52012DC0170

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2011 /* COM/2012/0170 final */


RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET

om kvaliteten af de budgetdata, medlemsstaterne indberettede i 2011

INDHOLDSFORTEGNELSE

1........... Baggrund........................................................................................................................ 3

2........... Vigtigste konstateringer vedrørende indberetningen for 2011 af det offentlige underskud og den offentlige gæld 3

2.1........ Aktualitet, pålidelighed og fuldstændighed........................................................................ 3

2.1.1..... Aktualitet........................................................................................................................ 3

2.1.2..... Pålidelighed.................................................................................................................... 4

2.1.3..... Skemaernes fuldstændighed og supplerende oplysninger.................................................. 4

2.1.4..... Supplerende skemaer vedrørende finanskrisen................................................................. 5

2.1.5..... Spørgeskema om mellemstatslig långivning....................................................................... 6

2.2........ Overholdelse af regnskabsregler og de statistiske datas konsistens................................... 6

2.2.1..... Udveksling af oplysninger og redegørelser....................................................................... 6

2.2.2..... Dialogbesøg og metodologiske besøg.............................................................................. 6

2.2.3..... Særlig rådgivning ydet af Eurostat.................................................................................... 7

2.2.4..... Nyere metodologiske spørgsmål..................................................................................... 8

2.2.5..... Overensstemmelse med de tilgrundliggende offentlige regnskaber..................................... 8

2.3........ Offentliggørelse............................................................................................................... 9

2.3.1..... Offentliggørelse af overordnede tal og detaljerede indberetningsskemaer.......................... 9

2.3.2..... Forbehold vedrørende dataenes kvalitet.......................................................................... 9

2.3.3..... Ændring af de indberettede data.................................................................................... 10

2.3.4..... Offentliggørelse af metadata (oversigter)........................................................................ 10

3........... Konklusioner................................................................................................................ 11

1.           Baggrund

Ifølge artikel 8, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (ændret ved forordning (EF) nr. 679/2010) om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab[1], skal Kommissionen (Eurostat) (i det følgende benævnt "Eurostat") regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om kvaliteten af de faktiske data, der indberettes af medlemsstaterne. I denne årlige rapport gives der en generel vurdering af dataenes overensstemmelse med regnskabsreglerne og af deres fuldstændighed, pålidelighed, aktualitet og konsistens. Den foregående rapport (om indberetningerne for 2010) blev vedtaget af Kommissionen den 11. april 2011.

Eurostat vurderer regelmæssigt kvaliteten af de faktiske data, som medlemsstaterne indberetter, og af de tilgrundliggende offentlige regnskaber udarbejdet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab (ENS-95)[2]. Vurderingen er hovedsagelig baseret på data vedrørende den offentlige sektors budgetgennemførelse og den offentlige sektors aktiver og passiver. Der fokuseres på de faktorer, der forklarer det offentlige underskud/overskud og variationer i den offentlige gæld. Medlemsstaterne indsender disse oplysninger til Eurostat to gange om året. Dette omfatter også supplerende oplysninger som f.eks. spørgeskemaerne vedrørende EDP-indberetningsskemaerne og bilaterale redegørelser fra medlemsstaterne. Eurostat aflægger også regelmæssige EDP-dialogbesøg i medlemsstaterne i årets løb for at være i løbende dialog med dem.

Denne rapport tager udgangspunkt i de vigtigste resultater og konstateringer vedrørende medlemsstaternes EDP-indberetninger i 2011, med særlig vægt på den seneste indberetning (oktober 2011). Når det er relevant, sammenlignes der med indberetningen fra april 2011 og med indberetningerne fra 2010.

2.           Vigtigste konstateringer vedrørende indberetningen for 2011 af det offentlige underskud og den offentlige gæld

2.1.        Aktualitet, pålidelighed og fuldstændighed

2.1.1.     Aktualitet

Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om deres forventede og faktiske budgetter og balancer to gange om året inden den 1. april og den 1. oktober[3]. I 2011 dækkede EDP-indberetningerne årene 2007 til 2011. Tallene for 2011 er de af de nationale myndigheder forventede tal, mens tallene for 2007-2010 er de faktiske data (dvs. endelige, næsten endelige, foreløbige eller estimerede tal).

Indberetningsfristerne overholdes almindeligvis. Ved den anden indberetning i 2011 indberettede 26 medlemsstater deres data inden den fastsatte frist, som var den 1. oktober. De græske myndigheder foretog deres indberetning den 7. oktober. Ved indberetningen i april indberettede alle medlemsstater deres tal inden den 1. april 2011 undtagen Grækenland (den 1. april) og Frankrig (som først indsendte de forventede data for 2011 den 7. april 2011).

2.1.2.     Pålidelighed

Mange medlemsstater reviderede de tal, de havde indberettet, efter den første indberetning. I oktober 2011 modtog Eurostat 29 reviderede indberetninger fra 18 lande, mens 20 lande indsendte 36 reviderede indberetninger i april 2011. Medlemsstaterne indsendte de fleste af de reviderede indberetninger efter at have modtaget kommentarer, tekniske spørgsmål eller bemærkninger fra Eurostat, og de reviderede indberetninger vedrørte rettelse af mindre fejl, interne uoverensstemmelser eller uhensigtsmæssig registrering i skemaerne.

Datene blev revideret med over 0,1 procentpoint af BNP i vurderingsperioden for Grækenland, Portugal, Slovenien og Slovakiet (i april) og for Tyskland[4], Østrig, Rumænien og Slovakiet (i oktober).

De irske statistikmyndigheder indsendte et ajourført sæt EDP-indberetningsskemaer den 24. november 2011 for at rette en fejl, der var fundet, vedrørende konsolideringen af gælden for sektoren offentlig forvaltning og service (dette havde ingen konsekvenser for det angivne offentlige underskud). Eurostat tog stilling til de reviderede oplysninger og offentliggjorde de nye data.

2.1.3.     Skemaernes fuldstændighed og supplerende oplysninger

Det er lovpligtigt at indsende indberetningsskemaerne, og det er nødvendigt, hvis Eurostat skal overvåge datakvaliteten på en passende måde. Det er i artikel 8, stk. 2, i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) fastsat, at medlemsstaterne skal give Eurostat relevante statistiske oplysninger, hvilket

"(…) omfatter især:

a)       data fra nationalregnskaber

b)       oversigter

c)       skemaer til indberetning af data vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud

d)       yderligere spørgeskemaer og præciseringer i forbindelse med indberetningerne."

EDP-indberetningsskemaerne består af fire centrale (sæt af) skemaer. Det er lovpligtigt at indsende EDP-skema 1-3, mens indberetning af EDP-skema 4 blev vedtaget af medlemsstaterne[5]. Skema 1 og 2A (statslig forvaltning og service) dækker årene 2007 til 2011, mens de øvrige skemaer dækker årene 2007 til 2010[6].

De fleste medlemsstater udfylder alle EDP-indberetningsskemaerne[7]. Nogle medlemsstater ville kunne forbedre fuldstændigheden. F.eks. gav fem medlemsstater i forbindelse med EDP-indberetningsskema 2 for oktober 2011 ikke fuldstændige oplysninger om sammenhængen mellem de offentlige budgetters saldo og det offentlige underskud/overskud for alle undersektorer eller for alle år, eller der blev indberettet saldi, som svarede til det offentlige overskud/underskud.

Hvad angår EDP-skema 3 leverede ikke alle medlemsstater samtlige underopdelinger. Navnlig blev de krævede oplysninger vedrørende "lån" og "aktiver" ikke altid indberettet.

Når der i EDP-indberetningsskema 2 og 3 mangler bestemte data for en række medlemsstater, begrænser det Eurostats muligheder for at kontrollere pålideligheden af tallene på bundlinjen for det offentliges underskud og gæld. Dermed bliver der også et større behov for at kontrollere sådanne oplysninger ved besøgene i medlemsstaterne.

Alle medlemsstaterne besvarede spørgeskemaet vedrørende indberetningsskemaerne[8]. Selv om besvarelsernes dækning og kvalitet var bedre i forhold til tidligere år, gav nogle lande ikke alle de oplysninger, som krævedes i spørgeskemaet.

2.1.4.     Supplerende skemaer vedrørende finanskrisen

Eurostat har siden den 15. juli 2009 indsamlet data om finanskrisen i to supplerende skemaer. Del 1 af det supplerende skema vedrører data om transaktioner, der registreres på den offentlige sektors indtægts/udgiftskonto og har en konkret indflydelse på det offentlige underskud/overskud. Del 2 af det supplerende skema vedrører data om beholdninger af finansielle aktiver og passiver, der er opstået i forbindelse med støtte til finansielle institutioner. Der sondres mellem aktiviteter, der faktisk har bidraget til det offentliges passiver (indgår i den offentlige gæld), og aktiviteter, der potentielt kan bidrage til det offentliges passiver i fremtiden, men som på det givne tidspunkt betragtes som betinget af fremtidige begivenheder (indgår ikke i den offentlige gæld). Disse skemaer viser statslige indgreb, som er direkte relateret til støtte til finansielle institutioner. Støtteforanstaltninger til ikke-finansielle institutioner eller generelle økonomiske støtteforanstaltninger er ikke medtaget.

Dataene indsamlet i 2011 vedrørte perioden 2007 til 2010. 20 medlemsstater har indberettet statslige indgreb i sammenhæng med finanskrisen. Eurostat har parallelt med sine EDP-pressemeddelelser offentliggjort materiale, hvor disse data analyseres[9].

2.1.5.     Spørgeskema om mellemstatslig långivning

Fra og med indberetningerne i april 2011 leverer medlemsstaterne også data om mellemstatslig långivning. EDP-pressemeddelelsen indbefatter disse oplysninger, der gør det muligt at analysere lån, som medlemsstaterne yder til støtte for andre medlemsstater (i 2010 hovedsagelig til Grækenland).

Denne form for mellemstatslig långivning tog i væsentlig grad til i forbindelse med finanskrisen og skal trækkes fra EU27- og euroområdeaggregaterne efter Maastricht-kriterierne, som begge beregnes på konsolideret basis. Som følge af denne konsolidering er EU-27 og euroområdeaggregaterne ikke den aritmetiske sum af medlemsstaternes gæld (dvs. for at undgå dobbelttælling indgår den mellemstatslige långivning ikke).

De tal, der indberettes på spørgeskemaet, indbefatter ikke beløb i tilknytning til den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), da de vedrører perioden 2007-2010. For 2011 vil disse tal blive hentet hos EFSF.

2.2.        Overholdelse af regnskabsregler og de statistiske datas konsistens

2.2.1.     Udveksling af oplysninger og redegørelser

I vurderingsperioden (mellem indberetningsfristen den 1. oktober og offentliggørelsesdatoen den 21. oktober 2011) tog Eurostat kontakt til de nationale statistikmyndigheder i alle medlemsstaterne for at anmode om yderligere oplysninger og for at præcisere, hvordan regnskabsreglerne skal anvendes i forbindelse med bestemte transaktioner. Denne proces indebar flere runder korrespondance mellem Eurostat og de nationale myndigheder. Den første runde anmodninger om præcisering blev sendt til alle lande inden den 9. oktober. Den næste runde anmodninger blev sendt til 14 lande, og den tredje runde til ét land. For nogle landes vedkommende anmodede Eurostat om reviderede indberetningsskemaer[10].

2.2.2.     Dialogbesøg og metodologiske besøg

Der er i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) fastsat bestemmelser om dialogbesøg og metodologiske besøg. Der aflægges regelmæssigt dialogbesøg i medlemsstaterne, hvor formålet er at gennemgå de indberettede data, undersøge metodologispørgsmål, drøfte de statistiske kilder og vurdere overholdelsen af de relevante regnskabsregler, f.eks. afgrænsning af den offentlige sektor, registreringstidspunktet og klassifikationen af offentlige transaktioner og forpligtelser.

Metodologiske besøg finder normalt kun sted, når Eurostat konstaterer betydelige risici eller problemer i forbindelse med dataenes kvalitet, navnlig hvad angår anvendte metoder, begreber og klassificeringer. Der blev ikke foretaget nogen metodologiske besøg i 2011.

I 2011 aflagde Eurostat følgende EDP-besøg: Portugal (17.-18. januar, 14.-15. april og 19.-20. september), Det Forenede Kongerige (26.-28. januar), Danmark (31. januar – 1. februar), Letland (15.-17. februar), Spanien (17.-18. februar), Slovakiet (28. februar – 1. marts), Grækenland (21.-23. marts, 26.-27. september og 10.-11. november), Tyskland (5.-6. maj), Tjekkiet (16.-17. maj), Luxembourg (19. maj), Slovenien (23.-24. maj), Rumænien (8.-10. juni, 20.-22. juni, 11.-13. juli og 26.-27. september), Italien (27.-28. juni), Estland (4.-5. juli), Polen (5.-6. september), Finland (21.-22. november), Bulgarien (28.-30. november), Sverige (12.-13. december) og Nederlandene (12. december).

Nogle af de tilbagevendende emner, som blev drøftet ved besøgene, var bl.a. klassificeringen af enheder inden og uden for den offentlige sektor (f.eks. offentlig transport, tv og radio, hospitaler og universiteter), kapitaltilførsler, offentlig-private partnerskaber, EU-strømme og registrering af garantier. Hvert besøg munder ud i en række aktionspunkter for den besøgte medlemsstat. Gennemførelsen af disse aktionspunkter forbedrer med tiden datakvaliteten.

Eurostat har også indledt gennemførelsen af et program med opstrøms-EDP-dialogbesøg i medlemsstaterne med henblik på at undersøge kvaliteten og fuldstændigheden af de kildedata, der anvendes af statistikmyndighederne ved udarbejdelsen af EDP-data, og med henblik på at drøfte kvalitetsstyringen ved sammenstillingen af dataene. Dette er et vigtigt element i Eurostats arbejde med at udøve de udvidede kontrolbeføjelser, der er tillagt Eurostat i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret), i overensstemmelse med en præventiv, risikobaseret tilgang som beskrevet i Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet "Effektiv kvalitetsstyring inden for europæiske statistikker"[11]. Allerede i 2011 fandt der "upstream" dialogbesøg sted i Tyskland, Rumænien og Bulgarien. Der er ved at blive oprettet en særlig arbejdsgruppe om kvalitetsstyring inden for statistikker over offentlige finanser.

2.2.3.     Særlig rådgivning ydet af Eurostat

Medlemsstaterne spørger regelmæssigt Eurostat til råds om forskellige nationalregnskabstekniske spørgsmål vedrørende fremtidige eller allerede gennemførte transaktioner. Eurostat yder rådgivning i overensstemmelse med de eksisterende retningslinjer. I overensstemmelse med princippet om åbenhed i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) offentliggør Eurostat sine råd[12], medmindre den pågældende medlemsstat gør indsigelse. I 2011 offentliggjorde Eurostat følgende råd: behandlingen af gæld tilhørende de østrigske jernbaner (Østrig), ændringer af pensionssystemet (Polen), klassificeringen af et vejprojekt ledet af den selvstyrende region Aragon (Spanien), klassificeringen af et vandingsnetværk under et offentlig-privat partnerskab ledet af den selvstyrende region Navarra (Spanien), klassificeringen af en motorvej under et offentlig-privat partnerskab ledet af den selvstyrende region Navarra (Spanien), behandlingen af infrastrukturprojekter (Rumænien) og registrering af omstruktureringsordninger for offentlige selskaber med akkumulerede restancer (Rumænien), den metodologiske behandling af valutaderivater i tilknytning til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (Letland), forhåndsrådgivning om den statistiske registrering af projektet vedrørende anlæggelse og drift af A1-motorvejsstrækningen Tuszyn-Pryzowice (Polen), registrering af EU-overførsler og national samfinansiering vedrørende Jeremie (Bulgarien), to råd om registrering af den bulgarske udviklingsbanks tilbagebetalingsordning (Bulgarien) og rådgivning om en foreløbig udtalelse fra det portugisiske statistiske kontor om eventuel overførsel af aktiver og ansvar fra banksektorens pensionskasse til sektoren offentlig forvaltning og service (Portugal).

2.2.4.     Nyere metodologiske spørgsmål

Som sædvanlig lagde Eurostat stor vægt på anvende reglerne i ENS-95 og især på sine seneste beslutninger. Disse beslutninger indgår i Manual on Government Deficit and Debt, hvis seneste udgave blev offentliggjort i oktober 2010, og som nu løbende opdateres.

Eurostat er også blevet spurgt til råds om den statistiske registrering af de foranstaltninger, der på europæisk plan træffes over for problemerne på markederne for statsobligationer. I 2011 offentliggjorde Eurostat sin statistiske holdning til EFSF[13] og også en foreløbig holdning til den planlagte europæiske stabiliseringsmekanisme[14]. Eurostat har også offentliggjort en vejledning om offentligt ejede afviklingsselskaber[15].

2.2.5.     Overensstemmelse med de tilgrundliggende offentlige regnskaber

Indberetningsfristerne, som ved forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) er fastsat til den 1. april og den 1. oktober, blev indført for at sikre overensstemmelse med de tilgrundliggende årlige og kvartårlige regnskaber for den offentlige sektor som meddelt i forskellige ENS-95-indberetninger til Eurostat. Eurostat analyserer systematisk indberetningernes overensstemmelse med de tilgrundliggende regnskaber for den offentlige sektor. Eksempelvis bør de samlede udgifts- og indtægtsbeløb være i overensstemmelse med de indberettede underskud.

EDP-dataenes overensstemmelse med de indberettede ENS-95-regnskaber for den offentlige sektor er blevet forbedret i de senere år, selv om den stadig er bedre for ikke-finansielle data end for finansielle data. I oktober 2011 var BNP-tallene og gældstallene konsistente for all medlemsstater. Med hensyn til tallene for nettofordringserhvervelse var der mindre forskelle for seks medlemsstater. I indberetninger fra 14 medlemsstater var der mindre uoverensstemmelser mellem EDP-dataene og de kvartalsvise finansielle konti.

2.3.        Offentliggørelse

2.3.1.     Offentliggørelse af overordnede tal og detaljerede indberetningsskemaer

I artikel 14 i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) hedder det: "Kommissionen (Eurostat) fremlægger dataene om det faktiske offentlige underskud og den faktiske offentlige gæld med henblik på anvendelsen af protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud senest tre uger efter udløbet af indberetningsfristerne (…). Fremlæggelsen af dataene sker ved offentliggørelse."

Tallene for det offentlige underskud og den offentlige gæld blev offentliggjort den 26. april og 21. oktober 2011 sammen med alle de indberetningsskemaer, som medlemsstaterne havde indsendt.

På Eurostats hjemmeside offentliggøres også de årlige og kvartalsvise statistikker over offentlige finanser, som ligger til grund for EDP-dataene, tillige med oplysninger om stock-flow-tilpasning[16]. Eurostat offentliggør også medlemsstaternes oplysninger om statslige indgreb i forbindelse med finanskrisen[17] og dataene om mellemstatslig långivning.

Ifølge forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) skal medlemsstaterne offentliggøre deres faktiske data om underskud og gæld. De fleste medlemsstater har indberettet til Eurostat, at de offentliggør alle deres indberetningsskemaer.

2.3.2.     Forbehold vedrørende dataenes kvalitet

Eurostat tog forbehold vedrørende kvaliteten af de data, som Rumænien og Det Forenede Kongerige indberettede i april 2011. Disse forbehold blev trukket tilbage i pressemeddelelsen fra november.

Rumænien: Eurostat har trukket sine forbehold tilbage vedrørende de data, som Rumænien indberettede i april 2011. Forbeholdene skyldtes usikkerhed med hensyn til visse offentlige selskabers indvirkning på det offentlige underskud, indberetningen af ENS-95-kategorierne "andre forfaldne ikke-betalte mellemværender", visse finansielle transaktioners art og virkninger og konsolideringen af interne betalingsstrømme i den offentlige administration. Eurostat har bekræftet, at i indberetningen i oktober 2011 er ovennævnte poster registreret i overensstemmelse med ENS-95-metodologien og de dertil knyttede manualer.

Det Forenede Kongerige Eurostat har trukket sine forbehold tilbage vedrørende de data, som Det Forenede Kongerige indberettede i april 2011. Forbeholdene skyldtes usikkerhed med hensyn til registreringstidspunktet for udgifter til forsvaret. Eurostat har bekræftet, at Det Forenede Kongerige i indberetningen i oktober 2011 har foretaget den nødvendige justering og nu registrerer afholdelse af udgifter til forsvarsmateriel på leveringsbasis, som det kræves i den relevante Eurostat-afgørelse af 9. marts 2006.

2.3.3.     Ændring af de indberettede data

Eurostats EDP-pressemeddelelser indeholder forklaringer om ændringerne af de data, som Det Forenede Kongerige har indberettet[18].

"Eurostat har ændret de data for underskud og gæld, som Det Forenede Kongerige indberettede for årene 2008 til 2010 (samt for regnskabsårene 2008/2009 til 2010/2011). Dette er blevet gjort for at sikre overensstemmelse med Eurostats vejledning af 16. marts 2011 om afviklingsselskaber ved behandlingen af Bradford & Bingley (B&B) og Northern Rock Asset Management (NRAM). De indberettede tal for underskud er blevet forhøjet med 360 mio. GBP (0,03 % af BNP) i 2008 (samt i regnskabsåret 2008/2009), med 571 mio. GBP (0,04 % af BNP) i 2009 (samt i regnskabsåret 2009/2010) og med 1 023 mio. GBP (0,07 % af BNP) i 2010 (samt i regnskabsåret 2010/2011). De indberettede tal for gæld er blevet forhøjet med 32 374 mio. GBP (2,26 % af BNP) i 2008 (samt i regnskabsåret 2008/2009), med 19 969 mio. GBP (1,43 % af BNP) i 2009 (samt i regnskabsåret 2009/2010) og med 56 821 mio. GBP (3,90 % af BNP) i 2010 (samt i regnskabsåret 2010/2011)".

2.3.4.     Offentliggørelse af metadata (oversigter[19])

Det fremgår af forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret), at EDP-oversigterne er blandt de statistiske oplysninger, som medlemsstaterne skal levere, for at Eurostat kan kontrollere overensstemmelsen med ENS-95-reglerne. Desuden er det heri fastsat, at offentliggørelse af disse oversigter i medlemsstaterne er obligatorisk. Eurostat har offentliggjort alle medlemsstaternes opgørelser. Alle medlemsstater undtagen Luxembourg og Nederlandene oplyste, at de har offentliggjort deres EDP-oversigter på nationalt plan.

Eurostat er ved at indføre et nyt format for EDP-oversigterne, som vil indebære en række strukturelle ændringer og kræve mere detaljerede oplysninger (f.eks. med hensyn til proceduren for udarbejdelse, afgrænsning af sektoren offentlig forvaltning og service, særlige transaktioner, kvalitetsstyring og opstrømsdatakilder.

3.           Konklusioner

Eurostat konkluderer, at kvaliteten af budgetdataene igen blev forbedret i 2011. Generelt har medlemsstaterne leveret bedre oplysninger både i EDP-indberetningsskemaerne og i andre statistiske indberetninger. Generelt er der tilfredsstillende overensstemmelse mellem EDP-dataene og de indberettede ENS-95-regnskaber, og der er sket forbedringer på den finansielle side.

Der blev i 2011 taget forbehold over for de i april 2011 indberettede data fra Rumænien og Det Forenede Kongerige. Disse forbehold blev trukket tilbage i november 2011. For Det Forenede Kongeriges vedkommende var det dog stadig nødvendigt med en ændring.

Selv om der helt klart er sket forbedringer, er der dog stadig problemer med overholdelse af regnskabsregler og med fuldstændigheden og konsistensen af nogle af de indberettede statistiske data. Nogle medlemsstater skal f.eks. stadig forbedre fuldstændigheden af data på regionalt eller lokalt niveau, mens andre kunne forbedre overvågningen af de offentlige afviklingsselskaber, der blev oprettet i kølvandet på finanskrisen.

Eurostat opfordrer derfor medlemsstaterne til fortsat at gøre en indsats for at forbedre kvaliteten af statistikkerne over de offentlige finanser for at opnå den ønskede kvalitet for så vidt angår overholdelsen af de relevante regnskabsregler og fuldstændigheden, pålideligheden, aktualiteten og konsistensen af dataene vedrørende den offentlige sektor, herunder bedre kvalitetsstyring af de opstrømsdatastrømme, der fungerer som input til underskuds- og gældsdataene.

[1]               EUT L 145 af 10.6.2009, s. 1.

[2]               EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1.

[3]               Artikel 3, stk. 1 og 3, i forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret).

[4]               Revisionen af de tyske EDP-data vedrørte 2010 og skyldtes ændringer af kildedataene for FMS Wertmanagement – et afviklingsselskab for Hypo Real Estate (HRE), der klassificeres i sektoren offentlig forvaltning og service; for underskudsposternes vedkommende var der tale om en opadgående revision på 0,9 procentpoint af BNP hovedsagelig på grund af en omvurdering af de dårlige aktiver, som selskabet har fået overført fra HRE; for gældsposternes vedkommende var der tale om en nedadgående revision på 1 procentpoint af BNP som følge af en regnskabsmæssig justering af sikkerhedsstillelse i kontanter.

[5]               Se erklæringerne til Rådets mødeprotokol af 22. november 1993.

[6]               Fremlæggelse af forventede data i andre EDP-skemaer end skema 1 og 2A kræves ikke eksplicit i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret).

[7]               En nærmere beskrivelse af skemaerne findes på Eurostats hjemmeside: Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/excessive_deficit/edp_notification_tables.

[8]               Spørgeskemaet omfatter tretten dele, hvor der anmodes om kvantitative og undertiden kvalitative oplysninger inden for flere områder, bl.a. transaktioner i forbindelse med skatter og bidrag til sociale ordninger, EU, afholdelse af militærudgifter, statsgarantier, gældseftergivelser, offentlige kapitaltilførsler til offentlige selskaber, offentlig-private partnerskaber osv.

[9]               Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/documents/Background_note_fin.crisis_Oct.2011_final.pdf.

[10]             Jf. afsnit 2.1.

[11]             Se:http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/quality/documents/COM-2011-211_Communication_Quality_Management_EN.pdf.

[12]             Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/methodology/advice_member_states.

[13]             Se:http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_PUBLIC/2-27012011-AP/EN/2-27012011-AP-EN.PDF.

[14]             Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/documents/Eurostat's%20preliminary%20view%20on%20the%20recording%20of%20the%20futu.pdf.

[15]             Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/documents/Eurostat%20Guidance%20on%20accounting%20rules%20for%20EDP%20-%20Financia.pdf.

[16]             Afsnittet om offentlige finanser på Eurostats hjemmeside giver offentligheden adgang til oplysninger om statistikker vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud og de tilgrundliggende regnskaber for den offentlige sektor, herunder data og metodologiske afgørelser og resultaterne af EDP-dialogbesøg: (http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/introduction.

[17]             Se: http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/government_finance_statistics/documents/Background_note_fin.crisis_Oct.2011_final.pdf.

[18]             I henhold til artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 479/2009 (som ændret) kan Kommissionen (Eurostat) ændre de faktiske data, medlemsstaterne har indberettet, og fremlægge de ændrede data sammen med en begrundelse for ændringen, hvis de indberettede faktiske data klart ikke opfylder kravene i artikel 8, stk. 1.

[19]             Oversigter over metoder, procedurer og kilder, der er anvendt til at indsamle data om det faktiske underskud og den faktiske gæld og de tilgrundliggende offentlige regnskaber.