4.10.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 299/6

1.1

Den vigtigste opgave for banksektoren, der i gennemsnit tegner sig for 5 % af EU's BNP, bør være at finansiere realøkonomien, herunder navnlig innovative virksomheder og væksten i små og mellemstore virksomheder, som er drivkraften bag den europæiske økonomi, samt at garantere indskyderes opsparing.

1.2

EØSU bifalder Kommissionens og medlemsstaternes bestræbelser på at styrke banksektoren og på at forebygge nye finanskriser ved at reducere risiciene og afbøde deres virkninger.

1.3

EØSU mener, at man bør lære af den seneste tids økonomiske og finansielle kriser og anlægge en ny strategi, som indebærer, at de nationale, europæiske og internationale myndigheder sikrer et mere effektivt tilsyn, og at finansieringsinstitutterne i højere grad ansvarliggøres.

1.4

EØSU støtter foranstaltninger til styrkelse af bankernes kapitalstruktur og deres kapacitet til at finansiere økonomien og advarer bankernes ledelse mod fristelsen til meget kortsigtet profit og markedsdestabiliserende spekulation.

Bankledelsernes, de nationale, europæiske og bankinterne tilsynsorganers ansvar bør defineres klarere for på basis af gennemsigtige regler at fremme etisk adfærd.

1.5

EØSU henleder imidlertid opmærksomheden på de vanskeligheder, som ophobningen af regler afstedkommer, og de udfordringer, som Europas ca. 8 000 banker står over for, hvis de skal finansiere økonomien i en meget vanskelig tid i EU som følge af gældskrisen, hvis omfang og konsekvenser endnu ikke er under kontrol.

1.6

De europæiske banker står over for skærpet konkurrence fra tredjelandes banker, der ikke er underlagt de samme lovgivningsmæssige og administrative begrænsninger i deres oprindelsesland som i EU.

1.7

Foranstaltningerne til styrkelse af kapitalstrukturen omfatter krav om større og bedre egenkapital, bedre risikodækning, fastsættelse af gearingsgrad og en ny tilgang til likviditet. De vil kunne indvirkning på bankernes driftsresultater og medføre betydeligt lavere indtjening for dem.

1.8

Der vil derfor kunne være tendens til, at bankerne reducerer deres størrelse for at konsolidere forretningen, retter blikket mod de mest rentable aktiviteter og tilbyder færre finansielle tjenesteydelser for bedre at kunne styre deres risikoeksponering.

Nogle slår til lyd for, at bankerne bør vende tilbage til deres oprindelige funktion: at modtage indskud fra kunder, beskytte opsparerne og finansiere realøkonomien.

1.9

EØSU mener, at det kunne være hensigtsmæssigt at sikre en gradvis tilbagevenden til en situation, hvor de kommercielle bankers virksomhed holdes adskilt fra finansierings- og investeringsbankernes aktiviteter. Den nuværende verdensomspændende krise viser, at et globalt finansielt system baseret på ubegrænset liberalisering indebærer risiko for at komme ud af kontrol som følge af markedets misbrug af den frihed, der er indført:

1.10

De nye egenkapitalkrav, navnlig kravet om en forhøjelse af kernekapitalandelen til 9 % inden 30. juni 2012 for 60 systembanker og fra 2015 til udgangen af 2018 for de øvrige banker, kan få skæbnesvangre konsekvenser for de lokale banker og andelsbankerne, der er mere velvilligt indstillede over for SMV'er og mikrovirksomheder. Kapitalkravene må ikke diskriminere en bestemt gruppe af banker.

1.11

Hvis disse banker får vanskeligere ved at skaffe kapital, bliver det også sværere for SMV'erne at få adgang til den nødvendige finansiering. Det må undgås, at der sker en kreditstramning og en forhøjelse af bankgebyrerne. Udvalget beder Kommissionen, Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og medlemsstaternes tilsynsmyndigheder om at sikre, at kapitalbufferen for de mindre banker tilpasses disse bankers forretningsmodel.

1.12

Tilsynskravene har allerede ført til en kreditstramning, som gør det dyrere for SMV'er, herunder navnlig nystartede virksomheder, innovative virksomheder og højrisikovirksomheder, at opnå kredit. Europa vil ikke kunne opfylde målene for 2020-strategien, den digitale dagsorden, Europe Cloud Active, energikøreplanen 2050 og Small Business Act, hvis der som følge af nye tilsynsregler sker et fald i den del af finansieringsmidlerne, der går til små og mellemstore virksomheder.

EØSU opfordrer Kommissionen til meget nøje at følge bankernes långivning og prispolitik over for virksomheder og privatpersoner.

1.13

Foranstaltningerne til en effektivisering af de nationale, europæiske og internationale tilsynsmyndigheders overvågning af markederne vil få dybtgående konsekvenser for bankernes organisation og interne kontroller. Dette vil resultere i et større ledelsesansvar og en forpligtelse til tættere overvågning af egenkapitalforrentningen samt bedre risikostyring. Bankerne bør udarbejde salgsprognoser og udviklingsstrategier for produkter og porteføljer under iagttagelse af rentabiliteten og under hensyntagen til behovet for at evaluere deres egenkapitals absorptionskapacitet. Dette vil indebære en restrukturering, som vil øge betydningen af og beskæftigelsen inden for it, tilsyn og risikostyring på bekostning af mere traditionelle sektorer.

1.14

Bankerne i EU beskæftiger over 3 mio. lønmodtagere, hvoraf langt størstedelen er ansat i detailbankleddet. Siden begyndelsen af 2011 er der skåret mere end 150 000 stillinger væk og talrige filialer er lukket. Ifølge en række prognoser vil yderligere 100 000 arbejdspladser gå tabt i 2012. EØSU anmoder Kommissionen om at prioritere en forbedring af den sociale dialog i sektoren og at bestræbe sig på at skabe enighed mellem arbejdsmarkedets parter om de initiativer, der har betydning for erhvervets udvikling.

1.15

EØSU så gerne, at der i forbindelse med gennemførelsen af de nye reguleringstiltag blev taget hensyn til de forskellige forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne, herunder navnlig de nye medlemsstater, hvis kreditmarkeder ikke er fuldt udviklede, og hvor størstedelen af bankerne er ejet af de store europæiske og internationale bankkoncerner. Disse koncerner vil, for at forbedre deres resultater og leve op til de nye krav, kunne blive fristet til at overføre kapital fra datterselskaberne og begrænse deres investeringer, hvorved finansieringen af økonomien i de pågældende lande vil blive betydeligt begrænset. EØSU minder i den forbindelse om forpligtelsen i henhold til Wien-initiativet til ikke at opsuge likviditet. Det er nødvendigt at beskytte visse oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne i Tyskland og Polen. Sektoren omfatter alene i Polen mere end 300 banker. Det er en sektor, som har behov for en overgangsperiode for at kunne gennemføre den dybtgående reform, som de nye regler indebærer.

1.16

Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen. EØSU minder om, at kapitalens fri bevægelighed er en ret, der er sikret på europæisk niveau, mens indskudsgaranti og banksolvens henhører under de nationale myndigheders kompetenceområde. Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis der sker en ensartet gennemførelse af tilsynsreglerne på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det forslag, der er fremsat af en række europæiske ledere, om at skabe en europæisk bankunion for på EU-niveau at indføre tilsyn med systembanker og etablere en indskudsgaranti i tilfælde af bankkrak, bør imidlertid overvejes nærmere.

1.17

I forhold til resten af verden risikerer de europæiske banker at blive mindre konkurrencedygtige sammenlignet med deres konkurrenter. De banker, der rejser supplerende egenkapital, henter de fleste af pengene i statslige investeringsfonde og banker i Asien og Mellemøsten. Der er reel fare for, at det europæiske banksystems ejerskabsstruktur vil komme til at unddrage sig EU-medlemsstaternes kontrol. Derfor beder EØSU de europæiske myndigheder om at intensivere indsatsen for at sikre, at de samme tilsynsregler finder anvendelse internationalt med henblik på at nå frem til et sæt regler, der reelt er gældende på globalt plan.

1.18

Ny informationsteknologi: e-banking, homebanking, sikker netbetaling (e-signatur) og cloud computing er i færd med at revolutionere de traditionelle bankydelser. Bankerne har den tunge opgave at skulle finansiere realøkonomien, samtidig med at de står over for højere finansieringsomkostninger efter indførelsen af ny teknologi og lavere rentabilitet. EØSU mener, at sektorens aktører skal ledsages og støttes i denne dybtgående omstillingsproces.

2.1

Finanskrisen og dens konsekvenser for økonomien har fået regeringer og finansielle myndigheder til at spørge sig selv, hvad de dybereliggende årsager var til, at et finansielt system, man troede var velfunderet, velreguleret og effektivt kontrolleret, kunne kollapse fuldstændigt.

2.2

De første finansielle og monetære foranstaltninger (kraftig sænkning af de toneangivende rentesatser, likviditet, statsstøtte) blev truffet i al hast. De mere langsigtede foranstaltninger havde til formål at styrke markedsstrukturerne og undgå systemiske kriser i fremtiden, hvorfor der i højere grad var tale om regulerings-, tilsynsmæssige og fiskale tiltag. De overnationale organisationer – IMF, G20, Den Internationale Betalingsbank (BIS), Kommissionen – valgte at forholde sig åbent over for samarbejde, men der har været divergerende synspunkter.

2.3

Siden krisen i 2008 er der blevet vedtaget over 50 lovgivningsmæssige foranstaltninger i EU. 99 % af lovændringerne vil være vedtaget i slutningen af 2011 og træde i kraft i 2013, med undtagelse af kravet om kernekapitalandelen, tier 1, der skal overholdes allerede fra 30. juni 2012 af 60 banker, der betragtes som systembanker. For de øvrige banker forventes reglerne at træde i kraft mellem 2015 og 2018.

2.4

Basel III-aftalen, som blev offentliggjort i november 2010, kræver, at bankerne øger mængden og kvaliteten af deres egenkapital for at være bedre rustet til fremtidige kriser. Navnlig fastsætter aftalen, at

Basel III-reglerne fastsætter en minimal gearingsgrad på 3 % og to obligatoriske likviditetsdækningsgrader: Den kortsigtede likviditetskvote kræver, at banken råder over likvide aktiver af høj kvalitet til dækning af sine likviditetsbehov over en periode på 30 dage. Den langsigtede likviditetskvote kræver et minimumsbeløb til stabil finansiering, der ligger over bankens likviditetsbehov over en periode på et år.

2.4.1

I juli 2011 fremlagde Kommissionen sine forslag til implementering af Basel III-aftalen i form af et nyt kapitalkravsdirektiv (CRD IV). Formålet var at styrke den europæiske banksektor og samtidig tilskynde bankerne til at fortsætte med at finansiere væksten. Kommissionen har imidlertid ikke taget noget konkret initiativ til at fremme långivningen.

2.5

Hensigten er at tilskynde bankerne til at hensætte mere egenkapital, så de kan modstå kriser, og at foreslå en ny ordning, der giver tilsynsmyndighederne nye beføjelser til at overvåge bankerne og skride ind, når de mener, at der foreligger en risiko.

2.6

CRD IV omfatter de kapitaldækningskrav, der falder ind under det gældende direktivs anvendelsesområde, men skal implementeres på en måde, der er tilpasset den enkelte medlemsstat.

2.7

På trods af forsinkelser og mangler ved de vedtagne regler er der tale om reelle fremskridt i retning af en ny regulering. Der er dog stadig en række udestående spørgsmål:

3.1

De europæiske banker står i øjeblikket over for voldsomme forandringer i henseende til konjunktur og regulering, hvilket skaber frygt for deres evne til at finansiere økonomien i en økonomisk situation, der forværres af gældskrisen, hvilket navnlig rammer eurozonen.

3.2

Med gennemførelsen af Basel III-reglerne vil bankerne blive tvunget til at styrke egenkapitalen, overholde den meget skrappe langsigtede likviditetskvote (NSFR) og opbygge likviditetsreserver.

3.3

De stresstest, bankerne er blevet udsat for i to faser, har ikke bortvejret frygten for, hvad der kan ske med dem, hvis én eller flere stater i eurozonen misligholder deres gældsforpligtelser.

3.4

I det internationale finanssamfund har der bredt sig et klima af mistillid, som har skabt likviditetsproblemer på interbankmarkedet og har fået bankerne til at rette blikket mod de sikreste investeringer.

3.5

I den sammenhæng har Den Europæiske Centralbank interveneret i to omgange og tilbudt et samlet beløb på 1 bio. EUR i 3-årige lån til banksektoren til en rente på 1 %. Denne facilitet har været afgørende for at genoprette tilliden til interbankmarkedet og opretholde økonomiens kreditvolumen. En betydelig del af disse midler er imidlertid ført tilbage til ECB, og en anden del er afsat til at købe offentlig gæld. EØSU mener, at ECB bør oprette en mekanisme til sporing af disse midlers anvendelse.

3.6

Behovet for en rekapitalisering af bankerne, som af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed vurderes til 100 mia. EUR, er mere og mere presserende.

3.7

Långivningen til virksomhederne, navnlig SMV'erne, og til de lokale og regionale myndigheder og borgerne, bliver strammere og strammere. Risikoen granskes indgående af bankerne, og følgen er, at omkostningerne stiger. Samtidig får virksomhederne stadig vanskeligere ved at skaffe finansiering via de finansielle markeder. Denne situation, som skyldes den økonomiske stramning, er en medvirkende årsag til, at prognoserne med ganske få undtagelser peger på lav eller nulvækst i 2012 i hele EU.

4.1

På den baggrund er det nødvendigt at henvise til subprime-krisen: Advarselssignalerne burde have fået tilsynsmyndighederne til at gribe ind. Ingen havde sat spørgsmålstegn ved rentabiliteten af en investering, der var profitabel for bankerne og deres kunder. Selv om FDIC havde advaret mod disse produkter, foretog Federal Reserve sig intet mellem 2002 og 2006.

4.2

Krakket i Lehman Brothers kunne have været undgået, hvis tilsynsmyndighederne i tide var blevet klar over instituttets alvorlige likviditetsproblemer. De farer, der er forbundet med realkreditlån på 100 % af garantiværdien, som af mæglere blev solgt videre i trancher, undgik enhver kontrol. For at undgå nye kriser må der indføres foranstaltninger, der sikrer, at lederne af de finansielle institutioner pådrager sig et personligt ansvar for mangel på ordentligt tilsyn.

4.3

Hvis det forholder sig sådan, at krisen blev udløst af produkter, der var for komplekse, altså af såkaldt "toksiske" produkter, er det også indlysende, at tilsynsmyndighederne med henvisning til de eksisterende regler kunne have forbudt dem eller forbudt at bringe dem i omløb.

De nye regler kan ikke fuldstændigt garantere, at en ny krise kan undgås, hvis ikke tilsynsmyndighederne udstyres med de ressourcer, der er nødvendige for at udfylde deres rolle, og hvis den interne kontrol fortsætter med at være ineffektiv.

4.4

På baggrund af liberaliseringen af finansmarkederne må regeringerne overholde de tilsagn om samarbejde, som de har afgivet internationalt, for at undgå forskellig regulering i forskellige dele af verden.

4.5

Et nyt sæt regler bør hvile på følgende principper:

4.6

Tilsynsinstanserne skal periodisk evalueres af et uafhængigt organ bestående af eksperter, som ikke længere arbejder i finanssektoren. Denne evaluering bør navnlig sætte fokus på indvirkningen af tilsynsinstansernes beslutninger på bankernes ledelse.

5.1

Bankerne er i øjeblikket under stærkt pres, da de som følge af gennemførelsen af de nye regler er nødsaget til at revidere deres forretningsmodel. Den kombinerede effekt af de gældende regler og et vanskeligt finansielt og økonomisk klima har været:

5.2

Samlet vil dette medføre:

5.3

De nye regler gælder uden skelen til, om der er tale om store eller små banker. De kan vise sig at være uhensigtsmæssige i visse lande, f.eks. i de nye medlemsstater i Øst- og Centraleuropa, hvor væksten er højere.

5.4

Kreditmarkedet er forskelligt fra medlemsstat til medlemsstat. I de lande, hvor långivningen ikke er tilstrækkeligt udviklet, kan en for hurtig stigning i gældsætningen skabe spekulationsbobler. Hvis tilsynsreglerne anvendes på europæisk niveau, vil de nationale myndigheder ikke kunne skride ind hurtigt nok. Det er nødvendigt at styrke Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds beføjelser for at støtte harmoniseringen.

5.5

Der må tages hensyn til oprindelige forretningsmodeller såsom andelsbankerne. Det er en sektor, der er sund og klarer sig selv, og som for at kunne gennemføre den reform, som de nye regler indebærer, vil have behov for en overgangsperiode. Andelsbankerne er et afgørende led i udviklingen på lokalt plan og handler i andelshavernes interesse. De er både indskydere og låntagere, og der er tale om SMV'er, landbrugsbedrifter, kommuner og en lang række andre lokale aktører.

5.6

De store banker vil søge investeringer med begrænset risiko og større afkast. Dertil skal lægges frygten for en hårdere beskatning og for tab på statsgælden på visse poster på passivsiden.

5.7

Konsolideringsprocessen vil sandsynligvis tage fart: Sparekasserne og andelsbankerne kan regne med, at de har adgang til "autonome" finansieringskilder, men de banker, der er henvist til kapitalmarkedet for at kunne refinansiere sig selv, vil blive tvunget til at fusionere med negative konsekvenser for SMV'erne og forbrugerne til følge. Nogle banker opkøbes og videresælges efter optrævling af deres lokale eller regionale netværk. Koncentrationsprocessen i den nationale banksektor har været kraftig for andelsbanker, gensidige foreninger og sparekasser.

5.8

Dårligere rentabilitet i bankerne, bl.a. pga. højere finansieringsomkostninger og de meget restriktive krav til likviditetsstyringen, kan medføre øgede bankgebyrer og højere renter på kundernes langsigtede indskud og individuelle konti.

5.9

Bankerne vil på baggrund af nye regler fremskynde omlægninger i organisationen og anvendelsen af ny teknologi (netbank, elektroniske serviceskranker, smartphones).

5.10

Udviklingen i distributionskanalerne vil på sigt medføre en indskrænkning af filialnettet og et fald i antallet af arbejdspladser. Anvendelsen af kapitalkravsdirektivet (CRD IV) vil medføre en stigning i antallet af beskæftigede i IT- og risikostyringsafdelingerne på bekostning af andre aktivitetsområder i bankerne. Der er behov for at tilrettelægge en social dialog af høj kvalitet på alle niveauer om beskæftigelsesspørgsmål og uddannelse for at styre den igangværende udvikling.

6.1

Europa-Parlamentet har tilsluttet sig princippet om en afgift på finansielle transaktioner, og Kommissionen har undersøgt, hvordan den kan gennemføres. Der er ikke enighed om afgiften blandt medlemsstaterne, og de amerikanske myndigheder er imod. Den planlagte afgift vil være så lav, at den hverken vil udgøre en ubærlig byrde for bankerne eller vil gå ud over deres globale konkurrenceevne. Som understreget i to tidligere vedtagne EØSU-udtalelser (1) er formålet med afgiften er både at indbringe nye skatteindtægter navnlig til at finansiere udviklingsbistanden og ændre bankernes adfærd for at prioritere finansiering af økonomien på mellemlangt og langt sigt i stedet for meget kortsigtet spekulation

6.2

Adskillelsen af detail- og finansierings- og investeringsbankforretningen, der sætter spørgsmålstegn ved universalbankmodellen, er genstand for en undersøgelse iværksat af kommissær Michel Barnier. Debatten går på, om der skal være total adskillelse, ske en udsondring af bankens investeringsaktiviteter eller indføres forbud mod, at bankerne investerer for egen regning. Nogle eksperter bestrider dette synspunkt og mener, at universalbankerne sikrer markedets likviditetsdybde og en bedre finansiering af økonomien.

6.3

Udsigterne for udviklingen i den finansielle sektor og bankerne har ændret sig gennem de seneste tredive år: åbningen af markederne har ført til en globalisering af den finansielle sektor, der på sin side har medvirket til, at der er opstået en lang række skatteparadiser og reguleringsmæssige fristeder. Den stigende internationale konkurrence har befordret fremkomsten af nye former for finansielle institutter samt nye produkter og tjenesteydelser.

6.4

De store bankkoncerner har vist svaghederne og begrænsningerne ved en vækst, der lod hånt om god forvaltning. Der vil være en tendens til, at bankerne vil reducere størrelsen, konsolidere forretningen og mindske udsvingene i overskuddene, der til gengæld vil blive mere forudsigelige og uden ekstravagante bonusser. De vil koncentrere deres virksomhed om kerneaktiviteterne, dvs. at modtage indskud og give lån, idet udbuddet af andre ydelser vil blive begrænset. Endvidere vil de begrænse deres internationale ekspansion og koncentrere aktiviteterne om de markeder, der udviser størst vækst, hvilket vil begrænse rentabiliteten.

6.5

De nye regler vil medføre øget ansvarliggørelse i forbindelse tildelingen af bonusser og aflønningsordningerne for ledende medarbejdere, som vil blive underkastet strammere kontrol.

6.6

Banktilsynet, der udvides til at omfatte alle finansielle virksomheder, vil kunne overvåge aktiviteterne i banklignende virksomheder (de såkaldte skyggebanker).

6.7

Der er behov for at indføre stramme regler for adgangen til bankerhvervet for at kunne udvælge personale med kompetencer, der skaber sikkerhed for kunder og investorer.

6.8

Når statsstøtten og den internationale støtte, der er en følge af finanskrisen, ophører, vil sektoren som helhed uden tvivl udvikle sig i takt med konjunkturerne og den tekniske udvikling. For den velstyrede virksomhed er det imidlertid særlig virksomhedens egen strategi, der får betydning. Bankerne står over for den svære opgave at fastholde deres troværdighed som dem, der finansierer realøkonomien, samtidig med at de vil blive konfronteret med højere finansieringsomkostninger og lavere rentabilitet.