31.7.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 229/116 |
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/60/EF og 2008/105/EF for så vidt angår miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken
COM(2011) 876 final — 2011/0429 (COD)
2012/C 229/22
Ordfører: An LE NOUAIL MARLIÈRE
Europa-Parlamentet og Rådet besluttede henholdsvis den 14. februar og den 22. februar 2012 under henvisning til artikel 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:
»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/60/EF og 2008/105/EF for så vidt angår miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken«
COM(2011) 876 final — 2011/0429 (COD).
Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 11. maj 2012.
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 481. plenarforsamling den 23.-24. maj 2012, mødet den 23. maj 2012, følgende udtalelse med 135 stemmer for, 15 imod og 14 hverken for eller imod:
1. Konklusioner og anbefalinger
1.1 EØSU bifalder det foreliggende forslag til direktiv, da det udvider listen over prioriterede stoffer og anvender den mest omfattende af de løsningsmodeller, der foreslås i konsekvensanalysen (1).
1.2 EØSU går ind for den foreslåede nye mekanisme, der skal give Kommissionen målrettet overvågningsinformation af høj kvalitet om koncentrationerne af stoffer i vandmiljøet med særlig fokus på nyfremkomne forurenende stoffer og stoffer, for hvilke de foreliggende overvågningsdata ikke er af tilstrækkelig kvalitet til at kunne anvendes til risikovurdering. EØSU mener, at denne nye mekanisme bør lette indsamlingen af denne type oplysninger i alle EU's vandområder og gøre det muligt at holde overvågningsomkostningerne på et rimeligt niveau.
1.3 EØSU anbefaler ikke desto mindre, at forslaget til direktiv også omfatter specifikke analyser af følgende områder, som endnu kun er udforsket i ringe grad:
i. |
Nanopartikler, herunder navnlig deres vekselvirkning med de prioriterede stoffer, da dette emne rejser flere og flere spørgsmål – som bringes på bane af Det Europæiske Miljøagentur (2). |
ii. |
Virkningerne af kemiske kombinationer af stoffer, der er til stede i de indre vandområder, da disse kombinationer kan have en betydelig indvirkning på vandmiljøet, selv hvor der er tale om meget små koncentrationer af kemiske stoffer. |
1.4 Med henblik på en effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet foreslår EØSU, at det her behandlede direktivforslag indeholder henvisninger til bedste praksis for forvaltning af vandområder.
1.5 EØSU mener, at bly og nikkel, da de er persistente og bioakkumulerbare, bør klassificeres som prioriterede farlige stoffer med henblik på at eliminere alt udslip heraf inden for 20 år, selv hvis omkostningerne herved anslås til at blive meget høje.
1.6 For at kunne beskytte vandressourcerne og kortlægge problemerne, de mest hensigtsmæssige løsninger og de dermed forbundne udgifter anser EØSU det for nødvendigt at inddrage befolkningen. Uden støtte i befolkningen vil reguleringsforanstaltningerne slå fejl. Civilsamfundet spiller en nøglerolle i gennemførelsen af et hensigtsmæssigt vandrammedirektiv, og dets rolle er endvidere vigtig, når det gælder om at hjælpe regeringerne med at finde en ligevægt mellem de sociale, miljømæssige og økonomiske aspekter, som der skal tages hensyn til (3).
1.7 EØSU understreger endvidere, at der må opnås en god økologisk og kemisk status for at beskytte folkesundheden, vandforsyningen, de naturlige økosystemer og biodiversiteten (4).
1.8 EØSU konstaterer, at det nye direktiv skulle forenkle og rationalisere medlemsstaternes indberetningsforpligtelser.
2. Indledning
2.1 Det her behandlede forslag til direktiv har til formål at ændre direktiv 2000/60/EF og 2008/105/EF om prioriterede stoffer inden for vandpolitikken (ekskl. havmiljøet) i overensstemmelse med bestemmelserne i vandrammedirektivet ved:
i. |
mindst hvert fjerde år at revidere listen over prioriterede stoffer og om nødvendigt opstille en liste over nye prioriterede stoffer og nye prioriterede farlige stoffer, |
ii. |
fastsætte nye miljøkvalitetskrav til overfladevand, grundvand, sediment eller biota, alt efter hvad der er relevant på basis af den seneste information. |
2.2 Denne revision blev gennemført med bistand fra en arbejdsgruppe og efter en omfattende høring af Kommissionens og medlemsstaternes eksperter, interesserede parter (erhvervssammenslutninger og ngo'er) og Den Videnskabelige Komité for Sundheds- og Miljørisici (VKSM).
2.3 Som følge af dette arbejde og af den konsekvensanalyse (SEC(2011) 1547 final), der blev gennemført til dette formål, er listen på 33 prioriterede stoffer udvidet til 48 i det foreliggende forslag til direktiv, idet man har fulgt den mest omfattende af konsekvensanalysens løsningsmodeller.
2.4 Formålet med direktivforslaget er at opnå en god kemisk status for de indre vandområder, dvs. overholde de miljøkvalitetskrav, der fastlægges i bilaget til forslaget, ved at
i. |
reducere de prioriterede stoffer |
ii. |
og eliminere udslippet af prioriterede farlige stoffer inden for 20 år fra vedtagelsen af datterdirektivet. |
3. Generelle bemærkninger
3.1 EØSU mener helt klart, at vand ikke udelukkende er et forbrugsprodukt, men også en værdifuld naturressource, som er af afgørende betydning for nuværende og kommende generationer. Af denne årsag, og fordi mange forurenende stoffer bruges i hele EU, er det hensigtsmæssigt at fastlægge harmoniserede miljøkvalitetskrav for dem på EU-niveau.
3.2 Persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer udgør et særligt problem, fordi de findes overalt, kan overføres over store afstande, er næsten allestedsnærværende i miljøet og er persistente. Disse stoffer klassificeres generelt som prioriterede farlige stoffer. Da deres tilstedeværelse truer med at overskygge den forbedring af vandkvaliteten, der er opnået for andre stoffer, har medlemsstaterne mulighed for at foretage en separat indberetning af deres indvirkning på vandområdernes kemiske status.
3.3 Gennemførelsen af direktivet beror på vandområdeplanerne og i sidste ende på medlemsstaterne. I den forbindelse forekommer det endvidere klart, at ikke alle medlemsstater befinder sig på samme niveau, selv om Kommissionen viser eksemplariske tilfælde og en generel forbedring af overvågningen og informationsformidlingen (5). Direktivet kunne således være mere effektivt på dette område.
4. Særlige bemærkninger
4.1 Med hensyn til retsgrundlaget tager Kommissionen udgangspunkt i farlighed frem for risiko, hvorfor forslaget til direktiv omfatter stoffer med faste koncentrationsgrænser, men ikke risikoen for vekselvirkning mellem de stoffer, der er til stede i vandområder, selv i meget lave koncentrationer.
i. |
Denne risiko for vekselvirkning kan vedrøre både kemiske blandinger og nanopartikler. |
ii. |
Der er endnu kun forsket lidt i disse fænomener, men mistanken om giftighed er tilstrækkelig stor til, at Det Europæiske Miljøagentur har udarbejdet en rapport herom for nylig (6). |
iii. |
Det kan forekomme vanskeligt at lovgive om elementer, som der endnu kun er ringe kendskab til, men det er vigtigt for vandøkosystemernes fremtid, at medlemsstaterne gennem et EU-direktiv om prioriterede stoffer i vandområder forberedes på at tage fat på fænomenerne. |
4.2 Nikkel og bly indgår i listen over prioriterede stoffer, men endnu ikke i listen over prioriterede farlige stoffer.
i. |
Disse stoffer er imidlertid persistente (nikkel er både allestedsnærværende og persistent) og bioakkumulerende, hvilket gør dem egnede til at blive optaget på denne liste i henhold til Kommissionens definition af prioriterede farlige stoffer. |
ii. |
REACH-forordningen henviser til disse stoffer som meget problematiske og som værende omfattet af et krav om tilladelse, da de kan være kræftfremkaldende, reproduktionstoksiske (CMR 1 og 2) og/eller persistente og bioakkumulerende. |
iii. |
Af hensyn til sammenhængen med definitionen af prioriterede farlige stoffer og med REACH-forordningen bør disse stoffer klassificeres som prioriterede farlige stoffer med det mål for øje at eliminere udslippet af dem inden for 20 år. |
Bruxelles, den 23. maj 2012
Staffan NILSSON
Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg
(1) SEC(2011) 1547 final.
(2) Teknisk rapport fra Det Europæiske Miljøagentur om farlige stoffer i Europas ferkvands- og havvandsområder (EEA Technical Report, no 8/2011 – Hazardous substances in Europe’s fresh and marine waters, an overview).
(3) EUT C 224 af 30.08.2008. s. 67, EUT C 97, 28.4.2007, s. 3.
(4) EUT C 248, 25.8.2011, s. 1.
(5) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet – Bæredygtig vandforvaltning i Den Europæiske Union, COM(2007) 128 final; Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet, COM(2009) 156 final.
(6) Teknisk rapport fra det Europæiske Miljøagentur (EEA Technical report, no 8/2011).