MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE SOCIALE OG ØKONOMISKE UDVALG OG REGIONSUDVALGET En europæisk forbrugerdagsorden - Øget tillid og vækst /* COM/2012/0225 final */
1. Forbrugerpolitik som et vigtigt bidrag til Europa 2020 Forbrugerudgifterne udgør 56 % af EU's BNP og er af afgørende betydning
for opfyldelsen af Europa 2020-målet om intelligent, bæredygtig og inklusiv
vækst. Stimuleringen af denne efterspørgsel kan spille en vigtig rolle med
hensyn til at føre EU ud af krisen. I den forbindelse er det nødvendigt at udnytte det indre markeds
potentiale. Ifølge data har forbrugere, der handler på tværs af grænserne i EU,
op til 16 gange flere produkter at vælge imellem, men 60 % af forbrugerne
benytter sig endnu ikke af denne detailmulighed. På grund af denne
tilbageholdenhed drager de ikke fuld nytte af de mange valgmuligheder og
prisforskelle, som det indre marked rummer. Hvis forbrugernes tillid til
onlinehandel på tværs af grænserne forbedres gennem passende politiske tiltag,
vil man kunne give den økonomiske vækst i Europa et kraftigt skub. Kompetente
og bevidste forbrugere kan løfte den europæiske økonomi. Veludtænkte og velgennemførte forbrugerpolitikker med en europæisk
dimension kan hjælpe forbrugerne med at træffe et informeret valg, som
stimulerer konkurrencen og understøtter målet om bæredygtig og
ressourceeffektiv vækst, samtidigt med at der tages hensyn til alle forbrugeres
behov. I denne Europæiske Forbrugerdagsorden kortlægges de centrale foranstaltninger,
som er nødvendige for at styrke forbrugernes stilling og øge deres tillid. Den
indeholder foranstaltninger, som giver forbrugerne en central placering i alle
EU-politikker med henblik på at nå Europa 2020-målene[1]. Den bygger på og supplerer
andre initiativer, som f.eks. rapporten om EU-borgerskab, akten for det indre
marked, den digitale dagsorden for Europa, meddelelsen om e-handel og
køreplanen til et ressourceeffektivt Europa[2].
For så vidt angår forskning og innovation bygger denne dagsorden på initiativer
fra Horisont 2020, der skal give en grundigere videnskabelig forståelse af
forbrugeradfærd og de aspekter vedrørende sundhed, sikkerhed og bæredygtighed,
som de forskellige valg indebærer[3]. En styrkelse af forbrugernes stilling indebærer etablering af solide
rammer med principper og værktøjer, der sætter dem i stand til at fremme en
intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi. Hvis stærke forbrugere bakkes op
af sådanne rammer, der garanterer deres sikkerhed, adgang til information og
uddannelse, rettigheder samt klage‑ og håndhævelsesmuligheder, kan de deltage
aktivt på markedet og påvirke det ved at udøve deres frie valg og sikre, at
deres rettigheder håndhæves på korrekt vis. I overensstemmelse med traktaten (artikel 12 i TEUF) og Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (artikel 38) udvikles
der gennem dagsordenen en systematisk tilgang til at integrere
forbrugerbeskyttelseshensyn i alle relevante politikker, og der lægges særlig vægt
på at løse de problemer, som nutidens forbrugere støder på inden for sektorerne
for fødevarekæden, energi og transport, digitale og finansielle tjenesteydelser[4]. Dagsordenen bygger på det
eksisterende høje forbrugerbeskyttelsesniveau og på de fremskridt, der er gjort
med at skabe et europæisk område med retfærdighed[5], ved at styrke dommeres,
advokaters og retshåndhævende myndigheders rolle, også på tværs af
landegrænserne. 2. Stærke EU-forbrugerbeskyttelsesregler som udgangspunkt Gennem de seneste 50 år har EU
indført en række robuste politikker og regler for at sikre et højt
beskyttelsesniveau for forbrugerne i EU og give dem mulighed for at drage
fordel af de økonomiske og sociale fremskridt, som Europa og det indre marked
har opnået. Dette omfatter en overordnet produktsikkerhedspolitik og ‑lovgivning,
som forhindrer farlige produkter i at nå frem til forbrugerne, og som fremmer
den høje kvalitet af den europæiske eksport. Gennem en stærk forbrugerlovgivning
fastlægges en EU-ramme til bekæmpelse af urimelig handelspraksis, urimelige
kontraktvilkår og vildledende reklame, både ved indenlandsk og
grænseoverskridende handel, samtidig med at forbrugernes ret til at opsige
kontrakter og søge passende erstatning sikres. I kraft af det nyligt vedtagne direktiv
om forbrugerrettigheder er forbrugernes rettigheder blevet væsentligt
styrket, især gennem en harmonisering af en række regler, der finder anvendelse
på onlinekontrakter. Det er vigtigt, at disse nye regler gennemføres og
håndhæves rettidigt og effektivt. Tjenesteydelsesdirektivet sikrer, at
forbrugerne ikke udsættes for forskelsbehandling af erhvervsdrivende på
grundlag af nationalitet eller opholdssted. Konkurrencereglerne er
afgørende for, at EU kan slå hårdt ned på misbrug af dominerende stilling, karteller
og samordnet praksis til skade for forbrugerne. I enkelte sektorer af særlig
interesse for forbrugerne har EU også udviklet en række vigtige rettigheder.
F.eks. giver EU's passagerrettigheder nu rejsende ret til luft-,
jernbane-, vej- og søtransport af høj kvalitet inden for EU. EU's loft over
roamingpriser har nedbragt de urimelige omkostninger for forbrugerne med
over 70 %, og telepakken gør det let for forbrugerne at skifte
fastnet- eller mobiloperatør. Lovgivningen om fødevareinformation til
forbrugerne og regulering af ernærings- og sundhedsanprisninger i
forbindelse med fødevarer sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og giver
forbrugerne mulighed for at træffe et informeret valg. De seneste initiativer omfatter
"kvalitetspakken"[6],
som blev vedtaget af Kommissionen i 2010, og som sigter mod at forbedre
forbrugerinformationen om fødevarekvalitet gennem en omfattende politik for
certificeringsordninger, værdiforøgelsesbetingelser og standarder for
landbrugsprodukter. I juli 2011 blev der fremsat en revision af roamingforordningen[7], som skal gøre det let for
forbrugerne at skifte til en anden udbyder af roamingtjenester. Der indføres
også et nyt loft over detailprisen for dataroaming parallelt med de
eksisterende. I oktober 2011 foreslog Kommissionen en fælles europæisk
købelov[8]
for at overvinde barrierer, der skyldes divergerende aftaleret: Et fælles og
omfattende regelsæt for salgskontrakter samt for kontrakter vedrørende digitalt
indhold, som virksomheder og forbrugerne kan vælge at anvende frivilligt.
Takket være et sådant regelsæt vil forbrugerne opnå større vished om deres
rettigheder, f.eks. i forbindelse med køb på internettet. De vil også få adgang
til en bredere vifte af produkter og digitalt indhold til lavere priser på
tværs af grænserne. I november 2011 blev der fremsat forslag om alternativ
konfliktløsning og onlinetvistbilæggelse[9] for at gøre denne
hurtigere og billige måde til løsning af tvister med erhvervsdrivende
tilgængelig for alle forbrugerne. Den dedikerede europæiske platform for
onlinetvistbilæggelse har til formål at øge forbrugernes tillid til
grænseoverskridende e-handel. Den foreslåede reformpakke vedrørende
databeskyttelse[10],
som Kommissionen vedtog i januar 2012, vil styrke EU's nuværende
lovgivningsramme for databeskyttelse ved at styrke forbrugernes
databeskyttelsesrettigheder for at øge deres tillid til det digitale indre
marked og til grænseoverskridende tjenester. Ved den efterfølgende revision
af direktivet om indskudsgarantiordninger i juli 2010 styrkedes
finansieringen af indskudsgarantiordninger, og der blev indført adskillige
forbrugervenlige bestemmelser. I juli 2010 foreslog Kommissionen også en
revision af direktivet om investorgarantiordninger, for at styrke
den investorbeskyttelse, som anvendes som sidste udvej, når et selskab, ofte på
grund af svig, ikke er i stand til at tilbagelevere aktiverne til dem. Endelig vil Kommissionens
forslag til en revision af direktivet om markeder for finansielle
instrumenter fra oktober 2011 sikre beskyttelse af private investorer, idet
det stiller krav til finansielle institutioner og styrker god forretningsskik. 3. Aktuelle
problemer og fremtidige udfordringer Trods det høje forbrugerbeskyttelsesniveau, der allerede er nået i EU,
kan de generelle forhold for EU's forbrugere stadig forbedres yderligere. En
række nye udfordringer er dukket op, navnlig som følge af ny teknologisk
udvikling, ikke bæredygtige forbrugsmønstre eller social udstødelse. Disse
udfordringer også skabe nye muligheder. 3.1 Udfordringer vedrørende produkt‑, tjeneste‑ og
fødevaresikkerhed Det er et grundlæggende mål for enhver forbrugerpolitik at sikre, at
varer, tjenesteydelser og fødevarer er sikre. Der er imidlertid forskelle
medlemsstaterne imellem med hensyn til håndhævelsen af
produktsikkerhedslovgivning, og i en tid, hvor ressourcerne til de nationale
myndigheder, der er ansvarlige for markedsovervågningen, er begrænsede, kæmper
hele håndhævelsesnetværket med at få mere ud af færre midler. Samtidig fortsætter globaliseringen af produktionskæden (f.eks. er en
stigende andel af de forbrugerprodukter, der købes i Den Europæiske Union,
herunder 85 % af alt legetøj, fremstillet i Kina). Dette gør afsløring af
usikre produkter til en betydelig udfordring. Den økonomiske krise betyder, at forbrugere og virksomheder fokuserer
overvejende på prisen, hvilket indebærer en risiko for, at sikkerhedshensyn
tilsidesættes, at der kommer flere forfalskede produkter. Det er nødvendigt, at
markedsovervågningsmyndighederne fastholder opmærksomhed herpå, ligesom der er
behov for en fornyet indsats i form af samarbejde mellem de nationale
myndigheder og retshåndhævende organer, både i og uden for EU. Set i lyset af forbrugertjenesteydelsernes øgede betydning og den
stigende udnyttelse af nogle af disse tjenesteydelser på tværs af grænserne i
det indre marked, er det nødvendigt at behandle sikkerheden omkring dem mere
indgående for at sikre, at forbrugerne har samme høje sikkerhedsniveau i hele
det indre marked, og at vurdere merværdien af en indsats på EU-plan. EU har allerede opnået imponerende resultater med hensyn til
fødevaresikkerhed, men dette politikområde kræver konstant justering i takt
med, at der fremkommer nye videnskabelige beviser. 3.2 Økonomiske og samfundsmæssige ændringer ·
Den digitale revolution Internettet har fundamentalt ændret den måde, hvorpå
forbrugerne handler og virksomheder annoncerer og sælger deres varer og
tjenesteydelser. Det har skabt innovative måder med hensyn til at
tilrettelægge, tilgå, dele og evaluere oplysninger om f.eks. priser, tekniske produktspecifikationer
og kvalitetskontroller. Anvendelsen af onlineredskaber som søgemaskiner,
websteder med pris‑ og varesammenligning, tillidsmærkning og
forbrugeranmeldelser er blevet udbredt og er nu ved at være integreret i
forbrugeradfærden og forretningsmodellerne. E-handel kan give betydelige
velfærdsgevinster, da forbrugerne har mindst dobbelt så stort et valg, når de
handler online frem for offline. Især kan "cloud computing" tilbyde
mere fleksible tjenester, som er uafhængige af det apparat eller den platform,
der anvendes. Man har beregnet, at hvis e-handelen med varer når op på
15 % af detailhandelen, og alle barrierer i det indre marked fjernes, vil
den samlede gevinst for forbrugerne være på omkring 204 mia. EUR (1,7 % af
EU's BNP)[11]. ·
Bæredygtigt forbrug Forbruget verden rundt har øget presset på miljøet,
herunder risiko for klimaændringer, og har skabt øget konkurrence om
ressourcerne[12].
Forbrugerne er i stigende grad bevidste om de miljøpåvirkninger, som deres
forbrugsmønstre indebærer, og bør gennem offentlige og private initiativer
anspores og støttes til at udvise en mere bæredygtig forbrugeradfærd.
Forbrugerne bør styrkes, støttes og opmuntres til at foretage bæredygtige og
sunde valg, hvilket vil medføre lavere omkostninger, både for dem selv og for
samfundet som helhed. Forbrugerne har ret til at kende miljøpåvirkningerne i
den samlede livscyklus for de produkter (varer og tjenesteydelser) de agter at
købe. Forbrugerne bør støttes, således at det bliver let at træffe et ægte
bæredygtigt valg. Der er behov for effektive værktøjer for at beskytte dem mod
vildledende og ubegrundede miljø- og sundhedsmæssige påstande. Forbrugernes efterspørgsel efter bæredygtige produkter kan
skabe vækst og konkurrence, hvilket vil øge udbuddet af sådanne produkter til
overkommelige priser og belønne virksomheder, der leverer kvalitetsvarer og ‑tjenesteydelser
med lavere miljøbelastning.
Social udstødelse, sårbare forbrugere og
tilgængelighed
Alle de steder, den økonomiske krise og statsobligationskrisen har
ramt, har den svækket forbrugernes tillid og har for nogle forbrugeres
vedkommende medført en meget betydelig nedgang i indkomst og købekraft og
dermed øget risikoen for social udstødelse og for, at borgere ikke kan få råd
til vigtige varer og tjenesteydelser. Disse risici forværres, fordi vores befolkninger bliver ældre og
markederne stadigt mere komplekse, og derfor har nogle mennesker hverken
mulighed for eller evne til at klare sig i det digitale miljø. Spørgsmålet om tilgængelighed er altafgørende, når
det drejer sig om at nyde godt af fordelene ved den digitale udvikling, både i
fysisk, digital og økonomisk forstand. Den
nuværende situation kan også forværre mulighederne for udsatte forbrugere,
såsom handicappede og bevægelseshæmmede, som har vanskeligt ved at få adgang
til og forstå information og finde hensigtsmæssige produkter og tjenesteydelser
på markedet. 3.3 For store informationsmængder – for lidt viden I en verden under hurtig forandring bombarderes forbrugerne ofte med
information, men disponerer ikke nødvendigvis over de oplysninger, de har brug
for. Forbrugere skal tackle stadigt mere komplekse oplysninger og valg og
må stadigt oftere klare sig med varemærkning eller benytte sig af mellemled og
"filtre", f.eks. i form af websteder, hvor forskellige varer
sammenlignes. Imidlertid er der grund til visse forbehold med hensyn til
nøjagtigheden og pålideligheden heraf. Forbrugerorganisationer spiller en afgørende rolle med hensyn til at
forbedre forbrugernes oplysnings‑ og vidensniveau, men deres stilling varierer
meget mellem medlemsstaterne. Især organisationer, der opererer på nationalt
plan, mangler ofte ressourcer og ekspertise, og deres opgave med at kanalisere
og filtrere forbrugeranliggender er ikke altid tilstrækkeligt anerkendt. Undersøgelsen om styrkelse af forbrugernes stilling, som blev
offentliggjort i 2011[13]
viste, at én ud af fire europæiske forbrugere ikke føler sig trygge og mere end
én ud af tre ikke føler, at de har den tilstrækkelige viden. Kun 2 % kunne
svare korrekt på spørgsmål om deres fortrydelsesret, garantier og beskyttelse
mod urimelig handelspraksis. Dette manglende kendskab underminerer forbrugernes
muligheder for at udøve deres rettigheder. 3.4 Rettighederne overholdes ikke fuldt ud i praksis I 2010 stødte mere end én ud af fem europæere på problemer med en vare
eller en tjenesteydelse, som de mente var omfattet af klageadgang. Det blev
anslået, at det samlede økonomiske omfang af sådanne problemer for europæiske
forbrugere beløb sig til 0,4 % af EU's BNP[14]. Selv om EU-lovgivningen generelt sikrer et højt
forbrugerbeskyttelsesniveau, sker det stadig ofte, at forbrugernes problemer
ikke løses. Eurobarometerundersøgelsen om detailhandlende fra 2011 viste, at
kun 26 % af detailforhandlerne kender det nøjagtige tidsrum, inden for hvilket
forbrugerne har ret til at returnere et defekt produkt. Mange af de problemer, som forbrugerne oplever med de erhvervsdrivende,
løses ikke, fordi forbrugeren ikke indgiver klage. Undersøgelsen af styrkelsen
af forbrugernes stilling viste, at kun 16 % af de forbrugere, der har
oplevet problemer, kontaktede forbrugerorganisationer eller offentlige
myndigheder for at løse dem. I de fleste tilfælde overvejer forbrugerne ikke at
gå til en domstol, hvis den første kontakt til den erhvervsdrivende ikke løser
problemet, navnlig hvis de pågældende beløb er små. Desuden oplever de håndhævende myndigheder nye praktiske
udfordringer, såsom ressourcemæssige begrænsninger, som hæmmer deres
effektivitet[15],
navnlig i grænseoverskridende situationer. Netværket for samarbejde om
forbrugerbeskyttelse, som blev oprettet i december 2006 for at løse problemerne
i forbindelse med grænseoverskridende handel, har endnu ikke nået sit fulde
potentiale. Klageprocedurerne og håndhævelsesmekanismerne skal
forbedres yderligere. En øget tillid og sikring af, at urimelig handelspraksis
ikke skaber en konkurrencemæssig fordel, vil også have positive virkninger i
form af en stimulering af væksten. 3.5 Særlige udfordringer i nøglesektorer Nogle sektorer er specielt vigtigt i økonomiske krisetider, da de
påvirker forbrugernes grundlæggende interesser for vigtige varer og
tjenesteydelser, såsom fødevarer, energi, transport, elektronisk kommunikation
og finansielle tjenester. Der bør tages højde for, hvordan de ovennævnte
økonomiske og samfundsmæssige ændringer påvirker disse sektorer. EU skal være særligt opmærksom på, hvordan forbrugerne opfatter og
vælger finansielle tjenesteydelser i dag. Mens teknologi, som f.eks. home
banking, gør livet lettere for mange forbrugere, kræver den øgede kompleksitet
og risiko ved visse finansielle produkter og tjenesteydelser (herunder
pensioner) en højere grad af gennemsigtighed og finansielle færdigheder.
Gebyrerne for basale finansielle tjenesteydelser er generelt stadig
uigennemsigtige, og forbrugere afholdes stadig fra at skifte bank pga. af deres
(ofte begrundede) frygt for, at det vil være besværligt. Alt for ofte formår forbrugerne ikke at drage de fulde fordele af
liberaliseringen af netværksindustrierne, f.eks. energi, transport og
elektronisk kommunikation, ikke kun hvad angår prisen på forsyningstjenesten,
men også dennes kvalitet. Navnlig har liberalisering af transportsektoren øget konkurrencen til
gavn for det stigende antal rejsende i hele Europa. Men der er behov for bedre
håndhævelse af EU-lovgivning om passagerers rettigheder for at bekæmpe urimelig
handelspraksis og overtrædelser af EU-lovgivningen. Den afgørende indvirkning,
som den digitale revolution har haft på rejsesektoren, betyder, at det er
vigtigt, at forbrugerrettighederne passer til formålet. Detailmarkederne for elektricitet og gas blev liberaliseret for nylig,
men mange forbrugere finder det stadig vanskeligt at foretage sammenligninger
på grund komplicerede procedurer og/eller uigennemsigtige markedsvilkår[16]. Med hensyn til energibesparelser er det blevet beregnet, at en
husholdning i EU gennemsnitligt kan spare op til 1 000 EUR om året ved at
træffe enkle energieffektivitetsforanstaltninger, såsom isolering af huset,
installering af termostater og solpaneler til vandopvarmning, termoruder og
udskiftning af gamle opvarmningssystemer[17].
Derfor har husholdningerne et betydeligt potentiale for at foretage
omkostningseffektive forbedringer af energiudnyttelsen og opnå besparelser på
det endelige energiforbrug. Dette potentiale er langt fra fuldt udnyttet,
hvilket hovedsagelig skyldes manglende viden blandt forbrugere om deres eget
faktiske forbrug, og manglen på klare og lettilgængelige forbrugsmålinger og
faktureringsoplysninger. Selv om markederne for elektronisk kommunikation har vist sig at kunne
modstå den økonomiske krise, udnytter forbrugerne ikke konkurrencen fuldt ud
som følge af utilstrækkeligt gennemsigtige gebyrer, tjenesteydelser af lav
kvalitet og hindringer for operatørskift. Den overordnede miljøbelastning fra fødevarer forventes at stige
yderligere i fremtiden, f.eks. som følge af ændrede kostvaner og øget
fødevareaffald. Fødevareaffald i Europa forventes at stige i de kommende år[18], men spild af fødevarer er
lig med spildte ressourcer og penge. 4. Fire
centrale mål for 2020 og de første skridt for at nå dem De ovenfor beskrevne udfordringer kræver en langsigtet
strategi samt en blanding af kortfristede foranstaltninger for at løse
borgernes vigtigste problemer, øge tilliden og skabe vækst samt støtte Europa
2020-strategien. De aktioner, som er beskrevet i de følgende afsnit, vil
naturligvis blive vurderet inden for rammerne af "intelligent
regulering" og Kommissionens overordnede politiske prioritering, hvilket
også indebærer en nøje analyse af byrderne for små og mellemstore virksomheder. 4. 1. forbedret
forbrugersikkerhed Det er et grundlæggende
mål for forbrugerpolitik at sikre, at varer, tjenesteydelser og fødevarer er
sikre. Målet med en effektiv
produktsikkerhedspolitik er at skabe et fintmasket sikkerhedsnet lige fra bedriften
eller fabrikken og til husholdningen. EU vil i kraft af forbedrede rammer for
produktsikkerhed bedre kunne tackle udfordringerne i de globale
forsyningskæder, kommunikere effektivt og reagere hurtigere og mere effektivt
på nye produktsikkerhedsmæssige risici. I takt med, at forbrugerne
oftere anvender tjenesteydelser på tværs af grænserne, er det værd at
undersøge, om deres sikkerhed bør reguleres på EU-plan eller nationalt plan. EU's system med offentlige
kontroller i fødevarekæden bør gøres endnu mere effektivt. Dette vil give de
medlemsstater, der er ansvarlige for en sådan kontrol, mulighed for at
maksimere merværdien, samtidig med at operatørernes byrder minimeres. For at opfylde målet om at
styrke forbrugernes sikkerhed, vil Kommissionen arbejde hen imod disse to
specifikke målsætninger: Ø
1. Forbedre de lovgivningsmæssige rammer
for produkt- og tjenesteydelsessikkerhed og forbedre rammerne for
markedsovervågning Ø
2. Forbedre sikkerheden i fødevarekæden. Der vil blive taget en
række konkrete skridt før 2014 for at opfylde disse specifikke målsætninger. Revisionen af lovgivningsrammen
for produktsikkerhed, der er planlagt til 2012, har til formål at sikre, at
EU og dets 500 millioner forbrugere kan stole på moderne, fælles regler for
markedsovervågning, der fører til bedre indenlandske og grænseoverskridende
håndhævelse takket være forbedret planlægning, prioritering, samarbejde og
udveksling af oplysninger mellem medlemsstaternes myndigheder. Virksomheder vil
også opnå fordele, eftersom de vil kunne forvente regler, der er nemmere at
anvende, og som har lavere overholdelsesomkostninger. Det vil også i den
reviderede ramme blive tilstræbt at indkredse metoder, som kan styrke
samarbejdet mellem de nationale håndhævelsesmyndigheder på EU-plan, således at
der skabes ensartede spilleregler, og illoyal konkurrence forebygges. Især i lande, der
eksporterer til EU, vil der blive gennemført tiltag, som skal øge bevidstheden
omkring sikkerhed og kendskabet til EU-reglerne i hele forsyningskæden. Kommissionen vil overveje initiativer vedrørende
tjenesteydelsessikkerhed i udvalgte sektorer, herunder dem, som er vigtige for
visse grupper af sårbare forbrugere. En grønbog om sikkerheden ved visse
forbrugertjenester vil blive drøftet i 2012, og en revideret henstilling
om brandsikring af hoteller vil blive sat på dagsordenen i 2013 som led i
den nye tilgang til risikovurdering og risikostyring, der foreslås af
industrien. Forordningen om offentlig
kontrol i fødekæden vil blive revideret i 2012 med henblik på at forenkle
den og sikre, at der er tilstrækkelige og bæredygtige støttemidler til at
gennemføre flere kontroller. Desuden vil Kommissionen styrke og ajourføre de retlige
rammer for dyresundhed, plantesundhed og planteformeringsmaterialer og
forordningen om fødevarehygiejne, navnlig ved bedre sammenhæng og afklaring
af ansvarsområder for virksomhedsledere. Dette vil forbedre fødevaresikkerheden
for forbrugerne. Baseret på retningslinjerne
for importkontrol af produktsikkerhed og overensstemmelse[19] vil told‑ og markedstilsynsmyndighederne
samarbejde om at forbedre, måle og evaluere resultaterne af importkontrollen
inden 2014. 4. 2. Forbedrede
kundskaber Hvis forbrugerne skal styrkes behørigt, skal de have adgang til klare,
pålidelige og sammenlignelige oplysninger og redskaber til at forstå dem. Desuden bør både forbrugere og erhvervsdrivende i højere grad gøres
opmærksomme på deres rettigheder og forpligtelser i EU, således at den
gensidige tillid kan øges, og der kan findes enkle løsningsmetoder, når noget
går galt. Derfor vil Kommissionen samarbejde med mellemled og erhvervsdrivende
for at tilskynde dem til at bevæge sig ud over den blotte overholdelse af
lovgivningen og til at udvikle selvregulerende foranstaltninger samt
initiativer vedrørende virksomhedens sociale ansvar og således øge deres fokus
på kundeservice som en vigtig konkurrenceparameter. Det er særligt vigtigt at forbedre forbrugernes viden inden for
finansielle tjenesteydelser, hvor institutioner såsom banker, centralbanker,
finansielle tilsynsmyndigheder samt deponerings‑ og
investorbeskyttelsesordninger spiller en aktiv rolle med hensyn til at øge
forståelsen af finansielle spørgsmål, bl.a. for personer, der står uden for den
almindelige bank‑ og finanssektor (de såkaldte "personer uden bank"
og "personer med begrænset adgang til banktjenester"). Der vil blive afholdt oplysningskampagner i samarbejde med
medlemsstaterne og de berørte parter om de vigtigste forbrugerspørgsmål. Det er
også vigtigt, at de nationale myndigheder og organisationer i den private
sektor forbedrer uddannelsestilbuddet til forbrugerne i hele EU fra en tidlig
alder. Forbrugerorganisationer spiller en vigtig rolle, ikke blot med hensyn
til at oplyse og bevidstgøre forbrugerne, men også ved effektivt at
repræsentere og forsvare dem. Kommissionen vil forfølge
disse to specifikke målsætninger: Ø
3. Bedre information om og øget kendskab til
forbrugernes rettigheder og interesser både blandt forbrugere og
erhvervsdrivende Ø
4. Opbygning af viden og kapacitet, således
at forbrugerne deltager mere effektivt i markedet. Inden 2014 vil der blive
taget en række konkrete skridt for at opfylde disse specifikke målsætninger. I 2013 vil der som led i "borgernes Europaår" blive lanceret
en kampagne i hele EU for at skabe øget viden om forbrugernes rettigheder
og interesser i nært samarbejde med alle de berørte parter, herunder
erhvervslivet og forbrugerorganisationerne. Nonprofitorganisationer, som yder generel finansiel rådgivning til
forbrugerne, vil mellem andet kvartal af 2012 og december 2013 modtage
specialuddannelse for bedre at kunne yde effektiv og bæredygtig rådgivning. Kommissionen vil samarbejde med medlemsstaterne
for at sikre, at de nationale forbrugerorganisationers rolle anerkendes, og den
vil støtte dem med kapacitetsopbygning og yde støtte til europæiske
forbrugerorganisationer. Arbejdet med alle de eksisterende EU-dækkende
netværk, der bedst vil kunne formidle oplysninger til forbrugere,
erhvervsdrivende eller retsvæsenet, vil blive intensiveret. Det Europæiske
Netværk af Forbrugercentre vil blive styrket, så det bedre kan informere
forbrugerne om deres rettigheder, når de handler på tværs af grænserne, og
bistå dem i tilfælde af grænseoverskridende tvist. Enterprise Europe Network
vil blive benyttet mere regelmæssigt for at sikre, at oplysninger om
forbrugerlovgivningen regelmæssigt videregives til virksomheder, herunder
SMV'er. Kommissionen vil samarbejde med mellemled og
erhvervsdrivende med henblik på at udvikle adfærdskodekser, god praksis eller
retningslinjer for sammenligning af pris, kvalitet og bæredygtighed. Kommissionen vil også løbende forbedre oplysningerne til forbrugerne og
virksomhederne om deres rettigheder og forpligtelser via egne websider, som
f.eks. portalen Dit Europa[20],
suppleret af specialiserede informationsværktøjer som dem, der er findes på i e-YouGuide[21] og kodekset om
onlinerettigheder i EU. Kommissionen vil også samarbejde med journalister
og medier, der er specialiseret i forbrugerspørgsmål, for at fremme effektiv
formidling af oplysninger. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med medlemsstaterne om
forbrugeruddannelse. Kommissionen vil i 2012 udvikle en interaktiv platform
for udveksling af bedste praksis og distribution af
forbrugeroplysningsmateriale blandt lærere og andre fagfolk, der arbejder
med børn og unge i alderen 12-18. Materialet vil bl.a. vedrøre digitale
færdigheder, nye medieteknologier[22]
og bæredygtigt forbrug. 4. 3. Forbedring
af gennemførelsen, styrkelse af håndhævelsen og sikring af klageadgangen Hvis det indre marked fortsat
skal være en succes, er det nødvendigt at styrke markedsdeltagernes tillid til,
at deres rettigheder håndhæves effektivt, og at de har adgang til passende
klagemuligheder. Kun hvis forbrugerne kan
håndhæve deres rettigheder i hele EU, og velrenommerede erhvervsdrivende kan konstatere,
at illoyale konkurrenter straffes behørigt, vil vi kunne forvente, at den
grænseoverskridende handel fortsætter med at stige i EU. Dette er særlig
vigtigt i dag, hvor den digitale revolution gør det let at handle på tværs af
grænserne, men det øger også useriøse erhvervsdrivendes muligheder for at udøve
urimelig handelspraksis. Kommissionen vil forfølge
disse to specifikke målsætninger: Ø
5. Effektiv håndhævelse af
forbrugerlovgivningen med fokus på nøglesektorer Ø
6. Give forbrugerne effektive metoder til at
løse tvister. Inden 2014 vil der blive
taget en række konkrete skridt for at opfylde disse specifikke målsætninger. I hele perioden 2012-2014 vil de årlige koordinerede
håndhævelsesforanstaltninger ("sweeps") gennem CPC-netværket
fortsætte. Kommissionen vil fortsætte sine bestræbelser på at lette, støtte og
bistå netværket med håndhævelsen. Hvis det er relevant, vil den optrappe overtrædelsesprocedurerne
for at forfølge enhver forkert anvendelse af EU-lovgivningen. Kommissionen
foretager en grundig vurdering af omfanget, effektiviteten og de operationelle
mekanismer i forordningen om forbrugerbeskyttelsessamarbejde.
Kommissionen vil inden udgangen af 2014 aflægge rapport om, hvordan samarbejdet
om håndhævelse på tværs af grænserne kan forbedres, og, hvis det er påkrævet,
foreslå, at de gældende regler ændres. For at forbedre håndhævelsen af EU-regler, der har betydning for
forbrugerne, vil det europæiske retlige netværk[23] blive udnyttet bedre til at
lette adgangen til domstolene, sikre velfungerende procedurer med
grænseoverskridende virkninger og gøre det lettere at anmode om retligt
samarbejde mellem medlemsstaterne. Der vil fortsat blive gjort en indsats for at sikre, at vigtige
materialer til omsættelse og gennemførelse af forbrugerlovgivningen i hele EU
gøres tilgængelige for alle aktørerne inden for retsvæsenet samt for borgere og
virksomheder. I den forbindelse vil der i 2013 blive udviklet en database
over forbrugerlovgivning, som vil blive en integreret del af
e-justice-portalen[24].
Erfaringer fra anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis[25] har vist, at Kommissionen må
spille en mere fremtrædende rolle, når det handler om at overvåge og koordinere
medlemsstaternes håndhævelse af direktivet, navnlig hvad angår tilbagevendende
spørgsmål og ny handelspraksis, herunder brug af online-fora til
prissammenligning eller redskaber til kundeanmeldelser. I den forbindelse vil
Kommissionen øge samordning af håndhævelsesindsatsen mod urimelig
handelspraksis og ajourføre den eksisterende vejledning om anvendelse af
direktivet. Der skal sikres korrekt håndhævelse i de vigtige sektorer. For at sikre en ensartet opfyldelse af kravene til forbrugeroplysning på
det digitale område, vil Kommissionen inden 2014 udarbejde retningslinjer,
der skal hjælpe de håndhævende myndigheder med at gennemføre EU-reglerne og det
nyligt vedtagne direktiv om forbrugerrettigheder korrekt. Kommissionen og de
nationale myndigheder vil iværksætte en samordnet indsats for at bekæmpe
urimelig handelspraksis i sektoren, såsom vildledende reklame om
internethastighed. I energisektoren er der behov for at sikre en
fuldstændig gennemførelse af den tredje energipakke og dens
gennemførelsesbestemmelser om forbrugerrettigheder. Det er også vigtigt at
udnytte potentialet i "Borgernes Energiforum" fuldt ud. I finanssektoren vil Kommissionen som
opfølgning på sin henstilling fra 2011[26] nøje overvåge, hvilke tiltag
medlemsstaternes tager for at løse problemet med, at nogle borgere nægtes
adgang til en bankkonto. Dette er et reelt
problem, ikke blot for ugunstigt stillede forbrugere, som oplever økonomisk og
social udelukkelse, men også for mange borgere, som rejser udenlands for at bo,
arbejde eller studere. For at beskytte forbrugerne mod vildledende og ubegrundede
miljøanprisninger har de nationale håndhævende myndigheder behov for
yderligere støtte, således at de på korrekt vis kan gennemføre kravene i
direktivet om urimelig handelspraksis[27].
Det er grunden til, at Kommissionen vil revidere vejledningen om vildledende
miljøanprisninger. Der vil blive udarbejdet retningslinjer for at lette og forbedre
anvendelsen af de forskellige forordninger om passagerrettigheder på alle transportområder. Kommissionen vil desuden offentliggøre retningslinjer
for anvendelsen af artikel 20, stk. 2, i tjenesteydelsesdirektivet, som vil
bidrage til at mindske tilfælde, hvor forbrugerne uberettiget får afslag på
levering eller oplever forskelsbehandling på grund af bopæl, når de forsøger at
erhverve grænseoverskridende tjenesteydelser online. I bestræbelserne på at sikre en bedre håndhævelse af EU-lovgivningen
vil EU samarbejde med vigtige handelspartnere for at fremme overholdelsen af
grundlæggende forbrugerbeskyttelsesprincipper. Med hensyn til sikkerhed vil
øget internationalt samarbejde (især med Kina) udvikle begrebet "sikkerhed
ved kilden" og bidrage til at begrænse importen af usikre produkter. Den
stigende tendens til, at useriøse erhvervsdrivende opererer uden for EU for at
undgå kontrol, stiller krav om øget opmærksomhed på globalt plan. Kommissionen
vil derfor koordinere indsatsen med de mest berørte tredjelande og med de
vigtigste internationale organisationer (f.eks. OECD, FN og WTO). Behovet for
øget internationalt samarbejde er særlig udtalt på det digitale område og i
kampen mod uopfordret kommerciel kommunikation ("spam"). For så vidt angår klageadgang vil Kommissionen på kort og mellemlang
sigt fokusere på at sikre vedtagelsen og anvendelsen af sine seneste forslag om
alternativ tvistbilæggelse og onlinetvistbilæggelse, således at alle EU's
forbrugere så hurtigt som muligt får adgang til enkle og hurtige procedurer til
at forsvare deres rettigheder. Samtidig vil Kommissionen sikre en korrekt
omsættelse og anvendelse af mæglingsdirektivet, som giver alle dommere i
EU ret til at opfordre parterne til at finde en mindelig løsning på deres
tvist. Direktivet finder anvendelse på grænseoverskridende tvister, men
medlemsstaterne opfordres til også at anvende mægling på hjemmemarkedet. Den europæiske
småkravsprocedure, som forenkler, fremskynder og reducerer omkostningerne i
forbindelse med grænseoverskridende sager om krav på op til 2 000 EUR, vil
blive gjort mere tilgængelig for forbrugerne. I den forbindelse vil der i 2012
blive udsendt en vejledning med praktiske råd til forbrugere og retsvæsenet. I
løbet af 2013 vil Kommissionen stille småkravsformularer til rådighed online og
aflægge rapport om proceduren som helhed, herunder behovet for at revidere
tærsklen. På grundlag af resultaterne af den offentlige høring, der blev lanceret
i 2011, og efter Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar 2012[28] vil Kommissionen overveje et
opfølgende initiativ om en EU-ramme for kollektiv klageadgang. 4.4. Tilpasse
rettigheder og vigtige politikker til økonomiske og samfundsmæssige ændringer På den moderne markedsplads er det nødvendigt at sikre, at
forbrugerne har den fornødne tillid både med hensyn til onlinekøb af såvel
traditionelle håndgribelige varer og tjenesteydelser som digitale varer og
tjenester. Forbrugerlovgivningen bør derfor ajourføres for at opfylde behovene
på de ændrede markeder og for at tage højde for den nye viden fra
adfærdsforskning om, hvordan forbrugeradfærden er i praksis. Desuden bør barrierer, som i øjeblikket forhindrer
forbrugere i let, lovligt og til rimelig pris at få adgang til de digitale produkter
og tjenester, de ønsker overalt i EU, fjernes. Som et første skridt vil de
nylige forslag om en fælles europæisk købelov og reformpakken
vedrørende databeskyttelse løse mange af de problemer, forbrugerne står
overfor, når de handler online, navnlig ved at øge deres tillid til det
digitale indre marked og til grænseoverskridende tjenester. Forslagene vedrørende alternativ
konfliktløsning og onlinetvistbilæggelse bør også bidrage til at
forbedre forbrugernes klageadgang. I 2012 vil Kommissionen støtte
Europa-Parlamentet og Rådet i at nå til enighed om alle disse forslag for at
sikre en hurtig vedtagelse og gennemførelse. Det er vigtigere end nogensinde at sikre sammenhæng og
synergieffekt på tværs af EU-politikkerne for at øge deres positive indvirkning
på forbruget, særlig inden for nøglesektorer som fødevarer, energi, transport
og finansielle tjenesteydelser, samtidig med at mere bæredygtige
forbrugsmønstre fremmes. Et øjebliksbillede, som Europa-Kommissionen for nyligt tog,
over de 20 største problemer for borgerne og virksomhederne i det indre marked,
viser, at forbrugerne fortsat er frustrerede over deres energiregninger, at de
finder det vanskeligt at forsvare deres passagerrettigheder og har svært ved at
overskue markedet for bankforretninger og finansielle tjenesteydelser[29]. For at løse disse
økonomiske og samfundsmæssige problemer vil Kommissionen forfølge disse to
specifikke målsætninger: Ø
7. Tilpasse forbrugerlovgivningen til den
digitale tidsalder Ø
8. Fremme bæredygtig vækst og støtte
forbrugernes interesser i vigtige sektorer Inden 2014 vil der blive
taget en række konkrete skridt for at opfylde disse specifikke målsætninger. ·
Digitalt indhold Der vil blive overvejet en række foranstaltninger for at
tackle de vigtigste problemer, som onlinebrugere oplever, og for at sikre, at
de er tilstrækkeligt beskyttede, når de anvender og køber digitalt indhold.
Dette kan indbefatte standardisering af de nøgleoplysninger, som forbrugerne
skal have for lettere at kunne foretage sammenligninger, og initiativer om
vurdering af behovet for at sikre tilstrækkelige EU-dækkende retsmidler i
tilfælde af køb af defekt digitalt indhold og, hvis det er nødvendigt, om
harmonisering af den digitale tillidsmærkning. Kommissionen vil tackle de vedvarende udfordringer vedrørende
den landespecifikke forvaltning af ophavsret og den nuværende komplekse
afgiftsordning for privat kopiering, som kan have en negativ indflydelse på
tilgængeligheden af digitalt indhold på tværs af EU-landene og hæmme
udviklingen af innovative online-forretningsmodeller. Kommissionen vil
fremsætte et lovgivningsforslag om kollektiv rettighedsforvaltning i
2012 og har iværksat en dialog med interesseparterne om afgifter på
privatkopiering og reprografi, som varetages af en mægler. Resultaterne af
denne dialog vil blive anvendt til at fremsætte anbefalinger om eventuelle
lovgivningstiltag på EU-plan. Kommissionen vil også arbejde på at tackle de
specifikke udfordringer vedrørende ophavsret og adgang til audiovisuelt indhold
og radio- og tv-tjenester i lyset af den teknologiske udvikling, især for at
fremme grænseoverskridende tjenester. Som led i sin rapportering om anvendelsen af direktivet om
urimelig handelspraksis vil Kommissionen i 2012 vurdere, om der er behov for at
forbedre håndhævelsen af de gældende regler, der tager sigte på – også i det
digitale miljø - at beskytte børn mod vildledende reklame. Den vil fortsat
fokusere på den specifikke situation for mindreårige, som køber eller anvender
digitalt indhold online. Kommissionen vil søge at gøre forretningsgangen mere
pålidelig, både for forbrugere og erhvervsdrivende, ved i 2012 at foreslå en lovgivningsmæssig
ramme vedrørende elektronisk identifikation, autentifikation og signatur.
Den vil fastsætte mindstekrav til oplysninger om, hvor webstedet er placeret og
om ejerens retlige, status for at garantere for webstedets ægthed. Kommissionen
vil også tage fuldt hensyn til forbrugernes interesser som led i sine kommende
politiske forslag vedrørende "cloud computing". Baseret på feedback fra høringen i forbindelse med
Kommissionens grønbog fra januar 2012 om betaling via kort, internet og
mobil agter Kommissionen at fremsætte konkrete forslag i løbet af første
kvartal 2013. Kommissionen er også ved at udarbejde en grønbog om
pakkeudbringning, som ventes vedtaget i sidste kvartal af 2012. I 2012 vil der blive fremlagt en meddelelse om onlinespil, som
bl.a. sigter mod at forbedre beskyttelsen af forbrugere og borgere, herunder
udsatte grupper og mindreårige. ·
Finansielle tjenesteydelser I forbindelse med, at Kommissionen i 2012 skal rapportere om
anvendelsen af direktivet om urimelig handelspraksis, vil den vurdere,
om der er behov for at styrke de gældende regler, der tager sigte på at bekæmpe
urimelig handelspraksis i sektoren for finansielle tjenesteydelser, eller om
håndhævelsen bør styrkes, bl.a. set i lyset af udsatte forbrugergrupper. Kommissionen agter at vedtage forslag til retsakter om sammensatte
detailinvesteringsprodukter for at sikre, at detailinvestorer får et kort,
klart og forståeligt oplysningsskema, som kan hjælpe dem med at træffe
kvalificerede investeringsbeslutninger. Den vil også undersøge forsikringsformidlingsdirektivet,
som regulerer salgsprocesserne for forsikringsprodukter. Kommissionen vil evaluere gennemførelsen af forbrugerkreditdirektivet
med fokus på, om det fungerer tilfredsstillende for forbrugerne, og om
spørgsmål, som f.eks. mindre lån, kort med forskudt debitering eller ansvarlig
kreditgivning, som hovedsagelig er overladt til medlemsstaternes skøn, skal
tages op til fornyet overvejelse. Dette er især vigtigt for udsatte forbrugere. I denne sammenhæng er husholdningernes overdrevne gældsætning
også foruroligende. Der vil i begyndelsen af 2012 blive lanceret en særlig
undersøgelse, som skal give overblik over situationen og angive bedste praksis
til at reducere virkningerne af gældsætningen. Forbrugerne skal kende de gebyrer, de betaler for grundlæggende
banktjenester og skal let kunne skifte bank, hvis konkurrencen skal sikres i
detailbanksektoren. Som følge heraf vil Kommissionen udarbejde et
lovgivningsinitiativ i 2012, hvori disse spørgsmål behandles i forbindelse med
bankkonti, som spiller en helt central rolle for forbrugernes økonomistyring. ·
Fødevarer Efter vedtagelsen af forordningen om fødevareinformation til
forbrugerne[30],
vil Kommissionen fremme anvendelsen af de nye regler og undersøge behovet for
nye initiativer. Dette er særligt relevant for mærkningen af fødevarers
oprindelse og af alkoholholdige drikkevarer. Den igangværende gennemførelse af forordningen om ernærings- og
sundhedsanprisninger[31]
vil sikre, at alle påstande om gavnlige ernæringsmæssige eller helbredsmæssige
virkninger af fødevarer er baseret på videnskab og ikke vildleder forbrugerne.
Det vil også sikre den frie bevægelighed for fødevarer med ernærings- og
sundhedsanprisninger, som er i overensstemmelse med forordningen. Kommissionen vil undersøge spørgsmålet om bæredygtige fødevarer, især
spørgsmålet om fødevareaffald. I den forbindelse vil der blive lanceret
initiativer, som er rettet mod forbrugerne for at undgå fødevareaffald, og som
for at være effektive skal suppleres af initiativer, der er rettet mod andre
led i fødevarekæden (landbrugere, detailhandlere, fødevareproducenter osv.). ·
Energi Kommissionen vil træffe yderligere foranstaltninger for skabe øget
konkurrence og navnlig forbedre prisgennemsigtigheden på elektricitet og gas,
således at energiselskabernes tilbud bliver mere forståelige for forbrugerne.
Den kommende gennemførelse af det nye direktiv om energieffektivitet vil
øge forbrugernes ret til information gennem mere gennemskuelige regler om
nøjagtig måling og tydelig, rettidig fakturering baseret på det faktiske
individuelle forbrug af alle energikilder, herunder centralvarme, køling og
varmt brugsvand. Kommissionen agter desuden at forbedre den tilgængelige information til
forbrugerne om, hvordan de bedre kan forvalte deres energiforbrug, og at
tilskynde dem til at gøre brug af både eksisterende teknologi (som f.eks.
opgørelser af det faktiske forbrug via mobiltelefon) og nye teknologier (f.eks.
intelligente målere). Til dette formål vil der blive udarbejdet retningslinjer
om prisgennemskuelighed på detailenergimarkedet i samarbejde med lovgivere
og de berørte parter. Yderligere specifikke foranstaltninger om intelligente målere og forbrugeranvendt
teknologi vil blive udviklet af taskforce om intelligente net, som ledes af
Kommissionen. Energimærkningsdirektivet vil også blive revideret i 2014. I mellemtiden vil Kommissionen
foreslå, at det også kan anvendes online, hvilket ville øge dets virkning
betydeligt[32]. ·
Rejser og transport I begyndelsen af 2013 vil Kommissionen foreslå et ajourført direktiv
om pakkerejser, hvori der tages højde for den seneste udvikling på
rejsemarkedet. I forbindelse med reformen vil der navnlig blive taget højde
for, at rejsende i stigende grad køber såkaldte "dynamiske pakker"
online frem for traditionelle arrangerede pakkerejser[33]. Dertil kommer, at de
eksisterende bestemmelser om flypassagerers rettigheder, som beskytter de
rejsende i tilfælde af boardingafvisning, lange forsinkelser og aflysning, vil
blive ajourført i 2013. Med hensyn til bytransport vil Kommissionen føre dialog med de berørte
parter for at kortlægge bedste praksis i EU finde frem til, hvordan
passagerernes rettigheder i forbindelse med offentlig transport kan styrkes[34]. Kommissionen vil også inden
2014 forelægge specifikke foranstaltninger, som bl.a. skal øge forbrugernes
kendskab til udbuddet af alternativer til private køretøjer. Kommissionen vil i 2013 fremsætte forslag med henblik på at revidere reglerne
for CO2‑mærkning af biler for at ajourføre forbrugeroplysningerne.
Den vil ligeledes tage skridt til at udvikle en strategi for alternative
brændstoffer for at støtte forbrugernes valg af renere brændstoffer[35] og for at forbedre
forbrugeroplysningerne om nye transportbrændstoffer[36]. ·
Bæredygtige produkter For at opnå en bæredygtig vækst, som bygger på bæredygtigt
forbrug, vil Kommissionen overveje at træffe foranstaltninger til at øge
forbrugsvarers holdbarhed, herunder støtte til reparations- og vedligeholdelsesydelser.
Den vil vurdere mulighederne for at forbedre tilgængeligheden af mere
bæredygtige produkter til overkommelige priser gennem passende
incitamentsordninger eller frivillige tiltag. Kommissionen vil udvikle harmoniserede metoder til at vurdere
produkters og virksomheders miljømæssige påvirkning gennem hele livscyklussen
for at sikre, at forbrugeroplysningerne gives på et pålideligt grundlag. Desuden vil direktivet om miljøvenligt design, der
opstiller miljømæssige mindstekrav for produkter, gradvis dække et stigende
antal produkter i forbindelse med den anden arbejdsplan om miljøvenligt design
og, hvor det er relevant, behandle energiforbrug og andre væsentlige
miljøpåvirkninger fra produkter. 5. Konklusioner Denne Europæiske Forbrugerdagsorden fastlægger en omfattende
politikramme, som har til formål at bringe forbrugerne i centrum i det indre
marked, eftersom de er nøglen til at skabe vækst i EU. Den dækker de
foranstaltninger til fordel for forbrugerne, som Kommissionen agter at træffe i
sin mandatperiode. Alle foranstaltninger tager højde for de ændrede forbrugsmønstre, der
er konstateret, teknologiske fremskridt, markeder, hvor udviklingen går stærkt,
behovet for at styrke forbrugernes stilling og sikre, at de kan udøve deres
rettigheder i praksis. For at opfylde de vigtigste mål for denne dagsorden på den
mest effektive måde og mindske den administrative byrde skal ethvert politisk
tiltag baseres på solid dokumentation for, hvordan markederne fungerer i
praksis, og forbrugernes adfærd. Forslag om at revidere de eksisterende
EU-bestemmelser vil blive støttet af evalueringer af den gældende lovgivning og
en omhyggelig analyse af de forventede virkninger. De foranstaltninger, der er bebudet i denne dagsorden, vil
også blive understøttet af løbende ajourførte kilder med data, såsom
resultattavlen for forbrugermarkederne, klassificering af forbrugermarkeder og
resultattavlen for forbrugerforhold, som giver en indikation af
forbrugermiljøet i medlemsstaterne og udviklingen i integrationen af detailmarkederne.
Dette vil blive suppleret af markedsundersøgelser, hvori årsagerne til
markedssvigt og forbrugeradfærdsundersøgelser analyseres. Forbrugerfokus vil
også omfatte forskning finansieret under 2020-programmerne. Det vil blive tilstræbt, at de foreslåede politiske
foranstaltninger forudgående vurderes i forhold til de otte specifikke
målsætninger i denne dagsorden for at sikre større virkning og bedre udnyttelse
blandt forbrugerne, samtidig med at det undgås at påføre erhvervslivet
unødvendige byrder. De tendenser, der observeres i løbet af de næste par år,
vil bidrage til at kortlægge behovet for eventuelle yderligere
foranstaltninger, der skal træffes efter 2014. Kommissionen vil overvåge
fremskridtene med at opfylde målsætningerne i denne dagsorden i forbindelse med
dens rapport om integrationen af forbrugernes interesser i EU-politikkerne. Denne dagsorden er et svar på udfordringerne om at sætte skub i væksten
og genskabe tilliden til EU's økonomi gennem øget forbrugerindflydelse og udnyttelse
af de politiske synergier. For at opnå varige resultater er det nødvendigt, at
hele kæden af aktører udviser beslutsomhed med hensyn til gennemførelsen af
denne forbrugerdagsorden - på EU-plan, nationalt og internationalt plan. Kun en
intelligent og bæredygtig forbrugerefterspørgsel, som matches af et passende
udbud, kan bidrage til at bringe EU tilbage på vejen mod vækst. [1] "Trygge,
selvstændige forbrugere skaber markeder i fremgang. Det næste arbejdsprogram,
som bygger videre på efterårets arbejde, vil indeholde foranstaltninger til
styrkelse af forbrugernes rettigheder, herunder ved elektroniske og
grænseoverskridende transaktioner, og effektivt behandle sundhedsmæssige og
sikkerhedsmæssige spørgsmål, hvilket vil forbedre borgernes sikkerhed og
samtidig skabe øget efterspørgsel i det indre marked." Se brev fra
Kommissionens formand José Manuel Barroso til præsident Jerzy Buzek, september
2011. [2] Rapport om EU-borgerskab, KOM (2010) 603
endelig; Akten for det indre marked,
KOM(2011) 206 endelig; En digital dagsorden for Europa,
KOM(2010) 245 endelig; Meddelelse om
e-handel, KOM(2011) 942; Køreplan for
et ressourceeffektivt Europa, KOM (2011) 571 endelig. [3] Forslag til forordning om EU's rammeprogram
for forskning og innovation (KOM(2011) 809 endelig). [4] Disse sektorer blev identificeret som nogle af
de mest problematiske for forbrugerne ifølge resultattavlen for
forbrugermarkederne. [5] Jf. "Et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed for EU's
borgere – Handlingsplan om gennemførelse
af Stockholmprogrammet" (KOM(2010) 171). [6] Forslag til forordning om kvalitetsordninger
for landbrugsprodukter (KOM(2010) 733 endelig), forslag til forordning om
handelsnormer (KOM(2010) 738 endelig) - retningslinjer for
certificeringsordninger og mærkning af fødevarer. [7] Forslag til en forordning om roaming på offentlige
mobilkommunikationsnet i Unionen (KOM(2011) 402 endelig). [8] Forslag til forordning om en fælles EU-købelov
(KOM(2011) 635 endelig). [9] Forslag til direktiv om ATB på
forbrugerområdet (KOM(2011) 793/2), forslag til forordning om OTB på
forbrugerområdet KOM(2011) 794/2). [10] Forslag til forordning om beskyttelse af fysiske
personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling
af sådanne oplysninger (KOM(2012) 11 endelig), forslag til direktiv om
beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders
behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske,
opdage eller retsforfølge straffelovsovertrædelser eller fuldbyrde
strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(KOM(2012) 10 endelig). [11] Kommissionens arbejdsdokument "Bringing
e-commerce benefits to consumers", bilag 2 til meddelelsen om e‑handel fra
2012. [12] Køreplan til et ressourceeffektivt Europa,
KOM(2011) 571. [13] Undersøgelse af forbrugerindflydelsen; Eurobarometer nr. 342;
2010. [14] Idem. [15] KOM(2009) 330 endelig. [16] Se mere i undersøgelsen "The functioning
of the retail electricity markets for consumers in the EU" http://ec.europa.eu/consumers/consumer_research/market_studies/docs/retail_electricity_full_study_en.pdf. [17] Kommissionens meddelelse
"Energieffektivitet: opfyldelse
af målet om 20 %". [18] I EU er den samlede mængde fødevareaffald ca.
90 millioner tons eller 180 kg pr. indbygger pr. år, og disse tal forventes at
stige med 40 % inden 2020. Jf. det
EU-støttede "Preparatory Study on food waste across EU 27",
BIO IS, december 2009 – oktober 2010. [19] http://ec.europa.eu/taxation_customs/resources/documents/common/publications/info_docs/customs/product_safety/guidelines_en.pdf. [20] http://ec.europa.eu/youreurope. [21] http://ec.europa.eu/eyouguide. [22] Som meddelt i den digitale dagsorden for
Europa. [23] EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25 og EUT L 168 af
30.6.2009, s. 35. [24] https://e-justice.europa.eu. [25] Direktiv 2005/29/EF. [26] 2011/442/EU: Kommissionens henstilling af 18. juli 2011 om adgang til at oprette og
anvende en basal betalingskonto. [27] Direktiv 2005/29/EF. [28] Europa-Parlamentets beslutning af 2. februar
2012 om en sammenhængende EU-strategi for kollektive retsmidler —
P7_TA(2012)0021. [29] SEC(2011) 1003 final. [30] Forordning (EU) nr. 1169/2011. [31] Forordning (EF) nr. 1924/2006. [32] Consumer 2020 http://ec.europa.eu/information_society/newsroom/cf/itemdetail.cfm?item_id=6782. [33] Dynamiske pakkerejser er et produkt, hvor
mindst to forskellige rejsetjenesteydelser (transport, indkvartering og/eller
en anden turisttjenesteydelse) i forbindelse med en enkelt rejse tilbydes eller
sælges som en kombination på samme tid fra den samme leverandør eller
leverandører, der er forretningsmæssigt forbundet, og hvor køberen kan
kombinere og sammensætte indholdet af pakken, så det passer til hans smag. [34] Handlingsplan for bytrafikken: KOM(2011) 144. Hvidbog: En køreplan for et fælles europæisk transportområde – mod et
konkurrencedygtigt og ressourceeffektivt transportsystem. [35] KOM(2011) 144, Hvidbog: En køreplan for et
fælles europæisk transportområde – mod et konkurrencedygtigt og
ressourceeffektivt transportsystem. [36] Baseret på de behov, der er identificeret i
forbindelse med CARS 21-processen.