Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om skærpelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet /* KOM/2011/0819 endelig - 2011/0385 (COD) */
2011/0385 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om skærpelse af den økonomiske og
budgetmæssige overvågning af medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige
vanskeligheder med hensyn til deres finansielle stabilitet i euroområdet EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den
Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 136, sammenholdt med artikel
121, stk. 6, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, under henvisning til udtalelse fra Den
Europæiske Centralbank, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, efter den almindelige lovgivningsprocedure og ud fra følgende betragtninger: (1)
Den globale krise af et hidtil uset omfang, der har
ramt verden de seneste tre år, har været til alvorlig skade for den økonomiske
vækst og finansielle stabilitet og medført en kraftig forværring af
medlemsstaternes offentlige underskud og gæld, hvilket har fået mange af dem
til at søge finansiel bistand uden for Unionen. (2)
Behovet for fuld overensstemmelse mellem Unionens
multilaterale ramme for overvågning, der er fastlagt i EUF-traktaten, og de
politiske vilkår, der kan være knyttet til denne finansielle bistand, bør
forankres i EU-retten. Den økonomiske og
finansielle integration mellem de medlemsstater, der har euroen som valuta,
kræver en forstærket overvågning for at forhindre, at de vanskeligheder, som en
medlemsstat oplever med hensyn til sin finansielle stabilitet, spreder sig til
resten af euroområdet. (3)
Den økonomiske og budgetmæssige overvågning bør i
intensitet stå i rimeligt forhold til alvoren i de finansielle vanskeligheder
og tage passende hensyn til arten af den finansielle bistand, der modtages, som
kan variere mellem forebyggende støtte baseret på bestemte vilkår og et komplet
makroøkonomisk tilpasningsprogram ledsaget af strenge politiske vilkår. (4)
En medlemsstat, der har euroen som valuta, bør
underkastes en skærpet overvågning, når den oplever eller risikerer at opleve
alvorlig finansiel uro, for hurtigt at vende tilbage til en normal situation og
beskytte de øvrige medlemsstater i euroområdet mod risikoen for negative
afsmittende virkninger. Denne skærpede overvågning bør omfatte øget adgang til
de oplysninger, der er nødvendige for en nærmere overvågning af den økonomiske,
budgetmæssige og finansielle situation, og regelmæssige indberetninger til Det
Økonomiske og Finansielle Udvalg eller et eventuelt underudvalg nedsat heraf
med henblik herpå. Samme overvågningsregler bør gælde for medlemsstater, der
anmoder om forebyggende bistand fra Den Europæiske Finansielle
Stabilitetsfacilitet (EFSF), Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), Den
Internationale Valutafond (IMF) eller andre internationale finansielle
institutioner. (5)
Overvågningen af den økonomiske og finanspolitiske
situation bør skærpes væsentligt for medlemsstater, der er i færd med at
gennemføre et makroøkonomisk tilpasningsprogram. Grundet sidstnævnte
programmers omfattende karakter bør andre former for økonomisk og finanspolitisk
overvågning afbrydes i det makroøkonomiske tilpasningsprograms løbetid for at
undgå dobbelte indberetningsforpligtelser. (6)
Der bør fastsættes regler for øget dialog mellem
EU-institutionerne, navnlig Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen, for at
sikre større gennemsigtighed og ansvarlighed. (7)
En afgørelse om, at en medlemsstat ikke overholder
sit tilpasningsprogram, vil også medføre suspension af betalinger eller
forpligtelser fra EU's side, jf. artikel 21, stk. 6, i forordning (EU) nr. XXX
om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den
Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for
Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som er
omfattet af den fælles strategiske ramme, om generelle bestemmelser for Den
Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og
Samhørighedsfonden og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1083/2006 — VEDTAGET
DENNE FORORDNING: Artikel 1
Genstand og anvendelsesområde 1. Denne forordning indeholder
bestemmelser til styrkelse af den økonomiske og budgetmæssige overvågning af
medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige vanskeligheder med hensyn
til deres finansielle stabilitet og/eller modtager eller kan modtage finansiel
bistand fra en eller flere andre stater, Den Europæiske Finansielle
Stabilitetsfacilitet (EFSF), Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) eller
andre finansielle institutioner såsom Den Internationale Valutafond (IMF). 2. Denne forordning gælder for
de medlemsstater, der har euroen som valuta. Artikel 2
Medlemsstater under skærpet overvågning 1. Kommissionen kan beslutte at
skærpe overvågningen af en medlemsstat, som har alvorlige vanskeligheder med
hensyn til sin finansielle stabilitet. Den pågældende medlemsstat gives
mulighed for at tilkendegive sine synspunkter på forhånd. Kommissionen
beslutter hver sjette måned, om den skærpede overvågning skal fortsætte eller
ej. 2. Kommissionen beslutter at
skærpe overvågningen af en medlemsstat, der modtager forebyggende finansiel
bistand fra en eller flere andre stater, EFSF, ESM eller andre finansielle
institutioner såsom IMF. Kommissionen opstiller en liste over de pågældende
instrumenter for forebyggende finansiel bistand og holder den ajourført for at
tage hensyn til eventuelle ændringer i den politik for finansiel bistand, der
føres af EFSF, ESM eller andre relevante internationale finansielle
institutioner. 3. Stk. 2 finder ikke anvendelse
på en medlemsstat, der modtager forebyggende finansiel bistand i form af en
kreditlinje, der ikke er betinget af, at den pågældende medlemsstat træffer nye
politikforanstaltninger, så længe kreditlinjen ikke udnyttes. Artikel 3
Skærpet overvågning 1. En medlemsstat, som er under
skærpet overvågning, træffer i samråd og samarbejde med Kommissionen og sammen
med Den Europæiske Centralbank (ECB) foranstaltninger for at tackle kilderne
eller de potentielle kilder til vanskelighederne. 2. Den skærpede overvågning af
budgetsituationen som fastsat i artikel 7, stk. 2, 3 og 6, i Europa-Parlamentets
og Rådets forordning (EU) nr. XXX, finder anvendelse på en medlemsstat, der er
under skærpet overvågning, uanset om der forekommer et uforholdsmæssigt stort
underskud i denne medlemsstat eller ej. Indberetningerne i henhold til stk. 3 i
denne artikel foretages hvert kvartal. 3. Efter anmodning fra
Kommissionen skal en medlemsstat, der er under skærpet overvågning, gøre
følgende: a) med de ønskede intervaller tilsende
Kommissionen, ECB og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) disaggregerede
oplysninger om den finansielle situation i de finansielle institutioner, der
overvåges af medlemsstatens tilsynsmyndigheder b) gennemføre de nødvendige stresstest eller
følsomhedsanalyser under EBA's overvågning for at vurdere banksektorens
modstandsdygtighed over for forskellige makroøkonomiske og finansielle chok i
overensstemmelse med anvisningerne fra Kommissionen og ECB, som resultaterne
deles med c) lade sig underkaste en regelmæssig
evaluering af sin tilsynskapacitet i forhold til banksektoren inden for
rammerne af en særlig peer review udført af EBA d) meddele alle de oplysninger, der er
nødvendige for overvågningen af makroøkonomiske ubalancer i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. XXX om forebyggelse og
korrektion af makroøkonomiske ubalancer. 4. Kommissionen gennemfører
sammen med ECB regelmæssige kontrolbesøg i medlemsstaten under overvågning for
at vurdere, hvordan det går med gennemførelsen af de foranstaltninger, der er
nævnt i stk. 1, 2 og 3. Den meddeler hvert kvartal sine undersøgelsesresultater
til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC) eller til ethvert underudvalg
nedsat heraf med henblik herpå, og tager især stilling til, om der er behov for
yderligere foranstaltninger. Disse kontrolbesøg erstatter den overvågning på
stedet, der er omhandlet i artikel 10a, stk. 2, i forordning (EF)
nr. 1467/97. 5. Hvis det på basis af den i
stk. 4 nævnte vurdering konkluderes, at der er behov for supplerende
foranstaltninger, og at den finansielle situation i den pågældende medlemsstat
har betydelige negative følger for den finansielle stabilitet i euroområdet,
kan Rådet med kvalificeret flertal og efter forslag fra Kommissionen henstille
til den pågældende medlemsstat, at den søger finansiel bistand og udarbejder et
makroøkonomisk tilpasningsprogram. Rådet kan beslutte at offentliggøre denne
henstilling. 6. Hvis en henstilling i henhold
til stk. 5 offentliggøres, a) kan det relevante udvalg i
Europa-Parlamentet indbyde repræsentanter for den berørte medlemsstat til at
deltage i en udveksling af synspunkter b) kan den berørte medlemsstats parlament
indbyde repræsentanter for Kommissionen til at deltage i en udveksling af
synspunkter. Artikel 4
Oplysninger om påtænkte anmodninger om finansiel bistand En medlemsstat, der vil søge finansiel bistand
fra en eller flere andre stater, EFSF, ESM, Den Internationale Valutafond (IMF)
eller en anden institution uden for Unionens rammer underretter straks Rådet,
Kommissionen og ECB om sine hensigter. EFC eller ethvert underudvalg nedsat
heraf med henblik herpå drøfter den påtænkte anmodning efter at have modtaget
en vurdering fra Kommissionens side. Artikel 5
Vurdering af holdbarheden i den offentlige gæld Når der søges finansiel bistand fra EFSF eller
ESM, foretager Kommissionen sammen med ECB og, når det er muligt, IMF en
analyse af holdbarheden i den pågældende medlemsstats offentlige gæld, herunder
en analyse af medlemsstatens evne til at tilbagebetale den ønskede finansielle
bistand, og den fremsender analysen til EFC eller ethvert underudvalg nedsat
heraf med henblik herpå. Artikel 6
Makroøkonomisk tilpasningsprogram 1. En medlemsstat, der modtager
finansiel bistand fra en eller flere andre stater, IMF, EFSF eller ESM,
udarbejder i samråd med Kommissionen, der arbejder sammen med ECB, et udkast
til et tilpasningsprogram, der tager sigte på at genskabe en sund og bæredygtig
økonomisk og finansiel situation og sætte medlemsstaten i stand til at
finansiere sig selv fuldt ud på finansmarkederne. I udkastet til
tilpasningsprogrammet tages der behørigt hensyn til de henstillinger, der er
blevet rettet til den pågældende medlemsstat i henhold til EUF-traktatens
artikel 121, 126 og/eller 148, og til de foranstaltninger, som medlemsstaten
har truffet for at efterkomme henstillingerne, samtidig med at der stræbes
efter at gøre de påkrævede politikforanstaltninger bredere, stærkere og dybere. 2. Tilpasningsprogrammet
godkendes af Rådet med kvalificeret flertal efter forslag fra Kommissionen. 3. Kommissionen overvåger sammen
med ECB, hvordan gennemførelsen af tilpasningsprogrammet skrider frem, og
underretter hver tredje måned EFC eller et eventuelt underudvalg nedsat heraf
med henblik herpå om udviklingen. Den pågældende medlemsstat tilbyder
Kommissionen sit fulde samarbejde. Den forsyner navnlig Kommissionen med alle
de oplysninger, som denne finder nødvendige for overvågningen af programmets
gennemførelse. Artikel 3, stk. 3, finder anvendelse. 4. Kommissionen, der samarbejder
med ECB, undersøger sammen med den berørte medlemsstat, hvilke ændringer af
tilpasningsprogrammet der kan være behov for. Rådet træffer med kvalificeret
flertal og efter forslag fra Kommissionen afgørelse om eventuelle ændringer af
tilpasningsprogrammet. 5. Hvis overvågningen i henhold
til stk. 3 afslører betydelige afvigelser fra det makroøkonomiske
tilpasningsprogram, kan Rådet med kvalificeret flertal og efter forslag fra
Kommissionen fastslå, at den pågældende medlemsstat ikke opfylder de politiske
krav i tilpasningsprogrammet. 6. En medlemsstat, der
gennemfører et tilpasningsprogram, søger teknisk bistand fra Kommissionen, hvis
den ikke har tilstrækkelige administrative ressourcer eller støder på
betydelige problemer i forbindelse med gennemførelsen af tilpasningsprogrammet.
7. Det relevante udvalg i
Europa-Parlamentet kan indbyde repræsentanter for den berørte medlemsstat til
at deltage i en udveksling af synspunkter om, hvordan gennemførelsen af
tilpasningsprogrammet forløber. 8. Den berørte medlemsstats
parlament kan indbyde repræsentanter for Kommissionen til at deltage i en
udveksling af synspunkter om, hvordan gennemførelsen af tilpasningsprogrammet
forløber. Artikel 7
Forenelighed med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud 1. Tilpasningsprogrammet og
ændringerne heraf som omhandlet i artikel 6 i denne forordning anses for at
erstatte forelæggelsen af stabilitetsprogrammer i henhold til artikel 4 i
Rådets forordning (EF) nr. 1466/97. 2. Hvis den berørte medlemsstat
er genstand for en henstilling i henhold til EUF-traktatens artikel 126, stk.
7, eller et pålæg i henhold til EUF-traktatens artikel 126, stk. 9, om at
korrigere et uforholdsmæssigt stort underskud, gælder følgende: a) tilpasningsprogrammet som omhandlet i
artikel 6 i denne forordning anses i givet fald også for at erstatte de rapporter,
der er omhandlet i artikel 3, stk. 4a, og artikel 5, stk. 1a, i Rådets
forordning (EF) nr. 1467/97 b) de årlige budgetmål i
tilpasningsprogrammet som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i denne forordning
anses i givet fald for at erstatte de årlige budgetmål i henhold til artikel 3,
stk. 4, og artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1467/97 i nævnte
henstilling og pålæg. Hvis den berørte medlemsstat er genstand for et pålæg i
henhold til EUF-traktatens artikel 126, stk. 9, anses det tilpasningsprogram,
der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, i denne forordning også for at erstatte
oplysningerne om foranstaltninger, der kan bidrage til at nå de mål, der er
anført i pålægget i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr.
1467/97 c) den overvågning, der er omhandlet i
artikel 6, stk. 3, i denne forordning, anses for at erstatte den overvågning,
der er omhandlet i artikel 10, stk. 1, og artikel 10a i Rådets forordning (EF)
nr. 1467/97, og den overvågning, der danner grundlag for enhver afgørelse i henhold
til artikel 4, stk. 2, og artikel 6, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1467/97. Artikel 8
Forenelighed med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store ubalancer Gennemførelsen af forordning (EU) nr. XXX
om forebyggelse og korrektion af makroøkonomiske ubalancer suspenderes for
medlemsstater, der gennemfører et makroøkonomisk tilpasningsprogram, som Rådet
har godkendt i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, i denne forordning.
Suspenderingen gælder i hele det makroøkonomiske tilpasningsprograms løbetid. Artikel 9
Forenelighed med Det Europæiske Semester for samordning af økonomiske
politikker Overvågningen i henhold til artikel 6, stk. 3,
i denne forordning anses for at erstatte overvågningen og vurderingen af Det
Europæiske Semester for samordning af de økonomiske politikker som omhandlet i
artikel 2a i forordning (EF) nr. 1466/97 om styrkelse af overvågningen af
budgetstillinger samt overvågning og samordning af økonomiske politikker. Artikel 10
Forenelighed med forordning (EU) nr. XXX om fælles bestemmelser om
overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og til sikring af
korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne i euroområdet Gennemførelsen af forordning (EU) nr. XXX om
fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og
til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne
i euroområdet suspenderes for medlemsstater, der gennemfører et makroøkonomisk
tilpasningsprogram, som Rådet har godkendt i overensstemmelse med artikel 6,
stk. 2, i denne forordning. Suspenderingen gælder i hele det makroøkonomiske
tilpasningsprograms løbetid. Artikel 11
Overvågning efter programmets gennemførelse 1. En medlemsstat overvåges
efter programmets gennemførelse, så længe mindst 75 % af den finansielle
bistand, som den har modtaget fra en eller flere andre medlemsstater, EFSM,
EFSF eller ESM, ikke er blevet tilbagebetalt. Rådet kan med kvalificeret
flertal og efter forslag fra Kommissionen forlænge overvågningen efter
programmets gennemførelse. 2. Artikel 3, stk. 3,
finder anvendelse. Efter anmodning fra Kommissionen meddeler medlemsstaten også
de oplysninger, der er nævnt i artikel 7, stk. 3, i forordning (EU) nr. XXX om
fælles bestemmelser om overvågning og evaluering af udkast til budgetplaner og
til sikring af korrektion af uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaterne
i euroområdet. 3. Kommissionen gennemfører
sammen med ECB regelmæssige kontrolbesøg i medlemsstaten, der er under
overvågning efter programmets gennemførelse, for at vurdere medlemsstatens
økonomiske, budgetmæssige og finansielle situation. Den meddeler hvert halve år
sine undersøgelsesresultater til Det Økonomiske og Finansielle Udvalg (EFC)
eller til ethvert underudvalg nedsat heraf med henblik herpå, og tager især
stilling til, om der er behov for korrigerende foranstaltninger. 4. Rådet kan med kvalificeret
forslag og efter forslag fra Kommissionen henstille til en medlemsstat, der er
under overvågning efter programmets gennemførelse, at den træffer korrigerende
foranstaltninger. Artikel 12
Afstemning i Rådet Hvad angår de foranstaltninger, der er
omhandlet i artikel 2, stk. 1, artikel 3, artikel 6, stk. 2, artikel 6, stk. 4,
og artikel 11, stk. 4, må kun de medlemmer af Rådet, som repræsenterer
medlemsstater, der har euroen som valuta, deltage i afstemningen, og Rådet
handler uden at tage stemmeafgivningen fra det medlem i Rådet, der
repræsenterer den berørte medlemsstat, i betragtning. Det i stk. 1 nævnte kvalificerede flertal af
Rådets medlemmer beregnes i overensstemmelse med EUF-traktatens artikel 238,
stk. 3, litra b). Artikel 13
Typer af bistand og lån, der ikke er omfattet af Artikel 5 og 6 Bestemmelserne i artikel 5 og 6 finder ikke
anvendelse på forebyggende finansiel bistand eller på lån beregnet til rekapitalisering
af finansielle institutioner. Artikel 14
Ikrafttræden Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Denne forordning er bindende i alle
enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med
traktaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand