19.2.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 47/1

1.1.

ECB har tidligere udtalt, at gearingsbegrebet, som omhandlet i direktiv 2011/61/EU (1), er grundlæggende for den forretningsmodel, som anvendes af mange forvaltere af alternative investeringsfonde (FAIF'er) (2). Overordnet set er ECB enig med Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) i, at oplysninger om det gearingsniveau, der beregnes på grundlag af bruttoeksponeringen, er centrale for overvågningen af systemiske risici, og at disse oplysninger også bør udleveres til investorerne. Selvom en uforholdsmæssigt stor gearing kan indebære væsentlige risici for den finansielle stabilitet, udgør gearingsrisikoen ikke den eneste risiko for alternative investeringsfonde (AIF'er). Alle gearingsoplysninger bør derfor suppleres af relevante oplysninger om andre risikokilder. I den sammenhæng er det vigtigt, at kravene, der skal imødegå de forskellige risikokilder, holdes adskilt. Disse risikokilder omfatter positionsrisikoen, dvs. markeds- og kreditrisikoen i forbindelse med særlige investeringer, og gearingen af AIF'er.

1.2.

For at være konsistent og for at undgå regelarbitrage finder ECB det hensigtsmæssigt, at de metoder til beregning af gearing, der skal vedtages, i videst muligt omfang bør være konsistente med Basel III-regelsættet (3), forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (4) og forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om reguleringskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber (5) (herefter kollektivt »CRD IV-forslaget«) (6). En sådan konsistens bør eksempelvis sikres ved henvisninger til godkendelsen af sikringstransaktioner og behandlingen af kontante lån. En krydshenvisning til begreberne i CRD IV-forslaget kan ligeledes overvejes (7).

1.3.

Som anført i afsnit 1.1 ovenfor finder ECB, at man bør skelne mellem følgende ved beregning af eksponeringen: a) risiciene i forbindelse med aktiver (porteføljer), som AIF'erne har købt, dvs. »positionsrisikoen«, og b) den faktiske anvendte gearing. De to risikokilder bør derfor holdes adskilt, når gearingen af AIF'erne fastslås. Selvom kontante lån fra eksterne kilder, som ikke er blevet investeret, ikke er eksponerede for markeds- eller kreditrisici, øger de f.eks. den faktiske gearing af en AIF. I modsætning hertil synes CRD IV-forslaget ikke at skelne mellem forskellige typer af kontante lån (8).

1.4.

Udkastet til den delegerede forordning henviser til anvendelsen af bruttometoden og forpligtelsesmetoden (9). Det omfatter ikke den avancerede metode (10), da denne metode ikke sikrer sammenlignelige resultater. ECB forstår, at den avancerede metode, som medfører en lempelse af forpligtelsesmetodens regler, blev udarbejdet til brug for FAIF'er, der forvalter AIF'er, hvor forpligtelsesmetoden ikke nødvendigvis er hensigtsmæssig eller giver meningsfyldte resultater. ECB støtter Kommissionens beslutning om ikke at inkludere den avancerede metode, da anvendelse af bruttometoden og forpligtelsesmetoden er tilstrækkelig og vil forsyne både investorer og kompetente tilsynsmyndigheder med brugbare oplysninger om gearing af AIF'erne.

3.1.

Udkastet til den delegerede forordning (13) muliggør, at FAIF'er kan investere i securitisationspositioner, forudsat at de med rettidig omhu har undersøgt de engagementsleverende eller organiserende kreditinstitutter. Udkastet til den delegerede forordning fastlægger nærmere, at FAIF'en, før denne investerer i securitiserede instrumenter, bør: a) opfylde visse kvalitative krav, f.eks. have en grundig forståelse af risikoprofilen for investeringerne og de passende formelle politikker og procedurer (14), og b) sikre, at både de organiserende og engagementsleverende kreditinstitutter opfylder en række kvalitative krav, herunder effektive risikostyringskrav, tilstrækkelige spredningsstrategier mv. (15).

3.2.

ECB støtter de kvalitative kriterier, som skal gøre FAIF'en opmærksom på de risici, der tages, før der investeres i securitiserede produkter. Hvad angår kriterierne i afsnit 3.1, litra b), ovenfor, kan det være vanskeligt for FAIF'erne at opfylde forpligtelserne til at sikre, at de engagementsleverende og organiserende kreditinstitutter har tilfredsstillende risikostyringsprocedurer, da FAIF'erne muligvis ikke direkte kan undersøge kriterierne vedrørende de engagementsleverende og organiserende kreditinstitutters interne procedurer.

3.3.

For at sikre, at sådanne krav ikke begrænser FAIF'erne i at investere i securitiserede produkter og derved hindrer det overordnede mål om at stimulere securitisationsmarkedet, kunne udkastet til den delegerede forordning fastsætte, at EMSA giver generel vejledning om den præcise dokumentation, som de engagementsleverende og organiserende kreditinstitutter skal forelægge FAIF'erne vedrørende de ovennævnte kvalitative krav.

4.1.

ECB glæder sig over de omfattende forpligtelser, som depositarer skal opfylde (16) i henhold til udkastet til den delegerede forordning. Det er navnlig ECB's opfattelse, at de detaljerede krav (17) i høj grad vil begrænse depotrisikoen for investorer i AIF'er.

4.2.

ECB støtter den strenge ansvarsordning, som blev indført med direktiv 2011/61/EU, og som yderligere specificeres i udkastet til den delegerede forordning (18). Den bemærker imidlertid, at denne ansvarsordning sammen med fremtidige ændringer (UCITS V) (19) af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (20), kan medføre, at depositarer underkastes meget betragtelige erstatningskrav. For nogle depositarer kunne sådanne krav nogle gange svare til tab, der beløber sig til langt mere end deres samlede kapital. ECB finder det derfor påkrævet at depositarerne styrer disse risici hensigtsmæssigt, hvad enten de er kreditinstitutter, investeringsselskaber eller andre foretagender underlagt tilsyn (21), og at risiciene bogføres i henhold til de respektive regler for kapitalkrav. Den kommende UCITS V-lovgivningsproces er en god anledning til at tage højde for dette, for så vidt angår både UCITS og AIF-depositarer.

5.1.

ECB hilser rapporteringskravene i artikel 112 i udkastet til den delegerede forordning velkommen. I henhold til artikel 112, stk. 7, skal FAIF'erne stille oplysninger til rådighed i overensstemmelse med en formular til rapportering, der fremgår af bilaget til udkastet til den delegerede forordning. I denne henseende støtter ECB de datarapporteringskrav, som ESMA foreslår i sin rådgivning (22), der medfører, at visse oplysninger indsamles månedligt, og foreslår, at yderligere oplysninger om AIF'ernes historiske risikoprofiler tilføjes. Disse mere detaljerede oplysninger er vigtige for kunne oprette omfattende rammer for overvågningen af systemiske risici.

5.2.

Uanset det ovennævnte er der et betydeligt overlap mellem rapporteringskravene til de kompetente myndigheder i udkastet til den delegerede forordning, navnlig kravene i artikel 112, stk. 1, og de statistiske rapporteringskrav i forordning ECB/2007/8 af 27. juli 2007 om statistik vedrørende investeringsforeningers aktiver og passiver (23). ECB er derfor af den opfattelse, at FAIF'ernes rapporteringsbyrde kan begrænses ved at tilpasse visse af de kompetente myndigheders rapporteringsforpligtelser til ECB's statistiske krav (24). I den henseende er ECB rede og villig til at drøfte med Kommissionen og ESMA, hvordan rapporteringskravene bedst kan tilpasses.

5.3.

I forhold til udvekslingen af oplysninger overlader udkastet til den delegerede forordning (25) endelig et væsentligt skøn til de nationale myndigheder vedrørende betingelserne for, hvilke oplysninger af relevans for overvågningen af systemiske risici (26) der bør deles med ESMA og ESRB. ECB foreslår, at de ovennævnte bestemmelser præciseres for at undgå usikkerhed.