Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om EU's nye udenrigs- og sikkerhedspolitik og civilsamfundets rolle (initiativudtalelse)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg besluttede den 14. september 2010 under henvisning til forretningsordenens artikel 29, stk. 2, at udarbejde en initiativudtalelse om:

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som vedtog sin udtalelse den 25. maj 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 475. plenarforsamling den 26.-27. oktober 2011, mødet den 27. oktober, følgende udtalelse med 111 stemmer for, 23 imod og 23 hverken for eller imod:

1.1.1 I lyset af de store igangværende omvæltninger bør EU benytte etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til at foretage en nødvendig omlægning og opdatering af sin strategi for udenrigspolitikken, hvad angår såvel de politikker som de indsatsområder, der skal prioriteres. Det kræver enighed om de fælles interesser og en tæt koordinering, hvis dette mål skal nås.

1.1.2 Europa tegner sig for en tredjedel af verdens BNP. EU er imidlertid mere end et økonomisk fællesskab. EU's rolle kommer for alvor til sin ret, når det kan konstateres, at EU-landene som enkeltstater på nuværende tidspunkt ikke er i stand til at beskytte deres interesser, gøre deres værdier gældende på den internationale scene eller klare de udfordringer, der har fået grænseoverskridende karakter, såsom indvandring og terrorisme. Et stærkere fælles engagement fra medlemslandenes side i udenrigspolitikken ville derfor kunne begrænse mellemstatslige aktioner og forhindre de enkelte lande i at handle på egen hånd, sådan som det for nylig har været tilfældet. En tendens, der, hvis den virkelig fik rodfæste, ikke blot ville kunne fremskynde EU's økonomiske og politiske tilbagegang, men også sætte dets grundlæggende demokratiske værdier på spil.

1.2.1 Først og fremmest må EU holde fast i sine egne udenrigspolitiske værdier og fastlægge fælles politikker og fælles aktioner, der har som mål at sikre freden, forebygge konflikter, etablere stabiliserende foranstaltninger og styrke den internationale sikkerhed under overholdelse af De Forenede Nationers Pagt. Derudover må det arbejde for at styrke og understøtte demokratiet, retsstaten, de grundlæggende menneskerettigheder, folkerettens principper, inklusive de grundlæggende arbejdsstandarder, og hjælpe befolkninger, der står over for natur- eller menneskeskabte katastrofer. Men hvis EU engagerer sig ud over sine grænser, er det ikke udelukkende af hensyn til menneskeheden eller af næstekærlighed, men fordi det er i vores interesse, hvis vi ønsker at bevare Europas velstand. Det er derfor vigtigt at tackle flygtningeproblematikken og skabe fremtidsmuligheder for befolkningerne i deres respektive lande.

1.2.2 EU bør i FN, som har det primære ansvar for at bevare freden i verden, påtage sig en ledende rolle på dette område. Det er derfor nødvendigt, at EU og FN arbejder tæt sammen om styring af civile og militære kriser og især af humanitære hjælpeaktioner.

1.2.3 Endvidere er det ifølge EØSU nødvendigt at optrappe den koordinerede og fælles indsats under udenrigspolitikken på områder som sikkerhed og energiforsyning, fødevaresikkerhed, handel, klimaændringer, regulering af indvandringsstrømme og kampen mod organiseret kriminalitet, ulovlig handel, piratvirksomhed og korruption. Der er tale om et integrations- og koordinationsarbejde, som også bør omfatte handelspolitikken. Alt i alt står vi over for en omfattende og kompliceret indsats, som kræver en tilpasning af EU's udenrigspolitiske budget.

1.3.1 EU har pligt til at følge med i og interessere sig for alt, hvad der sker uden for dets grænser, og må formulere en ny alliancestrategi. Endnu har det dog ikke alle de midler og instrumenter, der er nødvendige og en forudsætning for, at det kan blive en reel politisk aktør på internationalt plan. EU's største udfordring er imidlertid ikke mangel på instrumenter, men dets manglende evne til at sikre sammenhæng i forvaltningen af de forskellige instrumenter og til at sikre medlemsstaternes politiske vilje i denne henseende.

1.3.2 Uden at negligere i hvert fald de økonomiske forbindelser til vigtige områder i verden, såsom Nordamerika, som det har strategiske forbindelser med, Sydamerika og Vestindien, hvormed Den Europæiske Union har indgået et biregionalt strategisk partnerskab, Kina, Indien og Rusland, må EU derfor fokusere endnu mere på sit eget geografiske område og på sine naboer, end det hidtil har gjort. I dette øjemed er det absolut nødvendigt at skabe synergier mellem de bilaterale og regionale forbindelser.

1.3.3 I det perspektiv forekommer det nødvendigt at fuldføre udvidelsesprocessen med Balkanlandene, der er et yderst følsomt område inden for EU, fortsætte forhandlingerne med Tyrkiet og udvikle en virkningsfuld naboskabspolitik med fokus på situationen i Middelhavsområdet og Mellemøsten.

1.3.4 Derfor bør middelhavspolitikken relanceres og gives ny fokus med nye institutioner, nye samarbejdsorganismer og tilføres tilstrækkelige midler og de rette operative instrumenter. Der skal lyttes til og følges op på de pågældende landes ønsker om demokratisering og civile fremskridt. EU har et meget vigtigt ansvar for at sikre en hurtig og udramatisk overgang til demokrati og ikke til nye diktaturer i forklædning for ikke at skuffe befolkningernes og de unges forventninger om frihed, menneskelig værdighed og social retfærdighed.

1.3.5 Til det formål er der behov for at afsætte flere EU-budgetmidler til samarbejdet med disse lande, særligt til opbygning af institutioner, økonomisk og social udvikling og skabelse af job og investeringsmuligheder i de enkelte lande.

1.3.6 EØSU synes her at kunne spille en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af aktioner og foranstaltninger af mellemfolkelig karakter og etablere faste forbindelser med de organisationer, der virkeligt repræsenterer civilsamfundet i Middelhavsområdet og Mellemøsten, og som har stået bag de aktuelle omstillingsprocesser. Sigtet hermed er at støtte dialogen mellem civilsamfundsorganisationerne og deres respektive regeringer og styrke den demokratiske inddragelse for at forsvare borgerrettighederne og retsstaten.

1.3.7 Afrika som helhed bør være det andet område, som EU prioriterer, idet sikkerheden og stabiliteten i EU i høj grad afhænger af udviklingen og demokratiets udbredelse på dette kontinent, der ligger så tæt på os. Hvis EU ønsker at sætte en stopper for de enorme og destabiliserende bølger af udvandring fra disse lande, som skyldes tørke, fødevaremangel og forarmelsen af befolkningerne i Afrika, korrupte og uærlige regimer og manglen på retfærdighed og frihed, må der handles hurtigt og effektivt, og der må indgås en pagt med det afrikanske kontinent.

1.4.1 EU må kunne tale med én stemme i internationale fora og nå frem til kun at have én repræsentant for at fremme koordinerede og effektive aktioner. Der må desuden ske gennemgribende ændringer i disse fora for at gøre dem bedre i stand til at klare de nye opgaver og opfylde de nye behov.

1.4.2 Især bør der lægges lige stor vægt på de arbejdsrettigheder, der er fastsat i ILO's grundlæggende konventioner, og de økonomiske og frihandelsmæssige rettigheder. Også i ILO bør EU tale med én stemme.

1.4.3 EØSU mener, at EU bør spille en mere og mere aktiv rolle på dette område særligt inden for rammerne af G20 og i forbindelserne med de mest repræsentative FN-institutioner, særligt FN's Økonomiske og Sociale Råd (ECOSOC), hvor det bør repræsentere de fælles holdninger. I den forbindelse kan reformen af ECOSOC tænkes at bane vej for fremskridt og desuden gøre det lettere for civilsamfundet at komme til orde i dette forum.

1.4.4 EU må prioritere effektive og holdbare politikker for at beskytte euroområdet. Det må etablere instrumenter, der forhindrer konkurrence baseret på vekselkurser og som kan sætte en stopper for international spekulation, fjerne skatteparadiser, sætte gang i den økonomiske vækst og skabe beskæftigelse i form af anstændigt arbejde. Ændringen af traktatens artikel 136 er et vigtigt første skridt i den retning. Ændringen er især befordrende for et samlet Europa, idet man derigennem har sikret Kommissionens centrale rolle og inddragelsen af Europa-Parlamentet. Med andre ord er den befordrende for den demokratiske proces. Noget tilsvarende bør gennemføres på det udenrigspolitiske område (ændring af art. 24).

1.4.5 Inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationer er en af forudsætningerne for at kunne forsvare og fremme de værdier, der er grundlaget for international sameksistens. EU må fremme en bred høring af EØSU, civilsamfundet og arbejdsmarkedets parter med det sigte at bane vej for deres deltagelse i de internationale organisationers fremtidige styringsstrukturer.

1.5.1 Hvad angår sikkerheds- og forsvarspolitikken skal EU's forsvarsagentur styrkes, og det permanente strukturerede samarbejde iværksættes hurtigst muligt bl.a. for at opnå nyttige synergieffekter og besparelser på de nationale budgetter og anvende de opnåede besparelser til produktive investeringer, til skabelse af nye arbejdspladser og til at nedbringe den offentlige gæld.

1.5.2 EU's aktuelle sikkerheds- og forsvarsredskaber bør kunne anvendes og anerkendes som egentlige regionale sikkerhedsredskaber.

1.5.3 EU bør på sikkerhedsområdet først og fremmest koncentrere sig om naboområderne gennem stabiliserende interventioner i kriseramte områder og gennem fredsbevarende handlinger.

1.5.4 EØSU håber i denne forbindelse, at forsvarsagenturet tager de fælles erfaringer til sig og integrerer dem i den fælles sikkerhedspolitik, ligesom det skete efter indgåelsen af St. Malo-aftalerne i 1998.

EØSU bør kunne udfylde sin rolle og bidrage til udarbejdelsen og gennemførelsen af Unionens udenrigspolitik. Udvalget finder det derfor desuden hensigtsmæssigt, at det bliver bedt om at udtale sig om EU's udenrigspolitiske foranstaltninger blandt andet med henblik på at sikre gennemsigtigheden og overvågningen af initiativerne. Derfor bør der slås til lyd for alle de udtalelser, som EØSU har udarbejdet og som indeholder retningslinjer for nogle aspekter af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, eller som vedrører de samarbejdsinstrumenter, der kan få indflydelse på udenrigspolitikken (1). EØSU's arbejde på dette område kan vise sig meget effektivt, idet EØSU kan fungere som bindeled mellem medlemsstaternes indsats, EU og civilsamfundets krav.

1.6.1 Dette er nødvendigt for at sikre, at det organiserede civilsamfund inddrages, og den offentlige mening tages i betragtning, når der træffes beslutninger om international politik, som har direkte virkninger for de europæiske borgeres økonomi og liv.

1.6.2 På internationalt plan kan EØSU følge op på EU's politik, der tager sigte på at forbedre civilsamfundets rolle i forhandlingerne og i gennemførelsen af de indgåede aftaler. På baggrund af de indhøstede erfaringer og de allerede iværksatte initiativer mener udvalget, at det er nødt til dels at samarbejde med partnerne for at følge op på EU's internationale forhandlinger dels at blive inddraget i mekanismen for anvendelse og gennemførelse af de pågældende aftaler, det være sig associeringsaftaler, handelsaftaler eller andre aftaler.

1.6.3 EØSU vil navnlig inden for rammerne af høringsprocesserne og de internationale deltagelsesmandater fortsætte sin indsats for at skabe forbindelser til civilsamfundsorganisationerne i de lande og regioner, som EU's politik først og fremmest tager sigte på.

1.6.4 Det er derfor nødvendigt, at EØSU i de forskellige faser også bliver hørt af den fælles udenrigstjeneste, for at udvalget kan udfylde sin funktion på tilfredsstillende vis og i EU-borgernes interesse. Med dette for øje kunne der udarbejdes en samarbejdsprotokol mellem EØSU og EU-Udenrigstjenesten i stil med den eksisterende samarbejdsprotokol mellem Kommission og EØSU – et aftalememorandum, som fastlægger regler og procedurer for en fælles struktureret indsats.

1.7.1 Traktatens muligheder må udnyttes, således at EU begyndende med EU-Udenrigstjenesten kan gøre sig stadig stærkere gældende i international sammenhæng ved at tale med én stemme og sikre sammenhæng i fællesskabspolitikkerne og mellem EU's og medlemsstaternes politikker og dermed undgå opsigtsvækkende splittelser, som ender med at skade EU's image.

1.7.2 Der må gøres brug af instrumenter som forstærket samarbejde inden for rammerne af udenrigspolitikken for at etablere en gruppe af lande, der kan fungere som banebryder og lokomotiv for en stadig mere integreret udenrigspolitik, og dermed lægge grunden til en stærkere og mere sammenhængende institutionel struktur til forfølgelse af de fælles målsætninger. Man kunne starte med at underskrive en udenrigspolitisk pagt, sådan som det var tilfældet i forbindelse med euroen (Rådet den 24.-25. marts 2011).

1.7.3 EØSU mener derfor, at beslutningsprocessen i EU må forbedres og gøres mere effektiv navnlig for at øge EU's synlighed internationalt. På den baggrund håber EØSU, at EU kan finde de rigtige fremgangsmåder og forslag til, hvorledes EU kan optræde med én stemme på den udenrigspolitiske scene.

1.8.1 Alle Kommissionens tjenester, der er involveret i etableringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, må bestræbe sig mest muligt på at samarbejde, således at der ikke blot tilføjes et nyt generaldirektorat til de allerede eksisterende.

1.8.2 Der skal presses på for – på grundlag af EU's forslag på G20-mødet – at få en aftale på internationalt plan, der kan hindre ny finansiel spekulation, som endnu er latent.

1.8.3 Middelhavsområdet skal sættes i centrum for omgående, konkrete EU-initiativer.

1.8.4 Det Europæiske Råds konklusioner om EU's strategiske partnerskab fra møderne den 16. september 2010 og den 24.-25. marts 2011 skal føres ud i praksis.

1.8.5 Lissabontraktatens artikel 11 må overholdes nøje i praksis, og udvalget opfordrer derfor alle institutioner til på de områder, hvor der er høringspligt, at høre EØSU og føre en tæt dialog om de temaer, der kan have direkte eller indirekte virkninger for civilsamfundet i nært samarbejde med Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

2.1 Med den nye traktat kan EU's udenrigspolitik tage et kvantespring, hvis regeringerne tillader det. EU kan således få styrket sin rolle som politisk aktør på internationalt plan. Selvom den nye traktat endnu ikke opfylder alle Unionens objektive behov, har den skabt mange forventninger i medlemsstaterne og internationalt. Det er nu, at ændringerne skal gennemføres i praksis, og det internationale samfunds forventninger skal opfyldes på passende vis, hvis EU ikke skal miste troværdighed. Dette mål vil ikke kunne opfyldes uden aktiv deltagelse og fuld inddragelse af civilsamfundet. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), som i medfør af artikel 11 i Lissabontraktaten er blevet givet fuld legitimitet til som repræsentant for det organiserede civilsamfund at bidrage til EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal således inddrages direkte af EU og EU-Udenrigstjenesten.

3.1 Tidligere har EU's rolle i udenrigspolitikken været ret så ubetydelig. I dag er der imidlertid flere muligheder, som bør udnyttes for at stoppe tilbagegangen. De enkelte medlemsstater bliver nemlig mere og mere marginale i forhold til de nye internationale rammer, der er i hastig og fortsat udvikling. Der er derfor behov for større solidaritet inden for Europa og en overflytning af beføjelser fra de enkelte lande til den fælles enhed, EU, hvorved man undgår den indbyrdes konkurrence mellem landene, som næsten altid er skadelig.

3.2 Mere end nogensinde tidligere står Den Europæiske Union i dag over for en lang række globale udfordringer, og det kræver større sammenhæng og enighed, hvis den skal kunne imødegå de stadig mere komplekse trusler, som er i færd med at ændre den geopolitiske balance i retning af en verden med flere poler: Der er stadig uløste konflikter eller spændte situationer i Mellemøsten, ikke mindst det stadig åbne israelsk-palæstinensiske spørgsmål, i Iran, Afghanistan, Irak, Sudan og andre steder i verden. Hele Nordafrika er sat i brand af opstande mod autoritære regimer, hvis udfald det er svært at spå om. Landenes sikkerhed er i fare på grund af forskellige globale trusler, herunder religiøs intolerance og nye atomprogrammer som det i Iran.

3.3 Fødevaresikkerhed, befolkningstilvæksten, de voksende sociale uligheder, handelsubalancer og endelig kampen om jord og sjældne metaller er eller kan blive nogle af de faktorer, der fører til ustabilitet eller opstande, og de bør takles på et tidligt stadium. Alle disse spørgsmål er relateret til globaliseringen, som dog bl.a. har givet landene nye muligheder for at bekæmpe fattigdom, arbejdsløshed, osv.

3.4 EU står over for en »nødsituation«, hvor det har »pligt« til at handle. Men det må handle hurtigere, uden forsinkelser og mere snarrådigt, end det var tilfældet i forbindelse med f.eks. euro-redningspakken, Middelhavsområdet, Mellemøsten osv. En fælles udenrigspolitik vil være et middel, der kan modvirke alle disse udviklingstendenser, og et optimalt instrument til forsvaret af EU's, dets virksomheders og borgeres interesser. EU kunne med afsæt i krisen i Middelhavsområdet lancere en fælles udenrigspolitik.

4.1 Globaliseringen og finanskrisen har påvist og øget behovet for nye regler for finanssektoren og for en bedre europæisk og global styring, hvilket er et arbejde, som EU bør stille sig i spidsen for. Der er følgelig behov for, at medlemsstaterne koordinerer deres tiltag tæt og taler med én stemme i internationale organisationer, hvor de er repræsenteret enkeltvis, undertiden med en vægt, der overstiger deres indflydelse i international sammenhæng. Den Europæiske Unions delegationer skal kunne repræsentere EU's holdning i alle internationale institutioner (traktatens artikel 34), startende med FN's sikkerhedsråd (jf. Det Europæiske Råds beslutning af 24.-25. marts 2011).

4.2 Hvis EU skal kunne handle som én enhed, er der efter EØSU's opfattelse behov for en fælles strategisk vision for, hvordan de udfordringer og muligheder, der følger af globaliseringen, skal tackles. Der må fastlægges politiske prioriteter og interesseområder, der skal sættes ind på, og gradvist må aktionerne udvides i overensstemmelse med midler og kapacitet. I den sammenhæng er det tvingende nødvendigt, at EU udformer en strategi for alliancer i en situation med flere poler på internationalt plan. Der bør tages udgangspunkt i den transatlantiske alliance, som må styrkes ved hjælp af en fælles politisk strategi i betragtning af de gensidige forbindelser, der går langt tilbage i tiden. Dette ville bidrage til at få standset den afkøling af forholdet mellem de to sider af Atlanten, der pågår for tiden. Alt dette forpligter EU til at spille sin rolle med overbevisning og troværdighed for i praksis at fremme multipolaritet og en sund afbalancering mellem Nord og Syd og samtidig øge sit samspil med Latinamerika, Asien og især Afrika.

4.3 EU skal være mere forsigtigt i sine valg. De senere års laden hånt om civilsamfundsorganisationerne i landene syd for Middelhavet, hvor først Barcelonaprocessen og senere Middelhavsunionen har været store fiaskoer, bringer sikkerheden ved en grænse, der er af allerstørste betydning for stabiliteten i Den Europæiske Union, i fare. EU må være sig sit ansvar bevidst og søge at tackle denne komplekse problemstilling som en mulighed for at reagere på de bønner om civile, økonomiske og sociale fremskridt, der kommer fra civilsamfundet i disse lande, og arbejde for indførelsen af demokrati og retsstatsprincippet.

4.4 Disse betragtninger gælder også resten af Afrika, hvor EU ikke må overlade initiativet til Kina – det eneste land, der ekspanderer – og glemme det ansvar, det har af historiske og geografiske årsager. Det bør derfor underskrive en fælles pagt med hele kontinentet.

4.5 En mere aktiv og effektiv EU-»udenrigspolitik«, der har fungeret hidtil, er blevet realiseret med den gradvise udvidelse af grænserne mod øst og syd. Det udestår stadig at færdiggøre denne proces med de igangværende forhandlinger med Balkanlandene og Tyrkiet, som ikke kan udsættes på ubestemt tid. Tværtimod bør begge parter gå til forhandlingsbordet med et åbent sind og uden hverken forudfattede meninger eller frygt.

4.6 Ved hjælp af partnerskaber med lande eller regionale områder må de gensidige interesser tilgodeses for at sætte gang i en afbalanceret udvikling, hvor »mennesket« er i centrum for de fælles anliggender og aktioner, men samtidig må Unionens og dens borgeres strategiske interesser ikke undervurderes. EU bør til enhver tid forsvare og fremme den europæiske sociale model og lade de grundlæggende rettigheder og arbejdstagernes rettigheder være udgangspunkt for enhver aftale.

4.7 En lang række politikker har efter EØSU's opfattelse virkninger for EU's eksterne forbindelser såvel som internt i EU, hvorfor civilsamfundet nødvendigvis må spille en rolle i forbindelse hermed. Her tænkes på rettigheder, regler for finansspekulation, pengepolitikken (euroen brugt som valutareserve og som instrument for den internationale økonomiske politik), energipolitikken (der ofte anvendes som afpresning), miljøpolitikken, handelspolitikken, fødevaresikkerhed, sikkerhedspolitikken, kampen mod terrorisme, indvandringspolitikken, korruption osv.

4.8 Det er derfor vigtigt, at EU bl.a. via EØSU giver objektiv, konkret og effektiv information om sin indsats på det udenrigspolitiske område og betydningen og merværdien heraf set i forhold til den nationale indsats. Ofte er dette ikke tilfældet, eller også gives den i fordrejet form af medlemsstaterne. Det er i denne sammenhæng også særdeles vigtigt at inddrage Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

4.9 Ellers risikerer man at skabe tvivlrådighed i de europæiske befolkninger, og at de sætter spørgsmålstegn ved fordelene ved EU og dets rolle. Ofte er politikerne i de forskellige lande ikke interesseret i at udnytte det arbejde, der udføres i Bruxelles. De er mere optagede af egen overlevelse på kort sigt end i at engagere sig i et langsigtet strategisk projekt af stor rækkevidde.

4.10 Den Europæiske Union er imidlertid stadig en model for afbalanceret og bæredygtig udvikling, som skal udvides til at omfatte nabolandene, og som er baseret på principperne om retsstaten, demokrati og fredelig sameksistens. Dens brug af blød magt og transformationsdiplomati har gjort det muligt at skabe stabilitet på vort kontinent og at udbrede den demokratiske proces og velstand til mange lande gennem udvidelses- og naboskabspolitikkerne.

4.11 Men dette er dog ikke tilstrækkeligt. Det Europæiske Råd slog den 16. september 2010 fast, at Den Europæiske Union skal være en effektiv global aktør, der er rede til at tage sin del af ansvaret for den globale sikkerhed og til at gå forrest, når der skal udformes fælles responser på fælles udfordringer.

4.12 EU er fortsat den største bidragsyder til lande, der har behov for hjælp, og det bør derfor i højere grad udnytte samarbejdspolitikken. Som det fremgik af det seneste topmøde i Cancún, er EU den største handelsmagt i verden, og det er også længst fremme i sine holdninger til miljøpolitik. Det er derfor EU's ret og pligt at deltage i forreste række og stå i spidsen for udformningen af nye multilaterale regler.

4.13 FN er den højeste instans i det internationale system. Vi skal forny multilateralismen for at tackle både de politiske og økonomiske udfordringer. Der er behov for gennemgribende tiltag i alle internationale fora og for at bidrage til den omfattende fornyelse af institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO. Som krævet gennem længere tid bør man også give G20 en mere omfattende og målrettet rolle uden at skabe yderligere hierarkier med det sigte at forbedre reguleringen af de økonomiske og finansielle transaktioner.

5.1 EU har udviklet en fælles sikkerheds- og forsvarspolitik og skabt krisestyringsværktøjer under hensyntagen til de forskellige medlemsstaters holdninger. EU skal også spille en vigtig stabiliserende rolle i sit naboskabsområde. EU skal derfor forlange, at samtlige lande bekræfter og overholder de principper, der ligger til grund for den internationale fredelige sameksistens, og have in mente, at de grundlæggende principper ikke er til forhandling.

5.2 EU har længe været direkte (eller via sine medlemsstater) involveret i forskellige militære og civile aktioner. Der er næsten tale om et globalt engagement, som til tider dog er rent symbolsk. EU's redskaber bør styrkes og bruges som egentlige regionale sikkerhedsinstrumenter, og de bør anerkendes som sådanne. EU bør handle konkret via alle sine redskaber, såsom EU-Udenrigstjenesten og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand for Kommissionen.

5.3 EU bør på sikkerhedsområdet først og fremmest koncentrere sig om naboområdet: Østeuropa, Kaukasus, Balkan, Middelhavsområdet og Afrika med en blanding af forskellige foranstaltninger til at stabilisere kriseområderne i form af fredsbevarende aktioner, institutionsopbygning og økonomisk opbygning. Det er netop i disse områder, at civilsamfundet kan spille en vigtig rolle for at fremme en fredelig udvikling. EØSU er allerede meget aktiv og yder en værdifuld indsats i den sammenhæng.

5.4 Selv et område, hvor nationalstaterne traditionelt set har suverænitet, som sikkerheds- og forsvarspolitikken bliver stadig vigtigere for civilsamfundet og den offentlige mening i Europa på grund af de potentielle strategiske, budgetmæssige og sociale konsekvenser af de valg, der træffes i den sammenhæng.

5.5 I lyset heraf må EU og NATO uddybe deres strategiske partnerskab med henblik på bedre samarbejde om krisestyring. Den Europæiske Unions fælles sikkerheds- og forsvarspolitik er et afgørende element i FUSP, men betragtes også som en integreret del af NATO's nye strategiske koncept, som blev besluttet den 20. september 2010 i Lissabon med deltagelse af NATO's og EU's øverste ledelse.

6.1 Formålet med EØSU's aktiviteter på området for eksterne forbindelser er at formidle det organiserede civilsamfunds synspunkt på EU's politikker vedrørende handel, udvidelse, udvikling og udenrigspolitik.

6.2 EØSU følger konstant udviklingen i forbindelserne mellem EU og mange lande i verden, især de lande og regioner, som EU opretholder strukturerede forbindelser til, og det opretholder også forbindelser til civilsamfundene i disse områder. Der er etableret tætte forbindelser med arbejdsmarkedets parter og med andre civilsamfundsorganisationer i tredjelande med det sigte at fremsætte forslag om primært økonomiske og sociale emner, der bidrager til at styrke civilsamfundet. Der er i den sammenhæng blevet vedtaget fælles erklæringer rettet til de politiske myndigheder.

6.3 Forbindelserne til vore søsterorganisationer sker via de stående udvalg. Der findes således blandede rådgivende udvalg med kandidatlandene (Tyrkiet, Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien) og med de lande, som EU har en associeringsaftale med (landende i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde). Der er nedsat kontaktgrupper med de vestlige balkanlande, Rusland, Japan og Østeuropas nabolande. Der er desuden overvågningsudvalg, der arbejder med deres søsterorganisationer på området forbindelser med Afrika, Vestindien og Stillehavet, Latinamerika og Middelhavsunionen. Civilsamfundets rundborde mødes jævnligt med de økonomiske og sociale råd i Brasilien og Kina.

6.4 EØSU har i relation til disse specifikke politikker bl.a. udfoldet vigtige aktiviteter på tre områder:

6.5 EØSU har desuden til opgave at deltage i overvågningen af gennemførelsen af EU's handelsaftaler med CARIFORUM, Mellemamerika og Korea. Stigningen i antallet af handelsforhandlinger bør føre til, at denne rolle styrkes betydeligt. EØSU beskæftiger sig også med overvågning af EU's instrumenter til fremme af demokrati og menneskerettigheder og af instrumentet til fremme af det internationale samarbejde via særlige møder med Kommissionen og i samarbejde med Europa-Parlamentet, som har ret til indsigt (»droit de regard«) i forbindelse med disse instrumenter.

6.6 EØSU kan derfor yde et særligt vigtigt bidrag til at forbedre sammenhængen i EU's politikker, som har en stigende indflydelse på den internationale politik og er betinget heraf. Tænk blot på den tætte sammenhæng mellem den politik, der føres i det indre marked og på internationalt plan i økonomi og finanssektoren, den monetære sektor, energi-, miljø-, handels-, social-, landbrugs-, industrisektoren og mange andre sektorer. EØSU kan yde en særlig effektiv indsats ved at sørge for at afstemme medlemsstaternes og EU-institutionernes indsats med de behov, civilsamfundet har givet udtryk for.

6.7 EØSU mener, at disse mål bør forfølges bl.a. gennem en passende repræsentation af civilsamfundet og en effektiv indsats i de internationale organisationer begyndende med FN's Økonomiske og Sociale Råd, ILO og de økonomiske og finansielle institutioner, som for længst burde have gennemgået en gennemgribende reform, så deres struktur kan afspejle de hurtige forandringer, vi hver dag er vidner til, og så der kan sikres større gennemsigtighed i beslutningsprocessen, som ofte ikke ledsages af effektive overvågningsmekanismer.

6.8 Lissabontraktaten giver EU som helhed beføjelser til at handle i samråd med civilsamfundet, hvilket er en model, der bør formidles og fremhæves i international sammenhæng. EØSU kan på baggrund af traktatens art. 11 spille en central rolle i udenrigspolitikken i forbindelse med gennemførelse af deltagelsesdemokratiet, som er grundlaget for EU, og i forhold til borgerne være et talerør og en garant for et borgerdiplomati, bl.a. for så vidt angår gennemsigtigheden omkring initiativer. EØSU mener af disse årsager og i betragtning af sit hidtidige arbejde i international sammenhæng, at det ligesom på andre politikområder også i forbindelse med udarbejdelse og overvågning af udenrigspolitikken bør være en af de vigtigste sparringspartnere for Kommissionen, via den nye diplomatiske tjeneste (EU-Udenrigstjenesten), Europa-Parlamentet og Rådet. EØSU vil i den sammenhæng foreslå EU-Udenrigstjenesten, at der udarbejdes et aftalememorandum mellem de to institutioner med henblik på en mere struktureret inddragelse af civilsamfundet i EU's udenrigspolitik enten i form af anmodninger om udtalelser eller andre regelmæssige høringsmekanismer.

6.9 EØSU har allerede gennem længere tid været særdeles aktivt på den internationale scene og har opbygget et netværk af forbindelser til søsterorganisationer i forskellige dele af verden og gjort sig til talsmand for de principper, EU bygger på, samt fungeret som talerør for civilsamfundet i spørgsmål om økonomi, samhørighed, partnerskab, bekæmpelse af diskrimination og social ulighed.

6.10 EØSU så gerne, at der var større sammenhæng mellem de tiltag, der iværksættes af Kommissionens forskellige generaldirektorater og de forskellige EU-organer. Udvalget mener desuden, at WTO bør stille arbejdsrettighederne lige med de økonomiske og frihandelsmæssige rettigheder, så længe der er lande, som ikke anvender eller helt og holdent ignorerer de grundlæggende ILO-standarder. Konsekvenserne af disse valg rammer det europæiske samfund, virksomhederne og arbejdstagerne. Efter EØSU's mening bør EU derfor gøre sig til talsmand for en mere ambitiøs og mere retfærdig form for globalisering for at undgå, at det jobløse opsving bliver et fast element.

6.11 EØSU mener, at det organiserede civilsamfund bør inddrages mere aktivt i spørgsmål om international politik gennem en direkte kontakt til og høring fra EU-Udenrigstjenestens side. EØSU ønsker at undgå, at EU-borgerne ikke er ordentligt orienteret om de begivenheder, der påvirker dem umiddelbart.

6.12 EØSU kan i den forbindelse være behjælpelig med at bringe debatten op på europæisk plan, når der er tale om spørgsmål, der ikke længere kan løses på nationalt plan: migration, energi, nabopolitik, miljø, demografiske ændringer, korruption, sociale spørgsmål, fødevarer, handel og udvikling osv. EØSU kan desuden fastholde fokus på disse spørgsmål, også når andre presserende spørgsmål risikerer at presse dem ud af EU's dagsorden.

6.13 EØSU kan også tilbyde EU-institutionerne sin erfaring og evne til at analysere specifikke EU-politikker ud fra en ny synsvinkel, som tager udgangspunkt i de berørte sektorers specifikke interesser: fremme af den sociale økonomi i tredjelande, landmændenes interesser i den internationale fødevarehandel, civilsamfundets rolle i udviklingspolitikken, international vandforvaltning, international handel med landbrugsprodukter inden for rammerne af WTO, små virksomheder, social samhørighed, regional integration osv.

Bruxelles, den 27. oktober 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg