|
11.2.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 34/11 |
Offentliggørelse af en ansøgning i henhold til artikel 6, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 510/2006 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser for landbrugsprodukter og fødevarer
2010/C 34/05
Denne offentliggørelse giver ret til at gøre indsigelse mod ansøgningen, jf. artikel 7 i forordning (EF) nr. 510/2006. Eventuelle indsigelser skal være Europa-Kommissionen i hænde senest seks måneder efter datoen for offentliggørelsen.
ENHEDSDOKUMENT
RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 510/2006
»SCHROBENHAUSENER SPARGEL«/»SPARGEL AUS DEM SCHROBENHAUSENER LAND«/»SPARGEL AUS DEM ANBAUGEBIET SCHROBENHAUSEN«
EG-Nr.: DE-PGI-0005-0678-20.02.2008
BGB ( X ) BOB ( )
1. Navn:
»Schrobenhausener Spargel«/»Spargel aus dem Schrobenhausener Land«/»Spargel aus dem Anbaugebiet Schrobenhausen«
2. Medlemsstat eller tredjeland:
Tyskland
3. Beskrivelse af landbrugsproduktet eller fødevaren:
3.1. Produkttype (jf. bilag II til forordning (EF) nr. 1898/2006):
|
Kategori 1.6 — |
Frugt, grøntsager og korn, også forarbejdet |
3.2. Beskrivelse af produktet med betegnelsen i punkt 1:
»Schrobenhausener Spargel«, »Spargel aus dem Schrobenhausener Land«, »Spargel aus dem Anbaugebiet Schrobenhausen« — i det følgende benævnt »Schrobenhausener Spargel« — er aspargesstaudens spiselige rodskud (Asparagus officinalis), der udbydes til salg skrællet eller uskrællet. »Schrobenhausener Spargel« dyrkes miljøvenligt og efter reglerne for god landbrugspraksis.
»Schrobenhausener Spargel« må, når det drejer sig om blege asparges (hvide til violette), højst være 22 cm lange, og, når det drejer sig om grønne asparges, højst 27 cm lange.
»Schrobenhausener Spargel« dyrkes efter UNECE-standard FFV04 (Asparagus).
»Schrobenhausener Spargel« har en typisk kraftig, let nøddeagtig smag.
»Schrobenhausener Spargel« stikkes en til to gange om dagen og får efter høsten en nænsom og korrekt behandling, så forbrugerne altid kan være sikre på at få friske asparges, uanset hvor de køber dem.
3.3. Råvarer (kun for forarbejdede produkter):
—
3.4. Foder (kun for produkter af animalsk oprindelse):
—
3.5. Specifikke etaper af produktionen, som skal finde sted i det afgrænsede geografiske område:
»Schrobenhausener Spargel« må kun dyrkes i de afgrænsede arealer.
3.6. Særlige regler vedrørende udskæring, rivning, emballering osv.:
For at bevare kvaliteten skal de stukne asparges efter høsten udsættes for et kølechok. Aspargeserne skæres i den rette længde og sorteres efter gældende praksis i branchen. Derefter opbevares de ved 1-2 °C med høj luftfugtighed. Kølekæden hos producenten må ikke brydes.
De enkelte pakninger skal have et ensartet indhold, dvs. hver enhed må udelukkende indeholde asparges fra Schrobenhausenregionen (jf. punkt 4) af samme kvalitet og størrelse og tilhørende samme farvegruppe. Den synlige del af pakningen skal desuden være repræsentativ for hele indholdet.
3.7. Særlige regler for mærkning:
»Schrobenhausener Spargel« skal i handelen endvidere være forsynet med følgende logo:
4. Kort beskrivelse af det geografiske områdes afgrænsning:
Det bayerske område, hvor »Schrobenhausener Spargel« dyrkes, omfatter kommunerne Aichach, Aresing, Berg im Gau, Brunnen, Gachenbach, Geisenfeld, Gerolsbach, Hohenwart, Inchenhofen, Karlskron, Kühbach, Langenmosen, Pfaffenhofen an der Ilm, Pörnbach, Pöttmes, Reichertshofen, Rohrbach, Schrobenhausen und Waidhofen i Landkreis Neuburg-Schrobenhausen, Aichach-Friedberg und Pfaffenhofen an der Ilm.
5. Tilknytning til det geografiske område:
5.1. Det geografiske områdes egenart:
Bynavnet Schrobenhausen er uadskilleligt forbundet med byens berømteste produkt, dvs. »Schrobenhausener Spargel«. Dette bevises af, at man i årtier har anvendt et logo med en silhuet af byen Schrobenhausen.
Det hidtil ældste dokument, hvori dyrkning af »Schrobenhausener Spargel« er omtalt, stammer fra 1851 (en artikel i Wochenblatt af 12. juli 1851).
Allerede i 1856 leverede greve von Sandizell asparges til det bedre borgerskabs køkken i München. I 1913 anlagde Christian Schad, der stammede fra Groß-Gerau, så den første store aspargesmark på friland.
Vækstbetingelserne i dyrkningsområdet er gunstige. Jordbunden består overvejende af flyvesand oven på en let tertiær undergrund med typisk indhold af silt og ler. Jorden bliver hurtig varm om foråret, er let at bearbejde og giver aspargesstænglerne en hurtig, lige vækst.
Det drejer sig om lette sandholdige, dybe jorder med høj luftgennemtrængelighed. Mere specifikt er dyrkningen af »Schrobenhausener Spargel« begrænset til følgende jordbundstyper:
|
|
sandjord |
|
|
let lerholdig sandjord |
|
|
lerholdig sandjord |
|
|
stærkt lerholdig sandjord. |
Dyrkningsområdet i Schrobenhausenregionen ligger ca. 400 m over havet. Den årlige gennemsnitstemperatur er 7,5 °C. Den gennemsnitlige årlige nedbørsmængde er 827 mm (nedbørsmængde i de sidste 25 år), og fra juni til august falder der i gennemsnit 280 mm regn.
5.2. Produktets egenart:
Schrobenhausener Spargel er et kvalitetsprodukt, og kvaliteten skyldes de beskrevne klimaforhold og jordarterne i det afgrænsede dyrkningsområde.
Ifølge en forbrugerundersøgelse foretaget af Technische Universität München (Münchens Tekniske Universitet) er »Schrobenhausener Spargel« et særdeles velkendt produkt, hvilket skyldes produktionsforholdene (yderst hurtig vækst giver sprøde asparges med en typisk kraftig, let nøddeagtig smag), og produktet har et godt ry og nyder særdeles stor anseelse, også uden for dyrkningsområdet. Ifølge forbrugerne skyldes dette — ud over produktets særlige smag — dets friskhed og herkomst.
Spargelerzeugerverband Südbayern e.V. (aspargesproducentsammenslutning i Sydbayern) anbefaler de sorter, der i særlig grad opfylder de agronomiske krav (markforsøg) og de smagsmæssige krav (baseret på sensorisk analyse) set i forhold til varespecifikationen. Producentsammenslutningen har på sin hjemmeside (http://www.spargel.de/anbau) en liste over de pågældende sorter, som ajourføres årligt.
»Schrobenhausener Spargel« er således også blevet optaget i databanken for typiske regionale specialiteter fra Bayern, hvilket understreger produktets egenart og eksklusive karakter.
5.3. Årsagssammenhængen mellem det geografiske område og produktets kvalitet eller egenskaber (for BOB) eller produktets særlige egenskaber, omdømme eller andre kendetegn (for BGB):
De særlige egenskaber ved »Schrobenhausener Spargel« skyldes ikke udelukkende klimaet og de specielle jordbundsforhold i regionen, men også den lange tradition for aspargesdyrkning i Schrobenhausenregionen og producenternes store fagkundskab, som er erhvervet gennem generationers aspargesdyrkning. Takket være den lette sandholdige jord og den daglige høst udmærker »Schrobenhausener Spargel« sig ved sine yderst sprøde stængler.
Omdømme
Asparges' stigende popularitet i Schrobenhausenregionen fremgår af indlæg i Schrobenhausener Wochenblatt fra 1914 og annoncer fra 1920'erne. I 1933 nåede det gode ry, som »Schrobenhausener Spargel« havde, helt til München. I 1950'erne var der mange små bedrifter, der dyrkede den ædle grøntsag. I midten af 1970'erne og i slutningen af 1980'erne var aspargesdyrkningen i Schrobenhausenregionen på sit højeste.
Dyrkningen af asparges, der i dag dækker et areal på 900 ha (inkl. nytilplantninger), er med tiden blevet en af de vigtigste økonomiske faktorer i Schrobenhausenregionen.
Regionens producenter har i over 90 år givet deres viden og erfaring om aspargesdyrkning videre fra generation til generation. Denne viden og erfaring er garant for, at kvaliteten af de producerede asparges er helt i top, og det er netop denne høje kvalitet, der gør, at produktet sælger så godt.
Aspargessæsonen er »den femte årstid« i regionen og lokker mange besøgende til fra nær og fjern. Der er lavet et udflugtskort med aspargescykel- og gåture i regionen.
I den periode sættes der kulinarisk fokus på asparges såvel hos private som på restauranter. Både de lokale og de ca. 40 000 besøgende pr. år, der strømmer til Schrobenhausen på grund af aspargessæsonen, bliver overraskede over de stadigt mere kreative opskrifter. Det er på uge- og aspargesmarkederne i den periode, at den største del af aspargesprodukterne bliver solgt.
Der er desuden også rigtigt mange mennesker, der besøger det europæiske aspargesmuseum i Schrobenhausen. Museet er med til at sætte fokus på sammenhængen mellem asparges og Schrobenhausenregionen og trækker hvert år ca. 10 000 besøgende til fra hele verden.
Siden 1975 har man hvert år kåret en aspargesdronning i Schrobenhausener. Hun deltager i adskillige interview og andre indslag i radio, presse og fjernsyn og spreder det gode ry, som »Schrobenhausener Spargel« har, langt ud over regionens grænser.
Det gode ry underbygges også af undersøgelser foretaget af Münchens Tekniske Universitet og prisnoteringer fra ZMP (Zentrale Markt- und Preisberichtstelle) og kan tilskrives den høje kvalitet, som asparges fra Schrobenhausenregionen har.
Henvisning til offentliggørelsen af varespecifikationen
Markenblatt Heft 6 af 11.2.2005, del 7, s. 1770
(http://www.publikationen.dpma.de/DPMApublikationen/dld_gd_file.do?id=8)