6.6.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 161/14

1.1

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen utvetydig fælles EU-definition, der tydeligt skelner mellem reelle selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder for egen regning, og "falske selvstændige". De enkelte kompetente myndigheder og organer anvender deres egne juridiske rammer eller regelsæt, som kan variere alt efter deres kompetence og politiske område (skattelovgivning, social sikring, erhvervslovgivning, arbejdsmarked, forsikring). Dette misbrug manifesterer sig ved alt lige fra unddragelse af betaling af sociale sikringsbidrag og skatteunddragelse til underminering af arbejdstagerrettigheder og sort arbejde. Det medfører en alvorlig konkurrenceforvridning for de reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er.

1.2

I grønbogen fra 2006 om "Modernisering af arbejdsretten med henblik på tackling af det 21. århundredes udfordringer" stillede Kommissionen spørgsmålet, om der er behov for større klarhed i medlemsstaternes retlige definition af arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende for at gøre det lettere at skifte i god tro fra at være arbejdstager til at være selvstændig erhvervsdrivende og omvendt. I høringen, der efterfulgte grønbogen, anerkendtes det, at manglen på en fælles EU-definition kan føre til problemer, navnlig i forbindelse med grænseoverskridende arbejde (og levering af tjenesteydelser).

1.3

ILO's henstilling fra 2006 har en bred tilgang til begrebet "ansættelsesforhold" for at gøre det muligt at skride ind over for falsk selvstændig erhvervsvirksomhed. For at afgøre hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold, bør det primære fokus være på forhold vedrørende arbejdstagerens aktiviteter og aflønning, uanset hvordan forholdet er beskrevet i eksempelvis aftalevilkårene mellem de to parter. Der er tale om et skjult ansættelsesforhold, når arbejdsgiveren behandler arbejdstageren på en måde, der skal skjule hans/hendes reelle juridiske status som arbejdstager, og hvor aftalevilkårene kan medføre, at arbejdstageren ikke får den beskyttelse, han/hun ellers har ret til.

1.4

Flere medlemsstater har allerede forsøgt at udarbejde en udtømmende definition med henblik på at kunne skelne mellem selvstændige erhvervsdrivende og arbejdstagere ud fra en række på forhånd fastlagte kriterier. I praksis er de imidlertid ofte stødt på problemer som følge af kompleksiteten af de mange forskellige faktiske situationer. EØSU er bevidst om dette og foreslår derfor, at der foretages en evaluering af de forskellige erfaringer, man har høstet i medlemsstaterne, med henblik på at drage en række konklusioner og formulere anbefalinger til en mere effektiv strategi.

1.5

Pålidelig lovgivning og en definition af falsk selvstændig erhvervsvirksomhed vil hjælpe reelle selvstændige og mikrovirksomheder. Falsk selvstændig erhvervsvirksomhed må bekæmpes igennem bedre registrering og overvågning af den reelle position på arbejdsmarkedet. Økonomisk afhængighed af én kunde (som ofte er den tidligere arbejdsgiver) indikerer, at der fortsat er tale om et ansættelsesforhold.

1.6

Opbygning af et godt socialt sikringssystem for selvstændige erhvervsdrivende i alle medlemsstaterne, som tager hensyn til deres særlige status som selvstændige, vil kunne bidrage til at bekæmpe og forebygge eventuelt misbrug.

1.7

Arbejdstagere, som bliver reelle selvstændige erhvervsdrivende, er en normal del af arbejdsmarkedet og økonomien. Derfor bør man se nærmere på, hvordan de kan drage fordel af fælles faciliteter, såsom indmeldelse i eksisterende SMV-organisationer, erhvervsorganisationer, kamre og arbejdsmarkedsorganisationer samt optagelse i forskellige dele af de sociale sikringssystemer og pensionsordninger. Desuden bør sundheds- og sikkerhedsbestemmelser på arbejdspladsen gøre sig gældende uden undtagelse, og der bør sikres adgang til erhvervsuddannelsesinstitutioner.

1.8

EØSU understreger, at statussen som selvstændig erhvervsdrivende har både stor samfundsmæssig og samfundsøkonomisk værdi og betydning. Det er imidlertid afgørende, at borgerne frivilligt og på et solidt beslutningsgrundlag kan vælge, om de vil være selvstændige eller ej.

1.9

Nogle af medlemsstaternes ordninger, der sigter mod at udvikle iværksætterkulturen, kan skabe konkurrenceforvridning for reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er. Det er vigtigt at undersøge, hvordan alle disse grupper påvirkes. EØSU foreslår medlemsstaterne, at de identificerer, hvilke sektorer der er særligt problematiske, og gennem social dialog fastsætter en minimumstarif pr. time, som selv inden for samme medlemsstat kan variere fra region til region.

Det er afgørende, at offentlige indkøb på medlemsstatsniveau respekterer en sådan ordning med henblik på at gå forrest med et godt eksempel og tage hånd om urimelige situationer.

2.1

At være selvstændig er en legitim status på arbejdsmarkedet, og alle har ret til at blive det. EØSU har i flere udtalelser om selvstændige erhvervsdrivende givet udtryk for denne holdning. Men dette fænomen har også en skyggeside, som udvalget endnu ikke har set nærmere på. Den forrige udtalelse om emnet fastlagde følgende: "Vi vil derfor ikke i første omgang komme ind på spørgsmålet om sort arbejde og heller ikke de "falske selvstændige", selvom der i visse tilfælde kan være en klar eller direkte sammenhæng med økonomisk afhængige, selvstændige arbejdstagere" (1). Denne udtalelse behandler endelig ovenstående emne.

2.2

I løbet af de seneste årtier er der sket store forandringer i sammensætningen af kategorien af selvstændige erhvervsdrivende i forhold til de "traditionelle" selvstændige erhvervsdrivende og mindre iværksættere. I den nuværende periode er det blevet nødvendigt at vurdere, hvorvidt erhvervsmiljøet beskytter selvstændige erhvervsdrivende i tilstrækkelig grad. EØSU minder om en tidligere udtalelse (2), hvori udvalget anbefalede:

2.3

Der er forskel på definitionen af selvstændig erhvervsvirksomhed i de forskellige medlemsstater. I nogle lande (Nederlandene) defineres det som en person, der arbejder for egen regning, primært som underleverandør for en anden virksomhed. I andre medlemsstater (Frankrig) er statussen som selvstændig erhvervsdrivende forbeholdt en iværksætter, som ikke er ansat i sit firma, og vedkommende kan eventuelt have ansatte. Selvstændig erhvervsvirksomhed er ikke begrænset til underleverandører, da den også kan have forbrugere som kunder. Forskellige definitioner af arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende er af stor betydning, ikke blot for arbejdsmarkedslovgivning, men også for social sikring og skattelovgivning.

2.4

Etableringen af det indre marked og den medfølgende indførelse af fri bevægelighed har bidraget til den i punkt 2.2 nævnte udvikling og medført, at selvstændig erhvervsvirksomhed nu er blandt de mest sårbare områder på vores arbejdsmarkeder. Mange arbejdstagere bliver i dag tilknyttet virksomheder (igennem alle mulige bureauer) ikke som arbejdstagere, men som "selvstændige leverandører af tjenesteydelser". Den tilknyttede person har ingen kontrakt, da han/hun via sit arbejde leverer en særlig ydelse for egen regning. Dermed kan der ved hjælp af en faktura skaffes billig arbejdskraft uden hensyntagen til nationale arbejdsstandarder (3). Det er berettiget at undersøge, om denne nye type selvstændige erhvervsvirksomhed er reel.

2.5

Der er en lang række klart identificerbare problemer med arbejdsmarkedsrelationerne, navnlig i grænseoverskridende tilfælde (4). Der er ligheder mellem sådanne forhold og tidligere tiders løsarbejdere og daglejere, hvor arbejdsformænd herskede – et fænomen, som i de flestes øjne hører fortiden til (5). Dermed kan selvstændige erhvervsdrivende, som udøver virksomhed for egen regning, i visse lande påbegynde aktiviteter fra dag til dag, som normalt kræver flere års erhvervsuddannelse for personer med et fast arbejde. Særlige arbejdsformidlere og rekrutteringsbureauer er dukket op og udbyder selvstændige erhvervsdrivendes tjenester. De gør det nemt for virksomheder at skifte til kontrakter, hvorunder selvstændige erhvervsdrivende udfører det samme arbejde, som tidligere blev udført af ansatte. Der er behov for mere pålidelig dokumentation for at kunne vurdere antallet af berørte medarbejdere og hvilke grænser, der er de mest kritiske. Derfor er der brug for yderligere professionel forskning.

2.6

Både private entreprenører, flere og flere større virksomheder og den offentlige sektor benytter sig regelmæssigt af selvstændige erhvervsdrivende. En fjerdedel af de virksomheder, der engagerer selvstændige erhvervsdrivende, anfører de selvstændiges viden og erfaring som den vigtigste grund til, at de anvender dem. De er vant til at håndtere spidsbelastninger i produktionsfasen og manglen på kvalificeret personale. En anden vigtig grund er ifølge arbejdsgiverne fleksibiliteten i forhold til det faste personale.

2.7

Hvis selvstændige erhvervsdrivende af egen fri vilje vælger at drive virksomhed for egen regning, er der ingen problemer. Men hvis ændringen ikke skyldes et reelt frit valg af tilværelsen som selvstændig erhvervsdrivende, overføres sociale risici i praksis fra virksomheden til de enkelte arbejdstagere. Dette fører til alt lige fra unddragelse af betaling af sociale sikringsbidrag og skatteunddragelse til underminering af arbejdstagerrettigheder og sort arbejde (6). Det medfører en alvorlig konkurrenceforvridning for de reelle selvstændige, mikrovirksomheder og SMV'er. Desuden kan nogle af de ordninger, der er etableret i medlemsstaterne for at udvikle iværksætterkulturen (f.eks. "auto-entrepreneur"-ordningen i Frankrig), virke konkurrenceforvridende mellem reelle selvstændige erhvervsdrivende og denne nye kategori af selvstændige.

2.7.1

EØSU foreslår medlemsstaterne, at de identificerer, hvilke sektorer der er særligt problematiske, og gennem social dialog fastsætter en minimumstarif pr. time, som selv inden for samme medlemsstat kan variere fra region til region.

Det er afgørende, at offentlige indkøb på medlemsstatsniveau respekterer en sådan ordning med henblik på at gå forrest med et godt eksempel og tage hånd om urimelige situationer.

2.8

Andelen af selvstændige erhvervsdrivende steg i Europa i 1980'erne, men faldt igen en smule i 1990'erne. I de seneste årtier har de enkelte medlemsstater oplevet forskellige udviklinger. I nogle lande er der igen sket en stigning i antallet af selvstændige erhvervsdrivende, mens andelen i andre har været uændret eller er faldet (OECD's beskæftigelsesoversigt 2005 og OECD Factbook 2006). Siden begyndelsen af den finansielle krise er der ikke sket en stigning i den overordnede andel af selvstændige erhvervsdrivende. En del af de selvstændige erhvervsdrivende er nu en del af arbejdsstyrkens "fleksible lag": ansættelsesforhold med ringe stabilitet, som hurtigt kan ophæves i tilfælde af økonomisk nedgang og genaktiveres, når de første spæde tegn på vækst viser sig igen.

2.9

Bestemmelser om sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen og miljøbeskyttelsesregler overholdes generelt ikke så strengt, når der er tale om selvstændige, som når der er tale om ansatte. En af mulighederne for at råde bod på dette kunne være at oprette servicecentre for de selvstændige, som på deres vegne udførte disse opgaver og forpligtelser.

3.1

Der findes ingen fælles reference i lovgivningen om selvstændige erhvervsdrivende (7). Begrebet anvendes nogle gange om freelancere og i andre tilfælde om alle selvstændige erhvervsdrivende, der arbejder for egen regning. Deres status indebærer, at de ikke har nogen ansættelseskontrakt, men derimod udbyder tjenester til kunder eller entreprenører med udgangspunkt i en handelskontrakt.

3.2

Kategorien af selvstændige er ofte delt op i to modpoler (European Foundation, 1996). I den ene gruppe finder man højtkvalificerede og erfarne fagfolk, som i høj grad er bevidste om deres markedsposition, ved, hvad de er værd, og ønsker at drive virksomhed for egen regning. Denne første gruppe består primært af ældre, velbetalte selvstændige, som tilrettelægger deres eget arbejde. Den anden gruppe består af selvstændige, hvis status ikke har andet formål end at mindske den administrative og økonomiske byrde for kunden. Personer i denne situation er falske selvstændige, har ringe eller slet ingen valgfrihed: de er fuldt ud økonomisk afhængige af deres kunde. Ifølge forskning sker dette ofte for 2 ud af 5 kategorier af selvstændige, der er blevet defineret i en nyere undersøgelse (8).

3.3

Set ud fra et juridisk synspunkt står ikke alle selvstændige erhvervsdrivende i en lige så favorabel situation som arbejdstagere. En nederlandsk undersøgelse, som blev gennemført i 2010 af EIM for social- og beskæftigelsesministeriet, viste, hvordan selvstændige håndterer risici. De har ikke mulighed for at støtte sig til fælles arbejdstagerforsikringer og bør derfor selv sørge for forsikring med henblik på at være beskyttet mod risici. I mange tilfælde undlader de at gøre dette. Flere har en ansvarsforsikring (72 %), men knap så mange har en sygdomsforsikring (20 %) eller en forsikring mod tab af erhvervsevne (36 %). Kun hver anden selvstændige sparer op til pension. Derfor risikerer de at havne i fattigdom, når de går på pension. I forhold til gennemsnittet er flere selvstændige inden for landbrug og byggeri forsikrede, og i byggebranchen og inden for erhvervstjenesteydelser har flere selvstændige end gennemsnittet pensionsordninger. EØSU anbefaler, at de selvstændige, når de ansøger om at få denne status, informeres grundigt om konsekvenserne af lave bidrag til sociale sikringsordninger og sygesikring og om de øvrige vilkår og forpligtelser, der er forbundet med at starte egen virksomhed.

4.1

Spørgsmålene om, hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold, og hvilke rettigheder og hvilken beskyttelse, der er forbundet med denne status, har været genstand for fornyet interesse i flere europæiske lande de seneste år. Dette skyldes omfattende ændringer i, hvordan virksomhederne fungerer, med en stigning i outsourcing og udlicitering, samt at lovgiverne har været opmærksomme på efterspørgslen efter større fleksibilitet og mindskelse af de administrative byrder, hvilket har ført til deregulering og en politik, der har til formål at fjerne traditionelle former for jobsikkerhed.

4.2

Juridisk set har adskillige europæiske lande forsøgt at trække en streg i sandet ved at videreudvikle definitionen af et "ansættelsesforhold" ud fra visse kriterier. Et sådant forhold kendetegnes ved udførelsen af betalt arbejde til gengæld for en løn, og et eventuelt overskud fra det udførte arbejde tilgår arbejdsgiveren. I denne henseende er vigtige elementer i forholdet, at arbejdet udføres under en anden parts kontrol, og at arbejdstageren forventes at stå til rådighed. Forholdet kendetegnes desuden ved, at lønnen er den eneste eller primære indkomst for arbejdstageren, og at denne ikke løber nogen økonomisk risiko.

4.3

EØSU begrænser sig til at rådgive medlemsstaterne ved at foreslå modeller for bedste praksis. Et godt eksempel er modellen fra Malta, der har vist sig at være yderst brugbar.

Når man ser på beskæftigelsesstatussen for en person, som er selvstændig erhvervsdrivende af titel og umiddelbart ikke betragtes som arbejdstager, bør/kan det formodes, at der er tale om et ansættelsesforhold, og at den person, som arbejdet udføres for, er arbejdsgiver, hvis mindst fem af følgende kriterier er opfyldt i forhold til den person, der udfører arbejdet:

4.4

Der findes ikke blot forskellige definitioner i de enkelte europæiske lande (9) – men også i EU's lovgivning. Denne manglende ensartethed skaber omfattende problemer i grænseoverskridende situationer. Den manglende forbindelse mellem nationale og europæiske lovrammer i forhold til skellet mellem at tage arbejde og levere ydelser gør begrebet "selvstændig erhvervsvirksomhed" til en problematisk størrelse, navnlig i forhold til grænseoverskridende arbejde.

4.5

Set ud fra et internationalt perspektiv bliver det stadig vanskeligere at slå fast, hvorvidt der er tale om et ansættelsesforhold. Dette problem opstår i situationer, hvor aftaleparternes rettigheder og forpligtelser er uklare og tvetydige, eller hvor større fleksibilitet og deregulering gør det svært at afklare, om der er tale om et ansættelsesforhold. Problemet viser sig desuden, når lovgiverne skaber forskellige mellemliggende former eller blot anser muligheden for at blive selvstændig fra den ene dag til den anden som en ny måde at drive virksomhed på.

4.6

Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) advarede på et tidligt tidspunkt om et muligt misbrug af selvstændig erhvervsvirksomhed, som fører til omgåelse af arbejdstagerrettigheder og af den juridiske beskyttelse, som normalt forbindes med et ansættelsesforhold. ILO påpegede, at muligheden for misbrug skyldes en række faktorer: lovgivningen er enten for snæver eller tolkes for snævert; lovgivningen er formuleret, således at dens anvendelsesområde eller virkning er minimal; selv om der er tale om et ansættelsesforhold, er det uklart, hvem arbejdsgiveren er; forskellige former for falsk selvstændig erhvervsvirksomhed er ikke omfattet af lovgivningen; og der er en generel mangel på overvågning af, hvorvidt lovgivningen overholdes.

4.7

I "International Classification by Status in Employment" defineres selvstændig erhvervsvirksomhed som arbejde, hvor aflønningen direkte afhænger af overskuddet af de producerede varer og udførte tjenesteydelser. Historisk set skelnes der mellem tre større grupper af selvstændige erhvervsdrivende: mikrovirksomheder, små virksomheder og freelancere. På generalforsamlingen i juni 2006 vedtog ILO en henstilling om ansættelsesforhold (henstilling nr. 198) (10). Henstillingens hovedformål var at forbedre de nationale politikker om beskyttelse af rettighederne for arbejdstagere, som er i et ansættelsesforhold (artikel 1.4).

4.8

Samtidig arbejdede ILO mellem 2005 og 2007 på en videreudvikling af de anvendte begreber. Ud over ovennævnte henstilling blev der udarbejdet adskillige dokumenter, der bl.a. giver et overblik over gældende national lovgivning. Med udgangspunkt i det overblik er det tydeligt, at der er et stigende behov for at få udformet klare definitioner med henblik på at muliggøre en differentiering mellem lovlige former for selvstændig erhvervsvirksomhed og misbrug, der udelukkende har til hensigt at unddrage sig eller omgå arbejdsmarkedslovgivning eller andre retsregler.

4.9

EØSU anbefaler, at det inden for rammerne af den sociale dialog, både i nationalt regi, men også på EU-niveau, undersøges, hvordan de selvstændiges særlige problemer kan løses, og at de organisationer, som repræsenterer deres interesser får mulighed for at deltage i den sociale dialog.