11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/23

—

ser gerne, at der etableres indikatorer, der supplerer BNP, og som bedre anskueliggør de fremskridt, der er gjort hen imod at mindske ulighederne internt i og mellem regioner i EU;

—

mener, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde mellem de forskellige berørte forvaltningsniveauer, således at man undgår formålsløse overlapninger i de situationer, hvor de strukturer, der skal gennemføre de nationale og europæiske foranstaltninger, er forskellige. Til det formål vil det være hensigtsmæssigt at intensivere dialogen og det deraf følgende samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer for at sikre større sammenhæng og komplementaritet mellem de forskellige foranstaltninger;

—

mener derfor, at de nationale og europæiske foranstaltninger kun vil blive vellykkede, hvis de kompetente lokale og regionale myndigheder gives et medansvar i overensstemmelse med partnerskabsprincippet;

—

støtter forslaget om en tilgang, der øger effektiviteten af samhørighedspolitikken ved at gøre den mere resultatorienteret, og er ikke afvisende over for princippet om at indføre forudgående vilkår. Det understreger dog, at disse vilkår ikke må være af en karakter, der kan forsinke iværksættelsen af strukturfondsprogrammer, og at det er imod betingelser knyttet til vækst- og stabilitetspagten;

—

vurderer, at det er vigtigt at efterprøve additionaliteten for at sikre, at midlerne anvendes til effektivt at supplere de nationale udgiftsprogrammer, således at EU's aktioner tilføres en reel merværdi;

—

støtter forslaget om at udarbejde en fælles strategisk ramme og mener, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne kan blive et redskab, der skaber reel komplementaritet mellem de nationale og EU's foranstaltninger, og betoner, at de skal udformes med fuld inddragelse af de lokale og regionale myndigheder.

Ordfører

Francesco MUSOTTO (IT/AE), medlem af Siciliens regionalforsamling

1.

understreger, at EU ifølge bestemmelserne i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (tidligere artikel 158 i EF-traktaten) for at fremme en harmonisk vækst i Unionen som helhed skal udvikle og fortsætte sin indsats for at styrke sin økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. Navnlig skal Unionen stræbe efter at formindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder;

2.

fremhæver, at der særligt fokuseres på landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces og områder, der lider af alvorlige naturbetingede eller demografiske ulemper af permanent art, bl.a. de nordligste meget tyndt befolkede områder samt øområder, grænseoverskridende områder og bjergområder; påpeger, at de øvrige regioner i Europa også bør støttes for at sikre og styrke deres konkurrenceevne;

3.

betoner den centrale rolle, som byområderne og regionerne – lige som hovedstæderne og deres regioner – spiller som drivkraft for opnåelsen af de økonomiske, miljømæssige og sociale målsætninger i Europa 2020-strategien. Det skal også fremover være muligt at iværksætte foranstaltninger, der skal skabe økonomisk og social stabilisering i byer og byområder med alvorlige problemer, inden for rammerne af en sammenhængende tilgang og under hensyntagen til en rimelig regional handlefrihed. I den forbindelse må man gå ud fra, at den urbane dimension i sig selv er i overensstemmelse med Europa 2020-strategien. Man bør også lette samarbejdet mellem byer og opland inden for funktionelle områder i den enkelte medlemsstat ved at træffe de fornødne foranstaltninger i de fremtidige strukturfondsforordninger;

4.

støtter Kommissionens forslag, der er fremsat i meddelelsen om et budget for Europa 2020 (1), om at indføre en kategori for »overgangsregioner«. Udvalget bemærker samtidig, at regioner, hvis BNP pr. indbygger har oversteget 75 % af EU-27-gennemsnittet i de aktuelle finansielle overslag, også bør have mulighed for at bruge midler til investeringer i infrastruktur, hvorved de vil kunne konsolidere den merværdi, de har opnået i den indeværende programmeringsperiode. Ligeledes bør »energieffektivitetsmålet« også omfatte effektive transportformer, inklusive jernbanetransport og dertil hørende infrastruktur;

5.

minder om, at artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde anerkender de fjernest liggende regioners særlige situation og begrunder nødvendigheden af at tilpasse anvendelsen af EU-retten til disse regioner og i givet fald vedtage særlige foranstaltninger, især på det samhørighedspolitiske område;

6.

er enig i det princip, som Kommissionen lægger til grund i den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed (2), nemlig at samhørighed også fremover skal betragtes som en udviklingspolitik for hele Den Europæiske Union og dermed også for alle dens regioner;

7.

mener derfor, at EU's samhørighedspolitik, der gennemføres via offentlige foranstaltninger på forskellige geografiske niveauer, fortsat bør spille en afgørende rolle for fremme af en harmonisk udvikling i EU som helhed. Størsteparten af ressourcerne bør således bruges til at fremskynde udviklingen i regioner med et efterslæb, men sideløbende skal konkurrenceevnen i alle regioner gives en saltvandsindsprøjtning og styrkes.

8.

gør gældende, at de økonomiske, sociale og territoriale uligheder i EU kun kan overvindes ved at samordne og sikre synergi og komplementaritet mellem de nationale og europæiske foranstaltninger, der udspringer af målet om reel solidaritet;

9.

mener, at disse principper i flere henseender kan vise sig helt afgørende, men især når det gælder om at

10.

opfatter samhørighedspolitikken, der gennemføres via offentlige foranstaltninger på forskellige geografiske niveauer, som det mest effektive redskab til at yde solidarisk støtte til de dårligst stillede regioner, samtidig med at den bidrager til at skabe vækst og velstand i EU som helhed. Udvalget fremhæver, at politikken har fået EU's samlede BNP til at vokse, gjort det lettere at anlægge ny infrastruktur og således gjort europæiske regioner lettere tilgængelige og forbedret miljøbeskyttelsen. Gennem investeringer i bæredygtige beskæftigelsesstrategier og ved at tage hensyn til arbejdsmarkedets behov er der opstået helt nye erhvervsfunktioner, ældre erhvervsfunktioner har ændret sig, mens traditionelle erhvervsfunktioner helt er forsvundet. At skabe kvalitetsjob betyder, at man sikrer borgernes personlige tilfredshed, en løn, der svarer til indsatsen, sundhedsbeskyttelse på arbejdspladsen og et familievenligt arbejdsliv. Ved at forbedre kvaliteten på arbejdspladsen øger man samtidig dens attraktivitet, hvilket igen har en positiv effekt på erhvervsmiljøet og dermed kan medvirke til at øge konkurrenceevnen i EU's regioner;

11.

understreger, at trods det at forskellene i udvikling er blevet betydeligt mindsket, kan en konsekvens af den seneste økonomiske og finansielle krise være, at ulighederne mellem og internt i EU's regioner bliver tydeligere; påpeger, at denne situation yderligere forværres i lande, der modtager støtte fra den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) og betalingsbalancestøttemekanismen, hvor regionale forskelle reelt kommer i anden række i bestræbelserne på at skabe forudsætninger og betingelser, der har et udelukkende nationalt fokus;

12.

gør opmærksom på, at kapaciteten til at udnytte egne ressourcer er mindre i de dårligere stillede områder end i mere velstående regioner, hvilket gør dem endnu mere sårbare over for eksterne chok og kan i en tid med krise som nu, og som ingen ved, hvornår ender, ødelægge de fremskridt, der er opnået. I disse områder er midlerne fra EU som supplement til de nationale foranstaltninger en vigtig faktor, som sikrer en vis stabilitet i de offentlige investeringer, og er derfor helt afgørende for den økonomiske genopretning;

13.

bemærker, at samhørighedspolitikken med sin bredt anlagte vision omfattende økonomisk udvikling i regioner med et efterslæb, støtte til socialt sårbare grupper, social og miljømæssig bæredygtig udvikling og respekt for geografiske og kulturelle karakteristika også er retningsgivende for de nationale foranstaltninger, der kan henføres til disse målsætninger om samhørighed;

14.

betoner derfor, at den nye samhørighedspolitik fortsat skal tilføres de midler, der er nødvendige for at arbejde hen imod målet om reel økonomisk og social balance mellem Europas regioner og på den måde styrke og supplere det arbejde, der gøres på nationalt og regionalt plan. Også fremover bør en tilstrækkelig stor del af EU's budgetmidler derfor afsættes til relevante støtteaktiviteter i EU-regioner med et relativt udviklingsefterslæb;

15.

understreger, at den nye samhørighedspolitik bør tage det grænseoverskridende samarbejde med i betragtning. I EU-landenes grænseområder bør der være muligheder for støtte til udvikling af samarbejde med nabolandene uden for EU's ydre grænser, især mellem stater og regioner med store økonomiske udviklingsforskelle. Udvalget erkender endvidere, at etablering af fælles territoriale områder i grænseområder kræver systematisk og selektiv støtte på EU-plan for dels at styrke den fysiske planlægning dels at gennemføre fælles udviklingsprojekter;

16.

er klar over, at BNP pr. indbygger på regionalt plan er en vigtig målestok for den økonomiske vækst, men ser gerne, at der i samarbejde med det lokale og regionale niveau etableres supplerende indikatorer, der fastlægger de forskellige regioners udgangssituation (baseline) og derigennem bedre anskueliggør de fremskridt, der er gjort hen imod at mindske de eksisterende uligheder internt i og mellem regioner i EU (3), og således også et mere troværdigt billede af udviklingsniveauet og de specifikke problemer med social og territorial samhørighed i de enkelte regioner;

17.

påpeger endvidere, at den forventede referenceperiode, der skal anvendes til at bestemme, om en region er berettiget til at modtage støtte fra EU's samhørighedspolitik fra 2014 og fremefter (sandsynligvis BNP pr. indbygger på regionalt plan for perioden 2007-2009), ikke vil afspejle den økonomiske krise og derpå følgende spareforanstaltningers fulde indvirkning på de europæiske regioner; anmoder om, at der gøres alt, hvad der er muligt, for at anvende mere aktuelle statistikker for regional BNP og udvikling i BNP til at fordele ressourcer samt mere progressive revisionsmekanismer i programmets løbetid.

18.

mener, at det vil være til gavn for såvel samhørighedspolitikken som de nationale politikker for regional udvikling, hvis der er de rette institutionelle rammer, en effektiv offentlig forvaltning og et godt fungerende partnerskab mellem de forskellige myndighedsniveauer, således at der kan udformes sammenhængende og samordnede strategier for udvikling på mellemlang og lang sigt og flerårige rammeprogrammer, som strategierne kan tage udgangspunkt i;

19.

mener, at samhørighedspolitikken via de offentlige foranstaltninger på forskellige niveauer og med respekt for de særlige nationale strukturer kan tilskynde medlemsstaterne til at styrke den institutionelle og administrative kapacitet, der er nødvendig for at sikre en bedre og mere effektiv brug af midlerne, og for at investeringerne i at mindske den ulige vækst får størst mulig virkning;

20.

fremhæver, at den måde, EU's samhørighedspolitik og de nationale politikker for regional udvikling gennemføres på, afhænger af situationen i den enkelte medlemsstat og er betinget af de institutionelle forhold og kompetencefordelingen og mere specifikt af graden af decentralisering, i hvor høj grad principperne om forvaltning på flere niveauer er blevet udmøntet, af de regionale og lokale erfaringer med territorial udvikling samt af programmernes karakter og geografiske rækkevidde (4);

21.

mener, at det er nødvendigt med et tættere samarbejde mellem de forskellige berørte forvaltningsniveauer, således at man undgår formålsløse overlapninger i de situationer, hvor de strukturer, der skal gennemføre de nationale og europæiske foranstaltninger, er forskellige. Det er nemlig udvalgets opfattelse, at man med en integreret programplanlægning af alle udviklingstiltag inden for et givent område og med en tæt koordineret forvaltning gradvist vil opnå den optimale synergieffekt. Til det formål vil det være hensigtsmæssigt at intensivere dialogen og det deraf følgende samarbejde mellem de forskellige forvaltningsniveauer for at sikre større sammenhæng og komplementaritet mellem de forskellige nationale og europæiske foranstaltninger.

22.

gør gældende, at foranstaltninger, der iværksættes for at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle, vil have størst indflydelse på samhørigheden og konkurrenceevnen i de berørte områder, hvis de er en del af en samordnet indsats, der i højere grad er resultatorienteret og tilrettelagt under hensyntagen til problemernes lokale og regionale karakter;

23.

understreger, at territorial samhørighed med Lissabontraktaten er blevet et nyt politisk mål og dermed en prioritet på lige fod med økonomisk og social samhørighed, og som en følge heraf må den territoriale dimension integreres bedre i alle politikker med klare territoriale virkninger, bl.a. ved systematisk at analysere de territoriale konsekvenser af disse politikker. Udvalget mener, at overvågningssystemer her vil være nyttige til løbende at sikre overblik over, hvordan de offentlige udgifter til samhørighedsmålene fordeler sig i EU;

24.

fremhæver, at inddragelsen af de offentlige myndigheder på alle niveauer i den strategiske planlægning og gennemførelsen af foranstaltninger for at mindske den ulige økonomiske og sociale udvikling garanterer, at disse foranstaltninger tager udgangspunkt i den lokale eller regionale situation og kan trække på den viden, der er nødvendig for at udnytte det lokale/regionale potentiale, samle ressourcerne og sikre, at myndighedernes indsats får størst mulig virkning;

25.

bemærker, at udfordringer som kampen mod klimaændringerne, energiforsyning, globaliseringen, forholdet mellem byområder og landdistrikter, de demografiske ændringer og migration påvirker lokalområder meget forskelligt og derfor må tackles ved hjælp af løsninger, der udformes og gennemføres på lokalt og regionalt plan under overholdelse af nærhedsprincippet;

26.

mener derfor, at de nationale og europæiske foranstaltninger kun vil blive vellykkede, hvis de kompetente lokale og regionale myndigheder i overensstemmelse med deres egen nationale ret gives et medansvar, og hvis arbejdsmarkedets parter og økonomiske interesseorganisationer i overensstemmelse med partnerskabsprincippet inddrages i opfølgningen af foranstaltningerne i planlægnings-, programmerings- og gennemførelsesfasen.

27.

erkender, at udviklingen i Europas regioner på grund af situationen for de offentlige finanser må foregå inden for nogle stramme rammer, hvorfor der må stræbes efter størst mulig effektivitet og virkning, og det støtter Kommissionens forslag om større resultatorientering, hvor der kan indføres klare og kvantificerbare mål og målbare resultatindikatorer med tilstrækkelig fleksibilitet, der er forenelige med de planlagte foranstaltninger, således at der i programperiodens løbetid kan foretages en samlet vurdering;

28.

er ikke afvisende over for princippet om at indføre forudgående vilkår for brug af strukturfondsmidlerne, således at de tæt og direkte knyttes til at forbedre EU-samhørighedspolitikkens virkninger, til at kunne påvirke gennemførligheden og funktionen af programmerne i positiv retning og til at sikre en bedre samordning af foranstaltninger til fremme af udviklingen;

29.

understreger dog, at disse vilkår ikke må være af en karakter, der kan forsinke iværksættelsen af strukturfondsprogrammer og dermed kraftigt svække de resultater, der forventes opnået i kraft af de nationale midler, der bruges til supplerende foranstaltninger;

30.

vil fremlægge en mere udtømmende redegørelse for sit syn herpå, når Kommissionens forslag foreligger;

31.

er til gengæld ikke enig i Kommissionens forslag om at indføre betingelser knyttet til vækst- og stabilitetspagten, idet der er risiko for, at det vil ramme de lokale og regionale myndigheder, som ikke er ansvarlige for medlemsstaternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser (5), da udviklingen vil blive standset eller forsinket og de allerede opnåede resultater svækket;

32.

bemærker, at forskellige faktorer kan hindre den optimale anvendelse af EU-midler i de områder og sektorer, hvor mulighederne for vækst er størst, hvilket kan betyde, at den samlede effekt i et givent område bliver mindre (6). Her bliver det vigtigt at efterprøve additionaliteten for at sikre, at midlerne anvendes til effektivt at supplere de nationale udgiftsprogrammer, således at EU's aktioner tilføres en reel merværdi;

33.

understreger derfor, at det ville være hensigtsmæssigt at overvåge strukturfondenes supplerende funktion mere effektivt og sikre, at EU-foranstaltningerne bakkes op af supplerende og komplementære aktioner, som ikke normalt eller i tilstrækkeligt omfang er omfattet af de nationale ordninger;

34.

mener, at effektiviteten af EU's samhørighedspolitik også afhænger af, at procedurerne forenkles for at mindske støttemodtagernes lovgivningsmæssige og administrative byrder mest muligt. Enklere procedurer er vigtige forudsætninger for midlernes effektive anvendelse. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at anbefale, at medlemsstaterne sammen med de regionale og lokale myndigheder undersøger og fremlægger forslag, der sigter mod at skabe større overensstemmelse mellem EU's regler (principper, frister og procedurer) og de nationale regler, således at resultater og virkning prioriteres, og man samtidig undgår at skabe ulige vilkår for de forskellige medlemsstaters anvendelse af midlerne.

35.

erkender, at Europa 2020-strategien er vigtig for en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, og glæder sig over indholdet af Kommissionens meddelelse »Regionalpolitikkens bidrag til bæredygtig vækst i Europa 2020« (7), hvori det anføres, at realiseringen af strategiens målsætninger i vidt omfang vil afhænge af de beslutninger, der træffes på regionalt og lokalt niveau;

36.

mener, at samhørighedspolitikken kan yde et vigtigt bidrag til Europa 2020-strategien, men også at den ikke må integreres i selve strategien med tanke på, at sigtet med politikken er at fremme en harmonisk udvikling i EU ved at mindske de økonomiske og sociale forskelle mellem de forskellige områder i Europa, som fastslået i artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. De to processer bør derfor gennemføres, således at de også fremover forbliver uafhængige af hinanden med hver sit specifikke formål, hvor det ene ikke fuldstændig kan erstatte det andet, men inden for en ramme, hvor de, fordi de er samordnet og komplementære, gensidigt kan påvirke hinanden;

37.

støtter forslaget i den femte rapport om økonomisk, social og territorial samhørighed om at udarbejde en fælles strategisk ramme omfattende strukturfondene og de øvrige EU-fonde for territorial udvikling, dvs. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU), Den Europæiske Socialfond (ESF), Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) og Den Europæiske Fiskerifond (EFF), men dog således at de har deres egne midler og egne særskilte regler. Ser det som et positivt skridt, hvis de europæiske fonde, der anvendes til strukturpolitikkerne, integreres i én strategisk ramme for udviklingen, da samordningen dermed burde blive bedre;

38.

mener, at det i den igangværende debat om de fremtidige strukturfondsforordninger må sikres, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne, baseret på den fælles strategiske ramme, bliver et redskab, der skaber reel komplementaritet mellem de nationale og EU's foranstaltninger med de samme mål om at mindske de økonomiske, sociale og territoriale forskelle. Dette skal ske ved at fastlægge investeringsprioriteter og fordelingen af nationale og EU-midler og blive enige om betingelser og de mål, der skal nås;

39.

betoner imidlertid, at disse kontrakter i overensstemmelse med principperne om forvaltning på flere niveauer skal udformes med fuld inddragelse af de lokale og regionale myndigheder, dvs. de institutioner, der har ansvaret for at gennemføre og forvalte foranstaltningerne regionalt og lokalt, og altså ikke blot mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Dette vil sikre en mere effektiv samordning, synkronisering af de forskellige politiske dagsordener, samt at forvaltningen styrkes, ikke kun rent praktisk men også på strategisk plan;

40.

mener, at udviklings- og investeringspartnerskabskontrakterne, alt efter de konkrete omstændigheder i de enkelte medlemsstater, på relevant vis kan omsætte de territoriale pagter, som Regionsudvalget har lanceret i forbindelse med de nationale reformprogrammer;

41.

gør gældende, at en sådan samordning af de nationale politikker for regional udvikling og EU's samhørighedspolitik i praksis afspejler princippet om at samle foranstaltningerne, og således skabe størst mulig synergi mellem de forskellige instrumenter inden for samme område og tage højde for de indbyrdes sammenhænge. På den måde bliver der garanti for en højere grad af samordning af ikke blot anvendelsesområdet for EFRU, ESF, Samhørighedsfonden, ELFUL og EFF, men også mellem de nationale foranstaltninger og målene for udviklingen;

42.

mener endvidere, at det er strategisk vigtigt, at de nationale politikker for regional udvikling og EU's samhørighedspolitik ikke tilrettelægges uafhængigt af sektorpolitikkerne, men at det er absolut nødvendigt med en bedre sammenhæng, koordinering og synergi mellem foranstaltninger. I mange sektorer er det i virkeligheden ofte sådan, at virkningerne af de offentlige politikker er sammenkædede, og politikkerne derfor kan have en samlet set større virkning, hvis deres gennemførelse er godt koordineret (8);

43.

mener, at det på den måde ville blive lettere konkret at indrette programmerne efter de fastlagte mål og koncentrere de igangværende politiske instrumenter og eksisterende finansielle ressourcer herom. Der ville nemlig kunne fastlægges prioriteter for støtteområder, investeringer og tilgængeligheden af EU-midler på grundlag af en analyse af de enkelte regioners ressourcer. Med en sådan indfaldsvinkel ville det være muligt at udnytte den enkelte regions potentiale og viden om egne prioriteter optimalt.