52011PC0760

Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand /* KOM/2011/0760 endelig - 2011/0345 (COD) */


BEGRUNDELSE

1. BAGGRUND FOR FORSLAGET

Formålet med dette forslag er at ændre Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand. Forordningen blev vedtaget inden traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) trådte i kraft.

Hovedmålet med planen er at sikre udnyttelsen af sildebestanden i området vest for Skotland på grundlag af det maksimale bæredygtige udbytte (artikel 3, stk. 1). For at nå dette mål indeholder den regler for fastsættelsen af de årlige fiskerimuligheder for denne bestand udtrykt som samlede tilladte fangstmængder (TAC). I forbindelse med disse regler anvendes særlige tekniske parametre. På baggrund af disse kan det bedømmes, om bestanden er i en god eller dårlig bevaringsstatus og dermed tættere på eller længere væk fra planens mål. Parametrene er videnskabeligt baserede og ikke et politisk valg, og da videnskaben kan nå frem til nye og bedre resultater, skal planen indeholde bestemmelser, som kan sikre, at den holdes ajour og lever op til de seneste videnskabelige resultater.

Det fremgår således af artikel 7 i forordningen, at Rådet i tilfælde, hvor værdierne for fiskeridødelighedsmålet og de dermed forbundne fastlagte niveauer for gydebiomassen, som anvendes i forbindelse med planen, ikke længere er passende ud fra et videnskabeligt synspunkt, reviderer disse parametre, så det sikres, at forvaltningsmålene i planen kan nås. I den nuværende tekst gives Rådet derfor bemyndigelse til at ændre sådanne ikke-væsentlige elementer i planen. Denne beslutningsprocedure er ikke længere mulig i henhold til TEUF.

På samme måde giver artikel 8 Rådet mulighed for at ændre visse elementer i planen (herunder de biologiske referenceniveauer, der er fastsat i artikel 3, stk. 2, og atter nævnt i artikel 4, stk. 2-5, og artikel 9) og vedtage alternative eller yderligere foranstaltninger i forbindelse hermed. Aktuelt fremgår planens anvendelsesområde af artikel 1. Henvisningen til planens geografiske anvendelsesområde bør dog slettes, idet denne bør være en del af definitionen på bestanden. Grunden hertil er, at både TAC'erne og planen bør følge den biologiske bestand – og ikke anvendelsesområdet – når de årlige TAC'er fastsættes, eller den langsigtede udnyttelse reguleres via planen. Hvis sidstnævnte var tilfældet, ville resultatet blive ulogisk. Forandrer bestandens biologiske adfærd sig eksempelvis, og bestanden permanent migrerer til et andet sted, ville planen og TAC'erne gælde for et område "uden" sild.

I henhold til artikel 290 i TEUF kan Kommissionen i en lovgivningsmæssig retsakt få delegeret beføjelse til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt. Derfor bør beslutningsproceduren i forordningens artikel 7 og 8 ændres til en procedure, der bygger på delegerede beføjelser, som udøves af Kommissionen på de betingelser, der er fastsat i selve planen, og hvor analysen har vist, at de nuværende procedurer kan blive omfattet af en delegation af beføjelser i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF. Planen bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

Denne ændring omfatter kun ændringer, som gør det muligt at anvende planen effektivt på grundlag af den nye beslutningsproces, der er oprettet ved Lissabontraktaten.

2. RESULTAT ER AF KONSEKVENSANALYSER OG HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER

Ikke relevant.

3. FORSLAGETS JURIDISKE INDHOLD

• Resumé af forslaget

Forslaget skal identificere de beføjelser, som delegeres til Kommissionen i Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008, og etablere den dertil svarende procedure for vedtagelse af disse retsakter og tilpasse visse bestemmelser til beslutningsproceduren i Lissabontraktaten.

• Retsgrundlag

Artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

• Nærhedsprincippet

Forslaget hører under Den Europæiske Unions enekompetence.

• Proportionalitetsprincippet

Eftersom forslaget tager sigte på at ændre allerede eksisterende foranstaltninger i Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008, er spørgsmålet om proportionalitet ikke relevant.

• Valg af retsakt

Foreslået retsakt: Europa-Parlamentets og Rådets forordning.

Andre midler ville ikke være hensigtsmæssige af følgende grund: En forordning skal ændres ved en forordning.

Ifølge forslaget ændres artikel 1, 2, 7 og 8 i planen med henblik på at delegere beføjelser til Kommissionen. Desuden tilføjes en ny artikel 9a, der indeholder betingelserne for en sådan delegation. Udarbejdelsen følger standardformuleringerne i bilaget til den fælles forståelse vedrørende delegerede retsakter mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Der er ikke behov for en hasteprocedure.

2011/0345 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 43, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[1],

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

efter den almindelige lovgivningsprocedure og

ud fra følgende betragtninger:

1. Rådets forordning (EF) nr. 1300/2008 af 18. december 2008 om fastlæggelse af en flerårig plan for sildebestanden i området vest for Skotland og fiskeriets udnyttelse af denne bestand giver Rådet bemyndigelse til at foretage en opfølgning og en revision af den maksimale værdi for fiskeridødelighedsmålet og de i artikel 3, stk. 2, fastlagte niveauer for gydebiomassen, som der henvises til i artikel 4, stk. 2 og 5, og artikel 9.

2. I overensstemmelse med artikel 290 i traktaten kan Kommissionen få beføjelse til at udbygge eller ændre visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt ved hjælp af delegerede retsakter.

3. For at sikre en effektiv opfyldelse af målene i den flerårige plan og være i stand til at reagere hurtigt på ændringer af betingelserne for bestande, bør beføjelsen til at ændre den maksimale værdi for fiskeridødelighedsmålet og de dermed forbundne fastlagte niveauer for gydebiomassen, når videnskabelige data viser, at disse værdier ikke længere er hensigtsmæssige til at nå målene i planen, delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten.

4. Da silden vest for Skotland er en migrerende art, bør en afgrænsning af det område, hvor den forekommer på nuværende tidspunkt, tjene til at skelne den fra andre bestande, men ikke forhindre denne plan i at gælde, hvis arten ændrer sine mobilitetsmønstre. Artikel 1, stk. 2, bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

5. Det er særlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under det forberedende arbejde, herunder også på ekspertniveau.

6. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

7. I forbindelse med denne ændring bør en fejl i overskriften til artikel 7 ændres.

8. Forordning (EF) nr. 1300/2008 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 1300/2008 foretages følgende ændringer:

1) Artikel 1 affattes således:

"Artikel 1Genstand

"I denne forordning fastlægges en flerårig plan for fiskerier efter sildebestanden i området vest for Skotland."

2) [I artikel 2 indsættes som litra e):

"e) "sildebestanden i området vest for Skotland": sildebestand (Clupea harengus) i EU-farvande og internationale farvande i ICES-afsnit Vb, VIa og VIb."

3) Artikel 7 affattes således:

"Artikel 7

Revision af den maksimale værdi for fiskeridødelighedsmålet og de dermed forbundne fastlagte niveauer for gydebiomassen

Finder Kommissionen på grundlag af videnskabelige data, at værdien for fiskeridødelighedsmålet og de i artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2-5, og artikel 9 fastlagte niveauer for gydebiomassen ikke længere er passende med hensyn til at opnå det i artikel 3, stk. 1, fastlagte mål, fastsætter Kommissionen nye værdier og niveauer ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 9a".

4) Artikel 8 affattes således:

"Artikel 8

Evaluering og fornyet gennemgang af den flerårige plan

"Hvert fjerde år fra den 18. december 2008 evaluerer Kommissionen gennemførelsen og resultaterne af den flerårige plan. Hvor det skønnes hensigtsmæssigt, kan Kommissionen foreslå ændringer af den flerårige plan eller vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 7."

5) Som artikel 9a indsættes:

"Artikel 9a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

"1. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter på de i denne artikel anførte betingelser.

2. De delegerede beføjelser i artikel 7 og 8 tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den [dd/mm/yyyy] [indsæt denne forordnings ikrafttrædelsesdato].

3. Den i artikel 7 og 8 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 7 og 8 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for to måneder fra meddelelsen om den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles,

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

[1]