18.1.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 15/41

—

mener, at hjemløshed er en ekstrem form for fattigdom og social udstødelse og derfor skal gives større opmærksomhed i EU's strategi for social beskyttelse og social integration. Det er ikke værdigt for EU at have udbredt hjemløshed. Det europæiske år (2010) for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er det rette tidspunkt til at øge bevidstheden om dette vedvarende problem, som risikerer at forværres i lyset af den økonomiske krise. Initiativer til at takle dette problem bør selvfølgelig udformes i et langtidsperspektiv, der rækker ud over 2010 og den aktuelle krise;

—

understreger de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle med hensyn til at gøre en effektiv indsats mod hjemløsheden i praksis. De har det egentlige ansvar og desuden stor erfaring og ofte meget velfungerende metoder og programmer rettet mod såvel tidlige og akutte som langsigtede foranstaltninger. Dette øger behovet for en tydeligere ansvarsfordeling mellem de forskellige myndigheder og de forskellige niveauer. I denne forbindelse er det også værd at nævne, at hjemløshedsproblemet kan være koncentreret i visse regioner i et land eller i visse lande. Derfor skal der findes mekanismer på nationalt niveau og EU-niveau, som giver økonomisk støtte til regioner med særlig stor hjemløshed, hvilket ikke mindst vil være i tråd med den territoriale og sociale samhørighed.

Ordfører

:

Tore Hult (SE/PSE), næstformand for kommunalbestyrelsen, Allingsås, Sverige

1.

minder om, at det ikke er muligt at opnå økonomisk, social og territorial samhørighed, som er en af EU's hjørnestene, når dele af EU's befolkning mangler et sted at bo og dermed mulighed for personlig og erhvervsmæssig udvikling. Udvalget understreger, at hjemløshed er særligt alvorligt for børn og unge;

2.

mener, at hjemløshed er en ekstrem form for fattigdom og social udstødelse og derfor skal gives større opmærksomhed i EU's strategi for social beskyttelse og social integration. Det er ikke værdigt for EU at have udbredt hjemløshed. Det europæiske år (2010) for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er det rette tidspunkt til at øge bevidstheden om dette vedvarende problem, som risikerer at forværres i lyset af den økonomiske krise. Initiativer til at takle dette problem bør selvfølgelig udformes i et langtidsperspektiv, der rækker ud over 2010 og den aktuelle krise;

3.

mener, at udgangspunktet bør være, at EU-medlemsstaterne har et fælles problem. Hjemløshed rammer enkeltpersoner uanset uddannelsesniveau, kulturelt tilhørsforhold og økonomisk baggrund i alle EU-medlemsstater. Der er således behov for fælles foranstaltninger til at forebygge og mindske hjemløsheden;

4.

mener, at hjemløsheden skaber store personlige tragedier, samtidig med at den indebærer store omkostninger for samfundet. Hvis antallet af hjemløse blev reduceret, ville omkostningerne for samfundet falde, og flere ville blive inddraget i samfundet og på den måde udvikle Europa;

5.

fremhæver, at hjemløshed skyldes en kombination af omstændigheder, og at den derfor ikke kan betragtes som forårsaget af individuelle problemer alene;

6.

understreger, at årsagerne til hjemløshed er en blanding af faktorer såsom mangel på boliger til en rimelig husleje, lavtlønnet arbejde, misbrug, mangler i afvænningsbehandlingen, dårlig psykisk helbred og psykisk sygdom, vold i hjemmet, arbejdsløshed, problemer med sociale relationer, fattigdom, løsladelse efter fængselsstraf og integration i samfundet samt ændringer og nedskæringer i den offentlige bistand. Det er specielt vigtigt, hvordan ejere af fast ejendom ser på hjemløse, og i hvilken udstrækning de kan bidrage til at sikre hjemløse egen bolig. En vellykket indsats kræver, at der sker en samordning, og at flere forskellige foranstaltninger iværksættes;

7.

mener, at der er behov for en betydeligt større viden om, hvorfor hjemløshed opstår, og hvilke mekanismer der opretholder den. En sådan viden danner grundlag for, at der kan træffes effektive foranstaltninger inden for de forskellige politikområder;

8.

mener, at hjemløsheden er et meget alvorligt problem, og at det er nødvendigt med tiltag på flere niveauer, dels forebyggende og bevidstgørende foranstaltninger, men ikke mindst foranstaltninger til skabelse af incitament til at bygge boliger;

9.

understreger de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle med hensyn til at gøre en effektiv indsats mod hjemløsheden i praksis. De har det egentlige ansvar og desuden stor erfaring og ofte meget velfungerende metoder og programmer rettet mod såvel tidlige og akutte som langsigtede foranstaltninger. Dette øger behovet for en tydeligere ansvarsfordeling mellem de forskellige myndigheder og de forskellige niveauer. I denne forbindelse er det også værd at nævne, at hjemløshedsproblemet kan være koncentreret i visse regioner i et land eller i visse lande. Derfor skal der findes mekanismer på nationalt niveau og EU-niveau, som giver økonomisk støtte til regioner med særlig stor hjemløshed, hvilket ikke mindst vil være i tråd med den territoriale og sociale samhørighed;

10.

mener, at en overordnet hjemløshedsstrategi forudsætter, at EU-institutionerne bliver mere aktive med hensyn til at støtte udviklingen og følge op på de vedtagne foranstaltninger. Dette udelukker ikke, at subsidiaritetsprincippet skal respekteres, og at de lokale og regionale myndigheders vigtige rolle skal anerkendes;

11.

konstaterer, at internationale erklæringer og nationale love vidner om en stadig større vilje til at øge opmærksomheden omkring hjemløshed som et stort samfundsproblem. I flere lande er retten til en bolig skrevet ind i forfatningen;

12.

mener, at mange af de forslag og foranstaltninger, der beskrives heri, er baseret på dette vigtige fælles grundlag og de allerede eksisterende rammer, hvilket betyder, at de mest presserende spørgsmål vedrørende hjemløshed kan behandles uden at vedtage nye lovgivningsinstrumenter;

13.

konstaterer, at der ikke findes nogen fælles europæisk definition på hjemløshed, hvorfor underudvalget opfordrer medlemsstaterne til så vidt muligt at anvende ETHOS-typologien (European Typology of Homelessness and Housing Exclusion). Dette ville gøre det muligt at sammenligne situationen i medlemsstaterne samt resultaterne af forskellige initiativer. Definitionen lyder som følger:

—

Uden opholdssted (personer uden nogen form for husly, som sover på gaden).

—

Boligløs (midlertidige botilbud til hjemløse, herberger, kollektiver for visse grupper, støtteboliger osv.).

—

Usikker bolig (uden lejekontrakt eller hos familie eller venner pga. mangel på egnet bolig).

—

Utilstrækkelig bolig (i skjul, bolig uden sanitet, eller boliger, som er uegnet til beboelse ifølge national lovgivning, beboelsesvogne eller campingvogne, som ikke er beregnet til helårsbeboelse, overfyldte boliger);

14.

mener, at bekæmpelse af hjemløshed skal være en af prioriteterne i EU's foranstaltninger for social integration. Dette gælder ikke mindst, fordi underudvalget valgte hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet som et tema for 2009. Især 2010, som er EU's år mod fattigdom, er et fremragende startskud til en intensivering af arbejdet med at bekæmpe den mest ekstreme form for udstødelse, nemlig hjemløshed;

15.

mener, at boliger af god kvalitet og til rimelige priser er et grundlæggende personligt gode og en ret. Derfor skal medlemsstaterne gøre sig de størst mulige anstrengelser og træffe foranstaltninger til at hjælpe alle, som har krav på dette ifølge national ret, med at skaffe en bolig;

16.

mener, at det ud over de åbenlyse sociale følger for personer, der rammes af hjemløshed, er nødvendigt også at se på de samfundsøkonomiske gevinster, der er ved, at en person får en bolig og et arbejde;

17.

henleder opmærksomheden på de direkte og indirekte omkostninger ved hjemløshed for medlemsstaternes lokale og regionale myndigheder. Størst betydning har naturligvis de direkte omkostninger i form af de særlige eller generelle ressourcer, hjemløsheden lægger beslag på. Desuden indebærer hjemløsheden mistede skatteindtægter fra lønnet beskæftigelse. Samlet set hæmmer hjemløsheden den økonomiske udvikling i mange lande og det langsigtede bæredygtige samfund, vi ønsker at skabe, og som bl.a. beskrives i Europa 2020;

18.

mener, at de tilgængelige oplysninger om de økonomiske konsekvenser viser, at forebyggende programmer, hvis omkostninger er meget lave i forhold til de samlede omkostninger ved hjemløsheden, ville være hensigtsmæssige.

19.

mener, at medlemsstaterne bør anerkende betydningen af dette samfundsproblem, og at det er nødvendigt at gå videre og styrke det arbejde, der udføres. Det er en grundlæggende forudsætning for at skabe fremskridt i arbejdet med at bekæmpe hjemløsheden, at indsatsen på alle niveauer (lokalt, regionalt, nationalt og mellemstatsligt) koordineres;

20.

Den største vanskelighed i bekæmpelsen af hjemløshed ligger i de mange forskellige politikområder, hvor der skal mobiliseres en indsats, og ansvarsfordelingen mellem forskellige offentlige myndigheder. For at være effektiv skal indsatsen mod hjemløshed bl.a. omfatte byplanlægningspolitik, boligbyggeri og socialpolitik, beskæftigelses- og sundhedspolitik, herunder psykisk sundhed. Det gælder altså om at tilskynde de myndigheder, som har ansvaret for henholdsvis boligfinansiering, byggetilladelser og social bistand, til at tage kontraktmæssige og planlægningsmæssige initiativer;

21.

understreger, at der skal fokuseres på både det forebyggende, det akutte og det langsigtede arbejde for at forbedre situationen;

22.

mener ikke, at den eksisterende viden om hjemløshedens årsager er tilstrækkelig til at udforme foranstaltninger, som fuldt ud tager højde for de meget forskelligartede persongrupper af hjemløse og de mange forskellige forløb, der kan føre til, at en person ender på gaden. Desuden ydes hjælpen til disse persongrupper efter forskellige procedurer, hvilket ofte fører til, at de hjemløse opdeles i kunstige kategorier baseret på forskellige ordninger. De hjemløses muligheder for at deltage aktivt i samfundet påvirkes negativt af denne mangel på viden;

23.

mener, at det nu gælder om at opgive denne tilgang og i stedet anlægge en mere menneskelig og personlig indfaldsvinkel baseret på den enkelte hjemløses egen historie, så man kan tilbyde den rette hjælp. En sådan tilgang kræver, at foranstaltningerne til bekæmpelse af hjemløshed gennemføres så tæt på de berørte persongrupper som muligt. De lokale myndigheder har således en central rolle at spille;

24.

anser det derfor for nødvendigt at forbedre og udvikle de statistiske instrumenter. Man bør fremme en harmonisering af dataene på europæisk plan ved at videreføre det arbejde, der er kommet i gang omkring Ethos-klassifikationen, og mere generelt ved at understøtte de sammenlignende fremgangsmåder i medlemsstaterne. Det gælder også om at tilskynde til en reform af de eksisterende instrumenter for i højere grad at satse på en individuel tilgang og tage hensyn til årsagerne til, at en person er endt på gaden, så man kan hjælpe de hjemløse væk fra gaden enten for en tid eller definitivt;

25.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at skabe et bredt samarbejde og interinstitutionel koordinering på forskellige områder for at forbedre de overordnede foranstaltninger og opfølgningen af hjemløsheden. Det er nødvendigt med et langsigtet samarbejde mellem forskellige lokale og regionale myndigheder samt langsigtede strategier, hvis problemet og årsagerne til det skal kunne fjernes. Kortsigtede eller ad hoc foranstaltninger er ikke tilstrækkelige;

26.

mener, at der i mange medlemsstater mangler både pålidelige oplysninger om hjemløshedens omfang samt oplysninger, der beskriver vellykkede foranstaltninger til bekæmpelse af hjemløsheden. Regionsudvalget opfordrer medlemsstaterne til gennem EU-samarbejdet at bidrage til at skabe en overordnet fælles hjemløshedsstrategi og derefter påse, at en sådan strategi tilpasses nationalt for at sikre, at den vil skabe resultater;

27.

mener, at egen bolig er et grundlæggende personligt gode og en grundlæggende forudsætning for, at en person kan få fodfæste i samfundet og på arbejdsmarkedet. Regionsudvalget opfordrer derfor Kommissionen til at undersøge princippet om retten til anstændige boligforhold nærmere, og hvordan en sådan kunne udformes;

28.

mener, at det kræver en stor indsats at modvirke hjemløsheden. Det er nødvendigt med et fælles politisk udgangspunkt for hjemløshed for at skabe det grundlag, det fremtidige arbejde kræver. Ellers er der risiko for, at indsatsen vil blive fragmenteret og mangle den nødvendige koordinering. Det arbejde, der allerede udføres af mange lokale og regionale myndigheder, bør udvikles og udbredes. Det er nødvendigt med nationale og internationale modeller og metoder for at forebygge hjemløshed. En generel indsats for at oparbejde støtte og øge befolkningens opmærksomhed er også af stor betydning for at styrke den samlede indsats;

29.

understreger nødvendigheden af at bekæmpe den holdning i samfundet, at hjemløshed alene er den enkelte persons skyld. Der skal skabes et mere nuanceret billede af årsagerne til hjemløshed, og dens følger for samfundet bør undersøges. Derfor bør Kommissionen træffe foranstaltninger til at skabe et sådant mere nuanceret billede;

30.

opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at betragte retten til en bolig som et grundlæggende personligt gode og at deltage i forskningen i årsagerne til, følgerne af og omkostningerne ved hjemløshed. En styrkelse af vores viden om hjemløshed skal danne grundlag for indsatsen og de forebyggende foranstaltninger, som siden vil gøre det muligt at vurdere, om indsatsen også har været effektiv;

31.

mener, at den viden, der findes i dag, er dårligt udbredt og udnyttet af de offentlige myndigheder. Der skal udarbejdes en mere strategisk plan for, hvordan oplysningerne skal nå ud til de rette modtagere;

32.

mener, at de økonomiske argumenter for at bekæmpe hjemløshed skal udvikles yderligere. Det burde være muligt at udarbejde en række nye rapporter de kommende år. Den større viden kan derefter danne grundlag for det fortsatte arbejde;

33.

foreslår, at der på EU-plan skabes et permanent system til identificering af god praksis. Udvalget understreger kraftigt behovet for at udveksle god praksis mellem de lokale og regionale myndigheder, når det gælder indsatsen for at øge opmærksomheden, forebyggende foranstaltninger, uddannelse af personale og differentieret støtte til forskellige grupper af hjemløse;

34.

ser meget positivt på de initiativer og projekter, som gennemføres af de lokale og regionale myndigheder, når det gælder bekæmpelse af hjemløshed, men konstaterer samtidig, at udvekslingen af god praksis skal intensiveres. Dette kan ske gennem et kvalitativt program for udveksling af personale, der arbejder direkte med hjemløshed i de forskellige medlemsstater. Et sådant udvekslingsprogram skal tildeles tilstrækkelige økonomiske ressourcer og kunne udvikles til en ny metode til udveksling i EU;

35.

fremhæver behovet for at skabe større viden om hjemløshedens omfang og struktur inden for EU. Det kunne f.eks. være nyttigt med oplysninger, der er opdelt efter køn, alder, nationalitet, sociale forhold og andre vigtige indikatorer. Uden disse oplysninger bliver det svært at udstikke de økonomiske og sociale strategier, der kræves for at komme hjemløsheden til livs. Udvalget anbefaler, at statistikkerne skal tage udgangspunkt i FEANTSA's definition af hjemløshed. Udvalget antager, at Kommissionen snarest tildeles denne opgave;

36.

mener, at hjemløshed, i og med et grundlæggende personligt gode rammes, krænker individets grundlæggende rettigheder og den enkeltes værdighed og ret til at bestemme over sit eget liv. Hjemløshed er først og fremmest værst for børn, der ofte ikke har mulighed for at påvirke deres egen situation. Det er derfor nødvendigt, at Kommissionen undersøger forudsætningerne for, at medlemsstaterne nationalt kan indføre en form for garanti for, hvordan hjemløsheden for børn under 18 år kan afskaffes. Det skal vurderes, om handicappede skal omfattes af denne ordning;

37.

mener, at det ikke kan fremhæves nok, at mangel på et sted at bo er et problem i sig selv. Der skal i højere grad tages højde for de gode resultater fra forsøget med Housing First. Dette under forudsætning af, at den hjemløse sammen med en bolig får tilbudt støtte til overvindelse af andre problemer, der relaterer sig til den hjemløses livssituation;

38.

mener, at der bør træffes generelle og bevidstgørende foranstaltninger over for ejerne af fast ejendom. Grundlaget for arbejdet mod hjemløshed skal være en fælles opfattelse af, at alle mennesker er ligeværdige, og at den enkelte har en vilje til at forbedre sin situation og bidrage til samfundsudviklingen. I bestræbelserne på at forebygge boligmangel spiller boligejere en særlig vigtig rolle. Der skal indføres særlige incitamenter for boligejere til at stille boliger til rådighed for hjemløse;

39.

påpeger, at det er nødvendigt at lægge større vægt på uddannelse og kompetenceudvikling hos dem, der arbejder med hjemløshed. I de lande, hvor de ansatte i skoler, retsvæsenet og sundhedsvæsenet, på det psykologiske område samt på det sociale område og i politiet har modtaget specialundervisning, er der sket store fremskridt med at styrke indsatsen mod hjemløshed på et tidligt stadie. I forbindelse med arbejdet med den næste programperiode for strukturfondene skal der i højere grad afsættes ressourcer til sådan uddannelse;

40.

understreger betydningen af de lokale og regionale myndigheders forebyggende arbejde, men der skal også findes akutte løsninger. Der skal kunne tilbydes en midlertidig bolig. Det er dog ikke acceptabelt, at hjemløse bliver hængende i systemet med herberg. Visse lande har allerede iværksat en strategi for lukning af alle almindelige herberg for hjemløse. I stedet skal de hjemløse straks tilbydes skræddersyede løsninger, der opfylder deres behov. Det er afgørende at forebygge situationer, hvor mennesker bliver sat på gaden;

41.

mener, at de lokale og regionale myndigheder skal være bedre til at støtte de frivillige kræfter i samfundet. Hjemløshed er et strukturelt og politisk problem, der kræver deltagelse af alle offentlige myndigheder, men den frivillige sektor spiller en vigtig rolle. Det bør overvejes, hvordan EU kan bidrage til at give de frivillige en mere fremtrædende rolle. Det europæiske år for frivilligt arbejde (2011) bør bruges som en anledning til at skabe bevidsthed om dette vigtige spørgsmål og afprøve nye former for samarbejde med frivillige organisationer på området;

42.

foreslår, at man på EU-plan iværksætter økonomiske særprogrammer med det formål at styrke den nationale og lokale/regionale indsats mod hjemløshed, og som også tager sigte på at udvikle kvalitetskriterierne. For at optimere virkningen og anvendelsen af ressourcerne skal erfaringsudveksling tilskyndes. Udvalget anbefaler derfor, at de kommende europæiske fonde i højere grad fokuserer på denne problematik også;

43.

foreslår, at man lokalt og regionalt får mulighed for at udarbejde programmer for at integrere hjemløse i samfunds- og arbejdslivet ved at give arbejdsgivere incitamenter til at ansætte dem. På samme måde kan man lokalt og regionalt fremme integrationen gennem uddannelse, der har til formål at give de hjemløse en bedre position i samfundet. De gode erfaringer, der allerede findes på dette område, skal i højere grad udbredes;

44.

Foranstaltninger, som er rettet mod og fremmer information om hjemløshed, skal gennemføres på en mere struktureret måde;

45.

foreslår, at man opretter et europæisk center for hjemløshed. Det foreslås, at centret bliver det samordnende organ, der mangler i dag. Den største opgave er samordning, men centret skal også bidrage til øget videnudvikling og fælles strategier. Vi opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at oprette et sådant kontor, som også skal have ansvaret for at kortlægge de hjemløses situation i medlemsstaterne. Centerets rolle bør være at samordne og støtte reformer i medlemsstaterne, bl.a. gennem udveksling af bedste praksis. Især kan indsatsen på fællesskabsplan få en virkelig merværdi, hvis man bruger den åbne koordinationsmetode for social beskyttelse og social integration;

46.

Regionsudvalget mener, at hjemløshed blandt kvinder fortsat er i stigning, og at der bør tages højde for hjemløse kvinders særligt sårbare situation – herunder de socioøkonomiske og arbejdsrelaterede aspekter – samt for de stadigt forekommende problemer med adgangen til tjenester. Dette spørgsmål skal specifikt tackles af medlemsstaterne.