3.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/1


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs resolution om situationen i de sydlige Middelhavslande

2011/C 132/01

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin plenarforsamling den 15.-16. marts 2011 (mødet den 15. marts 2011) følgende resolution med 149 stemmer for, 11 imod og 10 hverken for eller imod.

1.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) udtrykker sin solidaritet med befolkningerne i de sydlige Middelhavslande, som kæmper fredeligt for deres grundlæggende frihedsrettigheder, og støtter deres ønske om at etablere stabile demokratier i deres lande.

2.

EØSU kræver en indstilling af al vold mod civile, og at befolkningernes ønske om demokrati samt deres ret til ytringsfrihed og fredelig demonstration respekteres fuldt ud.

3.

EØSU opfordrer til en fredelig og demokratisk overgang uden forsinkelser, der fører til en retsstat, et stabilt demokrati baseret på frie og retfærdige valg, fuld foreningsfrihed og overholdelse af menneskerettighederne.

4.

På dette afgørende tidspunkt i historien spiller Middelhavslandenes såvel ældre som nyere sammenslutninger af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsrepræsentanter på navnlig det socioøkonomiske, civile, professionelle og kulturelle område, som har et klart demokratisk sigte, en central rolle i udskiftningen af de politiske regimer, og de er kaldet til at spille en central rolle i deres landes fremtid. For at opnå fuldt demokratiske systemer vil det være afgørende at etablere en konstruktiv og frugtbar dialog mellem disse organisationer og de politiske myndigheder, som styrer overgangen. Lige så vigtigt bliver civilsamfundets bidrag til en styrkelse af naboskabsforbindelserne, herunder den direkte kontakt mellem befolkningerne.

5.

EØSU bifalder den seneste opfordring fra EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender til at fremme sådanne demokratiske processer og bebudelsen af en plan for humanitær bistand til regionen. EØSU forlanger EU's uforbeholdne forpligtelse over for civilsamfundet i det sydlige Middelhavsområde, som er tilkendegivet i denne opfordring. EU's udenrigstjeneste har oplyst, at EU allerede har taget de første skridt for at leve op til denne politiske forpligtelse. EØSU er for sit vedkommende parat til at støtte denne politiske forpligtelse gennem kapacitetsopbygning, støtte til konsensusskabelse og hjælp til civilsamfundet i de forskellige sydlige Middelhavslande med at etablere en struktureret og repræsentativ dialog. EØSU bifalder beslutningen om at udvikle denne nye tilgang: de civile opstande i de sydlige Middelhavslande peger klart på svaghederne ved den udenrigspolitik, EU hidtil har ført over for disse lande.

6.

Med dette for øje stiller EØSU sig til rådighed for sine såvel gamle som nye kontakter, herunder sammenslutninger af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer, som har forbindelser til søsterorganisationer i det europæiske civilsamfund, og for repræsentanterne for den ikke-statslige platform for Euro-Middelhavsområdet. EØSU opfordrer til en fælles indsats i regionen til støtte for en fredelig overgang til demokrati.

7.

EØSU opfordrer til at inddrage alle demokratiske kræfter i overgangsprocessen. Inddragelse af demokratiske og uafhængige sammenslutninger af arbejdsgivere, arbejdstagere og andre civilsamfundsorganisationer vil være afgørende i overgangsfasen.

8.

EØSU opfordrer EU til at revidere Middelhavsunionens opgave og træffe ambitiøse foranstaltninger til at yde politisk, institutionel, økonomisk, social, teknisk og humanitær bistand til de Middelhavslande, som allerede er i færd med at gå over til demokrati. EØSU beklager manglen på koordination mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne i forbindelse med disse spørgsmål. Udvalget opfordrer derfor indtrængende EU-institutionerne og medlemslandene til at koordinere deres tiltag i regionen og foretage en gennemgribende revision af deres indfaldsvinkel til Middelhavsområdet. I den nye strategi skal støtte til civilsamfundet være et nøgleelement for at sikre, at EU's støtte til landene i regionen giver maksimalt udbytte. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget er begge rede til at deltage i sådanne tiltag.

9.

EØSU og Regionsudvalget er blevet enige om at koordinere deres fremtidige tiltag med hensyn til de demokratiske overgangsprocesser i de sydlige Middelhavslande. EØSU og Regionsudvalget opfordrer EU's institutioner og organer til at vedtage en fælles handlingsplan, der gør rede for, hvordan de hver især kan bidrage til at udarbejde en overordnet EU-politik i regionen.

10.

EØSU bifalder konklusionerne fra Det Europæiske Råds ekstraordinære møde den 11. marts, som udtrykker støtte til en demokratisk, økonomisk og social udvikling af Middelhavslandene.

11.

EØSU opfordrer Den Europæiske Union og dens medlemsstater til at arbejde effektivt og hurtigt hen imod en koordineret intervention fra det internationale samfunds side i Libyen med det sigte at garantere befolkningens sikkerhed, yde humanitær bistand og træffe alle de nødvendige foranstaltninger for at støtte overgangen til demokrati.

Bruxelles, den 15. marts 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg