11.1.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 9/14

—

mener, at smart regulering bør medføre mindre bureaukrati og færre administrative byrder ikke blot for borgerne og interesseparterne, men også for de lokale og regionale myndigheder; forkaster imidlertid en udelukkende kvantitativ tilgang til regulering;

—

tager det øgede antal henvisninger til den lokale og regionale dimension i smart regulering samt til Regionsudvalgets aktiviteter og muligheder i denne sammenhæng til efterretning og betragter dette som et udtryk for anerkendelse af den rolle, EU's lokale og regionale myndigheder spiller i tilrettelæggelsen af EU's politikker og gennemførelsen af lovgivningen;

—

skal opfordre Kommissionen og andre EU-institutioner til i højere grad at være opmærksomme på det lokale og regionale forvaltningsniveau ved tilrettelæggelsen af lovgivningen, vurderingen af dens konsekvenser eller udstikningen af retningslinjer for gennemførelsen af EU's politikker og målsætninger;

—

mener, at både EU's målsætning om territorial samhørighed (EU-traktatens artikel 3) og såvel de horisontale bestemmelser i Lissabontraktaten om de sociale (EUF-traktatens artikel 9) og miljømæssige krav (EUF-traktatens artikel 11) som Europa 2020-strategiens tre prioriteter forudsætter konsekvensanalyser, der på afbalanceret vis analyserer de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af regulering;

—

erklærer sig parat til at bistå EU-institutionerne med analysebistand i det omfang, der er behov for lokale og regionale data, men skal samtidig minde om udvalgets begrænsede ressourcer og kerneopgave;

—

mener, at EU-institutionerne bør have en fælles tilgang til konsekvensanalyse, og at Regionsudvalget bør inddrages i tilrettelæggelsen af denne tilgang, uanset dens form;

—

støtter planerne om en revision af samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen under indtryk af de institutionelle ændringer i medfør af Lissabontraktaten, behovet for at implementere forvaltning på flere myndighedsniveauer og udviklingen i Regionsudvalgets politiske rolle. Revisionen bør medføre udvikling og forbedring af samarbejdet om konsekvensanalyser samt en mekanisme, i kraft af hvilken Regionsudvalget kan bidrage til den årlige rapport om bedre lovgivning.

Ordfører

Lord Graham TOPE (UK/ALDE), medlem af London Borough of Sutton

Basisdokumenter

Meddelelse fra Kommissionen om smart regulering i Den Europæiske Union KOM(2010) 543 endelig

Rapport fra Kommissionen om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet (17. rapport om bedre lovgivning, 2009)

KOM(2010) 547 endelig

1.

glæder sig over konceptet smart regulering, i kraft af hvilket et nyt perspektiv på EU-lovgivningsprocessen bekræftes og udvides, hvor lovgivningen løbende revideres og tilpasses til nye udfordringer og omstændigheder, på grundlag af omhyggelig evaluering og de konkrete erfaringer med gennemførelsen;

2.

mener, at smart regulering bør medføre mindre bureaukrati og færre administrative byrder ikke blot for borgerne og interesseparterne, men også for de lokale og regionale myndigheder. Forkaster imidlertid en udelukkende kvantitativ tilgang til regulering, i det omfang at de politiske prioriteter ikke må vige for hensyn til den samlede mængde lovgivning. Kræver allerede nu, at konsekvensanalyserne tillige indeholder overvejelser om omkostningerne ved manglende europæisk regulering;

3.

beklager, at de instrumenter, der er led i smart regulering, ikke finder anvendelse på delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter (»komitologi«). Der er mangel på klart overblik over og gennemsigtighed i disse procedurer.

4.

tager det øgede antal henvisninger til den lokale og regionale dimension i smart regulering samt til Regionsudvalgets aktiviteter og muligheder i denne sammenhæng til efterretning og betragter dette som et udtryk for anerkendelse af den rolle, EU's lokale og regionale myndigheder spiller i tilrettelæggelsen af EU's politikker og gennemførelsen af lovgivningen.

5.

bemærker, at der i de fleste af udvalgets udtalelser udtrykkes bekymring over omfanget af høringen og inddragelsen af de lokale og regionale myndigheder i tilrettelæggelsen af EU-initiativer. Udtalelserne opfordrer i mange tilfælde til i højere grad at inddrage de lokale og regionale myndigheder i udarbejdelsen af nye politikker og lovgivning, i evalueringen af deres potentielle virkninger og i deres gennemførelse;

6.

skal opfordre Kommissionen og andre EU-institutioner til i højere grad at være opmærksomme på det lokale og regionale forvaltningsniveau ved tilrettelæggelsen af lovgivningen, vurderingen af dens konsekvenser eller udstikningen af retningslinjer for gennemførelsen af EU's politikker og målsætninger;

7.

glæder sig derfor over planerne om at revidere de eksisterende høringsprocedurer og forlænge fristerne for afgivelse af høringssvar;

8.

mener, at høringsresultaterne bør offentliggøres og analyseres, således at der gives svar på spørgsmål om f.eks., hvordan fremsatte kommentarer er blevet anvendt til udformning eller ændring af et givent lovforslag, hvilke bidrag der ikke er blevet taget hensyn til osv.;

9.

skal igen give udtryk for sin bekymring over, at åbne høringer favoriserer velorganiserede og ressourcestærke respondenter eller særinteresser, der repræsenterer mindretal. Udvalget lægger derfor sammen med individuelle høringssvar fortsat stor vægt på høringssvar fra lokale og regionale myndigheder såvel som andre svar.

10.

bemærker indsatsen i Gruppen på højt plan vedrørende administrative byrder (»Stoiber-gruppen«);

11.

skal igen give udtryk for sin betænkelighed ved, at denne gruppe og Kommissionen næsten udelukkende fokuserer på de direkte byrder, EU-lovgivningen pålægger mindre virksomheder. Udvalget erkender, at der er tale om en alvorlig hindring for den økonomiske vækst, men minder om, at tunge rapporteringsforpligtelser for statslige, regionale eller lokale myndigheder i sidste ende kan resultere i administrative byrder for borgere og virksomheder på nationalt eller subnationalt niveau, og mener, at spørgsmålet om, hvilke byrder der pålægges lokale og regionale organer, også bør tages op til behandling, og at disse byrder bør lettes;

12.

glæder sig over det forelagte initiativ til fastlæggelse af bedste praksis for mindre byrdefuld implementering af ny lovgivning, og minder om Regionsudvalgets aktive bidrag – i form af en særlig rapport og en fast observatør i Stoiber-gruppen – til indsamlingen af eksempler på bedste praksis på lokalt og regionalt niveau i denne forbindelse, men understreger, at EU's indsats bør fokuseres på at forhindre, at overdrevne administrative byrder overhovedet opstår;

13.

noterer sig Kommissionens rapport om nærhedsprincippet og proportionalitetsprincippet for 2010 (18. rapport om bedre lovgivning) og anerkender, at rapporten viser, at Kommissionen tager hensyn til Regionsudvalgets nærhedsanalyse.

14.

minder om, at ethvert udkast til lovgivningsmæssig EU-retsakt i medfør af Lissabontraktaten skal indeholde en vurdering af dens potentielle virkninger, der også tager hensyn til de lokale og regionale niveauer;

15.

skal igen give udtryk for den betydning, udvalget tillægger forudgående konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer ved politikudformning og lovgivning, og så gerne en styrkelse af den efterfølgende evaluerings rolle;

16.

erkender, at indsatsen for at forenkle og forbedre europæisk lovgivning er en balance mellem udførelsen af forudgående konsekvensanalyser og efterfølgende evalueringer og sikringen af, at disse analyser og evalueringer ikke påfører flere administrative byrder for de forskellige forvaltningsniveauer;

17.

tager Udvalget for Konsekvensanalyses årlige rapport for 2010 til efterretning og mener, at dette udvalg vil komme til at spille en central rolle, men at en højere grad af uafhængighed af Kommissionen ville være gavnlig;

18.

mener, at konsekvensanalyserne og konsekvensanalyseudvalgets rolle giver anledning til og løbende sikrer en tættere overvågning af nærhedsprincippet på vegne af Kommissionens tjenestegrene. Der er klar dokumentation herfor i de tilfælde, hvor rapporten peger på, at oplysninger indsamlet som led i en konsekvensanalyse har fået Kommissionens generaldirektorater til at ændre opfattelse, hvad angår behovet for og merværdien af eventuel lovgivning;

19.

bemærker, at rapporten fra Udvalget for Konsekvensanalyse påpeger en tendens til snarere at udarbejde og offentliggøre konsekvensanalyser af endelige lovforslag end af politiske meddelelser tidligt i lovgivningsprocessen. Regionsudvalget opfordrer til, at politiske initiativer, der har stor bevågenhed og vidtrækkende konsekvenser, tidligt i lovgivningsprocessen ledsages af en konsekvensanalyse, navnlig hvis hensigten med initiativet er først at oplyse beslutningstagerne om mulige konkrete politiske alternativer på et senere tidspunkt;

20.

bemærker, at rapporten fra Udvalget for Konsekvensanalyse peger på behovet for som led i de konsekvensanalyser, der gennemføres af de enkelte generaldirektorater, også at gennemføre en evaluering af de sociale virkninger og de administrative omkostninger. Rapporten nævner imidlertid ikke vurderingen af de konkrete virkninger på lokalt og regionalt niveau eller Regionsudvalgets potentielle rolle med hensyn til at bistå Kommissionen med at gennemføre konsekvensanalyserne. Udvalget opfordrer Kommissionen til at tage spørgsmålet op, således at der i konsekvensanalyseudvalgets rapport for 2011 kan meldes om fremskridt på området;

21.

finder det ønskeligt, at GD for Regionalpolitik inddrages fuldt ud i Udvalget for Konsekvensanalyse, da det er det generaldirektorat, der er allermest lydhør over for lokale og regionale aspekter;

22.

mener, at både EU's målsætning om territorial samhørighed (EU-traktatens artikel 3) og såvel de horisontale bestemmelser i Lissabontraktaten om de sociale (EUF-traktatens artikel 9) og miljømæssige krav (EUF-traktatens artikel 11) som Europa 2020-strategiens tre prioriteter forudsætter konsekvensanalyser, der på afbalanceret vis analyserer de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser af regulering;

23.

mener, at konsekvensanalyser af høj kvalitet og kontrol med gennemførelsen af lovgivningen vil være tidskrævende og lægge beslag på mange menneskelige ressourcer, hvis man skal sikre såvel ekspertise som en global vision;

24.

udtrykker forbehold over for den tendens, der er til at lade konsekvensanalyser gennemføres af »uafhængige organer« dvs. at lægge denne opgave ud hos bestemte konsulentfirmaer eller ad hoc-udvalg. Man kan godt tvivle på, at en sådan eksternalisering reelt fører til mere gennemsigtighed eller uafhængighed. Det er også ensbetydende med en fornægtelse af Kommissionens opgave, som går ud på at repræsentere EU-fællesskabets generelle interesse. Det kan også risikere at føre til en favorisering af dem, der råder over tilstrækkeligt med ressourcer til at gennemføre sådanne undersøgelser, på bekostning af de lokale myndigheder, ngo'er og civilsamfundets repræsentanter eller lønmodtagere med beskedne midler;

25.

erklærer sig parat til at bistå EU-institutionerne med disse foranstaltninger i det omfang, der er behov for lokale og regionale data, men skal samtidig minde om udvalgets begrænsede ressourcer og kerneopgave.

26.

minder om, at konsekvenserne af ny EU-lovgivning for de lokale og regionale myndigheder i lige så høj grad som af det oprindelige kommissionsforslag kan være afledt af de ændringer i lovgivningen, der foreslås af Europa-Parlamentet eller Rådet. Udvalget opfordrer de to førnævnte institutioner til også at lægge større vægt på virkningerne på lokalt og regionalt niveau af de forslag, de vedtager gennem hele lovgivningsprocessen, og stiller gerne sin ekspertise på området til rådighed. Udvalget finder, at de konkrete muligheder for et sådant samarbejde mellem Regionsudvalget, Europa-Parlamentet og Rådet om konsekvensanalyser, kontrol med nærhedsprincippet, gennemførelse af EU-lovgivningen og både forudgående og efterfølgende evaluering bør undersøges;

27.

opfordrer udvalgets egne ordførere til at tage de finansielle og administrative byrder og konsekvenserne for miljøet, den sociale struktur, de mindre og mellemstore virksomheder og civilsamfundet i betragtning i de anbefalinger, de fremsætter;

28.

mener, at EU-institutionerne bør have en fælles tilgang til konsekvensanalyse, og at Regionsudvalget bør inddrages i tilrettelæggelsen af denne tilgang, uanset dens form;

29.

glæder sig over, at Kommissionen i forbindelse med systemet for tidlig varsling under Lissabontraktaten tillægger de nationale parlamenters begrundede udtalelser tilstrækkelig vægt, også selvom antallet ikke er nok til »det gule kort«. I betragtning af Regionsudvalgets rolle og opgaver i nærhedsovervågningen anmoder det Kommissionen om at modtage de begrundede udtalelser, som de nationale parlamenter fremsender, oversættelserne heraf samt Kommissionens svar;

30.

støtter planerne om en revision af samarbejdsaftalen mellem Regionsudvalget og Kommissionen under indtryk af de institutionelle ændringer i medfør af Lissabontraktaten, behovet for at implementere forvaltning på flere myndighedsniveauer og udviklingen i Regionsudvalgets politiske rolle. Revisionen bør medføre udvikling og forbedring af samarbejdet om konsekvensanalyser samt en mekanisme, i kraft af hvilken Regionsudvalget kan bidrage til den årlige rapport om bedre lovgivning.

31.

mener, at Gruppen på højt plan om styreformer i EU er et godt forum på embedsmandsniveau i medlemsstaterne og EU-institutionerne, herunder også Regionsudvalget, at drøfte praktiske spørgsmål vedrørende styreformer i EU og udveksle god praksis i;

32.

skal derfor beklage, at der hverken under det ungarske eller det polske formandskab for EU-Rådet vil blive afholdt noget samlet møde i gruppen, og anmoder om, at gruppen samles i 2012.

33.

minder om, at Lissabontraktaten udtrykkeligt nævner lokalt og regionalt selvstyre og nærhedsprincippets lokale og regionale dimension, hvilket betyder, at EU skal respektere de lokale og regionale myndigheders beføjelser, når der foreslås og vedtages ny lovgivning baseret på delt kompetence. Udvalget minder endvidere om, at Lissabontraktaten har tildelt Regionsudvalget en fremtrædende rolle vedrørende nærhedsprincippet, hvilket indebærer, at udvalget ikke alene skal værne om overholdelsen af de lokale og regionale myndigheders beføjelser, men også, at det skal fremme overholdelsen af nærhedsprincippet i forvaltningen på forskellige myndighedsniveauer;

34.

skal gentage sit tilsagn om fortsat at ville samarbejde med Kommissionen om at indarbejde forvaltning på flere myndighedsniveauer i de vigtigste EU-strategier og fælles politikker, herunder navnlig gennemførelsen af Europa 2020-strategien;

35.

henleder opmærksomheden på Regionsudvalgets »Årsrapport om nærhedsprincippet 2010«, vedtaget af Regionsudvalgets præsidium den 4. marts 2011, og de emner, der skal strukturere nærhedsovervågningsnetværkets (SMN's) arbejdsprogram. Rapporten påpeger styrkelsen af overvågningen og bidraget til indarbejdelsen af en nærhedskultur i EU's beslutningsproces som Regionsudvalgets hovedprioriteter;

36.

glæder sig over, at der i ingen af udvalgets udtalelser er fundet tegn på direkte brud på nærhedsprincippet. Dette dokumenterer den alvor, hvormed Kommissionen betragter nærhedsprincippets overholdelse, og understreger værdien af Regionsudvalgets rolle som kontrolinstans;

37.

glæder sig over det stigende antal konsultationer af nærhedsovervågningsnetværket, der har potentiale til at forsyne udvalget med detaljerede praktiske kommentarer fra et bredt spektrum af lokale og regionale organer;

38.

anerkender behovet for rettidig, korrekt og effektiv implementering og korrekt anvendelse af EU-retten på samtlige myndighedsniveauer i medlemsstaterne og er klar over, at overtrædelsesprocedurer i visse tilfælde kan være nødvendige for at straffe manglende overholdelse eller virke afskrækkende. Udvalget skal dog give udtryk for betænkelighed ved, at Kommissionen i stigende grad forsøger at foreskrive, hvornår og hvordan medlemsstaterne skal gennemtvinge de lokale og regionale myndigheders overholdelse af EU-retten. Regionsudvalget mener, at håndhævelsen af EU-retten af hensyn til nærhedsprincippet er de nationale – og i givet fald regionale – regeringers eget ansvar, så længe det sikres, at EU-lovgivningens overordnede formål opfyldes.