MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET En samlet strategi for migration og mobilitet /* KOM/2011/0743 endelig */
Indledning Globaliseringen, den demografiske udvikling og
samfundsmæssige forandringer har indvirkning på Den Europæiske Union, dens
medlemsstater og lande rundt omkring i verden. De Forenede Nationer skønner, at
der på verdensplan er 214 millioner internationale migranter og yderligere 740 millioner
interne migranter. Der er 44 millioner tvangsfordrevne. Omkring 50 millioner
mennesker skønnes at leve og arbejde illegalt i udlandet[1]. Dialog
på globalt plan kan adressere nogle af de fælles udfordringer og anliggender.
Det er imidlertid på det regionale, nationale og lokale niveau, at den
enkelte og alle de berørte kan udnytte de muligheder, migrationen og
mobiliteten frembyder. Migrationen indtager nu en central plads
øverst på EU's politiske dagsorden. Det arabiske forår og begivenheder i den
sydlige del af Middelhavet i 2011 understregede yderligere EU's behov for en kohærent
og samlet migrationspolitik. Kommissionen har allerede fremlagt en
række politikforslag og operationelle foranstaltninger vedrørende migration, mobilitet,
integration og international beskyttelse i sine meddelelser af 4. og 24. maj
2011[2]. Disse
forslag blev godkendt uden forbehold af Det Europæiske Råd i juni i år[3], og EU
har siden da truffet umiddelbare foranstaltninger ved i starten af
oktober at indlede dialoger med Tunesien og Marokko om migration,
mobilitet og sikkerhed og ved at iværksætte de nødvendige forberedelser til at
indlede en dialog med Egypten. Der vil blive indledt lignende dialoger
med andre lande i den sydlige middelhavsregion, navnlig Libyen, så snart
den politiske situation tillader det. Dialogerne gør det muligt for EU og
partnerlandene at føre brede drøftelser om alle aspekter ved deres mulige
samarbejde om forvaltning af migrationsstrømmene og personers bevægelighed med
henblik på at etablere mobilitetspartnerskaber. Kommissionen påpegede i sin meddelelse af 4.
maj EU's behov for at styrke sin eksterne migrationspolitik ved at
etablere partnerskaber med tredjelande, der adresserer spørgsmål vedrørende
migration og mobilitet på en sådan måde, at samarbejdet er til gensidig gavn
for parterne. Til dette formål og under hensyn til Stockholmprogrammet og
handlingsplanen[4]
under dette program blev Kommissionen i Det Europæiske Råds junikonklusioner
opfordret til at fremlægge en evaluering af den samlede migrationsstrategi
og udstikke kursen til fastlæggelse af mere konsekvente, systematiske og
strategiske rammer for EU's forbindelser med alle relevante tredjelande. Dette
bør omfatte specifikke forslag til udvikling af EU's centrale partnerskaber,
idet EU's nabolande prioriteres under ét. Hertil kommer, at de europæiske lande på trods
af den nuværende økonomiske krise og arbejdsløshed står over for
arbejdsmarkedsmangler og job, der i visse sektorer ikke kan besættes af de nationale
arbejdsstyrker, f. eks. inden for sundhedssektoren, videnskab og teknologi. Den
langsigtede aldring i Europa forventes at halvere forholdet mellem personer i
den arbejdsdygtige alder (20-64 år) og personer på 65 og derover i de kommende
50 år. Migration er allerede af stor betydning i EU, og nettomigrationen bidrog
med 0,9 millioner personer eller 62 % af den samlede befolkningstilvækst i
2010. Alle indikatorer viser, at visse supplerende og specifikke kompetencer,
der er nødvendige i fremtiden, måske kun ville kunne findes uden for EU[5]. Dette har været konteksten for EU's samlede emigrationsstrategi siden
dens vedtagelse i 2005. Den blev fastlagt med henblik på at adressere alle
relevante aspekter ved migrationen på en afbalanceret og vidtspændende måde
i partnerskab med tredjelande. Den samlede strategi blev evalueret i første
halvdel af 2011 gennem en offentlig onlinehøring og flere specifikke
høringsmøder[6].
Høringerne bekræftede merværdien ved den samlede strategi og de værdifulde
resultater, den har givet. De viste også, at der var behov for øget
politikkohærens i forhold til andre politikområder og øget tematisk og
geografisk balance. Den samlede strategi bør derfor i større omfang afspejle EU's
strategiske mål og omsætte dem til konkrete forslag til dialog og
samarbejde, navnlig med nabolandene i syd og øst, Afrika, udvidelseslandene og
med andre strategiske partnere. For at høste de
fordele, en velforvaltet migration kan give, og adressere udfordringerne ved
nye migrationstendenser vil EU skulle tilpasse sine politikrammer. Denne
meddelelse redegør for en revideret samlet strategi for migration og
mobilitet (SSMM), der skal sikre, at dette mål nås.
1.
Centrale mål
Den
samlede strategi skal være mere målrettet og effektiv og være
karakteriseret ved en stærkere sammenhæng mellem og tilpasning til relevante
EU-politikker, og der skal ligeledes være en stærkere sammenhæng mellem disse
politikkers eksterne og interne dimensioner. Mobilitet for
tredjelandsstatsborgere på tværs af EU's eksterne
grænser er i den henseende af strategisk betydning. Den omfatter mange
forskellige situationer og grupper af personer, f.eks. korte besøg, turister,
studerende, forskere, forretningsfolk og besøgende familiemedlemmer. Der er
således tale om et meget bredere begreb end migration. Mobilitet og
visumpolitik hænger sammen, og der blev således i 2009 udstedt ca. 11 millioner
visaer af de medlemsstater, der udsteder Schengenvisaer. Som påpeget i
Kommissionens meddelelse af 4. maj 2011[7]
er visumpolitikken et vigtigt instrument i en fremsynet mobilitetspolitik. Det
er derfor nu nødvendigt at tage behørigt hensyn til sammenhængen mellem
EU-visumpolitikken for korte ophold, medlemsstaternes nationale politikker
vedrørende lange ophold og den samlede migrationsstrategi. Dette er én
væsentlig årsag til at udvide rækkevidden for denne politikramme, således at
den kommer til at omfatte mobilitet og bliver til en samlet strategi for
migration og mobilitet (SSMM). De
nuværende (og mulige kommende) visumdialoger, der er iværksat af EU, bør
derfor vurderes tilbundsgående inden for de bredere SSMM-rammer.
Formålet er at sikre, at partnerlandene inden lempelse eller fjernelse af
visumforpligtelser opfylder en række specifikke krav, herunder på områder som
asyl, grænseforvaltning og illegal migration. Denne proces kan sikre mobilitet
inden for sikre rammer. Den
samlede strategi skal i endnu højere grad knyttes sammen med og integreres i
EU's eksterne politikker. Den samlede strategi skal fastlægges inden for
de bredest mulige rammer og udgøre den overordnede ramme for EU's eksterne
migrationspolitik, og den skal supplere andre og bredere mål, der forfølges
med EU's udenrigspolitik og udviklingssamarbejdet[8]. Der
er gjort betydelige fremskridt i denne retning siden 2005, men der er behov for
en større indsats for fuldt ud at udnytte alle potentielle synergier mellem
disse politikker og i forhold til handelspolitikken. Den Europæiske Union og
dens medlemsstater bør udvikle strategier og programmer, der adresserer
migration og mobilitet, udenrigspolitik og udviklingsmål på en sammenhængende
og integreret måde. Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil bør
kunne lette anvendelsen af de forskellige EU-politikker og –redskaber på en
kohærent måde. SSMM'en er baseret på migrations- og
mobilitetsdialogerne, og de bør standardiseres mest muligt. De vil blive
gennemført som led i de bredere rammer for bilaterale forbindelser og bilateral
dialog (f. eks. strategiske partnerskaber, associeringsaftaler eller
partnerskabs- og samarbejdsaftaler, fælles samarbejdsråd eller
JLS-underudvalg). Dialogerne skal fortsættes både gennem regionale processer
og på bilateralt/nationalt plan med centrale partnerlande. Hvor det
er relevant, skal de gennemføres i overensstemmelse med den fælles udenrigs- og
sikkerhedspolitik. Dialogerne skal bygge på fortsat politisk styring
gennem møder på højt plan og højt embedsmandsplan, handleplaner,
samarbejdsinstrumenter og overvågningsmekanismer, hvor det er relevant. De bør
desuden fortsættes på lokalt plan, navnlig inden for rammerne af
politikdialogen/den politiske dialog, via EU-delegationerne. Migration og mobilitet inden for rammerne af Europa
2020-strategien tager sigte på at bidrage til EU's vitalitet og
konkurrenceevne. Det er en strategisk prioritet for Europa at sikre en
tilpasningsdygtig arbejdsstyrke med de nødvendige kompetencer, som med succes
kan ledsage de demografiske og økonomiske ændringer. Der er også et stort behov
for at gøre politikkerne til integrering af migranter på arbejdsmarkedet
mere effektive. De politikker, der anvendes nu, skal revideres og gøres mere
effektive, nu hvor EU står over for presserende arbejdsmarkedsudfordringer -
navnlig manglende kompetencer og alvorlige paradoksproblemer.
Arbejdsmarkedsstrategier til opfyldelse af behovene for og fremme af integrationen
af legale migranter bør drøftes med medlemsstaterne og indgå i dialogen med
partnerlandene, hvis der er gensidige interesser. Der skal også føres en dialog
med den private sektor og arbejdsgiverne for at undersøge, hvorfor det er
vanskeligt at besætte visse stillinger og for at undersøge mulighederne med en
politik for legal immigration, der er mere efterspørgselsafhængig. Muligheder
for at overføre sociale rettigheder og pensionsrettigheder kan også være
med til at lette mobilitet og pendlermigration og tilskynde til ikke at tage illegalt
arbejde, og de bør derfor forbedres. Tættere samarbejde mellem medlemsstaterne
om koordinering af socialsikring i forhold til tredjelande vil medvirke til
sikre fremskridt på dette område. Kommissionen har i 2012 til hensigt at
fremlægge en grønbog om politikker, der er nødvendige for en effektiv
inkorporering af den økonomiske migration i EU's strategiske overvejelser
omkring beskæftigelse og vækst. Uddannelse spiller en central rolle for en succesfuld integrering af migranter i
samfundet og på arbejdsmarkedet. Der skal gøres mere plads til politikker for
livslang læring i forbindelse med migration og mobilitet. Anbefalinger ·
Den samlede migrations- og mobilitetsstrategi (SSMM'en)
bør betragtes og fremmes som den overordnede ramme for EU's eksterne
migrationspolitik, der er baseret på et reelt partnerskab med tredjelande
og adresserer migrations- og mobilitetsspørgsmål på en vidtspændende og
afbalanceret måde. Der skal med SSMM'en tages hensyn til de muligheder
og udfordringer, som EU skal tage fat på med sin migrationspolitik, og
strategien skal omfatte støtte til partnere, således at de kan adressere
deres egne migrations- og mobilitetsprioriteter ud fra de givne regionale
omstændigheder og rammer. ·
SSMM'en bør tilvejebringe vidtspændende rammer for
forvaltning af migration og mobilitet sammen med partnerlandene på en måde, der
er kohærent og til gensidig gavn, gennem politikdialog og tæt praktisk
samarbejde. Den skal være et fast element i EU's overordnede udenrigspolitik,
herunder i udviklingssamarbejdet, og være i passende overensstemmelse
med EU's interne politikprioriteter. ·
SSMM'en skal hvile på migrations- og
mobilitetsdialoger. De udgør den grundlæggende proces, hvorved EU's
migrationspolitik omsættes til EU's eksterne forbindelser. De tager sigte på
udveksling af oplysninger, afgrænsning af fælles interesser og opbygning af
tillid og engagement som grundlag for operationelt samarbejde til gensidig gavn
for Den Europæiske Union og dens partnere. ·
SSMM'en bør gennemføres i fællesskab af
Europa-Kommissionen, EU-udenrigstjenesten, herunder EU-delegationerne, og EU's
medlemsstater – i overensstemmelse med de respektive institutionelle
kompetencer.
2.
Prioriterede emner
Mellemfolkelige kontakter gennem uddannelse,
handel og erhvervsaktiviteter, kulturel udveksling, turisme eller
familiemedlemmer, der aflægger besøg på tværs af landegrænser, præger i meget høj
grad den tid, vi lever i. God forvaltning af migration og mobilitet for
tredjelandsstatsborgere kan på daglig basis medvirke til at fremme udviklingen
for millioner af mennesker og herunder øge EU's konkurrenceevne og berige
EU-landene. Dette gør den samlede strategi til et centralt redskab for Den
Europæiske Union og dens medlemsstater. Med et stadigt mere globalt
arbejdsmarked for de højtuddannede er der allerede hård konkurrence om talent.
I dialogen og samarbejdet med tredjelande bør der også lægges vægt på, at der
er behov for kontrolleret migration og mobilitet. Uden velfungerende
grænsekontrol og mindre illegal migration og en effektiv politik for
tilbagevenden vil det ikke være muligt for EU at øge mulighederne for legal
migration og mobilitet. Legitimiteten for enhver politikramme hviler herpå.
Migranternes trivsel og integration afhænger i stor grad heraf. EU vil øge sin
indsats for at forebygge og begrænse menneskehandel. EU vil fortsætte med at
øge effektiviteten ved sine eksterne grænser under hensyntagen til fælles
ansvarlighed, solidaritet og øget praktisk samarbejde. EU vil også styrke sit operationelle
samarbejde om kapacitetsopbygning med sine partnerlande. EU og medlemsstaterne bør også gå i forreste
række med hensyn til at fremme global ansvarsdeling baseret på
Genève-konventionen om flygtninge og i tæt samarbejde med FN's Højkommissariat
for Flygtninge samt andre relevante agenturer og tredjelande. EU er allerede
aktivt engageret i at yde støtte til international beskyttelse, men den
eksterne dimension ved asyl skal have mere synlighed i samspil med EU's
partnere. Rådet påpegede i sine konklusioner også tilsagnet om at styrke
EU-asylpolitikkens eksterne dimension og understregede i den henseende
betydningen af regionale beskyttelsesprogrammer[9]. God forvaltning af migrationen vil også give
store udviklingsfordele. Erfaringerne viser, at migranthusholdninger kan
øge deres velfærd gennem muligheder i udlandet for at erhverve nye
kvalifikationer og erhvervsfaring. Migration og mobilitet kan også fremme udenlandske
direkte investeringer og handelsforbindelser, navnlig under hensyn til den
rolle diasporasamfundene spiller. De lande, som migranterne kommer fra, og
immigrationslandene har således en interesse i at arbejde sammen om at sikre
størst mulig gevinst ved overførsel af penge, knowhow og innovation. Man bør
fuldt ud anerkende de muligheder, migranterne har for at bidrage til
udviklingen i deres oprindelseslande, og dette potentiale bør søges udnyttet
ved en lang række foranstaltninger, men der bør også gøres bestræbelser for at
modvirke hjerneflugt og hjernespild og fremme hjernemobilitet. Disse fire emner – legal migration og
mobilitet, illegal migration og menneskehandel, international beskyttelse og
asylpolitik samt maksimering af migrationens og mobilitetens indvirkning på
udviklingen – bør indgå i SSMM'en som en af dens fire søjler. Hvis EU
skal bestræbe sig på mere systematisk at lette og forvalte migration og mobilitet,
bør dette sidstnævnte aspekt være synligt i søjlerne vedrørende legal migration
og migration og udvikling. Det er af central betydning at tage kampen op mod menneskehandel,
og det bør være en synlig dimension i forbindelse med søjlen vedrørende illegal
migration. Formålet med at anvende en vidtspændende tilgang under SSMM'en
berettiger til i højere grad at fokusere på international beskyttelse og
asyl som en af dens søjler. SSMM'en bør også fokusere på migranter. I bund og grund drejer forvaltning af migration sig ikke om
"strømme", "migrantunderlag" og "ruter", men
derimod om mennesker. For at være relevante, effektive og bæredygtige skal
politikkerne være udformet således, at de adresserer de berørte personers
forhåbninger og problemer. Migranter bør derfor have mulighed for at få adgang
til alle nødvendige oplysninger om deres muligheder, rettigheder og
forpligtelser. Kommissionen har åbnet en EU-indvandringsportal, som omfatter
denne type oplysninger og andre foranstaltninger. Migranternes menneskerettigheder har en tværgående dimension, som er af relevans for alle SSMM'ens fire
søjler. Der bør i særlig grad fokuseres på at beskytte og yde bistand til sårbare
migranter, f.eks. ikke-ledsagede mindreårige, asylsøgere, statsløse og ofre
for menneskehandel. Dette er også ofte en prioritet for migranternes
oprindelseslande. Respekten for EU's charter om grundlæggende rettigheder er et
vigtigt element i EU's migrationspolitikker. Konsekvenserne af initiativer om
grundlæggende rettigheder, der tages inden for rammerne af SSMM'en, skal
evalueres grundigt. Der vil også skulle gøres mere for at forklare EU's
lovgivning, herunder direktivet om en kombineret tilladelse, over for EU's partnere
og migranter. Den migrantcentrerede tilgang bør hvile på og
anvendes på grundlag af en styrket dialog med diasporaen, migrantgrupper
og relevante organisationer. Denne dialog bør omfatte
menneskerettighedsspørgsmål i relation til migranter i EU og, navnlig, i
tredjelande. Hvor det er hensigtsmæssigt, bør samarbejde om dette indgå i
dialog og samarbejde om alle fire søjler i SSMM'en. Med Stockholmprogrammet blev det endelig
anerkendt, at klimaændringerne udgør en global udfordring, som i
stigende omfang er årsag til migration og fordrivelse, og Kommissionen blev i
forbindelse med dette program opfordret til at fremlægge en analyse af dette
fænomen, som går længere end til at blot at se på dens potentielle indvirkning
på immigrationen i Den Europæiske Union. Det bør betragtes som en del af den
globale strategi at adressere miljøforårsaget migration, herunder ved tilpasning
til de negative konsekvenser af klimaændringer. Anbefalinger ·
SSMM'en bør hvile på fire lige vigtige søjler: (1) forvaltning
og fremme af legal migration og mobilitet (2) forebyggelse
og begrænsning af illegal migration og menneskehandel (3) fremme
af international beskyttelse og styrkelse af asylpolitikkens eksterne
dimension (4) maksimering
af migrationens og mobilitetens udviklingseffekt. ·
SSMM'en bør fokusere på migration. Den skal
være baseret på det princip, at migranten er i centrum for analysen og alle
foranstaltninger og skal gives mulighed for at opnå sikker mobilitet ·
Migranternes menneskerettigheder er et tværgående spørgsmål i SSMM'en, eftersom det er relevant for
alle fire søjler. SSMM'en bør styrke respekten for grundlæggende rettigheder og
menneskerettighederne for migranter i både oprindelses-, transit- og
immigrationslandene.
3.
Geografiske prioriteter
Den samlede strategi bør ikke begrænses i
geografisk henseende. Det er en generel strategi og en metode.
Hvad der vil være forskelligt i regionerne, er omfanget af strategiens
anvendelse og sammensætningen af de anvendte redskaber. EU bør sikre en
kohærent tilgang ved anvendelsen af disse instrumenter i overensstemmelse med
sine mål og sin overordnede politikdialog med tredjelande. Differentieringsprincippet
betyder, at EU vil søge et tættere samarbejde med de partnere, der deler
interesser med, og som er rede til at indgå gensidige forpligtelser i forhold
til EU og EU-medlemsstaterne. Nye initiativer vil blive evalueret i lyset af
EU's nuværende regionale og bilaterale prioriteter. Regionale
dialoger Der er med tiden blevet sat gang i et stort
antal regionale og subregionale dialog- og samarbejdsprocesser.
Visse af dem startede uden en direkte EU-forbindelse, men er gradvist blevet
udbygget og har nu en EU-dimension. Andre af dem vedrører kun et meget
begrænset antal EU-medlemsstater. Nogle af disse processer overlapper hinanden.
Dette er ikke holdbart - hverken set fra et politisk eller finansielt synspunkt
eller med hensyn til menneskelige ressourcer. Der er behov for en bedre
afgrænsning af de geografiske prioriteter, som er på linje med EU's
overordnede udenrigspolitik og afpasset efter de aktuelle tendenser i
migrationen mod Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Den første prioritet bør være EU's
nabolande, navnlig i det sydlige middelhav[10] og de
lande, der er omfattet af det østlige partnerskab[11], hvor
migrationen og mobilitetsdimensionerne er vævet tæt sammen med bredere
politisk, økonomisk, socialt og sikkerhedsmæssigt samarbejde med dialoger, der
finder sted både i regional kontekst og på bilateralt plan. Målet bør være
systematisk at bevæge sig frem mod stærke, tætte partnerskaber, der
bygger på gensidig tillid og fælles interesser, og som baner vejen for
yderligere regional integration. Hvad angår mere målrettede
migrationsdialogprocesser med et bredere geografisk sigte, bør der for det
andet i syd foretages en prioritering af det strategiske
EU-Afrika-partnerskab vedrørende migration, mobilitet og beskæftigelse[12]. Mod øst
bør hovedprioriteten være Pragprocessen[13]. Disse to processer vil skulle konsolideres
yderligere som de centrale regionale rammer for SSMM-dialogen. Dette bør
fremmes ved hjælp af passende støtteprogrammer. Disse regionale processer vil for det tredje
blive suppleret af eksisterende, specifikke subregionale processer, der
i videst muligt omfang skal tilpasses de overordnede rammer. I syd vedrører
dette Rabatprocessen[14]
(for det vestlige Afrika) og mulige yderligere subregionale rammer for Afrikas
Horn/Østafrika (skal undersøges yderligere). I øst er det nødvendigt at
adressere overlapningen mellem Prag- og Budapestprocesserne[15],
således at de supplerer hinanden bedre geografisk. Efter det
tyrkiske formandskabs initiativ i 2010 til at inkludere silkevejlandene
i Budapestprocessen, er den blevet endnu mere relevant for EU som en unik
platform for uformel dialog med centrale oprindelses- og transitlande. Det kunne
være på tide med en velplanlagt fornyet fokus for alle aktiviteter under denne
proces på silkevejlandene og muligvis andre asiatiske lande. Dialogen om migration mellem EU og landene i
Afrika, Vestindien og Stillehavet (EU-AVS-dialogen) vil endelig blive
udbygget med fokus på styrkelse af de operationelle aspekter ved gennemførelsen
af artikel 13 i Cotonou-samarbejdsaftalen. Migrationsdialogen mellem EU og
Latinamerika og den vestindiske region er af nyere dato, og den skal
føres videre for at tage hensyn til en stadigt vigtigere region. Man bør
undersøge måder, hvorpå der kan etableres et Bruxellesbaseret forum med henblik
på at gøre migrationsdialogen mellem EU og de relevante asiatiske lande
mere effektiv og vidtspændende, eftersom EU-Asien-dialogen om migration
forventes at blive stadigt vigtigere. Bilaterale
dialoger EU-udvidelsen forbliver en separat vej frem,
hvor en forpligtende proces hjælper kandidatlande og potentielle kandidatlande
med at tilpasse deres nationale politikker og lovgivningsrammer til
EU-lovgivningen. Tyrkiet og landene på Vestbalkan er i færd med
at udvikle tætte partnerskaber og samarbejde med EU om migration og mobilitet.
Dialogerne om migrations- og mobilitetsspørgsmål med disse lande er allerede
intense, og det vil de være frem til den egentlige tiltrædelse. Rusland er et
centralt partnerland for EU. Der er på det seneste gjort meget positive
fremskridt inden for migration og mobilitet gennem etablering af en dialog
mellem EU og Rusland om migration og fastlæggelse af fælles skridt inden for
rammerne af dialogen om visumliberalisering. Kommissionen foreslår at styrke migrations- og
mobilitetsdialogen og det operationelle samarbejde med store globale/regionale
økonomier i øst (Indien og Kina) og i syd (Nigeria og Sydafrika)
samt med andre udviklingslande, som EU deler gensidige interesser med, når der
anses at være mulighed herfor. Dialogen med industrialiserede lande som f.
eks. USA, Canada og Australien vil fortsætte med at fokusere på
udveksling af information om fælles prioriteter og strategier i relation til
global styring af migration og mobilitet. SSMM'en bør også have større geografisk
rækkevidde og relevans. Den bør derfor ikke kun fokusere på indvandring i EU,
men også adressere migration mellem regioner, migration inden for regioner og
mobilitet i andre dele af verden i de tilfælde, hvor det er relevant.
Selv om denne dimension ikke nødvendigvis har en direkte indvirkning på EU, kan
den imidlertid være meget relevant for visse af EU's partnere og dermed for
EU's overordnede politiske dialog og samarbejdet med sådanne lande. Den samlede strategi tilvejebringer også
egnede rammer til at adressere EU's rolle i forbindelse med styring af
global migration og mobilitet. Den samlede strategi gør det muligt for EU
at tale med én stemme om migrations- og mobilitetsspørgsmål på globalt plan,
navnlig inden for rammerne af det globale forum for migration og udvikling
(GFMD), samtidigt med, at man begynder at skabe brede alliancer frem mod
FN-dialogen på højt plan i 2013 og tiden derefter. Anbefalinger ·
SSMM'en bør have et egentligt globalt sigte.
Dialog og samarbejde om migrationsspørgsmål bør videreføres overalt på kloden
med alle interesserede og relevante partnere i overensstemmelse med
deres og EU's respektive prioriteter. ·
Der bør i forbindelse med SSMM'en foretages en høj
prioritering af regionale dialogprocesser. De tager sigte på at forbedre
dialog og samarbejde mellem oprindelseslande og transit- og bestemmelseslande
og skal dække alle gensidigt relevante spørgsmål og emner på migrations- og
mobilitetsområdet. Mens EU-partnerskabet forbliver en bred
hovedprioritet, bør de overordnede regionale rammer for syd være Afrika-EU-partnerskabet.
Mod øst bør det være Pragprocessen. Andre subregionale processer bør
tilpasses og strømlines i overensstemmelse hermed. ·
På bilateralt plan bør SSMM'en fokusere på et
relativt begrænset antal nøglepartnere. Disse bilaterale dialoger supplerer
de regionale processer og bør om muligt kobles sammen med aftaler, der dækker
hele spekteret for samarbejde mellem EU og det berørte land. ·
Der er med SSMM'en også mulighed for at adressere migration
inden for regionerne og mobilitet i andre dele af verden, når det i
forbindelse med dialogen konstateres, at det er relevant for at nå de
opstillede mål. SSMM'en bør også gøre det muligt for EU at indtage en mere
aktiv rolle i styringen af den globale migration.
4.
Gennemførelsesmekanismer
Der er siden 2005
ydet finansieringsstøtte til en værdi af 800 mio. EUR til ca. 300 migrationsrelaterede
projekter i tredjelande under Europa-Kommissionens forskellige tematiske og
geografiske finansielle instrumenter. Disse projekter omfatter store fælles
initiativer mellem Europa-Kommissionen og FN-agenturer, Den Internationale
Organisation for Migration (IOM) eller Det Internationale Center for Udvikling
af Migrationspolitik (ICMPD) og adresserer en lang række internationale
migrationsspørgsmål. Eksemplerne omfatter migrantservice- og ressourcecentrene
på Vestbalkan og i Asien, AVS-observationscenteret for migration, regionale
beskyttelsesprogrammer i Afrika og Østeuropa samt en lang række projekter, der
støtter gennemførelsen af mobilitetspartnerskaber i Østeuropa (Moldova og
Georgien) og Afrika (Kap Verde). Tidligere hvilede SSMM'en hovedsagelig på få
specifikke instrumenter: a) migrationsprofiler, som nu anvendes på verdensplan
i mere end 70 lande, b) migrationsmissioner, som har fundet sted i 17
tredjelande, c) samarbejdsplatforme etableret for en begrænset periode i
Etiopien og d) mobilitetspartnerskaber, der blev lanceret sammen med Moldova,
Kap Verde og Georgien og senest med Armenien. De er blevet udviklet gradvist,
men har uensartet relevans og betydning og ingen klar gensidig sammenhæng. EU's eksterne
migrationspolitik skal imidlertid også bygge på EU-lovgivning og retlige
instrumenter (indtil videre ni aftaler om visumlempelse og tretten
EU-aftaler om tilbagetagelse samt syv direktiver om legal og illegal
migration), politiske instrumenter (et stort antal politikdialoger, der
ofte er understøttet af handlingsplaner), operationel støtte og kapacitetsopbygning
(herunder via EU-agenturer som FRONTEX, EASO og ETF og organer for teknisk
bistand som f.eks. MIEUX og TAIEX[16])
og den omfattende program- og projektstøtte, der ydes til en lang
række interessenter, herunder civilsamfundet, migrantsammenslutninger og
internationale organisationer. SSMM'en er
baseret på hele dette spektrum af værktøjer og instrumenter, der bør anvendes struktureret og systematisk. Dette vil ske gennem skræddersyede
bilaterale partnerskaber, der vil blive forhandlet mellem EU og hvert enkelt
berørt prioriteret land. De første rammer er mobilitetspartnerskabet.
Mobilitetspartnerskabet er nået ud over pilotfasen og bør opgraderes og fremmes
som den vigtigste ramme for samarbejde om migration og mobilitet mellem Den
Europæiske Union og dens partnere med særlig fokus på EU's nabolande.
Forslaget om at forhandle et mobilitetspartnerskab skal lægges frem, når der er
gjort visse fremskridt med migrations- og mobilitetsdialogerne og under
hensyntagen til den bredere økonomiske, politiske og sikkerhedsmæssige
kontekst. Mobilitetspartnerskabet udgør en samlet ramme, der sikrer, at personbevægelserne mellem EU og
partnerlandene forvaltes hensigtsmæssigt. Mobilitetspartnerskabet samler alle
foranstaltningerne med henblik på at sikre, at migrationen og mobiliteten er
til gensidig gavn for EU og partnerlandene, og tager herunder også sigte på at øge
mulighederne for arbejdskraftmobilitet. Mobilitetspartnerskabet
er skræddersyet til partnerlandenes og EU-deltagernes fælles interesser og
anliggender. Det nye mobilitetspartnerskab sikrer visumlempelse baseret på en
tilbagetagelsesaftale, der forhandles samtidigt med partnerskabet. En mere
for mere-tilgang, der indebærer et element af konditionalitet, bør fortsat
anvendes som en måde til at øge gennemsigtigheden og fremskynde fremskridt hen
imod indgåelse af disse aftaler. EU og medlemsstaterne bør på frivillig basis
tilbyde en støttepakke af passende størrelse, der vedrører kapacitetsopbygning,
udveksling af oplysninger og samarbejde på alle områder af fælles interesse. Mobilitetspartnerskabet
vil bidrage til at sikre, at de nødvendige betingelser er til stede for velforvaltet
migration og mobilitet under sikre forhold. Under forudsætning af,
at de retlige instrumenter (aftaler om visumlempelse og tilbagetagelse) og
politiske instrumenter (politikdialog og handlingsplaner) anvendes effektivt,
vil EU kunne overveje at tage gradvise og konditionalitetsunderlagte skridt
frem mod visumliberalisering for enkelte partnerlande fra sag til sag under
hensyn til de generelle forbindelser med det pågældende partnerland. Et andet sæt alternative rammer kunne
være Den Fælles Dagsorden for Migration og Mobilitet (FDMM). FDMM'en er
en mulig løsning for partnerlande og for Den Europæiske Union og dens medlemsstater
i tilfælde, hvor begge sider ønsker at nå et højt samarbejdsniveau, men hvor den
ene af parterne ikke er rede til at påtage sig samtlige forpligtelser. Ligesom
det er tilfældet for mobilitetspartnerskabet, skal der for FDMM'en formuleres
en række fælles henstillinger, mål og forpligtelser med hensyn til dialog og
samarbejde, og den bør omfatte en pakke med specifikke støtteforanstaltninger,
der tilbydes af EU og interesserede medlemsstater. Hvis begge parter er enige,
kan FDMM'en i en senere fase opgraderes til et mobilitetspartnerskab. Begge sæt rammer etableres ved en fælles
politisk erklæring udarbejdet af EU og de interesserede medlemsstater på den
ene side og partnerlandet på den anden. De er begge baseret på gensidige
forpligtelser, men er formelt ikke-bindende. Anbefalinger ·
SSMM'en bør understøttes af et omfattende sæt
værktøjer og to partnerskabsrammer, der anvendes fleksibelt og
skræddersyet afhængigt af den overordnede politiske dialog mellem EU og
tredjelandet og både EU's interesser og partnerens interesser og behov. ·
Mobilitetspartnerskabet skal baseres på alle SSMM'ens fire søjler på en afbalanceret måde og
navnlig omfatte forpligtelser vedrørende aftaler om mobilitet, visumlempelse og
tilbagetagelse. Hvis det er hensigtsmæssigt, kan det også knyttes sammen med
bredere sikkerhedsspørgsmål. Samarbejdet vil blive understøttet med en
støttepakke, der er gearet til kapacitetsopbygning og samarbejde på alle
områder af fælles interesse. ·
Den Fælles dagsorden om Migration og Mobilitet
(FDMM) bør introduceres som alternativ ramme for at
aftale fælles henstillinger, mål og forpligtelser inden for rammerne af SSMM'ens
tematiske søjler. Den grundlæggende forskel i forhold til
mobilitetspartnerskabet er, at denne ramme ikke nødvendigvis kræver forhandling
af visumlempelses- og tilbagetagelsesaftaler. Hvis begge parter er enige, kan
FDMM'en i en senere fase opgraderes til et mobilitetspartnerskab. ·
Følgende værktøjer, som vil finde deres plads inden
for rammerne af mobilitetspartnerskabet og SSMM'en, kan anvendes i de
forskellige faser af dialogen og det operationelle samarbejde med EU-partnere: (1) Vidensværktøjer,
herunder migrationsprofiler, kortlægningsinstrumenter, undersøgelser,
statistiske beretninger, konsekvensvurderinger og undersøgelser på stedet (2) Dialogværktøjer,
herunder migrationsmissioner, -seminarer og -konferencer (3) Samarbejdsværktøjer,
herunder kapacitetsopbygning, samarbejdsplatforme, udveksling af eksperter, twinning-initiativer,
operationelt samarbejde og målrettede projekter og programmer.
5.
Operationelle prioriteter
EU's dialog og samarbejde med tredjelande bør
tage sigte på gennemførelse af en række prioriterede aktiviteter inden for hver
af SSMM'ens fire søjler. De enkelte operationelle aktiviteter bør være i tråd
med EU's geografiske prioriteter og i videst muligt omfang prioritere EU's
vigtigste partnerlande. Første søjle:
Forvaltning og fremme af legal migration og mobilitet EU-politikken for forvaltning og fremme af legal
migration og mobilitet inden for SSMM'en bygger på den forudsætning, at
arbejdsgiverne skal have flere muligheder for at finde de bedst egnede personer
til at besætte ledige stillinger på det samlede arbejdsmarked. Den har også til
formål at tilvejebringe nye europæiske beskæftigelsesmuligheder for talentfulde
personer fra hele verden, under behørig hensyntagen til medlemsstaterne
kompetence til at forvalte deres eget arbejdsmarked. Den Europæiske Unions dialog og samarbejde med
tredjelande bør afspejle udviklingen i EU's lovgivning om legal migration med henblik
på at øge adgangen til information om rettigheder og muligheder. Den bør tage
hensyn til partnerlandenes synspunkter og bekymringer og afgrænse fælles
interesser. Efterspørgslen efter kvalifikationer i EU bør være et område, hvor
man sammen med prioriterede partnerlande kan undersøge, om der er mulige komplementariteter. EU-lovgivningen om fastboende udlændinge,
familiesammenføring, studerende, forskere og højtkvalificerede personer har
harmoniseret betingelserne for indrejse og migranters rettigheder på visse
centrale områder, mens medlemsstaterne bevarer retten til at bestemme antallet
af migranter, de giver arbejdstilladelse. EU's direktiv om et blåt kort er
den første direkte EU-reaktion på mangelen på højtkvalificerede arbejdstagere. Direktiverne om sæsonarbejdere og om virksomhedsinterne
udstationerede, som begge har umiddelbar relevans for arbejdsmarkedet, er
under forhandling i Rådet og Europa-Parlamentet. Hermed indføres der en fælles,
forenklet og hurtigere procedure. Forslaget om sæsonarbejde omfatter også
beskyttelse mod udnyttelse og er relevant for mange partnerlande, særligt inden
for landbrug og turisme. Det andet spørgsmål tager sigte på under særlige
omstændigheder at give virksomheder, der er etableret uden for EU, ret til
midlertidigt at overføre ledere, eksperter og praktikanter fra tredjelande til
deres afdelinger og tilknyttede virksomheder i medlemsstaterne. Direktivet om en kombineret tilladelse, der forventes vedtaget snarligt af Europa-Parlamentet og Rådet, vil
medføre forenklinger ved at etablere én enkelt procedure og én enkelt
tilladelse. Det opstiller en liste over områder, hvor alle
tredjelandsstatsborgere med legalt ophold og legalt arbejde vil blive indrømmet
samme behandling som de pågældende medlemsstaters egne statsborgere. Mulige
revisioner af direktiver om forskere og studerende kan yderligere lette
indrejse, ophold og mobilitet i EU for disse grupper, som har afgørende
betydning for, at EU fremover kan bevare sin innovations- og konkurrenceevne. EU vil gennem dialog med sine partnere
forklare denne lovgivning med henblik på at lette dens gennemførelse. Hertil
kommer, at EU-indvandringsportalen er blevet etableret som et
onlineværktøj for tredjelandsstatsborgere, der er interesserede i oplysninger
om muligheder og nødvendige procedurer i forbindelse med flytning til EU, og
for dem, der allerede opholder sig i EU, og som ønsker at flytte fra en
medlemsstat til en anden. Hvis det er relevant, bør denne informationskilde
kombineres med foranstaltninger forud for afrejsen, der fokuserer på at
opgradere faglige kvalifikationer og kendskabet til EU-sprog. Effektiv integration, navnlig på
arbejdsmarkedet, er af stor betydning for at sikre, at både migranter og
modtagerlandene kan udnytte potentialet ved migration, herunder via stærkere diasporasamfund
og migrantiværksættere. Meddelelsen om den europæiske dagsorden for integration
af tredjelandsstatsborgere[17]
angiver nye tilgange og indsatsområder. Der bør i forbindelse med dialogen med
EU's partnere ses nærmere på den rolle, der spilles af diasporasamfund og
tværnationale netværk, f.eks. ved at forberede migranterne bedre på ophold i
medlemsstaterne. Europa 2020-strategien understreger behovet
for en særlig indsats for at tiltrække højtkvalificerede migranter i den
globale konkurrence om talent samt for at forbedre integrationen af personer
med migrantbaggrund i de europæiske samfund. Beskæftigelsesretningslinjerne
opfordrer medlemsstaterne til i behørig grad at prioritere integrationen af
migranter på EU's arbejdsmarkeder og fastsætter rammer for informationsdeling
og koordinering af beskæftigelsespolitikker. EURES-netværket giver
oplysninger om ledige job, men den offentlige arbejdsanvisning spiller også en
vigtig rolle ved at lette adgangen til beskæftigelse for mobile
arbejdstagere og vandrende arbejdstagere. Den Europæiske Socialfond (ESF)
yder finansiel støtte og bidrager til at øge migranternes andel i
beskæftigelsen. Der lægges endvidere særlig vægt på at styrke
EU's evne til at foregribe arbejdsmarkeds- og kvalifikationsbehov. Det
europæiske redskab til overvågning af ledige stillinger vil i 2012 blive
suppleret med en EU-oversigt over kvalifikationer, der giver opdaterede
prognoser over kvalifikationer, der er til rådighed, og arbejdsmarkedsbehov
frem til 2020. Hvad angår godkendelse af eksamensbeviser, kvalifikationer og
færdigheder i EU, er direktivet om erhvervskvalifikationer et centralt
instrument for mobilitet inden for EU, som også gælder for eksamensbeviser fra
tredjelande. Overkvalificering eller hjernespild er samtidigt et udbredt og
alvorligt problem for tredjelandsstatsborgere, som det er nødvendigt at tage
yderligere fat på. Med
hensyn til mulighederne for at overføre socialsikringsrettigheder stilles
personer bedre af EU's regler for socialsikringskoordinering, som også
beskytter erhvervede rettigheder for EU-borgere, der flytter inden for EU, samt
for alle tredjelandsstatsborgere med legalt ophold i EU, der flytter rundt
inden for EU. Der blev i oktober 2010 vedtaget seks rådsafgørelser om EU's
holdning vedrørende socialsikringskoordinering med Algeriet, Marokko, Tunesien,
Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Israel. Når afgørelserne
er formelt vedtaget af associeringsrådene, vil EU have skabt et begrænset
system for koordinering af ekstern socialsikring, som anvendes på personer –
både EU-statsborgere og statsborgere fra disse seks lande – som flytter til og
fra EU. Hertil kommer, at direktivet om en kombineret tilladelse, når det er
vedtaget, vil sikre alle vandrende arbejdstagere, som er omfattet af det, ret
til at eksportere deres erhvervede pensioner på samme vilkår og til de samme
satser som statsborgerne i de pågældende medlemsstater, når de flytter til et
tredjeland. Eftersom mobilitet for tredjelandsstatsborgere
hænger tæt sammen med den fælles EU-visumpolitik for korte ophold, bør
alle muligheder under visumkodeksen anvendes til at forenkle procedurer og øge
gennemsigtigheden. Lokalt Schengen-samarbejde og øget konsulatsdækning i
tredjelande burde forbedre tjenesternes kvalitet. Ved fremtidige revisioner af
EU-visumpolitikken bør der tages hensyn til håndgribelige fremskridt i
EU-dialogerne. Der bør endvidere gøres en større indsats for at sikre bedre
koordinering af tildeling af forskningsstipendier, stipendier,
praktikantprogrammer og udstedelse af de krævede visaer og/eller
opholdstilladelser for de pågældende forskere. Udveksling af praktiske oplysninger angående ansættelse, anerkendelse af kvalifikationer fra tredjelande,
matchning af kompetencer og arbejdsmarkedsformidling bør lettes gennem styrket
samarbejde mellem de offentlige arbejdsanvisninger i medlemsstaterne og
ved at opfordre dem til samarbejde med andre arbejdsanvisninger, f. eks.
private arbejdsanvisninger og sektororganisationer i EU-medlemsstaterne. Der
bør i den henseende tages hensyn til arbejde, der allerede er gjort med hensyn
til anerkendelse af udenlandske kvalifikationer af Det Europæiske
Erhvervsuddannelsesinstitut og ENIC-NARIC-netværket med henblik på
gennemførelse af Lissabonkonventionen om anerkendelse af kvalifikationer. Større mobilitet for studerende og forskere fra tredjelande kan også være en lovende vej frem mod at
tilfredsstille arbejdsmarkedsbehovene i Europa, hvis studerende f. eks. er i
stand til at arbejde efter afsluttede studier. Dette spørgsmål kan undersøges
yderligere under hensyn til medlemsstaternes kompetence og foranstaltninger til
at forebygge hjerneflugt, f. eks. gennem pendlermigration. Dette kan navnlig
ske ved bedre anvendelse af de eksisterende mobilitetspartnerskaber for at
femme og lette udvekslinger, af de nuværende internationale
mobilitetsprogrammer og, fra og med 2014, det kombinerede program for
uddannelse og ungdom og Horisont 2020 (det fremtidige program for forskning og
innovation). Der bør ydes støtte til etablering af institutionelle netværk
og universitetspartnerskaber i EU-medlemsstaterne og prioriterede partnerlande,
således at læseplaner og godkendelse heraf i højere grad er tilpasset
arbejdsmarkedsbehovene begge steder. EU bør støtte medlemsstaternes
bestræbelser for at udbygge deres bilaterale mobilitetsordninger for unge,
og de bør også gøres tilgængelige for mobilitetspartnerskabslande. Der bør inden for rammerne af
mobilitetspartnerskaber og FDMM'er etableres særlige migrations og
mobilitetsressourcecentre (MMRC'er) i partnerlandene. Disse centre
bør integreres i de relevante nationale myndigheder eller arbejdsanvisninger på
baggrund af erfaringer hidrørende fra mobilitetspartnerskabet mellem EU og
Moldova og CIGEM i Mali[18].
De skal fokusere på migranternes behov og bør 1) fungere som one stop
shop for enkeltpersoner, der søger oplysninger og støtte vedrørende
godkendelse af deres kvalifikationer, opgradering af kvalifikationer og
kvalifikationsbehov på nationalt eller regionalt behov eller i EU og 2)
tilvejebringe foranstaltninger forud for afrejse, tilbagevenden og
reintegration. EU-indvandringsportalen kan også være et nyttigt
informationsredskab i den forbindelse. MMRC'erne bør bistå de relevante
myndigheder i partnerlandene og EU-medlemsstaterne, herunder offentlige
arbejdsanvisningstjenester med henblik på at forbedre matchning af
arbejdskraftudbud og –efterspørgsel og understøtte positive
udviklingstendenser. På mellemlang sigt bør disse centre også knyttes sammen
med fælles visumansøgningscentre og med EU-delegationerne for at sikre bedre og
enklere visumprocedurer for særlige kategorier af tredjelandsstatsborgere. Indvandringsforbindelsesofficerernes netværk bør suppleres med migrationseksperter, herunder udsendte
nationale eksperter fra medlemsstaterne i EU-delegationer, som kan følge
migrationsanliggender fra et bredere, mere omfattende politikperspektiv end
konsulære tjenester normalt gør. Man bør udnytte enhver mulighed for at
inddrage EU-agenturer i sådanne udvekslinger af information og for at opnå
tættere samarbejde med tredjelande. Anbefalinger SSMM'en bør under den første søjle fokusere på følgende prioriteter: ·
Særlige mobilitetstilbud for unge, studerende,
kunstnere og kulturarbejdere, forskere og akademikere i form af supplerende stipendier,
stipendieprogammer, praktikantprogrammer og aftaler om mobilitet for unge.
Forpligtelse til fuldt ud at anvende og eventuelt at ændre direktiver om
studerende og forskere. ·
Fuld anvendelse af visumkodeksen og mulige
ændringer til forbedring af lokalt Schengensamarbejde og for at øge
konsulatsdækningen, hvor det er relevant, ved oprettelse af fælles
visumansøgningscentre. ·
Partnerskaber mellem institutioner
for videregående uddannelse for at fremme grænseoverskridende samarbejde og
udveksling ved samordning af læseplaner, certifikater og kvalifikationer
og ved at sikre effektiv anerkendelse heraf (gennem effektiv kvalitetssikring,
sammenlignelig og konsekvent anvendelse af EU-gennemsigtighedsværktøjer og
gennem sammenknytning af kvalifikationer til den europæiske referenceramme for
kvalifikationer) med henblik på at øge den langsigtede
arbejdsmarkedskomplementaritet. ·
Tilskyndelse af offentlige arbejdsanvisninger på
EU-plan til at overvåge rekrutteringsprocedurer og udveksle god praksis om matchning
af arbejdskraftudbud og –efterspørgsel blandt medlemsstater og partnerlande
og andre interessenter. ·
Der bør inden for rammerne af
mobilitetspartnerskaber og FDMM'er etableres særlige migrations og
mobilitetsressourcecentre (MMRC'er) i partnerlandene. De skal på
basis af oplysninger hidrørende fra EU-indvandringsportalen medvirke til at
gennemføre foranstaltninger forud for afrejse, der fokuserer på matchning af
færdigheder, opgradering af kvalifikationer og kendskab til EU-sprog i
samarbejde med de offentlige arbejdsanvisninger, EU-agenturer og andre
interessenter. Anden søjle:
Forebyggelse og begrænsning af illegal migration og menneskehandel Legitimiteten af alle rammer for migration og
mobilitet afhænger af effektiv imødegåelse af illegal migration. Sikker
migration undergraves af dem, der opererer uden for de legale rammer. Det er
afgørende, at der samarbejdes inden for EU, og det er også et afgørende mål at
styrke partnerskaber med tredjelande for at sikre, at mobilitet og migration
kan tilrettelægges på en hensigtsmæssig måde. Migration og mobilitet er integreret i den bredere
politiske, økonomiske, sociale og sikkerhedsmæssige kontekst. En bred
forståelse af sikkerhed betyder, at illegal migration også skal betragtes i
forbindelse med organiseret kriminalitet, retsstatsmangler og et retsvæsen, som
får næring fra korruption og mangelfuld lovgivning. Den Europæiske Union bør fortsætte med at give
prioritet til overførsel af kvalifikationer, kapacitet og ressourcer til
sine partnere for at forebygge og reducere menneskehandel, menneskesmugling og illegal
migration og for at styrke integreret grænseforvaltning. Inden for EU
bør gennemførelsen af direktiverne om tilbagevenden og
arbejdsgiversanktioner sikres og kombineres med andre relevante
foranstaltninger i et tættere samarbejde med tredjelande. Dialogen og samarbejdet med partnerne bør tage
sigte på at beskytte menneskerettighederne for alle migranter under hele migrationsforløbet.
Indsatsen bør rettes mod skrupelløse arbejdsgivere, og der bør gøres en indsats
for at forebygge og retsforfølge kriminalitet og krænkelser af
menneskerettigheder over for migranter. Der bør træffes foranstaltninger for at
sikre migranterne anstændige levevilkår i modtagelsescentre og for at undgå
arbitrær tilbageholdelse eller tilbageholdelse på ubestemt tid. Der bør være
særlig opmærksomhed omkring ikke-ledsagede mindreårige inden for rammerne af
den handlingsplan, der blev vedtaget i 2010. Mulighederne for med FRONTEX at
samarbejde med tredjelande bør udnyttes fuldt ud.
Indvandringsforbindelsesofficererne bør udvide deres udvekslinger af
oplysninger med deres partnere til at omfatte flere partnerlande. Der er behov
for et tættere samarbejde mellem de relevante EU-agenturer[19], som vil
gøre det muligt at sikre bedre udveksling af oplysninger angående migration og
organiseret kriminalitet. Det bliver stadigt mere klart, at dokumentsikkerhed
og identitetstyveri er områder, hvor et tættere samarbejde kan give
gensidige fordele. Hyppigt rejsende (forretningsfolk, regeringsembedsmænd,
studerende og forskere) fra partnertredjelande, der anvender biometriske
rejsedokumenter, og som har øget dokumentsikkerhed, kan tilbydes lettere adgang
til EU. Kommende kommissionsforslag om intelligente grænser, herunder et
indrejse-/udrejsesystem og et registreret program for rejsende, bør bane vejen
for en sådan udvikling. Sammenknytning af tilbagetagelsesaftaler og
visumlempelsesaftaler som en del af EU's eksterne migrationspolitik kan
være til fordel for tredjelande ved at muliggøre mobilitet, samtidigt med at
sikkerheden opretholdes og risikoen for illegal migration forebygges.
Tilbagetagelse og tilbagevenden bør være et fast element i SSMM'en.
Kommissionen vil fremme gennemførelse af landespecifikke initiativer til
overvågning af visse af gevinsterne. EU-politikken vedrørende menneskehandel
er præget af en holistisk tilgang med fokus på forebyggelse, retsforfølgelse af
kriminelle og beskyttelse af ofre. Dette samlede syn er i overensstemmelse med
en menneskerettigheds- og offercentreret tilgang, der tager hensyn til
kønsperspektivet. Den tager sigte på at forebygge denne kriminalitet og give
personer, der er reduceret til en form for slaver, en mulighed for at komme til
hægterne igen og blive genintegreret i samfundet. Menneskehandelen vil under
hensyn til Rådets henstillinger[20]
fortsat systematisk være inkluderet i relevante EU-aftaler og strategiske
partnerskaber med tredjelande samt i alle politiske dialoger om migration og
mobilitet. Der vil blive lagt vægt på en tilgang, der tager sigte på mange
forskellige interessenter på tværs af relevante politikområder.
Kapacitetsopbygning vil være et centralt element ligesåvel som efterlevelse af
internationale normer på dette område, navnlig ratificering og gennemførelse af
FN-konventionen om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet
og de tilhørende protokoller om menneskehandel og smugling af migranter. Den
nye integrerede strategi om menneskehandel (planlagt for 2012) vil sikre bedre
koordinering og mere kohærens blandt interessenterne. Anbefalinger SSMM'en bør under den anden søjle fokusere på følgende prioriteter: ·
Overførsel af kvalifikationer, kapacitet og
ressourcer til partnere for at forebygge og begrænse
menneskehandel, menneskesmugling og illegal migration med henblik på at sikre
tilbagevenden og fornyet indrejse samt styrke integreret grænseforvaltning. ·
Samarbejde om dokumentsikkerhed, der kan
bane vejen for visumlempelse for hyppigt rejsende fra prioriterede
partnerlande. ·
Initiativer, der skal sikre bedre beskyttelse af og
styrkede rettigheder for ofre for menneskehandel. ·
Nøje overvågning af EU-medlemsstaternes
gennemførelse af direktiver om tilbagevenden og arbejdsgiversanktioner i
tæt samarbejde med partnerne. ·
Strategisk anvendelse af nye muligheder for FRONTEX
og mere omfattende tematiske udvekslinger af oplysninger mellem EU-indvandringsforbindelsesofficerer
og samarbejdspartnere i flere partnerlande. Tredje søjle:
Fremme af international beskyttelse og styrkelse af asylpolitikkens eksterne
dimension EU bør fremme solidariteten med flygtninge og fordrevne personer,
og sådanne bestræbelser bør være en integrerende del af SSMM'en. EU bør udbygge
samarbejdet med relevante tredjelande for at styrke deres asylsystemer
og nationale asyllovgivning og sikre efterlevelse af internationale normer.
Dette kunne sætte disse lande i stand til at tilbyde bedre international
beskyttelse for asylansøgere og fordrevne personer, der forbliver i
oprindelsesregioner, som er præget af konflikter og forfølgelse. EU bør
tilskynde partnerlandene til at inkludere denne dimension i deres nationale
strategier til fattigdomsbekæmpelse, hvor det er hensigtsmæssigt. Der bør med
disse strategier også tages hensyn til forbindelserne mellem flygtninge og
fordrevne personer og lokalbefolkninger, i givet fald i overensstemmelse med
Stockholmprogrammet fra 2009, som understregede, at den eksterne asyldimension
skal styrkes, således at den bidrager mere effektivt til at løse langvarige
flygtningesituationer. EU bør også opmuntre tredjelande til at
adressere spørgsmålet om statsløse personer, som er en særligt sårbar gruppe,
ved at træffe foranstaltninger til at reducere omfanget af statsløsheden. EU
bør gøre en yderligere indsats for at fremme fastlæggelse af internationale
rammer for internt fordrevne – en anden særligt sårbar gruppe. EU bør samarbejde med sine partnere for at sikre bedre forbindelser
mellem international beskyttelse og udvikling. Man kan også gå videre med
udviklingen af begreber og foranstaltninger til at forbedre overgangen mellem
humanitær bistand og udviklingsbistand. Asylpolitikrammerne og beskyttelseskapaciteten i tredjelande skal
styrkes. Dette skal ske gennem udvidet samarbejde med tredjelande, herunder
under regionale beskyttelsesprogrammer (RBP'er). Et RBP i Nordafrika,
der omfatter Egypten, Tunesien og Libyen, er i den forbindelse et
bemærkelsesværdigt eksempel. EASO (det europæiske asylstøttekontor) skal
gradvist inddrages mere i opbygningen af asylkapaciteten i tredjelande,
herunder i støtten til genbosættelse. RBP'erne bør fremmes som det centrale instrument for denne nye søjle,
eftersom de har været anvendt for lidt indtil nu. Eksisterende RBP'er bør
styrkes, og der bør foreslås supplerende RBP'er, hvis det er relevant, herunder
som led i EU-migrationsdialoger med de berørte regioner og lande. RBP'erne bør
fortsat fokusere på opbygning af beskyttelseskapacitet og asylsystemer i
partnerlande og –regioner. Udviklingsprogrammer for flygtninge og internt
fordrevne og programmer til begrænsning af katastroferisici i disse regioner
bør fortsætte, og om nødvendigt, styrkes i overensstemmelse med og som et
supplement til RBP'erne. Genbosættelse bør indtage en vigtigere rolle i
de enkelte RBP'er som udtryk for international solidaritet og som et centralt
instrument til fortsat at søge bæredygtige løsninger i EU. For mange af de mest sårbare flygtninge er
genbosættelse den eneste mulige varige løsning. EU har på den baggrund
forberedt et fælles EU-genbosættelsesprogram med det mål at øge
genbosættelse i Europa, samtidigt med at der også gøres mere strategisk
brug heraf. Der bør være flere genbosættelsesmuligheder i EU sammen med flere
garantier for at flere genbosættelsessager behandles i det første asylland.
Dette kræver øget finansiering, fastlæggelse af procedurer og forbedret
logistisk og teknisk kapacitet. Anbefalinger SSMM'en bør
under den tredje søjle fokusere på følgende prioriteter: ·
RBP'er til styrkelse af
beskyttelseskapaciteten og asylsystemer i partnerlande og ‑regioner. ·
Støtte fra EASO til opbygning af
asylkapaciteten i tredjelande, herunder i form af støtte til genbosættelsesaktiviteter. ·
Øget genbosættelse i EU i samarbejde med
partnere. ·
Større indsats for at afhjælpe langvarige
flygtningesituationer, herunder målrettet bistand til fordrevne personer. Fjerde søjle:
Maksimering af migrationens og mobilitetens udviklingseffekt EU og det internationale samfund har gjort
store fremskridt med hensyn til at fremme de positive udviklingsresultater i
forbindelse med migration. Der er gjort store fremskridt med hensyn til at
styrke den positive effekt af emigranternes pengeoverførsler og frivillige
initiativer. Det er imidlertid også nødvendigt i partnerskaber at tage fat på
de negative konsekvenser som f. eks. hjerneflugt, sociale omkostninger
og afhængighed af udenlandske arbejdsmarkeder. Procedurerne for at få adgang
til det begrænsede antal muligheder for legal migration er ofte uigennemsigtige
og overbureaukratiske. Mange migranter vender sig derfor mod uformelle
formidlere, som ofte har forbindelse til organiseret kriminalitet. Migranterne
udsættes ikke kun for flere risici, misbrug og udnyttelse, men også for, at
deres opsparingsmuligheder begrænses. Migration i og mellem regioner i udviklingslande overskrider langt migrationen til EU. Denne
syd-syd-migration giver ofte migranterne fordele i form af bedre jobmuligheder
og højere indtægter, end de har adgang til hjemme hos sig selv. Også her er
mange migranter imidlertid udsat for udnyttelse, misbrug og skuffelser.
Hververe, formidlere, arbejdsgivere eller organiserede bander kan alle udnytte
uvidende migranter. Oplysninger og støtte, der kan medvirke til at beskytte
migranternes rettigheder, er derfor af stor betydning. EU kan hjælpe
migranterne med at flytte på en ordnet måde og vende hjem med de ressourcer og
kvalifikationer, som deres oprindelseslande har så stor brug for[21]. Den Europæiske Union og dens partnerlande er
nået langt med hensyn til at gøre pengeoverførsler billigere, mere
gennemsigtige, mere konkurrencedygtige og mere pålidelige. Halvårlige rapporter
om politikkohærens til fremme af udvikling har i EU styrket strategier, der
involverer hele statsapparatet. Inddragelsen af diasporaorganisationer
i udviklingen af deres oprindelseslande har været fremmet – senest gennem
støtte ydet til etablering af en EU-dækkende diasporaplatform. Større
inddragelse af diaspora- og migrantgrupper kan også bidrage til at nå
målet med den reviderede SSMM med henblik på mere systematisk at adressere migrantrettigheder
og styrkelse af migranternes rettigheder. Bestræbelser for at afhjælpe hjerneflugt
er blevet fremmet gennem støtte til WHO's adfærdskodeks vedrørende
international ansættelse af sundhedspersonale. EU bør fremme medlemsstaternes
bestræbelser for at lette pendlermigration for sundhedspersonale, således at de
pågældende kan erhverve viden til fordel for både oprindelseslandene og
bestemmelseslandene. EU's direktiv om det blå kort giver medlemsstaterne
mulighed for at afvise ansøgninger for at sikre etisk ansættelse og sætter
Kommissionen i stand til at overvåge anvendelsen af direktivet med henblik på
afhjælpe hjerneflugt. EU bør øge sin støtte til kapacitetsopbygning
i partnerlande. Koordineringen af og kohærensen mellem nationale
migrations- og udviklingspolitikker og forbindelser til jobskabelse og
politikker for uddannelse, sundhed og boliger bør styrkes. I den nogle gange
overoptimistiske debat om win-win-potentialet skal der også tages behørigt
hensyn til de negative sider ved migrationen, navnlig de sociale
omkostninger og risikoen for, at husholdninger bliver afhængige af de
penge, der sendes hjem. Partnerregeringerne kunne modtage EU-bistand til
etablering af nationale rammer for overførsler af pensioner fra udlandet under
behørig hensyntagen til medlemsstaternes kompetence på dette område. Succesfuld inddragelse af migration i
udviklingspolitikker kræver, at den bliver en integrerende del af en lang
række sektorpolitikker (for landbrug, sundhed, uddannelse m.m.). Sideløbende
hermed bør man fremme migrationsrelaterede initiativer. Den ofte stadigt
begrænsede bevidsthed blandt fagfolk om migrationsspørgsmålenes relevans for udvikling
bør adresseres – både i EU og partnerlandene. Det er i den henseende vigtigt at
integrere udfordringer vedrørende migration inden for regionerne som et af områderne
under SSMM'en, således at migrationens potentielt positive rolle i regionalt
samarbejde og udvikling kan identificeres behørigt og styrkes. Partnerlandene
bør også være mere opmærksomme på deres muligheder for at øremærke
udviklingsfinansiering til migrationsrelaterede initiativer i de nationale
vejledende programmer, som fastlægger deres udviklingssamarbejde med EU. Denne
forbindelse bør styrkes inden for rammerne af udviklingspolitikken. Politikkohærensen
kan også styrkes ved udvidede migrationsprofiler, som i stigende grad
anvendes til at tilvejebringe et bedre og mere varig vidensgrundlag vedrørende
forbindelsen mellem migration og udvikling. De samler alle interessenter i en
landespecifik proces med henblik på at identificere og adressere datamangler og
–behov vedrørende de nuværende migrationsmønstre, arbejdsmarkedstendenser,
lovgivnings- og politikrammer, information om overførselsstrømme, diasporaer og
andre udviklingsrelaterede data. Det bør være partnerlandet, der har
ejerskabet, og der bør sikres bæredygtighed gennem passende kapacitetsopbygning. Anbefalinger SSMM'en bør
under den fjerde søjle fokusere på følgende prioriteter: ·
Fremme af WHO's regler for international
ansættelse af sundhedspersonale og overvågning og kontrol med anvendelsen af
EU-direktivet om det blå kort med henblik på at mindske hjerneflugt. ·
Man skal undersøge mulighederne for at indføre investeringsforanstaltninger
for diasporaen, der kan kanalisere dennes frivillige bidrag og tilføje
EU-ressourcer med henblik på at fremme udviklingsorienterede initiativer og
investeringer i prioriterede lande som f.eks. i det sydlige middelhavsområde. ·
Partnerskaber mellem den private og den
offentlige sektor, der kan inddrage migrantiværksættere
og –SMV'er i handel, investering og overførsel af færdigheder mellem
EU-medlemsstater og partnerlande. ·
Evaluering af nytten af et forum for årlige
overførsler og henstillinger ved udgangen af 2012 på grundlag af en
undersøgelse af mulighederne for at oprette en fælles EU-portal for
overførsler. ·
Bistand til partnerlande med hensyn til identificering
og overvågning af autoriserede hvervningsvirksomheder med henblik på at
stille migranterne bedre, navnlig med henblik på at lette pendlermigration.
6.
Rapportering og overvågning
Succesfuld gennemførelse af SSMM'en afhænger
af passende finansiering. Geografiske og tematiske finansielle
instrumenter forbliver af central betydning for det eksterne samarbejde og
vil skulle anvendes bredt og sammenhængende, idet der tages udgangspunkt i
erfaringerne med f. eks. det tematiske program for migration og asyl
(2007-2013). Den fremtidige programmering og tildeling under EU's eksterne
instrumenter bør fortsat bidrage til de mål, der er opstillet for SSMM'en,
samtidigt med at der er overensstemmelse med de samlede mål og regler for
disse. Ud over disse eksterne instrumenter og i tråd
med subsidiaritets- og komplementaritetsprincippet bør EU's kommende asyl-
og migrationsfond og den interne sikkerhedsfond (som navnlig
vedrører grænseforvaltning) også kunne bidrage til finansiering af SSMM'en.
Disse fonde vil være af særlig relevans for aktiviteter, der i første række
tjener EU's interesser, men gennemføres i tredjelande. De skal derfor dels
anvendes til specifikke aktiviteter, der supplerer dem, som finansieres under
geografiske eller andre instrumenter, for at undgå overlapning, dels anvendes i
overensstemmelse og sammenhæng med udenrigspolitiske retningslinjer og/eller
udviklingspolitiske formål. Medlemsstaterne
bør fortsatte med at bidrage direkte til finansiering af SSMM'en, f. eks. når
de anvender den i deres bilaterale samarbejde, når de går ind i regionale
processer og deltager i mobilitetspartnerskaber og fælles dagsordener med
prioriterede partnere. Selv om SSMM'en er centreret omkring forbindelser mellem
EU og partnerregeringer, er civilsamfundets rolle også vigtig for
gennemførelse af specifikke initiativer. Denne rolle bør være afspejlet i de
finansielle og kontraktuelle foranstaltninger. Gennemførelsen af SSMM'en bør endelig være
effektiv og omfatte en overvågningsproces. Der bør hvert andet år – med start i
juni 2013 - vedtages en SSMM-rapport. Den bør baseres på oplysninger fra
medlemsstater, EU-delegationer, EU-agenturer og partnerlande, og Kommissionen
får sammen med EU-udenrigstjenesten ansvaret for dens udarbejdelse. Rapporten skal evaluere opfyldelsen af de
politikmål, der redegøres for i denne meddelelse, og dække alle de vigtigste
EU-dialog og –samarbejdsprocesser. Den vil herunder vurdere de fremskridt, der
er gjort med hensyn til SSMM'ens fire søjler og de anvendte redskaber og
instrumenter under anvendelse af en sammenlignelig evalueringsmetode, der kan registrere
udviklingen hen ad vejen. Rapporten vil vurdere om målene er nået og indeholde
anbefalinger. Der bør indsamles og systematisk videreformidles oplysninger om
fremskridt med de forskellige dialoger, mobilitetspartnerskaber og FAMM'er,
herunder på en særlig SSMM-hjemmeside (med et offentligt interface og et
EU-internt interface, som også bør munde ud i udvikling af et netværk af
EU-kontaktpunkter). Der bør til det formål etableres et specifikt SSMM-støtteprojekt. Anbefalinger ·
SSMM'en bør fortsat understøttes af en blanding
af finansielle instrumenter, der styrker hinanden gensidigt, og
tilvejebringes af både EU og EU-medlemsstaterne. ·
På EU-plan bør disse instrumenter omfatte geografiske
og tematiske eksterne instrumenter, den kommende asyl- og
migrationsfond og den kommende interne sikkerhedsfond. ·
For at sikre gennemsigtighed og forbedre
gennemførelsen bør resultaterne hidrørende fra SSMM'en fremlægges i en
halvårlig statusrapport og videreformidles yderligere via et særligt
websted. Konklusioner EU berøres af en lang række udfordringer og
muligheder på migrations- og mobilitetsområdet. For at øge velstanden i Den
Europæiske Union er den nødt til at blive mere konkurrencedygtig ved at
tiltrække talent og investeringer. For at forvalte mobiliteten under sikre
vilkår er EU nødt til at videreføre sin prioriterede dialog og sit samarbejde
med partnerlande blandt både EU's nabolande og andre lande. For at yde
international beskyttelse til dem, der har behov for det, og for at forbedre
den udviklingsmæssige virkning af migration og mobilitet for dens partnere skal
Den Europæiske Union være en ledende spiller inden for den globale styring. Kommissionen har tillid til, at de
politikforslag og operationelle foranstaltninger, der foreslås i denne meddelelse,
vil gøre det muligt for EU og EU-medlemsstaterne at tage disse udfordringer op. På baggrund af de omfattende politiske og
retlige rammer for migration og mobilitet, Kommissionen fremlagde i sine
meddelelser af 4. og 24. maj 2011, og seks års erfaringer med gennemførelse af
den tidligere strategi, er Kommissionen overbevist om, at det nu er på tide, at
EU overvejer, hvordan dette grundlag kan konsolideres som den overordnede
ramme for EU's eksterne migrationspolitik. For at nå dette mål skal SSMM'en
være et fast element i EU's overordnede udenrigspolitik, herunder i udviklingssamarbejdet,
og være i bedre overensstemmelse med EU's interne politikprioriteter. I
overensstemmelse med Lissabontraktaten vil EU skulle tale med én stemme – også
når der er tale om EU's eksterne migrationspolitik. For at strukturere og lette denne proces har
EU behov for en aftalt strategisk politikramme, der er klar, kohærent og nem at
videreformidle. Unionen vil kun blive bedre udstyret til at forvalte migration
internt og globalt, hvis den yderligere styrker sin dialog og sit samarbejde
med partnerlande. Efter Kommissionens opfattelse udgør den nye
samlede EU-strategi for migration og mobilitet (SSMM'en) den strategiske ramme,
der er nødvendig for at tilføre EU's og medlemsstaternes indsats på dette
område merværdi. Den kan adressere EU's interesser og aspirationer på
migrations- og mobilitetsområdet med større virkning og mere effektivt end de
enkelte medlemsstater. Den kan være til vigtig støtte for og sætte gang i
medlemsstaternes bilaterale og nationale politikker på dette område.
Kommissionen, EU-udenrigstjenesten og medlemsstaterne skal arbejde tæt sammen
om at sikre en sammenhængende indsats inden for denne fælles EU-ramme. BILAG Konklusioner i arbejdsdokumentet fra kommissionens
tjenestegrene om migration og udvikling Det vil under SSMM'en være en hovedprioritet
at maksimere migrationens positive indvirkning på udviklingen i
partnerlandene (både oprindelseslandene og bestemmelseslandene), samtidigt med
at dens negative konsekvenser begrænses. Der vil blive fulgt en mere
migrantcentreret strategi, uden at partnerlandenes ansvar for fastlæggelse af
passende politikker undervurderes. Hvad angår den traditionelle migrations- og
udviklingsdagsorden, er der indtil videre nået betydelige resultater, men der
tilbagestår yderligere udfordringer, som vil blive taget op. Migration er nu en integrerende del af en
række nationale og regionale udviklingsstrategier. Mange partnerlande og
-regioner har modtaget støtte til udvikling og gennemførelse af deres egne
migrationsstrategier, til indsamling og analyse af migrationsdata og til
opbygning af kapaciteten for de relevante institutioner. EU vil blive
ved med at støtte disse bestræbelser på at forvalte migration inden for
sammenhængende udviklingsrammer og i tråd med de lokale karakteristika og
prioriteter. Der tages hensyn til udviklingsmålene i flere
og flere EU- og partnerlandes migrationspolitikker. Samtidigt tages der
i stigende grad hensyn til migrationsdimensionen inden for rammerne af
udviklingsstrategierne. EU vil fortsat fremme dagsordenen for øget politikkohærens
til fremme af udvikling med henblik på at identificere og adressere mulig
manglende konsekvens i EU's og medlemsstaternes lovgivning og politikker og at
styrke kapacitet og mekanismer i tredjelande på dette område. EU anerkendes generelt som en ledende
international spiller, når det kommer an på at lette billigere og mere sikre
private overførsler til udviklingslandene og at øge deres indvirkning på
udviklingen. Europa-Kommissionen har iværksat en undersøgelse, som skal sætte
den i stand til at formulere nye anbefalinger og vurdere, hvorvidt det haster
og er muligt at få etableret en fælles EU-portal vedrørende overførsler. Der
bør også gøres en større indsats inden for kapacitetsopbygning for at støtte
partnerlande, der er interesseret i at fastlægge reguleringsrammer, og inden
for fremme af finansielt knowhow, ny teknologi og adgang til kredit for at
stimulere produktiv investering og jobskabelse. Det kunne være en ide at
overveje et årligt overførselsforum (enten formelt eller uformelt). For at
undgå overlapning af indsatsen og identificere god praksis vil der under alle
omstændigheder være behov for mere udveksling af oplysninger mellem
EU-medlemsstater og Europa-Kommissionen om projekter vedrørende overførsler. EU har øget sin indsats for at støtte og
samarbejde med diasporagrupper, der er baseret i Europa, og som er
villige til at bidrage til udviklingsprojekter i deres oprindelseslande. Den
støtter også i stigende grad lignende bestræbelser i partnerlande. EU vil
fortsat arbejde på etablering af en database for diasporaorganisationer, der er
baseret i de forskellige medlemsstater, med henblik på at inddrage dem mere i
politikdialogen og videreformidle oplysninger. EU vil fortsat søge at opnå en
løftestangseffekt med sit bidrag til udvikling og vil søge at styrke sine
partneres viden og knowhow yderligere navnlig med henblik på at støtte
iværksættere og SMV'er. Unionen vil også se på, hvordan den kan bidrage mere til
at tilføre yderligere værdi til migranternes kvalifikationer og viden i deres
oprindelseslande og på, hvorvidt den skal yde støtte til initiativer hidrørende
fra diasporaen og diasporafonde, som partnerlandene har etableret. Der er gjort visse fremskridt med hensyn til
at bekæmpe hjerneflugt, navnlig inden for sundhedssektoren, mens støtte
til arbejdsmarkedspolitikker og anstændigt arbejde i partnerlandene er en anden
central strategi, der skal hjælpe dem med at tiltrække og fastholde faglærte
arbejdstagere. EU vil fortsat analysere eksempler på tilgang af veluddannet
arbejdskraft ("brain gain") og undersøge, hvordan man kan bygge
videre på de positive erfaringer og forhindre hjernespild ("brain
waste"). En anden løsning, der kan overvejes, kunne være at inkludere
strategier for fastholdelse af faglærte arbejdstagere i politiske dialoger om
migration med partnerlande. Der er med en række
lovgivningsforanstaltninger truffet af landene og EU blevet tilskyndet til pendlermobilitet.
Mulighederne for at overføre socialsikringsrettigheder bør forbedres
som et vigtigt incitament til pendlermigration og - mere generelt - til legal
arbejdskraftmobilitet. EU og medlemsstaterne bør fortsætte med at fastlægge
lovgivningsrammer, der muliggør flere indrejsetilladelser og perioder med
fravær fra det midlertidige opholdsland, således at fordelene ved migration kan
maksimeres - for både migranter, oprindelseslande og bestemmelseslande. EU går ud over den traditionelle dagsorden og
arbejder hen imod fastlæggelse af mere vidtrækkende rammer til at ledsage og
beskytte migranter i forbindelse med deres migrationsforløb, som også bør tage
hensyn til migrationens sociale konsekvenser. Det indebærer, at der skal tages hensyn til
konsekvenserne af emigrationsstrømme i oprindelseslandene, navnlig ved at man
opnår større viden om og mindsker de negative konsekvenser for børn og
familier, der efterlades i oprindelseslandet, og tager hensyn til de
potentielle negative sociale konsekvenser, som overførslerne kan have for
familier og samfund. EU støtter også supplerende bestræbelser vedrørende
holdbare tilbagesendelser, herunder med hensyn til at sikre udkomme og
tilbageslusning på det nationale arbejdsmarked. Denne tilgang inkluderer beskyttelse af menneskerettigheder
for alle migranter i transitlande ved at fokusere på: beskyttelse af
sårbare migranter (ikke-ledsagede mindreårige, asylansøgere, ofre for
menneskehandel, strandede migranter etc.) kvinders særlige behov, støtte til
kapacitetsopbygning for ordensmagten og vejledning for ofre, støtte til
forebyggelse, beskyttelse og retsforfølgning af kriminelle handlinger og
overtrædelse af menneskerettigheder over for migranter, herunder dem, der
rejser illegalt, og sikring af anstændige levevilkår for migranter i
modtagelsescentre i tredjelande. Styrkelse af indsatsen for at forbedre integrationen
af migranter i bestemmelseslandene er et vigtigt element i denne tilgang, idet
den hænger sammen med diasporanetværk og -handel, kvalifikationer og
investeringsstrømme. Der skal ske en forbedring af forståelsen og
indsatsen med hensyn til social integration og tilpasning af sociale politikker
(navnlig for sundhed og uddannelse), økonomisk integration og
arbejdskraftintegration samt bekæmpelse af fremmedhad og social udstødelse. Der
bør i den henseende i øget grad tages hensyn til de særlige behov for
tvangsmigranter i tredjelandenes udviklingspolitikker. For at gøre det operationelle samarbejde mere
effektivt og nå disse mål vil der blive gjort en indsats for at støtte
EU-delegationerne, herunder gennem særlig uddannelse og udveksling af viden
og erfaringer vedrørende migrationsspørgsmål, og for at koordinere og anvende
EU's finansielle instrumenter bedre, herunder gennem mere udveksling med
medlemsstaterne om deres egen migrations- og udviklingsprojekter. De nylige konsultationer, der er gennemført af
Kommissionen, bekræfter at virkeligheden og partnerlandenes problemer med
hensyn til at sikre forbindelsen mellem udvikling og migration er meget bredere
og mere komplekse end det politikområde, der indtil nu har været adresseret. Migration har en betydelig indvirkning på
udviklingen i tredjelande. Mange regeringer har delvist baseret deres
økonomiske udvikling på immigration og emigration uden at tage hensyn til
hverken de økonomiske eller sociale omkostninger og konsekvenser eller det
forventede bidrag til vækst og bæredygtig udvikling. Et stort antal tredjelande
står over for migrationsstrømme, der er afgørende for deres økonomier, men de
mangler strukturerede og målrettede politikker. Der mangler ofte viden om
synergier og den indbyrdes sammenhæng mellem migration og andre politikker, som
f. eks. den nationale beskæftigelsespolitik eller handelsaftaler. Man overser
tit den indflydelse, en række offentlige politikker har på migrationsmønstrene.
I tilfælde af kriser eller konflikter er det vanskeligt at forvalte udsving i
strømmene, og det kan destabilisere økonomier og svække den sociale
samhørighed. Undergrundsøkonomiens store betydning i mange udviklingslande
bidrager til beskæftigelse af illegal arbejdskraft med alle de dertil hørende
problemer som f.eks. udnyttelse, menneskehandel, menneskesmugling og sociale
konsekvenser (f.eks. "social dumping"). Der er et voksende behov for at fremme migrationsstyring
ud fra et udviklingsperspektiv på alle niveauer og for at forbedre
forståelsen af sammenhængen mellem udvikling og migration, hvad enten det er
inden for landenes migrations-/asylpolitikker eller i andre sektorer, der kan
have indvirkning på eller blive påvirket af migration. Overvejelserne omkring
disse aspekter bør være i overensstemmelse med arbejdsprogrammet vedrørende
politikkohærens til fremme af udvikling og tage hensyn til behovsudviklingen i
partnerlandene. [1] UNDP
(2009) Overcoming barriers: Human mobility and development, Human Development
Report; UNHCR (2011) Global Trends 2010. [2] KOM(2011) 292/3
Meddelelse: En dialog om migration, mobilitet og sikkerhed med landene i det
sydlige middelhavsområde. [3] Se
konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 23.-24. juni 2011. [4] Stockholmprogrammet:
Rådsdokument 17024/09 vedtaget af Det Europæiske Råd den 1.-2.12.2009.
http://ec.europa.eu/home-affairs/policies/intro/policies_intro_en.htm.
Handlingsplan for gennemførelse af Stockholmprogrammet, KOM(2010) 171
endelig af 20. april 2010: http://ec.europa.eu/home-affairs/policies/intro/policies_intro_en.htm. [5] European
Migration Network (2011) Key EU Migratory Statistics; Eurostat (2011)
Population and social conditions, 38/2011, 34/2011. [6] http://ec.europa.eu/home-affairs/news/consulting_public/consulting_0021_en.htm. [7] KOM(2011)
292/3. [8] Se f.eks.
Europa-Kommissionens meddelelse KOM(2011) 637 om forbedring af virkningen
af EU's udviklingspolitik: en dagsorden for forandring. [9] Rådet for
Den Europæiske Union, Rådets konklusioner om grænser, migration og asyl, den 9.
og 10. juni 2011. [10] Marokko,
Algeriet, Tunesien, Libyen og Egypten. [11] Ukraine,
Belarus, Moldova, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. [12] Partnerskab
mellem EU og 53 afrikanske stater. [13] Proces,
der omfatter EU og 19 lande i øst (Vestbalkan, Østeuropa, Rusland,
Centralasien, det sydlige Kaukasus og Tyrkiet). [14] Proces,
der omfatter EU og 27 lande i Vest-, Nord- og Centralafrika. [15] Konsultativt
forum omfattende mere end 50 lande og 10 internationale organisationer,
herunder Kina, Bangladesh, Pakistan, Afghanistan, Iran, Irak, Syrien, Tyrkiet
og landene i Centralasien. [16] FRONTEX er
EU's agentur for operationelt samarbejde ved de ydre grænser. EASO er Det
Europæiske Asylstøttekontor. ETF er Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut.
TAIEX er et redskab for teknisk bistand og informationsudveksling, der
forvaltes af Europa-Kommissionen. MIEUX (Migration EU Expertise) er et fælles
initiativ for EU og ICMPD (International Centre for Migration Policy
Development), der tager sigte på at styrke migrationsforvaltningskapaciteten i
partnerlande. [17] KOM(2011)
455. [18] De to
eksempler er projektet til styrkelse af Moldovas evne til at forvalte
arbejdskraften og tilbagevendende migranter inden for rammerne af
mobilitetspartnerskabet med EU og Centre d'Information et de Gestion des
Migrations, som er baseret i Mali. [19] De
relevante agenturer er: FRONTEX, EUROPOL, EUROJUST, Det Europæiske
Politiakademi, Det Europæiske Asylstøttekontor, Agenturet for grundlæggende
rettigheder og Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder. [20] Det
Europæiske Råd: First implementation report on the Action-Oriented Paper on
strengthening the EU external dimension on action against trafficking in human
beings. [21] Som
beskrevet i Europa-Kommissionens meddelelse KOM(2011) 637 – Forbedring af
virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring; EU
bistår udviklingslandene med at styrke deres politikker, kapacitet og
aktiviteter inden for rammerne af befolkningernes både regionale og globale
mobilitet. EU støtter dagsordenen for anstændigt arbejde og social beskyttelse
og tilskynder til anvendelse af politikker, der letter regional
arbejdskraftmobilitet, og vil støtte målrettet indsats for at
gøre fuld brug af den indbyrdes sammenhæng mellem migration, mobilitet og
beskæftigelse.