2.12.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 351/39

A.

der henviser til, at der siden 1990 er sket en betydelig stigning i atypisk arbejde, og til, at de arbejdspladser, der er gået tabt på grund af den nuværende økonomiske krise, først og fremmest var »atypiske« arbejdspladser, og som påpeger, at nye kontraktformer med et eller flere af følgende kendetegn klassificeres som atypisk arbejde: deltidsarbejde, løsarbejde, vikararbejde, arbejde med tidsbestemte kontrakter, hjemmearbejde og telearbejde, deltidsarbejde med 20 timer om ugen eller mindre,

B.

der henviser til, at behovet for fleksibel beskæftigelse er blevet påpeget ved flere lejligheder,

C.

der henviser til, at globaliseringen og den hurtige teknologiske udvikling medfører en vidtrækkende økonomisk omstrukturering, der giver anledning til ændringer i ansættelsesforholdene og i indholdet af arbejdstagernes opgaver, samt på hinanden følgende bølger af nye uafhængige enkeltmandsvirksomheder i alle sektorer og aldersgrupper, hvilket skaber behov for en genfastsættelse af arbejdsforholdene med henblik på at undgå skævvridninger (såsom de »falske« selvstændige),

D.

der henviser til den finansielle og økonomiske krise, som har udviklet sig til en alvorlig beskæftigelseskrise med store tab af arbejdspladser og har ført til ustabile arbejdsmarkeder og tiltagende fattigdom og social udstødelse, især for allerede udsatte personer og dårligt stillede grupper,

E.

der henviser til, at antallet af personer, som lever i fattigdom trods beskæftigelse, er stigende og nu udgør 8 % af den europæiske arbejdsstyrke, og at andelen af lavtlønnede i øjeblikket ligger på ca. 17 %,

F.

der henviser til, at der bør udarbejdes en vidtfavnende og supplerende EU-tilgang med nøje fokus på en effektiv styring og et mix af politiske foranstaltninger, der støtter hinanden, inden for økonomisk politik og miljø-, beskæftigelses- og socialpolitik samt iværksætterkultur, og som er i tråd med bestemmelserne i den europæiske beskæftigelsesstrategi (EBS), der tager sigte på at forpligte medlemsstaterne til at nå fælles målsætninger, som bygger på fire principper, nemlig arbejdsegnethed, iværksætterånd, tilpasningsevne og lige muligheder,

G.

der henviser til, at arbejdsløshedstallet i EU's 27 medlemsstater er steget til 10 % (2009), og at arbejdsløsheden sandsynligvis ikke vil nå sit højdepunkt før første halvdel af 2011,

H.

der henviser til, at en oversigt over ændringer i beskæftigelsen efter uddannelsesniveau viser, at antallet af lavtuddannede arbejdstagere er faldet i de seneste år,

I.

der henviser til, at mellem en femtedel og en fjerdel af alle europæiske arbejdstagere i gennemsnit skifter job hvert år,

J.

der henviser til, at overgangsprocentsatsen mellem arbejdsløshed og beskæftigelse er høj, idet en tredjedel af de arbejdsløse og 10 % af den ikke-erhvervsaktive befolkning finder et job inden et år, men at der ligeledes er et betydeligt antal arbejdstagere, navnlig i atypiske job, der mister deres arbejde uden at finde et nyt,

K.

der henviser til, at 45 % af alle arbejdsløshedsperioder i EU’s 27 medlemsstater varer længere end et år sammenlignet med 10 % i USA,

L.

der henviser til, at jobomsætningen er højere blandt kvinder end mænd (5 procentpoints forskel) og blandt unge arbejdstagere (under 24 år) og aftager med et stigende uddannelsesniveau, hvilket viser, at omsætningen ofte påtvinges snarere end vælges og hænger sammen med kortvarige og usikre arbejdskontrakter, og at unge ofte ikke finder et arbejde, der svarer til den uddannelse, de har taget,

M.

der henviser til, at det skønnes, at én ud af seks arbejdstagere har pasnings- og omsorgsansvar for en ældre eller afhængig pårørende eller ven,

N.

der henviser til, at der i visse medlemsstater har været en stigning i antallet af illegalt arbejde, hvilket kunne føre til alvorlige økonomiske (især skattemæssige), sociale og politiske problemer,

O.

der henviser til, at vurderingen af flexicurity er kompliceret og kræver en holistisk strategi, navnlig i lyset af de ændringer, som den nuværende krise også kan medføre i virksomhedernes adfærd, idet man reelt fremmer ansættelsesforhold, der er stadig mindre beskyttede og meget usikre,

P.

der henviser til, at det i forbindelse med beskæftigelsespolitikken er nødvendigt med aktivt fremme af lige muligheder for kvinder og mænd, forening af arbejdsliv, uddannelse og familieliv samt principperne om ikkediskrimination,

Q.

der henviser til, at den sociale dialog har udviklet sig forskelligt i Europa, idet de stigende økonomiske og finansielle vanskeligheder generelt har ført til intensiverede trepartsdialoger,

R.

der henviser til, at overenskomstforhandlinger er den mest almindelige måde, hvorpå der forhandles løn i Europa - to ud af tre arbejdstagere er dækket af en kollektiv lønoverenskomst på virksomhedsplan eller på et højere plan,

S.

der henviser til, at man på det uformelle møde for arbejds- og socialministre i Berlin den 19. januar 2007 konkluderede, at Europa havde brug for flere og fælles bestræbelser på at fremme godt arbejde, idet godt arbejde betyder arbejdstagerrettigheder og -deltagelse, rimelig løn, beskyttelse af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen samt familievenlig tilrettelæggelse af arbejdet, og idet gode og rimelige arbejdsvilkår og rimelig social beskyttelse er en forudsætning for borgernes accept af EU,

T.

der henviser til, at konceptet om godt arbejde skal være den grundlæggende retningslinje for næste fase af den europæiske beskæftigelsesstrategi,

1.

opfordrer forårstopmødet i Det Europæiske Råd i 2010 til at give klare retningslinjer for og træffe konkrete foranstaltninger til at beskytte anstændige job og kvalitetsbeskæftigelse og skabe holdbare jobmuligheder som led i en ambitiøs EU2020-strategi, idet der tages højde for krisens indvirkning på det økonomiske og det sociale system og på arbejdsmarkedet;

2.

opfordrer Kommissionen til at evaluere flexicurity-missionens indsats og medlemsstaterne til at sikre en mere afbalanceret gennemførelse af flexicurity-principperne og påpeger, at gensidig læring og udveksling af bedste praksis såvel som den åbne koordinationsmetode er vigtige instrumenter til samordning af medlemsstaternes forskellige politiske tiltag; bemærker dog, at den åbne koordinationsmetode kunne forbedres, og at styringen af denne metode skal styrkes for at øge effektiviteten;

3.

bemærker den store mangfoldighed af arbejdsmarkedstraditioner, kontraktformer og forretningsmodeller på arbejdsmarkederne, og påpeger på baggrund af denne mangfoldighed, at sikring af de europæiske modeller og de arbejdsmæssige landvindinger bør være en prioritet; anbefaler, at man benytter en bottom-up-metode til udarbejdelse af nye beskæftigelsesstrategier, der letter dialogen og inddragelsen af alle politiske og sociale styringsniveauer;

4.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at anerkende og støtte den særlige og positive betydning af uafhængige freelancearbejdere i forhold til den økonomiske genopretning som en indgang eller et alternativ til arbejdsmarkedet; bemærker, at uafhængigt arbejde tiltager i popularitet, især blandt unge arbejdstagere og kvinder og som en overgang fra arbejde til pension; mener, at uafhængige freelancearbejdere bør behandles som en unik delmængde af mikrovirksomheder, og opfordrer til, at der træffes foranstaltninger til at minimere den administrative byrde og opmuntre uafhængige freelancearbejdere til at starte/udvikle uafhængige freelancevirksomheder og støtte dem heri samt til at fremme livslang læring for denne gruppe;

5.

understreger betydningen af selvstændigt arbejde især i mikrovirksomheder og små virksomheder og henviser til betydningen af liberale erhverv og de særlige forhold, der gælder her; understreger, at betegnelsen liberale erhverv kun angår tilhørsforholdet til et bestemt kvalificeret erhverv, som også kan udøves selvstændigt;

6.

mener, at alle arbejdstagere uanset beskæftigelsesstatus skal være sikret en række grundlæggende rettigheder; henstiller, at prioriteterne ved en arbejdsretsreform, hvor dette er nødvendigt, bør fokusere på: hurtig udvidelse af beskyttelsen af arbejdstagere med atypiske arbejdskontrakter, gruppering af atypiske kontrakter med henblik på forenkling, varig skabelse af normale ansættelsesforhold, afklaring af situationen for afhængig beskæftigelse, herunder forebyggende indsats med hensyn til sundhed og sikkerhed for atypiske arbejdstagere, bekæmpelse af illegalt arbejde, støtte til jobskabelse, herunder job med atypiske kontrakter, og lettelse af overgangen mellem skiftende beskæftigelsesforhold og arbejdsløshed ved at fremme politikker såsom særlige arbejdsløntillæg, livslang læring, videreuddannelse og uddannelse på arbejdspladsen; opfordrer til en afklaring af situationen for afhængig beskæftigelse og anmoder Kommissionen om at udvikle klare retningslinjer for omfanget af ansættelsesforhold som anbefalet af ILO i henstillingerne fra 2006;

7.

bifalder, at nogle medlemsstater har indført bestemmelser, som giver ansatte med omsorgsforpligtelser mulighed for at forene deres ansvar med deres arbejdsmæssige forpligtelser ved hjælp af mere fleksible ordninger; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til aktivt at støtte omsorgsgivere på arbejdspladsen med fleksible arbejdsforhold, herunder ret til orlov, fleks- og deltidsordninger og ordninger om hjemmearbejde, som vil give flere omsorgsgivere i alle medlemsstater mulighed for at beholde eller vende tilbage til lønnet arbejde;

8.

bemærker, at Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene skelner mellem atypiske og meget atypiske beskæftigelsesforhold; mener, at mange former for atypiske beskæftigelsesforhold er vigtige for f.eks. omsorgsgivere, studerende og andre, der er afhængige af kortvarige ansættelseskontrakter og deltidsarbejde, idet de dermed har mulighed for at tjene ekstra; understreger, at det er vigtigt, at arbejdstagere i atypiske ansættelsesforhold får minimumsrettigheder og bliver beskyttet mod udnyttelse;

9.

tilskynder medlemsstaterne til at fremme overgangen til produktive og tilfredsstillende kvalitetsjob og til at udvikle arbejdsretlige bestemmelser, som effektivt beskytter rettighederne for de personer, der er ansat i atypiske ansættelsesformer, og dermed sikre ligebehandling i forhold til ansatte, der har almindelige fuldtidsstandardkontrakter på grundlag af det maksimale niveau for beskyttelse af arbejdstagere;

10.

henstiller, at arbejdstagere på atypiske arbejdskontrakter skal være omfattet af de gældende EU-direktiver, der dækker arbejdstagerkategorier i EU herunder arbejdstidsdirektivet (93/104/EC), direktivet om vikararbejde(2008/104/EF), direktivet om deltidsansatte (97/81/EF) samt Rådets direktiv om rammeaftalen vedrørende tidsbegrænset ansættelse (1999/70/EF);

11.

bemærker, at tendensen til en stigning i andelen af ikke-standardkontrakter eller atypiske kontrakter er stærkt køns- og generationsbestemt, da kvinder, ældre og også unge arbejdstagere er uforholdsmæssigt stærkt repræsenteret inden for ikke-standardformer for beskæftigelse; bemærker, at visse sektorer oplever hurtige strukturændringer; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at undersøge årsagerne til denne tendens, træffe passende og målrettede foranstaltninger på de relevante områder for at bekæmpe denne ubalance ved at lette overgangen til fastansættelse, og navnlig ved at fremme foranstaltninger, der sikrer, at både mænd og kvinder kan forene arbejde, familie og privatliv gennem større fokus på social dialog med arbejdstagernes repræsentanter i virksomhederne, og til at overvåge og offentliggøre resultaterne for disse foranstaltninger; opfordrer ligeledes Kommissionen og medlemsstaterne til at holde øje med, at anvendelsen af ikke-standardmæssige eller atypiske kontraktformer ikke dækker over former for sort arbejde, men fremmer - via udvekslingen af kompetencer - overgangen til en reel integration af de unge og de arbejdsløse på arbejdsmarkedet ved at sikre de ansatte og virksomhederne flexicurity-forhold, der styrker både arbejdsegnetheden og konkurrenceevnen;

12.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre en mere effektiv gennemførelse af direktiv 97/81/EF om deltidsarbejde og direktiv 1999/70/EF om tidsbegrænset ansættelse under hensyntagen til bl.a. de grundlæggende principper om ikkediskrimination; understreger betydningen af uddannelse og livslang læring for at lette jobskift, som især er vigtigt for arbejdstagere med tidsbegrænset ansættelse;

13.

understreger, at tilbagevenden til atypiske ansættelsesformer skal være et personligt valg og ikke en byrde påtvunget af stadig større hindringer for adgang til arbejdsmarkedet for forskellige grupper eller manglende kvalitetsjob; bemærker, at især for meget ugunstigt stillede arbejdstagere kan individuelt afstemte atypiske kontrakter fra arbejdsintegrerende sociale foretagender være en mulighed, da de tilbyder det første skridt i retning af beskæftigelse;

14.

glæder sig over vedtagelsen af direktiv 2008/104/EF om vikararbejde og opfordrer til en hurtig gennemførelse heraf;

15.

mener, at atypiske beskæftigelsesformer skal være omfattet af en kontraktlig ret til et uddannelsesforløb for arbejdstagerne; understreger, at ikke-standardformer for beskæftigelse, hvis de er tilstrækkeligt beskyttet, og hvis der tages højde for støtte inden for områderne social sikring, arbejdstagerrettigheder og overgang til stabil og beskyttet beskæftigelse, kan udgøre en mulighed, som dog skal ledsages af støtte til arbejdstagere, som er i færd med at skifte fra et job til et andet eller fra en jobstatus til en anden gennem målrettede aktive beskæftigelsespolitikker; beklager, at dette ofte forsømmes;

16.

tilskynder medlemsstaterne til at udarbejde en tidlig og aktiv interventionspolitik, der giver de arbejdstagere, og navnlig kvinder, som genindtræder på arbejdsmarkedet, ret til personlig støtte i den periode, der er strengt nødvendig for dem for at udvikle deres uddannelse og/eller omskoling; mener, at arbejdsløse bør støttes både ved hjælp af et solidt socialt sikringssystem og ved hjælp af et effektivt system med aktive politikker med henblik på at genindtræde hurtigt på arbejdsmarkedet, selv om deres tidligere kontrakter har været atypiske, idet det er vigtigt at beholde folk på arbejdsmarkedet og fremme overgangen til former for anstændigt, stabilt og beskyttet arbejde af høj kvalitet; mener - hvis genindtrædelsen sker gennem atypiske kontrakter - at disse kontrakter skal sikre lønmodtagerne ordentlige og sikre arbejdsforhold;

17.

opfordrer Kommissionen til med hjælp fra de sociale parter at analysere og overvåge de forskellige instrumenttyper, der udvikles inden for de nationale aktiveringspolitikker;

18.

opfordrer Unionen og medlemsstaterne til med hjælp fra arbejdsmarkedets parter effektivt at bekæmpe ulovlig beskæftigelse, navnlig ved hjælp af forebyggelse og afskrækkende sanktioner, og mener, at fastlæggelse af fælles strategier, herunder på europæisk plan, der modvirker ulovlig beskæftigelse, kan hjælpe i kampen mod ulovlig beskæftigelse og mindske omfanget af usikre, herunder navnlig »atypiske«, ansættelsesforhold; mener, at bekæmpelse af ulovlig beskæftigelse skal ledsages af foranstaltninger med henblik på at fastlægge af holdbare og bæredygtige beskæftigelsesalternativer og støtte borgernes adgang til det åbne arbejdsmarked;

19.

understreger behovet for at skabe varige og sikre job af høj kvalitet, om nødvendigt efter en uddannelsesperiode, der er gearet mod varige fuldtidsjob, herunder grønne job og »hvide« job (sundhedssektoren), og sikre social samhørighed;

20.

understreger, at ikke alle former for atypisk beskæftigelse nødvendigvis fører til ustabilt, usikkert og tilfældigt arbejde med ringere social beskyttelse, lavere løn og mere begrænset adgang til yderligere uddannelse og livslang læring; påpeger imidlertid, at disse usikre ansættelsesformer ofte er forbundet med atypiske kontraktforhold;

21.

påpeger, at den høje arbejdsløshed og segmenteringen af arbejdsmarkedet skal bekæmpes ved at give alle arbejdstagere samme rettigheder og investere i jobskabelse, kvalifikationer og livslang læring; opfordrer derfor medlemsstaterne til at udfase alle usikre former for beskæftigelse;

22.

påpeger, at udfasningen af usikker beskæftigelse kræver et stærkt engagement fra medlemsstaternes side for gennem deres arbejdsmarkedspolitikker at etablere et tilstrækkeligt »springbræt« for overgangen fra usikker beskæftigelse til regulær permanent beskæftigelse med bedre arbejdstagerrettigheder og social beskyttelse;

23.

fremhæver, at EU har forpligtet sig til at opfylde målsætningen om at forene arbejdsliv og privatliv; kritiserer imidlertid Kommissionen og medlemsstaterne for ikke at have truffet meningsfulde og effektive foranstaltninger med henblik på at leve op til denne forpligtelse;

24.

påpeger, at bedre forening af arbejdsliv og privatliv opnås bedst ved at forny modellen for standardbeskæftigelse: permanente kontrakter med kortere fuldtidsbeskæftigelse som den generelle standard samt etablering af standarder for deltidsbeskæftigelse, således at der udelukkende tilbydes dokumenteret deltidsarbejde med social beskyttelse (15-25 timer om ugen) til personer, som ønsker deltidsarbejde; understreger behovet for, at der er lige vilkår for fuldtids- og deltidsarbejde, hvad angår timeløn, berettigelse til uddannelse og livslang læring, karrieremuligheder og social beskyttelse;

25.

mener, at det er nødvendigt med nye overvejelser om flexicurity på europæisk plan i lyset af den aktuelle krise, så man bidrager til at øge både produktivitet og arbejdspladsernes kvalitet ved at garantere sikkerhed og beskyttelse af arbejdet og arbejdstagernes rettigheder med særlig støtte til dårligt stillede personer på arbejdsmarkedet og samtidig give virksomhederne den nødvendige organisatoriske fleksibilitet til at skabe eller begrænse arbejdspladser som følge af de ændrede behov på markedet; mener, at en retfærdig og afbalanceret gennemførelse af flexicurity kan bidrage til at gøre arbejdsmarkeder mere robuste over for strukturelle forandringer; mener desuden, at fleksibilitet og sikkerhed og en aktiv arbejdsmarkedspolitik ikke er modstridende og kan styrke hinanden gensidigt, hvis de er indført ved hjælp af en rimelig afvejning af holdningerne hos arbejdsmarkedets parter, regeringerne og de europæiske institutioner, kædet sammen med gensidig læring og udveksling af god praksis; mener endvidere, at der ikke er taget tilstrækkelig højde for disse krav i resultaterne af de seneste års beskæftigelsesvækst i EU;

26.

gør opmærksom på, at der forekommer et stadigt voksende problem med »falske« selvstændige, som ofte tvinges af deres arbejdsgiver til at arbejde under kummerlige forhold; mener, at de arbejdsgivere, der udnytter de »falske« selvstændiges arbejdskraft, også skal pålægges sanktioner;

27.

mener, at flexicurity ikke kan fungere hensigtsmæssigt uden omfattende social beskyttelse og støtte til genindtrædelse på arbejdsmarkedet, der er afgørende elementer under overgangen fra uddannelse til beskæftigelse, mellem job og fra beskæftigelse til pensionering;

28.

opfordrer Kommissionen til dels at fortsætte bestræbelserne på en afbalanceret gennemførelse af flexicurity-politikkerne ved at foretage en analyse af den hidtidige gennemførelsessituation i medlemsstaterne og ved at fastslå, om fleksibilitetsforanstaltningerne i tilstrækkelig grad er blevet ledsaget af sikkerhedsforanstaltninger for arbejdstagerne, dels at bistå medlemsstaterne og arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af flexicurity-principperne, så disse principper retter sig efter de sociale bestemmelser på europæisk plan og de forskellige arbejdsmarkeders særlige kendetegn, de forskellige traditioner med hensyn til beskæftigelsespolitikker og kollektive overenskomster og strukturerne i deres sociale sikringssystemer; gør opmærksom på, at gensidige oplysninger og udveksling af god praksis samt den åbne koordinationsmetode er nødvendige instrumenter for at koordinere de forskellige strategiske indfaldsvinkler i medlemsstaterne;

29.

mener, at det især i den nuværende økonomiske situation, er endnu mere nødvendigt at gøre status over gennemførelsen af flexicurity i medlemsstaterne, og at arbejdsmarkedets parter kun vil støtte arbejdsrets- og arbejdsmarkedsreformer, hvis disse også har til formål effektivt at mindske forskelsbehandling af forskellige kontraktformer; påpeger, at anvendelsen af fleksibilitetsprincipper forudsætter passende social beskyttelse og sikring af, at mennesker kan leve og udvikle sig, sideløbende med særlig støtte til arbejdssøgende og grundlæggende arbejdsretlige bestemmelser for alle beskæftigelsesformer baseret på en klar institutionel ramme, og at dette skal være ledsaget af øgede beskyttelsesmekanismer for at forhindre problemer;

30.

understreger, at kravet om høj fleksibilitet i arbejdslivet har sine begrænsninger, der hvor livs- og udfoldelsesmulighederne indskrænkes urimeligt, og det f.eks. bliver svært at stifte familie og opretholde et familieliv, yde omsorg og pleje til familiemedlemmer og deltage i det sociale liv;

31.

understreger betydningen af sikkerhedsaspektet i forbindelse med flexicurity, som skal yde støtte i jobsøgningsprocessen for arbejdstagere i overgangssituationer og sikre dem anstændige levevilkår; mener, at støtten skal omfatte relevante uddannelsesforanstaltninger med henblik på nødvendig tilpasning til arbejdsmarkedet;

32.

mener, at virksomhederne frygter en vedvarende fejltilpasning mellem deres behov og de kompetencer, som de jobsøgende tilbyder, mangler kreditmuligheder, så de kan foretage ansættelser og investeringer, og ikke investerer nok i arbejdsmarkedet; understreger under den nuværende økonomiske krise vigtigheden af at udvikle visioner på lang sigt fra den europæiske produktionssektors side, som kan skabe gunstige erhvervsbetingelser, sikre tilstrækkelige økonomiske midler og gode arbejdsforhold og øge retssikkerheden og gennemsigtigheden for såvel arbejdsgivere som arbejdstagere, hvad angår arbejdsmarkedslovgivningens anvendelsesområde, dækning og håndhævelse;

33.

understreger betydningen af at forhindre, detektere og straffe illegalt arbejde; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en række konkrete initiativer, herunder specifikke regler om håndtering af »postkasseselskaber«, solidarisk ansvar i underleverandørkæder og oprettelse af et EU-agentur med henblik på at forhindre og detektere illegalt arbejde;

34.

mener, at virksomhederne i visse medlemsstater på grund af den økonomiske og finansielle krise ikke kan finde de mest egnede kontraktformer på arbejdsmarkedet til at dække deres behov for fleksibilitet med henblik på at tage højde for uforudsigelige udsving i markedsefterspørgslen, begrænsning af omkostningerne og beskyttelse af arbejdstagernes sikkerhed;

35.

opfordrer som et led i den moderne tilrettelæggelse af arbejdet til fleksible og sikre kontrakter, der sikrer ligebehandling; mener ubetinget, at tidsubestemte arbejdskontrakter fortsat bør være den vigtigste kontraktform, mener, at det i forbindelse med en moderne tilrettelæggelse af arbejdet er hensigtsmæssigt at tage højde for kontrakter, som er fleksible, hvad angår arbejdsbetingelserne, og som er sikre, når det gælder beskyttelse og rettigheder; erkender, at definitionen af den retlige ramme for ansættelseskontrakter af tidsubegrænset varighed, og hvordan de er indrettet i forhold til flexicurity i de nationale arbejdsretlige regler, er af afgørende betydning for, om de accepteres af virksomheder og medarbejdere;

36.

fordømmer uforbeholdent erstatningen af regulære ansættelsesforhold med atypiske kontraktformer, der bidrager til ringere og mere usikre arbejdsforhold end regulære ansættelsesforhold, og som er til skade for offentligheden, arbejdstagere og konkurrenter; understreger, at en sådan utilladelig praksis er i modstrid med og destabiliserer den europæiske socialmodel, og opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at gøre alt for at bekæmpe denne utilladelige praksis på lang sigt, f.eks. ved at indføre strengere sanktioner;

37.

er stærkt overbevist om, at enhver form for arbejde under hensyntagen til de forskellige traditioner i medlemsstaterne, bør ledsages af en række grundlæggende rettigheder, som bør omfatte: socialhjælp og eliminering af kønsbestemt og etnisk bestemt lønforskel, tilstrækkelig social beskyttelse, ikkediskrimination og ligebehandling under jobsøgning og inden for beskæftigelse, faglig uddannelse og karriereudvikling, sundheds- og sikkerhedsbeskyttelse af arbejdstagerne og arbejdstids-/hviletidsbestemmelser, pensionsrettigheder, organisations- og repræsentationsfrihed, overenskomstforhandlinger, kollektive foranstaltninger og adgang til uddannelse, karriereudvikling og arbejdsløshedssikring;

38.

opfordrer EU og medlemsstaterne til at øge deres indsats med hensyn til investeringer i kvalifikationer og uddannelse for at støtte en stabil og bæredygtig beskæftigelse; opfordrer derfor medlemsstaterne til at investere i humankapital ved aktivt at gennemføre og finansiere strategier for livslang læring med sigte på markedets behov og anerkende uformelle kvalifikationer og kompetencer under hensyntagen til en livscyklustilgang; opfordrer endvidere medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger på nationalt, regionalt og lokalt plan for at sikre, at alle unge, der forlader skolen, har adgang til et job eller videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse;

39.

opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre politikker, der giver alle, herunder de svageste og dårligst stillede, mulighed for at få reel adgang til arbejdsmarkedet, og til at skabe bedre balance mellem fleksibelt arbejde og pleje og privat- og familieliv samt sikre omfattende støtte til lige muligheder og alle de tjenester, der er nødvendige til dette formål, f.eks. gennem ledsageforanstaltninger såsom barselsorlov, fædreorlov og forældreorlov, fleksible arbejdstider, og prismæssigt overkommelig og tilgængelig børnepasning;

40.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre politikker, der har til formål at skabe nye jobmuligheder; er bekendt med ansvar og risici for de virksomheder, der skaber de pågældende job, herunder jobs med atypiske kontrakter;

41.

opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte foranstaltninger, der giver folk mulighed for at genoptage en erhvervsaktivitet efter forældreorlov, om nødvendigt efter at have fulgt en uddannelse med henblik på at ajourføre den pågældendes kvalifikationer;

42.

anbefaler kraftigt, at EU's beskæftigelsesinitiativer indbefatter en hurtig indgriben til støtte for de arbejdsløse på det tidspunkt, hvor der rent faktisk nedlægges arbejdspladser, ikke mindst for at mindske risikoen for, at folk udelukkes fra arbejdsmarkedet, og at man mister den menneskelige kapital, som de repræsenterer;

43.

opfordrer medlemsstaterne til at styrke støtteordninger, især for lavtuddannede og handicappede, via integrerede strategier, personlig vejledning, intensiv (om)skoling af arbejdstagere, subventionerede arbejdspladser og etableringsstøtte til selvstændige og virksomheder; understreger dog, at disse subventioner skal være udformet sådan, at en fortrængning af regulære arbejdspladser er udelukket;

44.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fjerne de administrative byrder i det omfang, de ikke beskytter arbejdstagerne interesser, for at forbedre virksomhedsmiljøet, især for SMV'er, men understreger betydningen af at sikre, at eventuelle ændringer ikke får betydning for de ansattes sikkerhed eller sundhed; understreger, at SMV’er på grund af deres store antal spiller en hovedrolle i bekæmpelsen af arbejdsløshed i EU; understreger vigtigheden af, at man ved udarbejdelsen af de beskæftigelsespolitikker, der vedrører dem, tager højde for deres særlige behov og det område, hvor de er beliggende;

45.

opfordrer medlemsstaterne til at aflægge beretning om, hvor langt man er nået med overvejelsen og gennemførelsen af flexicurity-tilgangene;

46.

beklager Rådets og Kommissionens snævre tilgang til flexicurity; opfordrer Kommissionen og Rådet til at forpligte sig til godt arbejde-dagsordenen og inkorporere den i næste generation af de integrerede retningslinjer og den europæiske beskæftigelsesstrategi: fremme af job- og beskæftigelsessikkerhed for arbejdstagere, en rettighedsbaseret tilgang til aktive arbejdsmarkedspolitikker og livslang læring, omfattende sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, universelle og lige sociale rettigheder og arbejdstagerrettigheder for alle, balance mellem arbejdsliv og privatliv og forening af arbejdsliv og ikkearbejdsliv og fremme af kvaliteten af beskæftigelse og trivsel på arbejdspladsen;

47.

opfordrer medlemsstaterne til først at tillade afskedigelser af økonomiske årsager, når man har gjort forsøg på omskoling og uddannelse af medarbejderne;

48.

mener, at formel anerkendelse af arbejdsmarkedsparternes rolle i den nye traktat betyder fremskridt, eftersom den anerkender deres autonomi og på ny bekræfter, at deres støtte til fremme af den sociale dialog er vigtig, og understreger i den forbindelse den særlige betydning af den sektorbaserede sociale dialog, hvori 40 brancher på nuværende tidspunkt er repræsenteret;

49.

er imidlertid bekymret over virkningen af EU-Domstolens nylige dom vedrørende Laval, Rüffert, Viking og Luxembourg om foreningsfrihed og frihed til at handle med henblik på forbedring af arbejdsvilkår;

50.

mener, at anerkendelsen af trepartstopmødet for vækst og beskæftigelse som et institutionelt organ bidrager til, at arbejdsmarkedets parter inddrages i EU’s økonomiske politik;

51.

mener, at de europæiske og nationale arbejdsmarkedsparters og civilsamfundsorganisationers bidrag til gennemførelse af EU2020-strategien er særdeles vigtig, for så vidt angår gennemførelse af beskæftigelsesmålene og af flexicurity-dagsordenen;

52.

opfordrer Kommissionen og de nationale regeringer til at påtage sig et ansvar over for situationen for »outsiderne« (ansatte med atypiske eller »meget atypiske« kontrakter) og at sikre, at deres rettigheder og krav om social beskyttelse står i et passende forhold til »insidernes«;

53.

opfordrer arbejdsmarkedets parter på europæisk og nationalt plan til at støtte investeringer i strategier for livslang læring med sigte på markedets behov, og anerkender »Framework of actions for the lifelong learning development of competencies and qualifications«, som arbejdsmarkedsparterne allerede har forhandlet sig frem til;

54.

mener, at personer, der er involveret i foranstaltninger med henblik på integration på arbejdsmarkedet eller foranstaltninger til at forberede disse på at (gen-)indtræde på arbejdsmarkedet, og civilsamfundsorganisationer, der yder disse tjenester til de pågældende personer, eller som repræsenterer dem, skal indgå i udformningen og gennemførelsen af de politikker, der berører dem;

55.

bemærker, at arbejdsmarkedsparternes og civilsamfundsorganisationernes inddragelse i udformningen og gennemførelsen af politikker er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, men at tendensen generelt går i retning af anvendelsen af et bredere mix af instrumenter med henblik på at nå de politiske mål; mener, at kvaliteten af den sociale og institutionelle anerkendelse, som arbejdsmarkedets parter nyder, bør styrkes endnu mere på nationalt plan og få en mere substantiel karakter, idet den sandsynligvis er den afgørende faktor for kvaliteten af deres bidrag; understreger dog især, at kvaliteten af den sociale dialog er meget forskellig fra land til land og fra branche til branche, og opfordrer kraftigt arbejdsmarkedets parter til at udvikle en ægte social dialog på alle niveauer;

56.

mener, at overenskomstforhandlinger har vist sig at være et effektivt instrument til bevarelse af beskæftigelsen, og at de gør det muligt for arbejdsgivere og arbejdstagere at finde effektive løsninger i forbindelse med overvindelsen af den økonomiske nedgang; bemærker i denne sammenhæng betydningen af stor enighed mellem arbejdsmarkedets parter i nationale ordninger, hvor beskyttelse i henhold til arbejdsretten er fastsat til et minimum;

57.

er overbevist om, at en vellykket social dialog på arbejdspladsen i høj grad afhænger af de faciliteter, som arbejdstagerrepræsentationerne råder over med hensyn til formidling af relevante oplysninger, muligheder for uddannelse og tilstrækkelig tid;

58.

er overbevist om, at regeringernes rolle er afgørende for, at der skabes forudsætninger for inklusive og effektive overenskomstforhandlinger og trepartsstrukturer, således at arbejdsmarkedets parter på en institutionelt formaliseret og reel måde inddrages på ligeværdigt grundlag i udformningen af offentlige politikker i overensstemmelse med national praksis og nationale traditioner;

59.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, Udvalget for Social Beskyttelse, EU's Beskæftigelsesudvalg og medlemsstaternes og kandidatlandenes regeringer og parlamenter.