2.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 351/69

A.

der henviser til, at Maastrichttraktatens ophavsmænd ikke havde forudset muligheden af, at et land i euroområdet kunne komme ud i en gældskrise,

B.

der henviser til, at eurolandenes udstedelser af statsobligationer accelererede i efteråret 2009,

C.

der henviser til, at situationen på markedet for statsobligationer fra visse medlemsstater blev betydeligt forværret i foråret 2010 og nåede en kritisk fase i maj 2010,

D.

der henviser til, at der er behov for større indsigt i udviklingen på markederne for statsobligationer,

E.

der henviser til, at Den Europæiske Unions finansielle støtte som omhandlet i Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 i medfør af forordningens artikel 2, stk. 2, skal være begrænset til den margen, der er til rådighed under loftet for egne indtægter for betalingsbevillinger, og at Kommissionen og den støttemodtagende medlemsstat i henhold til artikel 3, stk. 5, skal indgå et aftalememorandum med nærmere bestemmelser for de generelle økonomisk-politiske betingelser, der er knyttet til Unionens finansielle støtte, som Kommissionen skal meddele til Europa-Parlamentet og Rådet,

F.

der henviser til, at eurolandene - i tråd med konklusionerne fra samlingen i Rådet (ØKOFIN) den 9.-10. maj 2010 - den 7. juni 2010 oprettede den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet (EFSF) som et selskab med begrænset ansvar (société anonyme) efter luxembourgsk lov med eurolandene som garanter for EFSF's udstedelse af obligationer til en værdi af i alt 440 mia. EUR på pro rata-basis,

1.

glæder sig over de aktioner, der på det seneste er gennemført på EU-plan og nationalt plan for at sikre euroens stabilitet; beklager, at europæiske politikere ikke tidligere har handlet målrettet på trods af den stadige forværring af finanskrisen;

2.

understreger imidlertid, at disse aktioner kun er af midlertidig karakter, og at der bliver behov for reelle fremskridt med hensyn til de enkelte landes finans- og strukturpolitik samt med hensyn til etablering af et nyt og stærkere grundlag for økonomisk styring med sigte på at forebygge lignende kriser i fremtiden, udvidelse af vækstpotentialet og etablering af en bæredygtig makroøkonomisk balance i EU;

3.

mener ikke, at de aktuelle kriser kan afhjælpes på lang sigt ved blot at fylde ny gæld på lande, der allerede er dybt forgældede;

4.

er af den opfattelse, at alle medlemsstater, og især dem, der med i Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU), ved fastlæggelsen af deres økonomiske politik bør tage hensyn både til denne politiks virkninger på nationalt plan og til dens konsekvenser for EU og især ØMU-landene; mener, at den økonomiske politik er et spørgsmål af fælles interesse og bør koordineres i Rådet i overensstemmelse med de procedurer, der er fastlagt i traktaten;

5.

mener, at bestemmelserne vedrørende den særlige SPV-facilitet bør give lande uden for euroområdet mulighed for at deltage i SPV-faciliteten på »opt-in«-basis uanset bestemmelserne i Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 og Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 af 18. februar 2002;

6.

betragter Kommissionens meddelelse KOM(2010)0250 om styrket samordning af de økonomiske politikker som et vigtigt bidrag til en snævrere samordning af den økonomisk politik i EU; mener, at lovgivningsforslag vedrørende bedre økonomisk overvågning bør omfatte ny afledt ret baseret på traktatens artikel 121, stk. 6; mener, at det fremtidige overvågningssystem bør tage sigte på bæredygtige offentlige finanser og økonomisk vækst, konkurrenceevne, social samhørighed og afhjælpning af handelsmæssige ubalancer;

7.

mener, at der ved indførelse af nye EU-instrumenter og -procedurer bør tages hensyn til EU-institutionernes respektive roller, herunder Parlamentets budgetmæssige rolle og ECB's uafhængige rolle i forbindelse med beslutningstagningen på det valutapolitiske område;

8.

anmoder Kommissionen om at foretage en analyse af konsekvenserne af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, navnlig for EU-budgettet og andre EU-finansinstrumenter og EIB-lån;

9.

anmoder Kommissionen om at foretage en analyse af konsekvenserne af den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet, navnlig for eurobondmarkederne og deres udstedelser; anmoder Kommissionen om desuden at vurdere gennemførligheden og pålideligheden af den beslutningsprocedure, der gælder for denne særlige SPV-facilitet, med henblik på en mere langsigtet løsning;

10.

anmoder om flere oplysninger om, hvordan koordineringen mellem EFSF og IMF kommer til at foregå, f.eks. om fordelingen mellem de forskellige fonde vil blive fastlagt parallelt for at opretholde forholdet 2:1, om rentesatsen på en eller anden måde vil blive koordineret med IMF's sats i betragtning af, at IMF-satsen formentlig vil blive fastsat efter IMF's standardpraksis, hvor den planlagte rentesats vil ligge, over tyske Bunds, og om det er korrekt, at den forventes at blive på ca. 1 %; vil gerne have svar på, om IMF og EFSF rangerer på lige fod, hvilket automatisk ville give EFSF det privilegium ikke at skulle deltage i en eventuel omlægning af låntagernes forpligtelser - mens EFSF i modsat fald rent faktisk ville være den første til at bære et eventuelt tab;

11.

ville gerne vide, om der er planlagt foranstaltninger til sikring af ligebehandling; bemærker f.eks., at rentesatsen for EFSF ser ud til at adskille sig fra den pakke, der er vedtaget for Grækenland, fordi EFSF-låntagere vil betale SPV de samlede nettoomkostninger ved tilvejebringelsen af midlerne; ville endvidere gerne vide, hvordan ikke-ØMU-lande kan sikres en fair behandling, hvis EFSF først anvendes, når den første facilitet på 60 mia. EUR er opbrugt;

12.

bemærker, at statsgælden i euroområdet ikke nødvendigvis har en nominel kreditrisiko på nul som antaget i direktivet om kapitalkrav, og at den aktuelle udvikling har øget kreditrisikoen for langfristede obligationer udstedt af medlemsstaterne; mener, at Den Europæiske Banktilsynsmyndighed og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici bør tage fat på dette problem;

13.

konstaterer, at risikovægtningen for statsobligationer er på nul i direktivet om kapitalkrav;

14.

anmoder ECB om at give en detaljeret forklaring på dens seneste beslutninger om at købe statsobligationer på det sekundære marked, og mener, at ECB bør udarbejde en exit-strategi med en klar tidsplan for udfasningen af denne praksis;

15.

mener, at en langsigtet løsning vil kræve, at man tager fat om problemet med interne ubalancer og ikke-bæredygtig gæld og dermed om selve roden til den nuværende krise; mener, at en sådan mere langsigtet vision forudsætter, at man afhjælper de interne makroøkonomiske ubalancer i euroområdet og EU og dermed gør noget ved de betydelige forskelle i konkurrenceevne medlemsstaterne imellem;

16.

er af den opfattelse, at et stærkere grundlag for økonomisk styring i EU bør omfatte en permanent mekanisme til afhjælpning af statsgældskriser i EU, f.eks. i form af en europæisk valutafond, en samordnet strategi for genoprettelse af den makroøkonomiske balance og forbedrede synergier mellem EU-budgettet og medlemsstaternes budgetter som supplement til en holdbar skattemæssig konsolidering;

17.

konstaterer, at Parlamentet på trods af denne mekanismes potentielt store konsekvenser for EU-budgettet ikke har nogen medindflydelse på beslutningstagningen, da faciliteten er oprettet ved en rådsforordning i henhold til EUF-traktatens artikel 122, stk. 2; finder det nødvendigt at sikre, at Parlamentet som budgetmyndighed inddrages i forbindelse med et spørgsmål, der kan få så vidtrækkende budgetmæssige konsekvenser;

18.

opfordrer Kommissionen til inden udgangen af 2010 til at gennemføre en uafhængig undersøgelse vedrørende innovative finansieringsinstrumenter som f.eks. fælles udstedelse af eurobonds som middel til at mindske udstedelserne og den voksende likviditet på eurodominerede obligationsmarkeder;

19.

konstaterer, at udstedelsen af eurobonds i forbindelse EU-relevant infrastruktur kan ske under overholdelse af stabilitets- og vækstpagten;

20.

anmoder Kommissionen om at analysere en række muligheder for et langsigtet system til forebyggelse og effektiv og bæredygtig løsning af potentielle statsgældsproblemer, samtidig med at fordelene ved den fælles valuta udnyttes fuldt ud; mener, at denne analyse bør tage højde for, at kreditrisikoen i forbindelse med statsobligationer kan variere fra medlemsstat til medlemsstat og muligvis bør afspejles tydeligere i kreditinstitutionernes kapitalkoefficient;

21.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Det Europæiske Råd, formanden for Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank.