3.4.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 99/125


Torsdag den 25. november 2010
Camp Ashraf

P7_TA(2010)0452

Europa-Parlamentets erklæring af 25. november 2010 om Camp Ashraf

2012/C 99 E/25

Europa-Parlamentet,

der henviser til sine tidligere beslutninger om menneskerettighederne i Iran,

der henviser til sin beslutning af 24. april 2009 (1) vedrørende Camp Ashraf i Irak, der huser 3 400 iranske medlemmer af oppositionen, herunder 1 000 kvinder, der alle er »beskyttede personer« i henhold til den fjerde Genèvekonvention,

der henviser til, at oppositionsgruppen PMOI (People’s Mujahedin Organisation of Iran) blev taget af EU’s sorte liste i 2009,

der henviser til forretningsordenens artikel 123,

A.

der henviser til, at en række slægtninge beboere i Ashraf er blevet idømt dødsstraf af det iranske regime efter at være vendt tilbage fra besøg hos deres familier i Ashraf,

B.

der henviser til, at den irakiske regering ikke har fulgt Europa-Parlamentets beslutning og fortsætter den nådesløse belejring af Camp Ashraf,

C.

der henviser til, at beboerne fortsat udsættes for et eksternt pres under påskud af, at PMOI stadig er på den amerikanske sorte liste,

D.

der henviser til, at den amerikanske appeldomstol i Washington i juli 2010 traf en afgørelse til fordel for PMOI og kraftigt opfordrede det amerikanske udenrigsministerium til at revurdere sin beslutning om at bevare organisationen på den amerikanske sorte liste over terrorister,

E.

der henviser til, at USA’s og FN’s styrker har trukket sig tilbage fra Ashraf, og at beboerne nu er sårbare over for angreb,

1.

anmoder Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om såvel at opfordre USA indtrængende til at følge EU’s eksempel og slette PMOI fra sin sorte liste som at opfordre FN indtrængende til hurtigst muligt at yde Ashraf beskyttelse;

2.

pålægger sin formand at sende denne erklæring med angivelse af underskrivernes navne (2) til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes parlamenter.


(1)  EUT C 184 E af 8.7.2010, s. 62.

(2)  Listen over underskriverne er offentliggjort i bilag 2 til mødeprotokollen af 25. november 2010 (P7_PV(2010)11-25(ANN2)).