20.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 308/1


Tirsdag den 7. september 2010
Sammenkobling af selskabsregistre

P7_TA(2010)0298

Europa-Parlamentets beslutning af 7. september 2010 om sammenkobling af selskabsregistre (2010/2055(INI))

2011/C 308 E/01

Europa-Parlamentet,

der henviser til Kommissionens grønbog af 4. november 2009 om sammenkobling af selskabsregistre (KOM(2009)0614) og den ledsagende statusrapport,

der henviser til Rådets første direktiv 68/151/EØF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (1), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/58/EF af 15. juli 2003 (2),

der henviser til Rådets ellevte direktiv 89/666/EØF af 21. december 1989 om offentlighed vedrørende filialer oprettet i en medlemsstat af visse former for selskaber henhørende under en anden stats retsregler (3),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (4),

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/56/EF af 26. oktober 2005 om grænseoverskridende fusioner af selskaber med begrænset ansvar (5),

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (SE) (6),

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 af 22. juli 2003 om statut for det europæiske andelsselskab (SCE) (7),

der henviser til sin beslutning af 18. december 2008 med henstillinger til Kommissionen om e-justice (8),

der henviser til sin beslutning af 22. april 2009 om effektiv fuldbyrdelse af domme i EU: adgangen til oplysninger om skyldneres aktiver (9),

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

der henviser til betænkning fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget og Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse (A7-0218/2010),

A.

der henviser til, at formålet med selskabsregistre er at undersøge, registrere og opbevare selskabsoplysninger om f.eks. selskabets retlige form, hjemsted og kapital, udpegelser, dets retlige repræsentanters mandatudløb, beføjelser og særlige karakteristika, regnskabsdokumenter for hvert enkelt regnskabsår, og - når det er relevant - selskabets afvikling, samt at offentliggøre disse oplysninger,

B.

der henviser til, at selskabsregistre i EU fungerer på national eller regional basis og kun opbevarer oplysninger om selskaber, der er registreret inden for det område, registrene har ansvaret for,

C.

der henviser til, at der er stigende efterspørgsel efter adgang til oplysninger om selskaber i tværnational sammenhæng, enten til handelsformål eller for at lette adgangen til klage og domstolsprøvelse, og at det er af afgørende betydning for kreditorer og retshåndhævende myndigheder at råde over pålidelige og opdaterede oplysninger om skyldnere og disses aktiver, samt at det er nødvendigt at offentliggøre særlige detailoplysninger for at sikre, at arbejdstagerrettigheder i henhold til EU-selskabsretten respekteres,

D.

der henviser til, at den omstændighed, at selskabsregistrene endnu ikke er sammenkoblet, medfører økonomiske tab og problemer for alle berørte parter - ikke blot for virksomhederne, men også for deres ansatte, forbrugerne og offentligheden - specielt hvad angår gennemsigtighed, effektivitet og retssikkerhed, samt at lettere adgang til pålidelige og ajourførte oplysninger om selskaber fra alle medlemsstater på tværs af grænserne vil øge gennemsigtigheden og retssikkerheden i det indre marked og kan genoprette tilliden til markederne efter den finansielle og økonomiske krise,

E.

der henviser til, at oplysningerne i selskabsregistre siden 1. januar 2007 er blevet opbevaret elektronisk og er tilgængelige online i alle medlemsstater, samt at de relevante forretningsoplysninger ganske vist er tilgængelige online, men at registerstandarderne varierer og de berørte parter er nødt til at håndtere forskellige sprog, søgekriterier og strukturer,

F.

der henviser til, at der er en tendens til at være forskel på de enkelte registres indhold, oplysningsværdi og retlige betydning, og at dette kan have juridiske konsekvenser, som kan variere fra medlemsstat til medlemsstat,

G.

der henviser til, at en fælles indgangsportal til forretningsoplysninger om alle europæiske selskaber kunne spare både tid og penge, men at det for at nå dette mål bør overvejes at gøre det obligatorisk for alle medlemsstater at deltage i denne indgangsportal,

H.

der henviser til, at denne fælles indgangsportal bør levere oplysninger af høj kvalitet fra alle medlemsstaterne, at disse oplysninger bør være pålidelige og opdaterede samt foreligge i et standardformat og på alle EU-sprog, og at indgangsportalen bør følges aktivt op af Kommissionen,

I.

der henviser til, at Kommissionen i forbindelse med sit flagskibsinitiativ vedrørende en industripolitik for en globaliseret verden, der indgik i dens meddelelse om Europa 2020 - En europæisk strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, påtænker »at forbedre erhvervsklimaet, navnlig for SMV, bl.a. ved at nedbringe transaktionsomkostningerne ved at drive forretning i Europa«,

J.

der henviser til, at Rådet den 25.-26. maj 2010 vedtog konklusioner, hvori det med rette understreger, at oplysningernes kvalitet er vigtig, og at det er nødvendigt, at adgangen til oplysninger forenkles, således at parternes tillid øges og aktiviteterne inden for det indre marked bedre kan lykkes, samt at det nødvendigt, at alle medlemsstater inddrages, når der skal sikres en centraliseret adgang til oplysninger,

K.

der henviser til, at samarbejde mellem selskabsregistre er af afgørende betydning i forbindelse med tværnationale fusioner, flytning af hjemsted eller tværnational insolvensbehandling, og at flere selskabsretlige instrumenter eksplicit kræver et sådant samarbejde, f.eks. direktiv 2005/56/EC, forordning (EF) nr. 2157/2001 og forordning (EF) nr. 1435/2003,

L.

der henviser til, at de offentlighedskrav til udenlandske filialer, der stilles i ellevte selskabsdirektiv 89/666/EØF, betyder, at det i praksis er en nødvendighed, at selskabsregistre samarbejder, og henviser til, at samarbejdet ikke bør begrænses til det tidspunkt, hvor der åbnes en filial, men også bør gå så vidt som til at sikre, at de relevante oplysninger er korrekte og opdaterede, således at der undgås forskelle mellem indholdet i registret med filialens detailoplysninger og indholdet i registret med moderselskabets,

M.

der henviser til, at der kan komme væsentlig flere sager, hvor der er behov for tværnationalt samarbejde, når først statutten for det europæiske private selskab (KOM(2008)0396) er vedtaget,

N.

der henviser til, at der allerede findes flere mekanismer for samarbejde mellem selskabsregistre, såsom European Business Register (EBR), projektet vedrørende interoperabilitet mellem handelsregistre i hele Europa (BRITE) og informationssystemet for det indre marked (IMI), men at EBR og BRITE er frivillige ordninger, hvorfor ikke alle medlemsstater deltager heri, samt at BRITE desuden kun er et forskningsprojekt,

O.

der henviser til, at det i sin beslutning af 18. december 2008 udtrykte glæde over planerne om at oprette en e-justice-portal, og at handlingsplanen for 2009-2013 vedrørende europæisk e-justice omfatter en integrering af EBR i e-justice-portalen,

1.

mener, at der kun vil kunne drages fordel af projektets nyttevirkning for det europæiske økonomiske områdes videre integrering, hvis alle medlemsstater deltager heri, og er af den opfattelse, at det med henblik herpå bør overvejes at kræve obligatorisk deltagelse af alle medlemsstater;

2.

mener, at EBR-initiativerne og BRITE-projektet bør videreføres først, og at deltagelse heri bør gøres obligatorisk; understreger IMI's betydning for en bedre gennemførelse af lovgivningen om det indre marked, da det allerede har vist sig at være et effektivt instrument, når det gælder gennemførelsen af direktivet om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (10) og servicedirektivet (11); erindrer om, at alle medlemsstater allerede anvender IMI, og at det kan udvides til en bredere vifte af procedurer, uden at det medfører betydelige investeringer fra medlemsstaternes side;

3.

påpeger, at registeroplysningerne ikke kan sammenlignes med oplysninger af ren økonomisk karakter, og mener derfor, at offentligheden bør sikres adgang til pålidelige og opdaterede oplysninger via en officiel fælles indgangsportal; understreger, at dette vil skabe større gennemsigtighed, effektivitet og retssikkerhed til fordel for virksomhederne og deres ansatte, for forbrugerne og systemet som sådant;

4.

opfordrer Kommissionen til at arbejde hen imod at integrere alle medlemsstaterne i denne fremtidige fælles indgangsportal ved at stille ekspertise og yderligere ressourcer til rådighed og anmoder den om at undersøge fordele og ulemper ved obligatorisk medlemskab af denne nye fælles indgangsportal for alle medlemsstaterne;

5.

gør opmærksom på, at oplysninger i forskellige handelsregistre kan have varierende betydning, og at dette ikke blot for virksomhederne, men også for disses ansatte og forbrugerne igen kan få retlige konsekvenser, som kan være forskellige medlemsstaterne imellem;

6.

mener, at oplysninger om selskabsregistrering også er vigtige for medarbejdere, især i virksomheder, der omfattes af EU-selskabsretten, såsom Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001, Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003 og direktiv 2005/56/EF, og mener, at disse oplysninger også er vigtige på baggrund af bestemmelserne i Rådets direktiv 2003/72/EF (12) og Rådets direktiv 2001/86/EF (13), som garanterer, at medarbejderes allerede eksisterende medbestemmelsesrettigheder bevares i de nydannede selskaber;

7.

understreger derfor, at det er vigtigt, at brugere, når de indhenter registeroplysninger, gøres opmærksomme på, at den pågældende oplysnings retlige betydning og de med oplysningen forbundne forpligtelser kan være forskellige fra medlemsstat til medlemsstat;

8.

påpeger med hensyn til forholdet mellem moderselskaber og filialer, at mere automatiseret sammenkobling ville lette udvekslingen af registrerede oplysninger;

9.

er klar over, at der ikke altid er tilstrækkelig logisk sammenhæng mellem de registrerede oplysningers indhold;

10.

mener, at det er afgørende for, at det interne marked kan fungere rigtigt, at offentligheden har adgang til officielle og pålidelige oplysninger om selskaber, der opererer i EU, og udtrykker i den forbindelse sin tilfredshed med Kommissionens grønbog om sammenkobling af selskabsregistre;

11.

bemærker, at større gennemsigtighed på det indre marked kunne øge de grænseoverskridende investeringer;

12.

er overbevist om, at en bedre og nemmere adgang til oplysninger er nødvendig for at bistå små og mellemstore virksomheder, der er et centralt element i den europæiske økonomis rygrad og hoveddrivkraften i skabelsen af arbejdspladser, økonomisk vækst og social samhørighed i Europa, da det bidrager til at mindske disse virksomheders administrative byrder;

13.

understreger, at nem adgang til pålidelige data om fusioner, flytninger af hjemsted eller andre tværnationale procedurer er afgørende for europæiske virksomheder og vil give konkurrenceevnen i det indre marked et ekstra løft og få dette marked til at fungere mere gnidningsløst ved at styrke dets vigtige frihedsområder, dvs. fri bevægelighed for kapital, tjenesteydelser og personer;

14.

mener, at enhver strategi for at komme ud af krisen og forbedre det indre markeds funktion skal omfatte større gennemsigtighed og samarbejde i grænseoverskridende mekanismer, hvilket vil øge tilliden hos Europas 500 millioner forbrugere;

15.

udtrykker sin anerkendelse af bestræbelserne i forbindelse med de forskellige samarbejdsmekanismer og -initiativer;

16.

understreger imidlertid, at der skal gøres større fremskridt, og at det for at skabe markedsgennemsigtighed kræves, dels at oplysningerne i de 27 medlemsstaters selskabsregistre er nemt tilgængelige via en fælles indgangsportal, som følges aktivt op, dels at de er pålidelige, opdaterede og foreligger i et standardformat samt på alle officielle EU-sprog; mener, at det først bør vurderes, i hvor vid udstrækning dette forårsager yderligere oversættelsesudgifter, og at det med henblik herpå bør overvejes at kræve obligatorisk deltagelse af alle medlemsstater;

17.

kræver, at det sikres, at kendskab til denne fælles indgangsportals eksistens udbredes på effektiv vis, således at alle berørte parter kan anvende den til at indhente klare og pålidelige oplysninger om europæiske virksomheder;

18.

påpeger, at Gruppen af Højtstående Uafhængige Interesserede Parter vedrørende Administrative Byrder (Stoiber-Gruppen) har fundet frem til, at en lettelse af den grænseoverskridende elektroniske adgang til forretningsoplysninger kan medføre besparelser på mere end 160 mio. EUR om året;

19.

understreger betydningen af adgang til oplysninger om europæiske selskaber, især på baggrund af servicedirektivet og den endnu ikke vedtagne statut for det europæiske private selskab;

20.

understreger dog, at de opnåede fremskridt ikke bør betyde ekstra administrative byrder for selskaberne, navnlig SMV;

21.

glæder sig til lanceringen af e-justice-portalen, som skal være tilgængelig for enkeltpersoner, virksomheder, praktiserende jurister og retsvæsnet samt være brugervenlig; støtter planerne om at integrere EBR i denne portal;

22.

understreger betydningen af en yderligere sammensmeltning af BRITE-, IMI- og EBR-data og -systemer med henblik på at oprette en fælles dataindgangsportal for de berørte parter og forbrugerne i det indre marked, hvilket kan nedbringe transaktionsomkostningerne for såvel producenter som forbrugere, idet oplysningerne samles på ét sted og der dermed gives den grænseoverskridende handel, især den grænseoverskridende elektroniske handel, og den økonomiske vækst i EU et løft;

23.

går ind for, at der i mellemtiden indføres frivillige mekanismer for samarbejde mellem registre, navnlig hvad angår regelmæssig opdatering af de oplysninger, der skal være tilgængelige vedrørende udenlandske filialer; anbefaler, at praktiske spørgsmål, som kræver samarbejde, afklares i en administrativ aftale mellem medlemsstaterne og/eller deres selskabsregistre;

24.

mener, at en sammenkobling af nettet af selskabsregistre og det elektroniske net, der blev oprettet i henhold til gennemsigtighedsdirektivet, vil åbne hurtig adgang til juridiske og finansielle oplysninger om noterede selskaber og skabe en merværdi for investorer;

25.

insisterer på, at en europæisk løsning skal sikre borgerne og selskaberne en tilstrækkelig beskyttelse af personrelaterede og konkurrencerelevante oplysninger med henblik på at forhindre misbrug heraf samt garantere følsomme oplysningers retssikkerhed;

26.

understreger, at enhver form for integreret europæisk løsning navnlig skal tage i betragtning, i hvor høj grad nationale registre eller europæiske registre, der hidtil har eksisteret for bestemte økonomiske sektorer, vil kunne nedlægges, tilpasses eller sammenlægges for at undgå dobbeltarbejde i overensstemmelse med det mål at skære ned på bureaukratiet og sikre klarhed og enkelhed;

27.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.


(1)  EFT L 65 af 14.3.1968, s. 8.

(2)  EUT L 221 af 4.9.2003, s. 13.

(3)  EFT L 395 af 30.12.1989, s. 36.

(4)  EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.

(5)  EUT L 310 af 25.11.2005, s. 1.

(6)  EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1.

(7)  EUT L 207 af 18.8.2003, s. 1.

(8)  Vedtagne tekster, P6_TA(2008)0637.

(9)  Vedtagne tekster, P6_TA(2009)0238.

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer (EUT L 255 af 30.9.2005, s. 22).

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36).

(12)  Rådets direktiv 2003/72/EF af 22. juli 2003 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statutten for det europæiske andelsselskab, for så vidt angår medarbejderindflydelse (EUT L 207 af 18.8.2003, s. 25).

(13)  Rådets direktiv 2001/86/EF af 8. oktober 2001 om fastsættelse af supplerende bestemmelser til statut for det europæiske selskab (SE), for så vidt angår medarbejderindflydelse (EFT L 294 af 10.11.2001, s. 22).