1. bifalder, at Kommissionen med den fjerde samhørighedsrapport fra maj 2007, grønbogen om territorial samhørighed fra september 2008, »Barca-rapporten« fra april 2009 samt situationsrapporterne om økonomisk og social samhørighed i god tid har åbnet for debatten om den fremtidige udformning af EU's samhørighedspolitik efter 2013;

2. glæder sig over, at Kommissionen har anmodet Regionsudvalget om at udarbejde en perspektivudtalelse, der skal fokusere på, hvordan samhørighedspolitikken kan forblive et effektivt instrument til sikring af en harmonisk og bæredygtig udvikling i EU, og hvordan samhørighedspolitikken kan bidrage til imødegåelsen af kommende udfordringer forbundet med gennemførelsen af EU's politikker;

3. understreger, at det, ifølge Lissabontraktaten, fortsat skal være et prioriteret mål for EU at udvikle en politik til styrkelse af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed med det formål at fremme en harmonisk udvikling i EU som helhed. Unionen stræber navnlig efter at mindske forskellene mellem de forskellige områders udviklingsniveauer og forbedre situationen for de mindst begunstigede områder. Blandt de berørte områder skal der i særlig grad fokuseres på landdistrikter, områder, som er ramt af industrielle strukturændringer, og områder med alvorlige og vedvarende naturlige eller demografiske handicap såsom de nordligste meget tyndt befolkede områder samt ø-områder, grænseoverskridende områder og bjergområder, og der bør tages højde for problemerne i byer, der længe har været ramt af økonomisk nedgang;

4. mener i den forbindelse, at videreudviklingen af EU's samhørighedspolitik også fremover må sigte mod varig overvindelse af udviklingsefterslæb, styrkelse af bæredygtig vækst og beskæftigelse i Europas regioner, fremme af social integration og konkurrenceevne i alle medlemsstater og regioner, håndhævelse af nærhedsprincippet, finansiel bæredygtighed og en yderligere effektivisering af EU's politik;

5. mener, at debatten om fremtiden for EU's samhørighedspolitik bør finde sted forud for revisionen af EU's finansielle rammer, da de politiske mål må fastsættes, inden der træffes beslutning om tildelingen af midler. Derfor tages spørgsmålet vedrørende den finansielle ramme for fremtidens samhørighedspolitik ikke op i denne udtalelse. Disse spørgsmål må afklares i forbindelse med den planlagte evaluering af EU's budget og forhandlingerne om det næste finansielle overslag. Imidlertid er Regionsudvalget allerede i dag fortaler for, at en væsentlig del af EU's budgetmidler også fremover afsættes til strukturpolitiske støtteaktiviteter i regionale og lokale områder.

6. er enig med Kommissionen i, at der med henblik på den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed aftegner sig nye udfordringer, som skal løftes, samtidig med at der skal tages hensyn til det, der konkret kendetegner den regionale udvikling, de til rådighed værende ressourcer og udviklingsstrategien. Nødvendigheden af at indstille sig på skiftende problemstillinger og muligheder er et grundlæggende vilkår for regional- og strukturpolitikken. Regionsudvalget er derfor overbevist om, at det regionale niveau i et tæt samspil med overordnede niveauer og under inddragelse af de kommunale aktører i særlig grad kan yde et bidrag til håndteringen af udfordringer, der vedrører klimaændringer, en sikker energipolitik, den demografiske udvikling eller globalisering. Det er vigtigt, at principperne om forvaltning på flere niveauer anvendes, og at de forskellige forvaltningsniveauer samarbejder;

7. gør opmærksom på, at disse udfordringer vedrører samhørighedspolitikken, når de bidrager til at øge de økonomiske og sociale forskelle i Europas regioner. For så vidt bør det undersøges, hvordan der også i højere grad kan tages højde for de nye udfordringer ved udformningen af samhørighedspolitikken. I den forbindelse bør det også vurderes, om disse udfordringer ikke skal imødegås ved hjælp af lovgivningsændringer eller generelle politiske beslutningsprocesser;

8. fremhæver, at EU's samhørighedspolitik også kan yde et bidrag til håndteringen af de nye udfordringer for så vidt som den styrker regionernes konkurrenceevne og tiltrækningskraft. Ved hjælp af eksempelvis støtten til økoinnovation, foranstaltninger til fremme af energieffektivitet samt udvikling af vedvarende energi bidrager samhørighedspolitikken allerede nu til klimabeskyttelse, afbødning af klimaændringernes mange konsekvenser og sikring af energiforsyningen. Gennem denne fleksibilitet har EU's strukturpolitik tidligere vist sin evne til at tage højde for nye udfordringer. Dette vil også være tilfældet fremover;

9. ser ikke noget behov for grundlæggende nye strukturpolitiske instrumenter eller nye tillægsmålsætninger set i relation til de nye udfordringer. Også på baggrund af de nye udfordringer forbliver den overordnede strukturpolitiske målsætning at styrke konkurrenceevne og beskæftigelse i alle EU's regioner og derudover fremskynde den økonomiske konvergens i de regioner, der stadig har et udviklingsefterslæb. Dette kræver, at EU's strukturfonde anvendes i alle europæiske regioner, også efter 2013, for at sikre økonomisk og social samhørighed og begrænse de territoriale forskelle mellem og inden for regionerne;

10. støtter dermed også hensigten med EU's territoriale dagsorden og de væsentligste resultater af debatten om grønbogen om territorial samhørighed, der anser potentialeorienterede og integrerede regionale udviklingsstrategier som lovende instrumenter i indsatsen for en styrket samhørighed i EU. Set i lyset af de kommende udfordringer har Europa ikke råd til at give afkald på en fælles udformning af politikkerne på de forskellige niveauer og i de forskellige sektorer. Kun ved hjælp af et koordineret samspil mellem europæisk, national og regional politik kan de nye udfordringer imødegås på effektiv vis;

11. er derfor fortaler for en grundig evaluering af, i hvor høj grad instrumenterne i EU's strukturfonde parallelt med andre instrumenter på effektiv vis kan anvendes til navnlig at udnytte de chancer for en hurtigere europæisk integrationsproces, en bedre europæisk konkurrenceevne på verdensplan og en omstilling til en lav-CO2-økonomi, som er forbundet med de nye udfordringer. En sådan evaluering skal gå hånd i hånd med en evaluering af samspillet mellem samhørighedspolitikken og Lissabonstrategien for perioden 2007-2013 og navnlig spørgsmålet om, hvorvidt øremærkningen af strukturfondene til opnåelse af målene for denne strategi har indvirket på samhørigheden. En sådan undersøgelse kan gøre det muligt at justere de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken, hvis det viser sig at være nødvendigt;

12. konstaterer, at EU's strukturfonde allerede i den nuværende støtteperiode 2007-2013 har bidraget væsentligt til Lissabonstrategiens gennemførelse, idet regionerne i højere grad er blevet inddraget i strategiens realisering og anser det derfor for påkrævet, at potentialet i EU's strukturpolitik også anvendes ved gennemførelsen af den fornyede Lissabonstrategi, samtidig med at man bør lade samhørighedspolitikken tage udgangspunkt i målsætningerne med den fornyede Lissabonstrategi og holde fast i samhørighedspolitikkens oprindelige mål om at mindske forskellene i udvikling mellem de mindst udviklede regioner og resten af EU. Man bør dog være opmærksom på, at samhørighedspolitikken bør være en langsigtet politik, som ikke reagerer på umiddelbare forandringer, der skyldes en forværring af den økonomiske situation. Samhørighedspolitikkens effektivitet og gennemslagskraft afhænger i væsentlig grad af de forhåndenværende makroøkonomiske betingelser. Gunstige rammebetingelser i den økonomiske politik, der fremmer konkurrenceevne og beskæftigelse i regionerne, har afgørende betydning for realiseringen af en selvstændig økonomisk vækst i regionerne. Samhørighedspolitikken må i den forbindelse betragtes som den vigtigste supplerende politik til styrkelse af tilbagestående regioners konkurrenceevne;

13. understreger desuden, at samhørighedspolitikkens effektivitet og gennemslagskraft i væsentlig grad afhænger af den økonomiske situation. Et gunstigt økonomisk klima, der fremmer konkurrenceevne og beskæftigelse i regionerne, har afgørende betydning for realiseringen af en selvstændig økonomisk vækst i regionerne. Samhørighedspolitikken må i den forbindelse betragtes som den vigtigste supplerende politik til styrkelse af tilbagestående regioners konkurrenceevne;

14. støtter derfor Kommissionen, der i sin meddelelse om Europa 2020-strategien konstaterer, at økonomisk, social og territorial samhørighed forbliver et vigtigt mål med denne strategi. Samhørighedspolitikken og strukturfondene er ikke kun i sig selv vigtige instrumenter i EU-politikken, men også afgørende katalysatorer for realiseringen af en innovativ, bæredygtig og integrerende vækst i medlemsstater og regioner. Det tætte samspil mellem økonomiske, sociale og miljøpolitiske mål er en forudsætning for, at strategien kan lykkes. Imidlertid må de foreslåede flagskibsinitiativer ikke føre til en indsnævring af EU's samhørighedspolitik. Strukturfondene skal fortsat være i stand til at løse regionale problemer på integreret vis og må ikke udelukkende anvendes til løsningen af sektorspecifikke problemer;

15. fremhæver, at EU's samhørighedspolitik yder et vigtigt bidrag til såvel fremme af den sociale samhørighed som udligning af sociale forskelle i EU. Regionsudvalget henviser derfor til, at det netop på baggrund af den finansielle og økonomiske krises sociale konsekvenser må sikres, at den politiske udformning af henholdsvis den sociale, økonomiske og territoriale samhørighed indgår i en helhed, der heller ikke i fremtiden må forsømmes. Man skal dog være opmærksom på, at samhørighedspolitikken bør være en langsigtet politik, som dog også er i stand til at reagere på kortfristede forandringer, der skyldes en forværring af den økonomiske situation;

16. er overbevist om, at en beskæftigelsesorienteret samhørighedsstrategi i EU vil få øget betydning i fremtiden som følge af den finansielle og økonomiske krises efterdønninger. Med henblik på realiseringen af denne strategi er Den Europæiske Socialfond (ESF), som Fællesskabets vigtigste arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitiske støtteinstrument, uundværlig. Den Europæiske Socialfond må også fremover bevares som et finansieringsinstrument, der tjener målet om social samhørighed inden for samhørighedspolitikkens rammer. Derudover er det nødvendigt at holde fast i en overordnet strategi for anvendelsen af strukturfondene i de europæiske regioner. ESF må udstyres med tilstrækkelige midler til, at Fællesskabets arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitiske målsætninger samt målene for social inklusion med sikkerhed kan opfyldes;

17. har den opfattelse, at den særlige værdi i EU's samhørighedspolitik må måles gennem de opnåede resultater og henviser i den forbindelse til Regionsudvalgets udtalelse om samhørighedspolitikkens løftestangseffekt. EU's strukturfonde er et vigtigt instrument til sikring af, at alle regioner får mulighed for at udnytte deres iboende udviklingspotentiale for bæredygtig vækst, beskæftigelse og velstand. Programmerne, som orienterer sig mod fælleseuropæiske prioriteter, er baseret på koordinerede udviklingsstrategier og realiseres på decentralt niveau. Dermed bidrager de mærkbart til udnyttelsen af det forhåndenværende vækstpotentiale i regioner og lokalområder;

18. konstaterer, at impulserne til forskning og innovation samt videnintensive tjenesteydelser må fremhæves blandt den brede vifte af gode resultater med EU's samhørighedspolitik. Mange vigtige projekter med betydning for den strukturelle udvikling – særligt på områderne videnskabelig-teknisk infrastruktur og udvikling af innovative strategier i arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitikken – har, i såvel tilbagestående som øvrige regioner i Europa, kun kunnet gennemføres ved hjælp af støttemidler fra EU's strukturfonde. Der er i hele Europa allerede gennemført talrige projekter, der på glimrende vis illustrerer den europæiske merværdi ved støtten fra EU's strukturfonde. Den regionalt orienterede samhørighedspolitik sikrer, som supplement til EU's fremme af ekspertise, at EU's innovationspolitik virker bredt nok til, at Europa 2020-strategien kan gennemføres med gode resultater. Når det gælder om at optimere og styrke virkningerne og resultaterne af forskning og innovation i regionerne, skal betydningen af at koordinere programmer og instrumenter til finansiering af innovations- og forskningspolitikker med samhørighedspolitikken fremhæves;

19. gør samtidig opmærksom på, at EU's strukturfonde ikke kun virker gennem de tildelte midler. Strukturfondene bidrager i høj grad til, at aktørerne på forskellige niveauer fokuserer på fælles mål i deres regionale og strukturpolitiske strategier. Regionsudvalget er derfor overbevist om, at effektiviteten af de samlede europæiske, nationale, regionale og kommunale midler, der anvendes til fremme af den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, herved øges betydeligt. Systemet med forvaltning på flere niveauer og decentralt programansvar i de støtteberettigede områder sikrer, at EU forfølger fælles målsætninger ved hjælp af koordinerede foranstaltninger, og giver samtidig mulighed for regionale og lokale prioriteringer. Heri består efter Regionsudvalgets opfattelse merværdien ved EU's strukturpolitik, der handler om mere end finansiel solidaritet;

20. har den opfattelse, at den fortløbende ex post-evaluering af den seneste støtteperiode og de kommende midtvejsevalueringer bør anvendes til at kortlægge strukturfondsstøttens positive konsekvenser og potentiale.

21. er enig i Barca-rapportens konstatering af, at strukturpolitikken også må betragtes i lyset af EU's overordnede målsætninger om at øge vækst og velstand, fremme samhørigheden samt bevare freden, og mener, at det er vigtigt at fortsætte med at anvende denne politik i alle Europas regioner, idet der skal være særlig fokus på de svageste regioner. Strukturpolitikken udgør en bærende søjle i den europæiske integrationsproces og gør det muligt for borgerne at identificere sig med det europæiske projekt. Formlen for EU's kommende samhørighedspolitik kunne derfor lyde: europæiske støtteprogrammer med strategiske rammebetingelser plus regionale og lokale kompetencer til problemløsning er lig med økonomisk, social og territorial samhørighed;

22. finder det hensigtsmæssigt at overveje metoder til evaluering af strukturfondsfinansierede projekters CO2-aftryk og anbefaler især, at man gør CO2-neutralitet til et mål for den fremtidige programmering. Som det allerede er tilfældet i nogle medlemsstater, bør investeringer ikke føre til yderligere CO2-emissioner;

23. gør i den henseende opmærksom på, at den decentrale satsning i samhørighedspolitikken har bevist sit værd og derfor bør bibeholdes. Alligevel bør det undersøges, hvilke processer, der kan forenkles yderligere for at mindske bureaukratiet i forbindelse med forvaltningen af samhørighedspolitikken;

24. er fortaler for en differentieret model for anvendelsen af nøje udvalgte og beviskraftige indikatorer til evaluering af samhørighedspolitikken med henblik på at sikre en mere målrettet anvendelse af midlerne og tegne et detaljeret billede af strukturpolitikkens gennemslagskraft;

25. henviser til, at også andre EU-politikker har indflydelse på den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed og derfor også bør tage hensyn til samhørighedspolitikkens målsætninger, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre studier ex ante af de territoriale følgevirkninger af lovgivnings- eller ikke-lovgivningsmæssige forslag på områder, som har en klar territorial dimension (offentlige tjenesteydelser, transport, energi, miljø, konkurrence, landbrug mm.). Regionsudvalget opfordrer ligeledes Kommissionen til at være særlig opmærksom på dette aspekt ved udarbejdelsen af den 5. rapport om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed. I den forbindelse bifalder Regionsudvalget udtrykkeligt Kommissionens bestræbelser på at koordinere samhørighedspolitikken bedre med andre politikker, der har klare territoriale følgevirkninger, og realisere synergieffekter;

26. ser også en tæt sammenhæng mellem på den ene side EU's samhørighedspolitik og på den anden side EU's statsstøtteregler og bestemmelserne om forsyningspligtydelser. En reform af EU's samhørighedspolitik bør derfor også kombineres med en revision af EU's regler for statsstøtte. Netop med henblik på regioner i global konkurrence og investeringer i fremtidsorienterede industrier kan der opstå et behov for differentierede løsninger. Med hensyn til forsyningspligtydelser opfordrer Regionsudvalget Kommissionen til at gøre brug af det nye retsgrundlag i artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, navnlig til nærmere at beskrive foreneligheden af mekanismerne til finansiering af disse ydelser med de relevante fællesskabsordninger;

27. bekræfter, at partnerskabsprincippet og den dermed forbundne inddragelse af de økonomiske og sociale aktører samt andre regionale og lokale aktører i alle faser af strukturfondsprocessen har bevist sit værd ved at gøre foranstaltningerne mere acceptable og målrettede, og foreslår i den forbindelse at øge støtten til den interregionale udveksling af bedste praksis, så partnerskabet styrkes. Mere omfattende juridiske bestemmelser for partnerskabets udformning på europæisk niveau anser Regionsudvalget derimod for at være unødvendige;

28. anerkender, at det, også på baggrund af de stadigt færre budgetmidler, er nødvendigt at foretage en løbende evaluering af samhørighedspolitikkens effektivitet. I den forbindelse åbner en øget anvendelse af private midler nye muligheder for samhørighedspolitikkens gennemførelse. Under alle omstændigheder bør anvendelsen af private midler altid være et incitament i forbindelse med samhørighedspolitikken, men aldrig træde i stedet for den;

29. bekræfter i den forbindelse nødvendigheden af at forenkle anvendelsen af revolverende fonde inden for samhørighedspolitikkens rammer på dertil egnede områder for dermed i højere grad end tidligere at satse på låneinstrumenter ved gennemførelsen af samhørighedspolitikken og bifalder i den forbindelse den rolle, som Den Europæiske Investeringsbank og instrumenter som Jeremie og Jaspers spiller for udvikling og gennemførelse af lånebaserede strukturfondsprogrammer;

30. er fortaler for en mere konsekvent anvendelse af nærheds- og proportionalitetsprincipperne i samhørighedspolitikken. Disse principper bør dog ikke udelukkende håndhæves ud fra et effektivitetssynspunkt. Den hidtidige decentrale fremgangsmåde i EU's samhørighedspolitik, som er baseret på udarbejdelse af operationelle programmer på nationalt og regionalt niveau i en partnerskabsorienteret dialog med Kommissionen, og hvor de nationale, regionale og lokale myndigheder har ansvaret for gennemførelsen af disse operationelle programmer, har givet gode resultater. Dette system må bevares og udbygges gennem en yderligere styrkelse af det regionale og lokale ansvar for den praktiske gennemførelse af EU's samhørighedspolitik;

31. bifalder i høj grad, at man i støtteperioden 2007-2013 har taget skridtet i retning af en mere strategisk styring af EU's strukturpolitik. Styring via målsætninger i stedet for støttekriterier gør det muligt for regionerne at vælge, og i givet fald tilpasse, den vifte af foranstaltninger og instrumenter, som er relevante for dem, uden at sammenhængskraften i de overordnede EU-mål svækkes;

32. understreger endnu en gang, at der er behov for en bedre koordinering af den fælles landbrugspolitiks foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne (under 2. søjle) med regionalpolitikken med henblik på at sikre større komplementaritet mellem byudvikling og udviklingen af landdistrikterne. Denne koordinering kunne munde ud i en strategisk ramme på europæisk plan i form af fælles strategiske retningslinjer for strukturfondene og EFRU;

33. har den opfattelse, at en rapportering og overvågning med henblik på at bedømme fremskridtene og vurdere, om de overvågnings- og revisionsprocedurer, der anvendes i medlemsstaterne, er forenelige med målet om at udføre færre, men bedre kontroller, som konsekvent har EU's strategiske mål for øje, og som kombineres med et overskueligt og stabilt kontrolsystem, i høj grad vil kunne leve op til intentionen om strategisk styring. Unødvendigt bureaukrati kunne dermed undgås;

34. har den opfattelse, at også enkeltfondsprogrammerne under EFRU og ESF har vist sig at være nyttige. Med enkeltfondsprincippet blev godkendelses- og ændringsprocedurerne væsentligt forenklede set i forhold til de tidligere flerfondsprogrammer. Ved hjælp af bestemmelsen om, at der i et vist omfang også kan gives tilladelse til gennemførelse af andre fondes foranstaltninger i programmerne, blev der skabt den nødvendige fleksibilitet. Koordineringen mellem fondene og deres operationelle programmer bør styrkes yderligere med det ultimative mål at sikre en bedre komplementaritet mellem ESF og EFRU på lokalt og regionalt niveau;

35. fremhæver, at det altid er aktuelt at reducere bureaukratiet og forenkle forvaltningen på konsekvent vis i forbindelse med tildeling, anvendelse, afregning af og kontrol med finansielle midler fra EU's strukturfonde. Dette bør også gælde for bestemmelserne for fremtidige programmer;

36. konstaterer, at kravene til gennemførelsessystem og finanskontrol er blevet skærpet under den igangværende støtteperiode. En del af de annoncerede forenklinger fik det modsatte resultat. Derved er der opstået en uforholdsmæssig stor administrativ byrde. Overvågning viser desuden, at effekten af udviklingsarbejdet lider herunder. Regionsudvalget er derfor fortaler for enkle og gennemsigtige, men effektive kontrolprocedurer. Dette kræver ifølge udvalget ikke, at der i hver støtteperiode gennemføres en komplet overensstemmelsesvurdering af procedurerne. Tværtimod bør det være tilstrækkeligt med en anerkendelse af gennemprøvede nationale bestemmelser for støttetildeling. Også kontrolinstansernes struktur, kontrolstandarder samt definition og kortlægning af fejlmarginer bør evalueres med henblik på en forenkling. Den gentagne fastlæggelse af regler og standarder med tilbagevirkende kraft giver problemer, vanskeliggør i høj grad en regelret forvaltning og skal derfor undgås fremover. Det ville være værd at undersøge muligheden for at anvende et overordnet proportionalitetsprincip, som sigter på at tilpasse minimumskravene for kontrol til omfanget af de projekter, der finansieres gennem strukturfondene;

37. Lissabontraktatens nye regler om medlemsstaternes medansvar for gennemførelsen af EU-budgettet eventuelt kan skabe nye forenklingsmuligheder. RU foreslår, at en yderligere forenkling kan opnås ved, at Kommissionen analyserer medlemsstaternes revisionsprocedurer og undersøger, om der kan indgås »tillidsaftaler« med regionerne, så dobbeltarbejde i revisionsprocedurerne undgås. Med hensyn til reglerne for mindre projekter bør proportionalitetsprincippet anvendes, så forvaltningsbyrden reduceres.

38. bifalder, at EU's strukturpolitik siden 2000, ved at se bort fra en bred vifte af oprindelige målsætninger og et stort antal specifikke EU-initiativer, har reformeret støttesystemet på en måde, så der er sket tydelige fremskridt med hensyn til klarhed og forenkling. Der bør ikke sættes spørgsmålstegn ved disse fremskridt;

39. har den opfattelse, at fokuseringen på et begrænset antal mål, inddragelsen af alle EU's regioner under særlig hensyntagen til tilbagestående regioner og en kompetencefordeling mellem de forskellige niveauer, hvor regionerne har ansvaret for den decentrale programudvikling og –gennemførelse, principielt har været nyttig;

40. mener imidlertid, at den europæiske samhørighedspolitik fremdeles bør forbedre den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU og den europæiske konkurrenceevne med sigte på at sikre bæredygtig økonomisk vækst, et højt beskæftigelsesniveau, social integration samt en effektiv offentlig service af høj kvalitet, og fremhæver, at ligebehandlingen af de berørte delstater og regioner må sikres. Også fremover skal man især fremme de tilbagestående regioner uafhængigt af, hvilken medlemsstat de tilhører. Samhørighedspolitikken er en nøgle til borgernes engagement, såvel lokalt som regionalt, i EU's overordnede politikker;

41. har den holdning, at EU's samhørighedspolitik også er blevet en politik til betydelig støtte for innovation, konkurrenceevne og vækst og dermed fremme af bæredygtig beskæftigelse;

42. er enig med Kommissionen i, at støtten til de økonomiske indhentningsprocesser i de nye medlemsstaters svagere regioner må forblive et hovedtema i EU's samhørighedspolitik. Udvalget er derfor fortaler for, at samhørighedspolitikkens instrumenter i passende omfang koncentreres på disse medlemsstater og regioner. I den forbindelse skal samhørighedspolitikken bidrage til, at de muligheder, som er forbundet med det indre marked og EU's integrationsproces generelt, udnyttes. Derimod må det forhindres, at EU's samhørighedspolitik udvikler sig i retning af et rent overførselsinstrument;

43. har den opfattelse, at en styrket samhørighed i Europa også i fremtiden vil kræve, at størstedelen af midlerne fra EU's strukturfonde anvendes i regioner med et udviklingsefterslæb, så der kan opnås yderligere fremskridt i udligningen af de største regionale forskelle. Hvad angår kortlægningen af regioner med et udviklingsefterslæb har den hidtidige tærskelværdi på 75 % af BNP pr. indbygger set i forhold til EU-gennemsnittet på NUTS-II-niveau vist sig at være et glimrende kriterium for udvælgelse af støtteberettigede områder. Med hensyn til evaluering af samhørighedspolitikken må der findes indikatorer under NUTS II-niveau, der bedre afspejler de enkelte regioners særtræk og særlige situation;

44. deler den opfattelse, at også de regioner, som ikke længere er berettigede til at modtage støtte på højeste niveau, fortsat har brug fra støtte gennem pålidelige og hensigtsmæssige støtteinstrumenter, der tager højde for de specifikke forhold i disse regioner, så det sikres, at det eksisterende potentiale – hvilket også er i EU's interesse – udnyttes vedvarende. Kun på den måde kan man sikre, at de hidtidige gode resultater med strukturfondsstøtten i disse områder kan bibeholdes. For disse regioner (inklusive de regioner, som rammes af den såkaldte statistiske effekt) må der derfor indføres passende og retfærdige overgangsbestemmelser inden for rammerne af konvergensmålet, så støttens pludselige bortfald ved en overskridelse af 75 %-tærsklen undgås, og de berørte regioner får stabile betingelser for den fortsatte styrkelse af deres konkurrenceevne. Under alle omstændigheder bør der garanteres støtte til de regioner, der ikke længere vil være omfattet af konvergensmålet, uafhængigt af regionalpolitikkens fremtidige udformning og målsætninger;

45. bifalder, at Europa-Parlamentet og Kommissionen udtrykkeligt har anerkendt, at der opstår en ekstraordinær situation for de regioner, der efter 2013 ikke længere er berettigede til den højeste støtte inden for konvergensmålets rammer;

46. opfordrer ligesom Europa-Parlamentet Kommissionen til »at etablere en mere omfattende ordning for trinvis overgangsstøtte til regioner, der snart overskrider tærsklen på 75 % af BNP med henblik på at sikre, at disse regioners situation afklares, og de får større sikkerhed set ud fra et udviklingsperspektiv …« (1);

47. understreger, at den omfattende støtte til målregionerne »regional konkurrenceevne og beskæftigelse« skal fortsætte inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik efter 2013, da der findes betydelige fattigdomslommer i disse regioner, og fordi de sociale og territoriale uligheder er blevet skærpet i disse regioner over alt i Europa. De pågældende regioner yder et vigtigt bidrag til gennemførelsen af Lissabonstrategien. Kun hvis det konsekvent lykkes at skabe en ny balance mellem konkurrenceevne, innovation og et højt beskæftigelsesniveau i et samspil med overholdelsen af bæredygtighedskrav, kan disse regioner yde et vedvarende bidrag til samhørighed og konkurrenceevne;

48. bifalder, at de fleste medlemsstater – som Kommissionen meddelte i sin femte situationsrapport om samhørighed – har udtalt sig til fordel for en videreførelse af målet »regional konkurrenceevne og beskæftigelse«, og at dette ligeledes indgår i den daværende kommissær for regionalpolitik, Danuta Hübners, diskussionsoplæg fra april 2009 og i Fabrizio Barcas rapport om en reform af EU's samhørighedspolitik;

49. er enig med Kommissionen i, at også de strukturelt set stærkere regioner, der i dag hører under det andet strukturfondsmål »regional konkurrenceevne og beskæftigelse«, må intensivere deres investeringer i kreativitet og innovation og fremskynde den proces, hvor nye ideer bliver til nye produkter, tjenesteydelser eller procedurer;

50. går ud fra, at samhørighedspolitikkens fysiske aspekt får større betydning fremover som følge af den nye EU-traktats bestemmelser om territorial samhørighed. Hvad angår overvejelserne om samhørighedspolitikkens fremtid opfordres Kommissionen til at tage højde for de 400 bidrag, den modtog i forbindelse med høringen om grønbogen om territorial samhørighed (se Regionsudvalgets udtalelse herom). I den forbindelse bør regioner selv definere deres styrker og udvikle strategier, som er baseret på de specifikke behov. Fysisk planlægning vil også fremover være en kompetence, som hører under EU's medlemsstater, hvis interne kompetencefordeling skal respekteres. En realistisk, saglig og geografisk sammenhængende fysisk planlægning og en effektiv anvendelse af midlerne skal sikres gennem inddragelse af de regionale og lokale niveauer;

51. er fortaler for at bibeholde den bymæssige dimension inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik. Byer er – som også storbyregioner – vigtige katalysatorer for vækst og innovation. En realisering af denne funktion kræver imidlertid også fremtidige foranstaltninger til en social og økonomisk stabilisering af byer og problemområder i byer, især i de mindst udviklede regioner i EU. Byer og storbyområder er ligeledes med til at sprede udviklingstendenser til de omkringliggende områder. Derudover sikrer de adgang til viden, tjenesteydelser og varer på et passende niveau. Udviklingen af bypolitikken bør endvidere tage udgangspunkt i støtte til endogene byudviklingsfaktorer samt i styrkelse af relationerne og forbindelserne mellem bycentrene;

52. foreslår, at samhørighedspolitikken i stadig højere grad bør anerkende samspillet mellem by- og landområder inden for rammerne af et overordnet økonomisk område. Samhørighedspolitikken er udmærket i stand til at levere en overordnet udviklingsstrategi, der kan tage hånd om spørgsmål såvel internt i som mellem de forskellige kombinationer af by- og landområder. Dette kræver en bedre koordinering af mål og instrumenter mellem EU's strukturfonde og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL). Da den enkelte regions problemer er specifikke for den pågældende region, slås til lyd for, at hver region inden for visse grænser skal kunne fastlægge egne mål og foranstaltninger, således at den kan styre sin egen udvikling med hjælp fra EU-midler;

53. har den opfattelse, at støtten til landdistrikter samt mindre og mellemstore byers rolle i landdistrikterne også må vægtes højt. Kun på den måde kan strukturelle efterslæb og afvandringstendenser samt den demografiske aldring i mange af EU's landdistrikter imødegås. Dette kræver en bedre koordinering af mål og instrumenter mellem henholdsvis EU's strukturfonde og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne;

54. peger på nødvendigheden af, at man i anvendelsen af Lissabontraktatens nye princip om territorial samhørighed er særlig opmærksom på regioner, som er ramt af industrielle strukturændringer, og områder med alvorlige og vedvarende naturlige eller demografiske handicap, f.eks. de nordligste meget tyndt befolkede områder samt ø-områder, grænseoverskridende områder, bjergområder og regionerne i EU's yderste periferi;

55. understreger, at den hidtidige støtte til det grænseoverskridende, transnationale og interregionale samarbejde under det tredje strukturfondsmål »europæisk territorialt samarbejde« har bevist sit værd og bør fortsætte og styrkes efter 2013. Det territoriale samarbejde yder et uundværligt bidrag til styrkelsen af EU's ydeevne og økonomiske, sociale og først og fremmest territoriale samhørighed, idet man udnytter det ekstra potentiale, som opstår som følge af netværket mellem lokale og regionale myndigheder. I den forbindelse bør de hidtidige programmer som ESPON, Regioner for økonomisk forandring eller URBACT fremover sammenfattes som såkaldte »horisontale foranstaltninger under det territoriale samarbejde« og komme alle tre samarbejdsformer til gode. Hvad grænseregionerne angår, bør alle de regioner, som opfylder kravet om at bidrage til den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, fortsat være støtteberettigede inden for rammerne af målet om territorialt samarbejde;

56. sætter i den forbindelse pris på Kommissionens arbejde for at etablere en europæisk sammenslutning for territorialt samarbejde og opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at intensivere brugen af dette instrument ved realiseringen af det territoriale samarbejde. Udvalget opfordrer endvidere Kommissionen til at se på spørgsmålet om skævheder i de nuværende forordninger, såsom de grænseoverskridende aspekter, som underminerer oprettelsen af fungerende områder for maritimt samarbejde mellem regionerne (pga. forordningernes 150 km's grænse), og til at beskrive makroregionernes og de tematiske strategiers rolle nærmere i dens forslag til den fremtidige udformning af det territoriale samarbejde. I den forbindelse må det sikres, at lokale og regionale myndigheder i højere grad inddrages i strategiernes udformning og gennemførelse;

57. efterlyser en evaluering af Fabrizio Barcas forslag om, at man i næste støtteperiode afsætter en beskeden del af budgettet for samhørighedspolitikken til innovative foranstaltninger, der i givet fald skal forvaltes direkte af Kommissionen med det formål at fremme innovative strategier i regionalpolitikken på fællesskabsplan.

58. har den holdning, at det gennem flere programperioder udviklede system, hvor regionerne i et koordinerende partnerskab med de overordnede niveauer har et decentralt ansvar for udarbejdelsen og gennemførelsen af operationelle programmer på grundlag af regionale udviklingsstrategier, har bevist sit værd. Systemet med delt middelforvaltning, hvor programmering og gennemførelse ligger på regionalt niveau skal derfor bibeholdes fremover. I den forbindelse skal nærheds- og proportionalitetsprincipperne styrkes. Det er derfor først og fremmest på regionalt og lokalt niveau, at det eksisterende udviklingspotentiale kan frigøres, og lokale og regionale aktører kan aktiveres og indgå i et netværk;

59. udtaler sig derfor specifikt for en bibeholdelse af de regionale kompetencer i EU's strukturpolitik og er modstander af, at f.eks. beføjelserne til at udvælge projekter flyttes til EU-niveau;

60. bekræfter, at indsatsen for mindre bureaukrati og forenklede procedurer må fortsættes og intensiveres, og foreslår, at man under den igangværende støtteperiode tager højde for resultaterne fra Kommissionens arbejdsgruppe om forvaltningsforenkling ved udformningen af fremtidens forvaltningsprocedurer. Regionsudvalget må inddrages i udarbejdelsen af de fremtidige forvaltningsprocedurer på et tidligt tidspunkt. Enklere og mere gennemsigtige procedurer er vigtige forudsætninger for en effektiv anvendelse af midlerne;

61. har den opfattelse, at man derudover burde overveje om ikke yderligere elementer i EU's støttepolitik, der hidtil er blevet forvaltet centralt af Kommissionen – f.eks. innovationsstøtte – bør overføres til det decentrale system i EU's strukturfonde og dermed de regionale myndigheders kompetenceområde, idet fremme af innovation allerede i dag udgør en hjørnesten i EU's strukturfondsprogrammer. Da regionerne ved udarbejdelsen af regionale udviklingsstrategier tager højde for lokale udviklingskoncepter fra byer og delregioner og mobiliserer de ikke-statslige regionale og lokale aktører ved programmernes gennemførelse, er også niveauet under regionerne aktivt involveret i gennemførelsen af EU's strukturpolitik;

62. understreger, at de lokale og regionale myndigheder gennem de seneste år har opbygget et omfattende, i reglen positivt, erfaringsgrundlag hvad angår udviklingskoncepter og etablering af regionalforvaltninger i delregioner samt integrerede byudviklingskoncepter, som for nylig blev sammenfattet af GD for Regionalpolitik under begrebet »lokale udviklingsmetoder«. Dette erfaringsgrundlag er allerede indgået i de operationelle programmer for perioderne 2000-2006 og 2007-2013 og disses gennemførelse;

63. mener, at EU's strukturfonde udgør en merværdi i forhold til den nationale regionalpolitik, idet de bygger på en flerårig støttepolitik, der tager udgangspunkt i fælleseuropæiske prioriteter, men som samtidig baserer sig på regionale udviklingsstrategier og deres regionale gennemførelse. Den flerårige programplanlægning danner en stabil ramme for alle involverede parter og gør det også muligt at iværksætte innovative politiske tiltag. Denne tidsramme garanterer, at strukturpolitikken udformes med strategiske mål og prioriteter for øje og beskytter mod faren for en kortsigtet støttepolitik, der med en satsning på enkeltforanstaltninger alt for ofte vil resultere i, at gamle strukturer bevares. De syvårsprogrammer, der har været praktiseret siden år 2000, har vist sig at være effektive. Denne programcyklus bør under ingen omstændigheder forkortes. Regionalpolitikken er en vigtig del af fællesskabspolitikken, og ethvert forsøg på gennationalisering bør afværges;

64. bifalder udtrykkeligt den evalueringskultur, der med EU's strukturfonde i stigende omfang har vundet indpas i alle regioners støttepolitik, og som muliggør en kontinuerlig kvalitetsmæssig forbedring af strategier og instrumenter. Inddragelsen af alle regioner i EU's strukturfondsstøtte sikrer, at der sker en erfaringsudveksling mellem de nationale og regionale myndigheder i hele Europa, og giver mulighed for, at parterne kan lære af hinanden ved hjælp af eksempler på bedste praksis. Samtidig etableres der i løbet af denne proces et bredt og velfunderet grundlag for videreudviklingen af EU's strukturpolitik.

65. ser kritisk på en tendens til, at strukturfondsprogrammer i stigende omfang gennemføres på nationalt niveau og foreslår i den forbindelse, at man inden for rammerne af midtvejsrapporterne om den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed regelmæssigt aflægger rapport om de lokale og regionale myndigheders inddragelse i samhørighedspolitikkens gennemførelse. Der henvises i den sammenhæng til arbejdet under Regionsudvalgets Lissabonovervågningsplatform;

66. understreger, at det med henblik på overholdelse af nærhedsprincippet og en tæt kontakt til borgerne er nødvendigt med en yderligere styrkelse af de lokale og regionale myndigheders rolle i samhørighedspolitikkens udvikling, gennemførelse og evaluering;

67. foreslår, at man fortsat anvender Regionsudvalget som partner, så man på EU-niveau tidligt og i omfattende grad samarbejder med de lokale og regionale myndigheder om den fremtidige udformning og gennemførelse af samhørighedspolitikken.

68. Den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed udgør med sin målsætning om en harmonisk udvikling for EU gennem en mindskelse af de store forskelle i udviklingsniveau mellem de forskellige regioner og efterslæbet i de mindst udviklede regioner et centralt element i EU's integrationsmodel, der blev styrket yderligere med Lissabontraktaten, hvorfor det er vigtigt, at denne politik fortsætter også efter 2013.

69. Samhørighedspolitikken er med sit decentrale udgangspunkt og et system, som bygger på forvaltning på flere niveauer, den eneste EU-politik, der kan skabe en forbindelse mellem de lokale og regionale myndigheder og målsætningerne i Europa 2020-strategien samt de nye udfordringer. Derfor er det nødvendigt, at samhørighedspolitikken også fremover prioriterer målene bæredygtig vækst, social inklusion, beskæftigelse og bekæmpelse af klimaændringer. Samhørighedspolitikken forbinder de forskellige myndighedsniveauer og styrker den regionale og lokale dimension. Her bør de 7 flagskibsinitiativer, der opstilles i Europa 2020-strategien, betragtes som supplerende og kompletterende foranstaltninger.

70. Samhørighedspolitikken skal også fremover sikre, at hovedparten af midlerne går til EU's mest trængende og problemtyngede medlemsstater og regioner, så udviklingsefterslæb kan overvindes, og der dermed ydes et konkret bidrag til skabelsen af lige muligheder for alle regioner og til solidariteten i EU. De i den forbindelse anvendte kriterier til udpegning af støtteberettigede områder har bevist deres værd.

71. Også overgangsregioner har brug for særlig støtte, så de gode resultater, som er opnået med hjælp fra strukturfondene, ikke bringes i fare som følge af støttens bortfald. En vedvarende EU-indsats skal give disse regioner udviklingssikkerhed og tage højde for deres særlige situation.

72. Målet »regional konkurrenceevne og beskæftigelse« skal fortsat understøtte alle øvrige EU-regioners indsats for først og fremmest at styrke innovation, social samhørighed og konkurrenceevne.

73. Det territoriale samarbejde skal, grundet dets store europæiske merværdi, også fremover være et selvstændigt mål til fremme af det grænseoverskridende, transnationale og interregionale samarbejde, der har til formål at yde et aktivt bidrag til den territoriale samhørighed i EU.

74. Samhørighedspolitikken kunne også give mulighed for udvikling af nye innovative strategier i regionalpolitikken. Udvalget opfordrer derfor til, at man undersøger muligheden for fremover at stille en beskeden del af Kommissionens midler til rådighed for fremme af innovative foranstaltninger.

75. Samhørighedspolitikkens nuværende principper, herunder systemet med forvaltning på flere niveauer, den flerårige programplanlægning, partnerskab, koncentration, indikatorbaseret programstyring og evaluering, har vist sig effektive. En afkortning af den syvårige programperiode afvises derfor.

76. Det nuværende forvaltningssystem er for kompliceret og fejlbehæftet. Derfor må det fortsat være et fælles mål for alle berørte aktører at reducere fejlkvoten og forenkle forvaltningen af midlerne samt afregnings- og kontrolprocedurerne. I den forbindelse bør der i højere grad end hidtil findes løsninger, som er tilpasset de specifikke nationale forhold, ved i praksis at følge proportionalitetsprincippet.

77. Samhørighedspolitikkens subsidiære grundlag skal bevares og udbygges. Dertil hører først og fremmest en yderligere styrkelse af de lokale og regionale myndigheders rolle i alle samhørighedspolitikkens programmerings-, gennemførelses- og evalueringsfaser.

78. De resultater, der er opnået på lokalt og regionalt niveau, skal i højere grad end hidtil stå i centrum for evalueringen af samhørighedspolitikken. Derfor støtter Regionsudvalget alle bestræbelser på at realisere samhørighedspolitikken på dette grundlag.

Bruxelles, den 15. april 2010

Ramón Luis VALCÁRCEL SISO

Første næstformand for Regionsudvalget

Jf.: http://www.europarl.europa.eu/sidesSearch/search.do?type=REPORT&language=DE&term=6&author=28165.