29.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/109

1.1

Udvalget støtter Kommissionens ønske om at få det indre marked for tjenesteydelser til at fungere bedre. Det siger sig selv, at hindringer i form af diskriminerende, uberettigede eller urimelige krav skal afskaffes. EØSU bifalder derfor initiativet til modernisering af offentlige administrationer via etablering af såkaldte »kvikskranker«. Administrativt samarbejde om grænseoverskridende spørgsmål kan kun bifaldes. Dette samarbejde bør imidlertid også udvides til politikområder, hvor opfyldelsen af forpligtelser er genstand for debat.

1.2

EØSU mener, at Kommissionens konklusioner vedrørende konsekvenserne af tjenesteydelsesdirektivet og servicesektorens funktion er forhastede. Direktivet trådte først i kraft for et par år siden. Den kendsgerning at ikke alle medlemsstater er lige tilfredse med direktivet, og at medlemsstaterne skal omsætte direktivet til national lovgivning på deres egen maner er med til at komplicere sagen, hvilket Kommissionen ikke kommer ind på i sin meddelelse. Servicesektoren er en stor og kompleks sektor med mange forskellige brancher. Det vil tage tid at strømline det indre marked for tjenesteydelser vha. EU-lovgivning.

1.3

Tjenesteydelsesdirektivet blev vedtaget under den gamle traktat, hvor de økonomiske interesser endnu havde højeste prioritet på det indre marked. I Lissabontraktaten er andre politikområder ikke længere underlagt økonomiske hensyn, men sidestillet hermed. Det er interessant at se nærmere på, hvordan lovgivning og retspraksis, der tog form under den gamle traktat, relaterer sig til den nye traktat. I sin udtalelse om en akt for det indre marked anbefalede EØSU, at udstationeringsdirektivet evalueres med udgangspunkt i den nye traktat. Det ville være interessant at se, om en evaluering af Domstolens afgørelser, hvor hovedvægten blev lagt på det indre marked (den tidligere artikel 49), kan give ny indsigt.

2.1

Selvom tjenesteydelser spiller en vigtig økonomisk rolle i EU, har Kommissionen den opfattelse, at potentialet på markedet for tjenesteydelser endnu ikke udnyttes fuldt ud. Kommissionen understreger således i sin meddelelse om »Europa 2020-strategien«, at der skal skabes et bedre integreret indre marked for tjenesteydelser (1) på grundlag af tjenesteydelsesdirektivet, og den fremhæver i sin meddelelse »På vej mod en akt for det indre marked«, at det indre marked for tjenesteydelser skal styrkes yderligere (2). Der er brug for begge dele, så virksomheder i servicesektoren kan få hjælp til at vokse og positionere sig bedre på globalt plan, hvorved de kan skabe endnu flere arbejdspladser.

2.2

Med vedtagelsen af tjenesteydelsesdirektivet i december 2006 (3) og den efterfølgende gennemførelse er der taget et første skridt til forbedring af det indre marked for tjenesteydelsers funktion. Dermed har Kommissionen forenklet den lovgivningsmæssige ramme og takket være en lang række gennemførelsesbestemmelser i medlemsstaterne er flere hundrede uberettigede eller urimelige krav i hele EU blevet afskaffet.

2.3

Tjenesteydelsesdirektivet beskriver »en gensidig evalueringsproces« som et instrument til »peer review«. I 2010 evaluerede medlemsstaterne og Liechtenstein, Norge og Island næsten 35 000 lovkrav, som først og fremmest vedrører virksomheder i servicesektoren. Det drejer sig både om krav vedrørende etablering (tilladelser, territoriale eller kapitalandelsrelaterede begrænsninger) og krav i forbindelse med den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser (pligt til registrering, anmeldelse eller forsikring).

2.4

Den mest iøjnefaldende konklusion på dette forløb er, at det indre marked i visse tjenesteydelsessektorer fortsat er »et igangværende arbejde«. Det største problem består ifølge Kommissionen i, at alle diskriminerende hindringer endnu ikke er afskaffet via lovgivning, og at gennemførelsen af alle bestemmelser, der fjerner hindringerne, endnu ikke er fuldført i alle medlemsstater eller at disse bestemmelser ikke håndhæves på rette vis i alle medlemsstater. Derudover benytter medlemsstaterne sig åbenbart stadig i stort omfang af muligheden for at lade bestemte tjenesteudbydere nyde godt af retten til at levere bestemte tjenesteydelser.

2.5

Med det formål at styrke det indre marked for tjenesteydelser stiller Kommissionen forslag om en række tiltag, der skal gennemføres i løbet af det kommende halvandet år, herunder:

Kommissionen vil vurdere effektiviteten af klagemulighederne på nationalt plan, der giver tjenesteydere mulighed for at klage over overtrædelse af deres indre markeds-rettigheder ved de nationale myndigheder, og træffe beslutning om de næste skridt inden udgangen af 2012.

3.1

Kommissionen fastslår med rette, at det indre marked for tjenesteydelser ikke er noget mål i sig selv, men et instrument til forbedring af de europæiske virksomheders og borgeres dagligdag og velfærd. Det ville være passende at se nærmere på det indre markeds bidrag til disse horisontale målsætninger. Tjenesteydelsesdirektivet blev vedtaget under den gamle traktat, hvor de økonomiske interesser endnu havde højeste prioritet på det indre marked. I Lissabontraktaten er andre politikområder ikke længere underlagt økonomiske hensyn, men sidestillet hermed. Det er interessant at se nærmere på, hvordan lovgivning og retspraksis, der tog form under den gamle traktat, relaterer sig til den nye traktat. I sin udtalelse om en akt for det indre marked anbefalede EØSU, at udstationeringsdirektivet evalueres med udgangspunkt i den nye traktat. Det ville være interessant at se, om en evaluering af Domstolens afgørelser, hvor hovedvægten blev lagt på det indre marked (den tidligere artikel 49), kan give ny indsigt.

3.2

De hidtil gennemførte evalueringer har i for høj grad fokuseret på selve lovgivningen og er bl.a. derfor for »teknokratiske«. Således kan reglerne for bestemte faggrupper i en medlemsstat sagtens været betinget af ønsket om tjenesteydelser af en vis kvalitet og dermed være i borgernes interesse. Selv om denne regulering opfattes som en hindring for den frie grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, må det ikke betyde, at denne »hindring« automatisk afskaffes. Forbrugeres og arbejdstageres interesser kan i sådanne tilfælde veje tungere end hensynet til økonomiske friheder. Kun når en hindring reelt er baseret på berettigede og diskriminerende begrundelser skal en sådan afskaffes.

3.3

EØSU mener, at Kommissionens konklusioner vedrørende konsekvenserne af tjenesteydelsesdirektivet og servicesektorens funktion er forhastede. Direktivet trådte først i kraft for et par år siden. Den kendsgerning at ikke alle medlemsstater er lige tilfredse med direktivet, og at medlemsstaterne skal omsætte direktivet til national lovgivning på deres egen maner er med til at komplicere sagen, hvilket Kommissionen ikke kommer ind på i sin meddelelse. Servicesektoren er en stor og kompleks sektor med mange forskellige brancher. Det vil tage tid at strømline det indre marked for tjenesteydelser vha. EU-lovgivning.

3.4

Meddelelsen omhandler såvel den fri etableringsret som fri levering af grænseoverskridende tjenesteydelser, hvilket to meget forskellige sagsområder. Krav vedrørende etablering er primært en national kompetence, mens grænseoverskridende levering af tjenesteydelser inden for rammerne af de økonomiske friheder er baseret på EU-lovgivning. Det er op til medlemsstaterne at finde frem til en fornuftig balance.

3.5

Det kan også anbefales, at det klart defineres, hvad der forstås ved grænseoverskridende tjenesteydelser, og hvordan meddelelsens datamateriale skal læses i den forbindelse. Kommissionen , at tjenesteydelsesdirektivet omfatter 40 % af EU's BNP. Andetsteds i samme meddelelse står, at servicesektoren tegner sig for ca. 70 % af EU's BNP. Dermed antydes det, at over halvdelen af markedet for tjenesteydelser består af grænseoverskridende tjenesteydelser, men det sidste ord er langt fra sagt i den sag.

3.6

Meddelelsen indeholder derudover en række antagelser, der enten ikke kan kontrolleres eller som der i det mindste kan stilles spørgsmålstegn ved, hvilket Kommissionen tager let på. I punkt 5.1 fastslår Kommissionen, at den har store forventninger til »ydelsestjekket«, der allerede udføres i samarbejde med medlemsstaterne – samtidig med at det netop er enkelte medlemsstater, der er med til at lægge hindringer i vejen for færdiggørelsen af det indre marked for tjenesteydelser.

3.7

Kommissionen fastslår under punkt 2 i sin meddelelse, at gennemførelsen af tjenesteydelsesdirektivet ifølge et forsigtigt skøn kan resultere i en økonomisk gevinst på op til 140 mia. EUR, hvilket svarer til en vækst på ca. 1,5 % i EU's BNP. Dette tal er baseret på en undersøgelse, som Nederlandenes centrale planlægningsbureau gennemførte i 2007 kort efter tjenesteydelsesdirektivets gennemførelse, hvor forventningerne til direktivets gennemslagskraft endnu ikke var undermineret af den efterfølgende krise. Også i dette tilfælde kan en vis nuancering retfærdiggøres.

3.8

Vurderingen af den gensidige evalueringsproces, som fandt sted i 2010, og som beskrives i punkt 3 og 4 giver stadig anledning til spørgsmål. Kommissionen skriver i sin meddelelse, at den gensidige evaluering i medlemsstaterne har haft en »hidtil uset indre marked-effekt«, uden at det tydeliggøres, hvori denne effekt består. Der har måske været tale om et højt aktivitetsniveau i visse dele af medlemsstaternes administrationer, men hvilken virkning og konkrete konsekvenser har evalueringen haft for det indre marked for tjenesteydelser?

3.9

Kommissionen udtaler sig ikke entydigt om en mulig prioritering af de forskellige horisontale målsætninger, som EU ønsker at forfølge. Dette fremgår bl.a. af den uklarhed, som hersker vedrørende medlemsstaternes beføjelser til at indføre bestemte regler, der muligvis kan have restriktive følgevirkninger, hvis dette tjener borgernes generelle velfærd. Denne mulighed og de dermed forbundne spørgsmål må, også på baggrund af Monti-rapportens beskrivelse af borgernes manglende støtte til det europæiske projekt, være genstand for en bredere samfundsdebat.

4.1

Udvalget støtter Kommissionens ønske om at få det indre marked for tjenesteydelser til at fungere bedre. Det siger sig selv, at hindringer i form af diskriminerende, uberettigede eller urimelige krav skal afskaffes. EØSU bifalder derfor initiativet til modernisering af offentlige administrationer via etablering af såkaldte »kvikskranker«. Administrativt samarbejde om grænseoverskridende spørgsmål kan kun bifaldes. Dette samarbejde bør imidlertid også udvides til politikområder, hvor opfyldelsen af forpligtelser er genstand for debat (4).

4.2

Ifølge tjenesteydelsesdirektivet er kun elektroniske »kvikskranker« obligatoriske. I en række medlemsstater er der derudover også etableret fysiske »kvikskranker«. Disse leverer også anderledes, mere proaktive og videregående tjenesteydelser til virksomheder, som ønsker at blive aktive på markeder i andre medlemsstater. Udvalget har den holdning, at sådanne kontaktpunkter skal være let tilgængelige på flere sprog end blot nationalsproget, og der skal fortsat være en mulighed for at anvende e-registrering. EØSU er interesseret i at høre om virksomhedernes oplevelser og erfaringer med de forskellige strategier og anmoder Kommissionen om at undersøge, om de fysiske »kvikskranker« skaber bedre resultater og vurderes mere positivt end de elektroniske udgaver.

4.3

Udsagnet om, at servicesektoren hører til blandt de mest innovative og dynamiske, og derfor har potentialet til at yde et stort bidrag til den økonomiske vækst, bør nok relativeres. Naturligvis leverer tjenesteydelsesdirektivet et vigtigt positivt bidrag til fremme af beskæftigelsen i EU, og der er blevet etableret talrige nye arbejdspladser af høj kvalitet. Mange af de »nye« arbejdspladser i servicesektoren kræver imidlertid kun et lavt kvalifikationsniveau. Der er tale om rutineprægede opgaver, og lønnen er meget lav. Fremkomsten af en voksende gruppe af arbejdende fattige, som i flere undersøgelser kædes sammen med disse nye tjenesteydelser, bidrager ikke til et højere velfærdsniveau for Europas borgere.

4.4

Fri udveksling af tjenesteydelser er ikke det samme som fri bevægelighed for arbejdstagere. Alligevel fremgår det af forskellige undersøgelser, at den fri udveksling af tjenesteydelser med jævne mellemrum bruges som skalkeskjul for rekruttering af arbejdskraft. Grænseoverskridende tjenesteydelser som udelukkende har til formål at rekruttere billig arbejdskraft skal bekæmpes. Hvis der er tale om grænseoverskridende rekruttering af arbejdskraft bør princippet om anvendelse af reglerne i beskæftigelseslandet anvendes fuldt ud, så såvel arbejdstagere som lovlydige arbejdsgivere beskyttes, og unfair konkurrence, gennem anvendelse af proformaselvstændige eller anden omgåelse af arbejdsretlige regler, imødegås.

4.5

Kontrol med og håndhævelse af de gældende arbejdsvilkår i beskæftigelseslandet må EU ikke definere som »hindringer« eller »barrierer« for det indre tjenesteydelsesmarkeds funktionsevne, . Dette vedrører ikke kun gældende grundlæggende rettigheder for arbejdstagerne, som skal overholdes, det er også i lovlydige arbejdsgiveres interesse, at overholdelsen af kollektive overenskomster kontrolleres. Det er ikke alene tilfældet for store multinationale koncerners vedkommende, men også i SMV'ers interesse. Opfyldelse af den registrerings- og rapporteringspligt, som er nødvendig for, at der kan føres kontrol med overholdelsen af de grundlæggende rettigheder, udgør en elementær bestanddel af de pligter, der er forbundet med leveringen af grænseoverskridende tjenesteydelser. Et forbedret samarbejde mellem medlemsstaterne på dette område er i alle involverede aktørers interesse og kan kun have en positiv indvirkning på den grænseoverskridende levering af tjenesteydelser.

4.6

Kommissionen fastslår i sin meddelelse, at grænseoverskridende tjenesteydelsers andel af den interne handel i EU ikke modsvarer de nationale servicesektorers betydning. Mange tjenesteydelser er lokale, lokalt baserede og kan vanskeligt sælges over lange afstande. Kommissionen nævner ganske vist dette i forbifarten, men den tager på ingen måde højde for omfanget og betydningen af dette aspekt. De eksempler som Kommissionen nævner i sin meddelelse bidrager heller ikke til at tydeliggøre Kommissionens hensigter. Det lader snarere til at dreje sig om enkelttilfælde i et begrænset antal medlemsstater, hvor tjenesteydelsesdirektivet tilsyneladende ikke er blevet gennemført korrekt end om grundlæggende mangler ved direktivet i sig selv.

4.7

Kommissionen fokuserer hovedsageligt på konkurrence med den begrundelse, at dette vil være til fordel for forbrugerne, bl.a. med hensyn til udbud og pris. Men forbrugerne har også behov for andre vigtige ting i forbindelse med leveringen af tjenesteydelser, herunder beskyttelse, sikkerhed, kvalitet, prisgennemsigtighed, fair kontraktvilkår, klar og forståelig information og en garanti for, at købsprisen kan refunderes, hvis de leverede tjenesteydelser ikke er tilfredsstillende. Sektorspecifik lovgivning er også nødvendig, så det forebygges, at forbrugernes rettigheder skades, som det var tilfældet i forbindelse med liberaliseringen af energi- og telekommunikationsmarkederne.

4.8

Med henblik på at bekæmpe useriøse tjenesteudbydere, garantere tjenesteydelsernes kvalitet og skabe mulighed for klageadgang, når tjenesteudbydere begår kontraktbrud, er det nødvendigt, at der for hver sektor findes et register over anerkendte fagfolk, som offentligheden har adgang til. Kvalifikationerne hos tjenesteudbyderne i dette register skal leve op til bestemte kriterier og deres faglige kunnen skal kontrolleres med jævne mellemrum. Når forbrugerne på denne måde kan træffe et sikkert og velbegrundet valg, vil tilliden til det indre marked øges.

4.9

Hvad det juridiske aspekt angår, anmodes der i meddelelsen gentagne gange om, at der etableres retsmidler for tjenesteudbydere, først og fremmest SMV'er. Denne strategi er for ensidig. De i den sammenhæng udviklede retsmidler skal ikke alene tjene virksomhedernes interesser, men skal også kunne anvendes af forbrugere og arbejdstagere.

4.10

De lovgivningsmæssige hindringer i medlemsstaterne, som Kommissionen nævner i punkt 5.2, kan og skal ikke kun vurderes ud fra tjenesteudbydernes perspektiv. Monopoliserede aktiviteter, kapital- og forsikringskrav tager i lige så høj grad udgangspunkt i et samfundsmæssigt ønske om kvalitet. Derudover tjener disse krav til at garantere, at der kan fastlægges et civilretligt ansvar og at forbrugere og arbejdstagere kan gå rettens vej.

4.11

Myndigheder og instanser med ansvar for overvågning og håndhævelse fremhæver ofte problemet med såkaldte »brevkasse-firmaer« i den grænseoverskridende handel. Det indre marked for tjenesteydelser misbruges her til at omgå eller undgå lovgivning og regler i flere lande. Det samme problem gør sig gældende i de tilfælde, hvor der i stort omfang arbejdes med selvstændige, selvom der i virkeligheden er tale om proformaselvstændighed. Udvalget anbefaler, at Kommissionen iværksætter yderligere undersøgelser af denne skadelige form for konkurrenceforvridning og analyserer denne nærmere for om nødvendigt at træffe passende foranstaltninger. Dette vil være til gavn for lovlydige virksomheder, såvel store som små.