MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Energikøreplanen 2050 /* KOM/2011/0885 endelig */
1.
Indledning
Befolkningens trivsel,
industriens konkurrenceevne og den overordnede funktion af samfundet afhænger
af sikker og bæredygtig energi til en overkommelig pris. Den
energiinfrastruktur, der skal levere energi til borgernes hjem, industrien og
servicesektoren i 2050, og de bygninger, som befolkningen skal anvende,
udvikles og bygges lige nu. Mønsteret for produktion og anvendelse af energi i
2050 er allerede ved at blive fastlagt. EU
har forpligtet sig til at reducere drivhusgasemissionerne med 80-95 % i
forhold til 1990-niveauerne inden 2050 i forbindelse med de nødvendige
reduktioner, som de udviklede lande skal foretage som gruppe[1]. Kommissionen
analyserede konsekvenserne af dette i sin "Køreplan for omstilling til en
konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050"[2]. "Køreplan for et fælles europæisk transportområde"[3] fokuserede på løsninger for
transportsektoren og på at oprette et fælles europæisk transportområde. I denne energikøreplan 2050 undersøger Kommissionen
de udfordringer, der er forbundet med at opfylde EU's dekarboniseringsmål og
garantere energiforsyningssikkerheden og konkurrenceevnen. Den er
udarbejdet på en anmodning fra Det Europæiske Råd[4]. De EU-politikker og
-foranstaltninger, der skal opfylde Energi 2020-målsætningerne[5] og Energi
2020-strategien, er ambitiøse[6].
De vil fortsat have en virkning efter 2020 og bidrage til at reducere
emissionerne med ca. 40 % inden 2050. De vil dog stadig ikke være nok til
at opfylde EU's dekarboniseringsmål for 2050, da kun under halvdelen af dekarboniseringsmålet
vil være nået i 2050. Det giver en indikation af den indsats og de ændringer,
både strukturelle og sociale, der skal til for at foretage den nødvendige
emissionsreduktion under opretholdelse af en konkurrencedygtig og sikker
energisektor. I dag står det uklart,
hvad der skal følge efter 2020-dagsordenen. Det skaber usikkerhed blandt
investorer, offentlige myndigheder og borgere. Scenarierne i "Køreplan for
omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050" tyder på,
at investeringerne, hvis de udskydes, vil koste mere fra 2011 til 2050 og skabe
større ubalance på længere sigt. Det haster med at udarbejde strategier for
tiden efter 2020. Det tager tid, før energiinvesteringer giver resultater. I
dette årti finder en ny investeringscyklus sted, da den infrastruktur, som er
opført for 30-40 år siden, skal udskiftes. Hvis der gøres en indsats nu, kan
dyre forandringer undgås senere, og fastholdelseseffekterne kan reduceres. Det
Internationale Energiagentur (IEA) har påvist, at offentlige myndigheder
spiller en afgørende rolle, og samtidig understreget, at der er behov for en
hurtig indsats[7].
Med scenarierne i energikøreplan 2050 analyseres forskellige mulige retninger
for Europa mere dybdegående. Det kan ikke lade sig gøre
at forudsige fremtiden på lang sigt. Scenarierne i denne energikøreplan 2050 undersøger
metoder til dekarbonisering af energisystemet. De forudsætter alle store
ændringer i f.eks. CO2-priser, teknologier og netværk. En række
scenarier, som medfører en reduktion i drivhusgasemissionerne på 80 %,
hvilket indebærer et fald i de energirelaterede CO2-emissioner på
ca. 85 %, herunder inden for transport, er blevet undersøgt[8]. Kommissionen har
også analyseret medlemsstaternes og interessenternes scenarier og holdninger[9]. I betragtning af
den lange tidshorisont er der naturligvis usikkerhed forbundet med disse
resultater, ikke mindst fordi de afhænger af forudsætninger, som ikke i sig
selv er sikre[10].
Det kan ikke lade sig gøre at forudsige, om man vil nå et olieproduktionsmaksimum,
eftersom der gentagne gange er sket nye opdagelser om, i hvilket omfang
skifergas vil vise sig at være anvendelig i Europa, og hvornår CO2-opsamling
og ‑lagring (CCS) vil blive kommerciel, hvilken rolle medlemsstaterne vil
tillægge atomkraft, og hvordan klimaindsatsen vil udvikle sig på verdensplan.
Sociale, teknologiske og adfærdsmæssige forandringer vil også få en betydelig
indvirkning på energisystemet[11]. Den gennemførte analyse
af scenarier er vejledende og
undersøger virkningerne, udfordringerne og mulighederne ved mulige metoder til
modernisering af energisystemet. Der er ikke tale om
"enten-eller"-løsningsmodeller, men der fokuseres på fælles
elementer, som er i fremvækst og støtter en mere langsigtet
investeringshorisont. Usikkerhed er en væsentlig
hindring for investeringer.
Analysen af Kommissionens, medlemsstaternes og interessenternes beregninger
viser en række klare tendenser, udfordringer, muligheder og strukturelle
ændringer for udformningen af de politiske foranstaltninger, som er nødvendige
for at skabe passende rammer for investorer. På baggrund af denne analyse
identificeres der i energikøreplanen centrale konklusioner vedrørende "no
regrets"-mulighederne i det europæiske energisystem. Det gør det også
vigtigt at nå frem til en europæisk tilgang, hvor alle medlemsstater udvikler
en fælles forståelse af de centrale elementer ved en overgang til et
kulstoffattigt energisystem, og som giver den nødvendige sikkerhed og
stabilitet. Køreplanen erstatter ikke
de nationale, regionale og lokale bestræbelser på at modernisere
energiforsyningen, men har til formål at udvikle en langsigtet europæisk
teknologineutral struktur, hvor disse politikker er mere effektive. Det
fremgår, at en europæisk tilgang til energiudfordringen vil øge sikkerheden og
solidariteten og sænke omkostningerne sammenlignet med parallelle nationale
ordninger ved at skabe et bredere og fleksibelt marked for nye produkter og
tjenesteydelser. Nogle interessenter ville f.eks. kunne opnå
omkostningsbesparelser på op til en fjerdedel, hvis der fandtes en mere
europæisk tilgang til effektiv udnyttelse af vedvarende energikilder.
2.
Det er muligt at opnå et
sikkert, konkurrencedygtigt og dekarboniseret energisystem i 2050
Energisektoren tegner sig
for størstedelen af de menneskeskabte drivhusgasemissioner. Derfor vil en
reduktion af drivhusgasemissionerne på over 80 % inden 2050 især lægge
pres på energisystemerne. Hvis de globale energimarkeder bliver mere
afhængige af hinanden, hvilket forekommer sandsynligt, vil energisituationen i
EU blive direkte påvirket af situationen i nabolandene og af globale tendenser
i energisektoren. Resultaterne af scenarierne afhænger især af, at der indgås
en global klimaaftale, hvilket også ville medføre en lavere global
efterspørgsel efter fossile brændstoffer og lavere priser på samme. Oversigt over scenarier[12] Scenarier for nuværende tendenser ·
Referencescenarie.
Referencescenariet omfatter aktuelle tendenser og langsigtede beregninger for
økonomisk udvikling (vækst i bruttonationalproduktet (BNP) på 1,7 % p.a.).
Scenariet omfatter politikker vedtaget inden marts 2010, herunder 2020-målene
for andelen af vedvarende energikilder og reduktionen af drivhusgasemissioner
samt direktivet om EU's emissionshandelssystem (ETS). Der blev foretaget en
følsomhedsanalyse med lavere og højere BNP-vækst og lavere og højere priser på
importeret energi. ·
Aktuelle politiske
initiativer. I dette scenarie
opdateres de foranstaltninger, der er vedtaget, f.eks. efter hændelserne i
Fukushima som følge af naturkatastrofen i Japan, og fremsat forslag om i Energi
2020-strategien. Scenariet omfatter også foreslåede tiltag vedrørende
"energieffektivitetsplanen" og det nye "direktiv om
energibeskatning". Dekarboniseringsscenarier
(jf. fig. 1) ·
Høj energieffektivitet. Politisk engagement i meget store
energibesparelser. Det omfatter f.eks. strengere
mindstekrav til apparater og nye bygninger, høje renoveringsrater for
eksisterende bygninger, forpligtelser for energiselskaber til
energibesparelser. Dette medfører et fald i energiforbruget
på 41 % inden 2050 sammenlignet med spidsværdierne i 2005-2006. ·
Diversificerede forsyningsteknologier. Ingen foretrukken teknologi. Alle energikilder kan konkurrere på
markedsbasis uden specifikke støtteforanstaltninger. Dekarboniseringen styres
af priserne på CO2 under forudsætning af offentlighedens accept af
både atomenergi og CO2-opsamling og -lagring (CCS). ·
Stor andel af vedvarende energikilder. Stærke støtteforanstaltninger for vedvarende energikilder medfører en
meget stor andel af vedvarende energikilder i det samlede bruttoenergiforbrug
(75 % i 2050) og en andel af vedvarende energikilder i elforbruget på
97 %. ·
Forsinket CO2-opsamling og -lagring. Svarer til scenariet for diversificerede forsyningsteknologier, men
medfører, under forudsætning af at CO2-opsamlingen og ‑lagringen
er forsinket, større andele af atomenergi, idet dekarboniseringen styres af
priserne på CO2 i stedet for af teknologien. ·
Lille andel af atomenergi. Svarer til scenariet for diversificerede forsyningsteknologier, men
medfører, under forudsætning af at der ikke opføres nye atomanlæg (ud over de
reaktorer, der i øjeblikket er under opførelse), en større udbredelse af CO2-opsamling
og ‑lagring (ca. 32 % af elproduktionen). 10 strukturelle ændringer for
omdannelse af energisystemet Tilsammen gør scenarierne det muligt at drage
konklusioner, der kan være med til at udforme dekarboniseringsstrategier i dag
og se den fulde virkning af dem i 2020, 2030 og frem. 1) Dekarbonisering er mulig – og er på lang
sigt muligvis billigere end de nuværende politikker Scenarierne viser, at det er muligt at
dekarbonisere energisystemet. Derudover afviger omkostningerne til omdannelse
af energisystemet ikke væsentligt fra scenariet for aktuelle politiske
initiativer. De samlede omkostninger, der er forbundet med energisystemet
(herunder brændstof-, elektricitets- og kapitalomkostninger, investeringer i
udstyr, energieffektive produkter osv.), kunne udgøre lidt mindre end
14,6 % af det europæiske BNP i 2050, for så vidt angår aktuelle politiske
initiativer, sammenlignet med niveauet på 10,5 % i 2005. Dette afspejler
en betydelig ændring i den rolle, som energi spiller i samfundet. Eksponeringen
for prisvolatilitet på fossile brændstoffer ville falde i
dekarboniseringsscenarierne, da importafhængigheden falder til 35-45 % i 2050,
sammenlignet med 58 % i henhold til de nuværende politikker. 2) Højere investeringsudgifter og lavere
brændstofomkostninger Alle dekarboniseringsscenarier omfatter en
overgang fra det nuværende system med høje brændstof- og driftsomkostninger til
et energisystem, som er baseret på højere investeringsudgifter og lavere
brændstofomkostninger. Det skyldes også, at levetiden for store andele af den
nuværende energiforsyningskapacitet udløber. I alle dekarboniseringsscenarier
vil EU's udgifter til import af fossile brændstoffer i 2050 være væsentlig
lavere end i dag. Analysen viser også, at de samlede investeringsomkostninger
til forsyningsnet alene kan beløbe sig til 1,5-2,2 bio. EUR mellem
2011 og 2050, idet det høje niveau afspejler større investeringer til støtte
for vedvarende energikilder. De gennemsnitlige kapitalomkostninger til
energisystemet stiger betydeligt – investeringer i kraftværker og
forsyningsnet, industrielt energiudstyr, varme- og køleanlæg (herunder
fjernvarme- og fjernkøleanlæg), intelligente målesystemer,
isoleringsmaterialer, mere effektive køretøjer med lave CO2-emissioner,
anordninger til udnyttelse af lokale vedvarende energikilder (solvarme og
fotovoltaik), bæredygtige energiforbrugende produkter osv. Dette har stor indvirkning på økonomien og beskæftigelsen
inden for produktions-, tjenesteydelses-, bygge- og anlægs-, transport- og
landbrugssektoren. Det ville skabe store muligheder for industrien og
tjenesteudøverne i EU at opfylde denne stigende efterspørgsel, og betydningen
af forskning og innovation med henblik på udvikling af mere
omkostningseffektive teknologier understreges. 3) Elektricitet spiller en større rolle Alle scenarier viser, at elektricitet
kommer til at spille en meget større rolle end på nuværende tidspunkt
(elektricitets andel af det samlede energiforbrug fordobles næsten til
36-39 % i 2050) og skal bidrage til dekarbonisering af transport og
opvarmning/køling (jf. fig. 2). Elektricitet kunne udgøre
ca. 65 % af energiforbruget i personbiler og lette erhvervskøretøjer,
hvilket fremgår af alle dekarboniseringsscenarier. Det samlede elforbrug stiger
endda også i scenariet for høj energieffektivitet. For at opnå dette skal
der foretages en strukturel ændring af energiforsyningssystemet, og der
skal opnås et betydeligt dekarboniseringsniveau allerede i 2030 (57-65 % i
2030 og 96-99 % i 2050). Dermed understreges betydningen af at starte
overgangen nu og sende de signaler, der er nødvendige for at minimere
investeringerne i kulstofintensive aktiver i de næste to årtier. 4) Priserne på elektricitet stiger indtil
2030 for derefter at falde De fleste scenarier tyder på, at priserne
på elektricitet vil stige indtil 2030 for derefter at falde. Størstedelen
af disse stigninger foregår allerede i referencescenariet og hænger sammen med
udskiftningen af gammel, allerede fuldt afskrevet produktionskapacitet over de
næste 20 år. I scenariet for en stor andel af vedvarende energikilder, som
indebærer, at 97 % af elforbruget stammer fra vedvarende energikilder, bliver
priserne på elektricitet ved med at stige, men i et langsommere tempo – på
grund af høje kapitalomkostninger og antagelser om store behov for
balanceringskapacitet, oplagring og investeringer i forsyningsnet i
dette scenarie, hvor næsten 100 % af energien stammer fra vedvarende
energikilder. F.eks. vil elproduktionskapaciteten fra vedvarende energikilder i
2050 være dobbelt så stor som den nuværende samlede elproduktionskapacitet fra
alle kilder. En stor udbredelse af vedvarende energikilder er dog ikke
nødvendigvis ensbetydende med høje priser på elektricitet. Scenariet for høj
energieffektivitet og scenariet for diversificerede forsyningsteknologier
indebærer de laveste priser på elektricitet, og 60-65 % af elforbruget
stammer fra vedvarende energikilder, en stigning fra blot 20 % på
nuværende tidspunkt. I den sammenhæng skal det bemærkes, at priserne i nogle
medlemsstater for øjeblikket er kunstigt lave på grund af prisreguleringer og
subsidier. 5)
Husholdningsudgifterne stiger I alle scenarier, herunder scenariet for
nuværende tendenser, vil udgifter til energi og energirelaterede produkter
(herunder transport) sandsynligvis blive en vigtigere del af husholdningsudgifterne
og stige til ca. 16 % i 2030 og derefter falde til over 15 % i 2050[13]. Denne tendens vil også være
markant for små og mellemstore virksomheder (SMV'er). På lang sigt bliver de
stigende investeringsomkostninger til effektive apparater, køretøjer og
isolering mindre vigtige end de faldende udgifter til elektricitet og
brændstof. Omkostningerne omfatter brændstofomkostninger og kapitalomkostninger
såsom omkostninger til indkøb af mere effektive køretøjer og apparater samt
renovering af boliger. Hvis der imidlertid anvendes forordninger, standarder
eller innovative mekanismer til at fremskynde indførelsen af energieffektive
produkter og tjenester, vil det reducere omkostningerne. 6) Energibesparelser i hele systemet er
afgørende Der skal opnås meget betydelige
energibesparelser (jf. fig. 3) i alle
dekarboniseringsscenarier. Efterspørgslen efter primær energi falder i
forhold til spidsværdierne i 2005-2006 med 16-20 % inden 2030 og
32-41 % inden 2050. Væsentlige energibesparelser kræver større adskillelse
af økonomisk vækst og energiforbrug samt styrkede foranstaltninger i alle
medlemsstater og i alle økonomiske sektorer. 7) Andelen af vedvarende energikilder
stiger betydeligt Andelen af vedvarende energikilder stiger
betydeligt i alle scenarier og når op på mindst
55 % af det samlede bruttoenergiforbrug inden 2050, en stigning på 45 procentpoint
i forhold til det nuværende niveau på ca. 10 %. Andelen af vedvarende
energikilder i elforbruget når 64 % i scenariet for høj energieffektivitet
og 97 % i scenariet for en stor andel af vedvarende energikilder, som
indebærer, at en betydelig mængde oplagret elektricitet skal tilpasses til en
varierende forsyning fra vedvarende energikilder, også i tider med lav
efterspørgsel. 8) CO2-opsamling og -lagring
spiller en central rolle i forbindelse med omdannelse af systemet CO2-opsamling og ‑lagring (CCS) skal, hvis den markedsføres, i de fleste scenarier yde et
væsentligt bidrag. Den spiller en særlig stor rolle i scenarier med en
begrænset produktion af atomenergi og udgør her 32 % af elproduktionen og
har en andel på 19-24 % i andre scenarier med undtagelse af scenariet for
en stor andel af vedvarende energikilder. 9) Atomenergi yder et væsentligt bidrag Atomenergi skal
yde et væsentligt bidrag til energiomdannelsesprocessen i de medlemsstater,
hvor det tilstræbes. Den er fortsat en central kilde til CO2-besparende
elproduktion. Den største udbredelse af atomenergi ses i scenarierne for
forsinket CO2-opsamling og ‑lagring og diversificerede
forsyningsteknologier (hhv. 18 % og 15 % af det primære
energiforbrug), som medfører de laveste samlede energiomkostninger. 10)
Decentraliserede og centraliserede systemer interagerer i stigende grad Decentraliseringen af elforsyningssystemet og varmeproduktionen stiger som følge af en
større produktion af vedvarende energi. Som det fremgår af scenarierne, skal centraliserede
store systemer, såsom atom- og gaskraftværker, og decentraliserede systemer
i stigende grad arbejde sammen. I det nye energisystem skal der opstå en ny
konfiguration af decentraliserede og centraliserede store systemer, og de
kommer til at afhænge af hinanden, f.eks. hvis der ikke er tilstrækkelige
lokale ressourcer, eller de varierer over tid. Sammenhæng med en global klimaindsats Resultaterne af
dekarboniseringsscenarierne forudsætter alle, at der iværksættes en global
klimaindsats. Det er for det første vigtigt at bemærke, at EU's energisystem
har brug for store investeringer, også uden en ambitiøs
dekarboniseringsindsats. For det andet viser scenarierne, at en modernisering
af energisystemet vil medføre store investeringer i den europæiske økonomi.
For det tredje kan dekarboniseringen blive en fordel for Europa, som er tidligt
ude på det voksende globale marked for energirelaterede varer og
tjenesteydelser. For det fjerde er den med til at reducere EU's
importafhængighed og eksponering for svingende priser på fossile brændstoffer.
For det femte indebærer den væsentlige fordele i forhold til luftforurening og
sundhed. I forbindelse med
gennemførelsen af køreplanen skal EU imidlertid foretage en vurdering af
fremskridtene og de konkrete foranstaltninger i andre lande. EU's politik skal
ikke udvikles isoleret, men skal tage hensyn til den internationale udvikling,
f.eks. i forhold til CO2-emissioner og negative følger for
konkurrenceevnen. En eventuel afvejning mellem klimapolitikker og konkurrenceevne
udgør fortsat en risiko for nogle sektorer, særlig i lyset af fuld
dekarbonisering, hvis Europa skulle handle isoleret. Europa kan ikke opnå
global dekarbonisering på egen hånd. De samlede investeringsomkostninger
afhænger i høj grad af de politiske, lovgivningsmæssige og socioøkonomiske
rammer og den globale økonomiske situation. Eftersom Europa har et stærkt
industrielt grundlag og skal styrke dette, skal omdannelsen af energisystemet
undgå industrielle skævvridninger og tab, især eftersom energi
fortsat er en vigtig omkostningsfaktor for industrien[14]. Beskyttelsesforanstaltninger
mod CO2-emissioner skal holdes under nøje observation, for så vidt
angår foranstaltninger i tredjelande. Efterhånden som
Europa bevæger sig i retning af en større grad af dekarbonisering, vil behovet
for tættere integration med nabolandene og -regionerne og sammenkobling og
forbindelser mellem energinettene stige. Handels- og samarbejdsmulighederne
kræver lige vilkår uden for Europas grænser.
3.
Hvordan kommer vi fra 2020 til
2050? Udfordringer og muligheder
3.1.
Omdannelse af energisystemet
a) Energibesparelser og regulering af
efterspørgslen: alle har et ansvar Der skal fortsat primært
fokuseres på energieffektivitet. I alle dekarboniseringsscenarierne
prioriteres forbedringer af energieffektiviteten. De aktuelle initiativer skal
gennemføres hurtigt for at opnå forandringer. Hvis de gennemføres generelt på
hele området for ressourceeffektivitet, vil det endnu hurtigere medføre
omkostningseffektive resultater. Højere energieffektivitet
i nye og eksisterende bygninger er en central faktor. "Næsten
nulenergi-bygninger" skal være normen. Bygninger – herunder boliger –
kan producere mere energi, end de anvender. Produkter og apparater skal leve op
til de højeste standarder for energieffektivitet. I transportsektoren er der
brug for effektive køretøjer og incitamenter til adfærdsændringer. Forbrugernes energiregninger vil blive mere kontrollerbare og
forudsigelige. Med intelligente målesystemer og intelligente teknologier såsom
boligautomatisering får forbrugerne mere indflydelse på deres egne
forbrugsmønstre. Der kan opnås betydelige
effektivitetsforbedringer gennem tiltag vedrørende energirelaterede ressourcer
såsom genbrug, trimmet produktion og forlængelse af levetiden for produkter[15]. Husholdningernes og
virksomhedernes investeringer kommer til at spille en stor rolle i omdannelsen
af energisystemet. Der er afgørende brug for bedre adgang til kapital for
forbrugerne og innovative forretningsmodeller. Dette kræver også
incitamenter til adfærdsændringer såsom afgifter, tilskud eller
ekspertrådgivning på produktionsstedet, herunder også de økonomiske
incitamenter som følge af at energipriserne afspejler de eksterne omkostninger.
Energieffektivitet skal generelt være en del af de økonomiske aktiviteter,
herunder f.eks. udvikling af it-systemer og standarder for
husholdningsapparater. Lokale organisationer og byer kommer til at
spille en meget større rolle i fremtidens energisystemer. Der er behov for en
analyse af mere ambitiøse energieffektivitetsforanstaltninger og
omkostningsoptimale politikker. Energieffektiviteten skal leve op til sit
økonomiske potentiale. Herunder hører spørgsmålet om, i hvilket omfang
byplanlægning og fysisk planlægning kan bidrage til energibesparelser på
mellemlang og lang sigt, og hvordan man finder frem til det omkostningsoptimale
politiske valg mellem at isolere bygninger, så der er behov for mindre
opvarmning og køling, og systematisk at udnytte spildvarmen fra elproduktion i
kraftvarmeværker. En stabil ramme kræver sandsynligvis yderligere
energibesparende foranstaltninger, særlig frem mod 2030. b) Overgang til vedvarende
energikilder Analysen af alle
scenarierne viser, at vedvarende energikilder udgør den største andel af
energiforsyningsteknologierne i 2050. Derfor er den anden store forudsætning
for et mere bæredygtigt og sikkert energisystem en større andel af
vedvarende energi efter 2020. Alle dekarboniseringsscenarierne tyder på, at
andelen af vedvarende energi i 2030 vil stige til ca. 30 % af det samlede
bruttoenergiforbrug. Udfordringen for Europa bliver at sætte markedsaktørerne i
stand til at nedbringe omkostningerne til vedvarende energi gennem forbedret
forskning, industrialisering af forsyningskæden og mere effektive politikker og
støtteordninger. Dette kan kræve større konvergens i støtteordningerne og
større ansvar for systemomkostningerne blandt producenterne og
transmissionssystemoperatørerne. Vedvarende energikilder kommer til at være den
vigtigste del af energimikset i Europa, fra teknologisk udvikling til
masseproduktion og udbredelse i mindre til større omfang, integration af lokale
og mere fjerntliggende kilder, fra subsidierede til konkurrencedygtige. Den
foranderlige natur af de vedvarende energikilder kræver politiske ændringer,
sideløbende med at de videreudvikles. Incitamenterne skal i fremtiden, hvor andelen
af vedvarende energikilder stiger, blive mere effektive, skabe
stordriftsfordele, føre til mere markedsintegration og som følge heraf til
en mere europæisk tilgang. Dette skal baseres på udnyttelse af den
eksisterende lovgivnings fulde potentiale[16],
på de fælles principper for samarbejde blandt medlemsstaterne og nabolandene og
på eventuelle yderligere foranstaltninger. Mange teknologier for vedvarende energi skal
videreudvikles, for at omkostningerne nedbringes. Der er behov for at investere
i nye teknologier for vedvarende energi såsom havenergi, koncentreret solenergi
og anden- og tredjegenerations-biobrændstoffer. Der er også behov for at
forbedre eksisterende teknologier, f.eks. ved at gøre havvindmøller og deres
vinger større, så de fanger mere vind, og forbedre solcellefangere, så de
opsamler mere solenergi. Lagringsteknologierne er fortsat kritiske. Lagring er for øjeblikket ofte dyrere end yderligere
transmissionskapacitet, reservekapacitet til produktion af gas, mens
konventionel lagring baseret på vandkraft er begrænset. En mere effektiv
anvendelse heraf og mere konkurrencedygtige omkostninger kræver en forbedret
infrastruktur, som skal integreres i hele Europa. Med
tilstrækkelig sammenkoblingskapacitet og et mere intelligent forsyningsnet kan
håndteringen af den varierende vind- og solenergi i visse lokalområder også
imødekommes gennem vedvarende energikilder andre steder i Europa. Derved kan
behovet for lagring, reserve- og grundlastkapacitet reduceres. I den nærmeste fremtid kan
vindenergi fra de nordlige farvande og Atlanterhavet levere betydelige mængder
elektricitet til lavere omkostninger. I 2050 leverer vindenergi mere
elektricitet end nogen anden teknologi i scenariet for en stor andel af
vedvarende energikilder. På mellemlang sigt kan havenergi
yde et væsentligt bidrag til elektricitetsforsyningen. På samme måde kan vind-
og solenergi fra Middelhavslandene levere betydelige
mængder elektricitet. Muligheden for at importere elektricitet, som er
produceret af vedvarende energikilder i naboregioner, suppleres allerede af
strategier for anvendelse af medlemsstaternes komparative fordele som f.eks. i
Grækenland, hvor der udvikles store solenergiprojekter. EU vil fortsat tilskynde
til og fremme udviklingen af vedvarende energikilder og energikilder med lav CO2-udledning
i det sydlige Middelhavsområde og sammenkoblinger med europæiske
distributionsnet. Sammenkoblingerne med Norge og Schweiz vil også fortsat være
kritiske. EU vil ligeledes se på potentialet for de vedvarende energikilder,
som lande som Rusland og Ukraine tilvejebringer (navnlig biomasse). Vedvarende energi inden
for opvarmning og afkøling er af
afgørende betydning for dekarboniseringen. Der er brug for en overgang i
energiforbruget til lokalt producerede energikilder med
lav CO2-udledning (herunder varmepumper og forrådsvandvarmere) og
vedvarende energi (f.eks. solvarme, jordvarme, biogas, biomasse), også gennem
fjernvarmesystemer. Dekarboniseringen vil
kræve en stor mængde biomasse til varme, elektricitet og transport. I
transportsektoren vil der blive behov for en kombination af forskellige
alternative brændstoffer som erstatning for olie, med specifikke krav inden for
de forskellige transportformer. Biobrændstoffer bliver formentlig den primære
løsning i forbindelse med lufttransport, vejtransport over store afstande og
togtransport, hvis disse ikke kan elektrificeres. Der arbejdes løbende med at sikre bæredygtigheden (f.eks. indirekte ændring i arealanvendelsen). Markedsudbredelsen af ny bioenergi, som reducerer behovet
for land til fødevareproduktion, og som øger nettodrivhusgasbesparelserne
(f.eks. biobrændstoffer baseret på affald, alger, skovningsaffald), skal
fortsat fremmes. Efterhånden som
teknologierne modnes, vil omkostningerne falde, og den økonomiske støtte kan
reduceres. Samhandelen mellem medlemsstaterne og importen fra lande uden for EU
kan sænke omkostningerne på mellemlang til lang sigt. De eksisterende mål for
vedvarende energi synes at være velegnede til at sikre forudsigelighed for
investorerne, samtidig med at der opmuntres til en europæisk tilgang og
markedsintegration af vedvarende energi. c) Gas spiller en central rolle i
overgangen Gas vil blive afgørende
for omdannelsen af energisystemet.
Hvis kul (og olie) erstattes med gas på kort til mellemlang sigt, kan det være
med til at reducere emissionerne med de eksisterende teknologier indtil i hvert
fald 2030 eller 2035. Selv om gasefterspørgslen i f.eks. boligsektoren falder
med en fjerdedel indtil 2030 på grund af flere
energieffektivitetsforanstaltninger i boligsektoren[17], forbliver den gennem en længere periode høj i andre
sektorer som f.eks. elsektoren. I scenariet
for diversificerede forsyningsteknologier f.eks. tegner gasfyret elproduktion sig
for ca. 800 TWh i 2050, hvilket er lidt højere end de nuværende niveauer. I
takt med at teknologierne udvikles, kan gas komme til at spille en større rolle
i fremtiden. Gasmarkedet har brug for
mere integration, mere likviditet, mere diversificerede forsyningskilder og
mere lagringskapacitet, for at gas kan vedblive at være konkurrencedygtigt som
brændstof til elproduktion. Langtidsgasforsyningskontrakter kan fortsat være
nødvendige for at modsvare investeringer i gasproduktions- og
-transmissionsinfrastrukturer. Der er brug for mere fleksible prisformler og
for, at vi bevæger os væk fra ren olieindeksering, hvis gas skal blive ved med
at være et konkurrencedygtigt brændstof til elproduktion. De globale gasmarkeder
ændrer sig, navnlig gennem udvikling af skifergas i Nordamerika. Med flydende
naturgas (LNG) er markederne blevet mere globale, eftersom transporten er
blevet mere uafhængig af rørledninger. Skifergas og andre ukonventionelle
gaskilder er blevet potentielle vigtige nye forsyningskilder i Europa.
Sammen med den interne markedsintegration kan denne udvikling mindske
bekymringerne om afhængighed af gasimport. Da vi befinder os i en tidlig fase
af undersøgelsesprocessen, står det imidlertid ikke klart, hvornår de
ukonventionelle ressourcer bliver betydningsfulde. Efterhånden som den
konventionelle gasproduktion falder, bliver Europa afhængig af at importere
betydelige mængder gas som supplement til den indenlandske produktion af
naturgas og den potentielle udnyttelse af naturligt forekommende skifergas. Scenarierne er ret
konservative med hensyn til den rolle, gas spiller. De nuværende økonomiske
fordele ved gas giver rimelig sikkerhed for afkast til investorer samt lave
risici og dermed incitamenter til at investere i gasfyrede kraftværker.
Gasfyrede kraftværker kræver ikke så høje startinvesteringer,
kan opføres ret hurtigt og er relativt fleksible at drive. Investorer kan også
beskytte sig mod de risici, som knytter sig til prisudviklingen, idet gasfyret
elproduktion ofte fastsætter engrosprisen på elektricitet. Driftsomkostningerne bliver dog muligvis højere i fremtiden
end for CO2-fri løsninger, og gasfyrede kraftværker kan køre i færre
timer. Hvis der er mulighed for
CO2-opsamling og -lagring (CCS), og den anvendes i stor skala, kan
gas blive en CO2-besparende teknologi, men uden CCS kan gas på
længere sigt blive begrænset til at udgøre en fleksibel reserve og
balanceringskapacitet, hvis de vedvarende energiforsyninger er variable. For så vidt angår alle fossile brændstoffer, skal CO2-opsamling
og -lagring anvendes i elsektoren fra ca. 2030 og frem for at nå
dekarboniseringsmålene. CCS udgør også en vigtig mulighed for dekarbonisering
af flere tunge industrier og kan sammen med biomasse levere "CO2-negative"
værdier. CCS' fremtid afhænger i meget høj grad af offentlighedens accept og
passende CO2-priser. Den skal dokumenteres på tilstrækkelig vis i stort omfang, og der skal sikres investeringer i
teknologien i dette årti, hvorefter den skal tages i brug fra 2020, så den kan
gennemføres bredt inden 2030. d) Omdannelse af andre fossile
brændstoffer Kul indgår i EU i en diversificeret energiportefølje og
bidrager til forsyningssikkerheden. Med udviklingen af CCS og andre nye rene
teknologier kan kul fortsat spille en vigtig rolle i forhold til en bæredygtig
og sikker forsyning i fremtiden. Olie forbliver
sandsynligvis en del af energimikset, også i 2050, og vil primært forsyne dele
af passager- og godstrafikken over store afstande. Udfordringen for
oliesektoren er at tilpasse sig ændringer i olieefterspørgslen som følge af
overgangen til fornyelige og alternative brændstoffer og usikkerheden
vedrørende fremtidig forsyning og pris. Det er vigtigt for EU's økonomi, for de
sektorer, der er afhængige af raffinerede produkter som energikilder såsom den
petrokemiske industri, og for forsyningssikkerheden, at vi i EU bevarer
fodfæstet på det globale oliemarked og fortsat har en indenlandsk
raffineringskapacitet – som dog skal kunne
tilpasse kapacitetsniveauerne til den økonomiske virkelighed på et modent
marked. e) Atomenergi er en væsentlig faktor Atomenergi er en
dekarboniseringsløsning, som i dag
leverer det meste af den CO2-besparende elektricitet, der forbruges
i EU. Nogle medlemsstater mener, at de risici, der er forbundet med
atomenergi, er uacceptable. Siden ulykken i Fukushima har den offentlige
politik for atomenergi ændret sig i visse medlemsstater, mens andre fortsat
anser atomenergi for at være en sikker og pålidelig kilde til elproduktion med
lav CO2-udledning til en overkommelig pris. Sikkerhedsomkostningerne[18] og omkostningerne
til afvikling af eksisterende anlæg og bortskaffelse af affald vil
sandsynligvis stige. Nye atomteknologier kan bidrage til at løse affalds- og
sikkerhedsproblemerne. Analysen af scenarierne
viser, at atomenergi bidrager til lavere systemomkostninger og priser på
elektricitet. Eftersom der er tale om en omfattende løsning med lav CO2-udledning,
vil atomenergi forblive en del af EU's elproduktionsgrundlag. Kommissionen vil fortsat fremme den nukleare sikkerhed og de
sikkerhedsmæssige rammer og bidrage til at sikre lige vilkår for investeringer
i medlemsstater, som er villige til at bevare kernekraftløsningen i deres
energimiks. De højeste sikkerhedsstandarder skal sikres yderligere i EU
og globalt, hvilket kun kan ske, hvis EU bevarer sine kompetencer og sin
teknologiske førerposition. Det vil desuden ud fra et 2050-perspektiv blive
afklaret, hvilken rolle fusionskraft vil kunne spille. f) Intelligent teknologi, lagring og
alternative brændstoffer Uanset hvilken retning der vælges, viser
scenarierne, at brændstofmiks kan ændre sig væsentligt over tid. Meget afhænger
af tempoet i den teknologiske udvikling. Det står ikke klart, hvilke
teknologiske løsninger der kan udvikle sig, i hvilket tempo, med hvilke
konsekvenser og kompromiser. Men nye teknologier skaber nye muligheder i
fremtiden. Teknologi er en væsentlig del af
løsningen på dekarboniseringsudfordringen. Teknologiske fremskridt kan medføre
betydelig lavere omkostninger og økonomiske fordele. Oprettelse af
energimarkeder, som egner sig til formålet, vil kræve nye netteknologier. Der
skal ydes støtte til forskning og demonstration i industriel skala. På europæisk niveau skal EU bidrage direkte
til videnskabelige projekter og forsknings- og demonstrationsprogrammer
på baggrund af den strategiske energiteknologiplan for EU (SET-planen) og den
næste flerårige finansielle ramme, og især Horisont 2020, med henblik på at
investere i partnerskaber med industrien og medlemsstaterne for at demonstrere
og gennemføre nye, meget effektive energiteknologier i stort omfang. En styrket
SET-plan kan føre til omkostningsoptimale europæiske forskningsklynger i tider,
hvor budgetterne er stramme i medlemsstaterne. Fordelene ved at samarbejde er
betydelige, rækker ud over økonomisk støtte og er baseret på bedre koordinering
i Europa. Et
stadig vigtigere træk ved de nødvendige teknologiomlægninger er anvendelsen af
informations- og kommunikationsteknologier (ikt) i forbindelse med energi og
transport og intelligente applikationer i byer. Dette medfører konvergens i de
industrielle værdikæder for intelligente infrastrukturer og applikationer i
byer, som skal fremmes for at sikre den industrielle førerposition. Den digitale infrastruktur, som skal gøre forsyningsnettet intelligent,
vil også kræve støtte på EU-niveau gennem standardisering og forskning og
udvikling inden for ikt. Et andet område,
som har særdeles stor betydning, er overgangen til alternative brændstoffer,
herunder elektriske køretøjer. Dette skal støttes på europæisk niveau gennem
ændringer i lovgivningen, standardisering, infrastrukturpolitik og yderligere
foranstaltninger inden for forskning og demonstration, særlig vedrørende
batterier, brændselsceller og hydrogen, hvilket sammen med intelligente net kan
mangedoble fordelene ved elektromobilitet, både i forhold til dekarbonisering
af transportsektoren og udvikling af vedvarende energi. De andre primære
alternative brændstoffer er biobrændstoffer, syntetiske brændstoffer, metan og
flydende gas (LPG).
3.2.
Nytænkning af energimarkederne
a) Nye metoder til forvaltning af
elektricitet Der er visse nationale
begrænsninger med hensyn til valg af nationale energimiks. Vi har et fælles
ansvar for at sikre, at nationale beslutninger understøtter hinanden, og undgå
negative følgevirkninger. De grænseoverskridende virkninger på det indre marked
fortjener fornyet opmærksomhed. De skaber nye udfordringer i forhold til
at forsyne markederne med elektricitet i overgangsfasen hen imod et system med
lav CO2-udledning, som omfatter et højt energisikkerhedsniveau og
elforsyning til en overkommelig pris. Mere end nogensinde før skal det indre
marked udnyttes fuldt ud. Det er det bedste svar på
dekarboniseringsudfordringen. En af udfordringerne er behovet
for fleksible ressourcer i elforsyningssystemet (f.eks. fleksibel
produktion, lagring, efterspørgselsstyring), efterhånden som bidraget fra
periodisk produktion af vedvarende energi stiger. En anden udfordring er denne
produktions indvirkning på engrospriserne. De marginale omkostninger til
elektricitet fra vind- og solenergi er lave eller lig nul, og efterhånden som
disse energiformer udbredes i systemet, kan kontantpriserne på
engrosmarkedet falde og forblive lave i længere perioder[19]. Dermed reduceres
indtægterne for alle generatorer, også dem, som skal sikre, at der er
tilstrækkelig kapacitet til at tilfredsstille efterspørgslen, når der ikke er
nogen vind- eller solenergi til rådighed. Medmindre priserne er relativt høje
på disse tidspunkter, er disse anlæg muligvis ikke økonomisk levedygtige. Det
giver anledning til bekymring for prisvolatilitet og for investorerne for deres
evne til at indhente kapital og dække faste driftsomkostninger. Det vil blive mere og mere
vigtigt at sikre, at markedsordningerne omfatter omkostningseffektive løsninger
på disse udfordringer. Markedsadgangen skal sikres for fleksible
forsyninger af enhver art, efterspørgselsstyring og lagring samt produktion, og
den fleksibilitet skal belønnes på markedet. For alle typer af kapacitet
(variabel, grundlast, fleksibel) skal der forventes en rimelig forrentning af
investeringerne. Det er dog vigtigt at sikre, at den politiske udvikling i
medlemsstaterne ikke skaber nye hindringer for integration af
elektricitets- eller gasmarkedet[20].
Uanset om det drejer sig om energimikset, markedsordninger, langtidskontrakter,
støtte til produktion med lav CO2-udledning, minimumspriser på CO2
osv., skal der tages hensyn til virkningerne på det indre marked, som alle i
stigende grad er afhængige af. Vi har nu mere end nogensinde brug for
koordinering. Den energipolitiske udvikling skal fuldt ud tage hensyn til,
hvordan hvert enkelt lands elektricitetssystem påvirkes af beslutninger i
nabolandene. Samarbejde vil holde omkostningerne nede og garantere
forsyningssikkerheden. På baggrund af den tredje
pakke vedrørende det indre energimarked vil Kommissionen med bistand fra Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER) fortsat sikre, at de lovgivningsmæssige rammer
stimulerer markedsintegrationen, at der gives nok incitamenter til kapacitet
og fleksibilitet, og at markedsordningerne er klar til de
udfordringer, som dekarboniseringen bringer med sig. Kommissionen undersøger
effektiviteten af forskellige markedsmodeller for godtgørelse for kapacitet og
fleksibilitet, og hvordan de fungerer i samspil med stadig mere integrerede
engrosmarkeder og afbalancerede markeder. b) Integration af lokale ressourcer og
centraliserede systemer Udvikling af en ny,
fleksibel infrastruktur er en "no regrets"-mulighed og kan omfatte forskellige muligheder. Eftersom handelen med
elektricitet og udbredelsen af vedvarende energi stiger i næsten alle scenarier
frem til 2050, især i scenariet for en stor andel af vedvarende energikilder,
haster det med at indføre en passende infrastruktur til distribution,
sammenkobling og transmission over store afstande. Inden 2020 skal
sammenkoblingskapaciteten udvides, så den som minimum er på linje med de
aktuelle udviklingsplaner. Der er brug for en samlet stigning i
sammenkoblingskapaciteten på 40 % indtil 2020 samt yderligere efterfølgende
integration. Med henblik på en vellykket yderligere integration efter 2020 skal
EU fuldstændigt fjerne "energiøer" i EU inden 2015. Derudover skal
netværkene udvides og med tiden blive til synkroniserede forbindelser mellem
Kontinentaleuropa og Østersøområdet. Gennemførelsen af
eksisterende politikker på det indre energimarked og nye politikker såsom
forordningen om en energiinfrastruktur[21]
kan være med til at give EU mulighed for at imødegå denne udfordring. Den
europæiske 10-års-plan for infrastrukturbehov fra ENTSO'erne[22] og ACER udgør
allerede en mere langsigtet vision for investorerne og fører til et styrket
regionalt samarbejde. Der er behov for at udvide de nuværende
planlægningsmetoder til en fuldt ud integreret netplanlægning for transmission
(onshore og offshore), distribution, lagring og elmotorveje inden for en
potentielt længere tidsramme. Der er behov for en CO2-infrastruktur,
som ikke findes for øjeblikket, og planlægningen skal snart sættes i gang. Med henblik på at tilpasse
den lokale produktion af vedvarende energi skal distributionsnettet gøres
mere intelligent, så det kan håndtere forskellige former for produktion fra
mange distribuerede kilder, især solcelleenergi, men også den kraftigere
efterspørgselsreaktion. Med en mere decentraliseret produktion, mere
intelligente net, flere nye netbrugere (f.eks. elektriske køretøjer) og en
kraftigere efterspørgselsreaktion følger et større behov for et mere samlet
syn på transmission, distribution og lagring. Med henblik på at udnytte
elektricitet fra vedvarende energikilder i Nordsøen og Middelhavet er der behov
for en betydelig ekstra infrastruktur, især under vandet. ENTSO-E er allerede
inden for rammerne af North Seas Countries' Offshore Grid Initiative (NSCOGI) i
gang med at gennemføre undersøgelser af nettet i Nordvesteuropa, som forventes
færdiggjort i 2030. De skal indgå i ENTSO-E's udarbejdelse af en modulopbygget
udviklingsplan for et paneuropæisk system for elmotorveje frem til 2050. Der er behov for fleksibel
gaskapacitet til konkurrencedygtige priser for at støtte dekarboniseringen af
elproduktionen og integrere vedvarende energier. Nye gasinfrastrukturer, som
sammenkobler det indre marked langs nord-syd-aksen og forbinder Europa med nye
diversificerede forsyningskilder via den sydlige gaskorridor, vil være af
afgørende betydning for at fremme oprettelsen af velfungerende engrosmarkeder
for gas i hele EU.
3.3.
Mobilisering af investorer – en samlet og effektiv
tilgang til incitamenter inden for energisektoren
Fra nu og frem til 2050
skal der ske en omfattende udskiftning af infrastrukturen og kapitalgoderne i
hele økonomien, herunder forbrugsgoderne i borgernes hjem. Der er her tale om
meget omfattende startinvesteringer, som ofte giver et afkast over en længere
periode. Der er behov for tidligt at træffe
foranstaltninger inden for forskning og innovation. En samlet politisk ramme, som synkroniserer alle
instrumenter, lige fra forsknings- og innovationspolitikker til
udbredelsespolitikker, vil støtte disse foranstaltninger. Der er brug for massive
investeringer i infrastruktur. De øgede omkostninger i forbindelse med
forsinkelser, særlig i de senere år, skal fremhæves i anerkendelse af, at
endelige investeringsbeslutninger påvirkes af det generelle økonomiske og
finansielle klima[23].
Den offentlige sektor spiller muligvis en rolle som formidler af investeringer
i energirevolutionen. Den aktuelle usikkerhed på markedet medfører øgede kapitalomkostninger
til CO2-besparende investeringer. EU skal handle i dag og
begynde at forbedre vilkårene for finansiering i energisektoren. Priserne på CO2
kan give et incitament til
udbredelse af effektive, CO2-besparende teknologier i hele Europa.
Emissionshandelssystemet udgør den centrale søjle i EU's klimapolitik. Det er
indrettet således, at det er teknologineutralt, omkostningseffektivt og fuldt
ud foreneligt med det indre energimarked. Det skal spille en større rolle. Af
scenarierne fremgår det, at priserne på CO2 kan sameksistere med
instrumenter, som har til formål at nå bestemte energipolitiske målsætninger,
navnlig forskning og innovation, fremme af energieffektivitet og udvikling af
vedvarende energikilder[24].
Der er imidlertid brug for mere sammenhæng og stabilitet mellem EU og de
nationale politikker, for at EU's prissignaler kan fungere ordentligt. En højere pris på CO2
skaber stærkere incitamenter til investeringer i CO2-besparende
teknologier, men kan øge risikoen for CO2-emissioner. Disse CO2-emissioner
er især et problem for de industrisektorer, som er omfattet af global
konkurrence og globale prismønstre. Afhængig af foranstaltningerne i
tredjelande skal et velfungerende prisfastsættelsessystem for CO2
fortsat omfatte mekanismer såsom incitamenter til omkostningseffektiv
emissionsreduktion uden for Europa og afgiftsfrihed baseret på benchmarks for at
forhindre betydelige risici for CO2-emissioner.
Investeringsrisikoen skal
påhvile private investorer, medmindre der er klare grunde til det modsatte.
Nogle investeringer i energisystemet er i offentlighedens interesse.
Derfor kan der gives støtte til dem, der går forrest (f.eks. elektriske biler,
rene teknologier). En udvikling hen imod mere finansiering, som i højere grad
er skræddersyet, gennem offentlige finansieringsinstitutter såsom Den Europæiske Investeringsbank (EIB) eller Den Europæiske Bank for
økonomisk Genopbygning og Udvikling (EBRD) og
mobilisering af den kommercielle banksektor i medlemsstaterne kan også være med
til at få overgangen til at fungere. Private investorer vil
fortsat være vigtigst i en markedsbaseret tilgang til energipolitikken.
Forsyningsselskabernes rolle kan ændre sig væsentligt i fremtiden, navnlig hvad
angår investeringer. Mens forsyningsselskaberne tidligere kunne foretage mange
produktionsinvesteringer på egen hånd, hævder nogle, at dette er mindre
sandsynligt i fremtiden i betragtning af investeringernes omfang og
innovationsbehovene. Der skal skaffes nye langtidsinvestorer.
Institutionelle investorer kan komme til at spille en større rolle i
finansieringen af energiinvesteringer. Det samme gælder forbrugerne, hvilket kræver
adgang til kapital til rimelige omkostninger. Der kan fortsat være brug
for støtte (f.eks. energisubsidier) efter 2020 for at sikre, at
udviklingen og udbredelsen af nye teknologier fremmes på markedet, og den skal udfases, efterhånden som teknologierne og forsyningskæderne modnes, og
svaghederne på markedet afhjælpes. Offentlige støtteordninger
i medlemsstaterne skal være målrettede, forudsigelige, begrænsede i deres
anvendelsesområde og afbalancerede og omfatte udfasningsbestemmelser. Alle støtteforanstaltninger
skal gennemføres i overensstemmelse med det indre marked og de relevante
EU-regler om statsstøtte. Reformprocessen skal
gennemføres hurtigt for at sikre mere effektive støtteordninger. På længere
sigt vil CO2-besparende teknologier med en høj værditilvækst, hvor
Europa indtager førerpositionen, påvirke væksten og beskæftigelsen i positiv
retning. 3.4 Inddragelse af offentligheden
er afgørende Den sociale dimension af
energikøreplanen er vigtig. Overgangen vil påvirke beskæftigelsen og jobudsigterne
og kræve almen og faglig uddannelse og en mere energisk social dialog. Med
henblik på at forvalte forandringerne effektivt vil det blive nødvendigt at
involvere arbejdsmarkedets parter på alle niveauer i overensstemmelse med
rimelige overgangsprincipper og anstændige arbejdsprincipper. Der er brug for
mekanismer, som hjælper arbejdstagere, der står over for jobskift, med at
udvikle deres beskæftigelsesevne. Der skal opføres nye kraftværker og betydelig
flere anlæg til vedvarende energi. Der er brug for nye oplagringsfaciliteter,
herunder til CCS, flere ledningsmaster og flere transmissionslinjer. Særlig med
hensyn til infrastruktur er effektive godkendelsesprocedurer afgørende,
eftersom det er en forudsætning for at ændre forsyningssystemerne og gå i retning
af dekarbonisering i tide. De nuværende tendenser, hvor næsten alle
energiteknologier anfægtes, og deres anvendelse eller udbredelse forsinkes,
skaber alvorlige problemer for investorerne og bringer ændringerne af
energisystemet i fare. Der kan ikke leveres energi uden teknologi og
infrastruktur. Desuden er der omkostninger forbundet med renere energi. Der er
muligvis brug for nye prismekanismer og incitamenter, men der skal træffes
foranstaltninger til at sikre, at prisordningerne forbliver gennemsigtige og
forståelige for de endelige forbrugere. Borgerne skal informeres og inddrages i
beslutningsprocessen, mens teknologiske valg skal tage hensyn til lokalmiljøet.
Der skal foreligge redskaber til at reagere på
prisstigninger gennem energieffektivitet og et reduceret forbrug, særlig på
mellemlang sigt, hvor priserne sandsynligvis stiger, uanset hvilke politikker
der følges. Mens større kontrol over og reduktion af
energiregninger muligvis er et incitament, vil adgang til kapital og nye former
for energitjenester være afgørende. Sårbare forbrugere kan især have
brug for specifik støtte for at kunne finansiere de investeringer, der er
nødvendige for at reducere energiforbruget. Denne opgave bliver vigtigere, når
energiomdannelsen bliver en realitet. Et velfungerende indre marked og
energieffektivitetsforanstaltninger er særlig vigtige for forbrugerne. Sårbare
forbrugere beskyttes bedst mod energifattigdom ved, at medlemsstaterne
gennemfører EU's eksisterende energilovgivning fuldt ud og anvender innovative
løsninger for energieffektivitet. Eftersom
energifattigdom er en af kilderne til fattigdom i Europa, skal de sociale
aspekter af prisfastsættelse på energi afspejles i medlemsstaternes
energipolitik. 3.5 Gennemførelse af ændringer på
internationalt niveau I overgangsfasen indtil
2050 skal Europa sikre og diversificere sine forsyninger af fossile
brændstoffer og samtidig udbygge samarbejdet for at opbygge internationale
partnerskaber på et bredere grundlag. Efterhånden som Europa begynder at
efterspørge andet end fossile brændstoffer, og energiproducenterne udvikler
mere diversificerede økonomier, skal der i de integrerede strategier med de
nuværende leverandører tages hensyn til fordelene ved at samarbejde på andre
områder såsom vedvarende energi, energieffektivitet og andre CO2-besparende
teknologier. EU skal benytte lejligheden til at styrke samarbejdet med sine
internationale partnere i overensstemmelse med den nye dagsorden, der blev
fastlagt i september 2011[25].
Det er vigtigt, at overgangen styres i tæt samarbejde med EU's energipartnere,
navnlig vores naboer såsom Norge, Den Russiske Føderation, Ukraine,
Aserbajdsjan, Turkmenistan, Maghreb‑landene og Golf-staterne, samtidig
med at der gradvis oprettes nye energi- og industripartnerskaber. Dette er
f.eks. formålet med energikøreplan 2050 mellem EU og Rusland. Energi yder også
et vigtigt bidrag til udviklingspolitikken på grund af sin multiplikatoreffekt
på udviklingslandenes økonomier, og der skal fortsat arbejdes på at opnå
universel adgang til energi over hele verden[26]. EU skal udvide og diversificere forbindelserne
mellem det europæiske netværk og nabolandene med særlig fokus på Nordafrika
(med henblik på at udnytte Saharas
solenergipotentiale bedst muligt). EU skal også tage importen
af CO2-intensiv energi, navnlig elektricitet, op. Der er brug for et
forstærket samarbejde om at skabe lige vilkår, hvad angår
markeds- og CO2-bestemmelser, særlig for elsektoren, mens handelen
øges, og spørgsmålet om CO2-emissioner træder i forgrunden.
4.
Vejen frem
Energikøreplanen 2050 viser, at en dekarbonisering
er mulig. Uanset hvilket scenarie der vælges, opstår der en række "no
regrets"-muligheder, som kan reducere emissionerne på en effektiv og
økonomisk forsvarlig måde. En omdannelse af det
europæiske energisystem er afgørende af hensyn til klimaet, sikkerheden og
økonomien. Beslutninger, som træffes i dag, former allerede nu energisystemet
for 2050. For at foretage den nødvendige omdannelse af energisystemet i tide skal EU have meget større politiske ambitioner og en større
følelse af, at det haster. Kommissionen vil indgå i
drøftelser med de andre EU-institutioner, medlemsstaterne og interessenterne på
baggrund af denne køreplan. Kommissionen opdaterer den regelmæssigt,
genovervejer, hvad der er brug for i lyset af fremskridt og ændringer, og
påtænker en iterativ proces mellem medlemsstaterne, gennem deres nationale
politikker, og EU, som resulterer i, at der træffes hensigtsmæssige
foranstaltninger for at opnå en omdannelse af energisystemet, som medfører
dekarbonisering, større forsyningssikkerhed og øget konkurrenceevne til gavn
for alle. De samlede systemomkostninger til
omdannelse af energisystemet er ens i alle scenarier.
En fælles EU-tilgang kan være medvirkende til at holde omkostningerne nede. Energipriserne stiger over
hele verden. Køreplanen viser, at mens priserne stiger indtil ca. 2030, kan nye
energisystemer medføre lavere priser derefter. Forvridninger af det indre
energimarked, herunder gennem kunstigt lave priser, skal undgås, da det sender
de forkerte signaler til markederne og fjerner
incitamenterne til energibesparelser og andre CO2-besparende
investeringer – det ville bremse omdannelsen, som i sidste ende vil sænke
priserne på lang sigt. Samfundet skal forberede sig på og tilpasse sig til
højere energipriser i de kommende år. Sårbare kunder og energiintensive
industrier kan have brug for støtte i en overgangsperiode. Det klare budskab
er, at investeringer kan betale sig, for så vidt angår vækst,
beskæftigelse, energisikkerhed og lavere brændstofomkostninger. Omdannelsen
skaber et nyt grundlag for den europæiske industri og kan øge konkurrenceevnen. For at opnå dette nye energisystem skal
10 forhold være opfyldt: (1)
Den umiddelbare prioritet er at
gennemføre EU's Energi 2020-strategi fuldt ud. Al eksisterende
lovgivning skal anvendes, og de forslag, der for øjeblikket drøftes, navnlig
vedrørende energieffektivitet, infrastruktur, sikkerhed og internationalt
samarbejde, skal vedtages hurtigt. Vejen mod et nyt
energisystem har også en social dimension. Kommissionen
vil fortsat fremme social dialog og inddrage arbejdsmarkedets parter med
henblik på at fremme en fair overgang og en effektiv styring af forandringer. (2)
Energisystemet og samfundet som helhed skal være
meget mere energieffektivt. Sidegevinsterne ved at opnå
energieffektivitet i et bredere ressourceeffektivitetsperspektiv skal bidrage
til at opfylde målsætningerne hurtigere og mere omkostningseffektivt. (3)
Der skal fortsat lægges særlig vægt på at udvikle vedvarende
energier. Deres udviklingshastighed, virkning på markedet og hastigt
voksende andel af energiefterspørgslen kræver en modernisering af de politiske
rammer. EU's målsætning om 20 % vedvarende energi har indtil videre vist
sig at være en effektiv drivkraft for udviklingen af vedvarende energi i EU, og
der skal tages rettidigt hensyn til mulighederne for at nå milepælene for 2030. (4)
Større offentlige og private investeringer i F&U
og teknologisk innovation er afgørende for at fremskynde markedsføringen af
alle CO2-besparende løsninger. (5)
EU går ind for et fuldt ud integreret marked inden
2014. Ud over de tekniske foranstaltninger, som allerede er fastlagt, er der en
række lovgivningsmæssige og strukturelle mangler, som skal afhjælpes.
Det indre energimarked kræver gennemarbejdede markedsstrukturinstrumenter og
nye samarbejdsmetoder for at leve op til sit fulde potentiale, da der foretages
nye investeringer i energimarkedet, og energimikset ændrer sig. (6)
Energipriserne skal afspejle omkostningerne
bedre, navnlig til de nye investeringer, der er
nødvendige i hele energisystemet. Jo før priserne afspejler omkostningerne, jo
lettere vil omdannelsen være på lang sigt. Der skal lægges særlig vægt på
de mest sårbare grupper, for hvem det vil blive udfordrende at håndtere
omdannelsen af energisystemet. Der skal fastlægges særlige foranstaltninger på
nationalt og lokalt niveau for at undgå energifattigdom. (7)
Der skal opnås en følelse af, at det haster, og af
kollektivt ansvar i forhold til at udvikle en ny energiinfrastruktur og
lagringskapacitet i hele Europa og i nabolandene. (8)
Der indgås ingen kompromiser om sikkerheden for
hverken traditionelle eller nye energikilder. EU skal fortsat styrke de
sikkerhedsmæssige rammer og iværksætte internationale tiltag på dette
område. (9)
En bredere og mere koordineret EU-tilgang til internationale
energiforbindelser skal være normen, herunder en fordobling af
bestræbelserne på at styrke den internationale klimaindsats. (10)
Medlemsstaterne og investorerne
har brug for konkrete milepæle. Køreplanen frem mod en
lavemissionsøkonomi indeholder allerede milepæle for drivhusgasemissionerne. Næste skridt er at fastlægge den politiske ramme for 2030, som
med rimelighed kan forudses, og som står i fokus for de fleste nuværende
investorer. På den baggrund vil
Kommissionen fortsat iværksætte initiativer, begyndende med omfattende forslag
om det indre marked, vedvarende energi og nuklear sikkerhed næste år. [1] Det Europæiske Råd, oktober 2009. [2] KOM(2011) 112 af 8.3.2011. [3] KOM(2011) 144 af 28.3.2011. [4] Det Europæiske Råds ekstraordinære møde, den 4. februar
2011. [5] Det Europæiske Råd, den 8./9. marts 2007: En reduktion
af drivhusgasemissionerne på mindst 20 % i 2020 sammenlignet med 1990
(30 %, hvis de internationale betingelser er rigtige, Det Europæiske Råd,
den 10.-11. december 2009), besparelse på 20 % af EU's
energiforbrug sammenlignet med prognoserne for 2020, en andel på 20 % af
EU's energiforbrug fra vedvarende energikilder, en andel på 10 % inden for
transport. [6] Jf. "Energi 2020 – En strategi for
konkurrencedygtig, bæredygtig og sikker energi" – KOM(2010) 639, november
2010. [7] IEA (2011), World Energy Outlook 2011. [8] Den model, der anvendes til dette formål, er
PRIMES-modellen. [9] Jf. bilag "Scenarier for udvalgte
interessenter", herunder scenarier for Det Internationale Energiagentur,
Greenpeace/EREC, European Climate Foundation og Eurelectric. Yderligere
undersøgelser og rapporter er blevet analyseret nærmere, såsom den uafhængige
rapport fra den ad hoc-rådgivende gruppe for energikøreplan 2050. [10] Denne usikkerhed omfatter bl.a. tempoet i den økonomiske
vækst, omfanget af den globale indsats for at mindske klimaforandringer,
geopolitiske udviklinger, niveauet af de globale energipriser, dynamikkerne på
markederne, udviklingen af fremtidige teknologier, tilgængeligheden af
naturressourcer, sociale forandringer og offentlighedens opfattelse. [11] De europæiske samfund skal muligvis genoverveje den måde,
som energi forbruges på, f.eks. ved at ændre byplanlægning og forbrugsmønstre. Jf.
Køreplan for et ressourceeffektivt Europa (KOM(2011) 571). [12] Nærmere oplysninger om scenarierne kan ses i
konsekvensanalysen. [13] De omkostninger, der er forbundet med energisystemet i dag
og i 2050, er ikke direkte sammenlignelige. Mens renoveringsomkostningerne
indgår fuldt ud i omkostningsregnskabet, vedrører stigende huspriser aktiver og
kapitalformuer, som ikke er en del af energianalysen. Eftersom der i de
køretøjsomkostninger, som er medtaget, ikke kan skelnes mellem energirelaterede
og andre omkostninger, er der tale om et øvre skøn. [14] Det vurderes f.eks., at priserne på elektricitet i Europa
er 21 % højere end i USA eller 197 % højere end i Kina. [15] Der kan f.eks. spares over 5 000 petajoule energi i
EU (over tre års energiforbrug i Finland (SEK (2011) 1067). [16] Direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra
vedvarende energikilder. [17] På den anden side kan gasvarme være mere energieffektiv
end elektrisk opvarmning eller andre former for opvarmning med fossile
brændstoffer, hvilket betyder, at gas kan have vækstpotentiale i varmesektoren
i nogle medlemsstater. [18] Herunder de omkostninger, der opstår som følge af behovet
for at øge modstandsdygtigheden over for naturkatastrofer og menneskeskabte
katastrofer. [19] Denne situation behandles ikke i scenarierne: I
opstillingen af modeller er prismekanismen udformet således, at investorerne
modtager fuld godtgørelse (fuld dækning af deres omkostninger via priserne på
elektricitet), hvilket medfører en stigning i priserne på elektricitet på lang
sigt. [20] Fuld markedsintegration inden 2014, som fastsat af Det
Europæiske Råd den 4. februar 2011, understøttet af
infrastrukturudvikling og teknisk arbejde med overordnede retningslinjer og
netværksregler. [21] Forslag til forordning om retningslinjer for den
transeuropæiske energiinfrastruktur (KOM(2011) 658) og forslag til forordning
om oprettelse af Connecting Europe-faciliteten (KOM(2011) 665). [22] Europæisk net af transmissionssystemoperatører [23] Scenarierne i køreplanen frem mod en lavemissionsøkonomi
fra marts 2011 viser de meromkostninger, der er forbundet med forsinkede
foranstaltninger. Af IEA's World Energy Outlook 2011 fremgår det desuden, at
der på globalt niveau for hver 1 USD, som ikke investeres i elsektoren
inden 2020, skal bruges yderligere 4,3 USD efter 2020 for at kompensere
for de øgede emissioner. [24] Scenariet for aktuelle politiske initiativer resulterer i
en CO2-pris på ca. 50 EUR i 2050. I dekarboniseringsscenarierne
er den væsentlig højere. [25] Meddelelse om energiforsyningssikkerhed og internationalt
samarbejde (KOM(2011) 539). [26] "Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik:
En dagsorden for forandring" (KOM(2011) 637, 13. oktober).