Regionsudvalgets udtalelse: »Byfornyelse og dens betydning for fremtidens byudvikling i Europa«

1. er af den opfattelse, at byer og byregioner (dvs. sammenvoksninger af byer og nabokommuner) er smeltedigler af fantasi og kreativitet og rummer såvel mulighederne for at løse de økonomiske og finansielle problemer, som Den Europæiske Union står over for, som redskaberne til at bekæmpe social eksklusion, kriminalitet og fattigdom. Imidlertid mener Regionsudvalget, at dette må anerkendes i strukturprogrammer med henblik på at gøre det muligt at iværksætte ændringer og foretage byfornyelse;

2. erkender, at byer og byområder (1) yder et stadig større bidrag til en bæredygtig udvikling på samtlige styringsniveauer. Byerne er centre for kultur, erhvervsliv, uddannelse, forskning og udvikling, videnintensive tjenester og den finansielle sektor. De er knudepunkter for den regionale og interregionale person- og godstransport og yder et væsentligt bidrag til integrationen af befolkningsgrupper med forskellig baggrund;

3. gør opmærksom på, nogle byområder er blevet undermineret af miljømæssige, økonomiske og sociale problemer, men gør også opmærksom på, at der er mange eksempler på vellykket byfornyelse i Europa, som er blevet finansieret med støtte fra EU;

4. understreger, at koncentrationen af befolkningen i byerne – som følge af illegalt byggeri og intern migration - i mange tilfælde er sket så hurtigt, at de lokale myndigheder ikke har kunnet planlægge sig ud af problemerne. De sociale problemer er blevet skærpet og befolkningsgrupper er blevet marginaliseret, hvorved væsentlige arbejdsmæssige og samfundsmæssige kvaliteter er gået tabt. Nedslidte kvarterer, der medvirker til social udstødelse og øger usikkerheden, er blevet en uadskillelig del af bymiljøet i udviklede lande;

5. konstaterer, at økonomiske strukturforandringer, produktionsudflytninger og indførelse af ny teknologi (især f.eks. enhedslast inden for godstransport) har forringet infrastruktur og jordarealer på rekordtid (havne, jernbanestationer), og har store konsekvenser for den økonomiske og samfundsmæssige funktionsevne i bydele og byer, der stilles over for helt nye udfordringer;

6. understreger, at byfornyelsespolitikker bør danne grundlag for en passende model med et bredt aktivitetsområde, der omfatter graduerede interventionsformer spændende fra opgradering af hele byområder til byfornyelse i den eksisterende boligmasse. Den nye model for en bæredygtig by bør desuden baseres på en innovativ integreret tilgang til byfornyelse, som i overensstemmelse med Leipzig-chartret medtænker miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter. Altså en model, der ikke fremmer uhæmmet spredning eller urbanisering af grønne områder, men i stedet fokuserer på at kontrollere vækst, forhindre diffus byspredning, skabe nyt liv i den eksisterende boligmasse og de sociale strukturer, gøre byerne mere miljøvenlige, genoplive forladte industriområder og fremme mere bæredygtige transportformer. Fysisk planlægning på forskellige niveauer (regional, lokalt) og blandingsbyggeri er også vigtige elementer i denne model;

7. minder om, at behovet for en mere målrettet og flerstrenget opgradering af byerne blev presserende i slutningen af det 20. århundrede. Problemernes kompleksitet har ført til en tilgang, som omfatter mange forskellige aspekter, og som på sin side har skabt behov for udtænkning af programmer for byfornyelse med en i vidt omfang integreret tilgang hvad angår mål, metoder og gennemførelsesinstrumenter inden for et bredere geografisk område og for at opnå stordriftsfordele. Udvalget er overbevist om, at ugunstigt stillede byområder ikke må eller kan opgives, da de udgør en uudnyttet talentressource og man risikerer et ressourcespild af menneskelig og fysisk kapital, som ligger brak i stedet for at anvendes produktivt som bidrag til generel økonomisk vækst.

De lokale og regionale myndigheders rolle i byfornyelse og relevansen for Regionsudvalget

8. understreger, at de regionale og lokale myndigheder bør spille en afgørende nøglerolle i forbindelse med udformning, gennemførelse, overvågning, understøttelse og evaluering af integrerede byfornyelsesstrategier og generelt i forbindelse med forbedring af bymiljøet. De europæiske byer og storbyer er meget forskellige. Denne omstændighed kræver lokalt udviklede løsninger og koncentration af indsatsen på lokalt niveau. Gennem adskillige EU-programmer og initiativer har man opbygget en stor pulje af viden om byudvikling både på europæisk niveau og i de enkelte byer. De lokale myndigheder bør efter udvalgets opfattelse opfordres til at gøre brug af al den viden, der er akkumuleret på europæisk niveau, navnlig af de allerede opnåede resultater;

9. finder, at der er rigeligt med muligheder for byfornyelsestiltag, samt at byfornyelsesstrategier skal tage højde for de mange forskellige faktorer, som skaber problemer for visse byområder. De senere års økonomiske nedgang kan ramme bestemte byområder særlig hårdt, fordi de på grund af deres socioøkonomiske struktur tilpasser sig langsommere end andre byområder. Byfornyelsesprogrammer bør søge at finde innovative metoder til at vende centrale byområders storbyeffekter til en fordel for lokalbefolkningen;

10. mener, at byer i et tæt partnerskab med de tilgrænsende landdistrikter rummer store fordele for både mennesker og virksomheder, ikke kun som økonomisk drivkraft og centre for udveksling og handel, men også fordi de begunstiger personlig frihed, kreativitet, forskning og ekspertise. På den anden side er ændret livsstil og befolkningens højere gennemsnitsalder samt ikke sjældent dårlige byudviklingsmodeller kilder til problemer i byerne. Byfornyelse og bæredygtighed står i øjeblikket højt på mange lokale og regionale myndigheders dagsorden i EU. De tilstræber at opnå bæredygtig vækst, moderne infrastruktur (med vægt på teknologisk infrastruktur), attraktive betingelser for erhvervslivet og et rent og sundt miljø;

11. mener, at der allerede findes god praksis på området, som bare ikke er blevet tilstrækkelig godt viderekommunikeret eller implementeret. Regionsudvalget efterlyser derfor igen et virtuelt netværk til udbredelse af god praksis i Europas byer og regioner. Regionsudvalget har været dybt involveret i initiativer som Borgmesteraftalen og Europas miljøhovedstad, og har deltaget i opfølgningsaktiviteterne til EU's Leipzig-charter om bæredygtige europæiske byer i EU-landenes byudviklingsgruppe (UDG). Regionsudvalget har for nylig afgivet udtalelser om beslægtede emner: f.eks. om hvordan byer og regioner bidrager til at opfylde EU's klima- og energimål, aktioner til fremme af energieffektivitet og EU's handlingsplan for bytrafik.

12. er overbevist om, at der fra 1990 til i dag er sket store fremskridt i byudviklingen såvel hvad angår programmer som hvad angår knowhow om foranstaltningerne i byerne, selv om bypolitik slet ikke er udtrykkeligt nævnt i EU-traktaterne. I dette tidsrum har byerne fungeret som åbne eksperimentarier med værdifulde resultater på trods af de begrænsede ressourcer, de har haft til rådighed;

13. betoner, at EU kan varetage en afgørende støttefunktion for byfornyelsesstrategier. Med udgangspunkt i byernes allerede opnåede resultater bør Kommissionen tilskyndes til at stille eksisterende viden og foranstaltninger vedrørende byudvikling til rådighed for lokalområderne på en sammenhængende og struktureret måde. Dette bør gælde alle EU-politikker, som har direkte indflydelse på byudvikling med særlig vægt på samhørighed, beskæftigelse, bredbånd samt social-, miljø- og transportpolitik;

14. hilser den nyligt ajourførte vejledning om EU-politikkernes byaspekter i perioden 2007-2013 (udsendt af Kommissionens tværgående gruppe om byudvikling) velkommen og opfordrer Kommissionen til at overveje forslaget om at opdatere og formalisere en EU-by-agenda i tilknytning til en ny aktionsramme eller handlingsplan for byudvikling, der indsætter integreret byfornyelse blandt sine topprioriteter og samtidig tager højde for de forskelligartede rammer, hvori de skal finde anvendelse;

15. støtter alle eksisterende initiativer, der bidrager til bæredygtig byudvikling, herunder ikke mindst integreret byfornyelse, som led i samhørighedspolitikken, dvs. byaspekterne af strukturfondene, Urban Audit, Urban Atlas, Urbact-programmet og Jessica-initiativet. Udvalget opfordrer imidlertid Kommissionen til at analysere resultaterne af integrationen af Urban-initiativet i de operationelle EFRU-programmer nøje og til at udarbejde en særlig midtvejsrapport herom. I lyset af denne evaluering kan det blive nødvendigt i den næste programmeringsperiode at styrke byfornyelsesinitiativernes særlige karakter inden for rammerne af strukturfondene og forbedre samordningen med andre politikker i en EU-by-agenda;

16. bifalder den nye indfaldsvinkel til finansiering af byfornyelsesprojekter under Jessica-initiativet, især fordi det klart kobler finansiering til behovet for at udvikle integrerede byudviklingsplaner, men understreger dog, at tilskud også er et nyttigt og nødvendigt redskab til at rette op på markedssvigt i forbindelse med byudvikling. Udvalget er desuden bekymret for Jessicas manglende synlighed, for de problemer, som er konstateret i tilknytning til medlemsstaternes gennemførelse, og for, om de lokale og regionale myndigheder kender nok til initiativet;

17. mener, at ændringerne i strukturfondsforordningen, der har gjort investeringer i energieffektivitet og vedvarende energi i boliger støtteberettigede, kan hilses varmt velkommen. Kendskabet til de tilskud til boliger, der blev indført i forbindelse med den seneste revision af EFRU-forordningen og som vedrører støtteberettigede boligtiltag for marginaliserede befolkningsgrupper, bør udbredes, ligesom de nødvendigvis skal være planlagt inden for rammerne af et integreret byudviklingsprogram. Udvalget vil derfor foreslå, at udgifter til boliger i meget ugunstigt stillede områder også får adgang til støtte fra strukturfondene. Boliger af høj kvalitet er en vigtig forudsætning for, at byfornyelsesprogrammer kan krones med held. Økonomisk støtte bør kun gives inden for rammerne af integrerede programmer og med strenge krav, der sikrer, at den lokale befolkning får opfyldt sine behov, og at støtten ikke bidrager til gentrificering.

18. konstaterer, at EU's byer opfordres til at bidrage til indsatsen mod den finansielle og økonomiske krise og til at medvirke til øget europæisk integration. De tre dimensioner, som det spanske formandskab har opstillet som grundlag for byfornyelsens rolle i byudvikling udgør søjlerne for bæredygtig udvikling. Ved gennemførelsen af byfornyelsesprogrammer vil disse skulle udvides med tematiske prioriteringer fra sag til sag, så problematikken indplaceres i det aktuelle socioøkonomiske miljø. Ifølge udvalget skal især følgende spørgsmål sættes højt på dagsordenen: byforvaltning på flere myndighedsniveauer, de lokale og regionale myndigheders rolle, finansiering af byfornyelse, teleinformatikteknologiers bidrag til byfornyelse, betydningen af det lokale selvstyres organisering og funktion i planlægningen og gennemførelsen af byfornyelsesprogrammer, innovationens rolle i byfornyelse og endelig byfornyelsens bidrag til udvikling af forbindelserne udadtil og globaliseringen af byerne. Det kan endvidere konstateres, at de lokale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i arbejdet med byfornyelse – fra fysisk planlægning til byplanlægning, og dens gennemførelse – og at de foretrækker fornyelse frem for ny byudvikling og forbedring af den eksisterende by frem for udvidelse af byområdet.

19. fremhæver, at de senere års økonomiske forandringer som følge af globaliseringen af økonomien proportionelt kan ramme gamle og centrale byområder hårdere, fordi de på grund af deres socioøkonomiske struktur tilpasser sig langsommere end andre byområder. Derfor er samhørighedspolitiske tiltag baseret på en overbevisning om, at vækst, der er geografisk ulige fordelt, både er til skade for den sociale samhørighed og begrænser mulighederne for økonomisk vækst. Dette gælder især på lokalt niveau, hvilket f.eks. Barca-rapporten netop har fremhævet på ny;

20. fremhæver behovet for at fremme innovative økonomiske aktiviteter via et passende miljø og egnede incitamenter, de seneste nye former for infrastruktur og veluddannede mennesker, der efteruddannes gennem hele livet;

21. mener, at beskyttelse af kulturarven, både den materielle og den immaterielle, gennem byfornyelse i byernes centrum, der i videst muligt omfang tager hensyn til den historiske og arkitektoniske kulturarv, tilfører en merværdi til byernes image, prestige og tiltrækningskraft, befordrer kulturel mangfoldighed, som spiller en vigtig økonomisk rolle i forbindelse med udviklingen af vidensøkonomi og kreativ industri, og mange gange fremmer vækst på lokalt plan gennem støtte til arbejdspladser med en høj grad af specialisering;

22. påpeger, at byfornyelsesprojektprocedurer såvel som deres resultater bør omfatte og udbrede viden og innovation;

23. henleder opmærksomheden på, at byfornyelsesstrategier skal tage højde for de mange forskellige faktorer, der ligger bag økonomisk forfald i visse byområder. Den funktionelle nedslidning af bygninger, forældet infrastruktur og adgangsproblemer er blandt de mest relevante. Mange virksomheder forlader byen for at nedbringe deres driftsomkostninger og få mere plads, og mange ansatte følger efter deres arbejdsplads for at opnå bedre livskvalitet (social infrastruktur, transportydelser) eller lavere leveomkostninger (lavere husleje eller huspriser). For at opfylde behovene hos virksomheder, der ønsker at etablere sig i byfornyede områder, bør byfornyelsesprogrammer søge innovative måder, hvorpå man kan anvende den tilgængelige plads og forbedre byens udbud af tjenesteydelser, således at storbyeffekterne i centrale dele af byen ændres til noget positivt;

24. minder om, at mobilitetsproblemer, herunder især trængselsproblemer, plager mange byområder i Europa, og løsningen består ikke bare i at bygge bedre infrastrukturer eller at pumpe flere penge ind i offentlige transportselskaber. Mobilitet i byerne øger de muligheder, der står til rådighed for borgerne og virksomhederne, og udgør som sådan en faktor, der fremmer den økonomiske konkurrenceevne og den sociale samhørighed. Udvalget peger på, at alle borgere bør have adgang til effektiv offentlig transport til overkommelige priser, da dette i væsentlig grad bidrager til, at de fattige bydele kan bryde ud af deres isolation. Udvalget understreger, at foranstaltninger til fremme af miljøvenlig transport (forsknings- og demonstrationsprojekter vedrørende lav- eller nulemissionskøretøjer, fremme af alternative transportformer såsom samkørselsordninger og bedre forhold for cyklisterne i byerne) bør prioriteres i lyset af de miljøskader, der opstår i byerne. Udvalget gentager endvidere sin støtte til udvikling af planer for bæredygtig bytrafik – som et minimum for større byer. Udvalget plæderer for indførelsen af incitamenter på EU-niveau, der sikrer, at EU-finansiering bliver gjort afhængig af, at der findes planer for bæredygtig trafik og at der vedtages offentlig-private partnerskabsaftaler om mobilitet;

25. understreger behovet for at træffe foranstaltninger til støtte for lokal iværksætterkultur med incitamenter, der henvender sig til bestemte befolkningsgrupper, oprettelse af iværksættelsesfremmende institutioner og afholdelse af relevante arrangementer. Udvalget anerkender i den forbindelse, at støtte til kvindelige iværksættere kan være af stor betydning for intelligent økonomisk vækst.

26. gør opmærksom på, at byfornyelsens miljødimension skal give høj prioritet til tre store spørgsmål: klimaforandringer, tackling af forurening af naturressourcer som følge af menneskelige aktiviteter - og mere generelt rentabel udnyttelse af disse – samt beskyttelse af habitater;

27. er overbevist om, at selv om Europa allerede er kraftigt urbaniseret, forventes udviklingen i retning af en udvidelse af byområderne at fortsætte i bestemte områder, især i de mest dynamiske store og mellemstore byzoner. Efterhånden som byerne breder sig, kan de potentielt forringe eller ødelægge visse ressourcer og vand- og jordkvaliteten. Udvalget peger derfor på, at integrerede byfornyelsesprogrammer har potentiale til at stoppe eller vende denne udvikling ved at standse byernes uhæmmede vækst og gennem fornyelse af bymiljøet;

28. understreger, at klimaforandringer og højere vandstand i havene på grund af menneskers udledning af drivhusgasser forventes at accelerere i løbet af det 21. århundrede. Dette forhold giver stadigt større udfordringer til byområder langs kysterne, som kan imødese betydelige udgifter, idet det vil være nødvendigt at afsætte betydelige finansielle midler til bl.a. kystsikring og forebyggelse af oversvømmelser. Dette understreger endvidere betydningen af arbejdet i EU-landenes byudviklingsgruppe om en referenceramme for bæredygtige europæiske byer, som ud over byområdernes mere klassiske miljøproblemer også sigter mod at integrere klimaforandringsaspekter og de problemer, der er knyttet til at tilpasse sig eller modvirke konsekvenserne af disse;

29. prioriterer tacklingen af forurening af naturressourcer som følge af menneskelige aktiviteter som det vigtigste emne for byfornyelse med særlig vægt på aktioner, som kan forebygge forurening. Udvalget fremhæver ligeledes vigtigheden af at vurdere og begrænse anvendelsen af stoffer, som belaster det naturlige miljø, under hensyntagen til disses samlede livscyklus (produktion, anvendelse og bortskaffelse);

30. understreger, at fornyelse af eksisterende bygninger for at forbedre deres energieffektivitet er en af de mest omkostningseffektive måder, hvorpå man kan opfylde de forpligtelser, der blev indgået i Kyoto vedrørende klimaændring, da det skønnes, at man herigennem kan sænke bygningernes CO2 emissioner og energiomkostninger med 42 %;

31. gør opmærksom på, at byerne er ansvarlige for 70 % af drivhusgasemissionerne, og at Leipzig-charteret derfor opfordrer disse til at reducere deres CO2-aftryk, bevare deres ressourcer og biodiversitet, spare på energien og fremme adgang til de vigtigste offentlige tjenester. Udvalget henleder derfor opmærksomheden på, at det er nødvendigt omgående at træffe foranstaltninger til at begrænse energiforbruget i byerne - først og fremmest via en fornuftig energiforvaltning, men også via energiproduktion baseret på fornyelige energikilder. Der vil ligeledes skulle træffes foranstaltninger til isolering af bygninger;

32. hilser Borgmesteraftalen velkommen. Denne inddrager over 3 000 europæiske byer, der forpligter sig til at nå over de tre »20 %-mål«, et lovfæstet EU-minimumskrav, der skal opfyldes inden 2020. Dette initiativ og kåringen af Europas miljøhovedstad, som Kommissionen har lanceret, støttes af Regionsudvalget, som også arbejder på at udvide Borgmesteraftalen til også at omfatte det regionale plan;

33. Udvalget anerkender, at grønne områder og vandområder spiller en vigtig rolle i byfornyelsesprogrammer. Grønne områder og vandområder yder et vigtigt bidrag til forbedringen af klimaet i byerne, idet de har en kølende effekt, leverer frisk luft, filtrerer forureningen og dæmper støj. Samtidig bidrager grønne rekreative områder også til, at byen bliver værd at leve i og styrker dermed den sociale samhørighed. Grønnere byer er en målsætning, som alle burde stræbe efter;

34. henviser til, at de disponible vandressourcer bliver stadig mere sparsomme på internationalt niveau, og opfordrer til, at byfornyelsesprogrammer gør en aktiv indsats for at beskytte vandreserverne, navnlig drikkevandsreserverne, og sørger for en god forvaltning og gennemførelse af metoder til alternativ udnyttelse. Byernes vandforbrug (water footprint) må også begrænses;

35. vurderer, at det bebyggede miljøs æstetiske kvalitet er et afgørende succeskriterium i den internationale konkurrence mellem byerne - for deres tiltrækningskraft og for indbyggernes livskvalitet - og foreslår derfor at træffe foranstaltninger, der inddrager arkitektonisk og kunstnerisk kreativitet;

36. anerkender habitaternes værdi og giver ligeledes høj prioritet til beskyttelse og forvaltning af disse, eftersom de omgiver eller befinder sig tæt på byerne, som et betydningsfuldt parameter for byfornyelse, kombineret med aktioner, der kan øge miljøbevidstheden, og oplysningstiltag over for borgerne;

37. henleder opmærksomheden på de stærke bånd, der er mellem byerne og de regioner, som omgiver dem (især den dynamiske zone umiddelbart rundt om byerne), og på behovet for forvaltning af denne relation.

38. mener, at sociodemografiske ændringer i mange byer har bevirket, at befolkningen er flyttet fra boliger i ældre kvarterer til nye boligkomplekser i byernes periferi eller udkant eller simpelthen til nye byer i nærheden af storbyområder. Dette skyldes bl.a. adgangen til billigere og mere attraktive boliger, større livskvalitet og en bredere vifte af serviceydelser. Igennem de seneste årtier har folk, der tjener mere end gennemsnittet, forladt byen og er kun langsomt begyndt at vende tilbage takket være vellykkede byfornyelsesprogrammer. Udvalget understreger derfor, at byområder i forfald igen bliver gjort attraktive at bo i og bliver sat i stand til at opfylde forventningerne hos alle uanset indkomstniveau;

39. understreger, at boligforhold traditionelt har været, og fortsat vil være, et centralt område for byfornyelsen, og at hovedmålet i den forbindelse er at sikre bedre levevilkår for samfundets dårligst stillede;

40. mener, at den øgede sociale ulighed er et stort problem i de fleste byområder. Ulighed mellem forskellige kvarterer er resultatet af en social og geografisk ghettodannelse, der i nogle tilfælde opstår på grund af uhensigtsmæssige boligpolitikker og et serviceudbud, der er begrænset til velstående områder og ikke når ud til de fattige forstæder. Det nye mål om territorial samhørighed, som er indført med Lissabontraktaten, bør anspore alle myndighedsniveauer til at tage hensyn til disse skævheder i udarbejdelsen af sektorpolitikker for byerne inden for rammerne af en helhedsstrategi for byfornyelse. Derfor understreger Regionsudvalget, at en bæredygtig by skal baseres på solidaritet og aktivt bekæmpe udstødelse og forskelsbehandling ved at styrke den sociale samhørighed mellem forskellige bydele, forskellige samfunds- og erhvervsgrupper, mellem kønnene og mellem borgere med forskellig baggrund. Solidariteten inden for byen skal afspejle vores ambition om at opbygge et rummeligt europæisk samfund med større sammenhængskraft;

41. mener, at der skal gøres en særlig indsats for at integrere indvandrerne i byens liv. På den måde kan man løse nogle indvandringsrelaterede problemer.

42. understreger, at byfornyelsesprogrammer altid bør involvere den private sektor, den offentlige sektor og nonprofitsektoren, og at lokalsamfundet skal placeres i partnerskabets centrum. Selv om byfornyelse er en fortløbende proces uden afslutning, er det umuligt at anvende standardløsninger. Bred inddragelse af de berørte parter vil medvirke til, at man lærer af andres succes og undgår at gentage fejltagelser. Her spiller de lokale og regionale myndigheder en vigtig rolle ved at bringe forskellige økonomiske og sociale aktører sammen og udvikle målrettede foranstaltninger. Dokumenter om fysisk planlægning og byplanlægning udgør platforme for interaktion og samråd om politikker for de forskellige forvaltninger.

43. mener, at overgangen fra byrenovering, hvor fokus ligger på såvel det naturlige som det menneskeskabte miljø, til programmer for byfornyelse skal gennemføres ved at opstille en række prioriterede emner, der udvider viften af indsatsområder. Målet skal være, at fremtidens europæiske byer opfylder borgernes forventninger, tilbyder infrastrukturer og miljøer, der udnytter arbejdstagernes erhvervsmæssige viden og kvalifikationer, danner en bæredygtig og attraktiv ramme for privatliv, arbejde og fritid, giver alle flest mulige chancer uden at udelukke nogen og anvender naturressourcerne så økonomisk som muligt, så de kan indgå i en konkurrenceøkonomi med lavt CO2-udslip.

44. understreger, at byfornyelse skal betragtes som et kontinuerligt, integreret forløb, baseret på en langsigtet vision om bæredygtig byudvikling. God forvaltning af byfornyelsesprogrammer skal begynde i analysefasen. Solide data om økonomi, sociale forhold og miljø i de berørte områder skal indsamles fra pålidelige kilder ved hjælp af velgennemtænkte og sammenlignelige indikatorer. I denne sammenhæng er Kommissionens byundersøgelse »Urban Audit« og det igangværende arbejde med referencerammen for bæredygtige europæiske byer særlig relevant;

45. påpeger, at bypolitikken bør tilrettelægges på nye måder, hvor byfornyelsespolitikken udformes på lokalt og regionalt plan med national og europæisk støtte, og mener, at lokale myndigheder skal påtage sig en lederrolle i udviklingen af politikker om samhørighed, integration og samarbejde og dermed sikre naturressourcerne og en miljøvenlig udvikling i deres områder samt fremme dialogen mellem de mange former for kulturel mangfoldighed. For at optimere de offentlige politikkers effektivitet har mange lokale og regionale myndigheder allerede udviklet nye former for byforvaltning, som sikrer mere virkelighedsnære byfornyelsesprogrammer. Integreret bypolitik involverer andre parter end de offentlige myndigheder. Ofte inddrages befolkningen i de berørte områder gennem forskellige deltagerbaserede systemer. I nogle lande sker det i form af kontrakter eller aftaler. Udvalget er overbevist om, at den øgede inddragelse af offentligheden og den rolle, bysamfundene har fået tildelt, er et forsøg på at skabe den sociale kapital, der er nødvendig for en vellykket byudvikling;

46. mener, at byfornyelsesprogrammerne bør give garanti for, at alle egnede medier, trykte som elektroniske, udnyttes bedst muligt til information, kommunikation og formidling af programmer og måder, på hvilke befolkningen kan deltage (lokale afstemninger, møder, onlinedemokrati osv.). Byfornyelsesprogrammer bør blive en del af læreprocessen for byudvikling i EU og bidrage til bevidstgørelse af borgerne om byernes problemer og de perspektiver, de åbner for;

47. erkender, at det i overensstemmelse med nærhedsprincippet er mere effektivt at tackle byfornyelse og udviklingsspørgsmål på lokalt niveau. Udvalget mener dog, at EU-støtte kan være en stor hjælp for byudvikling, hvor det er påvist, at EU kan fremme løsninger på byproblemer, der indvirker på den økonomiske, sociale og territoriale samhørighed i EU. Regionsudvalget mener derfor, at byfornyelse og udviklingspolitikker bør bygge på eksisterende EU-instrumenter i form af lovgivning, politiske initiativer og mekanismer til udveksling af erfaringer og bedste praksis mellem byer. Udvalget erindrer om, at politikker på området også skal respektere proportionalitetsprincippet og tage hensyn til de bredere territoriale rammer;

48. påpeger, at EU-finansiering kan være særlig nyttig, når den anvendes til at fremme samarbejde mellem lokale myndigheder i et funktionelt byområde. Herved sikres et fælles finansielt ansvar i hele området for befolkningsgrupper og kvarterer, som er truet af eksklusion. EU's finansieringsinstrumenter bør stilles til rådighed for funktionelle byområder under forudsætning af, at lokale myndigheder samarbejder effektivt om tildelingen af deres egne ressourcer.

49. slår fast, at planlægning af udviklingsprogrammer i højere grad er beregnet på at opfylde bestemte behov end på at forme fremtiden. I forbindelse med undersøgelsen af dette spørgsmål bør de finansielle midler til byfornyelsesprogrammer udgøre en særlig faktor, der kan bidrage til programmernes bæredygtighed og effektivitet. Man bør bl.a. beskæftige sig med følgende områder: fordelingen mellem nationale og lokale midler, programmernes finansieringsform – systematisk eller »sag for sag« – blandingen af statslige midler og privatkapital, lokal beskatning, låntagning, evaluering af renoveringens fordele, fordelingen af udgifterne mellem de forskellige brugere og støttemodtagere, midlernes herkomst samt de offentlige subsidiers strategiske værdi og vægt. Der skal arbejdes mere specifikt med finansieringsmekanismer og gennemførelse af byfornyelsesprogrammerne. Mens man kan regne med bidrag fra instrumenter som byudviklingsfonde eller »de tre J-initiativer« (Jessica, Jeremie og Jaspers), er den nærmere specifikation og resultaterne af deres støtte fortsat et åbent spørgsmål;

50. mener, at det frivillige bidrag i byfornyelsesprogrammerne endnu ikke er blevet behørigt vurderet, og påpeger til slut, at udvikling og styrkelse af iværksætterånden i det lokale selvstyre samt i byfornyelsesprogrammerne vil blive et forskningsområde i sig selv.

51. konstaterer bred enighed om, at kommunikations- og informationsrevolutionen har fået mærkbare følger for den måde, byer i Europa er organiseret og fungerer på, og på deres udseende. Det skal især understreges, at byfornyelsesprogrammerne skal indeholde foranstaltninger inden for IT og kommunikation til udvikling af avancerede tekniske infrastrukturer samt udarbejdelse af applikationer og indhold, som vil forbedre borgernes liv og de offentlige tjenesters funktionsmåde, højne niveauet i den private sektors ydelser og tilskynde til anvendelse af disse instrumenter;

52. betragter det som uundgåeligt, at der også opstår risici, efterhånden som mulighederne udnyttes. Sikkerhed og beskyttelse af applikationer og udveksling, bevarelse af personoplysninger og respekt for borgernes privatliv og person er et afgørende spørgsmål, som endnu ikke er færdigbehandlet. Samtidig rejser anvendelsen af informationsteknologier på sikkerhedsområdet i byerne vigtige spørgsmål om samfundets demokratiske funktionsmåde. Køreplanen for byfornyelse bør inddrage den debat, der udfolder sig om dette emne, og fremlægge løsninger på de dermed forbundne problemer;

53. konstaterer, at de mest avancerede IKT-applikationer gennem udnyttelse af trådbårne og trådløse infrastrukturer kan skabe virtuelle miljøer (den nære by, den digitale by, den allestedsnærværende by) og dermed tilbyde borgerne et rum til interaktion og udveksling. Den digitale by er en parallelverden, som bør sættes på dagsordenen for byfornyelse.

54. mener, at støtte til innovation vil forbedre byernes præstationer og bidrage til deres økonomiske bæredygtighed. Byfornyelsesprogrammer skal derfor tilbyde et miljø, infrastrukturer og incitamenter, der tiltrækker innovation;

55. finder i forlængelse heraf, at oprettelsen af undervisningsinstitutioner for aktører i byernes økonomiske liv bør fremmes som strategisk prioritet for byfornyelse;

56. er ligeledes overbevist om, at byfornyelse bør styrke båndene mellem uddannelse, erhvervsliv, forskning og innovation og fremme nye innovative virksomheder.

Betydningen af de lokale myndigheders organisation og funktionsmåde for udformning og gennemførelse af byfornyelsesprogrammer

57. mener, at afgørelsen af, om der er behov for at gennemføre et byfornyelsesprogram, udformningen af programmet, dets gennemførelse, eventuelle revision og efterfølgende evaluering er handlinger, som kræver et administrativt apparat med et minimum af specifikke forvaltnings- og ledelseskompetencer. Det bør sikres, at alle lokale og regionale myndigheder råder over disse kompetencer. Da disse punkter er en absolut forudsætning, skal byfornyelsesprogrammerne også omfatte tiltag, der styrker de lokale myndigheders kompetencer. Det kan f.eks. være udvikling af ledelsesinformationssystemer (MIS) eller geografiske informationssystemer (GIS), som letter arbejdet og forbedrer beslutningsprocesserne, eller indførelse af certificerede procedurer (ISO, EMAS osv.), som øger kvaliteten af de tjenester, der leveres til borgerne. Tiltag, der sikrer fokus på borgerne, når de lokale myndigheder fastlægger deres arbejdsplan, bør have en central plads i byfornyelsesplanlægningen. Det er både en udfordring og en forudsætning for at gennemføre byfornyelsesprogrammer, at de lokale og regionale myndigheders organisering bringes op på niveau, og dette aspekt bør derfor inddrages.

58. konstaterer, at markedsføring og branding af byer er uløseligt forbundet med de lokale og regionale myndigheders aktiviteter. I en stadig mere globaliseret verden er konkurrencen mellem byerne om at tiltrække kapital, investeringer og veluddannet arbejdskraft voksende. Byerne udvider deres udviklingsplaner for at kunne kræve ressourcer og midler, der kan sikre borgernes velstand. Konkurrencen om organisering af vigtige sports-, handels- og kulturbegivenheder, er kun et eksempel, men et af de tydeligste, på byernes rivalitet;

59. peger desuden på, at byerne sideløbende med konkurrencen også udbygger deres samarbejde. I EU har deres netværksdannelse, hvad enten den er emnebaseret eller geografisk funderet, fået et særlig stort omfang takket være EU's målrettede initiativer (Urbact, Interact, venskabsbyer osv.). Udveksling af bedste praksis har vist sig at være et nyttigt instrument. Tiltag, der bidrager til internationalisering af byerne i EU, bør inddrages som et indsatsområde inden for byfornyelsesprogrammerne.

60. slår til lyd for, at Den Europæiske Union, når den træffer sine strategiske valg for den kommende programmeringsperiode (2014-2020), bør anerkende den strategiske betydning af byfornyelse og sørge for at styrke byaspekterne i alle sine politikker, så byerne igen bliver et forskningsfelt, og at den denne gang vedtager en tilstrækkelig fyldig dagsorden, der kan hjælpe Europa ud af den finansielle og økonomiske krise;

61. foreslår at indføre et initiativ med titlen »byfornyelse for intelligente, bæredygtige og inklusive europæiske byer«. Byerne i EU kan fungere som et særligt anvendelsesområde for de syv flagskibsinitiativer i Kommissionens meddelelse »Europa 2020 - En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« (2);

62. finder, at tiden er moden til at træffe en sådan beslutning. Både debatten om budgettet for den næste programmeringsperiode og revisionen af budgettet for indeværende programmeringsperiode skal klart omfatte økonomisk støtte til byfornyelse.

Bruxelles, den 9. juni 2010

Mercedes BRESSO

Formand for Regionsudvalget

(1) Byregioner (dvs. sammenvoksninger af byer og nabokommuner) skal medtænkes i hele udtalelsen.