MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET Forbedring af virkningen af EU's udviklingspolitik: En dagsorden for forandring /* KOM/2011/0637 endelig */
INDHOLDSFORTEGNELSE 1........... Bekæmpelse af fattigdom i en verden
i stadig forandring................................................... 3 2........... Menneskerettigheder, demokrati og
andre vigtige aspekter af god regeringsførelse........... 5 3........... Inklusiv og bæredygtig vækst til
støtte for menneskelig udvikling....................................... 7 3.1........ Social beskyttelse, sundhed,
uddannelse og job............................................................... 8 3.2........ Erhvervsklima, regional integration
og verdensmarkederne............................................... 8 3.3........ Bæredygtig landbrug og energi........................................................................................ 9 4........... Differentierede
udviklingspartnerskaber......................................................................... 10 5........... Koordinerede EU-aktioner........................................................................................... 11 6........... Forbedret sammenhæng mellem EU's
politikker............................................................. 12 7........... Støtte til dagsordenen for
forandring.............................................................................. 13
1.
Bekæmpelse af fattigdom i en verden i stadig forandring
På dette kritiske tidspunkt, hvor EU står over
for nye globale udfordringer, og vi nærmer os 2015, hvor årtusindudviklingsmålene skal være nået, og den næste flerårige finansielle ramme er under fuld forberedelse, er
det afgørende, at EU vælger den rette kombination af politikker, værktøjer og
ressourcer for effektivt at kunne bekæmpe fattigdom i forbindelse med
bæredygtig udvikling. Kommissionen foreslår en dagsorden for forandring for at
øge Europas solidaritet med verdens udviklingslande i kampen mod fattigdom. Som det fremgår af Lisabontraktaten er det
vigtigste formål med udviklingspolitikken at støtte udviklingslandenes indsats
for at udrydde fattigdom, hvilket også prioriteres højt i EU’s eksterne aktioner
til støtte for EU's interesser i at skabe en stabil og velstående verden. Udviklingspolitikken hjælper også med til at tackle andre globale udfordringer
og bidrager til EU 2020-strategien. EU har allerede gjort en stor indsats for
at bekæmpe fattigdom og især for at støtte opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene. I mange dele af verden findes der dog stadig
dyb fattigdom. En række globale chok har gjort mange udviklingslande
sårbare. Eftersom verdens befolkning fortsat vokser, er der brug for en større
indsats for at kunne tackle globale udfordringer på områder som f.eks.
konfliktforebyggelse, sikkerhed, miljøbeskyttelse og klimaændringer og for at
kunne levere globale offentlige goder på områder som f.eks. fødevaresikkerhed,
adgang til vand og sanitet, energisikkerhed og migration. Folkebevægelser i Nordafrika og Mellemøsten
har imidlertid vist, at det er vigtigt, men ikke tilstrækkeligt at der gøres
solide fremskridt i opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene. Dette fører til to
konklusioner. For det første, at målene for udvikling, demokrati,
menneskerettigheder, god regeringsførelse og sikkerhed hænger uløseligt sammen.
For det andet, at det er vigtigt for samfund at kunne tilbyde unge en
fremtid. EU's udviklingspolitik bør tage højde for den
øgede differentiering mellem udviklingslandene. Flere partnerlande er på det
seneste blevet donorer i deres egen ret, mens andre er blevet stadig mere
skrøbelige. EU bør nu undersøge nye muligheder for at samarbejde med disse
lande og fremme en mere omfattende international udviklingsdagsorden. Det er også muligt for EU at arbejde tættere
sammen med den private sektor, fonde, civilsamfundet og de lokale og
regionale myndigheder, efterhånden som de kommer til at spille en vigtigere
rolle på udviklingsområdet. På EU-niveau er udviklingspolitikken i
kraft af Lisabontraktaten blevet fast forankret i EU's eksterne
aktioner. Oprettelsen af stillingen som højtstående
repræsentant/næstformand, der bistås af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, giver
nye muligheder for et mere effektivt udviklingssamarbejde og en mere
sammenhængende politikudformning. EU er ikke kun den 28. europæiske donor. Samtidig med at Kommissionen gennemfører 20 % af den fælles
EU-bistand, fungerer den også som koordinator, initiativtager og politisk
beslutningstager. EU er en økonomisk medspiller og handelspartner, og dens
politiske dialog, sikkerhedspolitik og mange andre politikker – på områder lige
fra handel, landbrug, fiskeri, miljø, klima og energi til migration – har stor
indvirkning på udviklingslandene. EU bør omsætte denne mangesidede rolle til
forskellige kombinationer af politikker, der er tilpasset det enkelte
partnerland. For at være fuldt ud effektive bør EU og medlemsstaterne tale
og handle samlet for at opnå bedre resultater og forbedre EU's synlighed. Vanskelige økonomiske og budgetmæssige tider
gør det endnu vigtigere at sikre, at bistandsmidlerne bruges effektivt,
leverer de bedst mulige resultater og anvendes til at tiltrække yderligere
udviklingsfinansiering. På denne nye baggrund iværksatte Kommissionen
i 2010 en høring om EU's udviklingspolitik[1]. Høringen bekræftede, at den eksisterende
politiske ramme var relevant, men viste samtidig, at man var enige om, at denne
ramme skulle gøres mere virkningsfuld. Der slås til lyd for forandringer på en række
fronter. EU bør bl.a. søge at rette sit tilbud mod de partnerlande, hvor
virkningen er størst, og bør koncentrere udviklingssamarbejdet om fremme af: –
respekt for menneskerettighederne, demokrati og
andre vigtige aspekter af god regeringsførelse –
inklusiv og bæredygtig vækst til støtte for
menneskelig udvikling. For at sikre størst mulig værdi for pengene
bør denne indsats også omfatte: –
differentierede udviklingspartnerskaber –
koordinerede EU-aktioner –
forbedret sammenhæng mellem EU's politikker. Kommissionen
foreslår en dagsorden for forandring, som kan føre til: ·
at en større del af EU's landespecifikke og
regionale samarbejdsprogrammer øremærkes til de politiske prioriteter i afsnit
2 og 3 nedenfor ·
at EU's aktiviteter koncentreres om højest tre
sektorer i hvert enkelt land ·
at en større mængde og andel af EU's bistand går
til de mest nødlidende lande, hvor den kan have reel virkning, herunder i
sårbare stater ·
at der lægges større vægt på respekt for
menneskerettighederne, demokrati og god regeringsførelse ved fastlæggelsen af,
hvilken kombination af støtteinstrumenter og -metoder, som bør anvendes i hvert
enkelt land ·
at der fortsat ydes støtte til social integration
og menneskelig udvikling gennem mindst 20 % af EU's bistand ·
at der lægges større vægt på at investere i
drivkræfterne for inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst, som udgør rygraden i
bestræbelserne på at bekæmpe fattigdom ·
at en større andel af EU's bistand ydes gennem
innovative finansielle instrumenter, herunder via faciliteter, som gør det
muligt at blande tilskud og lån ·
at der gøres en indsats for at sikre, at
udviklingslandene er mindre sårbare over for globale chok som f.eks.
klimaændringer, forringelse af økosystemet og ressourcer samt ustabile og
eskalerende energi- og landbrugspriser ved at koncentrere investeringer i
bæredygtig landbrug og energi ·
at udfordringerne i forbindelse med sikkerhed,
struktursvaghed og overgangssituationer kan tackles ·
at EU og medlemsstaterne udarbejder fælles
reaktionsstrategier på grundlag af partnerlandenes egne udviklingsstrategier
med en sektorbestemt arbejdsfordeling ·
at der indføres en fælles EU-ramme for indberetning
af resultater ·
at der sikres en forbedret sammenhæng i
udviklingspolitikker, herunder gennem nye tematiske programmer, som kan skabe
synergi mellem de globale interesser og udryddelse af fattigdom. Den foreslåede dagsorden for forandring
har ikke til formål at omskrive grundlæggende politiske principper. Den
medfører ikke nogen svækkelse af EU's overordnede målsætning om at
udrydde fattigdom i forbindelse med bæredygtig udvikling som fastsat i den
europæiske konsensus om udvikling[2].
EU står ved sine tilsagn om udviklingsfinansiering, opfyldelse af årtusindudviklingsmålene og bistandseffektivitet og har stadig de samme ambitioner som politisk
leder og en vigtig donor. Partnerlandenes udviklingsstrategier vil
fortsat danne rammerne for EU's udviklingssamarbejde i overensstemmelse med
principperne om ejerskab og partnerskab. EU
tilstræber et større gensidigt engagement med sine partnerlande,
herunder gensidig ansvarlighed for resultater. Dialog med det enkelte land
inden for rammerne af et koordineret donornetværk bør føre til, at det
præcist kan afgøres, hvor og på hvilken måde EU bør intervenere. EU vil desuden
tilstræbe et mere effektivt samarbejde inden for det multilaterale system.
2.
Menneskerettigheder, demokrati og andre vigtige aspekter af god
regeringsførelse
God
regeringsførelse i politisk, økonomisk, social og miljømæssig sammenhæng har
afgørende betydning for en inklusiv og bæredygtig udvikling. EU-støtte til god
regeringsførelse bør indtage en mere fremtrædende plads i alle partnerskaber, idet der især bør skabes incitamenter til at gennemføre
resultatorienterede reformer og sættes fokus på partnerlandenes forpligtelser
til at respektere menneskerettigheder, demokrati og retstatsprincippet og
til at imødekomme deres befolkningers ønsker og behov.
Eftersom
fremskridt på lang sigt kun kan skabes af interne kræfter, vil der blive
anvendt en tilgang, som er koncentreret om politisk dialog og politikdialog med
alle berørte parter. Kombinationen og niveauet af støtte vil afhænge af det
pågældende lands situation, bl.a. dets evne til at gennemføre reformer. Støtte til god
regeringsførelse kan have form af programmer eller projektbaserede
interventioner, der skal støtte aktører og processer på lokalt og nationalt
niveau samt på sektorniveau. EU's generelle budgetstøtte bør være knyttet
til god regeringsførelse og den politiske dialog med partnerlandet i
koordination med medlemsstaterne[3]. Hvis et land
slækker på sine forpligtelser vedrørende menneskerettigheder og demokrati, bør
EU styrke samarbejdet med ikke-statslige aktører og lokale myndigheder
og anvende metoder, som sikrer, at de fattige får den støtte, de har brug for.
EU bør samtidig bevare dialogen med regeringer og ikke-statslige aktører. Det
vil i nogle tilfælde være berettiget at stille strengere betingelser. Den betydning, som tillægges resultater og
gensidig ansvarlighed, er ikke ensbetydende med, at EU vil være mindre
opmærksom på struktursvaghedssituationer, hvor det tager længere tid
eller er vanskeligere at måle virkningen af EU's indsats. EU bør tilstræbe at
hjælpe sårbare lande med at oprette velfungerende og ansvarlige institutioner,
som kan levere grundlæggende tjenester og støtte indsatsen for at bekæmpe
fattigdom. Beslutninger om at yde budgetstøtte til sådanne lande vil blive
taget fra sag til sag og ved at afveje fordelene, omkostningerne og risiciene. EU's aktioner bør være koncentreret om: ·
Demokrati, respekt for menneskerettighederne og
retsstatsprincippet. EU bør fortsat støtte
demokratisering, frie og retfærdige valg, velfungerende institutioner,
mediefrihed og internetadgang, beskyttelse af minoriteter, retsstatsprincippet
og retssystemer i partnerlandene. ·
Ligestilling mellem kønnene og styrkelse af
kvinders stilling og indflydelse som udviklingsaktører
og fredsskabere[4]
vil blive indarbejdet i alle aspekter af EU's udviklingspolitikker og
–programmer gennem handlingsplanen for ligestilling mellem kønnene for 2010. ·
God offentlig ledelse for
at sikre en bedre levering af tjenester. EU bør støtte nationale programmer,
der tager sigte på at forbedre udformningen af politikker, forvaltningen af de
offentlige finanser, herunder oprettelse og styrkelse af revisions-, kontrol-
og antikorruptionsorganer og –foranstaltninger, samt institutionel udvikling,
herunder forvaltning af menneskelige ressourcer. Interne reformer og
fattigdomsorienterede skattepolitikker er af afgørende betydning. ·
Skattepolitik og administration. EU vil fortsat fremme retfærdige og gennemsigtige interne
skattesystemer i landeprogrammerne, i overensstemmelse med EU's principper om
god regeringsførelse på skatteområdet, sammen med internationale initiativer og
landebaseret regnskabsaflæggelse (country by country reporting) for at øge den
finansielle gennemskuelighed. ·
Korruption. EU bør
hjælpe sine partnerlande med at bekæmpe korruption gennem programmer for god
regeringsførelse, der fremmer oplysning, bevidstgørelse og rapportering, og som
øger kapaciteten hos kontrol- og tilsynsmyndigheder samt retsvæsenet. ·
Civilsamfundet og lokale myndigheder. EU bør på grundlag af den "strukturerede dialog"[5] styrke
forbindelserne med civilsamfundsorganisationer, arbejdsmarkedets parter og
lokale myndigheder gennem regelmæssig dialog og anvendelse af bedste praksis.
EU bør støtte fremkomsten af et organiseret lokalt civilsamfund, der kan
fungere som vagthund og partner i dialogen med de nationale regeringer. EU bør
se nærmere på, hvordan man kan udnytte lokale myndigheders ekspertise,
f.eks. gennem ekspertisenet eller twinning. ·
Naturressourcer. EU bør
øge sin støtte til tilsynsprocesser og -organer og fortsætte med at støtte
forvaltningsreformer, som fremmer en bæredygtig og gennemsigtig forvaltning af
naturressourcer, herunder råmaterialer og maritime ressourcer samt
økosystemtjenester med særlig fokus på de fattiges, især mindre landbrugeres afhængighed
af disse. ·
Sammenhængen mellem udvikling og sikkerhed. EU bør sørge for, at målene i forbindelse med udviklingspolitikken,
fredsskabelse, konfliktforebyggelse og international sikkerhed (herunder
internetsikkerhed) er sammenhængende. EU bør færdiggøre og gennemføre den
ønskede handlingsplan vedrørende sikkerhed, struktursvaghed og udvikling[6].
3.
Inklusiv og bæredygtig vækst til støtte for menneskelig udvikling
Inklusiv og bæredygtig økonomisk vækst er
afgørende for, at fattigdom kan bekæmpes på lang sigt, og vækstmønstre
er lige så vigtige som vækstrater. EU bør derfor fremme en mere inklusiv
vækst, der sætter folk i stand til at bidrage til og drage fordel af
velstand og beskæftigelse. Fremme af anstændigt arbejde, herunder
beskæftigelse, sikring af rettigheder på arbejdspladsen, social beskyttelse og
social dialog er af afgørende betydning. Udviklingen er ikke bæredygtig, hvis den er
til skade for miljøet, biodiversiteten og naturressourcerne og øger risikoen
for at blive ramt af naturkatastrofer. EU’s udviklingspolitik bør fremme en
"grøn økonomi", som kan generere vækst og skabe arbejdspladser og
bidrage til at bekæmpe fattigdom, ved at man sætter en værdi på og investerer i
naturkapital[7],
bl.a. ved at fremme markedsmuligheder for renere teknologier, energi- og
ressourceeffektivitet samt en kulstoffattig udvikling, samtidig med at der
gøres en indsats for at fremme innovation og anvendelsen af ikt og for at
begrænse den ikke-bæredygtige brug af naturressourcer. EU bør også hjælpe
udviklingslandene til bedre at modstå konsekvenserne af klimaændringer. Offentlige aktører bør indgå i partnerskaber
med private virksomheder, lokalsamfund og civilsamfundet. Hvis virksomhederne
viser socialt ansvar på internationalt og nationalt niveau, vil man kunne
undgå en situation, hvor den laveste fællesnævner gør sig gældende i
forbindelse med menneskerettigheder og internationale sociale og miljømæssige
standarder, og man vil kunne fremme en ansvarlig virsksomhedsførelse, der er i
overensstemmelse med internationalt anerkendte instrumenter. EU bør rette sin støtte til inklusiv og
bæredygtig vækst mod: ·
de sektorer, der sikrer grundlaget for vækst, og
som bidrager til at sikre, at væksten er inklusiv, navnlig set i forhold til social
beskyttelse, sundhed og uddannelse ·
drivkræfterne for inklusiv og bæredygtig vækst,
navnlig et stærkere erhvervsklima og større regional integration ·
de sektorer, der har en stærk multiplikatoreffekt
på udviklingslandenes økonomi, og som bidrager til miljøbeskyttelse,
forebyggelse af og tilpasning til klimaændringer, navnlig bæredygtig
landbrug og energi.
3.1.
Social beskyttelse, sundhed, uddannelse og job
EU bør sikre en mere sammenhængende tilgang
til menneskelig udvikling. En sådan tilgang går bl.a. ud på at støtte en
sund og uddannet befolkning, at udstyre arbejdsstyrken med de kompetencer, der
svarer til arbejdsmarkedets behov, at styrke sociale sikringsordninger og at
skabe lige muligheder. EU bør støtte sektorreformer, som letter
adgangen til sundheds- og uddannelsestjenester af høj kvalitet og styrker kapaciteten
på lokalt niveau til at tackle globale udfordringer. EU bør anvende sin vifte
af støtteinstrumenter, navnlig "sektorreformkontrakter" med
forøget politikdialog. EU bør gøre en indsats for at udvikle og
styrke sundhedssystemer, mindske uligheder i forbindelse med adgangen til
sundhedstjenester, fremme sammenhæng i politikker og øge beskyttelsen mod
globale sundhedstrusler for derved at forbedre de sundhedsmæssige resultater
for alle. EU bør øge sin støtte til kvalitetsuddannelse,
for at unge kan få den viden og de kompetencer, der er nødvendige for at
kunne deltage aktivt i et samfund under forandring. EU bør gennem
kapacitetsopbygning og videnudveksling støtte erhvervsuddannelse for at
forbedre beskæftigelsesevnen og kapaciteten til at gennemføre og anvende
forskningsresultater. EU bør støtte dagsordenen om anstændigt
arbejde, sociale sikringsordninger og minimumsbeskyttelse og fremme
politikker, som letter arbejdskraftens bevægelighed på regionalt niveau.
EU vil støtte målrettede bestræbelser for fuldt ud at udnytte den indbyrdes
forbindelse mellem migration, mobilitet og beskæftigelse.
3.2.
Erhvervsklima, regional integration og
verdensmarkederne
Et gunstigt erhvervsklima er en forudsætning
for økonomisk vækst. EU bør støtte udviklingen af konkurrencedygtige private
sektorer på lokalt niveau, bl.a. ved at opbygge institutioners og
virksomheders kapacitet på lokalt niveau, fremme SMV'er og kooperativer, støtte
reformer af lovgivningsmæssige- og forskriftsmæssige rammer og håndhævelsen
heraf (herunder anvendelsen af elektronisk kommunikation som et værktøj til at
støtte vækst på tværs af alle sektorer), lette adgangen til erhvervsmæssige og
finansielle tjenester og fremme landbrugs-, industri- og innovationspolitikker.
Det vil ligeledes give udviklingslandene, især de fattigste blandt disse,
mulighed for at udnytte de muligheder, som globalt integrerede markeder
giver. Bedre og mere målrettet bistand til handel og handelsfremme bør ledsage
disse bestræbelser. For at kunne opnå succes er det ligeledes
afgørende for udviklingslandene at kunne tiltrække og fastholde betydelige private
indenlandske og udenlandske investeringer samt forbedre infrastrukturen. EU
bør udvikle nye former for samarbejde med den private sektor, navnlig
for at sætte denne i stand
til at udøve de aktiviteter og mobilisere de ressourcer, som er nødvendige i
forbindelse med levering af offentlige goder. EU bør
undersøge mulighederne for at yde forhåndstilskud og indføre risikodelingsmekanismer
for at fremme offentlig-private partnerskaber og private investeringer. EU bør
kun investere i infrastruktur, hvis den private sektor ikke kan gøre dette på
markedsvilkår. På grundlag af de vellykkede erfaringer fra
f.eks. de europæiske investeringsmekanismer eller EU's trustfond for
infrastrukturer i Afrika vil EU videre udvikle blandingsmekanismer, der giver
mulighed for at rejse finansielle ressourcer til udvikling. I udvalgte sektorer
og lande bør en større procentdel af EU's udviklingsressourcer stilles til
rådighed gennem eksisterende eller nye finansielle instrumenter som f.eks. blanding
af tilskud og lån eller andre risikodelingsmekanismer med henblik på at rejse
yderligere ressourcer og dermed forbedre virkningen heraf. Denne proces bør
understøttes af en EU-platform for samarbejde og udvikling bestående af
Kommissionen, medlemsstaterne og de europæiske finansielle institutioner. Regional udvikling og integration kan fremme handel og investeringer samt skabe fred og stabilitet. EU
bør støtte den regionale og kontinentale integrationsindsats (herunder Syd-Syd-initiativer)
gennem partnerlandenes politikker på områder som f.eks. markeder, infrastruktur
og grænseoverskridende samarbejde om vand, energi og sikkerhed. Der vil blive
tilbudt støtte til håndtering af konkurrenceunderskud som led i EU's betydelige
og voksende støtte til handelsaktiviteter, økonomiske partnerskabsaftaler og
andre frihandelsaftaler med udviklingsregioner.
3.3.
Bæredygtig landbrug og energi
EU bør anvende sin støtte på landbrugs- og
energiområdet til at hjælpe udviklingslandene til bedre at kunne modstå chok
(som f.eks. mangel på ressourcer og udbud, prisudsving) og dermed bidrage til
skabe grundlaget for bæredygtig vækst. EU bør bekæmpe uligheder, især for at
fattige kan få bedre adgang til land, fødevarer, vand og energi, uden at det
går ud over miljøet. På landbrugsområdet bør EU støtte
bæredygtig praksis, herunder bevarelse af økosystemtjenester, ved at lægge vægt
på lokalt udviklede metoder og sætte fokus på landbrug med små bedrifter,
indtjeningsmulighederne i landdistrikterne, oprettelse af
producentsammenslutninger, forsynings- og markedsføringskæden samt regeringers
bestræbelser på at lette ansvarlige private investeringer. EU vil fortsat
tilstræbe at øge den ernæringsmæssige standard, forbedre forvaltningen af
fødevaresikkerheden og begrænse udsving i fødevarepriserne på internationalt
niveau. På energiområdet bør EU tilbyde
teknologi og ekspertise samt udviklingsfinansiering. EU bør sætte fokus på tre
vigtige udfordringer: prisudsving og energisikkerhed, klimaændringer, herunder
adgang til kulstoffattige teknologier, og adgang til sikre, rene og bæredygtige
energitjenester til en rimelig pris[8]. EU bør på begge områder støtte
kapacitetsopbygning og teknologioverførsel, herunder tilpasning til
klimaændringer og afbødningsstrategier. EU søger langsigtede partnerskaber med
udviklingslande, der er baseret på gensidig ansvarlighed.
4.
Differentierede udviklingspartnerskaber
EU bør rette sine midler mod de områder,
der har mest brug for disse til fattigdomsbekæmpelse, og hvor virkningen er
størst. Gavebaseret bistand bør ikke indgå i
geografisk samarbejde med mere udviklede udviklingslande, der allerede er på
vej mod bæredygtig vækst, og/eller som er stand til at generere tilstrækkelige
egne midler. Mange andre lande er dog fortsat stærkt afhængige af ekstern
støtte for at kunne levere grundlæggende tjenester til deres befolkninger. Derimellem
findes en vifte af situationer, som kræver forskellige kombinationer af
politikker og samarbejdsordninger. En differentieret EU-tilgang til
støttefordeling og partnerskaber er derfor afgørende for at opnå den størst
mulige virkning og værdi for pengene. EU bør fortsat erkende, at det er særligt
vigtigt at støtte udviklingen i dets nabolande[9]
og Afrika syd for Sahara[10].
EU bør i alle regioner tildele flere midler end tidligere til de mest
nødlidende lande, herunder sårbare stater. Ved tildelingen af EU's udviklingsbistand bør
der mere præcist tages hensyn til: –
Landets behov, som
vurderes ved anvendelse af en række indikatorer under hensyntagen til bl.a.
økonomiske og sociale/menneskelige udviklingstendenser, vækstmønstre og
struktursvaghedsindikatorer. –
Kapacitet, som vurderes
ud fra et lands evne til at generere tilstrækkelige finansielle ressourcer,
især indenlandske ressourcer, og dets adgang til andre finansielle kilder som
f.eks. internationale markeder, private investeringer eller naturressourcer.
Absorptionskapaciteten bør ligeledes vurderes. –
Landets forpligtelser og resultater. Som positive faktorer bør der tages hensyn til, om et land har
investeret i uddannelse, sundhed og social beskyttelse, om det har gjort
fremskridt med hensyn til miljø, demokrati og god regeringsførelse, og om det
pågældende land fører en forsvarlig økonomi- og finanspolitik, herunder i
spørgsmål om finansiel forvaltning. –
Mulig EU-virkning, som
vurderes gennem to tværgående mål: (1)
Der bør i EU-samarbejdet gives flere muligheder for
at fremme og støtte de politiske, økonomiske, sociale og miljømæssige
reformer, som gennemføres i partnerlande (2)
EU-støtte bør have større løftestangsvirkning
på andre kilder til udviklingsfinansiering, især private investeringer. En bred politisk dialog og politikdialog med alle partnerlande bør føre til, at EU kan indkredse den mest
velegnede samarbejdsform for på et informeret og objektivt grundlag at kunne
tage stilling til de mest effektive politikkombinationer, støtteniveauer og støtteordninger
og den mest effektive anvendelse af eksisterende og nye finansielle værktøjer,
hvilket bør ske under hensyntagen til EU's egne erfaringer med at styre
overgangssituationer. Dette kan føre til, at nogle lande tildeles
mindre eller ingen EU-udviklingsbistand, og at der tilstræbes andre
udviklingsforbindelser, som er baseret på lån, teknisk samarbejde eller
støtte til tresidet samarbejde. I tilfælde af struktursvaghed bør der
fastlægges særlige bistandsformer for at hjælpe det pågældende
land til genopbygning og modstandsdygtighed, navnlig gennem tæt samordning med
det internationale samfund og ordentlig sammenhæng med humanitære aktiviteter.
Målet bør være at optimere landets tilegnelse både på statsniveau og lokalt
niveau for at sikre stabilitet og opfylde grundlæggende behov på kort sigt,
samtidig med at regeringsførelsen, kapaciteten og den økonomiske vækst styrkes,
og statsopbygning bevares som et centralt element. Denne landebaserede beslutningstagning vil
give EU den fleksibilitet, der er nødvendig for at kunne reagere på
uventede begivenheder, navnlig naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.
5.
Koordinerede EU-aktioner
På trods af nylige betydelige bestræbelser på
at koordinere og harmonisere donoraktiviteter kan der stadig og i stigende
grad ses en tendens til spredning af støtten. EU bør spille en mere aktiv
lederrolle, sådan som Lisabontraktaten har givet den beføjelse til, og
fremsætte forslag til, hvordan EU-bistanden kan gøres mere effektiv. Fælles programmering af EU's og medlemsstaternes
bistand vil begrænse denne spredning og forbedre
virkningen af støtten proportionelt med forpligtelsesniveauerne. Målet er, at
en forenklet og hurtigere programmeringsproces i vidt omfang skal kunne
gennemføres på stedet. Hvis partnerlandet har udarbejdet sin egen
strategi, bør EU bakke op om denne strategi ved i fællesskab med
medlemsstaterne om nødvendigt at udarbejde fælles flerårige
programmeringsdokumenter. Hvis partnerlandet ikke har udarbejdet sin egen
strategi, vil EU bestræbe sig på at udarbejde en fælles strategi med
medlemsstaterne. Denne proces vil resultere i ét fælles
programmeringsdokument, der fastlægger den sektorbestemte arbejdsdeling
og de finansielle tildelinger pr. sektor og donor. EU og medlemsstaterne bør
følge dette dokument, når de udarbejder deres bilaterale gennemførelsesplaner. Donorer
fra lande uden for EU, som har engageret sig i processen i et givet land, bør
have mulighed for at deltage. For at fremme landenes ejerskab bør den fælles
programmering synkroniseres med partnerlandenes strategier, hvis det er
muligt. Operationelt bør EU og medlemsstaterne anvende
støttemetoder, som letter fælles aktioner som f.eks. budgetstøtte (under en
"fælles EU-kontrakt"), EU-trustfonde og delegeret samarbejde. Hvad angår arbejdsdeling på tværs af lande,
opfordrer Kommissionen alle medlemsstater til at være mere åbne, når de
indtræder eller udtræder, i overensstemmelse med EU-adfærdskodeksen om
arbejdsdeling[11].
Der er brug for en koordineret tilgang, herunder en
koordineringsmekanisme for arbejdsdeling på tværs af lande. EU bør udforme en fælles ramme for måling
og formidling af resultaterne af udviklingspolitikken, herunder
resultaterne for inklusiv og bæredygtig vækst. EU vil i overensstemmelse med
den operationelle ramme for bistandseffektivitet[12]
samarbejde med partnerlandene og andre donorer om brede tilgange til national
og gensidig ansvarlighed og gennemsigtighed, herunder gennem
opbygning af statistisk kapacitet. Gennemsigtighed er en hjørnesten i effektiv og
ansvarlig bistand. Kommissionen, som har vedtaget standarderne i det
internationale initiativ vedrørende gennemsigtighed i bistanden, er allerede en
af de mest gennemsigtige donorer. Kommissionen bør videreføre denne indsats
sammen med medlemsstaterne.
6.
Forbedret sammenhæng mellem EU's politikker
EU står i spidsen for dagsordenen for politiksammenhæng til befordring af udvikling og
vil fortsat evaluere virkningen af sine politikker på udviklingsmålene. EU vil
styrke dialogen med det enkelte land om denne dagsorden og vil fortsætte med at
fremme dagsordenen i globale fora for at bidrage til at skabe gunstige
betingelser for de fattigste landes indsats. Den fremtidige flerårige finansielle ramme bør
styrke dagsordenen for politiksammenhæng til befordring af udvikling. Det overvejes
at indføre instrumenter i form af tematiske programmer, der giver mulighed for
at tackle globale udfordringer, og som samtidig integrerer EU-politikker i
udviklingssamarbejdet og bidrager til udryddelse af fattigdom. EU bør styrke sin integrerede
tilgang til sikkerhed og fattigdom ved at tilpasse sine retsgrundlag og
procedurer, hvor det er nødvendigt. EU's initiativer inden for
udviklingspolitikken og udenrigs- og sikkerhedspolitikken bør være forbundet på
en måde, der gør det muligt at skabe en mere sammenhængende tilgang til fred,
statsopbygning, bekæmpelse af fattigdom og de underliggende årsager til
konflikter. EU ønsker at sikre en glidende overgang fra humanitær bistand og
kriseberedskab til langsigtet udviklingssamarbejde. Hvad angår sammenhængen
mellem udvikling og migration, bør EU hjælpe udviklingslandene med at
styrke deres politikker, kapaciteter og aktiviteter på migrations- og
mobilitetsområdet for at sikre den størst mulige udviklingseffekt af menneskers
forøgede mobilitet på regionalt og globalt niveau.
7.
Støtte til dagsordenen for forandring
Kommissionen opfordrer Rådet til at godkende
den foreslåede dagsorden for forandring, som har til formål: –
at udstyre EU med en virkningsfuld
udviklingspolitik og –praksis i det kommende årti og give EU en førende
rolle ved at fastsætte en omfattende international udviklingsdagsorden op til
og efter 2015 –
at støtte de forandringer, der er nødvendige i
partnerlandene for hurtigere at kunne gøre fremskridt i bekæmpelsen af
fattigdom og opfyldelsen af årtusindudviklingsmålene. Kommissionens tjenestegrene og Tjenesten for
EU's Optræden Udadtil vil sikre, at de ledende principper i denne meddelelse
gradvis slår igennem i resten af denne programmeringscyklus og i fremtidige
programmeringsdokumenter samt i forslagene til struktur, retsgrundlag og
programmering for fremtidige finansielle instrumenter, som vedrører EU's
optræden udadtil. Medlemsstaterne opfordres til også at
gennemføre dagsordenen. [1] KOM(2010)629
http://ec.europa.eu/europeaid/how/public-consultations/5241_en.htm [2] 2006/C
46/01. [3] KOM(2011)
638. [4] SEK(2010)
265 endelig. [5] http://ec.europa.eu/europeaid/who/partners/civil-society/structured-dialogue_en.htm [6] Rådets
konklusioner 14919/07 og 15118/07. [7] KOM(2011)
363 endelig. [8] Under
hensyntagen til igangværende initiativer som f.eks. UN High Level Group on
Sustainable Energy for all (FN-gruppen på højt niveau om bæredygtig energi for
alle). [9] KOM(2011)
303. [10] Bl.a.
gennem den fælles Afrika-EU-strategi. [11] 9558/07. [12] 18239/10.