2.4.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 102/18


Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i bl.a. Indien

2011/C 102/09

Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har modtaget en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (1) (»grundforordningen«).

1.   Anmodning om en fornyet undersøgelse

Anmodningen blev indgivet af Dhunseri Petrochem & Tea Limited (»ansøgeren«), en eksporterende producent i Indien.

Undersøgelsen er begrænset til at omfatte en undersøgelse af dumpingaspektet, for så vidt angår ansøgeren.

2.   Varen

Den undersøgte vare er polyethylenterephthalat (PET) med viskositetsindeks på 78 ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5, i øjeblikket henhørende under KN-kode 3907 60 20, og med oprindelse i Indien (»den pågældende vare«).

3.   Gældende foranstaltninger

De gældende foranstaltninger er en endelig antidumpingtold på importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i bl.a. Indien, indført ved Rådets forordning (EF) nr. 192/2007 (2), senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1286/2008 (3).

4.   Begrundelse for den fornyede undersøgelse

Anmodningen om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, indeholdt umiddelbare beviser for, at de omstændigheder, som lå til grund for indførelsen af de gældende foranstaltninger, for ansøgerens vedkommende har ændret sig, og at disse ændringer er af varig karakter.

Ansøgeren fremlagde umiddelbare beviser for, at det for så vidt angår ansøgeren ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningen på det nuværende niveau for at modvirke dumpingen. Ansøgeren hævder navnlig, at der har været væsentlige ændringer i virksomhedens produktionsomkostninger, især som følge af et betydeligt fald i tolden på importen af basisråvarer og på forbedringer i produktionsprocessen; disse ændringer har ført til en væsentligt lavere dumpingmargen, siden de gældende foranstaltninger blev indført. En sammenligning af ansøgerens hjemmemarkedspriser og virksomhedens priser ved eksport til Unionen viser, at dumpingmargenen tilsyneladende er betydeligt lavere end foranstaltningens nuværende niveau.

Det forekommer derfor ikke længere nødvendigt at opretholde foranstaltningerne på det nuværende niveau, som blev fastsat på grundlag af den tidligere konstaterede dumping, for at afhjælpe dumpingen.

5.   Procedure for fastsættelse af dumping

Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, og indleder herved en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3.

Undersøgelsen vil vise, om der er behov for at videreføre, ophæve eller ændre de eksisterende foranstaltninger, for så vidt angår ansøgeren.

Hvis det besluttes, at de gældende foranstaltninger bør ophæves eller ændres for ansøgeren, kan det blive nødvendigt at ændre den told, der i øjeblikket er gældende for importen af den pågældende vare fra andre virksomheder i Indien.

a)   Spørgeskemaer

For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige til sin undersøgelse, vil den fremsende spørgeskemaer til ansøgeren og myndighederne i det pågældende eksportland. Disse oplysninger og den tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra a).

b)   Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer

Alle interesserede parter opfordres hermed til at tilkendegive deres synspunkter, indgive andre oplysninger end besvarelserne af spørgeskemaet og fremlægge dokumentation herfor. Disse oplysninger og den tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra a).

Kommissionen kan endvidere høre interesserede parter, hvis de anmoder herom og kan godtgøre, at der er særlige grunde til, at de bør høres. En sådan anmodning skal indgives inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra b).

6.   Frister

a)   For parter, der ønsker at give sig til kende og indsende besvarelser af spørgeskemaet og andre oplysninger

Medmindre andet er angivet, skal alle interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter og indsende besvarelser af spørgeskemaet eller andre oplysninger senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Det skal bemærkes, at de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne giver sig til kende inden for ovennævnte frist.

b)   Høringer

Alle interesserede parter kan desuden anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 37 dage.

7.   Skriftlige henvendelser, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance

Alle henvendelser og anmodninger fra interesserede parter skal indgives skriftligt (ikke i elektronisk form, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse og telefon- og faxnummer. Alle skriftlige henvendelser, herunder også de oplysninger, der anmodes om i denne meddelelse, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance, som interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, forsynes med påtegningen »Limited« (4) og ledsages i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 2, af et ikke-fortroligt sammendrag, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«.

Kommissionens postadresse:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Handel

Direktorat H

Kontor: N105 04/092

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

Fax +32 22956505

8.   Manglende samarbejde

Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller på anden måde lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.

Konstateres det, at en interesseret part har indgivet urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Hvis en interesseret part udviser manglende eller begrænset samarbejdsvilje, og undersøgelsen derfor må baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, kan resultatet blive mindre gunstigt for den pågældende, end hvis der var udvist samarbejdsvilje.

9.   Tidsplan for undersøgelsen

Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5, blive afsluttet senest 15 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

10.   Behandling af personoplysninger

Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).

11.   Høringskonsulent

Det skal endvidere bemærkes, at hvis der opstår vanskeligheder i forbindelse med parternes udøvelse af retten til at forsvare sig, kan de anmode høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel om at gribe ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene og kan om nødvendigt mægle i proceduremæssige spørgsmål, der vedrører beskyttelse af parternes interesser i forbindelse med denne procedure, navnlig hvad angår spørgsmål om aktindsigt, fortrolige oplysninger, forlængelse af frister og behandling af skriftlige og/eller mundtlige henvendelser. Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel (http://ec.europa.eu/trade).


(1)  EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.

(2)  EUT L 59 af 27.2.2007, s. 1.

(3)  EUT L 340 af 19.12.2008, s. 1.

(4)  Dette betyder, at dokumentet kun er til intern brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelsen af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).

(5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.