[pic] | EUROPA-KOMMISSIONEN | Bruxelles, den 23.11.2010 KOM(2010) 683 endelig MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Hvordan EU-borgernes solidaritet kan komme til udtryk gennem frivilligt arbejde: De første overvejelser om et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET Hvordan EU-borgernes solidaritet kan komme til udtryk gennem frivilligt arbejde: De første overvejelser om et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand 1. Indledning I Lissabontraktatens femte del om Unionens optræden udadtil beskrives humanitær bistand for første gang som en separat EU-politik (artikel 214 i TEUF). I artiklen nævnes der specifikt et "frivilligt europæisk korps for humanitær bistand", hvis formål er at "danne ramme for europæiske unges fælles bidrag til Unionens humanitære bistandsaktiviteter" (artikel 214, stk. 5, i TEUF). Gennemførelsen af denne bestemmelse giver europæerne en god mulighed for at vise solidaritet med mennesker i nød. Dette er i tråd med en klar tendens i EU, nemlig en stigende interesse for frivilligt arbejde. Der er gennem de seneste 20 år sket en markant stigning i antallet af aktive frivillige, og tallet nærmer sig nu 100 millioner voksne, der er involveret i frivilligt arbejde i EU. Det betyder, at ca. 22-23 % af alle europæere over 15 år er engageret i frivilligt arbejde[1]. Frivilligt arbejde er altså en vigtig værdi, der har potentiale til at bringe EU tættere på borgerne. Området for frivilligt arbejde er blevet mere forskelligartet i de seneste år, hvor der har været en kraftig stigning i antallet af organisationer, som beskæftiger frivillige. De forskellige ordninger, aktører og tilgange inden for frivilligt arbejde på det humanitære område betyder, at koordinering og sammenhæng er altafgørende. Europa-Kommissionen, som er blevet anmodet om fremsætte et forslag til lovgivning med henblik på oprettelse af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, vil benytte lejligheden til at medtage forslag til imødegåelse af de nye udfordringer og nye behov i forbindelse med udvælgelse, ansættelse, uddannelse og udsendelse af frivillige. Dette kan kun ske på grundlag af en omfattende høring af interessenter og en helhedsorienteret analyse af mulighederne og omkostningerne, som vil bane vej for det kommende forslag til lovgivning. Med henblik herpå er formålet med denne meddelelse at beskrive den aktuelle status for frivilligt arbejde på de relevante aktivitetsområder med særlig vægt på de vejledende principper, aktuelle mangler, behov og forudsætninger for, at det frivillige europæiske korps for humanitær bistand kan bidrage positivt til den overordnede afhjælpning af humanitære katastrofer. I meddelelsen belyses også de mest presserende spørgsmål, der skal tages stilling til i forbindelse med oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, og de næste skridt. 2. Den aktuelle status for frivilligt arbejde i EU Den frivillige sektor har generelt været i en rivende udvikling i det seneste årti, og dette er særligt tilfældet inden for bistand til tredjelande. Et stort antal frivillige organisationer og netværk tilbyder forskellige ordninger for frivilligt arbejde i henhold til den enkelte organisations struktur og filosofi. Der findes gode eksempler på initiativer for de 18-30-årige, som er blevet støttet af Den Europæiske Volontørtjeneste under Kommissionen. De fleste humanitære organisationer gør desuden brug af frivillige i deres humanitære arbejde. Der er meget at lære af disse erfaringer, særlig med hensyn til rekruttering, uddannelse og udsendelse. Ud over den generelle tendens er der flere og flere aktører fra den private sektor, der engagerer sig i frivilligt arbejde. Der findes flere modeller for frivilligt arbejde, som er udarbejdet af private virksomheder, og som kan være interessante i forbindelse med oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, bl.a. modeller, der giver medarbejdere mulighed for at stille deres tid og ekspertise gratis til rådighed gennem virksomhedsordninger for frivilligt arbejde eller giver økonomisk støtte til, at andre kan melde sig som frivillige. FN har oprettet en målrettet webbaseret tjeneste[2] til at matche tilbud fra den private sektor med behovene inden for udvikling og katastrofehjælp. Kommissionen vil undersøge sådanne tiltags potentiale nærmere under hensyntagen til gennemførelsesorganernes specifikke roller og mandat i forbindelse med afhjælpningen af humanitære katastrofer. Frivilliges deltagelse i egentlige nødhjælpsaktioner er som hovedregel forbeholdt mere erfarne frivillige, især når sikkerheden er et problem. Selv om der nogle gange anlægges en bredere tilgang til frivillige inden for udviklingsbistand, stilles der ofte krav om erfaring fra hjemlandet inden udsendelse til udlandet, hvilket er et andet vigtigt aspekt at holde sig for øje. Den største aktør på området for frivillige er FN. FN's program for frivillige beskæftiger 150 ansatte ved hovedsædet og over 7 500 frivillige (2009), plus 9 500 online-frivillige. I 2009 kom FN's frivillige fra 163 forskellige lande (hvoraf 75 % var udviklingslande), og de arbejdede primært med langvarige kriser og med indsatsen for at kombinere bistand, rehabilitering og udvikling ("LRRD") og i mindre grad med nødhjælp. Selv om programmet har fokus på lokale frivillige, har andelen af udenlandske frivillige til vanskelige opgaver (kriseforebyggelse, humanitær bistand, fredsbevarelse og fredsopbygning) i de seneste år været stigende. FN's frivillige arbejder også med lokal kapacitetsopbygning og uddannelse og som rådgivere for lokale og nationale hjælpearbejdere. Nogle af de største organisationer, der udsender frivillige og arbejder med humanitær nødhjælp og udvikling, er beskrevet i tabellen nedenfor. Organisation | Antal frivillige pr. år | Bistandsområde[3] | Typisk profil for frivillig | Den Europæiske Volontørtjeneste (GD EAC) | 6 300 i 2009 i EU og nabolande (10 % af arbejdet foregik i tredjelande) | Frivilligt arbejde til fordel for lokalsamfundet (værtssamfundet) (f.eks. inden for områderne kunst, kultur, sport, social omsorg osv.) | Alder 18-30 år, ingen specifikke krav til uddannelse, erhvervserfaring osv. | Weltwärts-ordningen, tysk udviklingssamarbejde (BMZ) | 3 500 i 2009, OECD's liste over udviklingslande | Udviklingssamarbejde via lokale værtsorganisationer i udviklingslandene | Alder 18-28 år, afsluttet erhvervsuddannelse/ ungdomsuddannelse | Junior Professional Officer Programme (JPO) under FN's udviklingsprogram | Ca. 360 om året, forskellige lande med FN-operationer eller projekter (finansieret af 25 donorlande) | Forskellige områder, bl.a. udviklingssamarbejde og humanitær bistand (primært i landekontorer) | Alder under 32 år, kandidatuddannelse og 1-2 års erhvervserfaring | VSO, Det Forenede Kongerige og medlemmer | Ca. 1 500 aktive frivillige i løbet af et år (længerevarende og kortvarige udsendelser), hele verden | Fokus på udviklingssamarbejde (seks udviklingsmål) | Alder 18-75 år, mindst to års erhvervserfaring | Malteser International (program, der er rettet mod at få unge ind på arbejdsmarkedet) | 80 000 uddannede frivillige og 20 000 ansatte (plus 13 000 medlemmer), aktiv i hele verden i projekter, der ledes af Malteser | Civilbeskyttelse, humanitær bistand, rehabilitering og udviklingssamarbejde | Universitetsuddannelse, en vis erfaring med at arbejde i udlandet, kørekort (og medlemskab af den katolske kirke) | Johanniter International (JOIN Bruxelles) | I Tyskland alene: ca. 29 000 frivillige og 13 000 ansatte | Civilbeskyttelse, humanitær bistand og udviklingssamarbejde | Forskellige erhvervsområder, bl.a. sociale tjenesteydelser og sundhedspleje samt humanitær bistand og civilbeskyttelse i tredjelande | IFRC | Røde Kors-bevægelsen har ca. 97 millioner medlemmer i hele verden, hvoraf 20 millioner er aktive frivillige (på nationalt plan) Anvender frivillige fra de nationale kontorer – kun professionelle anvendes til udenlandske opgaver i udviklingslande | Civil beskyttelse, katastrofeberedskab og –forebyggelse, humanitær bistand, udviklingsbistand | Forskellige profiler (bl.a. ungdomsafdelinger på nationalt plan) Internationalt frivilligt arbejde for unge (18-30-årige) i samarbejde med Den Europæiske Volontørtjeneste (i EU og nabolande samt tredjelande) | 3. Vejledende principper Følgende hensyn bør danne grundlag for overvejelserne om oprettelse af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand: - Solidaritet . Humanitært arbejde er et grundlæggende udtryk for den europæiske værdi om at vise solidaritet med mennesker i nød. Oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand bør være et konkret udtryk for denne solidaritet. Det kan også bidrage til udviklingen af større samhørighed i det europæiske samfund ved at skabe nye muligheder for, at de europæiske borgere, særlig unge, kan engagere sig. - Humanitære principper . EU er meget opsat på at følge de humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed som fastsat i den europæiske konsensus om humanitær bistand fra 2007[4]. Humanitære aktørers anseelse og tilliden til dem har en direkte sammenhæng med, hvordan disse principper følges i forbindelse med en humanitær aktion. Alle EU-aktører, der er involveret i en krise, herunder frivillige, skal arbejde i henhold til disse principper. - Professionalisme og sikkerhed . En af de største tendenser inden for humanitær bistand er øget professionalisme hos bistandsaktørerne, hvilket skal sikre en bedre håndtering af de voksende udfordringer på området. De sikkerhedsmæssige forhold giver anledning til større og større bekymring hos de humanitære organisationer og deres medarbejdere, særlig i konfliktområder, og det er nødvendigt at løse disse problemer på behørig vis. Det forhold, at der nu bruges andre typer frivillige end før (med hensyn til profil, motivation og ambition), og navnlig det, at der i stigende grad ansættes højtuddannede medarbejdere i den frivillige sektor, medfører nye udfordringer i forvaltningen af de menneskelige ressourcer inden for de organisationer, der anvender frivillige. De frivillige bliver også i stigende grad pålagt krævende opgaver, som forudsætter specifikke kompetencer og færdigheder, hvilket kan skabe et misforhold mellem på den ene side kravene til de frivillige og på den anden side de frivilliges evne til at opfylde disse krav og hurtigt kunne sætte sig ind i arbejdet. - Merværdi . Der vil blive lagt særlig vægt på koordinering og samarbejde med eksisterende frivillige organisationer. For at undgå overlapninger og sikre en omkostningseffektiv udnyttelse af de til rådighed værende ressourcer bør det frivillige europæiske korps for humanitær bistand så vidt muligt bygge på eksisterende strukturer. 4. Behov og betingelser Behov Trods de mange eksisterende ordninger er der en række fælles udfordringer for organisationer, der udsender frivillige, og nogle klare mangler i det eksisterende system, som bør analyseres nærmere. 1. Der er behov for klare og afprøvede kriterier for at finde frem til frivillige, som hurtigt vil formå at bidrage til EU's humanitære indsats. Selv om mange europæere er yderst interesserede i humanitær bistand og ønsker at bidrage til EU's operationer, er de ikke alle klar over betingelserne og over, hvilke færdigheder der kræves. 2. Der er også behov for mere struktureret uddannelse, fælles standarder og god praksis. Frivillige skal som minimum have en uddannelse, der indeholder forskellige grundlæggende aspekter vedrørende de humanitære systemer og principper, de skal vide noget om sikkerhed og kunne tage vare på sig selv, og de skal have kendskab til forholdene i det land, som de vil blive udsendt til, f.eks. sprog, vigtige kulturelle spørgsmål osv. Der findes allerede en række relevante uddannelseskurser, institutter og uddannelsesplatforme, både inden for den humanitære og den private sektor[5]. Mange af de organisationer, som Europa-Kommissionen har rådført sig med, føler samtidig, at fælles benchmarks og uddannelsesmoduler kunne være med til at forhindre, at mindre erfarne organisationer udsender frivillige, der ikke har de grundlæggende færdigheder. Enhver uddannelsesaktivitet, der eventuelt udvikles neden for rammerne af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, skal under alle omstændigheder sikre overensstemmelse og sammenhæng med eksisterende uddannelseskurser. 3. Der er behov for en liste over erfarne frivillige, der hurtigt kan sættes ind i krisesituationer (spidsbelastningskapacitet, bl.a. på vigtige områder som sundhed). En sådan liste er afgørende for at sikre, at de rette personer er på det rette sted på det rette tidspunkt. I 2010 har behovet herfor vist sig på slående vis gennem erfaringerne i Haiti og Pakistan (se tekstboksen nedenfor om katastrofen i Haiti), hvor der trods det meget store antal udsendte internationale hjælpearbejdere stadig anses for at være mangel på erfarne medarbejdere med lederevner. 4. Det er nødvendigt at øge støtten til administrative funktioner i gennemførelsesorganerne, bl.a. i en spidsbelastningssituation, for midlertidigt at øge den organisatoriske kapacitet og frigøre erfarne medarbejdere, som derved kan komme tættere på brændpunkterne. Støtteaktiviteter på europæisk plan, herunder kampagner, oplysning og kommunikation, er også blevet udpeget som mulige områder, hvor der i højere grad kan anvendes frivillige. Erfaringerne fra Haiti Erfaringerne med anvendelsen af frivillige i forbindelse med jordskælvet i Haiti bekræftede på den ene side, at der er behov for uddannede frivillige, der hurtigt kan sættes ind og yde øjeblikkelig hjælp i en nødsituation, og på den anden side, at det er muligt at anvende mindre erfarne frivillige til hjælpefunktioner. Flertallet af de frivillige, som organisationerne anvendte i Haiti, blev aflønnet enten af deres virksomhed eller regering. Ufaglærte frivillige, som ankom en masse i løbet af de første dage med de bedste hensigter, var mindre effektive og i visse tilfælde endda til besvær, hvilket bekræfter det synspunkt, at uanset hvilken definition, der anvendes af ordet "frivillig", er der behov for en vis grad af uddannelse og forberedelse inden udsendelsen. I Haiti var der på grund af de i forvejen svage lokale organisationer og jordskælvets forfærdelige konsekvenser for disse organisationer et øget behov for uddannede og erfarne medarbejdere fra udlandet, men det gav også lejlighed til at vejlede lokale samarbejdspartnere og udveksle erfaringer med dem, hvilket er et andet potentielt interessant aspekt i forbindelse med oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand. Der fandtes også at være en række opgaver, som eventuelt kan udføres af mindre erfarne frivillige, f.eks. assistance til arbejdet i felten (forstærkning til organisationernes medarbejdere i forbindelse med meget krævende opgaver, hvor de frivillige ikke behøver at have omfattende faglige færdigheder), tjenester til ngo'er og assistance i hjælpearbejdernes indkvarteringsområder eller -kontorer, assistance til lokale ngo'er og rapportering. Betingelser Ud over disse behov er der allerede blevet fastlagt nogle klare betingelser for det frivillige europæiske korps for humanitær bistand. - Anvendelsen af frivillige inden for det frivillige europæiske korps for humanitær bistand bør være efterspørgselsstyret og behovsbaseret for at undgå for mange frivillige, der ikke har de rette færdigheder. Cost/benefit-forholdet ved at finde, ansætte, uddanne, integrere og supervisere frivillige er en fælles udfordring for alle frivillige organisationer, særlig på grund af det store antal medarbejdere, som kun deltager i kortvarige opgaver. Udbyttet af at uddanne og udsende en frivillig skal således stå i forhold til omkostningerne. Organisationer, der udsender medarbejdere, er mere parate til at investere i unge frivillige, hvis investeringen kan betragtes som starten på en karriere, og der er en vis garanti for, at den pågældende også fremover vil stå til rådighed for organisationen. - Enhver form for finansiering af et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand bør ikke lede midler væk fra det overordnede driftsbudget for katastrofehjælp , men snarere betragtes som en supplerende investering i de humanitære aktørers kapacitet såvel i Europa som lokalt. Omkostningerne ved og udbyttet af den foreslåede ordning vil således skulle analyseres nøje, og ambitionerne tilpasses hertil. - Hensynet til sikkerheden har grundlæggende betydning. De komplekse politiske og sikkerhedsmæssige situationer, som humanitære hjælpearbejdere ofte ansættes i forbindelse med, betyder, at det er vigtigt at lægge stor vægt på de frivilliges sikkerhed. 80 % af den humanitære bistand går til konfliktramte områder, og antallet af angreb på humanitære medarbejdere er steget betydeligt i de seneste år[6]. Der er derfor klar enighed blandt de organisationer, der udsender frivillige, om at undgå at sende unge og mindre erfarne frivillige til farlige brændpunkter og under alle omstændigheder sikre en maksimal forberedelse inden udsendelsen. Generelt ansætter de fleste humanitære organisationer primært frivillige op til eller efter en katastrofe, hvor der ofte er mangel på erfarne medarbejdere, som allerede er draget videre til den næste store katastrofe. - En styrkelse af den lokale kapacitet er af afgørende betydning for katastrofeberedskabet, den humanitære nødhjælp og situationen efter katastrofen. Mange opgaver og støtteaktiviteter kan udføres af lokale, hvilket bidrager til at skabe "cash for work"-programmer og giver mulighed for at bringe økonomien på fode igen. Denne type opgaver bør ikke overtages af udenlandske frivilligordninger. Det frivillige europæiske korps for humanitær bistand kan på den anden side muligvis bidrage til at styrke det lokale frivillige arbejde og opbygge kapacitet gennem mentorordninger og parvist samarbejde, hvor udenlandske medarbejdere og lokale frivillige går sammen, osv. - De mange forskellige eksisterende frivillige organisationer kræver, at Kommissionen anlægger en samarbejdsorienteret tilgang i forbindelse med oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand og bl.a. særligt retter opmærksomheden mod komplementariteter for at undgå overlapning med og forvirring omkring allerede velfungerende frivillige ordninger såsom de generelle programmer for frivilligt samarbejde på EU-plan (Den Europæiske Volontørtjeneste, initiativet Unge på vej, EURES-portalen for jobmobilitet osv.). Der vil også blive etableret et samarbejde med alle humanitære aktører, der arbejder med frivillige, bl.a. FN, Røde Kors/Røde Halvmåne og ngo'er, samt relevante ordninger, der administreres af EU-medlemsstaterne. 5. Generelle betragtninger og de første forslag Den præcise definition af en "frivillig" er genstand for megen debat blandt de aktive, da den – afhængig af situationen – omfatter ord som "ung", "uerfaren", "ufaglært" og "ulønnet" eller "underbetalt" i forskellige kombinationer. Med henblik på oprettelsen af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand vil der blive udarbejdet definitioner af en eller flere "typer" frivillige for at kunne fastlægge kriterier for egnethed og deltagelse i aktiviteter og foretage omkostningsberegninger. I lyset af de aktuelle budgetmæssige begrænsninger vil Kommissionen forsøge at finde en balance mellem behovet for at udnytte de eksisterende strukturer maksimalt ved at bygge videre på dem og behovet for et forslag til løsning af nogle af de udfordringer, som interessenterne står over for i arbejdet med frivillige. Uanset hvordan en frivilligs færdigheder defineres inden for det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, betyder den aktuelle økonomiske situation i EU og de kommende årtiers demografiske udfordringer, at det er afgørende, at disse færdigheder kan udnyttes bedst muligt, og at de personer, der er involveret i det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, kan tilbydes videreuddannelse. De frivilliges nøjagtige profil inden for rammerne af et forslag til et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand skal overvejes yderligere. Selv om det fremgår af traktaten, at der skal dannes en ramme for unges bidrag, er der ikke alene behov for mere erfarne og dermed ældre medarbejdere, men også en klar tendens til, at ældre aldersgrupper, i nogle tilfælde også pensionister, med de nødvendige færdigheder ønsker at hjælpe. Det frivillige europæiske korps for humanitær bistand bør samtidig være tilstrækkeligt rummeligt til, at personer med forskellig social baggrund kan melde sig som frivillige, da visse eksisterende ordninger ikke kan overleve uden et betydeligt finansielt bidrag fra den frivillige selv. Kommissionen vil generelt bestræbe sig på at gøre tilgangen så rummelig som mulig og samtidig sørge for, at ordningen helt klart forbliver efterspørgselsstyret og professionel. Den type aktiviteter, som frivillige kan udføre inden for det frivillige europæiske korps for humanitær bistand, bør dække bredt og ikke kun vedrøre traditionel humanitær nødhjælp. Aktiviteter inden for katastroferisikobegrænsning, der skal reducere katastroferamte lande og regioners sårbarhed, samt indgreb, der skal sikre en gnidningsfri overgang fra nødhjælps- til udviklingsfasen, har sin plads i den samlede bistand og kan skabe et meningsfuldt og holdbart perspektiv for udsendelse af frivillige. Med hensyn til de konkrete muligheder for oprettelse af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand peger det foreløbige arbejde generelt i retning af tre overordnede tilgange. Den første mulighed består primært i at imødegå de udfordringer, som de frivillige organisationer har tilkendegivet at stå over for med hensyn til fælles standarder for udvælgelse og uddannelse af frivillige, bl.a. inden for nogle specialiserede områder såsom forvaltning af frivilligt arbejde, visse administrative funktioner og forebyggelses- og beredskabsaktiviteter. Det kunne bl.a. omfatte oprettelsen af en "EU-certificeringsordning" for organisationer, der opfylder disse standarder. En anden mulighed kunne være at kombinere ovenfor beskrevne tilgang, som har fokus på uddannelse, med arbejdet med rekruttering og udarbejdelsen af lister over navnlig erfarne medarbejdere, der i spidsbelastningssituationer kan indsættes i nøglefunktioner, til brug for organisationer, som beskæftiger sig med humanitær nødhjælp (ngo'er, Røde Kors og FN). En tredje mulighed – nemlig oprettelsen af en samlet ordning for frivillige, der omfatter udvælgelse, uddannelse, matchning og udsendelse af frivillige (i stil med nogle af de overfor beskrevne programmer) – ville kræve nøje overvejelser, særlig med hensyn til den passende forvaltningsstruktur (inden for eller uden for Kommissionen), om end den praktiske gennemførelse ikke ville indebære uovervindelige hindringer. Alle disse muligheder vil skulle undersøges under hensyntagen til de aktuelle lofter under de relevante budgetposter i den flerårige finansielle ramme. Det vil med hensyn til perioden efter 2013 ske i forbindelse med Kommissionens brede debat om alle de forslag, der fremsættes for denne periode. Uanset hvilken tilgang der vælges, vil de konkrete resultater og merværdien af det frivillige europæiske korps for humanitær bistand skulle være synlige for de europæiske borgere for tydeligt at vise Europas solidaritet med mennesker i nød. 6. Konklusioner og vejen frem Den første statusopgørelse frem mod udarbejdelsen af denne meddelelse gav Europa-Kommissionen et bredt billede af den aktuelle situation for frivilligt arbejde, og det har bl.a. været muligt at fastslå udfordringerne, manglerne og de kommende behov. Der er dog en række ubesvarede spørgsmål, og der er behov for yderligere undersøgelser og afprøvning af muligheder, inden der kan fremsættes et forslag til lovgivning. Under forudsætning af, at de nødvendige bevillinger er disponible i budgettet for 2011, vil Kommissionen således gå i gang med det forberedende arbejde næste år, hvilket betyder, at ordningen vil kunne videreudvikles i løbet af det europæiske år for frivilligt arbejde. Den fortsatte dialog med interessenter vil sætte Kommissionen i stand til at udarbejde et forslag til oprettelse af et frivilligt europæisk korps for humanitær bistand, der opfylder de reelle behov og sikrer et effektivt bidrag til den humanitære nødhjælp. Kommissionen vil: - fortsætte høringen af interessenter ad forskellige kanaler, herunder i en åben onlinehøring - under forudsætning af vedtagelsen af budgettet for 2011 gennemføre det forberedende arbejde næste år, som er det europæiske år for frivilligt arbejde - foretage en nærmere analyse af manglerne og mulighederne samt de mulige samarbejdsformer med relevante aktører - undersøge forskellige muligheder for at sikre en forvaltningsstruktur og et anvendelsesområde, der er forsvarligt og sikret mod svig - vurdere omkostningerne ved/effektiviteten af de forskellige muligheder og de sociale virkninger ved hjælp af en konsekvensanalyse under hensyntagen til ovennævnte betingelser for EU's finansiering af dette initiativ - fremsætte et forslag til lovgivning i 1012. - [1] Undersøgelse om frivilligt arbejde i EU "Volunteering in the European Union", bestilt af Europa-Kommissionen – Generaldirektoratet for Kultur hos GHK, februar 2010. [2] http://business.un.org/en. [3] Civilbeskyttelse, humanitær bistand, udviklingssamarbejde mv. [4] http://ec.europa.eu/echo/policies/consensus_en.htm. [5] Uddannelsesudbyderne omfatter bl.a. NOHA (som udbyder en europæisk masteruddannelse i internationalt humanitært arbejde), almennyttige organisationer som Acción Contra el Hambre, RedR (Det Forenede Kongerige), Bioforce (Frankrig), DTalk (Irland), AgeH (Tyskland), ATHA (Sverige) og UNHCR's e-centre. Der findes også specialiserede profitorienterede organisationer, som kan tilbyde specifikke moduler, f.eks. CSD (Nederlandene: sikkerhed), CHP (Frankrig: det psykosociale område), Mango (Det Forenede Kongerige: finansielle forhold), BOND (Det Forenede Kongerige) og andre nationale netværk. [6] 278 humanitære hjælpearbejdere var involveret i farlige episoder i 2009 (205 nationale og 73 internationale medarbejdere), hvoraf 102 blev dræbt (88 nationale og 14 internationale medarbejdere).