryk for i sine nylige beslutninger vedrørende udviklingssamarbejde;

3.

beklager dybt manglen på politisk dialog mellem de institutionelle aktører, hvilket er særdeles skadeligt for udviklingsvenlig politikkohærens; beklager i denne forbindelse dybt, at Kommissionens meddelelse ikke indeholdt forslag til gennemførelse af udviklingsvenlig politikkohærens i praksis ved at knytte udviklingsbistanden sammen med andre af EU's politikområder, navnlig EU's handels-, landbrugs- og fiskeripolitik; er i den forbindelse enig i Rådets bemærkning om, at et tæt samarbejde mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen er nødvendigt for at sikre bedre sammenhæng mellem EU's foranstaltninger udadtil og udviklingsvenlig politikkohærens;

4.

bemærker, at det er foreslået, at blandingsmekanismen, som det ser ud nu, skal blande offentlig gavebistand med lån fra finansielle institutioner og andre risikodelingsmekanismer på et tidspunkt, hvor finanskrisen medfører budgetstramninger på udviklingsområdet; anmoder derfor Kommissionen om at fremlægge klar information om, hvordan denne mekanisme tjener hensigten om en udviklingspolitik, der er baseret på ODA-kriterierne, og hvordan Parlamentets kontrolbeføjelse vil blive udøvet;

5.

bemærker Kommissionens hensigt om at fremme "inklusiv og bæredygtig vækst til støtte for menneskelig udvikling", men beklager, at dokumentet ikke indeholder nogen henvisning til behovet for at fremme en bedre omfordeling; understreger, at det nye instrument set ud fra et udviklingsperspektiv ikke bør have nogen andre mål end fattigdomsbekæmpelse og bekæmpelse af ulighed; advarer om, at et fokus udelukkende på økonomisk vækst og for stor tillid til effekten af automatisk omfordeling af udviklingen i den private sektor kan føre til ubalanceret og ikke-inklusiv vækst uden nogen reel virkning på fattigdomsbekæmpelse; anmoder EU om at genoverveje denne politik til fordel for bæredygtige udviklingspolitikker, herunder handel og omfordeling af rigdom og social retfærdighed, med henblik på at forbedre leve- og arbejdsvilkårene for hele befolkningen, både i byområder og landdistrikter;

6.

mener, at etablering af mikrovirksomheder og SMV'er i udviklingslande med henblik på at fremme iværksætterånden og udviklingen af den private sektor ud fra en finansiel, lovgivningsmæssig, administrativ og social synsvinkel er altafgørende for skabelsen af et favorabelt erhvervsklima i udviklingslandene; mener, at EU bør fokusere på at mindske overdrevne lovgivningsmæssige byrder på SMV'er og mikrovirksomheder og i denne forbindelse tilskynde til og i højere grad styrke adgangen til mikrokredit og mikrofinansiering;

7.

mener, at dagsordenen for forandring bør medføre et reelt politikskifte ved at fokusere på virkeliggørelsen af befolkningens individuelle og kollektive rettigheder i udviklingslandene, som fastsat i verdenserklæringen om menneskerettigheder, den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, erklæringen om retten til udvikling samt traktater om miljøbeskyttelse;

8.

mener, at effektive jordrettighedssystemer i udviklingslandene er altafgørende for at udrydde fattigdom og skabe et retfærdigt og rummeligt samfund; mener med dette for øje, at et af formålene med dagsordenen for forandring bør være at sikre, at der eksisterer sikre jordrettighedssystemer i udviklingslandene, og at de derefter overvåges;

9.

bekræfter i denne forbindelse på ny sit engagement til fordel for social integration samt beslutningen om at afsætte mindst 20 % af den samlede EU-bistand til grundlæggende sociale ydelser, som fastlagt af FN i 2015-målene;

10.

bemærker, at omkring 82 % af handicappede mennesker i udviklingslandene lever under fattigdomsgrænsen; mener derfor, at det er væsentligt, at dagsordenen for forandring gennemfører artikel 32 i FN-konventionen om handicappedes rettigheder (UNCRPD), der allerede er undertegnet af EU, som anerkender behovet for at gøre internationalt samarbejde tilgængeligt for og omfattende personer med handicap;

11.

indbyder repræsentanter for de nationale parlamenter i EU's medlemsstater til strukturerede årlige møder med Europa-Parlamentet for at sikre kontinuitet i udgifterne til udviklingsbistand og for at styrke udviklingsvenlig politikkohærens;

12.

bemærker, at Kommissionen gør fattigdom til et centralt emne i sin nye differentieringspolitik; bemærker imidlertid, at 70 % af de mennesker, hvis indkomst ligger under fattigdomsgrænsen, bor i mellemindkomstlande, hvoraf mange fortsat er skrøbelige og sårbare, navnlig små østater, der er udviklingslande (SIDS-lande), og beklager derfor dybt, at de fattige i disse lande fortsat mangler adgang til uddannelse, sundhedspleje og andre af de goder, som den interne udvikling har skabt - en situation, som disse stater bærer ansvaret for; opfordrer Kommissionen til at opstille sårbarhedskriterier for gennemførelse af differentieringskonceptet i de fælles programmeringsvejledninger for det nye instrument for udviklingssamarbejde og den 11. EUF, der aktuelt er under drøftelse, og til at tage hensyn til realiteterne hvad angår fattigdom, menneskelig udvikling og uligheder i et land, og ikke kun til den nationale BNI;

13.

opfordrer Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten til at leve op til deres løfte om en "menneskerettighedsbaseret tilgang" i hele udviklingssamarbejdsprocessen;

14.

understreger alle statslige og ikke-statslige aktørers ansvar for at koncentrere deres strategi om udryddelse af fattigdom; understreger på den ene side EU's ansvar for at nå sit mål på 0,7 % senest i 2015 og på den anden side uomgængeligheden af fattigdomsbekæmpelse i vækstlande ved hjælp af midler, der er relevante for deres interne solidaritet; glæder sig i den forbindelse over Rådets konklusioner, der tilskynder Unionen til at fortsætte sin politiske dialog med de mere udviklede lande om fattigdomsbekæmpelse og bekæmpelse af uligheder;

15.

fremhæver vigtigheden af solidaritet mellem generationerne; anmoder i denne forbindelse Kommissionen om at indføre "family mainstreaming" (medtænkning af familiespørgsmål) som et almengyldigt ledende princip for opnåelsen af EU's udviklingsmål;

16.

opfordrer til yderligere udvikling af en klar sammenkobling af nødhjælp, rehabilitering og udvikling, navnlig i lyset af den fortsatte ernæringskrise, og understreger behovet for effektiv og vedvarende bistand gennem en kombination af offentlig-private partnerskaber og virksomheders sociale ansvar; gentager Parlamentets og Rådets opfordring til Kommissionen om at sørge for en klarere og mere fokuseret strategi for ernæring, som tackler forvaltningen af fødevaresikkerhed og mindsker prisudsving for fødevarer, inden udgangen af 2012;

17.

mener, at det er af afgørende betydning at tage fat på problemet med underernæring, da det fortsat er en stor helbredsbyrde i udviklingslandene; opfordrer med dette for øje til konkrete investeringer i fødevarer, sundhed og ernæring i erkendelse af, at nøglen til at udrydde fattigdom og opnå bæredygtig vækst er at forbedre mødres og børns ernæring;

18.

finder det absolut nødvendigt, at mellemindkomstlandene afsætter en stadig større del af deres indtægter til sociale formål, navnlig ved at udvikle skattesystemer og andre systemer til intern omfordeling og social sikring, således at EU gradvist kan reducere omfanget af sine nuværende udviklingsprogrammer til fordel for de fattigste lande og alligevel bibeholde et tæt partnerskab med mellemindkomstlandene, navnlig på det socialpolitiske område;

19.

godkender differentieringskonceptet; anmoder imidlertid Kommissionen om at forhandle sig frem til en køreplan for en gradvis reduktion af den offentlige udviklingsbistand (ODA), når det handler om mellemindkomstlandene, og til i stigende grad at inddrage dem i nord-syd-syd-trepartssamarbejdsordninger; anmoder ligeledes om, at denne gradvise reduktion til hver en tid gennemføres under hensyntagen til princippet om forudsigelighed i bistanden; opfordrer endvidere EU til at overveje metoder til direkte samarbejde med de regionale fattigdomsklynger i mellemindkomstlandene;

20.

finder det hensigtsmæssigt at vurdere behovet for en international konference med deltagelse af BRIKS-landene, som på den ene side fokuserer på den fremtidige finansiering af 2015-målene, og på den anden side fremmer trepartssamarbejdsordninger, der omfatter et donorland fra nord, et vækstland og et udviklingsland; påpeger, at begrebet "udviklingseffektivitet" ikke kun er nyttigt til måling af udviklingsvenlig politikkoheræns, men også giver mulighed for at uddybe dialogen med BRIKS-landene, da dette er det foretrukne begreb blandt nye donorer i udviklingssamarbejdet;

21.

glæder sig over den særlige betydning, som menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet tillægges i dagsordenen for forandring; opfordrer indtrængende EU til i højere grad at tilstræbe reel integration af menneskerettigheder og demokrati i hele udviklingssamarbejdet og sikre, at EU's udviklingsprogrammer bidrager til partnerlandenes overholdelse af deres internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet;

22.

støtter Kommissionens ønske om at yde budgetstøtte til partnerlande, så snart de har forpligtet sig inden for rammerne af en politisk dialog med henblik på at refokusere deres budgetprioriteringer på målsætninger om udvikling af de grundlæggende sociale sektorer; er af den opfattelse, at budgetstøtte bør være tættere knyttet til modtagerlandenes renommé på menneskerettighedsområdet og deres regeringsførelse; gentager sin opfordring til fastsættelse af mere detaljerede kriterier i denne henseende for tildeling af budgetstøtte;

23.

er - til trods for sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed - overbevist om, at EU-budgettet for udvikling bør forblive adskilt fra finansieringen af militære, sikkerhedsrelaterede spørgsmål, som er et indre anliggende;

24.

anmoder Kommissionen om at præcisere sammenhængen mellem udvikling og migration; insisterer på, at udviklingsbudgetter på dette område bør støtte målet om en integreret regional udviklingsplan for de vigtigste immigrationsrelaterede spørgsmål, såsom jobskabelse, installation af infrastruktur til drikkevand, elektricitet, sundhedscentre, skoler osv.;

25.

mener, at den nye strategi for menneskerettigheder, som fokuserer på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder såvel som på de rettigheder, der er lovfæstet i verdenserklæringen om menneskerettighederne, bør have indvirkning på budgetstøttemetoderne; gør sig til fortaler for en positiv og velovervejet konditionalitet på dette område baseret på en dynamisk tilgang - med fokus på at bevare de gevinster, der er opnået efter flere års partnerskab - som skal udfolde sig inden for rammerne af et partnerskab, der er baseret på en politisk dialog om anvendelsen af de forskellige gennemførelsesformer for EU's økonomiske bistand;

26.

opfordrer Kommissionen, Det Europæiske Råd og medlemsstaterne til at være særligt opmærksomme på mindretalsrettigheder og insisterer på, at der indføjes ultimative bestemmelser om menneskerettigheder og ikke-forskelsbehandling i udviklings-programmerne, blandt andet vedrørende forskelsbehandling på grundlag af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering samt forskelsbehandling af personer, der lever med hiv/aids;

27.

er enig i Rådets opfordring til vedtagelse af en rettighedsbaseret tilgang til udvikling, hvorved EU navnlig anerkender retten til universel adgang uden forskelsbehandling til grundlæggende tjenesteydelser, deltagelse i demokratiske politiske processer, gennemsigtighed og ansvarliggørelse samt retfærdighed og retsstatsprincippet, idet der lægges vægt på fattige og sårbare grupper;

28.

beklager imidlertid, at menneskerettighederne i Kommissionens meddelelser hovedsageligt fremstår som en del af en mere overordnet konditionalitet om god regeringsførelse, som synes kun at have "instrumentel" værdi for udvikling; påpeger, at en menneskerettighedsbaseret tilgang til udvikling ikke kan begrænses til konditionaliteter, og at der er behov for en helhedsforståelse af menneskerettigheder, i hvilken der er lige stor opmærksomhed på civile, kulturelle, økonomiske, politiske og sociale rettigheder, og hvor udvikling først og fremmest opfattes som menneskelig udvikling;

29.

minder i denne forbindelse om vigtigheden af, at EU anerkender disse partnerlandes ret til udvikling og donorlandenes forpligtelser, som hidrører fra denne ret;

30.

opfordrer i tråd med det handlingsprogram, der blev vedtaget på den internationale konference om befolkning og udvikling (ICPD), som blev afholdt i Kairo i 1994, Kommissionen til fortsat at støtte en rettighedsbaseret tilgang til befolknings- og udviklingsdagsordenen, navnlig gennem samarbejde med civilsamfundsorganisationer og FN-organisationer som UNFPA;

31.

tilskynder Rådet til at skride til handling i forbindelse med Kommissionens forslag om en velgennemtænkt, effektiv afgift på finansielle transaktioner, som er udformet med henblik på at øge indtægterne for at opfylde inklusive globale udviklingsprioriteter;

32.

minder på det kraftigste Kommissionen og medlemsstaterne om, at den offentlige udviklingsbistand skal forblive rygraden i den europæiske udviklingssamarbejdspolitik med sigte på at udrydde fattigdom; understreger derfor, at innovative udviklingsfinansieringskilder, hvis de skal fremmes bredt, skal være supplerende og anvendes som led i en tilgang til fordel for de fattige, og at de på ingen måde kan benyttes som erstatning for den offentlige udviklingsbistand;

33.

mener, at indførelsen af betingelser for anvendelsen af visse former for ODA-udbetalinger og budgetstøtte bør hænge nøje sammen med solide, operationelle institutioner og demokratisk kontrol af budgetterne af parlamenterne, revisionsretterne, civilsamfundet og de regionale og lokale myndigheder i modtagerlandene samt med garantier fra EU's side om kontinuiteten af og forudsigeligheden i den bistand, der ydes af Unionen; glæder sig over, at Rådet har indføjet disse henstillinger i sine konklusioner; understreger nødvendigheden af at fortsætte og udbrede ordningen med "MDG-kontrakter";

34.

er af den opfattelse, at den officielle ODA-offentliggørelse ikke i tilstrækkelig grad afspejler de midler, der i virkeligheden er til rådighed på området;

35.

understreger nødvendigheden af at styrke den politiske dialog, navnlig mellem de tre EU-institutioner, for at styrke den eksisterende grad af konsensus og engagement med hensyn til vedtagelsen af "den europæiske konsensus om udvikling" i 2005, som fortsat bør udgøre den dogmatiske ramme for udviklingsvenlig politikkoheræns; mener derfor, at det nye program kun kan være et instrument, der er kompatibelt med "konsensussen" og fører til en mere effektiv udviklingspolitik, som tjener det overordnede mål for EU's udviklingssamarbejde, dvs. fattigdomsudryddelse - navnlig via indsatsen for at nå 2015-målene og via den rolle, som sundhed og uddannelse spiller - gennem en bæredygtig udvikling;

36.

ønsker at fastholde konsensussen blandt alle EU's institutioner vedrørende udviklingssamarbejdet som fastsat den 20. december 2005 og anmoder i denne ånd Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om at føje sin underskrift til den europæiske konsensus om udvikling, eftersom Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, som hun er leder af, har et betydeligt ansvar for programmeringen;

37.

mener, at Unionen fuldt ud bør påtage sig det ansvar, der hviler på den som verdens største donor af udviklingsbistand, og i højere grad udnytte sit politiske potentiale, udvikle sit lederskab på den internationale scene yderligere, når det drejer sig om udviklingsspørgsmål - navnlig ved at formidle principperne om god forvaltning og uddanne lokale aktører, ved beslutsomt at anvende de beføjelser, den har fået tillagt ved artikel 210 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, til at tage ethvert passende initiativ for at fremme samordningen af EU's og medlemsstaternes politikker for udviklingssamarbejde samt harmonisere deres bistandsprogrammer;

38.

beklager, at Kommissionen kun har opfordret Rådet til at godkende dagsordenen for forandring, til trods for at den demokratiske kontrol, der fastsættes i Lissabontraktaten, skal anvendes fuldt ud i forbindelse med gennemførelsen af udviklingspolitikken; understreger, at enhver ændring af Unionens geografiske, tematiske og sektormæssige udviklingsprioriteter for at blive operationelle skal besluttes af Parlamentet og Rådet ved fælles beslutningstagning inden for rammerne af instrumenterne til finansiering af udviklingssamarbejdet, som falder ind under den almindelige lovgivningsprocedure;

39.

glæder sig over, at der er fokus på en tættere koordinering mellem medlemsstaterne gennem udvikling af fælles programmering, fælles EU-aftaler om budgetstøtte og fælles EU-rammer for måling og formidling af resultater og for menneskerettigheds-konditionaliteter;

40.

mener, at det er afgørende at fastholde høje finansieringsniveauer for undervisning i udviklingsspørgsmål, da det fremmer den nødvendige offentlige opmærksomhed på sådanne spørgsmål;

41.

glæder sig over Kommissionens hensigt om, at EU bør tilstræbe at hjælpe lande, der befinder sig i en skrøbelig situation; bemærker imidlertid, at bilaterale forbindelser muligvis ikke er nok til at gøre dette i lyset af den nye budgetramme og det faktum, at lande i en sådan situation ofte ikke har en funktionsdygtig regering eller retsvæsen; opfordrer derfor EU til at samarbejde med tredjelande i den givne region om at støtte udviklingen og funktionsdygtigheden af institutioner, retsstat og retsvæsen i partnerlandet;

42.

opfordrer Kommissionen til at udvikle de nødvendige redskaber til at sikre en strategisk sammenhæng mellem humanitær bistand og udvikling i situationer med ustabilitet, krise og umiddelbart efter kriser med henblik på at styrke modstandsdygtigheden i de berørte befolkninger og lande;

43.

minder, hvad angår forslaget om den 11. EUF, om, at enhver ny politisk drejning efter vedtagelsen af dagsordenen for forandring skal være kompatibel med ånden og bogstavet i Cotonou-aftalen;

44.

finder det afgørende at fremhæve de komparative fordele ved EU's politik for udviklingssamarbejde og opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til med hjælp fra OECD at fastlægge en metode, der gør det muligt at vurdere virkningen af dens egen politik og sammenligne den med andre aktørers, navnlig de såkaldte "vækstøkonomiers", politikker;

45.

minder om behovet for en ensartet tilgang fra de 28 aktører, som allerede er forenet af konsensussen, og anmoder om en fælles tolkning af situationen og en fælles opfattelse af de strategiske spørgsmål;

46.

opfordrer til oprettelse af en uafhængig tænketank, der administrativt er tilknyttet Kommissionen, med det formål at udvikle analytiske og rådgivningsmæssige færdigheder for alle de europæiske samarbejdsaktører med henblik på at sikre merværdien af en velkoordineret og sammenhængende politik;

47.

støtter Kommissionens hensigt om at koncentrere de aktiviteter, der er styret af EU i hvert enkelt partnerland, om et begrænset antal prioritetssektorer, men minder om, at det for at opnå de bedste resultater er nødvendigt at fastsætte disse prioriteter i rammekontrakten for partnerskabet og fuldt ud at respektere partnerens ejerskab og prioriteter;

48.

støtter Rådets påmindelse om den traktatfæstede forpligtelse til at tage hensyn til målene for udviklingssamarbejdet i forbindelse med de politikker, der sandsynligvis vil påvirke udviklingslandene, og til at forfølge disse mål inden for de overordnede rammer for Unionens optræden udadtil;

49.

fremhæver betydningen af at fremme og forsvare god regeringsførelse; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at støtte efteruddannelsesprogrammerne for retsvæsenets aktører og programmerne for modernisering af lovgivning, navnlig lovgivning om arealanvendelse;

50.

er af den opfattelse, at bæredygtig udvikling indbefatter effektiv indenlandsk skatteopkrævning, automatisk offentliggørelse af transnationale selskabers fortjenester og skattebetalinger i de enkelte udviklingslande, hvor de opererer, samt bekæmpelse af udnyttelse af skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt; glæder sig i denne henseende over EU's udkast til retsakt om lande- og projektopdelt indberetning, som bør medtages i EU's "dagsorden for forandring"-politik;

51.

mener, at EU's "Aid for Trade"-initiativ og handelsfremmende foranstaltninger, som i øjeblikket kun er målrettet eksportsektorerne, skal ændres, så handelen lettes for lokale og regionale markeder;

52.

minder om, at et aktivt og rummeligt civilsamfund - i nord såvel som i syd - er den bedste garanti for god, demokratisk regeringsførelse, beskyttelse af sårbare grupper (navnlig personer med handicap og mindretal), den private sektors ansvarlighed og en øget evne til at fordele de goder, der hidrører fra den økonomiske vækst;

53.

beklager, at Kommissionen ikke lægger tilstrækkelig vægt på kønsdimensionen af fattigdom; mener, at EU skal investere i kvinders specifikke behov og udvikle sociale beskyttelsespakker, der imødegår de udfordringer, kvinder står over for; lægger vægt på, at ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvinders status er altafgørende for at nå de internationale udviklingsmål; fremhæver det faktum, at styrkelse af kvinders økonomiske og politiske status ikke kun er en drivkraft for lighed mellem kønnene, men også er grundlæggende for at opnå generel økonomisk vækst i udviklingslandene og mindske fattigdommen; opfordrer indtrængende Kommissionen til at sikre, at ligestilling mellem mænd og kvinder og styrkelse af kvinders status vil blive integreret i alle EU's udviklingspolitikker og -programmer gennem ligestillingshandlingsplanen fra 2010;

54.

ønsker, at dagsordenen for forandring skal præcisere civilsamfundets og de regionale og lokale myndigheders vigtige og uafhængige rolle, ikke blot i forbindelse med gennemførelsen af udviklingsprogrammer og -projekter, men også som fundamentale aktører i processen med at udvikle evidensbaserede udviklingspolitikker; understreger vigtigheden af at forbedre samarbejdet med dem og opfordrer til regelmæssig dialog og høringer med dem i forbindelse med politikudformningen; understreger i denne forbindelse vigtigheden af at etablere en dialog mellem EU, civilsamfundsorganisationer og regionale og lokale myndigheder;

55.

opfordrer til øget bevidsthed i de nye medlemsstater om vigtigheden af udviklingsbistand;

56.

udtrykker håb om, at udviklingssamarbejdet vil blive et mere fremtrædende emne i løbet af 2015 - et nøgleår, hvor der bliver behov for grundige overvejelser, særligt i forhold til opfølgningen på 2015-målene; ønsker, at Kommissionen udnævner 2015 til "europæisk år for udvikling";

57.

påpeger, at en bedre forståelse af virkningerne af ikke-udviklingsrelaterede politikker på udvikling kan være medvirkende til at skabe en effektiv ramme for udvikling og overvåge denne; betragter det derfor som altafgørende, at dagsordenen for forandring bør fremme en evidensbaseret udviklingsvenlig politikkohærens;

58.

kræver, at enhver form for støtte til den private sektor i form af offentlig udviklingsbistand falder ind under rammerne for partnerlandenes nationale planer og/eller strategier, og at de tildelte beløb koncentreres omkring udvikling af menneskelige ressourcer, anstændigt arbejde, bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og udvikling af inklusive offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet til gavn for befolkningen; anbefaler beskyttelsesforanstaltninger til at sikre, at private virksomheder overholder menneskerettighederne, tilbyder anstændige job og betaler deres skatter i de lande, hvor de opererer;

59.

glæder sig over forslagene i dagsordenen for forandring vedrørende bistandseffektivitet i betragtning af bistandseffektivitetens betydning for forbedring af livskvaliteten, bekæmpelse af fattigdom i modtagerlandene og opnåelse af 2015-målene og opfordrer indtrængende til en mere resolut EU-indsats i denne henseende; understreger vigtigheden af hurtigt at gennemføre Busan-partnerskabet for et effektivt udviklingssamarbejde; er af den opfattelse, at en vellykket overgang fra begrebet "effektiv bistand" til begrebet "samarbejde om effektiv udvikling" kræver et stærkt engagement fra EU's og dets internationale partneres side; håber på snarlig international enighed om arbejdsmetoderne i det globale partnerskab;

60.

mener, at visse nye udfordringer, navnlig klimaforandringerne og universel adgang til energi, ikke dækkes tilstrækkeligt af de interventionsområder, der er indeholdt i Kommissionens forslag;

61.

gentager sit krav om at medtage udenlandske investorers forpligtelser til, når de arbejder i udviklingslande, at overholde menneskerettighederne og ILO's grundlæggende arbejdsstandarder, i dagsordenen for forandring; mener, at EU-virksomheder bør hæfte juridisk i deres hjemlande for deres udenlandske datterselskabers overtrædelse af disse forpligtelser og for de enheder, de har kontrol over;

62.

opfordrer EU til at anerkende udviklingslandenes ret til at regulere investeringer, til at give fortrinsret til investorer, der støtter partnerlandets udviklingsstrategi, og til at give positiv særbehandling til indenlandske og regionale investorer med henblik på at fremme regional integration;

63.

beklager, at dagsordenen for forandring ikke har forholdt sig til spørgsmålet om leje af jord i udviklingslande, hvilket truer den lokale fødevaresikkerhed; udtrykker dyb bekymring over det aktuelle fænomen med regeringsstøttede udenlandske investorers (herunder nogle fra EU) opkøb af landbrugsjord, som risikerer at underminere EU's politik for fattigdomsbekæmpelse;

64.

understreger nødvendigheden af at tage hensyn til kultur som en tværgående dimension og betydningen af at inddrage den i alle EU's udenrigspolitikker generelt og i udviklingspolitikken i særdeleshed;

65.

mener, at Kommissionen skal beholde monopolet på programmering inden for udviklings- og samarbejdspolitikken;

66.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.