23.7.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/124

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) betoner, at EU's fælles landbrugspolitik og en fornuftig forvaltning af den har stor betydning for hele fødevareforsyningskæden samt for landbrugerne. Den fælles landbrugspolitiks komplicerede og omstændelige administrative procedurer udgør tit en belastning for landbrugerne. Hvis forslaget om at reformere og forenkle den fælles landbrugspolitik kan gøre forvaltningen mere effektiv og forbedre myndighedernes handlingsmuligheder, så er forslaget velbegrundet.

1.2

EØSU gør især opmærksom på, at nogle af de nye beføjelser kan medføre højere administrative omkostninger for medlemsstaterne i form af betalinger til agenturer og certificeringsorganer. Det problem bør man imødegå i forbindelse med gennemførelsen af forslaget.

1.3

EØSU mener, at der bør fremlægges yderligere oplysninger om omfanget af beføjelserne til at vedtage delegerede retsakter. De relevante bestemmelser skal formuleres klarere og mere præcist, end det er tilfældet i Kommissionens forslag.

1.4

EØSU fremhæver vigtigheden af, at den grundlæggende forordning indeholder de nøglebestemmelser, som gør det muligt at give landbrugspolitikkens fundamentale principper konkret form. Hvad angår de øvrige aspekter, kan der overføres beføjelser til Kommissionen. Anvendelsesområdet for gennemførelsesbeføjelser i landbrugspolitikken skal være relativt bredt, så det kan forvaltes effektivt.

1.5

EØSU finder det vigtigt, at Kommissionen sørger for en bred høring af eksperter fra medlemsstaterne, når den vedtager delegerede retsakter. En åben og bred høringsproces kan mindske den usikkerhed og den forvirring, der er opstået i forbindelse med forberedelsen af reformen. Medlemsstaterne skal have tilstrækkelige muligheder for at få indflydelse på udarbejdelsen af særlige bestemmelser.

1.6

EØSU forventer, at de foreslåede ændringer gør finansieringen og styringen af EU's fælles landbrugspolitik mere effektiv, hvilket også vil indebære forenkling og reduktion af unødigt bureaukrati. Det er beklageligt, at det er så vanskeligt at forstå og fortolke den berørte forordning om finansiering uden eksperthjælp. Af denne grund skal forenklingsprocessen fortsættes og styrkes.

2.1

Artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde giver lovgiver mulighed for at delegere beføjelser til kommissionen til at vedtage almengyldige ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt.

2.2

I artikel 291 i EUF-traktaten hedder det, at når ensartede betingelser for gennemførelse af Unionens juridisk bindende retsakter er nødvendige, tildeler disse retsakter Kommissionen gennemførelsesbeføjelser til at vedtage gennemførelsesretsakter.

2.3

Formålet med forslaget er at give Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter (artikel 290 i EUF-traktaten) eller gennemførelsesbestemmelser (artikel 291 i EUF-traktaten) på bestemte områder. Hvad angår delegerede retsakter, er Kommissionens beføjelser i hvert enkelt spørgsmål fastlagt i basisretsakten. Kommissionen rådfører sig med medlemsstaternes eksperter, når de delegerede retsakter vedtages, men her bliver udvalgsproceduren ikke overholdt. Til gengæld følger Kommissionen udvalgsproceduren, når den vedtager gennemførelsesretsakter. Her har medlemsstaternes eksperter mulighed for at fremsætte kommentarer og deltage i en formel afstemning om den foreslåede lovgivning.

2.4

I Kommissionens forslag tilstræbes forenkling gennem ophævelsen af to af Rådets forordninger. De berørte bestemmelser skal overføres til den foreslåede forordning. Forslaget sigter desuden mod at reducere medlemsstaternes administrative byrde ved at forenkle inddrivelsesprocedurerne.

3.1

Kommissionen har traditionelt haft omfattende beføjelser inden for landbrugspolitikken. Nu foreslår Kommissionen, at reglerne vedrørende tilsyn og forvaltning samt særlige forpligtelser bliver vedtaget som delegerede retsakter. Der har flere gange været problemer med fortolkningen og den nationale gennemførelse af betalings-, regnskabs- og tilsynssystemerne for den eksisterende landbrugsstøtte. Spørgsmålet er, om de delegerede retsakter forbedrer betingelserne for den finansielle forvaltning. Der er også en risiko for, at indførelsen af delegerede retsakter kan medføre øgede omkostninger for medlemsstaterne til forvaltning og tilsyn med støtte.

3.2

Kommissionens forslag indeholder tolv punkter, der tildeler beføjelser til at vedtage delegerede retsakter. Disse beføjelser vedrører blandt andet forpligtelser til at betale agenturer og til at vedtage procedurer. Beføjelserne vedrører også udvælgelsen af certificeringsorganer, en forsvarlig forvaltning af bevillingerne og offentliggørelsen af information om støttemuligheder. Den nøjagtige karakter af de delegerede beføjelser og det præcise omfang af kompetencerne rejser adskillige spørgsmål. De foreslåede beføjelser virker for brede og for generelle.

3.3

Der er især behov for at præcisere formuleringen af certificeringsorganernes forpligtelser, så forslaget ikke fører til en udvidelse af deres kompetencer.

3.4

Forslaget indeholder også nye punkter om beføjelserne til at vedtage gennemførelsesretsakter. Disse beføjelser drejer sig om sikringen af den finansielle disciplin, regler for indsendelse af dokumenter til Kommissionen samt regnskabsgodkendelse. Formålet med disse beføjelser virker mere veldefineret, end det er tilfældet med de delegerede retsakter.