BERETNING FRA KOMMISSIONEN 29. årsberetning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet om EU's antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesforanstaltninger (2010) /* COM/2012/059 final */
Indledning Denne beretning for
2010 forelægges for Europa-Parlamentet i henhold til dettes beslutning af 16.
december 1981 om Den Europæiske Unions antidumpingaktiviteter og betænkningen
fra Europa-Parlamentets Udvalg om Industripolitik, Eksterne Økonomiske
Forbindelser, Forskning og Energi. Denne kortfattede
beretning giver et overblik over de vigtigste begivenheder i 2010 og suppleres
som i de tidligere år af et mere detaljeret arbejdsdokument fra Kommissionens
tjenestegrene sammen med detaljerede bilag. Denne beretning har samme
overordnede struktur og samme overskrifter som arbejdsdokumentet, således at
det er nemt at finde mere detaljerede oplysninger. Denne beretning
og hele arbejdsdokumentet er også tilgængelige for offentligheden på http://ec.europa.eu/trade/issues/respectrules/anti_dumping/legis/index_en.htm. 1. Oversigt
over lovgivningen Antidumping-, antisubsidie- og
beskyttelsesundersøgelser gennemføres på grundlag af Rådets grundforordninger.
En oversigt over den eksisterende lovgivning kan findes i arbejdsdokumentet. De
grundlæggende antidumping- og antisubsidietekster vil i det følgende blive
benævnt "grundforordningen/grundforordningerne". 2. Grundlæggende
begreber Under punkt 2 i arbejdsdokumentet findes en
oversigt over den terminologi og de procedurer, der anvendes i forbindelse med
undersøgelser vedrørende brugen af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. 3. Modernisering
af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter EU er af den
opfattelse, at revision af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter med
jævne mellemrum kan medvirke til at sikre, at de fungerer effektivt over for
illoyal handelspraksis. I den forbindelse fastslog kommissæren for handel i
forbindelse med 2009-høringen i Europa-Parlamentet, at Kommissionen er åben for
debat om spørgsmålet, men han fremhævede behovet for at opnå konsensus blandt
de berørte parter. I mellemtiden har Kommissionen i september 2010 som led i
GD for Handels almindelige evalueringsplanlægningsproces offentliggjort et
udbud med henblik på en evaluering af Den Europæiske Unions handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter. En sådan evaluering ville bistå Kommissionen med at
udforme eller forbedre sine politikinterventioner og overvåge deres
effektivitet. Den ville også bistå borgerne med at udøve deres ret til at
kontrollere, kritisere og have indflydelse på de politikker og aktiviteter, som
Kommissionen iværksætter på deres vegne. Efter evalueringen af de indkomne bud
blev der underskrevet en kontrakt ved udgangen af december 2010. Arbejdet pågik
i 2011, og der forventes resultater i begyndelsen af 2012. Kommissionen gennemførte allerede i 2010 foranstaltninger
(ajourføring af webstedet for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, særlig
bistand til SMV'er, øget fremlæggelse af oplysninger osv.), som øger
gennemsigtigheden i undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter.
4. Landsdækkende
markedsøkonomisk status I forbindelse med antidumpingundersøgelser kan et
land betragtes som et land med fuld markedsøkonomi, hvis det opfylder de fem
kriterier, der er nærmere beskrevet i det arbejdsdokument, som er vedlagt denne
beretning. I
2010 fortsatte evalueringen af fem ud af seks anmodninger om landsdækkende
markedsøkonomisk status fra Kina, Vietnam, Armenien, Kasakhstan, Mongoliet og
Belarus. Alle lande undtagen Belarus forelagde igen supplerende oplysninger til
støtte for deres anmodninger i løbet af året, og deres anmodninger befinder sig
på forskellige stadier i processen. Høringerne med myndighederne i Republikken
Belarus blev indstillet på grund af den politiske situation i landet. De andre
fem lande, der har indsendt anmodninger, befinder sig på forskellige stadier i
processen med at opfylde de fem kriterier for markedsøkonomisk status. Arbejdet
vedrørende Kinas anmodning om markedsøkonomisk status fortsatte, herunder
afholdtes det 10. tematiske møde i arbejdsgruppen vedrørende markedsøkonomisk
status i Beijing i september 2010. På arbejdsgruppemødet drøftede de to parter
bl.a. den igangværende fælles undersøgelse af regnskabspraksis i
Folkerepublikken Kina, navnlig spørgsmålet om konsulenternes adgang til de
kinesiske virksomheder. Arbejdet vedrørende Kinas anmodning om markedsøkonomisk
status fortsatte i 2011. Den første evalueringsrapport om Armeniens
anmodning om markedsøkonomisk status blev sendt til de armenske myndigheder i
begyndelsen af 2010, hvor de blev orienteret om, at de havde opfyldt to af de
fem kriterier for at opnå markedsøkonomisk status. Dette blev fulgt op af en
anmodning om oplysninger i juni 2010 om landets videre udvikling i retning af
markedsøkonomisk status. Ved udgangen af 2010 havde Armenien imidlertid ikke
sendt nogen nye oplysninger til Kommissionen. Vietnams
anden foreløbige evalueringsrapport blev færdiggjort i februar 2010, og heri
konkluderedes det, at Vietnam opfylder et af de fem kriterier, som vedrører
graden af statslig indblanding i økonomien. Der blev afholdt særlige møder
vedrørende markedsøkonomisk status i september 2010 med Vietnam. Der blev
foretaget yderligere undersøgelser i sagen i 2011. For så vidt angår Kasakhstan, konkluderede GD for Handels
tjenestegrene ved udgangen af 2010, at skønt der havde været en positiv
udvikling, var landets fremskridt blevet hæmmet af dets reaktion på virkningen
af den globale finanskrise på landets økonomi. Det er hensigten, at der
udarbejdes en køreplan i samarbejde med Kasakhstan, som omfatter de næste
skridt i processen i retning af markedsøkonomisk status. På mødet i udvalget for handel mellem EU og Mongoliet i
oktober 2010 fremlagde Kommissionen oplysninger om, hvordan evalueringen
vedrørende markedsøkonomisk status skred frem, og udbad sig yderligere
oplysninger i december 2010. 5. Handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter - Råmaterialestrategi I årsberetningen for 2009 fremhævedes for første
gang de handelspolitiske beskyttelsesinstrumenters rolle inden for imødegåelse
af visse konsekvenser af forvridninger i forbindelse med levering af råmaterialer.
Opmærksomheden blev navnlig henledt på, at fem kinesiske virksomheder, der
fremstiller skruer, bolte, møtrikker og lignende varer, for første gang ikke
var blevet indrømmet markedsøkonomisk behandling, da omkostningerne til det
vigtigste råmateriale, valsetråd, ikke afspejlede markedsværdien, jf.
grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra c). I 2010 fortsatte Kommissionen denne praksis med at
evaluere anmodninger om markedsøkonomisk behandling ved bl.a. at undersøge
politikker, som fører til forvredne priser på råmaterialer. Et eksempel herpå i
2010 er aluminiumshjul med oprindelse i Kina. 6. Informations-
og kommunikationsaktiviteter/bilaterale kontakter 6.1. Små og mellemstore
virksomheder (SMV'er) Ved udgangen af 2009 iværksatte Kommissionen en
undersøgelse for at afdække behovene hos SMV'er i EU, når de deltager i
handelsbeskyttelsesundersøgelser, i erkendelse af, hvilken vigtig rolle
SMV'erne indtager i EU's økonomi, og hvilke vanskeligheder de står over for,
når de deltager i handelsbeskyttelsesundersøgelser. Ved udgangen af 2010 modtog
Kommissionen fra en kontrahent resultaterne af undersøgelsen til afdækning af
SMV'ers behov i de 27 EU-medlemsstater, når de indgiver en klage eller deltager
i handelsbeskyttelsesundersøgelser som importører, brugere eller eksportører i
forbindelse med undersøgelser indledt af tredjelande. Resultatet af
undersøgelsen omfattede også konkrete forslag til, hvordan Kommissionen og
medlemsstaterne bedre kunne bistå SMV'er i forbindelse med alle aspekter af
sådanne undersøgelser. Undersøgelsen identificerer en række konkrete
foranstaltninger til støtte for SMV'ernes vækst og konkurrenceevne og foreslår
især tiltag for at øge information og bistand til SMV'er med henblik på
anvendelsen af EU's handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Disse
foranstaltninger blev drøftet med nationale myndigheder, som beskæftiger sig
med handelsbeskyttelse, og de tjenestegrene i GD for Handel, som beskæftiger
sig med handelsbeskyttelse, med henblik på at vedtage en erklæring i 2011, der
indeholder en række konkrete foranstaltninger til afhjælpning af de
vanskeligheder, som SMV'er, der beskæftiger sig med handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter, står over for. Helpdesken for handelsbeskyttelsesanliggender for SMV'er
blev oprettet på baggrund af kompleksiteten af procedurerne for
handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, navnlig for SMV'er på grund af deres
beskedne størrelse og opsplitningen mellem dem. Dens rolle er at behandle både
generelle og sagsspecifikke spørgsmål og problemer vedrørende handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter, som er specifikke for SMV'er. En del af webstedet
vedrørende handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter er specielt tilegnet
SMV'er og indeholder oplysninger om kontaktsteder for helpdesken for
handelsbeskyttelsesanliggender. Dette websted blev ajourført og gjort lettere
tilgængeligt og mere brugervenligt, især for SMV'er. Disse kontaktsteder modtog i 2010 mange anmodninger om
oplysninger, som alle blev behandlet øjeblikkeligt. Disse anmodninger vedrørte
både forløbet og indholdet af procedurerne for handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter. 6.2. Bilaterale
kontakter/informationsaktiviteter – erhvervslivet og tredjelande At forklare lovgivning og praksis i forbindelse med EU's
handelsbeskyttelsesaktiviteter er en vigtig del af arbejdet i tjenestegrenene
for handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter. Et seminar om handelsbeskyttelse for embedsmænd fra
tredjelande fandt sted i 2010. Der blev desuden gennemført en række bilaterale
møder, hvor der blev drøftet forskellige handelsbeskyttelsesrelaterede emner
med en række tredjelande, herunder Kina, Korea, Vietnam, Indien, Belarus og
Australien, i 2010. Der blev også afholdt flere møder med vigtige berørte
sammenslutninger og virksomheder i 2010, herunder en række arrangementer sammen
med Business Europe (et seminar med deltagelse af alle de vigtigste medlemmer
af sammenslutningen og flere bilaterale møder med Business Europe's udvalg i
handelspolitiske anliggender), og et seminar og regelmæssige møder med de
vigtigste sammenslutninger af importører og distributører som f.eks.
Eurocommerce og FTA. 7. Høringskonsulent 2010 var det tredje aktivitetsår for GD for Handels
høringskonsulent, som påbegyndte sit arbejde i april 2007. Høringskonsulenten
arbejder uafhængigt. Han er administrativt tilknyttet generaldirektøren for GD
for Handel, som han er ansvarlig over for. Høringskonsulentens vigtigste rolle er at sikre effektiv
udøvelse af berørte parters proceduremæssige rettigheder, og at
handelsprocedurer, der forelægges Europa-Kommissionen, håndteres uvildigt,
retfærdigt og inden for en rimelig frist. Høringskonsulenten rådgiver i givet
fald også GD for Handels generaldirektør i spørgsmål vedrørende rimelig
behandling og i spørgsmål, som en handelsprocedure måtte give anledning til. Ajourførte retningslinjer om samarbejde mellem
høringskonsulenten og de tjenestegrene i Kommissionen, som gennemfører
undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, blev godkendt. Heri
opstilles en række operationelle principper, og der indføres tidsfrister for
tilrettelæggelse af høringer. Der er regler for interventioner, for så vidt
angår fortrolighedsspørgsmål og adgang til dokumenter, og en række mekanismer for
kommunikation og opfølgning af høringskonsulentens interventioner. De ajourførte
retningslinjer blev brugt som udgangspunkt for et udkast til afgørelse om
høringskonsulentens kompetenceområde. I løbet af 2010 og 2011 fandt der interne
høringer sted om denne afgørelse, som planlægges vedtaget i begyndelsen af
2012. I 2010 greb høringskonsulenten ind 55 gange i 29
handelsbeskyttelsessager og afholdt 24 høringer, hvilket udgør en betydelig
stigning i antallet af sager i forhold til 2009. Høringskonsulenten modtog
henvendelser fra interesserede parter, tjenestegrene i Kommissionen, som
gennemfører undersøgelser af handelspolitiske beskyttelsesinstrumenter, og
berørte parter. Han greb ind i forbindelse med spørgsmål, der dækker alle faser
af undersøgelsen. De vigtigste emner, som høringskonsulenten tog op i 2010
kan henføres til seks kategorier: i) afgørelser om markedsøkonomisk behandling,
ii) ikke fortrolige dokumenter og fortrolighed, iii) tidsplanen for og
indholdet i fremlæggelser af oplysninger, iv) definition af en EU-producent, en
importør eller en bruger, v) kriterier for valg af referenceland og vi) brug af
eksperter. Der er blevet vedtaget en række eksempler på god praksis på
anbefaling fra høringskonsulenten og ud fra konklusioner fra arbejdsgrupper
nedsat af Kommissionens tjenestegrene. Eksempelvis er tjenestegrenene begyndt
at medtage noter vedrørende foreløbige afgørelser om f.eks. stikprøveudtagning
i sagen, så berørte parter har adgang til dem. Tidsplanen for udsendelse af
dokumenter til fremlæggelse af oplysninger til berørte parter er også blevet
forbedret. Høringskonsulenten har ikke modtaget mange klager, undtagen for så
vidt angår dokumenter med fremlæggelse af oplysninger om markedsøkonomisk
behandling. I et tilfælde indgik tjenestegrenene en kontrakt med en ekspert,
som bistod med at analysere mulig omgåelse. Høringskonsulenten forventer, at
der vil blive gjort mere brug af eksperter i kommende sager. Ud fra det øgede antal interventioner og den brede vifte af
spørgsmål, som høringskonsulenten tager op, må hans funktion nu betragtes som
veletableret. 8. Overblik over antidumping-,
antisubsidie- og beskyttelsesundersøgelser og ‑foranstaltninger 8.1. Generelt Ved udgangen af 2010 opretholdt EU 124
antidumpingforanstaltninger (jf. bilag O) og 11 antisubsidieforanstaltninger
(jf. bilag P). I 2010 blev 0,43 % af den samlede import til
EU berørt af antidumping- eller antisubsidieforanstaltninger. Nærmere oplysninger om de spørgsmål, der behandles
i det følgende, er anført i arbejdsdokumentet, der er vedlagt denne beretning.
Henvisninger til arbejdsdokumentets bilag er angivet ved siden af
overskrifterne. 8.2. Nye undersøgelser (jf. bilag
A-E og bilag N) I 2010 blev der indledt 18 undersøgelser[1]. I 13 tilfælde blev der indført
midlertidig told. 9 sager blev afsluttet med indførelse af endelig told. 10
undersøgelser blev afsluttet uden indførelse af foranstaltninger. 14
foranstaltninger udløb automatisk efter deres gyldighedsperiode på 5 år. 8.3. Fornyede undersøgelser Fornyede undersøgelser udgør fortsat en væsentlig
del af arbejdet i tjenestegrenene for handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter. I perioden 2006-2010 tegnede de sig for 61 % af
alle indledte undersøgelser. Tabel 2 i arbejdsdokumentet giver statistiske
oplysninger for årene 2006-2010. 8.3.1. Fornyede undersøgelser i
forbindelse med udløb (jf. bilag F) Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 2, og
artikel 18 udløber foranstaltninger efter fem år, medmindre det som led i en
fornyet udløbsundersøgelse fastslås, at de bør bibeholdes i deres oprindelige
form. I 2010 blev der indledt 14 fornyede undersøgelser
i forbindelse med udløb. 10 udløbsundersøgelser blev afsluttet med en
bekræftelse af tolden, som blev forlænget med endnu en periode på 5 år. 1
udløbsundersøgelse blev afsluttet med ophævelse af foranstaltningerne. 8.3.2. Interimsundersøgelser (jf. bilag
G) Grundforordningernes artikel 11, stk. 3, og
artikel 19 indeholder bestemmelser om fornyet undersøgelse af foranstaltninger
i deres gyldighedsperiode. Fornyede undersøgelser kan begrænses til at omfatte
aspekter i forbindelse med dumping, subsidiering eller skade. I 2010 blev der indledt 12 interimsundersøgelser.
9 interimsundersøgelser blev afsluttet med en bekræftelse eller ændring af
tolden. Ingen interimsundersøgelser blev afsluttet med ophævelse af
foranstaltningerne. 8.3.3. "Andre" interimsundersøgelser
(jf. bilag H) Der blev ikke indledt "andre"
undersøgelser, der ikke faldt ind under grundforordningens artikel 11, stk. 3,
eller artikel 19 i 2010. 8.3.4. Undersøgelser af nye
eksportører (jf. bilag I) Grundforordningernes artikel 11, stk. 4, og
artikel 20 indeholder bestemmelser om henholdsvis fornyede undersøgelser af nye
eksportører og fremskyndede fornyede undersøgelser med henblik på at fastsætte
en individuel dumpingmargen eller en individuel udligningstold for nye
eksportører i det pågældende eksportland, som ikke eksporterede den pågældende
vare i undersøgelsesperioden. Sådanne eksportører skal påvise, at de reelt er
nye eksportører, og at de rent faktisk er begyndt at eksportere varen til EU
efter undersøgelsesperioden. For sådanne nye eksportører kan der fastsættes en
individuel told, som normalt er lavere end den landsdækkende told. I 2010 indledtes 3 fornyede undersøgelser
vedrørende nye eksportører. 8.3.5. Overvæltningsundersøgelser
(jf. bilag J) Hvis der er tilstrækkelige
oplysninger, som viser, at eksportpriserne er faldet efter den oprindelige
undersøgelsesperiode og inden eller efter indførelsen af foranstaltninger,
eller at der har været ingen eller utilstrækkelige ændringer i
videresalgspriserne eller de efterfølgende salgspriser på den importerede vare
i EU, kan der indledes en overvæltningsundersøgelse for at kontrollere, om
foranstaltningen har haft virkning på ovennævnte priser. Der kan fastsættes nye
dumpingmarginer, og tolden kan forhøjes for at tage hensyn til sådanne lavere
eksportpriser. Muligheden for overvæltningsundersøgelser er fastlagt i
grundforordningernes artikel 12 og artikel 19, stk. 3. I 2010 blev der hverken indledt eller afsluttet
antiovervæltningsundersøgelser. 8.3.6. Omgåelsesundersøgelser (jf.
bilag K) Grundforordningernes artikel 13 og 23 indeholder
bestemmelser om muligheden for, at undersøgelser kan genoptages, hvis der
fremlægges bevis for, at foranstaltninger omgås. I 2010 blev der indledt 2 sådanne undersøgelser. 1
antiomgåelsesundersøgelse blev afsluttet med udvidelse af tolden, og 1 blev
afsluttet uden udvidelse af foranstaltningerne. 8.4. Beskyttelsesundersøgelser
(jf. bilag L) I 2010 blev der indledt 1
beskyttelsesundersøgelse. 9. Håndhævelse af
antidumpingforanstaltninger/antisubsidie-foranstaltninger 9.1. Opfølgningsforanstaltninger Opfølgningen af gældende foranstaltninger
fokuserede på fire hovedområder: 1) foregribelse af svig, 2) overvågning af
handelsstrømme og markedsudvikling, 3) forbedring af effektiviteten ved hjælp
af passende instrumenter og 4) reaktion på retsstridig praksis. Disse
aktiviteter satte tjenestegrenene med ansvar for handelspolitiske
beskyttelsesinstrumenter i stand til proaktivt at samarbejde med
medlemsstaterne og sikre egentlig håndhævelse af handelsbeskyttelsesforanstaltninger
i Den Europæiske Union. 9.2. Overvågning af tilsagn (jf.
bilag M og Q) Overvågning af tilsagn udgør en del af
håndhævelsen, da tilsagn er en form for antidumping- eller
antisubsidieforanstaltninger. De godtages af Kommissionen, hvis den finder det
godtgjort, at de effektivt kan afhjælpe de skadelige virkninger af dumping
eller subsidiering. I begyndelsen af 2010 var der godtaget 42 gældende
tilsagn. I løbet af 2010 forekom der følgende ændringer: tilsagnene fra 1
virksomhed bortfaldt på grund af foranstaltningernes udløb, tilbud om tilsagn
fra 3 virksomheder blev godtaget, og 22 tilsagn blev trukket tilbage af
Kommissionen på grund af misligholdelse. Derved er i alt 22 tilsagn gældende
ved udgangen af 2010. 10. Tilbagebetalinger (jf. bilag
U) Ifølge grundforordningernes artikel 11, stk. 8, og
artikel 21, stk. 1, kan importører anmode om tilbagebetaling af opkrævet
antidumpingtold, hvis det påvises, at den dumping- eller subsidiemargen, der lå
til grund for betalingen af tolden, er blevet elimineret eller reduceret til et
niveau, der er lavere end den gældende toldsats. I 2010 blev der indgivet 29 nye anmodninger om
tilbagebetaling. Ved udgangen af 2010 var der 15 igangværende undersøgelser,
der omfattede 27 anmodninger. I 2010 blev der vedtaget 28
kommissionsafgørelser: i 23 blev der indrømmet delvis tilbagebetaling, og i 5
blev anmodningen om tilbagebetaling afvist. 12 anmodninger blev trukket
tilbage. 11. Domstolsprøvelse: afgørelser
truffet af Domstolen og Retten I 2010 traf Domstolen og Retten i alt 13
afgørelser vedrørende antidumping- eller antisubsidiesager. Et sammendrag af
nogle af afgørelserne kan findes i arbejdsdokumentet. 13 nye sager blev indbragt i 2010, 8 for Retten og
5 for Domstolen. En liste over antidumpingsager/antisubsidiesager
ved Retten og Domstolen, som endnu ikke var afsluttet ved udgangen af 2010, kan
findes i bilag S til arbejdsdokumentet. 12. Aktiviteter inden for
rammerne af verdenshandelsorganisationen (WTO) 12.1. Tvistbilæggelse på
antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesområdet WTO har fastsat en streng procedure for bilæggelse
af tvister mellem WTO-medlemmer om anvendelsen af WTO-aftalerne. I februar 2010 anmodede Kina om høringer med Den
Europæiske Union om antidumpingforanstaltninger vedrørende læderfodtøj med
oprindelse i Kina, som var blevet indført i 2006. Der blev afholdt høringer i
marts 2010. Efterfølgende anmodede Kina i april 2010 om nedsættelse af et
panel. Panelet blev nedsat i maj 2010, og dets medlemmer blev valgt i juli
2010. Panelrapporten blev offentliggjort i oktober 2011. I december 2010 blev der rundsendt en rapport med
resultaterne fra et WTO-panel i en tvistbilæggelsessag indledt af Kina mod EU
vedrørende antidumpingforanstaltninger over for importen af skruer, bolte,
møtrikker og lignende varer med oprindelse i Kina. Panelet fandt, at EU i langt
de fleste af de undersøgte spørgsmål havde handlet helt i overensstemmelse med
WTO-reglerne. Der var imidlertid en række tilfælde, hvor panelet fandt, at
visse aspekter af EU's basislovgivning og praksis ikke var i overensstemmelse
med visse elementer i WTO's antidumpingaftale. Sagen blev appelleret, og WTO-appelinstansen
udarbejdede en rapport om sagen i juli 2011. Den 18. august 2011 orienterede
Den Europæiske Union tvistbilæggelsesinstansen (DSB) om, at den har til hensigt
at gennemføre DSB's henstillinger og afgørelser på en måde, der overholder dens
WTO-forpligtelser inden for et rimeligt tidsrum. Nærmere oplysninger kan findes i
arbejdsdokumentet, der er vedlagt denne beretning. 12.2. Andre WTO-aktiviteter I 2010 blev H.E. Dennis Francis (Trinidad og
Tobago) udpeget som formand for DDA-forhandlingsgruppen vedrørende regler.
Under hans formandskab mødtes gruppen jævnligt også i plurilateral form for at
drøfte såvel spørgsmål, der er i skarp parentes, som spørgsmål, der ikke er i
skarp parentes, i formandens tekst af december 2008. Endvidere blev en række
nye skriftlige forslag omfattende forskellige aspekter af aftalen om subsidier
og udligningsforanstaltninger forelagt, bl.a. af Indien og Kina. Der blev dog
ikke gjort fremskridt inden for antidumping og horisontale subsidier. Inden for fiskeri drøftede gruppen intensivt alle
aspekter af spørgsmål, der kunne være relevante. Dette skabte mulighed for
præcisering af medlemmernes synspunkter i vigtige spørgsmål, men bragte ikke
holdningerne tættere på hinanden. Det bekræftede snarere, hvor forskellige
holdningerne er medlemmerne imellem (både i udviklingslande og udviklede
lande), og kompleksiteten og følsomheden i udviklingslandenes situation. Samtidig med disse aktiviteter fortsatte
Kommissionens tjenestegrenes deltagelse i det normale arbejde i udvalgene for
antidumping, subsidier, udligning og beskyttelse. Udvalgene afholdt to ordinære
samlinger for at gennemgå anmeldelser og drøfte spørgsmål af særlig interesse. Konklusion I 2010 var der et lille fald både i antallet af
indledte sager i forhold til det foregående år og i antallet af endelige
foranstaltninger, der blev indført. Antallet af undersøgelser, som afsluttedes
uden indførelse af foranstaltninger faldt også en smule, mens antallet af
midlertidige foranstaltninger, der blev indført i løbet af det foregående år,
voksede med næsten en tredjedel. Fornyede undersøgelser udgør fortsat en
betydelig del af tjenestegrenenes arbejde, men antallet af indledte fornyede
undersøgelser faldt en smule i forhold til 2009. Antallet af afsluttede
fornyede undersøgelser blev halveret i forhold til tallene i 2009. [1] Tabel 1 i arbejdsdokumentet
giver statistiske oplysninger om de nye undersøgelser for årene 2006-2010, der
er gennemført i henhold til grundforordningernes artikel 5 og 10.