11.1.2012 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 9/4 |
Regionsudvalgets udtalelse: »Mod en europæisk dagsorden for socialt boligbyggeri«
2012/C 9/02
REGIONSUDVALGET
— |
anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle borgere har råd til en bolig, ved at huslejestigninger baseres på en objektiv prisfastsættelse – en metode, som garanterer moderate ejendomspriser – og ved at skattepolitikken tilpasses med henblik på at begrænse spekulation; |
— |
hilser det velkommen, at Kommissionen, som Regionsudvalget tidligere har opfordret til, den 19. september 2011 fremsatte et nyt forslag om udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelse af lokale og sociale offentlige tjenester, herunder socialt boligbyggeri, for anmeldelse af støtte; minder i den forbindelse om, at det påhviler medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at fastlægge tjenester af almen interesse inden for den sociale boligpolitik og bestemme, hvordan de skal tilvejebringes og anvendes; understreger endvidere, at Kommissionen ikke har kompetence til at fastlægge betingelserne for tildeling af sociale boliger eller til at fastslå, hvilke kategorier af husstande der ikke kan få deres grundlæggende sociale behov opfyldt af markedskræfterne alene; |
— |
opfordrer til, at reglerne for berettigelse til støtte fra EU's strukturfonde til energirenovation af boliger til fremme af den sociale samhørighed forlænges, og at hver region gives større fleksibilitet med hensyn til omfanget af de midler, der bevilges til formålet. I forhold til strukturfondene bør partnerskabsprincippet udnyttes effektivt, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at samarbejde med lokale og regionale myndigheder om at fastlægge prioriteter og træffe beslutninger om, hvordan strukturfondsmidlerne skal anvendes; |
— |
understreger, at uacceptable boligvilkår i betydelig grad påvirker sundheden, og at en forbedring af boligkvaliteten kan forebygge de negative følger, som en for overfyldt, fugtig, kold eller dårligt udluftet bolig har på beboernes sundhed; tilføjer, at en mangel på bolig forårsager stress og nød, hvilket har en negativ indvirkning på livskvalitet, sundhed og velbefindende for enkeltpersoner, familier og samfund. |
Ordfører |
Alain HUTCHINSON (BE/PSE), medlem af parlamentet i hovedstadsregionen Bruxelles |
I. POLITISKE ANBEFALINGER
REGIONSUDVALGET
1. |
gentager sin støtte til Europa 2020-strategien med henblik på at fremme en intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst; |
2. |
noterer sig med interesse, at balancen på boligmarkedet i betragtning af dens betydning for større finansiel og økonomisk stabilitet på EU-plan er blevet anerkendt som en mulig indikator i den mekanisme til makroøkonomisk overvågning, som indføres i det nye europæiske halvår; |
3. |
minder om, at alle EU-borgere har et grundlæggende behov for en økonomisk overkommelig og anstændig bolig, og at de regionale og lokale myndigheder meget ofte er en vigtig formidlende instans, når borgerne skal have opfyldt dette behov; |
4. |
understreger derfor, at selv om Den Europæiske Union ikke har nogen eksplicit kompetence på det boligpolitiske område, er det nødvendigt – i betragtning af boligspørgsmålets betydning for gennemførelsen af ovennævnte overordnede politiske EU-mål (økonomisk stabilitet, bekæmpelse af klimaændringer og social inklusion), den horisontale sociale klausul, som der henvises til i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og artikel 34 i charteret om de grundlæggende rettigheder – at belyse, hvordan EU-politikkerne kan øve indvirkning på boligsituationen; |
5. |
mener desuden, at de lokale, regionale og nationale myndigheders beføjelser til at fastlægge deres egen boligpolitik, især for det almennyttige boligbyggeri, bør bevares fuldt ud i overensstemmelse med Lissabontraktatens artikel 14 og protokol 26 hertil, så boligpolitikken med udnyttelse af alle de disponible finansielle midler fortsat kan opfylde befolkningens behov, og de lokale og regionale myndigheder på denne måde får mulighed for så effektivt som muligt at tackle de store udfordringer, der er fælles for hele EU; |
6. |
fremhæver det nødvendige i, at medlemsstaterne påtager sig et ansvar for boligpolitikken, og at EU-politikkerne tilvejebringer en ramme for opnåelse af dette mål; |
7. |
bifalder, at der nu åbnes for støtte fra EU's strukturfonde til energirenovering af det sociale boligbyggeri og til forbedring af boligforholdene for marginaliserede grupper; anmoder derfor om, at dette føres videre efter 2014; |
8. |
hilser det velkommen, at Kommissionen, som Regionsudvalget (1) tidligere har opfordret til, den 19. september 2011 (2) fremsatte et nyt forslag om udvidelse af anvendelsesområdet for fritagelse af lokale og sociale offentlige tjenester, herunder socialt boligbyggeri, for anmeldelse af støtte; minder i den forbindelse om, at det påhviler medlemsstaterne og de lokale og regionale myndigheder at fastlægge tjenester af almen interesse inden for den sociale boligpolitik og bestemme, hvordan de skal tilvejebringes og anvendes; understreger endvidere, at Kommissionen ikke har kompetence til at fastlægge betingelserne for tildeling af sociale boliger eller til at fastslå, hvilke kategorier af husstande der ikke kan få deres grundlæggende sociale behov opfyldt af markedskræfterne alene. |
REGIONSUDVALGET
Boliger til overkommelige priser for alle som forudsætning for økonomisk stabilitet
9. |
er enigt med Kommissionen i det nødvendige i at undgå fremtidige bobler på ejendomsmarkedet på grund af disses indvirkning på både den sociale og den finansielle stabilitet. I den forbindelse skulle de nye regler for et fælles realkreditmarked, som Kommissionen har foreslået, og som dels udvides til den periode, der går forud for kontraktunderskrivelsen, dels har til formål at skabe en tilpasset ramme for de markedsaktører, der er berørt af lånetransaktionen, kunne muliggøre en bedre beskyttelse af forbrugerne, især de fattige husholdninger, men uden at de udelukkes fra muligheden for at skaffe sig adgang til en bolig. Der er modeller for adgang til at købe sociale boliger, som er beskyttede og under tilsyn. Disse modeller indgår som en integreret del i de sociale boligpolitikker, og dette nye direktiv bør ikke have nogen begrænsende virkning på dem (3); |
10. |
understreger, at de økonomiske ubalancer, som uoverkommelige boligpriser skaber, ikke er begrænset til det finansielle område, men øver betydelig indflydelse på husstandenes forbrugstilbøjelighed. I Europa bruger de fattige husstande gennemsnitligt 40 % af deres indtægter (4) på bolig og opvarmning, og denne andel er stadig stigende; |
11. |
anmoder medlemsstaterne om at sikre, at alle borgere har råd til en bolig, ved at huslejestigninger baseres på en objektiv prisfastsættelse – en metode, som garanterer moderate ejendomspriser – og ved at skattepolitikken tilpasses med henblik på at begrænse spekulation; |
12. |
opfordrer til, at investeringer i socialt boligbyggeri støttes, og til at risikovurderingen ved boliginvesteringer tager hensyn til det sociale boligbyggeris særlige karakter, som ikke indebærer samme risici som resten af boligsektoren; |
13. |
mener, at Den Europæiske Investeringsbank (EIB) bør øge sine investeringer i denne sektor betydeligt, da energieffektive kvalitetsboliger til overkommelige priser udgør en infrastruktur for lokal økonomisk udvikling, navnlig i de medlemsstater, hvor der ikke findes nogen offentlig boligbank, og samtidig bør forbedre lånevilkårene; man bør være særlig opmærksom på behovet for at skabe en stor bestand af lejeboliger i bestemte regioner, så de dårligst stillede i befolkningen, som ikke har råd til en ejerbolig, kan få opfyldt deres behov. |
REGIONSUDVALGET
En ambitiøs politik til støtte for energieffektivitet i boliger med henblik på at opfylde 2020-målene for nedbringelse af energiforbruget
14. |
minder om, at boligsektoren tegner sig for 40 % af drivhusgasemissionerne og derfor er en højt prioriteret sektor, når det gælder bekæmpelse af klimaændringer; tilføjer, at det for at nå de fastsatte mål er nødvendigt at forbedre vilkårene for den boligmasse, der er ældre end 30 år, og som i nogle regioner udgør over 70 % af de eksisterende boliger; understreger endvidere, at energirenovation af fire boliger skaber så meget beskæftigelse, at det svarer til en arbejdsplads til én person, og fremhæver derfor denne sektors betydning i form af positive og strukturerende virkninger for beskæftigelsen, den økonomiske vækst og miljøet på lokalt niveau; |
15. |
opfordrer til, at reglerne for berettigelse til støtte fra EU's strukturfonde til energirenovation af boliger til fremme af den sociale samhørighed forlænges, og at hver region gives større fleksibilitet med hensyn til omfanget af de midler, der bevilges til formålet. I forhold til strukturfondene bør partnerskabsprincippet udnyttes effektivt, og medlemsstaterne bør tilskyndes til at samarbejde med lokale og regionale myndigheder om at fastlægge prioriteter og træffe beslutninger om, hvordan strukturfondsmidlerne skal anvendes; |
16. |
glæder sig over, at Kommissionen prioriterer energibesparelse og effektivt energiforbrug og mener, at EU-direktivet om energieffektivitet (5), bør konsolideres under hensyntagen til nærhedsprincippet; opfordrer Europa-Parlamentet og Rådet til at sikre, at forpligtelserne til nedbringelse af energiforbruget og energifattigdommen har en positiv virkning på sårbare husholdninger, og at foranstaltninger til renoveringsfremme sigter imod at reducere energifattigdommen gennem oprettelse af særlige nationale eller regionale fonde; |
17. |
understreger endvidere, at programmerne for faglig bistand, f.eks. Elena (udarbejdelse af lokalplaner for energieffektivitet) og øremærkede fonde som Jessica-programmet til integreret byudvikling (finansieret over strukturfondene), to vigtige instrumenter for gennemførelsen af Borgmesteraftalen, som Regionsudvalget var medinitiativtager til, bør forlænges og styrkes i den næste programperiode; |
18. |
støtter Kommissionens tilgang, der går ud på at reducere vores livsstils indvirkning på miljøet og at organisere økonomien som forklaret i flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa under Europa 2020-strategien« (KOM(2011) 21 endelig), og noterer sig, at boligspørgsmålet og politikkerne for fysisk planlægning og byfornyelse bør mobiliseres bedre med dette mål for øje. |
REGIONSUDVALGET
En intelligent vækst for at kunne tackle de store samfundsmæssige udfordringer ved at tilpasse nutidens byer og boliger
19. |
bifalder Kommissionens vilje til at investere i en modernisering af økonomien og tilbyde alle borgere adgang til informations- og kommunikationsteknologi (ikt), som er et vigtigt værktøj til at kunne deltage aktivt i samfundet; |
20. |
henleder opmærksomheden på det stigende behov for sociale boliger fra alle alders- og samfundsgrupper samt det pres, der lægges på lokale og regionale myndigheder for at opfylde forskellige befolkningsgruppers behov, og opfordrer til, at der i udformningen af tjenester, som skal dække en aldrende befolknings behov, bedre tilpasses ydelserne til denne befolknings behov ved at undgå at gøre dem teknisk og økonomisk utilgængelige. Udvalget konstaterer, at de ældre i samtlige EU-lande bliver fattigere, og opfordrer til, at et særligt afsnit under det nye europæiske innovationspartnerskab inden for aktiv og sund aldring, som koordinerer forskningsindsatsen på området, sætter fokus på udvikling af økonomisk overkommelige løsninger, som gør det muligt for ældre at forblive og at klare sig selv i hjemmet så længe som muligt; det bør herunder tages i betragtning, at forbedring af de eksisterende boligers adgangsforhold er en fornuftig og realistisk måde at reducere de ældres behov for hjælp på; det gør det lettere for dem at blive boende i eget hjem og at genoptage et socialt liv, hvorved vilkårene for deres personlige autonomi forbedres; |
21. |
gentager behovet for at sætte borgerne i centrum af pilotprogrammer til udvikling af fremtidens byer (»intelligente byer«) ved at indføje et afsnit om »social inklusion« og ved at fremme brugernes deltagelse i projekterne og derved anerkende deres rolle som vigtige aktører i omdannelsen af byer, som for at være bæredygtige skal kunne sikre social samhørighed; |
22. |
mener, at teknologier til opførelse af passive bygninger bør være genstand for yderligere programmer til inddragelse af brugerne, og at det ud over teknologisk forskning er nødvendigt at yde EU-støtte til disse synlighedsaktioner og tage hensyn til brugerne/forbrugerne; |
23. |
bifalder fremskridtene inden for informationsteknologi og telepleje, som støtter ældre og handicappede i hjemmet. |
REGIONSUDVALGET
Adgang for ale til anstændige leve- og boligvilkår for at muliggøre fuld deltagelse i samfundet og sikre alle borgere grundlæggende rettigheder
24. |
støtter Den Europæiske Unions mål om at mindske fattigdommen inden 2020, hvilket kræver ambitiøse gennemførelsesprogrammer fra medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders side; |
25. |
understreger, at uacceptable boligvilkår i betydelig grad påvirker sundheden, og at en forbedring af boligkvaliteten kan forebygge de negative følger, som en for overfyldt, fugtig, kold eller dårligt udluftet bolig har på beboernes sundhed; tilføjer, at en mangel på bolig forårsager stress og nød, hvilket har en negativ indvirkning på livskvalitet, sundhed og velbefindende for enkeltpersoner, familier og samfund; |
26. |
opfordrer til, at boligområdet gøres til en central søjle i disse programmer og kombineres med investeringer og politikker, der har til formål at forbedre udbuddet af anstændige boliger til overkommelige priser, såvel ejerboliger som lejeboliger; |
27. |
understreger det vigtige i, at Eurostats indikatorer for boligaspektet (pris, kvalitet) i den sociale inklusion offentliggøres regelmæssigt for at vurdere, hvilke fremskridt der er gjort på området, og at de suppleres af regionale og lokale statistikker; |
28. |
mener, at det haster med at løse hjemløshedsproblemet (6), og at der dertil kræves en koordineret indsats fra samtlige politikker, der har indvirkning på hjemløsheden; bifalder i den forbindelse Europa-Parlamentets beslutning om en EU-strategi for hjemløshed (7) og opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at gennemføre den; |
29. |
opfordrer til, at social innovation støttes af platformen mod fattigdom, men også af rammeprogrammet for forskning, med henblik på at afprøve nye former for politikforvaltning for at forbedre adgangen til boliger og bekæmpe hjemløshed (8); |
30. |
noterer sig med interesse henstillingerne fra juryen på konsensuskonferencen om hjemløshed, som blev afholdt under det belgiske formandskab for Den Europæiske Union, og minder om de lokale og regionale myndigheders afgørende rolle i skabelsen af et partnerskab med de berørte aktører og i indsatsen for at øge udbuddet af økonomisk overkommelige boliger, som er en nødvendig, men ikke den eneste, forudsætning for en effektiv bekæmpelse af hjemløshed; |
31. |
er enigt i det nødvendige i at udvikle differentierede boligløsninger for at imødekomme stadig mere forskelligartede behov og at foreslå et alternativ til lejeboliger og private ejerboliger, såsom andelsboliger, boliger med delt ejerskab, »land trust communities« o. lign.; opfordrer medlemsstaterne til at støtte de lokale og regionale myndigheder i opretholdelsen og styrkelsen af bredden af udbud – og tage de nødvendige mekanismer for modernisering af boligmassen med i betragtning – uden at begunstige adgangen til ejerboliger på bekostning af adgangen til andre boligformer; |
32. |
fremhæver det nødvendige i, at Kommissionens meddelelse om socialt iværksætteri, som er bebudet i slutningen af 2011, kortlægger de muligheder, som sociale virksomheder tilbyder for at forbedre udbuddet af økonomisk overkommelige boliger; |
33. |
betoner vigtigheden af at forebygge og mindske uønskede forskelle mellem forskellige boligområder ved hjælp af byplanlægning og socialpolitiske foranstaltninger; |
34. |
understreger, at det ud over muligheden for at mobilisere EU's strukturfonde med henblik på at sikre boliger til marginaliserede samfundsgrupper – en foranstaltning, som bør føres videre i næste programperiode, da den imødekommer behovet for at få udryddet uværdige boliger – også er nødvendigt at gøre strukturfondene mere integrerede (ESF/EFRU) for at kunne støtte en bæredygtig udvikling af dårligt stillede kvarterer (9); henleder opmærksomheden på, at fornyelse af bykvarterer imidlertid ikke må føre til »gentrificering«, og at der bør gennemføres programmer til fremme af blandede beboersammensætninger for at sikre den sociale samhørighed. |
REGIONSUDVALGET
Bedre styring skal sikre et konstruktivt samspil mellem EU's politikker og boligpolitikkerne
35. |
tilskynder medlemsstaterne til at sikre kontinuitet i det uformelle boligministermøde som forum for udveksling og bedre forståelse af nationale politikker og sammenhænge og for fastlæggelse af holdninger til spørgsmål, som øver betydelig indflydelse på medlemsstaternes boligpolitik, især dens finansiering; |
36. |
foreslår, i betragtning af boligens betydning for EU-borgernes hverdag, at Eurostat pålægges at udarbejde et specifikt eurobarometer for boligvilkår og -priser; |
37. |
anbefaler, at Europa-Parlamentets tværpolitiske gruppe »Intergroupe Urban-Logement« regelmæssigt afholder møder med Regionsudvalget om boligdimensionen i EU-politikkerne, især på byområdet. |
Bruxelles, den 11. oktober 2011.
Mercedes BRESSO
Formand for Regionsudvalget
(1) CdR 150/2011.
(2) http://ec.europa.eu/competition/index_en.html
(3) Europa-Parlamentets og Rådets forslag til direktiv om kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse (2011/0062 (COD)).
(4) EUSILC 2009, Eurostat.
(5) Kommissionens forslag af 22. juni 2011.
(6) CdR 18/2010.
(7) B7-0475/2011.
(8) CdR 402/2010.
(9) CdR 129/2011.