15.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 366/75


BERETNING

om årsregnskabet for Forvaltningsorganet for det Transeuropæiske Transportnet for regnskabsåret 2010, med organets svar

2011/C 366/14

INDLEDNING

1.

Forvaltningsorganet for det Transeuropæiske Transportnet (herefter »organet«), der ligger i Bruxelles, blev oprettet ved Kommissionens afgørelse 2007/60/EF af 26. oktober 2006 (1), ændret ved Kommissionens afgørelse 2008/593/EF (2). Organet blev oprettet for en periode, der begyndte den 1. november 2006 og slutter den 31. december 2015, og skal forvalte Unionens indsats inden for det transeuropæiske transportnet (3). Organet blev finansielt uafhængigt den 15. april 2008.

2.

Organets driftsbudget for 2010 beløb sig til 9,8 millioner euro. Ved udgangen af året var der 93 ansatte.

REVISIONSERKLÆRING

3.

I overensstemmelse med artikel 287, stk. 1, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har Retten revideret organets årsregnskab (4) som omfatter »årsregnskabet« (5) og »beretningen om budgetgennemførelsen« (6) for det regnskabsår, der afsluttedes den 31. december 2010, samt efterprøvet lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet.

4.

Denne revisionserklæring afgives til Europa-Parlamentet og Rådet i overensstemmelse med artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 58/2003 (7).

Direktørens ansvar

5.

Direktøren udøver funktionen som anvisningsberettiget. På eget ansvar og inden for rammerne af de givne bevillinger gennemfører han budgettet, både med hensyn til indtægter og udgifter, i overensstemmelse med de finansielle bestemmelser for organet (8). Direktøren er ansvarlig for at etablere (9) en organisatorisk struktur samt interne forvaltnings- og kontrolsystemer og -procedurer, som sikrer, at der udarbejdes et endeligt årsregnskab (10) uden væsentlig fejlinformation som følge af svig eller fejl, og at de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

Rettens ansvar

6.

Det er Rettens ansvar på baggrund af sin revision at afgive en erklæring om rigtigheden af organets regnskab og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

7.

Revisionen blev gennemført i overensstemmelse med IFAC's og ISSAI's (11) internationale revisionsstandarder og etiske kodekser. I henhold til disse standarder skal Retten opfylde etiske krav og planlægge og udføre revisionen med henblik på at få rimelig sikkerhed for, at regnskabet er uden væsentlig fejlinformation, og at de transaktioner, der ligger til grund for det, er lovlige og formelt rigtige.

8.

Det indgår i Rettens revision, at der udføres revisionshandlinger for at tilvejebringe revisionsbevis vedrørende beløbene og oplysningerne i regnskabet og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed. Valget af revisionshandlinger foretages på grundlag af Rettens vurdering, herunder dens vurdering af risikoen for, at der er væsentlig fejlinformation i regnskabet, eller at transaktioner som følge af svig eller fejl ikke er lovlige og formelt rigtige. Når Retten vurderer disse risici, tager den hensyn til den interne kontrol, der vedrører udarbejdelsen og aflæggelsen af regnskabet, og udformer revisionshandlinger, som er hensigtsmæssige i de konkrete tilfælde. Rettens revision omfatter også en vurdering af, om de anvendte regnskabspraksis er hensigtsmæssige, og om de foretagne regnskabsmæssige skøn er rimelige, samt en vurdering af den samlede aflæggelse af regnskabet.

9.

Retten mener, at det tilvejebragte revisionsbevis er tilstrækkeligt og egnet som grundlag for nedenstående erklæringer.

Erklæring om regnskabets rigtighed

10.

Det er Rettens opfattelse, at organets årsregnskab (12) i alt væsentligt giver et retvisende billede af dets finansielle stilling pr. 31. december 2010 og af resultaterne af dets transaktioner og pengestrømme i det afsluttede regnskabsår, i overensstemmelse med bestemmelserne i dets finansforordning.

Erklæring om lovligheden og den formelle rigtighed af de transaktioner, der ligger til grund for regnskabet

11.

Det er Rettens opfattelse, at de transaktioner, der ligger til grund for organets årsregnskab for det regnskabsår, der afsluttedes pr. 31. december 2010, i alt væsentligt er lovlige og formelt rigtige.

12.

Kommentarerne i det følgende drager ikke Rettens erklæringer i tvivl.

KOMMENTARER TIL DEN BUDGETMÆSSIGE OG ØKONOMISKE FORVALTNING

13.

Pr. 31. december 2010 beløb de fremførte bevillinger sig til 1,4 millioner euro eller 14,5 % af årets samlede forpligtelser, hvilket er et tegn på, at der er behov for, at organet overholder princippet om budgettets etårighed mere omhyggeligt.

Vedtaget af Afdeling II, der ledes af Harald NOACK, medlem af Revisionsretten, i Luxembourg på mødet den 12. oktober 2011.

På Revisionsrettens vegne

Vítor Manuel da SILVA CALDEIRA

Formand


(1)  EUT L 32 af 6.2.2007, s. 88.

(2)  EUT L 190 af 18.7.2008, s. 35.

(3)  En oversigt over organets beføjelser og virksomhed vises i bilaget til orientering.

(4)  Regnskabet ledsages af en beretning om den budgetmæssige og økonomiske forvaltning i regnskabsåret. Beretningen redegør bl.a. for udnyttelsen af bevillingerne og indeholder kortfattede oplysninger om bevillingsoverførsler mellem de forskellige budgetposter.

(5)  Årsregnskabet omfatter balancen og resultatopgørelsen, pengestrømsopgørelsen, opgørelsen over bevægelser på egenkapitalen og bilaget til årsregnskabet, som indeholder en beskrivelse af de relevante regnskabspraksis og andre forklarende oplysninger.

(6)  Beretningen om budgetgennemførelsen omfatter regnskabet over resultatet af budgetgennemførelsen og bilaget til dette regnskab.

(7)  EFT L 11 af 16.1.2003, s. 1.

(8)  Artikel 25 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1653/2004 (EUT L 297 af 22.9.2004, s. 6).

(9)  Artikel 29 i forordning (EF) nr. 1653/2004.

(10)  Bestemmelserne om forvaltningsorganernes regnskabsaflæggelse og regnskabsføring er fastlagt i kapitel 1 i afsnit VI i forordning (EF) nr. 1653/2004, senest ændret ved forordning (EF) nr. 651/2008 (EUT L 181 af 10.7.2008, s. 15).

(11)  International Federation of Accountants (IFAC) og International Standards of Supreme Audit Institutions (ISSAI).

(12)  Det endelige årsregnskab er dateret den 15. juni 2011, og Retten modtog det den 7. juli 2011. Det endelige årsregnskab kan findes på http://tentea.ec.europa.eu/en/about_us/mission__introduction/key_documents.htm.


BILAG

Forvaltningsorganet for det Transeuropæiske Transportnet (Bruxelles)

Beføjelser og aktiviteter

Unionens kompetenceområder i henhold til traktaten

1.

For at bidrage til virkeliggørelsen af målene i artikel 26 og 174 og give unionsborgerne, de erhvervsdrivende og de regionale og lokale administrative enheder mulighed for fuldt ud at udnytte de fordele, som etableringen af et område uden indre grænser medfører, bidrager Unionen til oprettelse og udvikling af transeuropæiske net på transport-, telekommunikations- og energiinfrastrukturområdet.

2.

Inden for rammerne af et åbent og konkurrencepræget markedssystem tager Unionens indsats sigte på at fremme de nationale nets indbyrdes sammenkobling og interoperabilitet samt adgangen til disse net. I denne indsats tilgodeses især nødvendigheden af at skabe forbindelse mellem på den ene side øområder, indlandsområder og randområder og på den anden side Unionens centrale områder.

(Artikel 170, TEUF)

1.

Med henblik på virkeliggørelsen af målene i artikel 170:

skal Unionen opstille et sæt retningslinjer omfattende mål og prioriteter samt hovedlinjerne i de aktioner, der påtænkes gennemført for transeuropæiske net; i disse retningslinjer fastlægges projekter af fælles interesse

skal Unionen iværksætte enhver form for aktion, som måtte være nødvendig for at sikre nettenes interoperabilitet, navnlig inden for harmonisering af tekniske standarder

kan Unionen støtte projekter af fælles interesse, der støttes af medlemsstater, og som fastlægges inden for rammerne af de retningslinjer, der er omhandlet i første led, navnlig i form af forundersøgelser, lånegarantier eller rentegodtgørelser; Unionen kan også gennem den samhørighedsfond, der er oprettet i overensstemmelse med artikel 177, bidrage til finansieringen af specifikke projekter i medlemsstaterne på transportinfrastrukturområdet.

I Unionens indsats tages der hensyn til projekternes økonomiske levedygtighed.

2.

Medlemsstaterne samordner indbyrdes i kontakt med Kommissionen den politik, der føres på nationalt plan, og som kan få væsentlig indflydelse på gennemførelsen af målene i artikel 170. Kommissionen kan i snævert samarbejde med medlemsstaterne tage ethvert egnet initiativ for at fremme denne samordning.

3.

Unionen kan beslutte at samarbejde med tredjelande for at fremme projekter af gensidig interesse og sikre nettenes interoperabilitet.

(Artikel 171, TEUF)

Organets kompetenceområder

Formål

Organet er ansvarligt for at forvalte den tekniske og finansielle gennemførelse af Kommissionens TEN-T- program. Dets rolle er at forbedre effektiviteten af gennemførelsen af TEN-T med lavere omkostninger, at styrke forbindelsen mellem TEN-T og fagfolk, at mobilisere fremragende ekspertise og gøre det lettere at rekruttere specialiseret personale, at sikre, at finansieringsbidragene koordineres bedre med andre EU-instrumenter, at gøre det muligt at forenkle gennemførelsen af TEN-T- programmet og gøre det mere fleksibelt, at gøre Unionens indsats for det transeuropæiske transportnet mere synlig og generelt at tilføre merværdi til forvaltningen af TEN-T- programmet.

Opgaver

a)

at sikre den tekniske og finansielle forvaltning af projekter og begivenheder, der samfinansieres over TEN-T-budgettet

b)

at indsamle, analysere og forelægge Kommissionen alle de af denne krævede oplysninger, der er nødvendige for gennemførelsen og planlægningen af TEN-T

c)

at yde teknisk bistand til projektledere og den finansielle institution, der er ansvarlig for at forvalte lånegarantiinstrumentet for TEN-T-projekterne

d)

at yde teknisk og administrativ støtte efter anmodning fra Kommissionen.

GD MOVE, som organet hører under, er fortsat ansvarligt for hele beslutningstagningen og de institutionelle opgaver, der er forbundet med TEN-T.

Ledelse

1 —   Styrelseskomitéen

Organets aktiviteter overvåges af en styrelseskomité, der på nuværende tidspunkt består af fem medlemmer og en observatør. Medlemmerne af styrelseskomitéen udpeges for to år. Styrelseskomitéen mødes i princippet fire gange om året. Nogle foranstaltninger eller beslutninger kræver komitéens godkendelse, inden de kan gennemføres. Det gælder f.eks. administrationsbudgettet, stillingsfortegnelsen, arbejdsprogrammet, den årlige aktivitetsrapport, det foreløbige regnskab over alle indtægter og udgifter, den eksterne evalueringsrapport, vedtagelsen af adskillige særlige regler og foranstaltninger mv. Styringskomitéen holdes underrettet om en række andre aktioner. I særlige hastetilfælde træffes der afgørelse ved skriftlig procedure.

2 —   Direktøren

Udnævnes for fem år af Europa-Kommissionen.

3 —   Intern revision

Europa-Kommissionens interne revisionstjeneste og organets interne revisionsfunktion.

4 —   Ekstern revision

Revisionsretten.

5 —   Dechargemyndighed

Europa-Parlamentet efter henstilling fra Rådet.

Organets disponible ressourcer i 2010 (2009)

Budget

A)

8,0 milliarder euro (100 % fra Den Europæiske Unions almindelige budget) til TEN-T-budgettet, der hører til de finansielle overslag for 2007–2013.

Organet gennemfører aktionsbudgettet på Kommissionens ansvar.

B)

9,79 millioner euro (100 % tilskud fra Unionen) til driftsbudgettet, som organet selv har ansvaret for.

Ansatte pr. 31. december 2010

Stillinger som midlertidigt ansatte: 33 stillinger i stillingsfortegnelsen, hvoraf 31 (94 %) var besat.

Kontraktansatte: 66 planlagte stillinger, hvoraf 62 (94 %) var besat.

Ansatte i alt: 99 (93 besatte stillinger)

Der varetager følgende opgaver

a)

operationelle:

65 (61 besatte stillinger)

b)

administrative:

34 (32 besatte stillinger)

Produkter og ydelser 2010

Organet opstillede fire specifikke mål for operationelle opgaver for 2010, der var forbundet med de prioriteringer, GD MOVE havde fastsat.

Det første mål var at støtte færdiggørelsen af TEN-T-infrastruktur ved hjælp af effektiv og produktiv teknisk og finansiel forvaltning af TEN-T-programmet og -projekterne og at vise organets merværdi og ekspertise. Det andet mål var at støtte navnlig implementeringen af intelligent transportinfrastruktur gennem TEN-T. Det tredje mål gik ud på at støtte GD MOVE i forbindelse med revisionen af TEN-T-politikken og midtvejsrevisionen af programmet, navnlig ved at gennemføre en evaluering af projektimplementeringen. Det fjerde mål gik ud på at øge kendskabet til TEN-T-programmet, organet og de resultater, det havde opnået, og at forbedre støtten til partnerne, navnlig i forbindelse med projektfinansiering og offentlige/private partnerskaber.

Organet opstillede også to specifikke mål for sine horisontale aktiviteter: Det ene var at gøre organets aktioner mere produktive ved at strømline dets arbejdsmetoder, interne organisation, struktur og personaleforvaltning og ved at udvikle nye redskaber (it- og rapporteringsredskaber) for at forbedre forvaltningen af projektcyklussen og med henblik på statistisk analyse, rapportering og overvågning. Det andet mål var at gøre det interne kontrolsystem endnu mere effektivt, således at der kan gives rimelig sikkerhed for, at de ressourcer, der tildeles til aktiviteterne, bruges i overensstemmelse principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning, og at de eksisterende kontrolprocedurer giver den nødvendige sikkerhed med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed.

2010 var det andet hele år, TEN-T EA har fungeret. De største udfordringer i året var at bidrage aktivt til de prioriterede indsatsområder, som det generaldirektorat, organet hører ind under, har identificeret, at forbedre den tekniske og finansielle forvaltning af TEN-T-projekterne for alle transportformer yderligere og fuldt ud at vise den merværdi, forvaltningsorganet tilføjer ved at bidrage til en effektiv gennemførelse af programmet.

Kilde: Forvaltningsorganet for det Transeuropæiske Transportnet.


ORGANETS SVAR

13.

De fremførte bevillinger på 1,4 mio. euro vedrører navnlig tjenesteydelser, som blev leveret i 2010, men som ikke var blevet faktureret ved årets udgang. De største beløb vedrører serviceleveranceaftaler med Kommissionens tjenestegrene og flytningen til nye lokaler i november 2010. Forvaltningsorganet har truffet foranstaltninger til at forbedre budgetgennemførelsen, herunder bedre planlægning og indførelsen af mellemliggende betalinger i forbindelse med serviceleveranceaftaler, hvilket vil mindske de beløb, der skal fremføres.