RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET om gennemførelse af den makrofinansielle bistand til tredjelande i 2011 /* COM/2012/0339 final */
INDHOLDSFORTEGNELSE 1........... Indledning....................................................................................................................... 3 2........... Baggrund........................................................................................................................ 4 2.1........ Udvikling i 2011............................................................................................................. 4 2.2........ Rammeforordning for makrofinansiel
bistand.................................................................... 4 3........... Makrofinansiel bistand i 2011......................................................................................... 5 3.1........ Overblik......................................................................................................................... 5 3.2........ Individuelle foranstaltninger i
modtagerlandene i 2011...................................................... 6 3.2.1..... Det vestlige Balkan......................................................................................................... 6 3.2.1.1.. Bosnien-Hercegovina...................................................................................................... 6 3.2.1.2.. Serbien........................................................................................................................... 7 3.2.2..... De østlige nabolande....................................................................................................... 7 3.2.2.1.. Armenien........................................................................................................................ 7 3.2.2.2.. Georgien........................................................................................................................ 7 3.2.2.3.. Republikken Moldova.................................................................................................... 8 3.2.2.4.. Ukraine.......................................................................................................................... 9 3.2.3..... Centralasien.................................................................................................................. 10 3.2.3.1.. Den Kirgisiske Republik.................................................. Error!
Bookmark not defined. 4........... Sikring af, at den makrofinansielle
bistand anvendes korrekt: operationelle vurderinger, PEFA og efterfølgende
evalueringer.................................................................................................................. 10 4.1........ Operationelle vurderinger.............................................................................................. 10 4.2........ PEFA-vurderinger........................................................................................................ 11 4.3........ Efterfølgende evalueringer............................................................................................. 11 5........... Anmodninger om bistand og
Kommissionens fremtidige forslag; budgetsituation.............. 11 RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG
EUROPA-PARLAMENTET om gennemførelse af den makrofinansielle
bistand til tredjelande i 2011 1. Indledning I rapporten gives der en generelt redegørelse
for gennemførelsen af EU's makrofinansielle bistand (MFA) til tredjelande i
2011. Den beskriver den overordnede sammenhæng, hvori de makrofinansielle
bistandstransaktioner blev godkendt og gennemført, indeholder oplysninger om de
seneste transaktioner i EU's nabolande, giver et kort overblik over mulige
fremtidige transaktioner og deres budgetmæssige virkning og indeholder
generelle statistikker over de forskellige makrofinansielle
bistandstransaktioner, der er gennemført i de seneste ti år. Makrofinansiel bistand er som en del af EU's
ramme for bistand til tredjelande et instrument, der er udformet til lande tæt
på EU med henblik på at dække usædvanlige behov for ekstern finansiering i form
af betalingsbalancestøtte. Formålet hermed er at styrke den makroøkonomiske og
finansielle stabilitet i kandidatlandene og potentielle kandidatlande og i EU's
nabolande, mens gennemførelsen af relevante strukturreformer fremmes. Den
supplerer og er betinget af eksistensen af et tilpasnings- og reformprogram med
IMF. Makrofinansiel bistand gives enten i form af lån, til hvilke Kommissionen
låner de nødvendige midler på kapitalmarkederne og derpå genudlåner dem til
modtagerlandet, og/eller ydes under særlige omstændigheder i form af
gavebistand finansieret via EU-budgettet. 2011 var kendetegnet ved den løbende gennemførelse
af eksisterende makrofinansielle bistandstransaktioner, mens der ikke blev
godkendt nogen ny makrofinansiel bistandstransaktion af Rådet og Parlamentet. Det
afgørende var, at Kommissionen i juli 2011 foreslog en ny rammeforordning om
makrofinansiel bistand, og der blev påbegyndt drøftelser i Rådet og
Parlamentet. Resultatet af disse drøftelser er vigtigt for den makrofinansielle
bistands fremtid som et strategisk nødinstrument, der kan bidrage til at
stabilisere økonomierne tæt på EU. En afgørelse fra medlovgiverne om
rammeforordningen forventes at foreligge i løbet af andet halvår 2012 eller
2013. Rapporten indeholder også et afsnit om de
operationelle vurderinger, PEFA-undersøgelser (Public Expenditure and Financial
Accountability) og efterfølgende evalueringer, der er foretaget i lande, som
modtager makrofinansiel bistand. I 2011 færdiggjorde Kommissionen med bistand
fra konsulenter to operationelle vurderinger og to PEFA-undersøgelser i lande
med makrofinansielle bistandsprogrammer. Kommissionen iværksatte også tre
efterfølgende evalueringer af fuldførte makrofinansielle bistandstransaktioner.
Endelig indeholder rapporten oplysninger om
nye anmodninger om makrofinansiel bistand og eventuelle nye forslag fra
Kommissionen vedrørende makrofinansiel bistand, herunder deres budgetmæssige
virkninger. Denne rapport er udarbejdet i overensstemmelse
med Rådets afgørelser og Rådets og Parlamentets fælles afgørelser om
makrofinansielle bistandstransaktioner. Den er en opfølgning på de rapporter,
der er forelagt i de foregående år. Den ledsages af Kommissionens
arbejdsdokument (SWD(2012) 181 final), som indeholder
mere udførlige oplysninger og en analyse af den makroøkonomiske kontekst og
gennemførelsen af de individuelle makrofinansielle bistandstransaktioner. 2. Baggrund 2.1. Udvikling
i 2011 Den globale økonomiske og finansielle krise i
2008-2009, som i høj grad ramte de nye vækstøkonomier i EU's nabolande,
resulterede i usædvanligt mange anmodninger om finansiel støtte fra EU,
herunder i form af makrofinansiel bistand. Fire sådanne programmer til fordel
for Bosnien-Hercegovina, Serbien, Armenien og Georgien blev vedtaget af EU's
Ministerråd i slutningen af 2009, og de tidligere godkendte makrofinansielle
bistandstransaktioner til fordel for Kosovo* blev forlænget
med ét år i 2009. I 2010 blev endnu to programmer, til fordel for Ukraine og
Republikken Moldova, vedtaget af EU-lovgiverne – denne gang af Rådet og
Parlamentet i fællesskab – som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden. Transaktionerne
til fordel for Georgien og Kosovo blev afsluttet i 2010. I 2011 og begyndelsen
af 2012 afsluttede Kommissionen gennemførelsen af programmerne til fordel for
Serbien, Armenien og Moldova og fortsatte forberedelserne til gennemførelse af
programmerne til fordel for Bosnien-Hercegovina og Ukraine. Den generelle økonomiske situation i 2010 og i
en vis udstrækning i første halvår af 2011 blev væsentligt forbedret og lettede
i nogen grad presset på betalingsbalancesituationen for de lande, der er
berettigede til makrofinansiel bistand. I 2011 vedtog Kommissionen således kun
to nye forslag, nemlig til fordel for Georgien i januar 2011 og til fordel for Kirgisistan
i december 2011. Siden da har disse forslag været til behandling i Parlamentet
og Rådet. Beslutningsprocessen er imidlertid blevet forsinket på grund af
medlovgivernes forskellige synspunkter med hensyn til den korrekte juridiske
procedure for, hvordan medlemsstatsudvalget høres om aftalememorandummet for
det makrofinansielle bistandsprogram. I andet halvår af 2011 blev forholdene på de
globale finansmarkeder markant vanskeligere, hvilket var udløst af
statsgældskrisen. Derudover øgede det arabiske forår og de heraf følgende
politiske og økonomiske omvæltninger i de arabiske partnerlande omkring
Middelhavet[1] presset på disse landes
budgetter og økonomiske stilling over for udlandet. Denne udvikling forventes
at føre til et stigende behov for makrofinansiel bistand i 2012. Det første
eksempel herpå er den fornyede anmodning fra den egyptiske regering i februar
2012 om at iværksætte en makrofinansiel bistandstransaktion på 500 mio. EUR. Kommissionen
er sammen med IMF i færd med at vurdere Egyptens resterende eksterne
finansieringsbehov med henblik på eventuel vedtagelse af et forslag til
makrofinansiel bistand til dette land. 2.2. Rammeforordning
for makrofinansiel bistand Allerede i 2003 pegede Europa-Parlamentet på
den langvarige beslutningsproces – afgørelser om individuelle makrofinansielle
bistandstransaktioner blev truffet fra sag til sag af Rådet efter høring af
Parlamentet – som en af de væsentligste mangler ved den makrofinansielle
bistand. Parlamentet understregede endvidere, at der var behov for et
gennemskueligt retsgrundlag for det makrofinansielle bistandsinstrument som
helhed. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 træffes de
lovgivningsmæssige afgørelser om individuelle makrofinansielle
bistandstransaktioner af Parlamentet og Rådet efter den almindelige
lovgivningsprocedure (fælles beslutningstagning), hvilket har medført en
temmelig langtrukken beslutningsproces. Dette har øget presset for at strømline
proceduren for vedtagelse af afgørelser om makrofinansiel bistand. Som finans-
og gældskrisen har understreget, kræves der for effektivt at tackle
makroøkonomiske og finansielle krisesituationer et kriseafhjælpningsinstrument,
der kan anvendes hurtigt og effektivt. Som en reaktion på
denne udvikling vedtog Kommissionen den 4. juli 2011 et forslag til en
rammeforordning[2]. Forslaget har følgende
hovedformål: (i) at gøre makrofinansiel bistand mere effektiv gennem en
hurtigere og mere effektiv beslutningsproces, (ii) at tilpasse
beslutningsproceduren for makrofinansiel bistand til den procedure, der
anvendes i forbindelse med EU's øvrige instrumenter, hovedsagelig i forhold til
tredjelande, (iii) at formalisere reglerne for instrumentet og give
Europa-Parlamentet medejerskab over dem samt (iv) at opdatere og forenkle nogle
af reglerne. Forslaget har følgende
hovedelementer: (i) afgørelser om tildeling af makrofinansiel bistand træffes
af Kommissionen ved hjælp af en gennemførelsesretsakt, der kontrolleres af
medlemsstatsudvalget; (ii) Genval-kriterierne, der blev fastlagt i forskellige
rådskonklusioner og også blev støttet af Europa-Parlamentets afgørelse fra
2002, bekræftes i en forordning og bliver dermed juridisk bindende; (iii) nogle
af kriterierne opdateres eller præciseres, især dem, der vedrører tærsklen for
makrofinansielle bistandstransaktioner med hensyn til det resterende
finansieringsbehov, de geografiske støttekriterier (en formel anerkendelse af
eksistensen af EU's naboskabspolitik i forbindelse med makrofinansiel bistand)
og valget mellem anvendelse af gavebistand eller lån ved makrofinansielle
bistandstransaktioner. Der har været
drøftelser både i Rådet og Parlamentet. Rådet forelagde sine første
konklusioner i december 2011 (i en såkaldt generel strategi). Parlamentet har
bestilt en undersøgelse af effektiviteten af den makrofinansielle bistand og
drøftede i begyndelsen af 2012 en betænkning om Kommissionens forslag i
Udvalget om International Handel. Det forventes, at der træffes afgørelse om
forslaget i løbet af andet halvår 2012 eller 2013. 3. Makrofinansiel
bistand i 2011 3.1. Overblik I 2011 blev den makrofinansielle
bistandstransaktion til fordel for Serbien, der var blevet vedtaget i 2009,
fuldført. I juli 2011 blev den første rate af bistanden, et lån på 100 mio. EUR,
udbetalt til de serbiske myndigheder, hvilket markerede afslutningen på denne
makrofinansielle bistandstransaktion, idet den anden rate på samme beløb blev
annulleret på grund af Serbiens lavere eksterne finansieringsbehov og landets
beslutning om ikke at trække fuldt ud på programmerede udbetalinger fra IMF.
Hvad angår den makrofinansielle bistand til Armenien, blev aftalememorandummet
underskrevet i februar 2011, og den første rate – en gavebistand på 14 mio. EUR
og et lån på 26 mio. EUR – blev udbetalt i juli 2011. Udbetalingen af den anden
rate – en gavebistand på 21 mio. EUR og et lån på 39 mio. EUR – blev aftalt til
at skulle finde sted i december. Gavebistandsdelen blev reelt udbetalt den 27.
december 2011, mens lånedelen blev udbetalt den 9. februar 2012. Med hensyn til den makrofinansielle bistand
til Moldova frigav Kommissionen den anden rate (gavebistand på 20 mio. EUR) i
september 2011. Frigivelsen af den tredje rate kunne ikke finde sted inden
udgangen af 2011, som det oprindeligt var planlagt, da der var flere
betingelser, som ikke var blevet opfyldt. Raten blev endelig udbetalt i starten
af april 2012. Gennemførelsen af den makrofinansielle bistandstransaktion til
fordel for Ukraine, der blev godkendt i 2010, og som sammen med de tilgængelige
midler fra en tidligere transaktion, der blev godkendt i 2002, beløber sig til
610 mio. EUR i form af lån, blev yderligere forsinket på grund af, at der ikke
var indgået nogen aftale med de ukrainske myndigheder om visse betingelser i
aftalememorandummet. Den første rate af den makrofinansielle
bistandstransaktion til fordel for Bosnien-Hercegovina, der blev godkendt i
2009 (et beløb på op til 100 mio. EUR i form af lån), blev ikke udbetalt i 2011
på grund af manglende opfyldelse af én af de betingelser, der var knyttet til
udbetalingen af den første rate. I 2011 forelagde Kommissionen to formelle
forslag til nye makrofinansielle bistandstransaktioner for medlovgiverne:
Forslaget om at udvide den makrofinansielle bistand til Georgien med 23 mio. EUR
i form af gavebistand og 23 mio. EUR i form af lån, der blev vedtaget den 13.
januar 2011, og forslaget om at udvide en undtagelsesvis makrofinansiel bistand
til Kirgisistan med 15 mio. EUR i form af gavebistand og 15 mio. EUR i form af
lån, som blev vedtaget den 20. december 2011. Siden da har disse forslag været til
behandling i Europa-Parlamentet og Rådet. Medlovgivernes afgørelse vedrørende
den makrofinansielle bistand til Georgien er blevet forsinket på grund af det
ovennævnte juridiske stridsspørgsmål. 3.2. Individuelle
foranstaltninger i modtagerlandene i 2011 3.2.1. Det vestlige Balkan 3.2.1.1. Bosnien-Hercegovina Makrofinansiel bistand til Bosnien-Hercegovina
på op til 100 mio. EUR i form af lån blev godkendt af Rådet i 2009 (Rådets
afgørelse 2009/891/EF af 30. november 2009). Det relevante aftalememorandum og
låneaftalen blev underskrevet i november 2010, mens – delvist på grund af den
langtrukne regeringsdannelse efter parlamentsvalget i oktober 2010 –
låneaftalen først blev ratificeret af den bosniske præsident i august 2011. Der
blev ikke udbetalt makrofinansiel bistand i løbet af 2011, da ikke alle de
betingelser, der var knyttet til den første rate og aftalt i
aftalememorandummet, var blevet opfyldt. Derudover har IMF's
standby-arrangement reelt ikke fungeret siden oktober 2010. Der er dog sket
visse fremskridt med hensyn til opfyldelsen af de politiske betingelser, der er
knyttet til den makrofinansielle bistand, inden for rammerne af forvaltningen
af de offentlige finanser. Så snart IMF-programmet bliver funktionsdygtigt
igen, og alle de politiske betingelser, der er fastsat i aftalememorandummet,
er opfyldt, vil udbetalingen af den makrofinansielle bistand kunne gennemføres. Efter
en marginal vækst (0,7 %) i 2010 skete der en lille stigning i den økonomiske
ekspansion i 2011 til en anslået rate på 1,6 %, hvilket var drevet af øget
eksport og en svag stigning i den indenlandske efterspørgsel. Der fandt yderligere
konsolidering af de offentlige finanser sted i 2011 til trods for, at kvaliteten
af de offentlige finanser fortsat er dårlig. Der har igen været en stigning i
de eksterne ubalancer, således at underskuddet på betalingsbalancens løbende
poster er nået op på 8,7 % af BNP. 3.2.1.2. Serbien Der blev stillet en makrofinansiel bistand i form af en lånefacilitet
på op til 200 mio. EUR til rådighed for Serbien i henhold til Rådets afgørelse
2009/892/EF i lyset af de negative virkninger af den globale krise. Formålet
med denne bistand var at supplere midlerne fra de internationale finansielle
institutioner for at hjælpe regeringen med at tackle det eksterne
finansieringsbehov. I betragtning af Serbiens gradvise økonomiske genopretning,
det lavere behov for ekstern finansiering og nedskaleringen af IMF-bistanden
med 50 % besluttede Kommissionen kun at udbetale halvdelen af det tilgængelige
beløb for makrofinansiel bistand, dvs. 100 mio. EUR. Overførslen af midler
fandt sted den 12. juli 2011 og afsluttede denne makrofinansielle
bistandstransaktion. Blandt betingelserne for den makrofinansielle bistand var
et eftersyn af forvaltningen af de offentlige finanser, navnlig gennem fastsættelse
af kvantitative finanspolitiske regler og nye bestemmelser vedrørende den offentlige
interne finanskontrol. I 2011 fortsatte den økonomiske genopretning med en vækst i BNP på 1,6
%, som skyldtes en kraftig forøgelse af investeringerne. Ved udgangen af året
kom væksten dog under pres på grund af de vanskelige globale økonomiske rammer.
Med den aftagende vækst i eksporten steg underskuddet på betalingsbalancens
løbende poster til ca. 9,5 % af BNP. Derudover nærmede budgetunderskuddet sig 5
% af BNP, hvilket var højere end oprindeligt forventet og overvejende skyldtes
manglende indtægter. 3.2.2. De østlige nabolande 3.2.2.1. Armenien I slutningen af 2010
blev Kommissionen og de armenske myndigheder enige om betingelserne for det
makrofinansielle bistandsprogram på 100 mio. EUR (35 mio. EUR i gavebistand og
65 mio. EUR i lån), der var vedtaget i november 2009. Aftalememorandummet og
låne- og gavebistandsaftalerne blev underskrevet i februar 2011 og ratificeret
af de armenske myndigheder i maj 2011. Den første rate på 40 mio. EUR blev
frigivet i juni 2011, mens frigivelsen af den anden rate på 60 mio. EUR fandt
sted i december 2011 med hensyn til gavebistandsdelen og i februar 2012 med
hensyn til lånedelen. I 2011 fortsatte den
armenske økonomi genopretningen, idet det reale BNP voksede med 4,6 %, hvilket
var drevet af en stigning i pengeoverførsler fra emigranter og arbejdstagere i
udlandet samt i eksporten. De indgående investeringer faldt imidlertid. Til
trods for et fald i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster fra 14,7
% af BNP i 2010 til 10,9 % af BNP i 2011 var det nødvendigt, at en stor del af
det eksterne finansieringsbehov blev finansieret af eksterne partnere. I 2011
begyndte Armenien at implementere landets nye treårige (2011-2013) økonomiske
stabiliseringsprogram, som bl.a. støttes af IMF inden for rammerne af den udvidede
finansieringsfacilitet (EFF) med et samlet beløb på 278 mio. EUR. I december
2011 afsluttede IMF's bestyrelse sin tredje revision af Armeniens økonomiske
resultater under programmet, som gjorde det muligt for myndighederne at trække
yderligere 36,2 mio. SDR (ca. 42 mio. EUR). De betingelser, der var knyttet til
den makrofinansielle bistand, bidrog til at fremme reformer inden for områderne
offentlig gæld, pensioner, skatte- og toldadministration, forvaltning af de
offentlige finanser og skattepolitik. 3.2.2.2. Georgien Den omfattende EU-pakke på op til 500 mio. EUR
til at sætte gang i Georgiens økonomi, som der blev givet tilsagn om ved den
internationale donorkonference i oktober 2008 i Bruxelles efter konflikten med
Rusland i august 2008, bestod af to mulige makrofinansielle
bistandstransaktioner, der hver beløb sig til 46 mio. EUR. Den første del blev
gennemført med succes i løbet af 2009-2010. For den anden dels vedkommende
vedtog Kommissionen et forslag om makrofinansiel bistand til Georgien den 13.
januar 2011. Europa-Parlamentets plenarforsamling stemte om
forslaget den 10. maj 2011 og vedtog en lovgivningsmæssig beslutning med nogle
ændringer, som primært sigtede mod at afspejle den nye komitologiforordnings
ikrafttræden i marts 2011[3]. Siden Europa-Parlamentet
vedtog sin holdning, har de interinstitutionelle drøftelser mellem Rådet og
Europa-Parlamentet ikke ført til noget resultat. Mens Parlamentet foretrækker
anvendelsen af rådgivningsproceduren for medlemsstatsudvalget i forbindelse med
aftalememorandummet, som det oprindeligt blev foreslået af Kommissionen, finder
Rådet, at det principielt er undersøgelsesproceduren, der bør finde anvendelse.
Det
reale BNP voksede med 6,3 % i 2010 og med 7 % i 2011, men stigningstakten
forventes at aftage en smule i 2012 som følge af de vanskelige globale
økonomiske rammer. IMF's standby-arrangement løb fra september 2008 til juni
2011. Det bidrog til finanspolitisk konsolidering, fremskridt med
strukturreformer og fornyet vækst. Fra juli 2010 har myndighederne behandlet arrangementet
som en sikkerhedsforanstaltning og ikke anmodet om udbetaling af de sidste
rater. Til trods for en forbedring siden 2009 er Georgiens
betalingsbalancesituation stadig sårbar med et stort underskud på
betalingsbalancens løbende poster (svarende til 11,7 % af BNP i 2011), og
tilstrømningen af udenlandske direkte investeringer ligger fortsat signifikant
under det niveau, der gjaldt, før konflikten brød ud (2008), og der forventes
betydelige eksterne gældsforpligtelser for perioden 2013-2014). Myndighederne
blev i marts 2012 enige med IMF om et toårigt program, som vil være af
forebyggende karakter. Mens eksistensen af et IMF-udbetalingsprogram er en
forudsætning for aktiveringen af EU-finansierede makrofinansielle
bistandstransaktioner, er der sandsynlighed for, at IMF-midler stadig vil kunne
anvendes i løbet af programmets varighed i betragtning af de vanskelige
internationale finansielle rammer. 3.2.2.3. Republikken Moldova Den 20. oktober 2010 vedtog Europa-Parlamentet
og Rådet en afgørelse om makrofinansiel bistand til Republikken Moldova på 90
mio. EUR i gavebistand, der skulle udbetales i tre rater i 2010 og 2011
(afgørelse nr. 938/2010/EU). Bistanden blev udvidet i forbindelse med et
økonomisk program af en treårig ECF-EFF-finansieringsordning, som IMF's
bestyrelse havde godkendt i januar 2010. Efter indgåelsen af
aftalememorandummet udbetalte Kommissionen allerede i december 2010 den første
rate af EU's makrofinansielle bistand, som udgjorde et beløb på 40 mio. EUR.
Den anden rate på 20 mio. EUR blev udbetalt i september 2011, efter at
Kommissionen i juni havde vurderet overholdelsen af betingelserne. Udbetalingen
af den tredje rate kunne ikke finde sted før udgangen af 2011, som det ellers
oprindeligt havde været planen, fordi fremskridtene med hensyn til opfyldelsen
af de betingelser, der var knyttet til den tredje rate, blev betragtet som
utilstrækkelige. Efter at de moldoviske myndigheder havde gjort yderligere
fremskridt i gennemførelsen af reformerne, fandt Kommissionen ved en ny
vurdering i februar 2012, at opfyldelsen af betingelserne havde nået et
tilfredsstillende niveau, hvilket gjorde det muligt for Kommissionen at
udbetale den tredje og sidste rate på 30 mio. EUR i april 2012. Der skete en forbedring af økonomien efter den
voldsomme nedgang i 2009, og der fulgte et kraftigt opsving i økonomien i både
2010 og 2011. Forværringen af de eksterne økonomiske rammer resulterede
imidlertid i et fald i den økonomiske aktivitet i fjerde kvartal af 2011, og
denne tendens ser ud til at fortsætte i 2012. IMF-programmet fortsatte uændret,
og den internationale donorstøtte, herunder den EU-finansierede
makrofinansielle bistand, var en vigtig faktor for at skabe makroøkonomisk
stabilitet og støtte regeringens reformdagsorden. Moldova gennemførte en
ambitiøs finanspolitisk konsolidering ved at reducere budgetunderskuddet fra
6,3 % af BNP i 2009 til 2,4 % af BNP i 2011, og det er planen, at der skal ske
en yderligere reduktion til 0,9 % af BNP i 2012, hovedsageligt ved at nedbringe
de offentlige udgifter. Betingelserne for den makrofinansielle bistand bidrog
til at fremme reformer inden for områderne budgetudarbejdelse og
-gennemførelse, optimering af forvaltningen af de offentlige finanser og den
offentlige gæld, finansiel stabilitet og reform af finanssektoren, offentlige
indkøb og centralbanklovgivning. 3.2.2.4. Ukraine EU's medlovgivere
vedtog en afgørelse i juli 2010 om at stille makrofinansiel bistand på 500 mio.
EUR til rådighed for Ukraine (afgørelse 388/2010/EU af 7. juli 2010). Sammen
med de 110 mio. EUR, der fortsat var til rådighed på grundlag af afgørelsen om
makrofinansiel bistand fra 2002 (Rådets afgørelse 2002/639/EF af 12. juli
2002), ville dette muliggøre en potentiel makrofinansiel bistandstransaktion på
op til 610 mio. EUR. Forhandlingerne om de politiske betingelser for
udbetalingen af denne bistand, bl.a. foranstaltninger inden for forvaltning af
de offentlige finanser, skatte- og toldadministration samt energi- og
finanssektoren, er imidlertid endnu ikke afsluttet. Mens der er sket fremskridt
i retning af et aftalememorandum, der vil kunne accepteres af begge parter, har
man ikke kunnet nå til enighed om visse nøglespørgsmål, herunder det spørgsmål,
der blev fremført af det ukrainske revisionskammer (landets overordnede revisionsorgan).
I mangel af et underskrevet aftalememorandum og en underskrevet låneaftale blev
der ikke foretaget nogen udbetalinger i 2011. I
2011 fortsatte genopretningen af Ukraines økonomi med en forholdsvis kraftig
vækst og en inflation, der altovervejende er under kontrol. Siden medio 2011
har der dog været tendens til en klar forværring af betalingsbalancen, hvilket
har gjort det nødvendigt for Ukraines nationalbank at anvende 6,2 mia. USD af
sine valutareserver mellem august og december til at forsvare valutakursen.
IMF-programmet på 15 mia. USD kørte af sporet i 2011 på grund af uenighed om
budgettet og mangel på fremskridt i vigtige strukturreformer under
standby-arrangementet, herunder tilpasningen af gas- og varmetakster.
Forsinkelser i tilpasningen af energitakster udgør også en væsentlig risiko for
de finanspolitiske udsigter. Fordi der ikke blev foretaget nogen udbetalinger
af makrofinansiel bistand i 2011, og da bankerne har reduceret deres
risikoeksponering, er det blevet vanskeligere at få adgang til de
internationale kapitalmarkeder. Samtidig er der kun sket langsomme fremskridt
med strukturreformerne. Mens de love, der blev vedtaget i 2010 vedrørende
offentlige indkøb og gas, samt pensionsreformlovgivningen, der blev vedtaget i
2011, alle var skridt i den rigtige retning, har gennemførelsen heraf i visse
tilfælde været utilstrækkelig, eller også er loven efterfølgende blevet
udvandet af ændringer, hvilket fx gælder offentlige indkøb. Fremskridtene i
forbindelse med PFM-reformen har været særligt skuffende, og erhvervsklimaet i
Ukraine er fortsat dårligt, hvilket afspejles i en væsentlig nedgradering i
2011 af landets placering i Verdensbankens rangfølge for, hvor let det er at
drive selvstændig virksomhed, og på Transparency International's globale
korruptionsindeks[4]. 3.2.3. Centralasien 3.2.3.1. Kirgisistan Den 20. december 2011 forelagde Kommissionen
et forslag for Europa-Parlamentet og Rådet om undtagelsesvis makrofinansiel
bistand til Kirgisistan. I 2010 havde Kirgisistan oplevet
et stærkt fald i den økonomiske vækst og en forværring af stillingen over for
udlandet som følge af begivenheder i udlandet og interne politiske og etniske
konflikter, hvilket havde medført et betydeligt behov for ekstern finansiering.
Ved en international donorkonference i juli 2010 gav EU tilsagn om støtte
til genopretningen efter afslutningen af den etniske konflikt. I
juni 2011 blev IMF enig med de kirgisiske myndigheder om et treårigt program,
som skal støttes af en ECF-finansieringsordning. Stillingen
i forhold til udlandet forblev imidlertid sårbar, og eksistensen af et
betydeligt resterende behov for ekstern finansiering for perioden
2011-2013 blev bekræftet af IMF og Kommissionen. Derudover
kunne den ekstraordinære makrofinansielle bistandstransaktion, dvs. uden for
det normale geografiske anvendelsesområde for makrofinansiel bistand,
berettiges af styrken af det prodemokratiske politiske og økonomiske reformtempo
i landet og af dets stilling i en region, som har økonomisk og politisk
betydning for EU. Forslaget drøftes af Parlamentet og Rådet inden for rammerne
af den fælles beslutningsprocedure. I 2011 rettede den økonomiske vækst sig til 5,7 % efter et kraftigt
fald i 2009 og 2010, og betalingsbalanceunderskuddet mindskedes til skønsmæssigt
3,1 % af BNP som følge af store pengeoverførsler fra emigranter og
arbejdstagere i udlandet samt høje eksportpriser på guld. Men de vanskelige globale økonomiske rammer begyndte at få en negativ
indvirkning på pengeoverførslerne fra emigranter og arbejdstagere i udlandet og
på eksporten i de sidste måneder af 2011. Inflationen blev nedbragt fra over 20
% (på årsbasis) i midten af 2011 til 5,7 % ved udgangen af 2011. Regeringen
nåede sine finanspolitiske mål for 2011. De kirgisiske myndigheder
opfyldte også alle de mål i det IMF-ECF-program, der blev aftalt for udgangen
af 2011. 4. Sikring af, at den
makrofinansielle bistand anvendes korrekt: operationelle vurderinger, PEFA og
efterfølgende evalueringer 4.1. Operationelle
vurderinger I overensstemmelse med kravene i finansforordningen
vedrørende EU-budgettet om at foretage kontrol, før der udbetales midler til
modtagerlandene, gennemfører Kommissionen med bistand fra eksterne konsulenter
operationelle vurderinger for at få rimelig sikkerhed for de administrative
procedurers og finansielle kredsløbs funktion i modtagerlandene. De operationelle vurderinger har fokus på
PFM-systemerne, især procedurerne i og organisationen af finansministerierne og
centralbankerne og mere specifikt på forvaltningen af konti, hvortil der overføres
EU-midler. Desuden ses der særlig opmærksomt på, hvordan de eksterne
revisionsinstitutioner arbejder, deres uafhængighed og arbejdsprogrammer samt
effektiviteten af deres kontrolforanstaltninger. I de seneste operationelle
vurderinger er der også foretaget en analyse af de gældende procedurer i
indkøbsorganerne. I
2011 afsluttede Kommissionen de operationelle vurderinger i Georgien. Der gøres
rede for de vigtigste konklusioner af disse operationelle vurderinger i
Kommissionens arbejdsdokument SWD(2012) 181 final) 4.2. PEFA-vurderinger Kommissionen søger at opnå komplementaritet
med de andre diagnosticeringsredskaber inden for forvaltning af de offentlige
finanser i de lande, der modtager donorstøtte. I denne forbindelse er
PEFA-programmet (Public Expenditure and Financial Accountability), der blev
etableret i 2001 som et partnerskab mellem flere donorer, bl.a.
Europa-Kommissionen, Verdensbanken og IMF, en særligt egnet ramme. I de senere år er der gennemført PEFA-undersøgelser for en
række lande, der har modtaget eller potentielt er berettiget til makrofinansiel
bistand: Armenien (2008), Belarus (2009), Georgien (2008), Kosovo (2009), Kirgisistan
(2009), Republikken Moldova (2008), Marokko (2009) og Serbien (2010).
Kommissionen var sammen med Verdensbanken med til at udarbejde
PEFA-undersøgelserne af Georgien og Marokko og bidrog direkte til mange andre
undersøgelser. I 2011 bidrog Kommissionen til en
PEFA-vurdering af Ukraine i samarbejde med Verdensbanken (Banken var den
ledende myndighed) og foretog, også i samarbejde med Verdensbanken (denne gang
som den ledende myndighed), en PEFA-vurdering af Republikken Moldova. Resultaterne
af disse PEFA-undersøgelser vil supplere de seneste operationelle vurderinger
af de finansielle procedurer i disse to lande. De vil være nyttige i
forbindelse med de igangværende makrofinansielle bistandstransaktioner, navnlig
overvågningen af betingelserne vedrørende forvaltning af de offentlige
finanser. 4.3. Efterfølgende evalueringer For at vurdere virkningen af den makrofinansielle
bistand og i overensstemmelse med finansforordningen gennemfører Kommissionen
efterfølgende evalueringer af de makrofinansielle bistandsprogrammer. Konklusionerne
af evalueringerne tages i betragtning for at styrke praksis i forbindelse med
forvaltningen af den makrofinansielle bistand. Hovedformålene med de
efterfølgende evalueringer er at analysere den økonomiske virkning af den
makrofinansielle bistand på modtagerlandet, især bæredygtigheden af stillingen i
forhold til udlandet, og at vurdere merværdien af EU's intervention. I
2011 blev der iværksat to nye efterfølgende evalueringer for at vurdere de
nyligt gennemførte makrofinansielle bistandstransaktioner til fordel for
Libanon og Georgien. I begyndelsen af 2012 blev der iværksat en efterfølgende
evaluering i forbindelse med den makrofinansielle bistandstransaktion til
fordel for Kosovo. 5. Anmodninger om bistand
og Kommissionens fremtidige forslag; budgetsituation Størstedelen
af de makrofinansielle bistandstransaktioner i 2011 blev gennemført i 2011
eller i starten af 2012 (Serbien, Armenien, Republikken Moldova). De to
resterende programmer (transaktionerne til fordel for Ukraine og
Bosnien-Hercegovina) forventes gennemført i 2012 og 2013 under forudsætning af,
at der sker gode fremskridt med hensyn til de politiske betingelser. Det nye
program til fordel for Georgien, som fortsat behandles af medlovgiverne,
forventes godkendt medio 2012. Ligeledes vil den foreslåede makrofinansielle
bistandstransaktion til fordel for Kirgisistan kunne godkendes i andet halvår
af 2012. Den
nuværende række af makrofinansielle bistandstransaktioner, der påtænkes
gennemført i 2011-2012, omfatter også et muligt program til fordel for Kosovo. Efter
udløbet af det tidligere program i 2010, vil en ny makrofinansiel bistandstransaktion
være i overensstemmelse med det betingede tilsagn om støtte på op til 100 mio.
EUR i gavebistand, som EU gav på donorkonferencen om Kosovo i juni 2008. Endvidere
kan der forventes en ny transaktion til fordel for Armenien. Den vil følge
efter det nyligt fuldførte program og være rettet mod at hjælpe landet med at
dække det resterende behov for ekstern finansiering i 2013 og supplere de
midler, der er stillet til rådighed af IMF under den eksisterende
ECF-EFF-finansieringsordning. I betragtning af
de kortsigtede finansieringsbehov i nogle af de sydlige nabolande, der oplever
politiske ændringer, var det ingen overraskelse, at EU i februar 2012 modtog en
anmodning om makrofinansiel bistand fra Egypten. Der blev anmodet om et beløb
på 500 mio. EUR, hvoraf en mindre del kan udbetales i form af gavebistand for
at tage hensyn til Egyptens relativt lave indkomst pr. indbygger. Makrofinansiel
bistand vil supplere den finansiering, der er stillet til rådighed af Den
Internationale Valutafond (IMF) og andre donorer med henblik på at styrke Egyptens
betalingsbalance i en periode med vanskelige politiske omvæltninger. Kommissionen
er sammen med IMF i færd med at vurdere Egyptens resterende eksterne
finansieringsbehov med henblik på eventuel vedtagelse af et forslag til
makrofinansiel bistand til dette land. Udsigten til at
aktivere instrumentet med makrofinansiel bistand til fordel for nogle af
Middelhavslandene blev udtrykkeligt bekræftet i den fælles meddelelse fra
Kommissionen og EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og
sikkerhedspolitik om "Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med
det sydlige middelhavsområde", der blev vedtaget den 8. marts 2011. Nedenstående tabel 1 giver et overblik over
forpligtelser og udbetalinger af makrofinansiel bistand i form af gavebistand
for 2011 og 2012 (vejledende). Prognosen for 2012 er af meget midlertidig
karakter og vil afhænge af forskellige faktorer, som ligger uden for
Kommissionens kontrol. Den række af gavebistandstransaktioner, der påtænkes
gennemført for 2012, er stort set forenelige med budgetlofterne for 2012, idet
der tages hensyn til, at der kun vil kunne disponeres over nogle af de
planlagte transaktioner i 2013. Hvad angår lån, var det samlede udestående
beløb til MFA-långivningstransaktionerne på 569,8 mio. EUR ved udgangen af
2011. Dette beløb er dækket af garantifonden for aktioner i forhold til
tredjelande[5], som holdes på 9 % af det
udestående beløb. Fonden dækker ikke alene makrofinansiel bistand i form af
lån, men også Euratom-lån og EIB-lån til tredjelande, og tilføres midler fra
EU-budgettet. For MFA-långivningstransaktionerne svarer dette til ca. 51 mio.
EUR som en del af garantifonden ved udgangen af 2011. Tabel 1: Makrofinansiel
bistand, forpligtelser og udbetalinger i 2011-2012 i EUR || || 2011 || 2012 (vejledende) Afsatte forpligtelser vedrørende gavebistand i budgettet || 104 868 567 || 95 550 000 || || || Forpligtelser, i alt || 393 476 || 88 350 000 || Operationelle vurderinger, PEFA-undersøgelser, efterfølgende evalueringer || 393 476 || 350 000 || MFA Georgien (foreslået) || || 23 000 000 || MFA Kirgisistan (foreslået) || || 15 000 000 || MFA Egypten (eventuelt) || || 50 000 000 || MFA Kosovo (eventuelt, ved udgangen af 2012 eller 2013) || || Skal fastsættes || || || Uudnyttede budgetbevillinger || 104 475 091 || Ingen angivelse || || || || || || Bevilgede udbetalinger af MFA-gavebistand i budgettet || 88 552 647 || 79 050 000 || || || Udbetalinger, i alt || 55 236 767 || 74 350 000 || Operationelle vurderinger, PEFA-undersøgelser, efterfølgende evalueringer || 236 767 || 350 000 || MFA Armenien || 35 000 000 || || MFA Moldova || 20 000 000 || 30 000 000 || MFA Georgien (foreslået, første udbetaling) || || 11 500 000 || MFA Kirgisistan (foreslået, første udbetaling) || 7 500 000 || MFA Egypten (eventuelt, første udbetaling) || || 25 000 000 || || || Uudnyttede bevillinger til udbetalinger af gavebistand || 33 315 880 || 4 700 000 || || || || || || MFA-udbetalinger i form af lån, i alt || 126 000 000 || 705 000 000 || || || || Armenien || 26 000 000 || 39 000 000 || Serbien || 100 000 000 || || Andre, herunder Ukraine, Bosnien-Hercegovina (aktiv) og Egypten (eventuelt) || 666 000 000 Tabel 2: Makrofinansiel bistand, godkendte beløb
pr. år i 2002-2011 i mio. EUR * Nettobeløb for Ukraine under hensyntagen til
et nyt lån på 110 mio. EUR og samtidig annullering af 92 mio. EUR ud af et lån
på 150 mio. EUR vedtaget i 1998 og gavebistand til Moldova på 15 mio. EUR og
samtidig annullering af et lån på 15 mio. EUR vedtaget i 2000 1 Yderligere detaljerede oplysninger findes i de
statistiske data i arbejdsdokumentet Figur 2a: Makrofinansiel bistand, godkendte
beløb pr. år i 2002-2011 i mio. EUR Figur 2b: Makrofinansiel bistand, godkendte
beløb efter region i 2002-2011 Tabel 3:
Makrofinansiel bistand, udbetalte beløb pr. år i 2002-2011 i mio. EUR Yderligere detaljerede oplysninger findes i de
statistiske data i arbejdsdokumentet. Figur 3a:
Makrofinansiel bistand, udbetalte beløb pr. år i 2002-2011 i mio. EUR Figur 3b:
Makrofinansiel bistand, udbetalte beløb efter region i 2002-2011 i mio. EUR * Denne betegnelse er med forbehold for holdningerne til retsstilling og
er i overensstemmelse med UNSCR 1244 og ICJ's udtalelse om Kosovos
uafhængighedserklæring. [1] For baggrundsoplysninger om den
seneste økonomiske udvikling i de sydlige nabolande, jf. endvidere "The
EU's neighbouring economies: coping with new challenges", Occasional
Papers no. 86 / November 2011, DG ECFIN, European Commission UNSCR 1244 og
ICJ's udtalelse om Kosovos uafhængighedserklæring. [2] Kommissionens forslag til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om generelle bestemmelser for makrofinansiel
bistand til tredjelande - KOM(2011) 865 endelig, 4.7.2011. [3] Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 182/2011 af 16. februar 2011. [4] Utilstrækkelige fremskridt med PFM
sammen med usikkerhed over de makroøkonomiske rammer (herunder IMF-programmets
status) førte til, at EU-Kommissionen udsatte udbetalingen af budgetstøttetransaktioner
ved udgangen af 2011. [5] Der er yderligere oplysninger i
beretningen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om garantier
dækket af det almindelige budget (udarbejdes halvårligt).