15.1.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 11/77

1.1

EØSU bifalder den nye tilgang i IPA II-forordningsforslaget, som i forhold til det tidligere instrument vil give større fleksibilitet og ligebehandling af modtagerlandene i og med, at der ikke skelnes mellem de forskellige former for støtte, der er tilgængelige for nuværende og potentielle kandidatlande.

1.2

Udvalget støtter den nye strategi i IPA II-forordningsforslaget, som vil gøre det muligt at skræddersy støtten til de enkelte modtagerlandes behov. I takt med at landene forbereder sig til EU-medlemskabet, vil der blive vedtaget omfattende og flerårige strategidokumenter for hvert land på basis af deres specifikke behov og dagsordener.

1.3

EØSU mener, at det kan være for sent at evaluere strategidokumenterne midtvejs i forløbet, og foreslår, at midtvejsfristen fastlægges som en absolut sidste tidsfrist for evalueringen. Det er vigtigt at fokusere på at opnå målsætningerne, og fleksibilitet er afgørende i den sammenhæng. For at øge støttemidlernes effektivitet forslår udvalget, at man forud for midtvejsevalueringerne foretager en årlig revision. Kommissionens årlige statusrapporter kan tjene som et solidt grundlag for at revidere og tilpasse programmet til de berørte landes behov.

1.4

EØSU glæder sig over, at det nye forordningsforslag sigter mod at forenkle og mindske den administrative byrde i forvaltningen af den finansielle bistand, men er betænkelig ved den sektorbaserede tilgang til støttetildelingen. Denne mekanisme bør anvendes med omtanke og med øje for de særlige forhold i hvert modtagerland under hensyntagen til, at førtiltrædelsesbistandens formål er at hjælpe nuværende og fremtidige kandidatlande med at forberede sig på det kommende medlemskab. IPA giver landene en forsmag på de forpligtelser, der følger med et EU-medlemskab forud for selve tiltrædelsen, herunder introduktion til hvordan de forskellige fonde for struktur, samhørighed, landbrug og udvikling af landdistrikter forvaltes. Derfor bør den sektorbaserede tilgang kun anvendes, når passende regler og procedurer (f.eks. i forbindelse med regler om offentlige indkøb, interessekonflikter mv.) allerede er fastlagt, og de nationale budgetudgiftsplaner har en tilstrækkelig margin og foreligger for mere end et år af gangen. Den sektorbaserede tilgang benyttes som regel på områder såsom sundhed, uddannelse mv., mens IPA-støtten også sigter mod korruptionsbekæmpelse og kapacitetsopbygning i den offentlige administration, hvor den sektorbaserede tilgang har mindre chance for succes, da der er mange forskellige støttemodtagere i stedet for en enkelt institution.

1.5

EØSU ser positivt på det nye forordningsforslags fokus på øget koordinering og samarbejde med andre støtteydere og internationale og andre finansielle institutioner på strategisk niveau.

1.6

Ligeledes bifalder udvalget fleksibiliteten i det nye instrument, som gør det muligt at overføre bevillinger fra et politikområde til et andet samt overføre midler fra et år til et andet (1).

1.7

EØSU fremhæver, at det er nødvendigt at støtte og udvikle et lokalt medansvar for programmeringen og gennemførelsen af IPA II. Med henblik herpå skal der opstilles passende mekanismer, der inddrager nationale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet og styrker deres kapacitet. Disse parters inddragelse bør fremmes i alle støttefaserne: udformning og forberedelse, gennemførelse, overvågning og evaluering. Støtte til civilsamfundet bør også formidles gennem lokale støtteformidlingsorganisationer og nationale ressourcecentre.

1.8

En forudsætning for udvidelsesprocessen er harmoniseringen af arbejdsmarkeds- og sociallovgivningen i de vestlige Balkanlande med EU's sociale bestemmelser. IPA II vil således fungere som drivkraft til fremme af social inklusion, social samhørighed, anstændigt arbejde og beskæftigelse af høj kvalitet i regionen.

2.1

Forslaget til forordning om et instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA II) opstiller en lovramme for det nye finansielle instrument (IPA II) og erstatter den nuværende, der udløber den 31. december 2013.

2.2

Det nye førtiltrædelsesinstrument sigter mod at realisere udvidelsespolitikken og derved bidrage til fremme af stabilitet, sikkerhed og fremgang i Europa. Det støtter nuværende (2) og potentielle kandidatlande (3), mens de forbereder sig på EU-medlemskab.

2.3

I lyset af den beskedne socioøkonomiske udvikling i disse lande (med undtagelse af Island) samt det faktum, at de skal være rustet til at reagere på de globale udfordringer og tilpasse sig EU's indsats for at håndtere disse, står det klart, at der er behov for betydelige og resultatorienterede investeringer for at bringe disse lande tættere på EU's standarder. IPA II-forordningsforslaget tilbyder landene teknisk og finansiel bistand, da de ikke på egen hånd kan yde den nødvendige indsats og afholde udgifterne til opfyldelse af kravene for EU-medlemskab.

2.4

Det finansielle referencegrundlag, der er afsat i IPA II-forordningsforslaget for perioden 2014-2020, vil ligge på omkring 14 mia. EUR.

2.5

Det nye instrument giver mulighed for mere fleksibilitet og forenkler og mindsker den administrative byrde i forvaltningen af den finansielle bistand.

2.6

Forenklingen indebærer, at IPA-støttens nuværende komponentbaserede opbygning omstruktureres, hvilket vil gøre det muligt at forenkle lovrammen og give hvert land ensartet adgang til støtte under hvert politikområde (uanset om det er et kandidatland eller et potentielt kandidatland). Af det tidligere IPA-instruments fem komponenter var det kun de to (overgangsstøtte og institutionel kapacitet samt grænseoverskridende samarbejde), der før var tilgængelige for potentielle kandidatlande, mens de tre resterende var forbeholdt kandidatlande alene (regional udvikling, udvikling af menneskelige ressourcer og udvikling af landdistrikter).

3.1

Sammen med støtte til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende friheder, større respekt for mindretals rettigheder, fremme af ligestilling, ikke-diskrimination, pressefrihed og fremme af gode naboskabsforbindelser opfordrer EØSU indtrængende til, at man i artikel 2, stk. 1, litra a), ii) tilføjer fremme af sociale rettigheder og beskyttelse af sårbare grupper for at fremhæve den betydning, modtagerlandene bør tillægge disse rettigheder, og således sikre den nødvendige balance mellem social inklusion og udvikling af demokratiet og civilsamfundet.

3.2

I overensstemmelse hermed bør de i artikel 2, stk. 2, foreslåede indikatorer tilpasses, så de tager behørigt hensyn til disse ændringer. Niveauet for udvikling af et civilsamfund og arbejdsmarkedspartnernes samt andre civilsamfundsorganisationers kapacitet bør således være en af indikatorerne. En anden indikator, der bør indarbejdes i forslaget til forordning, er respekt for personer fra sårbare grupper og disses rettigheder.

3.3

IPA-støtten bør være medvirkende til at bekæmpe social udstødelse og de stadig større samfundsforskelle samt styrke socialt udstødte gruppers og regioners adgang til fondene. EØSU mener derfor, at man i tillæg til indikatoren i medfør af artikel 2, stk. 2, første punktum, andet led, tilføjer en ny indikator for sociale og økonomiske udviklingsstrategiers sociale retfærdighed.

3.4

Alle indikatorer bør efter udvalgets opfattelse være resultatorienterede og have en kvalitativ såvel som en kvantitativ karakter.

3.5

En bedre social dialog og støtte til udviklingen af arbejdsmarkedsparternes kapacitet er ligeledes centrale målsætninger, som forordningsforslaget bør lægge større vægt på. En simpel henvisning til udvikling af civilsamfundet og den sociale dialog er ifølge EØSU utilstrækkelig og for uforpligtende i denne henseende.

3.6

I de fleste modtagerlande er arbejdsmarkedets parter enten underviklede, eller også har de enorme udfordringer med at leve op til deres rolle, specielt når de befinder sig midt i en barsk økonomisk krise. Virksomhedssammenslutninger bør ligeledes få støtte. EØSU vil derfor i høj grad anbefale, at man foretager flere strategiske investeringer for at støtte arbejdsmarkedsparternes udvikling.

3.7

EØSU noterer sig den betydning, forordningsforslaget tillægger spørgsmålet om donorkoordination for at øge støtteudbetalingens effektivitet og forebygge dobbeltfinansiering. Imidlertid ser udvalget gerne, at der træffes mere specifikke foranstaltninger for at sikre en effektiv donorkoordination på både nationalt og europæisk niveau.

4.1

EØSU ser positivt på dette forslag til forordning og navnlig princippet om, at "flere reformer giver flere midler", hvilket tilskynder de lande, der er omfattet af instrumentet (4), til at vise bæredygtige fremskridt hen imod demokrati og overholdelse af menneskerettighederne og international ret.

4.2

EØSU bifalder forslaget om, at ligebehandling af mænd og kvinder og bekæmpelse af forskelsbehandling skal udgøre tværgående mål i forbindelse med alle de foranstaltninger, der gennemføres inden for rammerne af forordningen.

4.3

EØSU anbefaler, at Kommissionen i forslaget til forordning medtager civilsamfundsfaciliteten, når det gælder de lande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik og demokratifonden.

4.4

EØSU mener, at det mål for partnerskab med samfundene, som dette instrument afspejler, bør føre til, at civilsamfundsorganisationerne, herunder de sociale parter og regionale og lokale myndigheder, inddrages i alle faser i bistandsforløbet. Det "arabiske forår" har vist, hvor vigtigt det er at støtte folkebevægelserne i EU's nabolande.

4.5

Det europæiske naboskabsinstrument bør blive til et fleksibelt instrument til styrkelse af civilsamfundsorganisationernes evne til at granske de offentlige politikker og til at spille en vigtig rolle i demokratiseringsprocesserne.

4.6

EØSU anbefaler, at der oprettes platforme for dialog mellem civilsamfundet og regeringerne i EU's nabolande, og er villig til at bistå Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i arbejdet for at nå dette mål.

4.7

EØSU anbefaler, at EU's delegationer foretager en omfattende kortlægning af civilsamfundsorganisationerne i regionen, hvilket kan hjælpe EU-institutionerne med at konsolidere relationerne med den fremspirende civilsamfundssektor.

4.8

EØSU anbefaler, at ENI-forordningen også fokuserer mere på opbygningen af institutionskapaciteter i partnerlandene, der er ansvarlige for at levere bistand, med henblik på at sikre et højt absorptionsniveau af midlerne og en stor grad af gennemsigtighed i anvendelsen af disse.

4.9

EØSU er af den opfattelse, at det europæiske naboskabsinstrument bør øge samarbejdet omkring højere uddannelser navnlig gennem programmer for udveksling af unge og studerende mellem EU og EU's nabolande. Instrumentet bør give mulighed for at opbygge netværk, der kan styrke ngo'ernes kapacitet på ungdomsområdet i EU's nabolande.

4.10

EØSU anbefaler, at Kommissionen gennem dette instrument også fremmer en bæredygtig industripolitik, virksomhedernes sociale ansvar, miljømæssigt ansvarlig virksomhed og politikker, der støtter SMV'erne, håndterer arbejdsmarkedsproblemer og forbedrer de sociale politikker.

5.1

Den europæiske naboskabspolitik (ENP) sigter på at skabe et område med velstand og godt naboskab ved EU's grænser.

5.2

I tidsrummet 2014 til 2020 vil EU fortsat støtte målene for den europæiske naboskabspolitik via et særligt finansielt instrument, det europæiske naboskabsinstrument (ENI), der skal erstatte det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument, der blev indført i 2006.

5.3

Med ENI vil partnere, der går ind for at opbygge et demokratisk samfund og gennemføre reformer, få større støtte i overensstemmelse med princippet om, at "flere reformer giver flere midler", og princippet om "gensidig ansvarlighed".

5.4

ENI-forordningsforslaget indeholder bestemmelser, der forenkler instrumentet på nogle områder, og der søges en balance mellem fleksibilitet og fokus på politikmål og vigtige samarbejdsområder.

5.5

ENI-forordningsforslaget fremmer komplementaritet, kohærens og systematisk integration af EU's prioriterede politikområder i overensstemmelse med EU 2020-strategien, samtidig med at det fortsat fokuserer på hovedmålene i den europæiske naboskabspolitik.

5.6

Det finansielle referencebeløb, der er afsat til gennemførelsen af ENI-forordningen for perioden 2014-2020, vil ligge på omkring 18 mia. EUR.

6.1

Målet med EU's optræden udadtil under dette instrument er at bevirke, at der sker konkrete ændringer i partnerlandene. Der bør så vidt som muligt føres kontrol med disse virkninger via en passende mekanisme, og de bør vurderes ud fra forudbestemte, landespecifikke, tydelige, gennemsigtige og målbare indikatorer. Disse bør være konkrete, målbare og praktisk gennemførlige benchmark, der gør det muligt at vurdere, i hvilket omfang et land opretholder de demokratiske værdier, som EU ønsker at fremme gennem ENI.

6.2

For at forbedre gennemførelsen af princippet om, at "flere reformer giver flere midler", kan en passende del af den overordnede bevilling sættes til side i form af finansielle incitamenter med henblik på at give øget støtte til partnerlande, der kan vise, at de har gjort fremskridt med hensyn til opbygningen og konsolideringen af et velforankret og bæredygtigt demokrati. Dette princip bør desuden føres ud i livet på en sådan måde, at der også tages hensyn til sårbare grupper i disse lande, og bør ikke føre til nedskæringer i udviklingsbistanden til de enkelte lande men snarere til en omfordeling af hjælpen fra regeringerne til civilsamfundene.

6.3

EU's delegationer bør også tildeles en større rolle i samarbejdet med andre internationale donorer. De i artikel 7, stk. 1 og 2, omhandlede dokumenter bør omfatte detaljerede og ajourførte oversigter over donorer og beskrive de foranstaltninger, der iværksættes med henblik på at forbedre donorkoordineringen, navnlig mellem EU og medlemsstaterne.

6.4

I henhold til forordningsforslaget bør EU sammen med sine partnere verden over bestræbe sig på at fremme kravet om værdigt arbejde og ratifikationen og en effektiv gennemførelse af de internationalt anerkendte arbejdsstandarder. Der bør også sættes fokus på udryddelsen af børnearbejde og betydningen af multilaterale miljøaftaler.

6.5

Forordningsforslaget bør være mere tydelig med hensyn til styrkelsen af landenes egen ansvarlighed og oprettelsen af institutionaliserede hørings- og overvågningsmekanismer med civilsamfundsorganisationer, partnere på miljøområdet, arbejdsmarkedets parter og andre ikke-statslige aktører.