28.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 159/22


Offentliggørelse i henhold til artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF om sanering og likvidation af kreditinstitutter

2011/C 159/10

PÅLÆG TIL ANGLO IRISH BANK CORPORATION LIMITED OG IRISH NATIONWIDE BUILDING SOCIETY I HENHOLD TIL § 50 I CREDIT INSTITUTIONS (STABILISATION) ACT 2010

Den 7. april udstedte det irske finansministerium (»ministeriet«) pålæg (»pålæg«) til Anglo Irish Bank Corporation Limited (»Anglo«) og Irish Nationwide Building Society (»INBS«) i medfør af § 50 i loven fra 2010 om stabilisering af kreditinstitutter (Credit Institutions (Stabilisation) Act) (»loven«), hvori:

1.

det kræves, at Anglo:

1.1.

gennemfører alle væsentlige punkter i planen om lukning af visse af Anglos kontorer i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Anglos kontorer i Wien, Düsseldorf og Jersey

1.2.

gennemfører alle væsentlige punkter i planen om afhændelse af Anglos formueforvaltningsafdeling

1.3.

gennemfører alle væsentlige punkter i planen om overtagelse af og/eller fusion med INBS og

1.4.

sammen med INBS og NTMA og med NTMA's forhåndsgodkendelse gennemfører alle væsentlige punkter i en omstrukturerings- og gældsomlægningsplan for Anglo og INBS, der bygger på Joint EC Restructuring and Work Out Plan for Anglo and INBS, indgivet til Europa-Kommissionen den 31. januar 2011 (med forbehold af eventuelle variationer af planen som anvist og godkendt af Europa-Kommissionen), og

2.

det kræves, at INBS:

2.1.

gennemfører alle væsentlige punkter i planen om Anglos overtagelse af INBS og/eller om fusion med Anglo og

2.2.

sammen med Anglo og NTMA og med NTMA's forhåndsgodkendelse gennemfører alle væsentlige punkter i en plan, der bygger på Joint EC Restructuring and Work Out Plan for Anglo and INBS, indgivet til Europa-Kommissionen den 31. januar 2011 (med forbehold af eventuelle variationer af planen som anvist og godkendt af Europa-Kommissionen)

(under ét »kravene«)

3.

det erklæres, at kravene er en saneringsforanstaltning som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/24/EF af 4. april 2001 (»direktivet om likvidation af kreditinstitutioner«) og i De Europæiske Fællesskabers 2011-bestemmelser (om sanering og likvidation af kreditinstitutioner) (»2011-bestemmelserne«), og at kravene derfor bør få fuld virkning i overensstemmelse med direktivet om likvidation af kreditinstitutioner, 2011-bestemmelserne og loven, særlig, men ikke kun lovens § 61.

4.

det erklæres, at kravene får virkning omgående.

I henhold til lovens § 63 kan personer, som berøres af pålæggene, anmode High Court of Ireland, Four Courts, Inns Quay, Dublin 7, Irland, om tilladelse til at begære prøvelse af en afgørelse i henhold til loven, der vedrører pålægget, senest 14 dage efter at den pågældende person har fået meddelelse om afgørelsen eller på anden måde har fået kendskab til den.